Drachmann, H.: En Overkomplet (1876), 2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Holger Drachmann: En Overkomplet (1876), 2

II

   Den næste Morgen fulgte jeg de Kammerater tilvogns, som skulde til Staden. Jeg var glad over at blive af med Duxen, vort stadige exempli gratia, som jeg kaldte ham, og jeg var i det Hele taget glad over at være bleven alene og Herre over min Tid og mine Bevægelser. Siden igaar, forekom det mig, var jeg voxet betydeligt; jeg havde ligesom noget for mig selv. Jeg viftede med Kasketten, da Bless løftede sin Pisk og med Stentorstemme spurgte: »Er vi saa færdig?« Pudelen gøede, Kammeraterne gav mig tre Hurraer, som jeg gerne havde skænket dem, og bort kørte de og bort gik jeg, dybt grundende med Hænderne paa Ryggen og Hovedet forover. Luften var bleven behagelig afkølet, der var kommet frisk Havvind nordfra over Tidshvile-Kanten, og denne friske Vind drev de hvide Skyer foran sig høitoppe i den blaa Luft; det gjorde saa godt at indaande denne Luft her i det indesluttede Fredensborg, hvor Varmen saa gerne vil ligge og dovne og brygge Torden sammen i den Kedel, som hedder Esromsøen, med Uddunstningerne fra alt det Ved, som findes rundtomkring de store, stille Skove.
   Trods den Friskhed, som jeg saaledes inddrak, gik jeg dog med bøiet Hoved og Hænderne paa Ryggen. Jeg gik opad Gaden, indtil jeg kom til Kroen, som nok i sin Tid havde hørt med til min Onkels Købmandsgaard, men var bleven bortforpagtet eller udleiet, sandsynligvis paa meget billige Vilkaar. Umiddelbart op til Reisestalden, som denne tidlige Formiddag var tom for Vogne og Mennesker, stødte det Plankeværk, der adskilte Onkels Have fra Gaden.
   Jeg stod stille og kiggede ind i Reisestalden, om jeg ikke skulde kunne opdage en af mine Venner, Kromandens nye Støverhunde. Der var imidlertid ingen Hunde; kun den kokinkinesiske Hane gik spankende omkring, dukkende med sit latterligt arrogante Hoved og skrabende med en Blanding af Overlegenhed og Galanteri Hakkelse og Gødning tilside for et Par Hønsedamer med Børn, der løb ærbødigt bagefter Husherren.
   Pludselig foer Hanen iveiret med en halvkvalt Galen, der lød som en undertrykt Ed. Et grønt Æble havde truffet den over det ene Ben. Jeg fulgte med Øjnene det trillende Projektil og skulde just til at vende mig om for at erfare, hvilket Skydevaaben der havde udkastet det, da jeg selv blev truffen i Kasketten.
   Godmorgen Fætter! Alt saa tidlig opstanden? -
   Min Kusine Harriets Hoved viste sig over Plankeværket. Du kan gerne beholde Dit Godmorgen saavelsom Dine Æbler for Dig selv! svarede jeg mut. Vi laa netop i de Dage i Kævleri sammen.
   Er Du endnu fornærmet, eller har Du maaske ikke faaet udsovet? Vent lidt, jeg skal vække Dig! -
   Atter slyngedes en Projektil imod mig, og da jeg behændig undveg Kastet og løb efter Æblet for at sende det tilbage, susede en hel Regn af de haarde, grønne Kugler over mit Hoved, og jeg opdagede, idet jeg trak mig tilbage i Dækning af Stalddøren, at Plankeværket formelig var besat med Artillerister.
   Der var mine to Kusiner og deres respektive Tilbedere, desuden et Par Veninder fra Byen, hvoraf den ene malede, den anden forberedte sig til en Lærerindeexamen.
   Jeg var strax i fuld Kampiver. Jeg veed ikke hvad det var for en irriteret Stemning, der var over mig idag; men det kom mig herligt tilpas, at jeg her havde modtaget en Udfordring, hvis Besvarelse kunde aflede Stemningen i mit Indre. Jeg samlede mig i en Fart saamegen Munition sammen, som jeg kunde faa fat i uden at blotte mig for meget, og havde øieblikkelig udvalgt mig et Maal, som jeg særlig havde Lyst til at træffe. Det var ham, Musikeren, der stod ved Siden af Harriet; en lille, undersætsig, glatraget, smilende Fyr med Ansats til Embonpoint, med noget Stikkende i de store, sanselige Øjne, der havde Rynker og Poser til Indfatning, som næppe Dyden havde været Mester for; en »fedtet« Mand trods sine pyntelige sorte Klæder og det evige, ulastelige hvide Halsbind.
   Jeg kastede efter ham, og kastede flere Gange uden Held. Endelig traf jeg ham, og saa eftertrykkeligt at hans Øine gnistrede.
   Det skal Du faa betalt! raabte han og forsvandt bag Plankeværket. Alle Hovederne forsvandt samtidigt. Jeg hørte Parlamenteren og hans egen høie Stemme. Saa trak Stemmerne sig bort, og jeg begyndte at tænke paa at sikre mig Retraiten.
   Idetsamme kom Adolf gaaende ned ad Gaden. Han saae meget fin ud idag, havde en blaa Jakke paa, Straahat og gule Nankinsbuxer. Hans Skjortekrave var smøget ud over Jakken, og han havde bundet et rødt Tørklæde med Frynser under Kraven. Alle disse Farver stod godt til hans lange blonde Haar og hans sunde friske Teint. Godmorgen Du! raabte jeg ham imøde og forandrede øieblikkelig min Tanke paa Tilbagebog. Vil Du staa mig bi, hvis jeg bliver angreben?
   Han løb strax over til mig.
   Hvad er der iveien? -
   Ja nu skal Du faa at see. Der er han! -
   Hr. Bentheim kom ned imod os med sin Spadserestok i Haanden. Han var, som jeg kunde tænke mig, løbet over Gaarden og ud gennem Porten. Hans Læber dirrede af Vrede, og han bevægede Stokken frem og tilbage paa en betegnende Maade. Vort Mellemværende var allerede af gammel Dato; jeg kunde instinktmæssig ikke lide ham, og hans Kurmageri til den af Kusinerne, som jeg trods vort evige Mundhuggeri foretrak, var en bestandig Kilde til Rivninger mellem den i mange Henseender overlegne, i ethvert Fald betydeligt ældre Rival og mig.
   Hvor kan det falde Mosjø Erik ind at kaste med Æbler paa Damerne? Du opfører Dig som en Gadedreng, min Ven! -
   Han svippede med Stokken og gik truende hen imod mig.
   Jeg veed ikke af nogen Dusdrikken mellem Dem og mig! raabte jeg udfordrende.
   Hvad behager; jeg tror den Hvalp ræsonnerer. Men jeg skal dog engang give Dig en lille Paamindelse i Høflighed! -
   Han slog efter mig med Stokken, men Adolf, som i høieste Forbavselse havde seet til, faldt ham som et Lyn i Armen og afledte Slaget.
   Han vendte sig mod min Kammerat.
   Hvad er Du for en Knægt? -
   Jeg hedder Adolf! lød det fuldkomment rolige og høflige Svar.
   Det er ogsaa en Forklaring. Hvad blander Du Dig i Andres Sager? Gaa Din Vei, eller Du skal faa noget med! -
   Erik der er min Ven. Hvorfor vil De gøre ham Fortræd? -
   Ho ho! Den ene er en Lømmel og den anden en Idiot. Afveien, siger jeg! -
   Nu paa ham! skreg jeg og sprang med et formeligt Brøl ind paa Livet af den overraskede Musiker.
   Vi snurrede begge rundt og faldt endelig midt ude paa Gaden. Jeg kom underst, og Musikerens benhaarde Fingre klemte mig om Halsen. Adolf havde grebet hans Stok og tærskede af alle Kræfter løs paa min Fjendes Ryg. Jeg brølede som en Tyrekalv, da han endelig slap sit Greb formedelst den Mængde Stokkeprygl, der haglede ned over hans Ryg og Lænder. Karlene fra Reisestalden, Tjenestepigerne fra Kroen, en stor Del af Købmandsgaardens tjenende Befolkning kom ud og slog Kreds om os. Endelig kom jeg paa Benene, og nu kastede vi to Drenge os med et saadant Raseri over Musikeren, at han med udrevet Skjortebryst, bulet Hat og med Tabet af sin Stok maatte flygte ind i Gaarden, og endda fik han et Hurra med sig af samtlige Karle og Kuske.
   Naar man nu tænker tilbage paa den Tid, kan dens Friskhed i enkelte Retninger formelig gøre En godt. Man fik ganske instinktmæssig noget imod en Mand, undersøgte ikke Sagen grundig, men lod sig lede af den engang fattede Antipathi. Man kølede aldrig sin indre Ild af for at gøre sin Person til Staal, bøielig og stærk paa een Gang. Naar Jernet var blevet gloende derinde i Essen, saa tog man det ud og slog omkring sig med det saa længe det kunde sprutte Gnister fra sig. Man »gik paa« som en Slagterhund eller tog Benene med sig som en Hjortekalv. Og saa den i Øieblikket fuldstændige Hensynsløshed overfor »Skandalen«. Strid med Rivalen midt paa aaben Gade, under Gaardskarles og Pigers Applaus, det er jo de gode gamle Komedier om igen! Det kan ikke nægtes: hvis nu en eller anden halvgammel Fyr sammenligner sin Ungdoms »Friluftsliv« med sin Manddoms Leven og Færden, da stiger vel nok nu og da et Suk op fra den halvgamle Fyr; han tænker paa al denne sammenbidte Ugleseen tilhøjre og tilvenstre, Dagbladskævlerier, Advokatdueller, hvor den Sejrende ligner en plukket Høne, den Overvundne en Synaalepude. Han tænker paa de maskeagtige Ansigter, han møder paa Gaderne; de ubevægelige, de døde. Ja! det kan nu engang ikke være anderledes. Man maa gaa saaledes; man maa lægge sit Ansigt en Gang for alle i de Folder, som Kastebestillingen medfører; og saa lade Munden blive siddende saaledes, alvorsmandsagtig, Ørene hænge som Æselsører, Øinene skue andægtigt mod Himlen eller sænke sig grublende mod Jorden, - medens maaske kyniske Lyster, drabelige Spekulationer, Had og Raseri eller stille, stille søgen efter Fred med sig selv arbeider som den underjordiske Ild under den stivnede Lava.
   Vi stod lidt betuttede og temmelig stakaandede begge to, og børstede foreløbig hinanden af. Jeg forvissede mig om, at mit Hoved ikke havde taget yderligere Skade siden igaar, og saa begyndte jeg at tænke over, at det atter var en Dumhed, jeg havde begaaet, at jeg jo egenlig slet ikke brød mig om min Kusine, at Musikeren jo strengt taget slet ikke kunde gøre for at han var »væmmelig«, at det dog alligevel var en Skam af min Kusine at synes om »ham«, og at det derfor ikke var saa ilde, at han havde faaet de Prygl.
   Tilskuernes Bemærkninger forhøiede min Selvfølelse i denne Retning.
   De' ka' nok hæn's a' han fik Klø! grinede den lange Staldkarl og rakte mig min Kasket, som han meget omhyggeligt først havde spyttet paa og dernæst gnedet af med sit Ærme. De æ' godt nok til ham! sagde en af Pigerne og hjalp med synlig Deltagelse Adolf at binde sit Halstørklæde. Han render immervæk aa svanser efter vos Piger. Du ka' tænke Dig, La's, forleden Aften bød han mig en Rigsdaler for et Kys! -
   Du to' da Daleren? grinede Lars.
   Natyrligvis. Men Kysset ka' han lede efter, om han ka' find' 'et.
   Ja, la' dem bare punge ud, de Kjøvenhavnere! skraalede en lille Karl i Skjorteærmer. De andre Dele beholder vi mellem vos! -
   Jeg vinkede ad Adolf, at vi skulde gaa.
   Vi var næppe kommen en Snes Skridt bort, da vi hørte den samme Stemme, men forstærket, skraale efter os:
   De var nu li'egodt To om ham! -
   Jeg vendte mig harmfuld og sendte et lynende Blik tilbage. Den lille Karl skrævede ud med Benene og plantede begge Hænderne i Buxelommerne. Hans Grin virkede paa mig som Rødt paa en kalkunsk Hane.
   Kom nu, Erik! sagde min Ven og trak mig med sig. De gør Nar ad os, men lad dem det. Jeg kunde ikke lade være at slaa løs paa den sorte Mand, da jeg saae hans Fingre om Din Hals. Lad os bare gaa! -
   Og vi gik. Og hvis jeg forøvrigt dengang tænkte nærmere over Tingene i det Hele taget, kunde jeg have taget den Erfaring med mig for min drenge-aristokratiske Selvfølelse, at Pøbelens Gunst ikke er af lang Varighed.
   Vi har i Grunden baaret os dumt ad! bemærkede jeg, da vi stod nede ved Omdreiningen til Skipperalleen.
   Ja! svarede min Ven troskyldigt.
   Men hvad skulde han ogsaa komme ud efter os med Stokken? -
   Nei, hvad skulde han det for? sagde Adolf, fuldstændig delende min Anskuelse og svingende med sin Seierstrofæ. Skal vi beholde denne Stok eller ei? spurgte jeg en Smule tøvende.
   Jeg veed ikke! svarede Adolf ligeledes. I Grunden er den jo ikke min! -
   Den er taget i ærlig Kamp! mente jeg. Vi kan jo foreløbig gemme den hos Dig. -
   Ja gerne. Skal vi gaa hjem til Moder? -
   Jeg havde ventet paa, at han skulde gøre dette Forslag.
   Ja. Jeg vilde ellers have taget Dig med ind til Onkels; men nu har vi jo spoleret det for os. Gid Fanden havde den Musiker! -
   Gid Fanden havde ham! ønskede Adolf.
   Jeg saae paa ham. Ligheden med hans Moder var idag større end nogensinde. Det var formelig underligt at høre ham bande.
   Vi gik ned ad Skipperalleen.
   Der kommer Moder! raabte Adolf og sprang i Forveien.
   Jeg saae langt nede i Alleen hendes ranke Figur. Den var ikke til at tage feil af saalidt som hendes eiendommelige vuggende Gang. Jeg følte hvorledes mit Hjærte begyndte at banke, og ligesom paa Theatret, naar pludselig et Tæppe gaar op i et Feeri og man seer Uendelighedernes Uendelighed af straalende Lys, glimrende Grupper, Blomster, Guld, Flor og Stjerner, saaledes skød pludselig frem i min Sjæl den samlede Sum af Gaarsdagens blændende, bløde, bedaarende Indtryk, og jeg var i min Henrykkelse lige ved at gøre ligesom Adolf, springe hende imøde, klynge mig op til hende og lade hende give mig det Kys igen, der havde gjort mig afsindig igaar.
   Jeg tæmmede mig imidlertid. Hvor tamt er dog ikke Mennesket, selv i dets meest Føl-agtige Periode! Vanen, Vanen; den nedarvede Række af disciplineret Korrektion. Og saa frygter man endda for fleraarige Revolutioner!
   Jeg gik hende imøde, langsomt, studeret langsomt. Hvor saae hun dog bedaarende ud, saaledes som hun der kom imod mig. Hun vendte aabenbart tilbage fra Bad. Det store, krusede Haar var slaaet ud under den lille Kyse og hang hende ned over Skulder og Ryg. Hun havde en lys Morgendragt paa, en lang folderig Kjole med blinkende Række Perlemorsknapper lige oppe fra Halsen og ned til Fodspidserne, der viste sig og forsvandt som de sort-hvide Mus i Dyrehavsmandens Kasse. Over Midien og opefter sluttede Kjolen til Figuren. Brystet var høit og hvælvet. Hvorledes var det der stod i den gamle Sang?
    Der bor en Dronning paa denne Borg, Bag disse faste Mure.
   Hendes Kinder var friske og røde efter Badet, men - men Øinene? de saae næsten slet ikke paa mig, da jeg ærbødigt, omtrent beredt til Knæfald, hilste paa hende. Og hendes Haandtryk; det var ikke som igaar.
   Hvorledes har De det? spurgte hun. Skal De ud med Adolf? -
   Hun stod paa Gangbrædtet over Grøften med Haanden paa Laagen. Det var ikke til at tage feil af, hun var adspredt. Mig havde hun i hvert Fald ikke Opmærksomhed for.
   Jeg ... vilde forhøre mig ... hvorledes Fruen har det siden igaar? stammede jeg, idet hun gik ind i Haven.
   Tak, min Ven. Der var allerede tidlig imorges Bud hernede fra Deres Hr. Fader om mit Befindende. Jeg har det meget godt. Gaar Du med Hr. Dahl, Adolf, eller bliver Du hjemme? -
   Adolf blev tøvende ude hos mig. Hun lukkede Laagen, vinkede venligt med Haanden ud imod os, og gik op til Døren. Deroppe dreiede hun sig endnu engang med et kort Nik og forsvandt.
   Jeg havde en Følelse, som om jeg laa paa Jorden efter at være faldet ud af en Gynge.
   Ak, man er i den Periode saa lidt forberedt paa Skuffelser. Man tror, at naar man engang har spændt Strengene ud over sit Instrument, saa kan man efter eget Behag vedblive at spille det samme lystelige Stykke. Man gaar slet ikke ind paa den Mulighed, at en Skrue kan løsne sig, en Streng springe eller Buen knække midt over. Man kan heller ikke begribe, at Ensformigheden i den Melodi, man gnider, kan trætte Andre. Kuriøst nok, Enhver vil kunde erindre, at han som Dreng aarevis kunde fløite paa den samme Melodi, og at han tog det meget fornærmeligt op, naar Nogen gjorde ham opmærksom herpaa og bad ham forskaane sig.
   Hvor skal vi nu gaa hen? spurgte Adolf.
   Jeg veed ikke. Vi kan jo drive op i Slotshaven! -
   Vi drev derop gennem Kikkenborgporten. Vi gik hele den lange Allee igennem, indtil vi kom ud ved Stenten, hvor Esromveien løber forbi og hvor der paa den anden Side af Veien ligger et lille Komplex af Huse med Smaahaver, ordnede rundt omkring Smedien i Midten.
   Her fik jeg pludselig en Idee.
   Lad os besøge Tante Birthe! -
   Ja gerne. Hvem er det? -
   Jeg kom ikke lige strax med Svaret. Sagen var den, at dette Forslag egenlig var paa Trods. Jeg var vred, vred paa mig selv, men mest paa den smukke Dame. Jeg vilde gøre noget aldeles overordenligt, og dette aldeles Overordenlige var at besøge min Tante Birthe.
   Tante (mere korrekt: Grandtante) Bertha eller Brithe eller Githe, hun havde mange Navne, kunde trods disse mange Navne ikke rose sig af at være synderlig kær for nogen af os. De Ældre i Familien behandlede hende med en Blanding af medlidende Protektion og Frygt for hendes hvasse Tunge. For os Yngre stod hun i et mystisk Skær, ikke synderlig forskelligt fra den gamle Kone i Æventyret om »Pandekagehuset«. Vi havde af og til opsnappet nogle Ytringer fra de Ældre, som vi saa satte i Forbindelse med den Gud og hver Mand bekendte Omstændighed, at hun kunde spaa, rigtig spaa i Kort og Kaffegrums. Jeg havde kun een Gang været inde hos hende med min Søster for at bringe hende nogen Morbærsaft, da hun var syg. Indtrykket af dette ene Besøg havde imidlertid prentet sig uudsletteligt i min Hukommelse. Alt hos hende var forekommet mig saa sælsomt, at Grimms Æventyr og de overnaturlige Rædsler i Ingemanns Romaner aldeles var blegnede i Sammenligning hermed. Og hvad havde jeg saa seet hos hende? Ingenting. Men netop dette, at jeg Ingenting havde seet, gav min Fantasi saa meget des større Spillerum. Jeg vidste jo, at hun kunde spaa, og at hun engang virkelig havde spaaet min Moder hendes nærforestaaende Død. At de vidt fremskredne Sygdomssymptomer dengang muligvis kunde have indvirket paa Forudsigelsen, afviste jeg som en Spidsfindighed. Jeg havde endvidere opdaget en stor sort Hankat hos hende; Bevis nok paa hendes Omgang med overnaturlige Væsener. Til syvende og sidst var der hendes eget Ydre; det talte tydeligere end nogetsomhelst andet Indicium imod hende.

