Drachmann, H.: En Overkomplet (1876), 3

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Holger Drachmann: En Overkomplet (1876), 3

III

   Jeg foer ud af Sengen den næste Morgen. Det forekom mig, at Nogen kaldte paa mig. Men det var nok ikke saa. Av! der var noget, der gjorde ondt. Det var min Haand. Havde jeg skrabet den mod Væggen i Søvne? Nei, det var jo sandt!! Og pludselig slog Nattens Begivenhed ned i mig, og jeg sprang hen og rev Bordskuffen op. Der laa det hvide Papir, og der stod den røde Skrift. Jeg læste Ordene et Par Gange, vendte Papiret om, besaae Skriften omvendt op imod Lyset, dreiede atter Papiret og lagde det med sammenknebne Læber ned i mit allerhemmeligste Gemme sammen med nogle Digte, en smudsket hvid Damehandske, nogle tørrede Blomster og fem Patroner til en Riffelpistol, som det var mig forbudt at skyde med. Jeg lukkede Klappen paa det lille Chatol og stak Nøglen til mig. Saa begyndte jeg at vaske min Haand, men holdt pludseligt inde, aabnede Chatollet atter, tog de andre Sager ud og lod blot Papiret blive liggende. Derpaa gjorde jeg et langsomt og omhyggeligt Toilette og gik ned til Thebordet.
   Fader sad ved Bordet og læste sine Aviser og røg sin Morgencigar. Han saae paa mig over Avisen og syntes at blive overrasket over noget ved min Person.
   Du kom nok sent hjem igaaraftes. Hvor var Du henne?
   Jeg besvarede hans Spørgsmaal med en Frygtløshed, som overraskede mig selv ved sin Nyhed. Jeg gav endogsaa en lille Skildring tilbedste af Selskabet, drak imidlertid min The, smurte Smørrebrød og nikkede til mine Søstre. Baade de og Fader syntes lige overraskede.
   Pludseligt sammendroges hans Bryn. Han pegede med Cigaren hen imod min Haand og spurgte i sin sædvanlige inkvisitoriske Tone:
   Har Du nu været oppe at slaas igjen?
   Jeg blev rød, men tog mig strax i det. Nei; det var iaftes i Baaden; min Haand blev klemt mellem Aaren og Rælingen. Det betyder intet!
   Brynene kom paa deres Plads igen, og Avislæsningen fortsattes.
   Jeg kom til at tænke paa, at en Nødløgn dog undertiden kan være en ærlig Sag. Det vanskelige ved Udryddelsen af sligt i Familier ligger vel i, at den utilslørte Sandhed som oftest vil hidkalde mange Konflikter, som Sløret naadigt afværger. I mange Tilfælde vilde Sandheden næppe engang blive troet, om man sagde den. Da jeg havde drukket min The og reiste mig op for at gaa, lagde Fader Avisen og Cigaren fra sig og gav sig til at tromme med Fingerspidserne imod hverandre, idet han skottede hen til mig, noget, som jeg vidste var et ufravigeligt Kendetegn paa, at han vilde »tale« med mig.
   Jeg blev staaende og saae paa ham.
   Hør, Erik, der er en Tjeneste, Du kan gøre mig. Jeg har en Del Manuskript, som jeg gerne vilde have renskrevet, inden jeg sender det bort. Du har jo ganske vist Ferie, men for det første behøver jo Ferien ikke at udelukke ethvert Slags Arbeide, og for det andet kan Du have grumme godt af at gøre et lille Ophold i al denne evige Morskab og Adspredelse, der ovenikjøbet aldrig har nogen fast Plan i sig, men bestandig synes at gaa ud paa at vaase Tiden bort med alle Sorter Narrestreger og Fusentasterier. Om Du af Dig selv engang imellem tog lidt fat og stoppede de Huller, Du temmelig utvivlsomt maa have i Dine græske og latinske Pensa, saa vilde det komme Dig meget, meget tilgode tror jeg i det næste Skoleaar, som jo skulde være Dit sidste, hvis det bliver det, og hvis ikke Du kommer til at sidde over som en anden Sinke, til Spot for Dine Kammerater og til Sorg for Din Fader!
   Jeg kendte altfor vel disse Monologer. De mindede mig bestandig om den Baadsmand i Marryats Roman, der begyndte enhver Tiltale til Folkene med: »Tør jeg paa den høfligste Maade af Verden anmode .... «, og som ligesaa regelmæssig endte med: »Der har Du det for Din Uleilighed, Din Æsel!« Jeg var jo nybagt i min Vigilanstjeneste overfor »Ideen«, og jeg begyndte at føle min gamle daarlige Samvittigheds Benauelse røre sig i mig. Jeg saae imidlertid paa min Haand og svarede saa standhaftigt, jeg formaaede, at jeg netop selv havde ønsket at faae nogen Beskæftigelse, og at jeg endogsaa idag havde tænkt paa at give min Livius og min Sokrates' Apologi en større Overhaling. Atter fik jeg et overrasket Blik, og saa fulgte jeg ham paa hans Vink ind i Arbeidsværelset, som jeg ellers kun betraadte med en vis Skyhed, og hvor han nu lagde de skrevne Ark tilrette for mig, viste mig de indklamrede Steder, som skulde gaae ud, og de Tilføielser, som skulde med, og gav mig slutteligen hele Pakken tilligemed en Bog hvidt Papir med den Bemærkning, at han ikke vilde jage for stærkt paa mig, men at han dog nok ønskede det færdigt i Løbet af en otte Dages Tid.
   Otte Dage! sagde jeg raskt. Paa tre, fire Dage skal jeg have det færdigt!
   Man skal ikke love mere end man kan holde! svarede han tørt. Naturligvis vil jeg ikke have noget Sjuskeri. Nu kan Du gaa!
   Saa begyndte da det nye Liv for Erik Dahl. Jeg beklagede strax, at jeg ved Aflæggelsen af mit Løfte havde slaaet saa stærkt i Vinduskarmen, men paa den anden Side ansporede den Svie, som min Hand foraarsagede mig under Afskrivningen, min Villie og mine Nerver ved sit stadige memento. Den Aften havde jeg fire Ark færdige, hvilket i Betragtning af den meget kladdeagtige Tilstand, hvori Originalmanuskriptet befandt sig, maatte siges at være en ganske god Begyndelse, især da jeg kunde fraregne mit Afskrivningsarbeide nogle Eftermiddagstimer, som udelukkende vare blevne helligede Udfyldelsen af en gammel Lakune i Livius. Efter Thebordet om Aftenen gik jeg med de fire nydeligt skrevne Ark ind i min Faders Arbeidsværelse. Han selv var saa godt som aldrig hjemme paa denne Tid. Jeg lagde mit Værk paa Bordet og saae mig med en ikke ringe Selvfølelse omkring i dette Rum, der saa ofte havde været Vidne til mine Ydmygelser. Saa gik jeg tilbage til mit eget Kammer og røg en Fredspibe med mig selv og Verden, førend jeg faldt isøvn.
   Jeg ventede den næste Morgen ved Thebordet at skulle høre nogle opmuntrende Ord for min Flid, men Fader syntes at være usædvanligt adspredt, og da der ikke blev sagt noget, gik jeg ind hos mig selv og tog fat. Den Aften lagde jeg fem Ark ind til de foregaaende fire; nu var jeg over Halvdelen, og endda havde jeg faaet repeteret et betydeligt Stykke af den berømte Apologi. Jeg følte mig i min Faders ensomme Arbeidsværelse ligesaa stolt som Sokrates overfor sine Dommere, og jeg gav denne min Følelse Udtryk ved at stoppe og ryge en af den »Gamles« Piber, en Dristighed, som man virkelig maatte have betydeligt rent Brød i Posen for at kunne indlade sig paa.
