Drachmann, H.: En Overkomplet (1876), 1

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Holger Drachmann: En Overkomplet (1876), 1

   Brusede det over mit Hoved? viftede og vuggede det sig som Grene, der, engang satte i Bevægelse af Sommervinden, nu synes, at denne gyngende Vellyst er for sød til ret snart at skulle ophøre? rislede der ligesom en doven Strøm af den fineste Lindeblomstparfume ned igennem de dæmpet oplyste Alleer, hvor kun et enkelt lille Solglimt vovede sig ind og strax rullede sig sammen som en skinnende St. Hansorm paa det bløde Bladsvøbstæppe? nynner ikke nu disse Grene, og hvisker ikke nu denne Parfume mig hin halvglemte Tid i Øret, der engang brusede og skummede stærkt nok for vore unge Sanser, saa stærkt, at Larmen overdøvede ethvert andet Sprog, og vi drev omkring som Boldte for Luners og Lysters tilfældige Kast? - Hvormange af os er ikke bleven stikkende i alt dette Dæmpede, Dovne, Drømmende, Duftende, Vuggende, Villieshæmmende? Ingen hjalp os; Alt stod os imod: vor Oprindelse, vort Blod, vor Læsning, vor Tid. Hvem kan rose sig af, at han slap derfra uden ved en Række Tilfældigheder, hvis brogede Spil endnu maa forvirre hans Hukommelse? Hvem er det, der høirøstet pukker paa sin Kraft, sin Villie? Træd frem! - Ingen svarer. Hvem er det, der fornemt gaar afveien for en af hine Skygger, der blev dømt til Skyggen, endnu medens han troede sig selv stoltserende afsted langs Solsiden? - Alle svarer: Vi, vi! - Ja rigtigt. Jeg kender Koret. Men lad os lade Koret gaa tilside for et Øieblik. Det trætter i Længden. Og lad os lade Skyggen falde henover vort hvide Lærred, og lad os afridse med fast Haand dens Konturer, medens vi nynner paa vor Ungdoms halvglemte Melodi.
   Det var midt paa Dagen, lige midt i den brændende Julihede. Ferien var begyndt. Ikke en Sky paa Himlen; den hang ganske kornblomstblaa, ubevægelig, ligesom dirrende af Varme over vore Hoveder. Ikke en Forstyrrelse af vore Fantasterier, ikke den fjerneste Tanke paa en Lærer; det var, som om der ikke gaves Skole i Verden, som om Tiden kun var inddelt i Kapitler af Walter Scott, Sider af Alexandre Dumas og hemmelige, uhyre forsigtigt benyttede Parentheser af Eugène Sue. Walter Scott havde dog Overtaget.
   Staa, Din Blodhund, og sig os Dit Navn, førend Du trænger ind i Høilandet!
   Jeg havde besat det vilde Fjeldpas, som fra Normandsdalen fører op over Bakkeaasen, der aabner gennem de store Bøgetræer et Udblik over Esromsøen. Vi var syv unge Fyre, bevæbnede med Huggerter og Knipler. Jeg havde skrabet min Pande den foregaaende Dag ved at søge efter en Musvaagerede i Toppen af et Træ; vi var allesammen ivrige Æggesamlere, foruden at vi var Klansmænd nordfra. Jeg havde bundet mit Hoved ind i et rødt Silketørklæde, som jeg havde »neglet« fra min Søster. En stor Dreng med en Jakke, som var lidt kort for Armene, et aabent, godmodigt Ansigt og en blond Haartjavs, som hang ned under Kasketskyggen, kom slentrende opad Skraaningen og standsede, øiensynlig sat i Forlegenhed ved Tilraabet.
   Staa, og sig, hvad Du hedder!
   Jeg hedder Adolf.
   Har Du ingen Huggert?
   Nei!
   Saa maa Du laane en af os; vi skal slaas.
   Jeg forstaar ikke at slaas med Huggert!
   Saa maa Du lære det; kom her. Seer Du, det Hug hedder en Prim; men det bruger vi ikke, undtagen naar vi har Maske paa. Dette er en dyb Terts, som altid maa svippes ind med blødt Haandled. Kan Du mærke?
   Av, ja!