      Den gamle Birthe med den skæve Mund 
      Og det hexeagtige Blik; ...

   Chr. Winther kunde umuligt i dette Digt fra hans egen grønne Vaar have ment nogen Anden end netop min Tante. Og hvor havde han ikke slaaet Hovedet paa Sømmet med dette Udtryk: hexeagtig! Præjudicerne stod ved Kraft, - stod i hvert Fald lige saa godt ved Kraft her som ved forrige Aarhundredes Hexeprocesser. Gud bevare Verden fra nogensinde mere at opleve Børn og Barnetro i Dommersædet!
   Hun beboede to smaa Stuer i et af de smaa Huse her ved Esromsøen. Manden, der eiede Huset, hed Diderik Skomager eller »Kaffemøllen«. Hvorfra han havde faaet dette Øgenavn, og hvem der havde givet ham det, vilde formodenlig være ligesaa vanskelig at efterspore som noget Tillægsnavn i et af Folkesagnene eller i Kæmpeviserne. Han havde nu engang faaet det, - maaske paa Grund af sin skruttede Figur, maaske paa Grund af sin Forkærlighed for Kaffe, maaske aldeles grebet ud af Luften - og vi unge Fyre undlod ikke, inhuman som Ungdommen altid er, at give ham sin Titel; hvad der naturligvis stadig bragte ham paa Krigsfod med os, en Omstændighed, der kun slog Øgenavnet endnu fastere. Man kan paa en let Maade blive af med mange Ting her i Verden, Sundhed, Penge, sit gode Navn og Rygte, men et Øgenavn klæber troligt ved En, følger En til Jorden, lægger sig oven paa Graven og ætser sig ind paa Epitafiet, det være sig et beskedent Kors med Navnezifre og Datum eller et prunkende Monument med Urne, Taarekrukke, Hænder, der gribe om hinanden, og saa og saamange Ordener, Insignier og opramsede Bedrifter tillands eller tilvands.
   Diderik Skomager havde aldrig gjort os noget, men han var lille, skruttet og knarvoren, - tilstrækkelig Grund for os til at kalde ham ved hans Øgenavn. Og saa kastede han Sten efter os, hidsede sin Køter paa os eller truede os med Amtmanden; altsammen forgæves. Kaffemølle! skreg vi efter ham; Kaffemøllen! hed han overalt i Nabolaget, og en Kaffemølle staar nu sandsynligvis indridset paa hans beskedne Gravhøj, i en Krog af Asminderød Kirkegaard, nedenunder hans eget beskedne borgerlige Navn.
   Det at min Tante havde en saadan Cerberus saa at sige udenfor sin Dør, gjorde at vi Børn derhjemme endnu sjeldnere besøgte hende. Mine Kusiner derimod, vidste jeg, kom af og til og saae til hende; de havde da passende Smaaforæringer med, og deres Besøg blev optaget mere og mindre naadigt i Forhold til Tributens Værdi.
   Nu stod vi derudenfor. Min ungdommelige Harme og den Trods, der havde indgydt mig Ideen til dette Besøg, sank efterhaanden som jeg overveiede hvad det egenlig var for et Skridt, jeg stod i Begreb med at gøre. Der strakte Tjørnehækken sig som en Mur fuld af spidse Søm, som vendte Braadden mod den Formastelige, der vilde trænge sig ind. Æble- og Kirsebærtræer ragede op bag Muren, og gennem Laagen med dens skinnende Klinke saae jeg den lyserød-kalkede Udvæg med den smalle, lave Dør paa Midten. Tilvenstre var Dideriks Vinduer. Den vilde og ægte Vin, der i broderlig Forening slyngede sig fra Tagdrypsrenden op ad Muren, var under Skomagerens Vindu ilde medtagen, gul og vissen af Tobakssauce og Pibeudkradsning. Under og opover min Tantes Vindu voxede Vinen uforstyrret og frodig, saa frodig, at den neppe tillod nogen Vindusoplukning, hvad der ganske rigtig heller aldrig fandt Sted, idetmindste ikke med min Tantes gode Villie. Solen havde brændt hendes Ruder, saa at de skinnede i alle Regnbuens Farver, og Alt hvad man kunde skimte inde bag ved dem var de nedhængende Bomuldskvaster af en gul Gardinkappe. De grønne Rankeskud vippede og nikkede hen over de smaa Ruder i den lette Vind; høit opad Straataget løb de kvikke Ranker og solede sig velbehageligt, medens Skorstensrøgen i raske Snoninger faldt og steg op mod den klare Luft og de hvide, dragende Skyer.
   Det saae dog ikke saa farligt ud, det Hele.
   Skal vi gaa ind? spurgte jeg min Kammerat.
   Han svarede som sædvanligt Ja uden videre Betænkning; men jeg stod dog endnu noget raadvild.
   Er Du bange for Hexe? spurgte jeg ham.
   Han saae lidt forbløffet ud.
   Hexe? Er Din Tante maaske en Hex? -
   Hun kan spaa, seer Du. Og hun har en stor sort Kat, som seer saa infamt paa En. Hun spaaede min Moder, at hun skulde dø! -
   Han stod lidt og betænkte sig. Derpaa svarede han roligt: Hvad kan hun egenlig gøre os! -
   Han havde Ret. Hvad kunde hun egenlig gøre os? Vi traadte ind i Haven. Der sad Cerberus paa sin Træstol udenfor sit Vindu, beskæftiget med noget Arbeide.
   Goddag Kaf - Goddag Diderik! Er min Tante hjemme?
   Han saae gnavent op fra sit Arbeide, tog den sorte Pibe ud af Munden og spyttede.
   Hva' for en Tante? -
   Min Tante, Diderik! svarede jeg saa høfligt, jeg formaaede. Jeg er Dahl, dernede fra Asminderød! -
   Kender ikke nogen Dahl fra Asminderød. Hvis det er Frøkenen, han mener, saa er hun inde. Hvor skulde hun ellers være? Hm! unge Vindspillere!
   Jeg skyndte mig hen til Døren og trak Adolf med mig. Paa min Banken fulgte intet Svar. Jeg bankede atter, men meget varsomt.
   Ja! Vær saa god! - raabte en skrattende Stemme.
   Vi traadte ind. Værelset var lille; der var fuldt op af gamle Møbler; indelukket Luft i Forbindelse med Solen, som stod paa, betog mig næsten Aandedrættet.
   Min Grandtante sad i en gammeldags Lænestol med store Læderklapper ved hver Side af Hovedet. Hun skyggede med den ene magre, hvide Haand over Øinene mod de Indtrædende, de andre fem magre, hvide Fingre (jeg turde næsten ikke kalde dem for en Haand) klemte hun omkring Grebet paa en Krykkestok. Hun var meget tarveligt men saavidt jeg kunde skønne renligt klædt; det, der mest generede mig, var en gul Fajancespyttekrukke, som hun ofte og under en hæs Hosten betjente sig af. Ved hendes Fødder sad den omineuse Kat, spindende, doven, af og til missende op imod os gennem sine Ridser af Øine. Paa en Rococosekretair med Rester af Forgyldning og et anløbet Speilglas i sin Klap, stod forskellige Snurrepiberier fra Begyndelsen af dette og Slutningen af forrige Aarhundrede. Ovenover hang et Silhouetskilderi af en Mandsperson med Trekanthat paatvers over Panden, høi Frakkekrave op over Ørene, Haarpung og store Epauletter. Ovenover igen hang et ovalt Pastelmaleri af hende selv som ung med Frisure à la Rokkehoved, Kjolen skaaret ned i Halsen, Rosetter paa Skuldrene og Livbaandet bundet høit op under Brystet. Jeg havde særlig ved mit forrige Besøg lagt Mærke til Silhouetten. Den havde en Inskription, der begyndte i Initial med mange Krøller og Snirkler og endte i nogle Sving, der nok skulde gælde for et Navn. Jeg havde lært den udenad (som jeg i det Hele taget dengang lærte alt »Unødvendigt« udenad). Der stod:

      O Elskede, modtag 
      Et Billed af din Ven idag, 
      Da Flora kalder frem hver ydmyg Spire; 
      Gid Dyder blomstre maae, 
      Gid de Din Vei forzire 
      I Tusindtal hvor end du monne gaae.