   Om Morgenen sagde Fader mig, at han havde set det Skrevne igennem, og at han i det Hele taget var ret fornøiet dermed.
   Det var det Hele.
   Men det Gode ved Dyden er, at den bærer Bevidstheden om sit eget Værd i sig, og jeg vendte tilbage paa mit Værelse, veltilfreds som en Helgen med sig selv, og skrev og læste til ud paa Eftermiddagen. Saa kom mine Søstre for at sige mig, at de gik ud og at hele Huset var ude, saa at jeg maatte høre efter Døren.
   Jeg sad just og slog et mig hidtil ubekendt Verbum op i det græske Lexicon. Uden dette Verbum kunde jeg ikke finde Meningen i en smuk Tirade, som Sokrates slyngede ud til det atheniensiske Folk. Jeg vilde ikke, hvad jeg desværre hidtil ikke kunde sige mig fri for nu og da at have gjort, lade Tiraden staa hen og den vise Mand selv sørge for Meningen i sine Ord, og jeg fandt ogsaa Verbet og skulde nu sætte det paa sin rette Plads, da jeg hørte Trin paa Stentrappen og derpaa Skridt inde i den nærmeste Stue. Lidt ærgerlig reiste jeg mig, og idetsamme blev der banket paa min Dør, og ind traadte - Adolf.
   Har Du Stuearrest idag ogsaa? spurgte han.
   Nei, saa slemt er det da heller ikke. Jeg har noget Arbeide for! sagde jeg ikke ganske tilfreds over Besøget.
   Arbeide? spurgte han i den høieste Forbavselse.
   Ja, ser Du ... jeg er bleven ked af ... det er noget Arbeide, som jeg skulde gøre for min Fader!
   Han kiggede henover Bøgerne paa Bordet.
   Hvad er det for nogle underlige Bogstaver?
   Det er græske. Det er forresten ikke det Arbeide, som jeg egenlig skal gøre. Her er det!
   Jeg lagde de afskrevne Ark frem.
   »Om Udførslen af raa Silke fra Middelhavshavnene og dens videre Forarbeidelse i Fabrikerne«, læste han. Er det ikke meget kedeligt?
   Jeg mumlede noget om at øve Haanden og vænne mig til, naar jeg skulde skrive Collegiehefter. Jeg maa see at faa den Examen, Adolf!
   Hvad behager?
   Han stod og bladede i en Bog ved Reolen.
   Jeg ønskede ham langt borte, og dog kunde jeg ikke rigtigt komme over at sige ham det.
   Skal vi ikke spille Bataille? foreslog han.
   Nei, jeg har virkelig ikke Tid!
   Saa har Du maaske heller ikke Tid til at tage med over til Kongens Bøge? Moder har arrangeret Turen, og Dine Kusiner er med. Vi seiler blot over og drikker The og saa tilbage igen. Vinden er god baade frem og tilbage, har Peer Matros sagt, og Moder vil være tidlig hjemme; hun kan ikke taale Aftenluften. Kom nu med!
   Jeg havde reist mig og var gaaet hen til Vinduet. Akkurat det samme deilige Eftermiddagslys som da jeg havde Arrest. Men denne Gang var det mig selv, som havde sat mig i Arresten.
   Nei Du, jeg kan virkelig ikke. Hvornaar skal I afsted?
   Ligestrax. Baaden venter kun paa os!
   Nei. Jeg bliver dog. Jeg maa blive. Jeg har sat mig for ... jeg ...!
   Han saae endnu mere forundret paa mig og tog sin Hat.
   Jaja da! Farvel!
   Ved Døren blev han staaende. Jeg har foræret Frøken Harriet min Stær. Hun blev meget glad for den, og igaar spadserede hun og jeg en lang Tur sammen alene. Jeg har lært Stæren at fløite:

          Du, Du liegst mir am Herzen!

   Kommer Du ned ved Kilden imorgen Formiddag?
   Jeg tror næppe. Jeg maa endnu imorgen blive ved det, som jeg er begyndt paa. Men iovermorgen maaske!
   Tak! God Fornøielse, til vi ses igen!
   Iligemaade! Hils Din Moder!
   Han slog Døren rask i uden at svare. Skulde han monstro være blevet fornærmet?
   Jeg gik op og ned ad Gulvet. En Tur til Kongens Bøge, i Baad sammen med hende, medens Adolf høist sandsynlig var optaget af Harriet! Og rimeligvis ingen Andre med! O hvor Dyden er haard at gaa paa, især naar man kun er Rekrut. Jeg gik hen til Bordet og trommede ubestemt paa mit Lexicon. Herregud! idag kunde jeg dog ogsaa gerne tage mig fri; jeg havde jo arbeidet flittig, og jeg havde vist ikke engang godt af den saa pludselige Forandring med den megen Stillesidden inden Døre, jeg som voxede saa stærkt og som trængte til frisk Luft og Bevægelse. Hvor langt kunde vel Adolf være kommen? Næppe længere end at jeg kunde indhente ham! Ja, jeg vilde afsted! Jeg rækkede over Bordet for at tage min »Matroshue«, da mine Øine idetsamme faldt paa en af de skrevne Sider. »Udholdende og paapassende maa imidlertid Silkeavlsmanden være; han maa ikke tro, at med Omsorgen for hans Insekter er Omsorgen for hans Planter forbi; hvis han forsømmer sit Morbærtræ over sine Kokon'er, skader han sit næste Aars Høst; han maa ...« Jeg standsede. Ja, her staar det jo tydeligt nok; det Ene maa ikke forsømmes for det Andet; Aanden skal have sin Part, men Legemet skal mintro ogsaa have sin! Jeg læste imidlertid de næste Linier med. »Han maa ikke af et enkelt heldigt Resultat lade sig forlede til Uefterrettelighed og stole paa, at Udbyttet kommer af sig selv. Han maa gaa frem efter den en Gang fast anlagte Plan og nøie tænke over, at Morbærtræet er en vanskelig Plante og Silkeormen en meget sart Skabning; ikke den gode Begyndelse paa en Ting, men det med Energi fastholdte Arbeide har bygget Kulturhistorien op.« Hm! det var noget Andet igen! Men forresten, Pyt! hvorfor bruge saa store Ord om nogle dumme Silkeorme? Nei; jeg vil gaa; jeg er fast nok i mine Principer, men jeg vil have Luft!
   Jeg gik dog ikke. Det var næsten, som om jeg begyndte at føle de dumme Orme krybe omkring i mit Hoved. Jeg saae hen til Chatolet. Der laa »Forskrivningen«. Jeg maatte see et Øieblik efter, om den ogsaa var der endnu. Jo, ganske rigtig: I den Almægtiges Navn lover jeg ...! Ja, jeg har lovet det, og jeg skal holde det! Puh!
   Jeg lod mig falde ned paa Stolen. Den, som overvinder sig selv, er større end den, der indtager en Fæstning. Jeg skulde dog vise Verden, at Erik Dahl alligevel var en Helt.
   Jeg lagde Apologien tilside og fortsatte Skriveriet. Hidtil havde jeg foretaget Afskrivningen aldeles mekanisk. Nu begyndte disse Silkeorme og Morbærtræer at interessere mig.
   Klokken blev mange; det blev Skumring, og Maanelyset begyndte at friste og lokke derude. Jeg gik ned i Køkkenet, tændte Lampen, drak Mælk og spiste Smørrebrød og satte mig igen til at arbeide. Saa kom mine Søstre hjem; de udtalte deres Forbauselse over min Flid, men jeg bad dem i den sædvanlige broderlige Tone, om bare saa hurtigt som muligt at forføie sig iseng og lade mig i Ro.