   Bag Lænestolen var et grønt Shirtings Forhæng, som skjulte Døren ind til den Gamles Sovekammer.
   Goddag Tante! sagde jeg, idet jeg tog alt mit Mod til mig.
   Hvad! hvem er det? lad mig see! Hun famlede med Fingrene om Haandtaget paa Stokken og stirrede forskende paa mig.
   Jeg er Erik Dahl, Tante. Jeg skal hilse fra Fader! -
   Dahl, Erik Dahl! Ja det er rigtigt. Bringer Du noget med fra Din Fader, siger Du? -
   Jeg slog Øinene ned. Det kom uventet.
   Du bringer Ingenting med altsaa. Nei, naturligvis. Den gamle Tante lader man sidde, og Ingen har noget tilovers for hende, ikke en Bid, ikke en Smule Saft, ikke Tøi til en ny Kappe, Ingenting. Stor er man paa det, og han, Din Fader, især. Altid stolt, altid slaa med Nakken, altid see Folk over Hovedet. Men hans Tid kommer ogsaa; ja den gør; saa skal vi se paa Løier. He he! Oho, oho, ohum! -
   Hun fingrede krampagtigt om Stokken, lænede sig tilbage, hostede, spyttede. Jeg blev halvveis bange, halvveis ækel.
   Jeg kommer ikke hjemmefra, Tante. Jeg sagde ikke at jeg vilde gaa herhen, ellers havde jeg ganske sikkert bragt Dig noget. Jeg havde ingen Penge selv idag, tilføiede jeg som Undskyldning for mit eget Vedkommende.
   Hun lænede sig atter frem og stirrede paa mig, som det forekom mig noget formildet.
   Ingen Penge, siger Du. He, he! saa Du vilde altsaa have foræret mig noget, om Du havde haft Penge. Ja, ja, Du er en god Dreng; men det er godt, at Ungdommen ikke har Penge mellem Hænder; den bruger dem kun til gale Ting. Jeg har ogsaa været ung, meget yngre end Folk er nutildags! Hun saae hen til Silhouetten. Ja, han derhenne kunde fortælle noget derom! Ha ha. Men han tier klogelig stille. Det har han nu gjort i fyrgetyve Aar! -
   Hun standsede og saae vist paa Silhouetten. Jeg fandt, at det var min Pligt at gøre ligesaa.
   Du siger altsa, at Du vilde have bragt mig noget, ifald Du havde haft Penge! Ja glem det nu ikke, naar Du faar nogen. Forresten er det pænt gjort af Dig at komme og see til Din gamle Tante. Det gør Dine Kusiner undertiden. De kommer her, baade Jette og Julle, og sidste Gang havde de en Mandsperson med sig. Aa ja, aa ja. Unge Piger, unge Karle. Men lad dem passe paa, lad dem passe paa! Ormen gaar snart i Æblet, og hvem vil saa spise det sidenefter! -
   Hun rokkede med Hovedet og mimrede med Underkæven. Jeg blev ganske uhyggelig.
   Adolf, som havde staaet bag mig, gjorde en Bevægelse.
   Hvem har vi der? spurgte den Gamle og fixerede ham skarpt med sine graa Øine paa sin nysgerrige, stikkende Maade.
   Det er en Ven af mig, en Kammerat! -
   En ny Ven, vil Du sige. Du har altid saa mange Venner, altid nye Venner bliver der sagt om Dig. Men vent! den Tid kommer ogsaa, hvor Du bliver ganske alene. Naa, hvad hedder han saa? -
   Jeg sagde hende Navnet.
   Hun saae en Stund paa ham.
   Din Moder er flyttet herud for en Ugestid siden. Ikke sandt? Ja, den gamle Tante faar Alting at vide, - veed Alting (rettede hun sig). En høi og stadselig Dame skal hun være; høi og rank og smuk, og saa en Søn. Og saa siger man tilmed, at hun ...!
   Den Gamle tog et blaatærnet Lommetørklæde frem og pudsede sin Næse med en Lyd ligesom en Hest, der drikker Vand. Hun vedblev at see paa Adolf med sine haarde, stikkende Øine.
   Jeg havde den mest brændende Lyst til at spørge, hvad det var man sagde; men der var Noget ved den Gamle, som kujonerede En.
   Adolf havde fæstet sine Øine paa Gulvet og iagttog den store, sorte Kat, der havde reist sig og nu krummede sin Ryg kom hen imod ham og begyndte at stryge sig op ad hans ene Ben.
   Min Tante iagttog nu ogsaa Katten. Det undrede hende øiensynligt at see den saa venlig imod en Fremmed.
   Ung og smuk og høi og rank! fortsatte hun, og stødte Stokken i Gulvet, saa Katten sprang hen imellem mine Ben. Hvad vil det sige! Det har vi Andre ogsaa været. Se der!
   Hun pegede med Stokken op mod sit eget Portrait. Sikkerligt. Hvis Kunstneren ikke havde smigret, kunde hun nok vove at drage en Parallel mellem sin egen Ungdom og den Skønhed, som hun nu omtalte uden at kende hende af andet end Omtale. Jeg saae fra det magre, rynkede Ansigt med de hule Tindinger, de dybtliggende Øine, den næsten karrikeret krumme Næse og den fremspringende Hage, op til den smilende, ungdomsfriske Gestalt paa Væggen. Hvor var Halsen yppig og Barmen fyldig; hvor straalende disse Øine, hvor lokkende disse Læber, hvilken Duft af Ungdom og Ynde udgik der ikke fra det gamle Maleri, trods det tørre Materiale, hvormed det var frembragt! Og nu? Mit Hjærte snørede sig næsten sammen ved saaledes i eet Tankesæt at springe fra Vaaren til Vintren, fra Livet til Graven. Og det, at der ud af selve denne ungdommelige Ynde og Yppighed uden stor Vanskelighed lod sig paavise de samme fælles Hovedlineamenter, Bueningen af Næsen, Øinenes og Mundens Stilling til de øvrige Ansigtsdele, et vist Noget, der ikke lader sig tegne med en Streg eller forklare med et Ord, - det er maaske det alleruhyggeligste. Jeg fik næsten Taarer i Øinene; en egen dump Smerte greb mig. Skulde vi virkelig Allesammen, Adolf, hans smukke Moder, mine Søstre, mine Kusiner og jeg selv forvandles saaledes og dog under Forvandlingens mest skæmmende Maske beholde som en skrigende Ironi en Anelse af Ungdommens hviskende Sprog, det lokkende Smil paa Læben, et Løfte i et Øie, som kunde gøre En ude af sig selv? Nei, fy; det var ikke sandt. Det var kun den gamle Hex, der her koglede for mig. Det var kun, naar man var »ond« fra Oprindelsen, at man blev saa hæslig forvandlet. Og dog, - min Moder, min egen Moder!
   Jeg holdt Hænderne for Øinene og tumlede et Skridt tilbage. Miau! Pui! Huit! Den sorte Troldkat foer fra min Støvlehæl op paa Sekretairen blandt alle Snurrepiberierne, derfra hen paa min Tante, der skreg og slog om sig med Stokken, truede ad os og forbandede os alle tilhobe. Din vanartede Dreng! Det vil gaa Dig ilde; og Dig med, Du fremmede Dreng, og Din Moder; det vil gaa Eder Alle ilde. At overfalde mig her i min egen Stue! Pest og Fordærv over Eder Allesammen, og Dig i Særdeleshed, Du ...!
   Hun slog ud efter mig, men ramte Adolf. -
   Begge styrtede vi ud ad Døren og havde i vor Fart nær revet Skomageren overende, som stod henne ved Laagen. Vi foer ud paa Veien, og for anden Gang idag var vi i Slotshaven efter en »Bataille«. Første Gang havde vi taget Stikkene hjem; anden Gang var vi bleven Beet.
   Vi var begge To saa rystede af denne Begivenhed, at vi blev enige om at skilles og udsætte vort næste Møde paa ubestemt Tid. Vi havde virkelig ogsaa idag haft et besynderligt Held til at rage os ind i Forviklinger. Altsaa gik vi hver til sit.
   Den Dag og et Par af de næstfølgende tilbragte jeg under halvtfortrolige Meddelelser til min Søster, halvt gaadefulde Spørgsmaal til Alle og Enhver, om hvorvidt saadan en og anden Forbandelse slet og ret kunde have nogen eftervirkende Kraft i sig, og, forudsat at en Troldkvinde slog efter En med sin Stav, om da han, hvem Slaget var tiltænkt, eller han, hvem Slaget traf, var den mest udsatte for Fare.
   Det gik her som altid. Naar man af en eller anden Grund ikke vil rykke helt ud med Sproget, faar man heller ikke mere end halve Svar, halve Raad. For min Faders Vedkommende var imidlertid saavel Svar som Raad helt nok. Han spottede over mine Taabeligheder, udtalte et fromt Ønske om at der aldrig maatte blive skrevet Romaner mere i Verden, og anbefalede mig sluttelig saa indtrængende Studiet af Madvig, at jeg ansaae det for raadeligst saa meget som muligt at gøre mig usynlig, indtil Spørgsmaalet Madvig or not var drevet over.
   Jeg gjorde ensomme Udflugter med min Huggert og »Rob Roy« til Grønholt Hegn paa den ene Side og Danstrup Hegn paa den anden. Jeg inddrak Skovduft og indsugede Romantik i saa store Kvantiteter, at jeg omsider blev ked heraf og længtes tilbage til Jorden igen. Jeg tror endogsaa at jeg, til Faders ikke ringe glædelige Overraskelse, den tredie Dag blev antruffet i vort Havelysthus med Madvig i Haanden af egen fri Villie.
   Min Fader havde nu faaet for Vane, tvertimod hvad han ellers pleiede, paa en bestemt Tid ud paa Eftermiddagen at gaa over i Slotshaven, fra hvilke Promenader han da vendte sent hjem efterat vi havde drukket The, ja sommetider først ved den Tid, hvor Huset pleiede at gaa til Ro. Vi havde voxende Maane i denne Tid, saa jeg i det Mindste kunde af mit ganske Hjærte sympathisere med disse hans Udflugter. Det, at jeg opdagede en saadan regelmæssig Forbindelse mellem ham og Naturen, gjorde endogsaa, at jeg med mindre frygtblandet Respekt end fordum begyndte at nærme mig til ham. Han syntes lidt overrasket, men besvarede dog min Tilnærmelse ved nu og da at klappe mig paa Skuldren og lade Budgettet for mine Lommepenge tilflyde en yderligere Forøgelse. Ja, en Aften da han kom hjem i en Blanding af Bevægelse og Oprømthed og traf mig og mine to yngre Søstre oppe endnu, lovede han os til vor usigelige Henrykkelse at tage os med om Morgenen ganske tidlig paa en af hans Fisketure med Skuespillerne.
   Jeg tror, at hverken mine Søstre eller jeg sov meget den Nat. Allerede før Klokken halvfem stod vi, ikke i fuld Puds, thi dette var strengt forbudt paa Fisketure, men fuldfærdige til Opbrud i Havestuen og slubrede den lunkne Morgenmælk i os. Fader kom ind med sin Plaid og Kassen med Medetøi, nikkede venligt til os, jeg fik Stængerne at bære, mine Søstre fordelte Provianten mellem sig i Kurve, og afsted drog vi ned til Samlingsstedet, Skipperhuset.
   Hvor falder ikke saadan en eneste Ungdomserindring med hele den friske Sommermorgens Dug kvægende og styrkende paa Ens Sjæl! Hvor mange Morgener som denne efter en mellem sund Søvn og uskyldig Vaagen tilbragt forventningsfuld Nat? Hvor er ikke alle Muskler spændte, alle Nerver rede til at modtage de Indtryk, der ere simple, usammensatte som Naturen selv i sin Opvaagnen! Hver perlende Draabe paa Græsstraa og Buske plirrer med sit venlige Øie til En, Træerne nikke, sagte bevægede i Morgenbrisen ligesom om de endnu ikke ret var vaagnede, Fuglene og Græshopperne synes at stemme deres Instrumenter; det kan baade være til Ouverturen for det store blændende Sceneri, de tolv Optrin og de mange Tableauer, hvortil Tæppet nu er ifærd med at rulle op; og det kan være til den henrivende Slutningsmusik for den berusende Æventyrkomedie, der nys fik Ende: Midsommernatsdrømmen. Her har Puk nylig spøget; han har med sin Gren viftet alle Taagerne væk; nu hænger der kun hist og her en Stump glinsende Spindelvæv paa Busk og Blad, som den vidunderlige Spøgefugls Støvekost ikke har faaet med. Sommernatsdrøm! Kærlighedskval, Kærlighedsjubel, Daarskab, Beruselse; og dog dufter maaske Dine Jasminer for stærkt; Dine tropiske Træers Aande er sød Gift, som maa nydes med Maadehold for ikke at ende Legen brattere end den begyndte. Sommermorgens Opvaagnen! Du er det evige Lægemiddel selv, for Syge som for Sunde; Foryngelsens Kilde, al Kunsts Oprindelse, den Draabe fra de Udødeliges Banket, som de tankeløse Digtere ville oversætte i Vin, som Videnskaben kemisk vil analysere, og som spotter al Kunst og al Videnskab ligesom Taaren i Barneøiet, der ikke er Latter, ikke er Graad, men den uklare Anelse maaske om hele Livsdagens Sol og Skygge, samlet i en tindrende Stjerne.
   Bageren havde aabent. Vi gik ind og købte den sædvanlige Ration frisk Brød, de berømte »Snegle«, og saa gik det videre ned ad Skipperalleen.
   Vi kom forbi den lille Kottage. Jeg skottede til dens Vinduer. Der var nedrullet overalt og Ruderne duggede. Morgensolen skinnede gyldent over Espaliertræerne opad Udvæggene. Det glinsede og funklede mellem de af Nattekøligheden endnu krusede Blade. Jeg kom til at tænke paa hendes Haar, hun som nu sov derinde.
   Jeg skottede fra Huset og over til min Fader, der som sædvanligt gik midt ad Veien med sine elastiske korte Skridt henover den knudrede Stenbro. Han saae hverken til høire eller venstre. Mine Søstre pegede paa Stedet og raabte: Nei se hvilket nydeligt lille Hus; hvem mon der bor der?
   Jeg svarede ikke; hvorfor vidste jeg i Grunden ei, men jeg syntes, at jeg vilde have det for mig selv.
   Fader saae lige ud for sig og svippede med sin Stok nogle af de store Kastanieblade ned.
   Herregud; har han allerede glemt det! tænkte jeg ved mig selv, næsten medlidende.
   Vi kom ned til Skipperhuset, hvis gammeldags Bindingsværksbygning med de lave, hvide Mure og det høie, røde Tag traadte frem mod den blændende, blanke Sø, hvor Morgenbrisen kun hist og her i mørkere Smaakredse legede Tagfat med sig selv ligesom en Hundehvalp med sin Hale.
   Den ellers saa gnavne Baadeudleier, den tykke Holm, stod smilende og bukkende med sin Voxdugshat i Haanden for tre Herrer, hvoraf den høieste og sværeste bar to mægtige Kurve, og de andre to Medeapparater og lette Sommerfrakker.
   Gudbevares, Hr. Professoren skal faa den bedste af Baadene! smidskede Skipperhusets Patron.
   Lad os faa den mindst raadne, min gode Holm! lo den joviale Herre.
   Lad os endelig faa den tætteste Baad! bad den anden Herre, en Mand af Middelhøide med et intelligent, markeret Ansigt, livlige Øine og Polkahaar.
   Jeg beundrede stiltiende de to Herrers Mod, at de turde tale saa nedsættende om Baadene, Hr. Holms ømme Punkt.
   Den tredie Herre, en slank, maaske lidt kvindelig Skikkelse med blide, rolige Ansigtstræk og store, kloge, noget drømmende Øine, sagde Ingenting, men stod og saae paa sine Negle, idet han udstrakte og krummede sine hvide, smukke Hænder paa en egen gratiøs, behersket Maade.
   Ah! der har vi jo vor gode Ven, Hr. Dahl, og han bringer Selskab med. Tag den allersmukkeste Baad, Hr. Holm.
   Ehret die Weiber! raabte den Første.
   Og den svære Herre gik hen og trykkede min Faders Haand.
   Maa jeg forestille: mine to Døtre, min Søn!
   Giftefærdige Jomfruer snart; og en ung, haabefuld Arving. Fortræffeligt! sagde den svære Herre og tørrede sin usædvanlig høie, brede Pande, sin korte, buttede Næse og sin kraftige dobbelte Hage med sit Lommetørklæde. Kom her, min unge Stamherre! Til Deres forhaabentlige Uskyld betror jeg disse to Kurve. Lad Dem nu ikke lede udi Fristelse af Lugten og endnu mindre af Smagen; og koketter for Guds Skyld ikke med den midterste Flaske, den med gul Straakjole og lilla Hattebaand!
   Ombord! mine Damer og Herrer; ombord.
   Vi stagede os ud af den lille Baadehavn med det ormstukne Bolværk og Stensætningen. Herrerne lagde Aarerne ud.
   Aa ja; det kan gaa an! tænkte jeg ved mig selv, idet jeg med et sagkyndigt Blik betragtede deres Roning.
   Lad Erik tage Aarerne! foreslog min Fader.
   Nei! raabte den Tykke. Han er ansat ved Intendanturen. For Guds Skyld! Kurvene staar da tørt?
   Jeg beroligede ham; vi peilede Fiskestedet; Drægget blev hevet ud efterat Dybden var maalt med Loddet; vi gjorde Snørerne klar; alle vare i godt Lune, Fader lo ad den Tykkes evigt strømmende Anekdoter, og mine Søstre, der lige var i Overgangsalderen, afvexlende lo og rødmede over den Blanding af Drilleri og fin Opmærksomhed, som han med Polkahaaret gjorde dem til Genstand for.
   Kom saa med Ormen hin lange! raabte den Tykke, der havde viklet sin Snøre op og undersøgte Krogens Spids med sin kødfulde Finger.
   Jeg havde modtaget Krukken med Ormene af Peer Matros nede ved Baadehavnen. Jeg bøiede med ned under Toften. Krukken var der ikke.
   Naa, skynd Dig med Ormene! raabte Fader utaalmodig.
   Jeg blev forskrækket som altid, naar jeg havde gjort noget galt.
   Min Fader saae paa mit Ansigt; det haarde Træk kom om hans Mund: Aa, Du er ogsaa en utaalelig dum Dreng! Aldrig kan man stole paa Dig!
   Jeg fik Taarer i Øinene. De havde Alle hidtil behandlet mig saa venligt, ja næsten kammeratligt.
   Nu har jeg Bid! sagde den Tavse ganske roligt. Han havde fundet en Orm i Bunden af Baaden, havde ganske stilfærdigt sat den paa Krogen og kastet Snøren ud.
   Død og Pine! raabte den Tykke, og hans store spillende Øine lynede. At vi ogsaa skulde have glemt Ormene!
   Jeg sprang op og rev i et Nu Frakke og Vest af mig.
   Vend Jer om! raabte jeg til mine Søstre, halv fortvivlet, halv desperat oplagt til at »gøre noget« for at genvinde det tabte Terrain hos Selskabet.
   Hvad Pokker vil han? spurgte Polkahaaret og holdt med en pudserlig Gestus sin Overfrakke frem som Skærm for de to Pigebørn.
   Jeg skød Sko og Strømper af mig, krængede min Skjorte over Hovedet og stod i mine hvide Lærredsbuxer som en anden Neapolitaner. Det Hele havde ikke staaet paa et Minut.
   Jeg henter Ormene! raabte jeg og kastede mig i Vandet. Da jeg kom op efter Dukkerten, hørte jeg til ikke liden Tilfredsstillelse for min Forfængelighed et: Satan til Dreng! fra Baaden. Jeg svømmede saa rapt jeg kunde ind til Bredden, løb i fuldt Firspring afsted til Peer Matros's lille Hus, fik af min gode Ven, den noget forbavsede gamle Ulk, en forhenværende Sardindaase fyldt med store fede Orme, og var ikke ti Minutter efter tilbage ved Bredden, hvor jeg var kommen iland. Her pustede jeg et Øieblik, viste hoverende den blanke Skat frem for dem derude i Baaden og fik et foreløbigt Hurra, som, forstærket med lydelig Haandklap og Latter, modtog mig, da jeg af den Tykkes vældige Arm blev halet op over Rælingen ind i Baaden.
   Jeg kunde mærke paa Fader, at han var ganske stolt af mig. Men han sagde ikke noget. Jeg trak mine Klæder paa og søgte saa godt som muligt at vride Vandet ud af mine Permissioner, der næsten sluttede som Tricot til mine Ben.
   Polkahaaret mente, at jeg absolut maatte forkøle mig.
   Min Fader lo: Det maa han vænne sig til!
   Kom her! raabte den Tykke, som havde trukket en Flaske op med en Proptrækker i sin Kniv og nu skænkede Vinen op i et Glas. Her er noget, der er lige saa godt som to Par tørre Buxer!
   Jeg takkede og drak.
   Prr. Stop, Menneske dog! De drikker jo Vin som om det var Øl. Smag paa det; det er ligefrem Forbrydelse at skylle saadan i sig!
   Han vendte sig om til Fader. Han lærer det tidsnok! mente denne.
   Jeg drak et Par Glas og følte mig usigelig vel tilmode.
   Nu gik det rigtig løs paa Fiskeriet. Alle Snører kom ud. Den ene store Aborre efter den anden blev trukket ind i Baaden; navnlig havde den svære Herre Held med sig; han lo, medens de Andre tyssede paa ham, og sang med dæmpet Stemme:

  Den Fisk, den Fisk, den grumme store Fisk!

hvergang han paany havde Bid. Polkahaaret syntes ikke ret om det Arbeide at sætte Ormen paa Krogen, - hvilket jo forsaavidt ogsaa er et barbarisk Pineri, ligesaa barbarisk som den Fornøielse i det Hele taget at trække de ulykkelige Fisk op af deres Element og vriste den skarpe Krog ud af deres blødende Gjæller. Han fik stadig mine Søstre til at forrette denne Bøddeltjeneste, og saa sagde han den ældste Komplimenter og bad i samme Aandedræt den yngste - hvad der gjorde hende ganske rød af Harme - om »at pudse sin Næse«. Det var i det Hele taget meget fornøieligt det Hele, og jeg følte mig for første Gang i mit Liv som voxent Menneske blandt Voxne.
   Og efterhaanden steg Solen høiere og høiere paa Himlen, Morgenfriskheden begyndte at tabe noget af sin »Bouquet« - som den Tykke udtrykte sig - og Fiskene begyndte at søge ud paa Dybderne. Madkurvene bleve afdækkede, og en livlig Frokost begyndte, under hvilken Spøg og Anekdoter krydsede hverandre. Min Fader, der langtfra hørte til den sædvanlige Art af Skuespillersnobber, gav sin ikke uvæsenlige Skærv med i Laget, parerede let og behændigt de flygtige Udfald, fortalte livligt fra sine Reiser og gav, saavidt min Iagttagelsesevne dengang strakte sig, mangen en træffende Karakteristik tilbedste af Personer og Forhold, som dengang figurerede paa Døgnets Exercerplads og hvortil selv vor Skoleungdoms Kundskab strakte sig.
   Den Tavse holdt sig bestandig tilbage og deltog kun med Enstavelsesord i Konversationen, uden at denne Tilbageholdenhed forøvrigt antog en generende eller dæmpende Form overfor Selskabet. Da vi omsider atter var landet i Baadehavnen, og medens de Andre havde travlt med Fangsten, stod han oppe ved Bolværket og saae med sine store, alvorlige Øine udover Søen, hvor nu Formiddagens hele straalende og jublende Sommerliv begyndte at røre sig i Skov og paa Eng, under de lystige Bankestokkes Slag fra Sørups Blegdamme, under Rovfuglenes enstonede Skrig fra Slotshaven og Sangfuglenes lystige Triller fra Buske og Græstuer der, hvor Markerne som et tæt, saftiggrønt Tæppe skød sine Blomsterbølger ned i det speilblanke Vand.
   Her er smukt! hviskede han hen for sig. Betoningen af disse Ord glemmer jeg aldrig.
   Jeg var for glad, for veltilfreds med mig selv og for lykkelig over disse Timers saagodtsom ublandede Velvære til at jeg ikke skulde søge at bringe denne min Følelse hen i Ensomhedens Skjul, førend nogen eller noget kunde komme imellem og gøre mig den stridig. Under et eller andet Paaskud blev jeg noget tilbage, og da jeg først havde seet det hele Selskab et godt Stykke paa Vei op igennem Skipperalleen, strøg jeg hurtigt ind over Stenten tilhøire i Slotshaven, smed mig under en stor Bøg og laa og stirrede aldeles uden Maal og Med, men fuldstændig i Overensstemmelse med min kæreste Vane, op mellem det bløde Mylr af svagt bevægede eller ganske søvndyssede Blade. Jeg havde været sammen med voxne Mennesker, berømte Personligheder endogsaa, og de havde givet sig af med mig, ladet mig citere Virgil, skænket Vin for mig, rakt mig et Kyllingebryst, og - min Fader havde været saa venlig, og jeg havde faaet Lov til at beholde de Penge, som han havde villet lade mig betale Skipper-Holm for vor Part i Baadturen, men som den svære Herre, »Professoren«, absolut ikke havde villet vide af at sige. Hvad behøvedes mere til en fuldstændig Lyksalighed? - Jo; En til at dele den. Adolf!
   Adolf! sagde jeg ved mig selv, idet jeg sprang op. Og forøvrigt kan det nok være, at ved Siden af min Vens attraaede Skikkelse, dukkede hans Moders frem, netop saaledes som jeg havde seet hende sidst, men - men for Guds Skyld venligere, kærligere; ja, hvad var i Grunden rimeligere end at hun gav mig et Kys paa Panden. Jeg havde jo været i det allerfineste Selskab, sammen med ...! Jeg var siden imorges tidlig bleven til noget, som man maatte respektere ... Jo; hun burde give mig et Kys.
   Jeg foer afsted gennem Gangene og ud gennem Laagen oppe ved Gartneriet. Selskabet var forlængst ude af Skipperalleen; altsaa Veien fri. Og nu derover, ind gennem Laagen, forbi de Par smaa Blomsterbede med de nydelige Roser og Aurikler, op til Døren og - men der var jo nedrullet endnu for alle Vinduer. Skulde Nogen være syg? Nej, jeg Dumrian; jeg tænkte jo slet ikke paa, at det endnu var Morgen, for andre Folk idetmindste, for alle de Stakler, der ikke havde været paa Fisketur med de berømte Skuespillere og havde svømmet iland efter Ormene og var bleven budt Vin af »Professoren«. Var mine Buxer tørre? Jo, de kunde gaa an! Jeg satte min Straahat paa tre Haar og kaldte:
   Adolf! sover Du, Adolf?
   Jeg syntes at høre et Svar inde fra Huset og uden at tænke videre over, hvorfra det kom, dreiede jeg om paa Gavlsiden og raabte igen mit Adolf!
   Der var kun eet Vindu paa Gavlen; idet jeg dreiede om Hjørnet, blev det skudt op. Jeg sprang derhen aldeles overtydet om at see min Kammerat, hvem jeg da vilde holde en Forelæsning for om Syvsoveri. Jeg saae - ikke min Ven, men hans Moder; et hvidt, blændende Syn, som hastigt trak trak sig tilbage, en Flod af brusende gyldent Haar, der rullede ned over de blottede Skuldre, en Sky af Kniplinger og Blonder, der sænkede sig for en Himmel af de Skønheder, som gør sit overvældende Indtryk paa en Syttenaarig trods alt hvad vise Fædre og gamle Tanter paastaar i modsat Retning. Jeg saae i Grunden Intet og meget mindre end der i en af vore Balsale bydes ud med alle Kunstens raffinerede Tillokkelser for en slap Ungdom, meget mindre end der i Dydens enfoldige Lande ærligt og redeligt bæres tilskue som Naturens skønneste Prydelser, en blottet bøiet Arm, der søgte at stemme den brusende Strøm oppe over Panden, en blændende Skulder og Hals, en Anelse om det Bølgeflor, som Oehlenschläger og Winther frit kunde faa Lov at synge om i vore Bedsteforældres Dagligstuer, som vore Forældre knibsk begyndte at trække sig tilbage for hos Aarestrup, og som nu i vore Dage, hvor Poesien skal gøres til Pædagogik, bliver stemplet med et Mærke, der een Gang for alle skal kalde alle brave Borgere paa deres Post.
   Jeg var ikke en slap Ungdom, jeg var uerfaren og uforsøgt, jeg var desuden Nordbo og strengt opdraget. Men jeg var tillige fyldt sytten Aar, sund og kraftig og med en letvakt Fantasi, der stadig søgte ny Næring mere gennem Tingenes rent ydre Tilsyneladelser end gennem sygelige Reflexioner, disse altfor tidlig vakte Grublerier, som maaske er den egenlige Hemmelighed i vore yngste Dages anæmiske Ungdom. Jeg sprang med et Sæt som en Hjortekalv tilbage og skjulte mig i de nærmeste Buske. Vinduet blinkede som et Lyn i Solen, da det hurtigt faldt i. Jeg stod mellem Kvistene og Løvet, tungtaandende, halvt med en brødefuld Bevidsthed, halvt med en ustandselig vakt Nysgerrighed. Saaledes maatte min ærede, saa ubarmhjærtigt straffede Stamfader Adam have staaet under Løvet, da den strenge gammeltestamentariske Gud kaldte paa ham.
   Men her kunde jeg ikke blive staaende. Jeg brød ud og løb frem foran Huset, og da jeg dog syntes at jeg burde give dette mit Morgenbesøg en lydelig og tydelig Forklaring, efterlod jeg mit Visitkort p: f: v: i et høit: Adolf! vi træffes ved Kilden! og saa foer jeg tilbage over i Slotshaven, min stadige Tilflugt i alle mine ungdommelige Sindsbevægelser.
   Haven vilde imidlertid denne Gang ikke ret berolige mit Sind. Jeg fortsatte med et Travløb, der efterhaanden som jeg i Tankerne paany opsøgte Synet i Vinduet, slog over i Galop. Jeg susede forbi Buske og Træer, forbi Sidegange og Stier; jeg vilde ned til Kilden, ned og drikke koldt Vand.
   Holla, Erik, hvorhen saa hastigt?
   Det var et Par, der dreiede ned imod mig fra en Sidegang, og som jeg i min Fart nær havde revet overende.
   Jeg standsede og vendte mig.
   Kommer Du maaske ogsaa idag fra Tante Birthe? Det er forresten noget tidlig paa Morgenen at besøge Spaakvinder. Eller har Du haft en ny Affaire med Hr. Bentheim?
   Det lod til, at man vidste god Besked. Parret var min ældre Kusine Julie og hendes Forlovede, en Skolelærer fra en af Landsbyerne i Nærheden.
   Jeg skulde aabenbart drilles. Men min Selvfølelse var saa stor idag, at jeg besluttede ikke at lade mig drille. Desuden holdt jeg af de to Mennesker. Han var en djærv, kraftig Natur, der aabenbart var mere anlagt for Skovvæsenet end for Pædagogiken. Saasnart han paa nogen Maade kunde finde Paaskud, gav han sine Skolebørn fri og kom da slentrende til Fredensborg med Bøssen over Nakken og i Reglen noget Vildt i Tasken, som han havde skudt underveis. Min Onkel blev regelmæssig gnaven, hvergang den tilkommende Svigersøn saaledes uventet indfandt sig; men da de til syvende og sidst vare lige uafhængighedslystne Naturer, enedes de i Hovedsagen. Den Kusine, dengang en livsglad, overgiven Pige med noget Smægtende bag Overgivenheden, som klæder alle unge forlovede Piger saa godt og som bliver mere og mere fængslende, jo nærmere Grænserne kommer for den »unge« Pige og Udsigterne til Brylluppet voxer, min Kusine vare disse Afstikkere naturligvis kærkomne. De gik og frydede sig over de lykkelige Forlovelsesdages Solskin, Længslernes og Forventningernes lyse Dage. De gjorde Ret i at nytte disse Dage. Et lille Skolelærerkald og mange Børn ventede dem.
   Skolelæreren var forøvrigt afholdt af Alle, som kendte noget til ham og forstod at vurdere hans frimodige, prunkløse Væsen, der altid holdtes i Ligevægt af hans Rets- og Billighedsbegreb, hans Kærlighed til Naturen og Dyrene, som ikke havde store Vanskeligheder ved at gaa over paa de Børn, han skulde undervise. Han havde maaske kun, men uheldigvis for ham, Fjender blandt sine høiere Foresatte, hvem han næppe var smidig opmærksom nok for. Hr. Bentheim kunde ikke lide ham, og han besvarede denne Antipathi med en lignende. Hans Sindsligevægt kunde vel undertiden bringe min fortøiede, lidenskabelige Kusine i Harnisk, men jeg tror, at de passede for hinanden; i ethvert Fald fik de som sagt i Tidernes Løb mange Børn, og udover det sædvanlige menneskelige Maal af smaa Kaars uadskillelige Gnaverier saaes de altid trofast og kærligt at holde sammen.
   Min Kusine havde haft Ordet. Jeg svarede ikke.
   Hun vedblev:
   Gav Tante Dig nogle af sine deilige Kager, som hun har staaende inde bag sin Seng, eller var det maaske Sansekager, Du fik hos hende? Man fortæller, at Du og Din Kammerat kom hurtigt ud af Døren!
   Jeg rettede mig: Det lader virkelig til, at man er godt underrettet. Bliver man altid saaledes udspioneret herude?
   Hun lo.
   Du er nok stor paa det idag. Har hun maaske spaaet Dig noget om det Baroni, Du skal arve i Polen?
   Baroni? spurgte jeg og faldt noget ud af Tonen.
   Ha ha! Det bider paa ham. Veed Du ikke, at Du igennem Din Grandtante bevislig har Ret til Titelen Baron af Snopoldolsky og en maaske mindre bevislig Adkomst til Snopoldolskyernes Godser i Polen? Har hun virkelig ikke fortalt Dig det? Det pleier hun ellers ikke at gemme paa som paa sine Kager! Hun fører jo selv sit »Pigenavn« Snopoldolsky tiltrods for Manden med den trekantede Hat paa Væggen, som nok har været hende nærmere end han er nu!
   Tys, Julie; hvad er det dog Du fortæller! afbrød Skolelæreren.
   Og det muntre Par lo, og jeg vidste hverken ud eller ind.
   Forøvrigt skal Du ikke tænke formeget paa Baroniet, Erik! fortsatte hun. Det kunde blive for vidtløftig; men Navnet kan Du godt optage efter Din Oldefader. Det vil klinge smukt: Erik v. Dahl-Snopoldolsky, Baron i Maanen!
   Hun lo endnu mere. Jeg blev vred.
   Du skal ogsaa altid fortrædige mig!
   Julie fortrædiger Dig ikke! sagde hendes Kæreste endnu leende. Men hvorledes var det Du og den samme unge Kammerat behandlede Hr. Bentheim forleden? Fy! og saa være To om En!
   Vi var ikke to om ham. Jeg brødes alene med ham, og jeg kunde ikke gøre ved, at min Ven slog løs paa ham imedens!
   En deilig Forklaring. Den ene holder ham, medens den anden slaar løs. Dersom der ikke var saa stor Forskel i Alder og rimeligvis ogsaa i Kræfter, vilde jeg kalde det et lumpent Overfald!
   Jeg fik Blodet til Hovedet, men jeg betvang mig; maaske følte jeg, at min Sag dog ikke var saa ganske ren.
   Hør! Du veed, at jeg holder af Dig, og Du er ogsaa min Ven og tager mig med paa Jagt og Du har Lov til at sige mig Alt hvad Du vil. Men den Bentheim kan jeg for min Død ikke fordrage, og jeg begriber ikke, at Harriet vil lade ham ...!
   Aa! udbrød min Kusine. Spar Dine Bekymringer for Harriet. Sikken En! Vil Du, som er en Dreng, gaa irette med hvad voxne Mennesker tænker eller gør!
   Jeg er ikke nogen Dreng. Jeg er fyldt sytten Aar, og jeg lader mig ikke hovmesterere, og især ikke af Fruentimmer. Jeg veed meget god Besked om mange Ting, og hvis jeg bare vilde fortælle ...!
   Jeg standsede, jeg følte, at jeg havde vovet mig for langt frem.
   Fortæl, fortæl! udbrød de begge smilende. Det kunde være interessant at vide, hvad Du veed!
   Ingenting! svarede jeg og vendte mig kort.
   Erik! raabte han. Kom nu og lad os være gode Venner alle tre. Du maa gøre Bentheim en Undskyldning; I maa se at blive forligte, skøndt det rigtignok er vanskeligt ovenpaa den Scene. Hvorfor Pokker skulde I ogsaa slaas paa Gaden? Men ligemeget; der er Feil paa begge Sider, og I kan lade det gaa lige op. Han har nu dog faaet sin Gang der i Huset og forstaar at omgaas den Gamle. Din Onkel er frygtelig gnaven over Historien, Din Tante er ulykkelig og Harriet græder. Der maa en Ende herpaa, og Du maa gøre det første Skridt som den Yngste. Det er ret og billigt, og Du er nu, som Du selv siger, ikke længer nogen Dreng, der kan gøre Drengestreger og saa skulke af for Følgerne!
   Om det nu var disse sidste vægtige Argumenter, der omstemte mig, eller det var den Oplysning om den grædende Harriet, det skal jeg lade staa hen. Jeg var tilbøjelig til at lade nogle af disse Taarer gaa paa mig. Hvorfor skulde hun netop »græde«, fordi hendes Tilbeder og jeg havde været i Klammeri sammen, uden netop fordi der endnu var nogen varm Følelse tilovers for mig, som jeg havde krænket ved min Hensynsløshed. Hun følte sig ganske vist smigret af den evige Kurtiseren fra Hr. Bentheims Side, men saa seende var dog ogsaa jeg dengang - denne Kurtiseren blev bestandig staaende paa samme Punkt, og hun kunde meget godt paa samme Tid have et lille Hjerterum aabent for min halvt barnagtige Hyldest, halvt trodsige Rivaliseren med den ældre og mere slebne Tilbeder. Og hvad vilde saa, naar Alt kom til Alt, denne Hr. Bentheim? Dette Spørgsmaal havde vel Alle i Familien hver paa sin Maade og overensstemmende med sine Spekulationer forelagt sig. Jeg havde grundet meget derover; og uden at det hos mig var traadt frem i en bestemt og klar Overbevisning, var jeg dog mest tilbøielig til at hælde til den ikke saa fjerntliggende Formodning, at her snarere var Tale om en planmæssig Forførelse end om en legal Opnaaelse af det, der i enhver anstændig Familie sættes i Forbindelse med at have »reelle« Hensigter.
   Nuvel, jeg slog til. Synet fra Morgenstunden og den Opbrusning, det havde fremkaldt i min Sjæl, var ligesaa hurtigt svundet og havde veget Pladsen for min Kusines Taarer. Det gaar i en Fart, naar man er ung.
   Jeg gaar ligestrax hjem med Jer, men jeg maa først møde Adolf ved Kilden!
   Hvilken Adolf? spurgte min Kusine.
   Adolf Brunnow, min nye Ven!
   Ah! det er ham, som ... Der er en Fru Brunnow, som er flyttet herud for nogen Tid siden, er det hans Moder?