   Jeg manglede nu kun et Par Ark, og jeg besluttede at sidde oppe, indtil de vare færdige. Saa kunde jeg imorgen vise Fader, at jeg virkelig ikke havde lovet mere end jeg kunde holde. Maaske der ogsaa var en lille Stemme indeni mig, som hviskede: Og saa er Du fri imorgen!
   Klokken var mellem elleve og tolv. Jeg havde tømt mit Blækhus og gik ud for at fylde det af Faders Flaske. Hans Værelse laa paa den anden Side af Spisestuen og vendte ligesom mit ud til Haven. Jeg havde ikke taget Lampen med mig derind, da jeg beregnede, at Maanelyset gennem de høie Vinduer nok vilde vise mig Vei. Jeg fandt ganske rigtig Blækflasken og stillede mig hen ved Vinduskarmen for at hælde paa. Da jeg var færdig, faldt tilfældigvis mit Blik ud over Haven, hvis nærmeste Part inde ved Huset var belyst af Maanen, medens den fjernere Del langs Hækken op mod Laagen laa i Skygge. Jeg saae og saae; stod der ikke to Skikkelser ude ved Laagen? og skiltes de nu ikke, idet Laagen faldt i med en lille klikkende Lyd? Det forekom mig bestemt, at den, der nu forsvandt derude paa Veien, var en Dameskikkelse. Den, der nu kom langsomt, et Par Gange vendende sig tilbage, opad Gangen imod Stentrappen, var min Fader.
   Jeg foer saa hurtigt og lydløst som muligt tilbage i mit Værelse. Det var mig for Alting om at gøre, at han traf mig i mit Arbeide, ifald han - hvad forøvrigt næsten aldrig hændtes - skulde komme ind til mig.
   Vinduet stod efter Sædvane aabent. Min Fader havde vænnet os til aabne Vinduer ligefra vi var ganske smaa. Jeg røg desuden Tobak - et Spørgsmaal, hvis Afgørelse endnu henstod svævende mellem Fader og Søn - og maatte sørge for, at Aromaen ikke kom til at hænge altfor fast i Væggene eller i mit Tøi. Jeg lyttede efter hans Trin paa Stentrappen, men Trinene trak sig henimod Vinduet. Altsaa, vupti, Piben hen i Krogen og Pennen fat.
   Er det Dig, Erik, som sidder oppe endnu?
   Jo det er! svarede jeg.
   Godt!
   Han gik opad Stentrappen, igennem det tilstødende Værelse og aabnede - ja virkeligt - Døren ind til mig.
   Det gaar nok med Damp her! sagde han, idet han samtidigt fulgte med Øinene min Pen og med Næsen snusede efter Tobaksduften.
   Jeg saa lidt forvirret iveiret.
   Lampelyset faldt over hans Ansigt. Jeg havde aldrig set ham saa oprømt; hans Ansigtstræk havde noget Ungdommeligt i sig, som jeg vidste kunde indtage Folk, og iaften var hans Øine usædvanlig klare og hans Kinder friske. Han strøg sig med Haanden over sit Skæg og smilede.
   Der har Du en Cigar som foreløbig Flidspræmie. Den Tobak, Du ryger, lugter ikke godt!
   Han kastede en Cerut hen til mig, og bøiede sig over Bordet.
   Hvad er det? græske Bøger og Lexicon! vi kommer nok til at sætte en rød Streg i Almanaken!
   En »rød« Streg tænkte jeg og skævede hen til Chatolet. Han skulde bare vide! ...
   Hans Ansigt blev lidt høitideligt: Jaja, Erik, det glæder mig at see Dig saa arbeidsom. Kun er jeg bange for, at denne pludselige Flid er en Raptus, der kan gaa over ligesaa hurtigt som den er kommen. Hvorlangt er Du med Manuskriptet?
   Jeg svarede med en temmelig forloren Beskedenhed, at om en Timestid vilde jeg være færdig med det Hele.
   Hm! en Timestid. Det er nok første Gang, at min ærede Søn bruger Natten til Arbeidstid.
   Han bladede i det Skrevne og nikkede af og til, medens han vendte Bladene.
   Du veed maaske Erik, at Din Bedstefader arbeidede sig op fra Ingenting til en velstaaende Mand, fremfor Alt til en Mand med mange Kundskaber og Erfaringer. Hans Broder, Din afdøde Grandonkel, var en uforbederlig Døgenigt, der gik rundt med nogle tossede Adelsnykker i Hovedet og endelig gjorde en slet Streg, som Størsteparten af hans Broders Penge maatte til for at dække. Jeg selv har, skøndt fra Begyndelsen af heldigere stillet i min Ungdom end min Fader, ogsaa vidst hvad det vil sige at benytte Tiden. Stol ikke formeget paa den mulige Hjælp, Du i Din Ungdom kan faa hos mig, men nyt Tiden, hører Du, og lad det være nok, at En i Familien er gaaet ad undas!
   Han lagde Papirerne tilbage og klappede mig alvorligt, men ikke uden Venlighed paa Skuldren. Jeg bøiede Hovedet i Tavshed. Der var jo ikke stort at svare hertil.
   Hvem er det, Du har staaende der? spurgte han og pegede paa et Daguereotypi, der stod bag mit Blækhus op imod Væggen.
   Det er Moder! svarede jeg.
   Han gjorde en uvilkaarlig Bevægelse. Lad mig see det! sagde han.
   Jeg rakte ham det. Han lod sit Ærme varsomt glide henover det, saae en Stund paa det, lagde det tilbage og gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet, idet han nu og da strøg sig med Haanden over Panden.
   Saa stillede han sig hen ved Vinduet og saae udover den nu fuldstændig belyste Have. Han syntes aldeles at have glemt mig. Jeg hørte ham mumle nogle Ord: ... Børns Moder ... Kunde Du blive det ... Nei ... itide ... skilles. Saa dreiede han sig raskt omkring, stirrede paa mig et Øieblik, som om han ikke kendte mig, og gav mig derpaa Haanden med et sagte Godnat! Gaa nu iseng!
   Jeg saae efter ham, da han var gaaet, og derpaa saae jeg uvilkaarligt ud i Haven, som om jeg der kunde finde noget Svar paa hans høist mærkelige Væsen iaften. Men der var intet. Saa gav jeg mig til at trave op og ned ad Gulvet, ligesom han havde gjort. Nu kunde jeg dog ikke skrive. Der begyndte ganske langsom ligesom at vikle sig et Nøgle Garn op i mit Hoved. Men Garnet var rigtignok meget uredt. Foreløbig fik jeg fat i en Damekjole bag Laagen, en Døgenigt af en Grandonkel med Adelsnykker (oho! Snopoldolsky!) et Tordenveir med Lynnedslag, en aabenmundet Kusine, som dog ikke sagde noget, en ... Ja her stoppede jeg.
   Jeg saae hen paa Bordet. Der laa Flidspræmien. Jeg lugtede til den: en ægte spansk Cerut af den store Slags. Spansk! Aha! Gibraltar! ... Aa, dumt Tøieri. Det vigtigste for mig var, at denne Foræring havde slaaet eet svævende Spørgsmaal fast. Jeg var indtraadt blandt de lovmæssige Rygere.
   Jo! jeg voxede efterhaanden.
   Og med denne glædelige Overbevisning lagde jeg mig tilkøis og drømte, at jeg med min store Cerut i Munden og sammen med min Grandonkel gik til Warschau, lod mig kalde Baron, General Snopoldolsky og blev hængt og parteret ved Polens sidste Deling.