   Ja!
   Og hans Fader, er han ikke med herude?
   Jeg tror ikke, at han har nogen Fader!
   Nei, det er jo sandt, man siger ...!
   Hvad siger man? spurgte jeg ivrigt.
   Aa, Ingenting. Det er blot noget, man fortæller. Man fortæller jo saa meget. Hun er naturligvis Enke!
   Jeg vilde have trængt yderligere ind paa hende, men nu saae jeg Adolf komme. Jeg præsenterede, hun slap sin Kærestes Arm og gav sig strax i Snak med den Fremmede. Fruentimmer have en mærkværdig Gave til at benytte sig af nogle Aars Forspring overfor ganske unge Mennesker. Jeg kunde høre, medens de gik foran Skolelæreren og mig, som underholdt os om Jagt og Hønsehunde, hvorledes hun som en Slange snoede sig ud og ind gennem en Række Spørgsmaal, der allesammen mundede ud i samme Genstand: Moderen.
   Deres Moder er altsaa født dansk, men var gift med en engelsk Købmand i Gibraltar?
   Ja!
   Hvor længe er det siden Deres Fader døde?
   Det kan jeg ikke erindre saa lige. Min Moder og jeg var efter den Tid nogle Aar i Tyskland ved et Badested, og saa tog vi her til Danmark!
   Har Deres Moder Slægtninge her?
   Det veed jeg ikke. Jeg tror det, men jeg har ikke seet nogen!
   Og De har en Onkel i Gibraltar, som De skal ned til?
   Ja!
   Deres Farbroder?
   Ja, jeg tror det!
   Og hvorlænge bliver De nu boende herude?
   Det veed jeg ikke!
   Tager De til København til Efteraaret?
   Det veed jeg ikke.
   Saaledes gik det fortvæk. Om det laa i Adolfs sædvanlige Tilbageholdenhed eller han virkelig i dette Tilfælde ikke vilde ud med Sproget, det kunde jeg ikke blive klog paa. Megen Besked fik min Kusine i hvert Fald ikke, og det glædede mig; jeg veed ikke hvorfor.
   Vi kom gennem Byen og hjem til Købmandsgaarden. Vi gik over Gaarden og ind i Køkkenet. Udenfor Døren vilde Adolf undskylde sig, men jeg hviskede til ham, om han var bange? og det afgjorde Sagen. I Køkkenet stod min lille skikkelige Tante; da hun saae mig komme, gjorde hun et Forsøg paa at tage mig om Halsen, og kaldte mig: sin egen gode Dreng, der som en god Kristen vilde gøre Afbigt og udsone sig med sine Uvenner! Vi kom ind i den gammeldags Spisestue; der gik Onkel op og ned ad Gulvet i sine nedtraadte Tøfler og røg paa sin lange Pibe med det knækkede Porcelænshoved, hvor en Genius i rosenrøde Skyer svævede over en tysk Inskription: Der Hausfriede. Inskriptionen var bleven staaende, men den stakkels Genius var, maaske endogsaa ved en eller anden huslig Scene, gaaet midt over. Han saae baade gnaven og forundret paa os, da vi traadte ind, men sagde ikke noget. Min Ven og jeg blev staaende temmeligt forlegne i Spisestuen, medens Parret gik ind i det næste Værelse, den store, rummelige Dagligstue med sin Duft af Nerier, sit blomstrede blaa Tapet, sit venlige Solskin og sine Lampebakker, Blomsterskaale, Avismapper etc., der alle vare dekorerede af Husets Damer eller den Veninde, der malede. Ind til os lød blide mendelssohnske Melodier. Jeg kjendte Haanden, der anslog dem, det var min Ven Musikerens.
   Spillet ophørte, der lød Stemmer, det varede noget. Min Onkel gik tavs op og ned ad Gulvet, udsendende gnavne Røgskyer. Vi to unge Fyre stod og saae paa hinanden. Situationen var ikke uden Pinlighed.
   Saa kom Skolelæreren og hentede os ind.
   Hvorledes udsoningen egenlig fandt Sted, har jeg forlængst glemt. Morsomt maa det have været for en usynlig Tilstedeværende at se det Haandtryk, som bekræftede Freden. Musikeren var glat, smilende, »fedtet« som sædvanlig, men jeg formaar dog endnu at erindre det Øiekast, hvormed han betragtede de to »Hvalpe«, hvis Poter han modtog. Naa, de fleste Slyngler her i denne slyngelagtige Verden er feige. De foretrækker Fred, i hvert Fald den »bevæbnede« Fred, for aabenbar Krig, og de gør gerne Indrømmelser der, hvor de i Grunden burde have staaet paa deres Ret blot for at faa Hænderne fri til deres egne private Smaaforetagender.
   Udsoningen fandt Sted. Og som om det Hele formeligt var sat i Scene, aabnedes Døren ud til Gaden - medens Hr. Bentheim fortsatte med vuggende Overkrop de blide mendelssohnske Melodier paa det gamle skrattende Instrument - og ind traadte min Kusine Harriet med sin gifte Kusine, den vel konserverede Skønhed fra Helsingør, og de to Veninder, hende, som malede, og hende, som læste til Lærerindeexamen.
   Min Kusine saae meget godt ud den Dag. Hendes mørke Teint og det noget undvigende Udtryk i de staalgraa Øine oplivedes af den Latter, hvormed hun og de andre Damer traadte ind. Hun bar en hvid Kjole af et tæt Stof og et rødt Bælte; paa det mørke Haar havde hun en stor, bredskygget Straahat af den Slags, som da kaldtes »Herrevinkere«. Den gifte Kusine fra Helsingør - hende, som vi kaldte for Tante Lise - var i Dag mere end ellers Voxkabinetsdamen med de røde Kinder, de smukt ordnede Krøller, de trods deres Latter kølige Øine og det evige Smil om den temmelig brede Mund. De to andre vare vakre, elskværdige Damer, utvungne, selskabelige.
   Hvilken Tvetydighed min gode Tante Lise netop havde opvartet med, er ikke godt at sige. Den overgivne Latter, hvormed det muntre Selskab traadte ind ad Døren, veg øieblikkelig for et temmelig stramt Træk om de fire Munde, da man opdagede, hvem det var, som befandt sig i Stuen. Smilet kom dog snart tilbage, da man hurtig gættede sig til den Forandring, der var foregaaet i de forhen fjendtlige Parters Stilling. Onkel blev hentet ind og fik et eftertrykkeligt Smækkys af den lystige Tante Lise; han lo og slog fra sig med Piben, saa at den stakkels reducerede Genius svævede i stor Fare for fuldstændig at takke af. Harriet hilste temmelig tvungent paa mig, men gav sig strax af med Adolf, hvem jeg nu præsenterede for Damerne. Min Kusine satte sig derpaa hen og spillede en Firhændig med Hr. Bentheim. Adolf stillede sig hen bag den store Nerium og havde ikke sine Øine fra de Spillende.
   Min Ven og jeg blev her til Middag. Der blev dækket ude i Haven. Latter, Passiar, Munterhed ved og paa Grænsen, stundom streifende udenfor samme, herskede under Maaltidet. Adolf sad med Munden fuld af Agurkesalat og stirrede saa ufravendt paa Harriet, at hun til Slutningen maatte døie adskillige Stikpiller rundtomkring fra, og ikke de lempeligste fra Tante Lise, hvilket atter havde til Følge, at den stakkels Pige fuldstændig lod sig optage af Hr. Bentheims Galanterier.
   Da vi reiste os fra Bordet, hviskede Adolf til mig:
   Hvorfor har Du ikke vist mig hende før?
   Hvem?
   Din Kusine!
   Hvilken? Her er en fem, sex Stykker i Dag, baade ægte og falske!
   Harriet naturligvis!
   Synes Du godt om hende?
   Det gør jeg rigtignok. Og jeg kunde have Lyst til at give den Musikant nok en Dragt Prygl!
   Jeg maatte le. Gør nu blot ingen Dumheder, Adolf! Du pleier jo at være Fredsommeligheden selv. Husk paa, at der er Vaabenhvile. Lad os idetmindste holde Freden til i Morgen.
   Han vilde svare, men opdagede idetsamme, at hun stod alene for sig selv. I et Nu var den ellers saa undselige Fyr ved hendes Side og viste hende, uden forøvrigt at sige ret meget, den allertydeligste Opmærksomhed. Hans Ansigt blussede, hans Øine skinnede halvt sænkede men usigeligt inderlige med en egen blød Hengivenhed. Atter slog Ligheden mig med hans Moder i et enkelt Øieblik.
   Jeg faldt i Tanker.
   Skal jeg afstaa hende til ham? tænkte jeg ved mig selv.
   Hvem? vil man maaske spørge.
   Ih naturligvis min Kusine! .....
   Som om jeg havde nogen at afstaa .....!
   Ja, dengang disponerede man friskt væk. Man kunde sagtens gjøre det; man eiede Intet, Ingen.
   Den Eftermiddag seilede hele Selskabet over Søen til NøddeboHolt, hvor der skulde spises til Aften.
   Der var en Jubileren, Passiaren og Latter i Baaden. Adolf var revet med af den overgivne Stemning og aldeles som forvandlet. Han sad paa Toften ved Siden af Harriet; paa den anden Side sad Hr. Bentheim, ikke lidet ærgerlig, som jeg til min hemmelige Glæde bemærkede, over den ny opdukkede ungdommelige Rival, hvis Naivetet og uskrømtede Beundring aabenbart tiltrak og smigrede min Kusine. Mig var Selskabet for larmende, muligvis ogsaa for optaget af sig selv. Paa den ene Side var det henrivende Naturindtryk fra om Morgenen endnu for friskt i min Hukommelse, paa den anden Side mente jeg, at jeg paa Fisketuren, og tilfældigvis netop i samme Baad, havde spillet en betydeligere Rolle i et betydeligere Selskab.
   Jeg satte mig helt forud og saae paa Luften og paa Vandet og blev halv forstemt, medens Baaden, styret af den kyndige Peer Matros, skød let hen over de hoppende Smaabølger, og Genlyden af de mange oprømte Stemmer kredsede om Baaden som snaksomme Maager, eller i de enkelte Pauser tabte sig agterude som Smaakluk fra det rislende Kølvand.
   Jeg blev i min uselskabelige Stemning nede hos Peer Matros ved den lille Landgangsbro, da vi endelig var kommen over ved Nøddeboskovens høie Banker; og jeg saae, med en Blanding af Fryd over at være bleven tilbage og Ærgrelse over, at jeg i det Hele taget kunde være saa uselskabelig, Selskabet forsvinde oppe mellem de høie Stammer.
   Ingen tog videre Notise af min Stemning. »Det var man jo saa vant til hos mig«, sagde man, hvilket ærgrede mig endnu mere. Naar endda Harriet havde plaget mig om at gaa med! Men see, om hun gjorde det!
   Adolf vilde i sin Skikkelighed blive nede hos mig, men jeg var høimodig nok til ikke at tage derimod. Jeg pegede med en høitravende mørkmelankolsk Mine mod min Kusines hvide Kjole, som netop saaes oppe paa Brinken, og opfordrede ham mystisknikkende med Hovedet til »at smedde, mens Jernet var varmt!« Han galopperede da op ad Skrænten for at smedde, og jeg blev i Baaden i Peer Matros' Selskab.
   Peer Matros sad overskrævs paa Mastetoften og gav sig paa sin sindige Maade ifærd med den lille Extramadkurv, man havde ladet blive tilbage til ham. Han halede roligt sin store Foldekniv i Seglgarnsbaandet frem af sin Lomme, smurte Smør paa Brødet, skar Ost og Pølse, trak en Flaske op og bød mig.
   Tak! jeg skulle ikke have noget!
   Det er Jomfruernes egne Varer! sagde han forsikrende, som om denne Anbefaling for Varerne maatte fjerne enhver Indvending imod dem.
   Jeg takkede endnu engang, men afslog Tilbudet.
   Naa jaja! sagde han sindigt. Saa bliver der saameget mere tilbage til de smaa Orme derhjemme!
   Jeg saae noget uvist paa ham. Til Ormene, Peer Matros?
   Javel; Rollingerne!
   Naa, saaledes!
   Der gik adskillige Minuter, saa spurgte jeg:
   Hvormange Børn har De, Peer Matros?
   Nu har vi den sjette paa Stabelen. Fem er løbet af, men den ældste hun led Havari og gik bort ifjor Vinter.
   Atter en længere Pause.
   Er det sandt, Peer Matros, at De sprang i Luften med Christian den Ottende i Eckernførde?
   Aa ja saamænd er det saa; det kan mit Ben her fortælle! - og han strakte Knæet med Besværlighed fra sig.
   Hvorledes gik det til?
   Det gik til paa den Maade, at der gik Ild i Krudtet, og saa sprang vi i Luften!
   Jamen jeg mener, hvordan var det egenligt ... jeg mener de nærmere Omstændigheder?
   Ja, dem kjender De vist lige saa godt som jeg, De, som har læst saa meget. Jeg kender kun til det af hvad jeg fik at læse om det siden efter, og det har De naturligvis ogsaa læst. Eller kanske studerendes Folk ikke læser saadan noget?
   Jeg følte mig meget smigret ved de »studerende Folk«, men var dog endnu ikke tilfredsstillet.
   Jo, jeg har ganske vist læst om hele den Begivenhed, men jeg vilde gerne vide noget derom af En, som selv har været med. De forstaar jo nok, jeg vilde gerne vide f. Ex. hvor De stod i det Øieblik, og om De følte noget og saa videre.
   Naa saaledes. Ja seer De, jeg stod paa øverste Batteridæk ved en Kanon, som netop var skudt væk af Porten. Min ene Kammerat ved Kanonmandskabet var faldet omkuld, og jeg spurgte ham netop, hvor han havde faaet det. Da han ikke svarede, saae jeg ud igennem Porten for at see, hvordan det stod til derudenfor. Saa var det, ligesom om hele Skibet paa eengang blev af Gummielastikum, og saa var det forbi!
   Var det det Hele?
   Det var det Hele?
   Hørte De slet ikke det frygtelige Brag ved Explosionen?
   De mener Knaldet, kan jeg tænke. Nei, der var Allarm og Spektakel nok iforveien; men stærkt maa Knaldet have været, for jeg var døv paa begge Ørene mange Uger efter at jeg var bleven fisket op af Tyskerne. De vilde ogsaa gerne have taget mit Ben fra mig paa Lazarethet, men saa var der en lille tyk Doktor, der bad for mig, og saa beholdt jeg Benet og slap med det stive Knæ. Jeg har ellers tidt tænkt paa, at jeg nok kunde lidt at see den Mand endnu engang og takke ham for hans Uleilighed. Men kanske han blev skudt siden efter. Der var jo saamange, der blev skudt dengang, baade Doktorer og Oppassere og andre Mennesker!
   Vi snakkede endnu lidt frem og tilbage, og saa kom Onkel ned til os.
   Skal Du ikke med op? spurgte han.
   Nei, jeg har ikke Lyst! svarede jeg.
   Han saae ud, som om han ikke selv havde Lyst. Maaske støiede de ogsaa ham for meget deroppe. Han satte sig ned paa Broen og legede med sin Stok i Vandet.
   Hvad er det, I to snakker om?
   Jeg fortalte ham det, men han havde nok hørt Historien før, saa han var ikke videre opmærksom Tilhører.
   Samtalen døde snart hen imellem os, og Enhver sad i sine egne Tanker. Solen gik ned, og Aftenens Dæmring begyndte at lægge sig over Landskabet. Af og til smaaklukkede Søen under Baadens Bund, og nu og da førtes en Stump løsrevet Latter ned til os fra Skoven. Ellers blev Alt omkring saa stille, saa vemodigt stille næsten. Noget af det Sindet betagende, som hviler over alle de danske Indsøer, men maaske stærkest fremtræder her ved Fredensborg, og tilmed under en Sommeraften, dalede med et eget blødt, uimodstaaeligt Tryk fra den violette Himmel ned over Skovbredden. Jeg følte mig mere og mere forstemt, ulykkelig, utilfreds med denne Verden, der netop naar den byder os sin skønneste Side frem, tillige viser sin Braad - ligesom de tropiske Blomster, om hvilke de Reisende fortælle, at de i deres rigtfarvede duftende Bæger skjuler en fin Spids, der saarer og gyder Gift i Saaret. Jeg var utilfreds med denne Verden, der i det ene Øieblik synes saa stor og i det næste kun er en snever Indsø, kvalt i Favntag af tætte Skove, overhvælvet af en Himmel, der, saasnart Solen har forladt den, falmer hen som en sart Blomst under Nattens kolde Kys.
   Jeg saae til Peer Matros. Den bøiede Skikkelse var netop beskæftiget med at pakke Maden sammen - Føden til de smaa Orme. Jeg saae tilbage over min Skulder over mod hans lille Hus paa den modsatte Bred. Ruderne blinkede i det sidste Genskin fra Aftenskæret eller maaske fra Maanen, som jeg vidste skulde staa op herinde over Skoven.
   Længes De aldrig bort herfra, Peer Matros?
   Han saae op. Længes herfra? Jeg har jo Mutter derovre og Rollingerne og Huset. Hvor de tre Ting er, der ligger jeg godt fortøiet!
   Bliver det aldrig for trangt for Dem her?
   Nei. Naar man hele sin Ungdom har faret omkring paa Havet og døiet Storme, og tilsidst sprunget i Luften, saa er man glad, om man bare kan have det som jeg, selv om Luka'et er aldrig saa snevert. En anden Sag er det - tilføiede han noget langsommere - om man maaske begynder med Luka'et og Mutter og Rollinger; saa kan man muligvis længes efter rumt Farvand og en Dravat derude; men saa skal man ogsaa passe paa, at man ikke ender med at springe i Luften. Det er da ikke altid sagt, at man slipper fra det med et stivt Knæ!
   Onkel reiste sig. Det forekom mig, at han sukkede.

        So leben wir, so leben wir, so leben wir alle Tage!

hørtes Hr. Bentheims Stemme derinde i den tavse Skov, og et Latterkor fulgte ham. Holla! Peer Matros, er Baaden klar?
   Jovel! brummede den gamle Ulk. Nu kommer vi saa langsomt, som den store Hvalfisk sa'e til de tre smaa Grønlændere, der vilde trække den iland.
   Der var ingen Vind; vi maatte ro hjem. Peer Matros, Adolf og jeg satte os til Aarerne, det øvrige Selskab forsøgte, dirigeret af Musikeren, en flerstemmig Sang, men det vilde ikke rigtig gaa. Maaske var Natten dem alligevel for smuk. Maanen stod, næsten voxet ud til hele sin Skive, rolig og høitidelig bag den mørke Skov, fra hvis Skygger vi arbeidede os ud. Efterhaanden som vi kom længere ud paa Søen, blev Fladen, hvorover vi gled, som en Staalplade, overgydt med hvidglødende flydende Metal. Hvergang et Aareblad blev dyppet i Metallet, var det ligesom om det sydede og hvislede dernede, ligesom om Aarebladet var en magisk Hammer, der for hvert Slag slog Ringe og straalende Smykker ud af Metallet. Luften var lun, men behagelig at indaande. Der gemte sig meget i denne Luft. Den var ligesom svanger med Sang og Digt, Forelskelse, æventyrlige Bedrifter; og det var, som om jeg havde oplevet det altsammen eller lige stod i Begreb dermed. Jeg fik i Tankerne fat paa nogle af Kæmpeviserne og gav mig ved mig selv til at recitere de mange, lange Strofer i Takt til mine Aareslag. Ja Kæmpeviserne, - disse en halvbarbarisk men livskraftig Tids uformelige Gestalter, der strutter saaledes af Styrke, Lidenskab, Ild, Hævn, Elskov, Had og rørende Simpelhed, at Digtet slet ikke veed hvorledes det skal tumle det Altsammen og former sig ligesom de Uhyrer, det besynger, i uendelige Ringe og Led. Kæmpeviserne, som vor ferske Tid nu ifølge Reskripter og Forordninger ramser op og traller løs paa i alle Skoler og ved alle Forsamlinger. Tankeløst Udenadsværk. Lad blot en Eneste af vore Rhapsoder forsøge at sætte en Hundrededel af den moralske og æsthetiske Livsopfattelse i Scene, - og vi skal se, hvad Skolekommissionen siger dertil!
   Vi arbeidede os langsomt over mod Hjemmets Side. Der laa hele den terrasseformige Slotshave som bag et tyndt Flor, mildt belyst af Maanens dæmpede Glans, umærkeligt aandende som et Barn, der sover. Det var vor Slotshave, og dog ikke den, vi kendte saa godt. Det var et Opholdssted for Aander, maaske for henfarne Slægter, der, ligesom vi nu, tidt og ofte var draget hjem over Søen en stille Aften, - indtil de maaske en saadan stille, duftsvanger Aften pludselig var sunket med Baaden her paa dette samme Sted, dybt, dybt ned, hvor de smaa Aborrer foer forskrækkede tilside, hvor de store Gedder havde stirret paa dem med glubske Øine, og hvor de fantastiske Vandplanter med de krusede Blade og de lange, ormeagtige Stængler havde vugget sig sagte, bevægede af Bundkildernes Strømninger, hen over de blege Gæster.
   Jeg blev formelig halv bange over mine Drømmerier. Ja, sæt nu, at vi sank! Naa, jeg kunde ialfald svømme. Men Damerne? vilde de ikke klynge sig krampagtigt til En, og vilde ikke Alle omkomme? Aa nei, det gik vel nok. Vi var jo næsten en Mand til hvert Fruentimmer. Jeg vilde dog see at bjerge min Kusine, - nei, det fik Adolf Lov til. Men der var En i Baaden, som jeg absolut ikke vilde hjælpe, hvis han ikke kunde hjælpe sig selv ... eller, hvis jeg nu tog ham paa Slæb! thi det var egenlig endnu større Triumf ... saa vilde jeg haabe, at en stor Gedde vilde bide ham dygtigt i Benene, maaske bide den store Taa af; det skulde jo være saa farligt med den store Taa!
   Der var Kuplen, Slotskuplen over de høieste Trætoppe. Den satte mig tilbage til Virkeligheden. Min Onkel sad og stirrede paa den. Tænkte han maaske paa den Gang, da han selv laa oppe som Tømmermester og reparerede den allerøverste Lanternekupel? Maaneglansen faldt netop paa en af de allerøverste Ruder. Den lille usynlige Rude blinkede som en Stjerne. Det var et klart, skarpt, næsten hovmodigt Blink, ganske anderledes end det beskednere men hyggelige røde Lys dybt nedenunder Kuplen, nede ved den nære Bred, i Peer Matros' »snevre Luka'.«
   Vel roet! Aarerne ind! lød nu Peer Matros' orlogsmæssige Kommando. Vi gled ind i Baadehavnen ved Skipperhuset; Passiaren og Latteren »kulede op igen« - som vor Styrmand ved en Leilighed udtrykte sig -, man hjalp Damerne op paa Broen, og Adolf og Musikeren mundhuggedes om, hvem af dem der skulde hjælpe Harriet, hvilket havde til Følge, at hun tog imod min Haand.
   Er det ikke en ganske flink Fyr, jeg der har skaffet Dig? spurgte jeg hende sagte.
   Jo, han er ganske vakker. Meget elskværdigere end Du!
   Jeg takker. Er han ogsaa elskværdigere end Hr. Bentheim?
   Jeg troede, Freden var sluttet. Begynder Du nu igen?
   Nei; det var ikke saaledes ment!
   Godt. Sig mig, Du kommer jo der i Huset, er hans Moder saa smuk, som man fortæller?
   Hun er udmærket smuk!
   Virkelig. Det synes, at Din Familie er enstemmig i sin Smag; man siger, at Din Fader ofte gaar igennem Skipperalleen!
   Det var aabenbart uforsigtig sagt af min Kusine. Men nu var det sagt. Jeg grundede derover, men jeg var for frisk til at blive hængende der, hvor Meningen tydeligt nok havde været, at jeg skulde hænge fast. Han fandt hende altsaa smuk! Nu ja, var det ikke saa rimeligt? Og han gik igennem Skipperalleen og saae maaske alligevel til Kottagen - naar jeg ikke var med! Ja! det var jo ogsaa naturligt. Alt var naturligt. Vilde jeg ikke selv i dette Øieblik give meget for at kunne knibe ud fra Selskabet og gaa op til den lille Kottage, for at hilse paa den smukke Frue?
   Men jeg kunde ikke slippe fri. Den Dame, der malede, begyndte at indlede en Samtale med mig. Selskabet havde opdaget, at der endnu var et Par Flasker tilbage i Kurven, hvoraf der kunde laves Punsch, og Peer Matros' Køkkenskorsten var udset til Arnestedet for dens Tilvirkning. Selskabet skulde da leire sig udenfor, og vi skulde synge; der var saadan en deilig Resonans dernede ved Søen, hvor de høie Træer havde trukket sig tilbage og ladet Plads aaben for den lille Eng med Huset, Blegepladsen og de hviskende Siv.
   Vi sad paa Stole, Bænke, omvendte Spande og andre improviserede Sæder udenfor Huset i den stille Aften. Maanen skinnede mellem Sivene i Vandet næsten lige for vore Fødder, Døren ind til Køkkenet stod aaben, og derinde var Skolelæreren ifærd med at brygge den nationale Drik i en stor Kasserolle, hvis blaalige Flamme oplyste hans mandige Træk. Hans Forlovede hældede sig op til ham og kiggede nu og da nysgerrigt ned i Flammerne. Udenfor sad vi i Rundkreds, nogle drapperede med Shawler, Adolf paa en Skammel ved Siden af Harriet, Musikeren i Midten med et Kosteskaft som Taktstok, Onkel rygende paa sin Pibe. Først istemtes der unisono en af de uundgaaelige Fædrelandssange. Men da Skolelæreren kom ud med den rygende og flammende Kasserolle, og Drikken var bleven delt rundt i Glas og Kopper, fik vi en haltende Kvartet istand. Musikeren havde en bøielig Baryton, lidt smørret, men det gik an. Læreren sang en kraftig Bas. Jeg hinkede med som den anden Tenor. Adolf sang første. Det var naturligvis Christian Winther, som maatte holde for:

      Ak, om I vilde 
      Synge og spille ......