   Jeg gik ikke til Kilden den næste Formiddag. Jeg gjorde mit Skriveri færdigt og gik over til Fader med det paa hans Værelse. Han lagde Slutningen hen til de foregaaende Ark, slog et Blad Konceptpapir om den hele Pakke og skød den tilligemed Originalmanuskriptet ned i sin Skuffe. Saa pustede han nogle Røgskyer fra sig, trommede lidt med Fingerspidserne mod hverandre, og aabnede en anden Skuffe, hvorfra han udtog en oval, rød Æske, som han rakte mig:
   Ved Din Konfirmation gav jeg Dig ikke noget Uhr, og saavidt jeg erindrer blev Du noget skuffet derover. Jeg var imidlertid dengang langt fra at være tilfreds med Dig; dog, dette var endda ikke Hovedgrunden for mig, men jeg kan nu engang ikke lide disse konventionelle Gaveuddelinger ved Fødselsdage, Konfirmation og lignende Leiligheder. Man udretter intet derved, Gaven faar ingen Værdi, Leiligheden bliver ingen Mærkedag for den Vedkommende. Man bør efter min Formening give sine Gaver, naar de ere fortjente. Her har Du Din Moders Gulduhr, hvortil jeg har føiet en Kæde saaledes som de nu bruges. Søg at blive Din afdøde Moder lig i det, der som Kvinde udmærkede hende. Hun var god imod Alle, der trængte til hende, og hun var sanddru. Hvad hun savnede, savnede hun i sin Egenskab af Kvinde. Dersom jeg tør fremhæve en Egenskab hos mig, der karakteriserer mig som Mand, saa søg at tilegne Dig denne Egenskab: Fasthed i Arbeidet. Hvis Du skulde leve længe nok til, at de Mangler, jeg maatte have, skulde blive Dig iøinefaldende, saa søg at rette dem for Dit eget Vedkommende. Du har til min glædelige Overraskelse i disse Dage vist en Side frem, som jeg med Ængstlighed har ventet paa engang skulde ytre sig. Bliv ved, som Du har begyndt, Erik, og ikke alene vil Din Fader faa Glæde af Dig, men Du vil erfare, hvorledes den, der ved sin Villie hæver sig om det saa blot er en halv Tomme over det sædvanlige Niveau af Dvaskhed og Uresoluthed, ganske anderledes kan siges at nyde Tilværelsen end den, der døser og dovner omkring og indbilder sig at more sig der, hvor han kun ofrer til en Ensformighed, hvis Ende er Lede og Selvforagt.
   Jeg bukkede og mumlede noget om at jeg takkede og at jeg nok skulde blive flittig. Han trykkede mig Æsken i Haanden og klappede mig paa Hovedet. Audiensen var forbi.
   Jeg gik ud i Haven og ud paa Veien. Der aabnede jeg Æsken, holdt Uhret op til Øret, lukkede Kapslen op, kiggede med tilbageholdt Aandedræt i Værket, lukkede atter i, puttede det i Vestelommen og fæstede Kæden. Jeg lod min Frakke staa aaben, saae med Tilfredsstillelse, hvorledes Solstraalerne brød sig i Kædens blanke Ringe, følte med Velbehag, hvorledes den daskede mod Maven for hvert Skridt, jeg gjorde, og gav mig til at tænke over Talen. Den lignede aldeles min Fader, og allerede dengang slog mig dens logiske Rhetorik mere end dens Hjærtelighed. Det samme kunde aabenbart været sagt paa mangfoldige andre Maader og paa mange Maader, som havde gjort dybere Indtryk. Men jeg var dog ganske vel tilfreds med det Hele, og jeg besluttede strax, naturligvis først og fremmest at jeg vilde være uhyre flittig, og dernæst at jeg nu, da jeg havde Uhr og Lov til at ryge i min Faders Nærværelse, vilde spare sammen til en høi, sort Hat, naar jeg kom til Byen. Det vilde være Glans- og Toppunktet paa min nye Værdighed.
   Der kom en Vogn kørende med et Selskab. Jeg gjorde øieblikkelig, ligesom tilfældigt, Front imod den med Maven stikkende frem saaledes, at jeg kunde være vis paa, at min Kæde maatte blive set. En af Selskabet gjorde en Bemærkning, og Alles Øine hvilede paa mig. Det maa absolut være Kæden, tænkte jeg og saae meget overlegen ud. Herrerne smilede og Damerne med; jeg er sandsynligvis bleven godt medtaget de næste Minuter, men jeg var i Uskyldighedstilstanden, jeg anede Intet. Saa kom der en Bondedreng imod mig. Hvor mange kan vel Klokken være? spurgte jeg ham, idet jeg dreiede paa den knækkende Uhrnøgle. Jæ ve' inte! Han har jo sæ'l Uhr paa! svarede Drengen. Det er sandt! svarede jeg som i Distraktion og tog Uhret frem. Klokken er ti Minuter over Elleve! Han gik videre, saa vendte han sig og raabte: Gi mæ' en Skilling! Jeg tog ned i Lommen, men fandt kun en Mark; det var dog formeget. Sikken En! vrængede han; han vil spille Herre og har ikke en Skilling!
   Der, Din Hvalp! raabte jeg og kastede Marken til ham.
   Han gik bort med et bredt Grin. O ve, det var Marken, som skulde være Begyndelsen til den høie Hat. Naa jaja; der kommer vel snart en anden istedet!
   Efter disse Barnagtigheder blev jeg igen Alvorsmanden Erik Dahl og gik hjem til min Livius, Homer, Plutark og Virgil; de kunde i Sandhed allesammen trænge til en Overhaling.
   Det Omslag, der var sket med mig, havde rygtet sig i min Onkels Hus, og mine Søstre bragte mig jævnlig Spydigheder, som i den Anledning var fremkommen i det Selskab, jeg forhen saa hyppigt havde søgt. De gjorde ikke stort Indtryk paa mig og rokkede i ethvert Fald ikke mine nye Principer. Til Gengæld for hvad der blev sagt om mig fik jeg gennem mine Søstre at vide, hvad de og de andre mente om Adolf, der nu bestandig, næsten daglig, var Gæst i Købmandsgaarden. Det var en underlig En, mente mine Søstre. Hans ungdommelige Sværmeri for Harriet vakte megen Latter, og saavidt jeg kunde see, blev han ikke engang skaanet af Genstanden selv. Han »stillede« til bestemte Tider med uhyre Blomsterbuketter, som rimeligvis gik ud over hans Moders Have; han sang og spillede for Kusinerne, dedicerede dem egne og Andres Digte, skændtes med Hr. Bentheim, surmulede, blev opmuntret, og var i det Hele taget til »Underholdning«. Hans Moder og Harriet kom meget sammen. Hr. Bentheim kom undertiden i Kottagen. Onkel var som sædvanlig jævnt gnaven, lukkede som sædvanlig Butiken paa ubegribelige Tider og gik sine ensomme Ture, naar det blev ham for broget derhjemme. Tante græd, læste i sin Huspostille og lavede Mad. Voxkabinetsdamen kom undertiden kørende fra Helsingør og satte lidt kraftig Kulør paa Tingene, eller, som Skolelæreren udtrykte sig, hældte ny Vin paa de gamle Læderflasker. Jeg sad som Ædderkoppen i sit Spind, forsøgte paa at knytte de uredte Traade og saae forøvrigt gennem Afstandens Speil mig selv gaa igen i alle min Kammerats Taabeligheder. Han havde ikke været hos mig, siden han bragte mig Indbydelsen til Seilturen, uden at vi forresten af den Grund var eller følte os som Uvenner. Jeg følte mig stadig voxende, blev mere og mere tilfreds med mig selv og havde stadig færre og færre Tilbagefald. Det kom mig dog for midt i al denne Ro hos mig selv og tilsyneladende Ensformighed hos Omgivelserne, at der maatte komme Noget, jeg vidste ikke hvad, Noget, som vilde bryde Ensformigheden. Kanske det var Tanken paa Feriens Slutning, der dukkede op for mig som en Skygge. Kanske det virkelig var disse Forudfølelser, som Digterne pleie at have saa travlt med og som Videnskaben ikke aldeles formaar at afvise, Forudfølelser om Noget, som nærmer sig, og af Frygt for hvilket man yderligere søger at klynge sig til det forhaandenværende Holdepunkt for ikke at rives tilside eller drages med.
   Jeg hvilede i mig selv og i min Flidsbevidsthed; Examen stod ikke længer for mig som det truende Punkt i det Fjerne; jeg begyndte endogsaa at længes efter det kommende Skoleaar, det sidste »Gymnasiastaar«, hvor det store Tag skulde tages og Regnskabet opgøres.
   Der var imidlertid et Fantasteri, som jeg ikke kunde blive kvit. Dette med Snopoldolskyerne. Hvad var der egenlig derom? havde det nogen Art paa sig med dette Baronvæsen? Jeg turde ikke mere spørge derom, mindst af Alle min Fader. Men i min nu udviklede Selvfølelse som selfmade man og som ung Videnskabsmand besluttede jeg mig til det store Skridt, at søge Tante Birthe.
   Paa en eller anden underfundig Maade fik jeg hos mine Søstre udfundet, hvilket Slags Tøi der skulde til en Damekappe. Jeg gjorde et nyt og stort Skaar i Sparepengene til Cylinderhatten, købte hos Byens Modehandlerinde et passende Stykke Bobinet, en uægte Knipling, tre gule Roser og et sort Baand, og begav mig med denne Tribut i Skumringen afsted til Kaffemøllens Hus.
   De maanelyse Aftener var længst forbi; Skumringen var lige ved at gaa over til Mørke, da jeg kom op ad Veien og med bankende Hjærte traadte ind i Haven foran Huset. Kaffemøllen sad heldigvis ikke udenfor Døren. Jeg skottede til Tantes Vindu; der var Lys derinde, men som det syntes i det bageste Værelse. Skulde hun være syg eller gaaet iseng? tænkte jeg, og famlede mig ind i Gangen, hvor jeg bankede beskedent, meget beskedent paa Døren. Intet Svar. Jeg bankede atter, og da mit Mod voxede ved at forestille mig hende liggende i Sengen, rørt over at modtage min Foræring og uden at kunne naa mig med den uhyggelige Krykkestok, hvis det skulde komme saavidt, saa trykkede jeg forsigtigt paa Klinken og gik modigt, men dog paa Tæerne ind i Stuen.
   Allerede ude paa Gangen havde en besynderlig Lugt slaaet mig imøde. Herinde i Stuen betog den mig næsten Aandedrættet. Om det var Kongerøgelse eller »Ofenlak« eller tørrede Lavendler, skal jeg ikke kunde sige; maaske en Blanding af alle tre Ingredienser. Vist er det, at denne stærke, kvalmende Duft lagde en betydelig Dæmper paa mit Mod, og jeg blev ikke stort dristigere ved at see og høre hvad der gik for sig.
   Det grønne Shirtings Forhæng var trukket halvt tilside, og Døren ind til Sovekammeret stod aaben. Et Lys brændte med en søvnig Tande paa Bordet udenfor Sengen. Med Ryggen vendt imod mig stod to mørke Dameskikkelser bøiende sig frem over Bordet: Jeg saae Tante Birthes skarpe Rovfugleprofil og gyselig magre Arme strække sig ud fra Sengens Dyner. Der foregik noget paa Bordet mellem den lille Gruppe, men hvad det var, kunde jeg ikke blive klog paa. En Anelse begyndte dog at stige op i mig, og trods al den videnskabelige Overlegenhed, hvormed jeg havde væbnet mig til dette Besøg, følte jeg dog, hvorledes mit Mods Thermometer faldt for hvert Sekund. Jeg stod saa stille som en Mus og lagde den lille Pakke forsigtigt fra mig paa det nærmeste Møbel, for at ikke Papirets Raslen ved et muligt Tryk skulde røbe mig.
   Nu begyndte Tantes tørre, skrattende Stemme efter en lille Introduktion af Hoste og behørig Spytten:
   Er De altsaa forberedt, Frue, paa at høre?
   Den høieste af Dameskikkelserne nikkede svagt med Hovedet.
   Kaffekoppen sagde mig ikke bestemt Besked iaften. Jeg tror ikke, at Bønnerne var af den rette Slags. De har dog ladet dem købe paa det Sted i Byen, hvor jeg sagde Dem?
   Atter et svagt Nik.
   Godt! saa har Kræmmeren snydt Dem. Alle Mennesker snyder. Alle bedrager. Men mig bedrager man ikke. Den gamle Tante er snu, fiffig, klog. Ha ha! Oho, oho, ohum! ... Harriet, mit Barn, brænd noget mere af Papiret i Lyset!
   En Damearm rakte en Ting, som lignede en Knaldert fra en Kransekage, ind i Lyset. En stærk Røg steg iveiret, og Atmosfæren i de smaa Værelser blev endnu mere bedøvende. Nu spørger vi Bogen med de to og halvtresindstyve Blade! Hold Eders Aandedræt, Pigebørn! Hvorfor ryster Deres Haand, Frue? Der maa mere Sølv paa den røde Dame her! Saaledes! (jeg hørte Klang af Pengestykker). Nu har vi skinnende Sølv paa Brudeveien. Lys Vei, smuk Vei. Hvad er det, som ligger her paa Veien? Eia; et Hus, et hvidt Hus med Børn i. Hvem staar der udenfor? Der er den røde Herre! Byder han Damen ind? Nei, hun gik forbi. En, to, tre, fire og fem; ulige Tal; hun kommer ikke ind. He he! Brudevei, men intet Brudehus. Den sorte Herre kommer fra Korsveien! Hvad ligger der? Et Brev! Ha ha! Altid Breve paa den mørke Vei. En sort Herre paa en Aftenvei! Ingen bliver lykkelig. Hvorfor Græder I, mit Lam? Lad Kortene ligge, siger jeg! Brænd Papir, Harriet, hører Du! Brænd, siger jeg! Hvorfor skal Andre være lykkelige, naar jeg ikke var det? ... Ih, Gud fri os; hvad gjorde Du, Barn? Lys! ... Svovlstikker ... derinde paa Sekretæren!
   Papirsasken var faldet i Lyset; jeg hørte Hulken og Skraben med Stole. I et Nu havde jeg Klinken oppe og var ude i Haven og ude paa Veien.
   Jeg sprang over Stenten ind i Slotshaven og stillede mig med Ryggen op imod et Træ i Alleen. Hvad var det dog for Kogleri Altsammen? En formelig Hexesabbath, jeg havde været med til! Og Harriet og Fru Brunnow, thi det var naturligvis hende! Det summede og brusede i mit Hoved, og jeg syntes tydeligt at see den sorte Kat for mig, reise Børster og glo paa mig med et Par Øine som Kulgløder.
   Tys! der kom Nogen over Stenten derhenne. Jeg smuttede om bag Træet og kunde akkurat skimte to Damer, som steg ned ad Trinene og bøiede ind i Alleen.
   De passerede lige forbi mig.