lød det ud over Vandet og henimod den lyttende Skov, og Damernes Haandklap skræmmede Ekkoet op rundt omkring.
   Hr. Bentheim drak et Par Glas efter hinanden. Han maatte stemme Instrumentet, forklarede han. Adolf, som ogsaa »stemte«, sprang ved Ordet Instrumentet op og raabte, at han vilde hente sin Guitar.
   Ja løb, løb! raabtes der til ham fra alle Sider.
   Jeg sprang ligeledes op; en Tanke foer mig gennem Hovedet og ligesaa hastigt ud af Munden:
   Tag Din Moder ned!
   Der blev en forlegen Pause rundtomkring. Adolf havde dreiet sig i Farten og saae usikker fra den Ene til den Anden. Harriet var den, der tog Ordet med sin dybe, myndige Stemme:
   Ja naturligvis. Fru Brunnow er velkommen! - Hun vendte sig og hviskede til Søstren: Vi maa dog engang see hende!
   Onkel bøiede sig forover og hældte sin Pibesauce ud.
   Herregud! mumlede han. Skal vi have flere Fruentimmer endnu?
   Jeg gaar med Dem! erklærede Harriet. Denne Aften er nu engang blevet en Improvisation; lad os blive i Rollen!
   Hun og Adolf gik.
   Hr. Bentheim var maaske ikke saa ganske tilfreds, men han skjulte det i ethvert Fald godt, og hvad enten hans Oprømthed nu var virkelig eller forstilt, saa elektriserede han Selskabet, der var blevet en Smule tavs ved det lille Intermezzo. Han fik Damerne til at synge, han bød Punsch rundt, klinkede, sagde Komplimenter, holdt en Tale for Onkel, og foreslog endelig at lege Panteleg saalænge.
   Tante Lise var den første, der kastede Lommetørklædet, og hun kastede det til Musikeren:
   Af! (udtalt Av).
   For Satan! raabte han.
   Nei, De skal give Pant. Jeg mente: Afskum!
   Ja, hvad Damerne mener, det er Et; hvad de siger, det er i Reglen noget Andet.
   Aa, De er en rigtig sort Sjæl, er De!
   Hør! raabte jeg, saa stærkt jeg kunde.
   Saaledes gik det videre, og det var det fuldstændigste Kaos af Latter og Raab, der modtog min Kusine, da hun atter kom tilbage med Adolf og med - ja virkelig - med Fru Brunnow.
   Præsentationen dæmpede lidt af paa Munterheden, men den sidst Ankomne vidste med en ganske særegen Smidighed at føie sig ind under Stemningen, saaledes som den for Øieblikket var; Herrerne (hvoriblandt jeg naturligvis) vare strax tilrede med at byde Plads; hun satte sig ved Siden af Harriet, og Musikeren delte sine Galanterier med beundringsværdig Kunst mellem begge, delte saa ligeligt imellem dem, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulde gribe til, og endelig trak mig tilbage i en bitter Følelse af Forsmaaethed og Overflødighed.
   O, hvor jeg var rasende paa den glatte, smidige Mand, der iaften syntes at være ret i sit Es. Han fik fat i Adolfs Guitar, hvis Perlemorsindlæg glinsede blaalig grønt i Maanelyset, og uden øiensynlig at kende videre til den Slags Instrumenter, anslog han med sit fine musikalske Instinkt Akkorderne og ledsagede paa denne Maade en italiensk Sang, paa hvis r'er han snurrede, og i hvis bløde Overgange han kurrede ret som en smægtende Operist.
   Fru Brunnow lo og klappede i Hænderne: Det er virkelig udmærket!
   Til mig havde hun ikke et Ord, ikke et Blik tilovers. Jeg var rasende; jeg kunde have kastet den fordømte Karl min Bænk i Hovedet.
   Harriet bad ham synge noget Andet, og - tilføiede hun koket - »noget, som jeg kan forstaa og som passer for en Maaneskinsaften i en Baad paa Søen!«
   Ja, jeg skal synge for Dem, Frøken! raabte han med et næsten udfordrende Blik, der samtidig streifede hen til Pladsen ved Siden af.
   Han stillede sig saaledes, at han halvt henvendte sig til Søen derude, halvt til de to Damer, og idet han gyngede Guitaren frem og tilbage foran sit Bryst og nu og da anslog en Slutningsakkord, sang han:

  Vug, o Vove, med varsom Haand 
  Baaden, hvori vi glider, 
  Stryg den, Strømme, med kælen Haand 
  Over de buttede Sider; 
  Kunde jeg selv 
  Klappe den Glut, 
  Som sidder paa Toften og nynner, 
  Over Kindernes Hvælv 
  Blot et flygtigt Minut, 
  Jeg arme, forelskede Synder: 
  O, da skulde min Stemmes Klang 
  Vække al Vellyd, som slumrer i Skoven, 
  Smeltende hen i en Kærlighedssang 
  Med Nymfen, med Ekko, paa Skrænten ved Strandkildevoven. 
 
  Flyt Dig, Fagre, foruden Frygt 
  Den ved Din Sangers Side; 
  Dig har min daglige Længsel søgt, 
  Fulgt paa Din Gang under Lide. 
  Er ei Du selv 
  Ramt af den Gud, 
  Som gav mig de seirende Kræfter! 
  Ak, Barmens Hvælv, 
  Som vider sig ud 
  Under Sukket, mit Udsagn bekræfter. 
  Kom da, jeg klapper min hvide Hind; 
  Sænk kun Dit Hoved, jeg skygger det over 
  Med Kappen, mens Stjernen tænder sit Skin 
  Og Frygten er flygtet med Sol, og Undseelsen sover. 
 
  Nyd da, Nat, hvad, for Nuet skabt, 
  Glemmer de flygtende Timer; 
  Tag de To, i Din Tryghed tabt, 
  Til Daggryets Klokke kimer. 
  Skjul dem, til selv, 
  Vakt ved det Gys, 
  Som zitrer i Morgenstunden, 
  Imod Himlens Hvælv 
  Mod det staalblanke Lys 
  De stirrer, blænded' fra Blunden. 
  End er de trygge, langs Skovsøens Rand 
  Hviler i Morgnen den blege Dryade. 
  Saa vaagner Ekko og melder paastand, 
  At Natten er endt, at nu vil Diana sig bade.

   Han bukkede for de to Damer. Min Kusine havde vendt sig halvt til Siden.
   De synger os bestemt en Sang, Fru Brunnow? sagde han med indsmigrende Stemme og rakte hende Guitaren.
   Hun skød den med en let Haandbevægelse fra sig og sagde kort:
   Tak; jeg synger ikke. Men maaske min Søn. Adolf! lad os høre noget. Syng en Sang; men ikke en af mine - tilføiede hun sagte -; hvorpaa der fulgte nogle hurtige Ord, rimeligvis paa Spansk, som jeg ikke forstod.
   Han tog Guitaren uden at see paa Hr. Bentheim, og svarede Moderen paa det samme Sprog og i hurtige Sætninger.
   Jaja da; som Du vil. Den Sang kender jeg forresten ikke! sagde hun høit.
   Jeg har selv oversat den! svarede han og bøiede sig over Instrumentet.
   Maa jeg spørge, hvad det er, vi faar at høre? lød det ovre fra en af Damerne paa den modsatte Side.
   Adolf saae op. Det er Sangen om de kloge Aber!
   Han spillede først en meget kunstig Rondo eller sligt med meget hurtige Løb og stor Fingerfærdighed. Saa gik hans Introduktion over i en mere folkeviseagtig Tone med bløde Overgange; undertiden anvendte han Flageoletten, undertiden slog han et Par dumpe Slag med Fingrene paa Lydkassen. Saa kom nogle Slutningsløb og et Par Akkorder, og saa sang han med en rolig, halvforlegen og lidt belagt Stemme, der nu og da kontrasterede pudsigt til Indholdet, følgende Vise:

  Gebel al Tarik kneiser 
  Mod Spaniens glødende Sol 
  Saa stolt som en maurisk Keiser 
  Paa sin guldbeslagne Stol. 
  Gebel al Tarik voxer 
  I Havets hvirvlende Flod, 
  Og ler ad de Strømme, der stræber 
  At rokke hans brede Rod. 
 
  Gebel al Tarik strækker 
  Sin Fod under Havbunden hen, 
  Til Maurerlandet den rækker; 
  Der kommer hans Taa igen. 
  Saa siger Sagnet: der løber 
  Dybt under Havets Bund 
  Fra Tanger en maurisk Kælder; 
  Den munder paa Spaniens Grund. 
 
  Maurerne bleve forjagne, 
  Gebel al Tarik stod; 
  Af Spanierne bleve de slagne, 
  Havet drak deres Blod. 
  Hjem over Skellet de joges 
  Til Ørkenlandene hen; 
  Men Maurerne ere forslagne, 
  De kom som Aber igen. 
 
  En Dag paa Tinden deroppe, 
  Paa Gebel al Tariks Spids, 
  De saaes at springe og hoppe 
  Og danse i Kæde og Kreds. 
  Da monne vel Folk sig undre; 
  Snart blev det ved Undren ei, 
  Man skød paa de stakkels Aber, 
  Man plaffed og tog paa Vei. 
 
  Saa smutted de kloge Aber 
  Hush, hush, i hver Revne og Rids, 
  Som oppe paa Toppen gaber 
  Paa Gebel al Tariks Spids; 
  Der sad de og trøsted sig troligt, 
  Imedens Aarhundreder gik, 
  Med tusinde Krumspring og Løier, 
  Med Abe-Passiar og Musik. 
 
  De klatred i Kløftens Terrasser, 
  Slog Kolbøtter forlænds og bag. 
  De peb og de skar Grimasser 
  Den hele udslagne Dag. 
  Og Bjergaanden saae deres Løier 
  Og havde sin Moro deraf; 
  Han tænkte: Hvad om jeg de Aber 
  En passende Gøglerløn gav! 
 
  Saa bød han dem samle sig Alle, 
  Og taled saalunde dem til: 
  I Aber! jeg lod Eder kalde, 
  Fordi jeg belønne Jer vil; 
  Hvor Meget i Forveien findes, 
  Gør Noget snart Skæppen fuld, 
  I Aber! jeg vil Jer belønne, 
  Men ikke med Gods eller Guld. 
 
  Halvt har I Jer Fætters Væsen, 
  Hans Snille og næsten hans Aand, 
  Hans Ansigt, lige til Næsen, 
  Og Tommelen paa hans Haand. 
  Den liden Halvdel, som mangler, 
  - Sic jubeo - lægger jeg til; 
  Til Mennesker - stat pro ratione 
  Voluntas - jeg gøre Jer vil! 
 
  Da gjorde den Ældste i Skaren 
  Som vi, naar vi ta'r til vor Hat, 
  - En rigtig gammel, erfaren, 
  Durkdreven Abekat -: 
  »Stormægtigste Bjergaand og Herre! 
  Vi takker Dem for Deres Gunst; 
  Men for at vi ret skal den skatte 
  Og Gaven ei blive omsonst; 
 
  Ja, for at vi ret kan vurdere 
  Den Gave, De byder os her, 
  Og førend vi skal figurere 
  I andre Vaner og Klæ'er, 
  Saa var det vel ikke afveien 
  - Stormægtigste Herre og Drot - 
  At see disse Vaner og Klæder 
  En Smule i Sømmene blot. 
 
  Det er nu saa længe siden 
  Vi Aber færdedes hist, 
  Meget kan ændres med Tiden, 
  Og Mangt er vel ændet fra sidst; 
  Men, hvad vi sidst fik at høre 
  Og see fra Fætternes Kant, 
  Det tilgive De, om vi Aber 
  Lidt lovlig men'skeligt fandt. 
 
  Thi tilraader jeg at sende 
  F. Ex. mig selv afsted, 
  For at prøve og lære at kende 
  Hvad bedst vi er tjente med. 
  Og dersom min Dom skulde falde 
  Saadan - allernaadigste Drot! - 
  Da lad ved det Gamle det blive; 
  Som vi har det, har vi det godt!« 
 
  Da klappede hele Skaren 
  Og raabte og klapped igen: 
  »Ja, Du er klog og erfaren, 
  Gaa Du til Fætterne hen!« 
  Saa løb den erfarne Abe; 
  Over Klipperne ned den sprang. 
  De ventede paa ham deroppe, 
  Og Ventetiden blev lang. 
 
  Et Aar. Saa stod han iblandt dem. 
  De stormed imod ham hen: 
  »Fortæl saa, hvorledes Du fandt dem; 
  Velkommen tilbage igen!« 
  Han saae tilhøire, tilvenstre, 
  Til Jorden og ligeud, 
  Og pudsed sin Næse betænksomt 
  I en blaatærnet Lommeklud. 
  
  Og trak de Ældste tilside 
  Hen i en lønlig Krog. 
  Hvad de hvisked fik Ingen at vide; 
  De talte de Ældstes Sprog. 
  Men oppe paa Gebel al Tarik, 
  Saa sikkert som Kat henad Tag, 
  Der dansed de kloge Aber; - 
  De er der den Dag i Dag.

   Ha ha ha! lo Onkel, da Sangen var endt. De Aber vidste nok, hvad de gjorde! Kan De stikke den, Musiker?
   Hr. Bentheim trak paa Skuldrene:
   Barnemad! Med Sligt konkurrerer man ikke!
   Hm! hørte jeg Onkel mumle i Skæget. Der er maaske mere Føde i den Barnemad end i Deres egen Kvinkeleren!
   Adolf stillede Guitaren fra sig. Den faldt om i Græsset. Peer Matros, hvem Skolelæreren havde faaet paanødt et Glas og trukket med ind i Kredsen, sprang til og tog Instrumentet saa varsomt op, som om det havde været et spædt Barn.
   Der er en ny Medbeiler til Kransen! rabte Skolelæreren og klappede i Hænderne. Peer Matros skal synge!
   Ja, Peer Matros skal synge en Sang, lød det rundtomkring.
   Den Paagældende stillede forskrækket den farlige Ting bort, som han havde rørt ved, og vilde slippe ud af Kredsen. Men allevegne blev der spærret for ham, og Skolelæreren erklærede ham med paatagen Alvor, at hvis han ikke vilde fornærme sine Gæster, maatte han give sin Skærv med i Laget.
   Den gamle Ulk paastod med sænket Stemme, at han ikke kunde synge, og at han vilde alene ro hele Selskabet gratis frem og tilbage en hel Dag mellem Holtet og her, hvis han maatte slippe.
   Selskabet var imidlertid ubønhørligt. Han fik et nyt Glas at stramme sig op paa, og saa forklarede han da, at der var en Sang, han kunde huske, som den gamle Kaptain, han havde faret paa Vestindien med, altid pleiede at synge. »Det var nu saadan en herlig og from Mand, maa Selskabet vide; i sine unge Aar havde han nok løbet en Del grassat, men paa sine ældre Dage var der ikke en saa behagelig og fremkommelig Mand til som han. Han holdt sit Skib saa nysseligt som en Dagligstue, og hans Folk havde det som Børn i et Ammekammer, naar de da selv vilde, og ikke gjorde ham formeget ud af det; for han kunde ogsaa holde Orden, naar det skulde være. Han pleiede altid i stille og godt Veir, ligesom nu i Aften, at synge denne her Sang!«
   Og den gamle Ulk skrævede ud med Benene, fik sin Skraatobak praktiseret fra Munden ud i den hule Haand og atter ned i Lommen, lagde Armene overkors paa Ryggen og sang, bestandig henvendt til Græsset foran sig og med en Stemme, som naar Vinden begynder at brumme i Tovværket:

  Jeg klager ei over den Tid, som gik tabt, 
  Ei over de Timer, som ødtes, 
  Thi Lærdom er ud af Forsømmelsen skabt 
  Og Kundskab af Daarskaben fødtes. 
  Jeg klager kun over, at Skolen var dyr; 
  Dog, - Friskoler gaves da ikke. 
  Jeg klager slet ikke, jeg gør ei Paastyr; 
  I det Skete man faar sig at skikke. 
 
  Men kunde jeg leve de Timer igjen 
  Og dreie tilbage Tiden, 
  Jeg vilde da vrage saamangen en Ven, 
  Som viste sig utro siden. 
  Jeg vilde og kuske mig selv tilgavns 
  Og kalde mit Mandskab paa Dækket, 
  Og søge at styre min Skude tilhavns, 
  Før Foremersstangen var knækket. 
 
  Jeg vilde ei seile foruden Bestik 
  Og prøve til Maalet at slumpe, 
  Jeg vilde i Tide ta' Reb i min Rig 
  Og i Tide bruge min Pumpe, 
  I Tide styre en Streg forbi 
  Mit Bestemmelsesmaal, allevegne; 
  I Tide ta' Luven; i Tide, fordi 
  Jeg maatte min Afdrift beregne.