   Jeg hørte min Kusines Stemme:
   Jeg er rigtig ked over, kære Helene, at jeg gav efter for Deres Indfald; men jeg kunde jo dog ikke vide, at denne Spøg vilde angribe Deres Nerver saa stærkt. Hvor Tante ogsaa var ondskabsfuld iaften, det gamle stygge Menneske!
   Den anden Stemme svarede, endnu noget bævende:
   Jeg har baaret mig rigtig barnagtig ad. Jeg tror, det var den frygtelig kvalme Luft derinde. Det gaar snart over. Kom, lad os gaa lidt hurtig til!
   Jeg lod dem faa et godt Forspring, saa bøiede jeg ind i Alleen og fulgte dem langsomt og forsigtigt. De talte ikke videre sammen. Det slog mig. Aha! tænkte jeg; man skøtter nok ikke om at udtale sig nærmere om Sagerne. En Spøg! Aa ja, naturligvis! men der er dog nogen Alvor bag den Spøg, og den er jeg, Erik Dahl, nu kommen paa Spor efter!
   Min barnagtige Frygt havde fortaget sig. Jeg sneg mig som en Indianer lydløst henad Gangen uden at tænke videre over, at det var mørkt. Saaledes maa det være at være Voxen! tænkte jeg ved mig selv. Man er optaget af sine Tanker, og man har ikke længer Tid at bekymre sig om de hvide Træstammer derinde mellem det mørke Løv, om Spøgeri og Gengangere! Jeg standsede engang imellem og lyttede, om jeg kunde høre den svage Lyd af Skridtene forude, og saa fortsatte jeg min Vei, naar jeg havde beroliget mig i saa Henseende. Hvad vilde jeg egenlig? Jeg vidste ikke ret, men foreløbig følge efter dem og imedens tænke, tænke, tænke over Alt dette, som efterhaanden dukkede op. Men Snopoldolsky og Baroniet? Pah! det fik vente hermed. Noch ist Polen nicht verloren! nynnede jeg ved mig selv. Saa foer der ligesom et Stik igennem mig. Kunde jeg være lystig nu, da hun havde hulket?
   Jeg hørte dem lukke Kikkenborgporten op, og da jeg selv stod henne ved Rækværket, saae jeg dem netop forsvinde paa den anden Side Gaden nedad Skipperalleen. Hun gaar altsaa hjem!
   Jeg bøiede af tilhøire i Slotshaven op forbi Udbygningerne, de to smaa Damme, Kirkefløien og Hovedfaçaden. Hvad brød jeg mig om, at det hvide Slot stirrede saa spøgelsesagtig frem mellem Trægrupperne? Jeg løb henover Plainer, skar over Gangene, bugtede mig frem henad Stierne, lod Guder og Gudinder skøtte sig selv, foer vild, kom ned i Normandsdalen, blev en lille Smule uhyggelig over alle Figurerne, der ligesom dreiede sig paa Piedestalerne deroppe i Mørket og raabte efter mig, og endelig hittede jeg den rette Gang og kom ud nede i Skipperalleen. Jeg listede mig frem, indtil jeg kom til hendes Laage. Jeg saae, at der var Lys i Havestuen, men et svagt Lys. Maaske var hun ene! Jeg gik paa Tæerne langs Havehækken, indtil jeg kom til et Sted, hvor jeg vidste, man kunde smutte ind. Jeg snoede mig fra Busk til Busk derinde i den lille Have og kom tæt op til Gangen, der løb forbi Døren. Vinduerne nærmest mig stod aabne; jeg kunde fra mit Skjul see lige ind i Værelset. Hun var ganske rigtigt ene. Hun sad paa Taburetten foran Klaveret, hvor kun det ene Lys var tændt. Hovedet var bøiet, den ene Haand laa over Tangenterne. Nu bevægede Fingrene sig; den anden Haand kom til, og bløde, klagende Akkorder lød ud til mig. Saa løftedes Hovedet lidt, og hun sang:

  Hvergang Du var gaaet, saa tænkte jeg paa 
  - O mine rolige Drømme! - 
  Paa Alt, hvad jeg vilde Du skulde forstaa; 
  Men aldrig til Læben kan Ordet naa, 
  Dine Øine varsler mig Fare. 
  Der brænder en spørgende Ild i Dit Blik. 
  Jeg tør ikke svare. 
 
  Hvi vil Du forfølge den Flygtende saa? 
  - O mine rolige Drømme! - 
  Hvergang Du berører den klirrende Slaa, 
  Det var, som jeg skulde i Angst forgaa; 
  Hvi kan dog den Leg Dig fornøie? 
  Men fødtes Du stærk, saa benyt ei Din Magt, 
  Vogt paa Dit Øie!

   Det var rigtignok noget Andet, end hvad jeg sidst havde hørt hende synge i denne Stue!
   Jeg blev greben af saadanne underlige sammenslyngede Følelser, Angst, Medlidenhed, Skinsyge og en usigelig Lyst til at være derinde, knæle ned ved hendes Side, og sige hende ... ja hvad vilde jeg i Grunden sige hende? og hvad vilde hun sige til, at jeg saaledes ... Nei, det gik ikke an; og dog! Jeg rystede mig sammen for at komme til en klar Beslutning, og saa hørte jeg Havelaagen gaa.
   Alt Blodet strømmede mig til Hjærtet og derpaa atter voldsomt til Hovedet. Hun derinde syntes ogsaa at have hørt Laagen. Hun foer op og viskede sig med sit Tørklæde over Øinene. Jeg kiggede i den voldsomste Spænding ud gennem Busken. - Det var Adolf.
   Idetsamme han var traadt indenfor, gled jeg ud af min Busk, hen til den nærmeste og saaledes videre, indtil jeg naaede Gærdet; derfra ud paa Veien helt over paa den modsatte Side; og i raskt Løb hjemefter.
   Jeg kom aandeløs ind paa mit Værelse, faldt først sent isøvn den Aften og vaagnede den næste Morgen med stærk Hovedpine og meget uklare Tanker.
   De stakkels Klassikere!
   Dog, jeg kom hurtigere i Trit, end jeg selv havde tænkt mig. Vanen er en fortræffelig Politibetjent, der veed at holde Styr paa de urolige Gemytter. Dertil kom, at Alt udenomkring nu syntes mig farligt at røre ved. Jeg lærte Regelmæssighed og Orden af at see, hvor uregelmæssigt det aabenbart gik til derude i den skjulte Verden, gennem hvis Forhæng jeg akkurat havde faaet kastet et flygtigt Blik. Jeg trak Hovedet til mig og lod min Næse og mine Øine blive paa Athens Torv eller blandt de romerske Legioner. Der var der i Sandhed ingen Fare for mig at befrygte.
   Min Fader behandlede mig nu meget klogt. Da han først nogenlunde var kommen til Vished om, at jeg virkelig tog Tingene alvorligt og halede ind paa hvad jeg havde forsømt, trak han mig ved passende Tid og Leilighed bort fra Bøgerne, for at jeg ikke skulde trættes ved Overanstrengelse i Begyndelsen. Naar jeg havde tilbragt Morgenen og Formiddagen hjemme med at skrive latinske Versioner eller løse mathematiske Opgaver, som han satte mig, saa lod han mig om Eftermiddagen fri, og foretog enten selv Baadfarter med mig eller gav mig Penge til denne min Yndlingsfornøielse. Han saae ogsaa gerne, at jeg omgikkes Adolf, ja tilskyndede mig endogsaa til at besøge ham eller tage ham med mig, naar der var gaaet nogle Dage, hvori vi ikke havde seet hinanden. Naar jeg da engang imellem gav en lille Skildring tilbedste af Adolfs Upraktiskhed, hans Drømmerier eller hans pludseligt opfarende og overvældende Kaadhed, saa svarede han altid med et Smil: Ja, med Adolf er det en anden Sag! uden forøvrigt at indlade sig nærmere paa, hvad det var for en »anden Sag« med min Kammerat.
   Adolf var sig selv lig. Den samme skikkelige, taabelige, store, drømmende Fyr med de brede Skuldre og det mere og mere fremvoxende Kindskæg. Han var aldeles forgabet i min Kusine, og engang imellem syntes hun virkelig at glemme hans Alder over hans Legeme, der var helt stateligt at see paa, især naar han var lystig og overgiven. Hun gav ham da saadanne Opmuntringer, at jeg formelig blev ganske betænkelig og raadførte mig med mit kloge Hoved, om nu ogsaa dette her gik an, og om ikke hans Moder eller min Fader fandt disse Narrestreger at gaa lovlig vidt, og om ikke Alt dette vilde tage for stærkt paa ham og muligvis tage en hel uforudset Vending til Slutningen. Men hvad hans Moder og min Fader angik, saa syntes de hver for sig at være aldeles optaget af Tanker i anden Retning; det var kun meget sjeldent, at min Fader og jeg paa vor Side og Adolf og hans Moder paa deres Side traf sammen alle Fire i Selskab med Familien fra Købmandsgaarden. Naar dette en enkelt Gang hændtes, var Fader det konverserende Galanteri selv, og delte sin Opmærksomhed ligeligt mellem Kusinerne, Fru Brunnow, Musikeren og Onkel. Han forstod aabenbart den Kunst, som jeg senere opdagede hed: at beherske Situationen; ja stillede i saa Henseende den smidige Musiker aldeles i Skygge. Naar da Adolf paa sin ligefremme Maade kom op at nappes med Hr. Bentheim om at bære den Tilbedtes Shawl eller bringe hende Blomster, saa lo Fader og med ham Fru Brunnow og alle de Andre. Og Adolf! ja han syntes som skabt for al det Solskin, der faldt paa ham, for al den Leg, der legedes med ham. Det passede ligesom ind i hans Konstitution. Det var hverken for meget eller for lidet; det klædte ham at være forliebt, ligesom det klædte ham at ryge de mange Cigaretter og spille de ømme eller muntre Sange; han taalte det ligesom den stærke Tobak og den hede spanske Vin.
   Men medens det nu gik saa herligt til overalt og den lille Kreds i Fredensborg syntes at være saa godt »indspillet«, saa kom dette uvisse Noget i min Bevidsthed stadig rykkende nærmere og nærmere ind paa Livet af mig. Jeg kunde ikke frigøre mig derfor; det laa i Luften, det hviskede til mig i den stille Slotshave, det glinsede ud af Hr. Bentheims Øine, det foer engang imellem ligesom med en usynlig Haand henover min Faders Pande og lagde sig over hans Bryn, naar han troede sig upaaagtet; det steg i urolige Sukke op fra den smukke Fru Helenes hvælvede Barm, naar jeg - meget imod min Villie - overraskede hende i hendes Drømmerier. Det var tilstede hos min Onkel i de Sarkasmer, hvormed hans større Gnavenhed nu og da gav sig Luft, og det stod som en Sky omkring min Kusines brusende Skørter, naar hun paa sin bydende Maade viste Musikeren tilbage og tiltrak Adolf, eller naar hun pludselig med sin hvasse Tunge skar en Samtale over, der syntes at indeholde noget fængeligt Stof.
   Og saa stod Feriens Ende for Døren.
   Den sidste Aften var Fader, mine Søstre og jeg indbudne hos den store Skuespiller, »Professoren«, den svære Herre fra Fisketuren. Det var hans Fødselsdag og en hel Del Damer og Herrer, i Særdeleshed, som jeg hørte, Folk fra Theatret, der var kommen herud til ham i Dagens Anledning. Han beboede et gammelt smukt Hus, hvis store Have løb lige op til Fru Brunnows Sted. Adolf og jeg havde ofte gjort smaa Udfald udover Grænseskellet, den hist og her afbrudte Hække, til Professorens Jordbærbede. En Dag havde han grebet os paa fersk Gerning og knebet mig i Øret under sin gemytlige Latter, idet han viste Synderne frem for Polkahaaret og en midaldrende venlig Dame. »Se her fangede jeg Fyren! Han svømmer som Fisken i Vandet og stjæler os Jordbær paa Landet! Ha, ha, ha! Behag nu, unge Herrer, næste Gang De vil see til mine Jordbær at gaa den rigtige Vei gennem Hovedindgangen!«
   Iaften var jeg altsaa sammen med min Familie kommen den rigtige Vei gennem Hovedindgangen. Jeg var i Begyndelsen noget genert. Den frie, lystige Tone, den gode Mad og den rigelige Vin gengav mig imidlertid snart min Holdning. Professoren præsenterede mig for flere Herrer og Damer og fortalte under stadigt voxende Tilsætninger Historien fra Fisketuren. »Ja, mine Damer, splitternagende nøgen som en ung Barcajole, kun lidt mere blond; og saa svømmede han ti Minuter under Vandet og tyve Minuter over Vandet. Vi laa midt ude paa Søen. Mikael havde faaet en Torsk paa Krogen, og Ludvig »stod for« ved hans Søstre, de unge Frøkner Dahl, ligesom Prinsessens Hofdamer i »Svinedrengen«. Død og Pine, Andersen! det er noget for Dem!
   En lang mager Herre med et uhyre stort hvidt Halsbind og underlige dukkende Bevægelser kom hen til den Kreds, hvis Centrum jeg følte mig meget forlegen over at være bleven. Det er »Svinedrengen«, vi taler om! sagde Polkahaaret.
   Aa, jeg skal saa gerne læse den op! sagde den lange Mand, og skyndte sig tversover Gulvet til Bogskabet.
   De fleste Damer og nogle Herrer fulgte efter ham. Det er femte Gang i denne Uge! sagde Polkahaaret og dreiede sig rundt paa Hælen. Hvor blev Deres Fader af? Han hører med til vor L'hombre!
   Jeg gik ud i Haven. Udenfor Døren stod den tredie Herre fra Fisketuren. Han havde lagt Armene overkors paa Brystet og lænede sig opad Dørstolpen, idet han ligesom inddrak Tonerne fra en prægtig Mandskvartet, som havde taget Stade ude paa Græsplainen. Jeg hilste paa ham; han nikkede venligt og lagde Fingeren paa Munden. Jeg satte mig lidt fra ham paa en Havestol, aldeles beruset af al denne Vin, Munterhed, de straalende Ansigter, og nu denne deilige Sang i den stille Aften, medens den store Have, oplyst som den var af orientalske Lamper rundtomkring, lignede en Drøm fra Tusind og En Nat.
   Det var, som om Sangens Toner hvælvede i mig en skøn og ny Verden, endnu mere fængslende og straalende end denne, som Kunstens ypperste Tjenere havde skabt iaften. Jeg saae smilende Pigeansigter glide mig forbi, jeg fornam plaskende Fontainer og rislende Kilder, jeg saae Træer, som vuggede sig over svale Grotter, hvor bløde Sæder indbød til Hvile. Jeg var ung, ak ja, saa ung og saa modtagelig, og jeg havde endnu Intet prøvet, ikke smagt nogen Sødme, som kunde gøre mig Kræsen; Alt var nyt for mig og uimodstaaelig skønt.
   Jeg bøiede mit Hoved tilbage og saae smilende og uden at tænke paa Omgivelserne op i den røde Lampe, der hang ligeover mit Hoved; jeg tænkte paa den smukke Frue, saaledes som jeg første Gang havde seet hende; hvor gerne ønskede jeg ikke, at hun var her og kunde høre og see al denne Herlighed!