   Det er Fanden skal tage mig en god Vise, den! udbrød Skolelæreren og slog den forlegne Sanger paa Skuldren. Den skal Du have Tak for, Peer Matros! og et nyt Glas for!
   Melodien er ganske brugbar! sagde Hr. Bentheim. Hvorledes var det der i Begyndelsen: La, la, la, la?
   Men Peer Matros erklærede, at han kunde den ikke saadan i Smaastykkerne, og Skolelæreren gav ham Medhold.
   Selskabet reiste sig nu. Det var sent, sagde Nogle, og Duggen faldt. Andre vilde gerne have en rigtig lystig Sang at ende med. Det var blevet saa høitideligt paa Slutningen, mente de. Men da der ikke syntes at være Nogen, som kunde en »rigtig lystig Sang«, saa brød man op.
   Vi fulgte Alle Fru Brunnow og hendes Søn hjem. Adolf var paa en vis Maade bleven Aftenens Løve. Jeg var ikke skinsyg paa ham, langtfra; jeg glædede mig over den Lykke, han gjorde; man er ikke saa sjelden forfængelig paa sine Kammeraters Vegne. Derimod var det mig til stor Bedrøvelse at see den Forandring, der var foregaaet med hans Moder overfor mig. Hun gav mig ganske vist Haanden og et venligt Godnat ved Afskeden ligesom de Andre; men det var netop heller ikke mere, end hvad de Andre, hende aldeles fremmede Mennesker, fik. Lykke og Glæde gør En blind og døv, man kan næsten sige dum. Smerte og Misfornøielse aabner Øinene. Trods al den Venlighed og Livlighed, hun søgte at lægge for Dagen og sprede omkring sig til alle Sider, opdagede mit skærpede Øie, at hun var adspredt, at der var noget spændt, anstrengt over hende. Min Kusine Harriet syntes hun at vise størst Opmærksomhed. Jeg hørte de to Damer love hinanden ved Afskeden, at de ret snart vilde træffes igen. Saa gik da Selskabet videre op ad Skipperalleen, gennem hvis tætte Kastanietag Maaneglansen nu og da faldt som mælkehvide Pletter henover de uformelige Brosten, over hvilke jeg hvert Øieblik snublede, fordybet som jeg var i Tanker paa Livets Ustadighed og Menneskenes Skrøbelighed.
   Hvad kunde der dog være iveien med hende? og hvad var der iveien med mig selv? Jeg skyndte mig at tage Afsked med Selskabet. Jeg maatte absolut være ene, og jeg aandede først rigtig frit, da jeg var kommen ned til Runddelen udenfor Byen, hvor Træerne kastede lange Skygger over Veien og Faarekyllingerne pippede inde fra den nærmeste Bygnings Udhuse.
   Ensomheden er dog ikke altid anbefalelsesværdigt Selskab for ganske unge Mennesker. Naar man har klare Tanker, bestemte Principer og noget Oplevet bag sig, saa kan man bruge den og have Gavn af den. Men jeg havde hverken klare Tanker eller bestemte Principer dengang. Det, der sidst havde krydset min Vei, det bestemte mine Tanker og Planer, indtil noget Nyt kom mig paatvers. Denne Dag havde været for indholdsrig, og jeg stod nu her alene paa Veien i den maanelyse Nat saa fattig og ensom og forvirret!
   Nei; jeg vilde gaa hurtigt hjem og sove. Javist. Hurtigt hjem, hurtigt af Klæderne og saa Hovedet paa Puden. Den Tid kunde man jo sove, naar man blot hældede Hovedet tilbge. Altsaa hjem og bort fra Maaneskinnet, som kun gjorde En sørgmodig, indgød Længsler og Haab, som ikke kunde opfyldes, forflygtigede de allerede iforveien tilstrækkeligt luftagtige Bestanddele indeni En og rokkede de faa Grundpiller, der stivede En af mod altfor tidlige Storme.
   Jeg kom hjem. Jeg listede mig sagte ind ad Bagdøren, gennem Køkkenet og ind paa mit Værelse. Jeg kom dog ikke strax af Klæderne, som jeg havde tænkt mig. Der var noget af den samme Opfordring til Grubliseren herinde i mit Kammer, som derude i Naturen. Maanelyset streifede det aabentstaaende Vindu, og Blinket faldt i brudte Reflexer ind paa Speilet over min Seng. Der var ingen Gardiner til at rulle ned eller trække for. Jeg maatte være oppe, til Reflexen gik bort idetmindste. Og saa kom ude fra Haven og Veien, fra den stille Nat, fra de duftende Buske og Bede, fra Faarekyllingernes Pippen, fra det uendelige Himmelrum og fra Landskabet saa vidt omkring hin sælsomme Lyd, der ikke var nogen Lyd, ikke lignede noget Bestemt, som Tanken kunde gaa løs paa og drive afveien, men nærmest traf det indre Øre som de afmaalte Aandedrætsbølger fra et usynligt Væsen, et monstrøst Væsen, som ikke havde noget Legeme, ikke saae saadan eller saadan ud, men dog var der, og var saa umaadelig stort og paa en og samme Tid forfærdede mig ved sin Ufattelighed og æggede mig til Tænkning over sin Existens.
   Hvorfor var jeg bleven saa vemodig stemt derovre under Bankerne paa den anden Side af Søen? Hvoraf kom det, at jeg, som havde en velhavende Fader og strengt taget ikke kendte til »Sorger«, at jeg var meget mindre tilfreds end Peer Matros, hvis Bestilling knap nok kunde skaffe ham Udkommet for hans Kone og Rollingerne i hans Hytte? Hvad ønskede og attraaede jeg? Jeg var dog altfor ung til ret for Alvor at kunde tænke paa Kærlighed, og dog var jeg hvert Øieblik forelsket! Forelsket! ja og det ikke i Jevnaldrende; nei Tak: Kusiner, hele sex Aar ældre end jeg, og saa min Kammerats Moder! Ja især denne sidste. Men det var jo Vanvid. Og dog var Driften, Længslen, denne Higen i mig, som ikke lod mig i Fred. Fred! Fredens Borg! Jo det var et deiligt Fredensborg, jeg boede i .....! Havde jeg vel skabt mig selv? Nei! Altsaa heller ikke denne Attraa og Længsel i mig? Nei! Det var mine Forældres Værk, og før dem var det atter deres Forældres Værk, og saa fremdeles i en opadstigende Uendelighed. Altsaa jeg selv uden Skyld? Naturligvis! Aldeles uden Skyld? Nei, dog ikke! Var det Indtryk, som den fedtede Musikers Sang havde gjort paa mig, var det fuldstændig tilladeligt? Næppe! Hvorfor havde min Kusine vendt sig bort, og hvorfor havde Fru Brunnow haft denne Mine, da Sangen var endt, og han vilde række hende Guitaren? Og dog var det en smuk Sang, og Melodien passede nøiagtigt ind i de forføreriske Ord, og det Hele var dæmpet saadan af, at det lød som Skælmeri Altsammen, og saa var der dette sidste med Diana, den kyske Gudinde, der nu skulde i Bad, og derfor maatte Sangen ophøre, og der var i det Hele taget ligesom et Stænk af mythologisk Kølighed, der endte det farverige Maleri. Javist, det var en smuk Sang; men kunde det Smukke være Synd? hvad var Synd og hvad var ikke Synd? Skulde man kun synge om gamle Mennesker eller spæde Børn? .... Brrrrrr! Spærret!
   Og nu Adolfs Sang? De kloge Aber! Ja, de var jo kloge nok; men var det da bedre at være Abe og danse rundt paa Toppen af Gibraltar end at være Menneske? Hvorfor altid stikle saadan paa Menneskene? Det var jo Mennesker selv, som lavede disse Stiklerier; javist, utilfredse Mennesker. Men skulde disse Utilfredse have Lov til at gøre Andre ogsaa utilfredse? Nei! Slet ikke? Hm! Det var svært at sætte Grænserne. Og desuden, der var jo saameget Slet og Fordærvet og Holdningsløst og Gud veed hvad iblandt Menneskene. Det var jo bekendt nok; man kunde bare tage en Avis i Haanden og læse om hvad der hver Dag skete. Og naar man havde læst tilstrækkeligt mange Dage herom, vilde man saa ikke selv gaa hen og skrive saadan en Sang, - hvis man kunde? Jo sandsynligvis! Altsaa vilde man være bedre tjent med at være Abekat paa Gibraltar end ... end at være - hvem f. Ex.? Fru Brunnow? Nei! Jo! Nei! - Var hun lykkelig? Ja naturligvis! Ganske sikker derpaa? N-e-i! Der havde de sidste Gange været dette Noget i hendes Ansigt, som ..... Altsaa ikke lykkelig? Nei! Hvem da? Fader, Onkel, Tante, Kusiner, Allesammen noget ved dem, som ...... Brrrrrr! Spærret!
   Nei; det var dog ikke muligt. Nogen maatte dog være lykkelig. Skolelæreren f. Ex. Han var jo altid jevn og rolig, altid i Ligevægt! Og dog havde jeg en Dag hørt ham tale om Noget, som hed gammel Gæld, og som nok trykkede ham; og desuden vilde han jo hellere idag end imorgen smide A.B.C.'en og blive Forstmand! Men Peer Matros da? Ja, han var nok den lykkeligste. Men han havde ogsaa døiet saameget Ondt og var sprunget i Luften. Det maatte vel til! ..... Det var forresten en underlig Vise den, han havde sunget. Jo, jeg havde godt forstaaet dette med Afdriften! Man skulde itide tage Reb i Seilene, og man skulde itide stræbe saa høit, at man havde noget at slaa af paa! ..... Man skulde stræbe, man skulde slaa af, man skulde rebe, man skulde ..... Man! .... Men min Gud! det er jo Dig selv, Dig selv, Erik Dahl, det gælder!
   Jeg sprang op fra Sengen, som jeg havde siddet paa. Det knugede sig sammen om mit Bryst. Hvad havde jeg hidtil gjort? Løbet grassat! Og hvad var vel rimeligt, at jeg i den nærmeste Fremtid vilde gøre? Løbe grassat! Og hvorledes vilde det ende? var dette Formaalet at stræbe efter? vilde nogen tage mine Examiner for mig? vilde Fader leve bestandig? hvem skulde give mig Hus og Værelse og Klæder og Kost og Lommepenge, naar han ikke var mere? vilde jeg selv kunne fortjene noget, hvis jeg vedblev saaledes at drysse og drømme og gruble og gøre gale Streger? vilde ikke disse gale Streger bestandig blive større? Afdrift, Afdrift, tage Reb itide. O min Gud, er der Ingen, der vil hjælpe mig?
   Jeg kastede mig paa Knæ henne ved Vinduet og saae med Øienvipperne plirrende under tunge Taarer op mod det uendelige, ubevægelige Himmelrum. Jeg følte i mig denne Fortvivlelsens Trang til at bede, som alle levende Væsener i større eller mindre betydningsfulde Øieblikke i deres Liv har følt med mig. Jeg begyndte:
   O, Du Gud, som seer og hører Alt; hjælp mig, Du kære Fader .....
   Jeg standsede. Ordet Fader førte naturlovmæssigt Billedet af et Menneske med sig. Jeg tænkte mig først min egen Faders Skikkelse, men Fisketuren imorges og hans livlige Utvungenhed under denne skød sig ind mellem Bønnen og mig. Dette Billede var ikke ærværdigt nok. Jeg tænkte paa den store Billedbibel, vi Børn som Smaa havde læst i. Der forekommer Gud Fader som den strenge, alvorlige Oldingeskikkelse med det lange, nedrullende Skæg og Straalediademet om Tindingen.
   Jeg begyndte atter, og tænkte mig selv knælende for denne Skikkelse. Men Skikkelsens Øine, som i Bogen vare fæstede paa det brødefulde første Menneskepar, indgød mig Angst, og jeg standsede.
   Jeg saae op til Himlen. Mit Blik traf en Stjerne, der tindrede saa uendeligt høit oppe, velgørende mildt:
   Du Fader, hvis Øie nu seer saa mildt paa mig, hjælp Du mig .....
   Atter forflygtigedes det Billede, som jeg netop havde dannet mig. Slotskuplen med sin blinkende Rude, min Onkel svævende deroppe paa Lanternens øverste Top, saae ned paa mig. Jeg stønnede hult og sank helt ned til Gulvet. Jeg kunde altsaa ikke engang bede!
   Køligheden gennem det aabne Vindu kaldte mig til mig selv igen. Med en dump sløvende Fornemmelse af at være overladt hjælpeløs til mig selv, trak jeg Vinduet til, rev mine Klæder af og kastede mig paa Sengen. Jeg formaaede ikke at falde i Søvn. Blodet jog mig gennem Tindingerne og bankede i alle Pulse. Saa blev det aldeles stille og tomt inden i mig. Og ud af denne Tomhed skød sig nogle Linier, som jeg rimeligvis erindrede fra min Sagalæsning. Jeg bevægede Læberne og mumlede hen for mig:

 
  Haardt falder Hugget 
  Paa udækket Hoved, 
  Haardt falder Regnen 
  Paa skaldet Mands Isse, 
  Men haardest tilvisse 
  Falder Sorgen paa Den, 
  Der sidder i Krogen 
  Foruden Ven.

   Saa hævede jeg mig langsomt i Veiret og støttede mit Hoved paa Armen. Hug, Hoved, Regn, Isse! Ah, de kølede, disse urimede Ord, ligesom Kildevandet havde kølet mig, da jeg selv havde faaet Hugget i mit Hoved. Et Hug i mit Hoved! Adolf! Jeg sprang op, formeligt med et Skrig. I dette Øieblik saae jeg ham saa levende for mig, min Ven, min Kammerat, ham, som i den sidste Tid næsten var voxet sammen med mig i min egen Tilværelsesbevidsthed. Og hvorledes saae jeg ham? vaklende, drømmende, villieløs, bevæget hid og did af ethvert Indtryks Strømning, ligesom de Vandplanter, jeg havde tænkt paa i Baaden. Over ham bølgede Musik og Skovduft, over ham bøiede sig to Kvinder; den ene havde født ham, den anden legede med ham. Han smilede som et Barn og lod sig vugge og vugge og lege med og kæle for. Flere Skikkelser kom til og bøiede sig over ham; nogle vare forførerisk skønne, andre hæslige. Han smilede bestandig, lukkede Øinene i og tog for sig med Hænderne som et spædt Barn. Mere og mere gled han over i Vandplantens Skikkelse, blev ganske tynd som en Stængel, og pludselig foer en stor Gedde frem med aabent Gab og spidse Tænder og bed Stænglen over.
   Jeg gav et Skrig fra mig og sprang helt ud paa Gulvet. Nei, nei! ikke saaledes; ikke som han!
   Jeg var aldeles vild. Jeg stirrede op mod Himlen, og med en Drengs Hidsighed, en Mands Høitidelighed, der er sig sin Beslutning bevidst, slog jeg mine Knoer i Vinduskarmen, saa Huden sprængtes og Blodet trængte frem. Jeg saae paa min blødende Haand, men følte ingen Smerte. Ja, med Blod skal det skrives! raabte jeg og rev den Stilebog til mig, som laa i Vinduet. Og ved den sidste Reflex af Maanelyset, med en Pen, der var vædet i den røde Vædske paa min Haand, skrev jeg paa et hvidt Blad Papir:
   I den Almægtiges Navn lover jeg, Erik Dahl, fra imorgen af at forandre mit Liv!
   Jeg skød Bladet ned i Bordskuffen og sprang i Seng. Jeg var bleven kold, og Tænderne klaprede en Stund i Munden paa mig. Ogsaa følte jeg nu Svien i min Haand. Men jeg blev snart varm, og Haanden brød jeg mig ikke om. Jeg tror slet ikke, at jeg havde nogen Tanker. Jeg faldt snart i Søvn, og sov uden at drømme, til Solen vækkede mig.

Holger Drachmann Homepage