   Jeg saae atter frem for mig. Herren henne fra Dørstolpen stod lige foran mig og lod sine store, dybe Øine med synlig Venlighed hvile paa mig.
   De holder nok af Musik! sagde han. Ja, den er lykkelig, som har Sangens Gave, men endnu lykkeligere er den, hvis Øre sidder i hans Hjerte!
   Han klappede mig paa Skulderen og fjernede sig.
   Det var den længste Sætning, jeg endnu havde hørt af ham. Sangen var ophørt. Jeg reiste mig og gik som en Drømmende omkring i Haven. Nede i dens yderste Ende standsede jeg. Det forekom mig, at jeg tilhøire for mig inde mellem Buskadset hørte en Stemme - ja rigtig - det var hendes. Og hvad var det, hun sagde? Adolf! ... Jeg gik nogle Skridt efter Lyden og tænkte netop paa selv at kalde, da med Et en Tanke slog mig. Saaledes, med denne bløde, uendeligt indsmigrende Stemme havde hun aldrig tiltalt sin Søn. Mit Blod begyndte at bruse, ligesom da jeg stod udenfor hendes Vindu sidst og hørte Laagen gaa. Skulde det dog være muligt ...! Jeg vovede mig længere og længere frem, idet jeg undgik Skæret fra Lamperne, som hang hist og her, og endelig - ja det var dem!
   Nu altsaa var Sløret faldet, og det iaften, da Alt indeni mig glødede af Musik, Længsel, en vin- og sangbegeistret Ynglings hele ustandselige Attraa efter sød og salig Nydelse. Jeg blev pludselig som Is, og Taarerne traadte mig i Øinene ligesom Duggen, der falder i Dalen, naar Kulden lægger sig oppe paa Bjærget. Smerten, Skuffelsens, Skinsygens Smerte, og Følelsen af at være for ung, for intetsigende til at kunne hævde nogen Plads, knugede mig næsten i Knæ. Der sad de To paa en Bænk under Hækken, og en af de store, runde orientalske Lamper gød sit dæmpede Skær ligesom beskyttende nedover dem og viste mig de to Ansigter Træk for Træk.
   Min Fader havde lagt Armen om hendes Liv; hendes Bryst og Hoved var hældet op imod ham, hendes ene Ærme var gledet op, og den buttede runde Arm laa som en sovende Slange, blegrød i Lampeskæret, ned over hans Skulder. Hendes Haand legede med det lille Ordenstegn, der hang paa hans Kjoleopslag.
   Jeg stod i mit Skjul og stirrede paa dem, indtil jeg til Slutning ikke havde nogen Tanker længer, men var bleven som det Træ, der hælder sig over Hjort og Hind i de stille Skove. Saa hørte jeg Værtens Stemme i Nærheden: »Her bliver vi staaende mine Damer; Kristian er ved Stemme iaften som en Engel og har lovet at synge en ganske ny Romance. Værs'god; Dhrr. Musici kommer herhen!«
   Det foer igennem hende, og hun reiste sig; men Fader drog hende ned til sig: Her kommer Ingen hen; vær ikke bange!
   Er Du sikker paa, at Ingen vil søge efter Dig? hviskede hun.
   Du lille Nar, tror Du Nogen vilde søge efter mig her? Du er saa urolig iaften. Har Du det ikke vel?
   Ak jo, kære Adolf, naar Du er hos mig ... men ... jeg veed ikke ...!
   Han drog hende tættere til sig, hun slyngede Armene om hans Hals og kyssede ham heftigt.
   Saa lød Musiken. Det var Fløite og Violin, og Forspil nok, ligesom henaandet, klagende, fuldt af Vemod. Det rislede lunkent gennem mit Blod. Kulden var tøet op; jeg kunde have givet mig til at græde, men jeg betvang mig, krystede mine Hænder i hinanden og vogtede paa mit Aandedræt, at det ikke skulde røbe mig.
   Saa sang en Mandsstemme:

   Jeg kunde for Længsel ei sove, 
   En Blomstervind 
   Slog mig imod, 
   Strømmed herind ad mit Vindu 
   Som en vellugtaandende Flod, 
   Jeg hørte de høie Palmer 
   Suse svagt 
   Med sød Musik; 
   Det hvisked, ihvor jeg stod og gik: 
   Sakuntala, Sakuntala. 
 
   Du evige Himalaya 
   Med Issen høit 
   Mod Himlens Tag, 
   Hvi sender Du Dine Kilder 
   At møde min Fod idag? 
   Hvi risler de duftende Vover 
   Mindetungt 
   Forbi mig hen? 
   Hvi møder mit bævende Blik igen: 
   Sakuntala, Sakuntala? 
 
   O Pige, Du sænker Dit Øie 
   Saa fugtig blødt 
   Ind i mit Blik, 
   Som var det i denne Time 
   Den bindende Ring Du fik! 
   Ak, ikke en enkelt Time, 
   Enkelt Dag, 
   Nei tusinde Aar 
   Skillende mellem os begge staar: 
   Sakuntala, Sakuntala! 

   Du tabte ei Ringen i Floden. 
   Dushja'ntas selv 
   Har slængt den hen, 
   Og stemmed han end den stride Strøm, 
   Han bringer ei Ringen igen. 
   Dushja'ntas i Palmelunden 
   Jage vil 
   Langs Flodens Bred; 
   Han skyder en Antilope ned: 
   Sakuntala, Sakuntala.

   Der blev ganske tyst ovenpaa Sangen. Saa faldt Instrumenterne stærkt i, som vilde de voldsomt rive Stemningen over, og saa lød der Haandklap og Tale, og Selskabet fjernede sig.
   Jeg saae tilbage over min Skulder mod de To. Hun var kommen til at see tankefuld og sørgmodig ud. Nu reiste hun sig.
   Kom, Adolf! Jeg taaler ikke Musik iaften. Hvad hedder Sangeren? Det er af den Slags Stemmer, som gaar os stakkels Fruentimmer til Hjærtet ...!
   Ogsaa min Fader var bleven alvorligere. De brød igennem Hækken og forsvandt i Mørket.
   Jeg ventede et Øieblik; saa sneg jeg mig ud af Haven og hjem paa mit Værelse. Der græd jeg paa Sengen min Ungdoms bitreste Taarer .... ...................
   Hvor blev Du af igaaraftes? spurgte min Fader mig, da jeg med min Vadsæk og Frakke over Armen stod reisefærdig i Spisestuen den næste Dag.
   Jeg følte mig ikke rigtig vel! stammede jeg.
   Den gode Professor var vel for god imod Dig med sin Vin. Lad mig see, Erik, at Du passer bedre paa Dig selv en anden Gang!
   Jeg stirrede paa ham. Nei, det var dog næsten formeget.
   Naa jaja. Man kan ikke gøre ved det, men man skal vide at tage sig iagt. Farvel; vær flittig og flink. Jeg kommer til Byen om en fjorten Dages Tid, tænker jeg. Farvel, Fru Schneider!
   Husholdersken og jeg tog ind. Mine Søstre blev derude og holdt Hus for Fader. Jeg sad som i en Døs hele den lange Køretur igennem, og ikke engang Bless's sorte Pudel formaaede at rive mig ud af min Forstemthed. Den snakkesalige Fru Schneider pinte mig i høi Grad. Endelig tabte jeg Taalmodigheden.
   Aber so schweigen Sie doch! raabte jeg, saa det foer igennem det tykke Fruentimmer og Bless og Pudelen gjorde store Øine.
   Hun maatte have det paa sit eget Sprog, for at det skulde hjælpe, vidste jeg af Erfaring.

Holger Drachmann Homepage