   Godt. Og dette er en Kvart, som egenlig skal træffe over det venstre Øre, men den bruger vi ogsaa kun, naar vi har Maske. Dette er en dyb Kvart, men det er kun et Mavehug, som vi ikke bruger. Alle Hug, som gaar under det, hedder Skrædderhug og gælder ikke. Kom nu altsaa!
   Han hugger øieblikkeligt ud og i en Prim. Jeg faldt baglængs om i Græsset. Det svære Silketørklæde under min Kasket eller maaske Tørklædet og Kasketskyggen i Forening frelste mit Hoved fra at blive flakt. Jeg havde imidlertid faaet nok for en Timestid. Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg nede ved Kilden, hvor mine Kammerater havde baaret mig ned, og hvor de havde hældt mit Hoved saa eftertrykkeligt over med Vand, at jeg var vaad gennem den stumpede Frakke og Skjorte helt ned ad Ryggen og det ene Laar.
   Hvor blev han af? var mit første Spørgsmaal, da jeg slog Øinene op.
   Mine Kammerater forklarede i Munden paa hverandre, at han, saasnart han saae mig falde, blev ligbleg og rystede som et Æspeblad. Da jeg ikke gjorde Mine til at reise mig, smed han Huggerten fra sig og rendte, saa stærkt han kunde, ned igennem Normandsdalen. De Andre havde været saa optagne af deres Høvdings Fald, at de havde ladet ham løbe, uden at sætte efter ham.
   Jeg blev reist halvt overende og førte, endnu fuldstændig fortumlet, min Haand op til Hovedet. En langagtig, frygtelig øm Knude paa godt og vel tre Tommer var at føle mellem Haarene fra Issens Begyndelse skraat nedover Baghovedet. Jeg stønnede lydeligt.
   Tror Du ikke, at det kunde være godt at gaa helt i Vandet? spurgte en Medfølende.
   Jeg svarede ikke. Man klædte mig af. De klædte sig alle af. Kilden ligger jo lige ved Søen. Vi vadede ud, indtil vi kunde svømme. Jeg blev dykket et Par Gange under (jeg antager ligesaa villieløs som et Mormonæmne i en Daabs-Situation), og det endte med, at jeg besvimede, blev tagen op fra Bunden, blev baaren iland af sex nøgne Paladiner og lagt paa Grønsværet, hvor jeg kastede en hel Del Vand op og endelig kom til mig selv.
   Jeg blev nu forbundet, saa godt det lod sig gøre, og vi begav os paa Hjemveien gennem den store, mennesketomme Slotshave.
   Det var min Fødselsdag den Dag, og mine sex Drabanter var tillige mine Gæster. Af disse var Størsteparten fra Fredensborg By eller den nærmeste Omegn; et Par Stykker var dog Skolekammerater fra Hovedstaden. Disse var allerede den foregaaende Dag kommen med Fragtmanden. Det var den - nogle ville kalde den lykkelige - Tid, da man kørte med Fragtvognen til Fredensborg. Den tykke Bless var dengang lige saa kendt og allermindst lige saa anset i den lille By, som Stationsforvalteren rimeligvis nu er det. Naar Bless kom knaldende op igennem den brede Gade med de hvide Huse, med de store Lindetræer og Slottet i Baggrunden, naar hans Pudel dreiede sig gøende rundt om sin egen Axe foran paa Bukken, naar samtlige Næser kom paa Ruderne for at erfare, om der var Fremmede med Fragtvognen, naar »Staldmesteren« ved den kongelige privilegerede Gæstgivergaard skrævede ud foran Indkørslen og hilsede paa Bless med en Blanding af Agtelse og Familiaritet, naar alle Byens samtlige Hunde kom farende rundtomkring fra for at hilse paa Pudelen, naar Ænderne skreg og skræppede, saa det gav Genlyd fra den øde Slotsgaard, saa hørte alt det saa nøie med til hin Tids Begreb: Fredensborg, at man slet ikke vilde kunne danne sig nogen Mening om Begrebet, naar man skilte det ad i dets enkelte Bestanddele. Fyldigst og fatteligst formede sig maaske Indtrykket af den hele lille, stille By, det øde Slot og den forsømte Slotspark, naar man betragtede en af disse melankolske Skikkelser, en gammel Herre eller gammel Dame, hvis Tilværelsesbetingelse med Pension eller sligt allerede dengang for os Drenge var en Gaade og en Kilde til dybsindige Drøftelser, en Gaade, der forøvrigt havde noget Ærefrygtindgydende ved sig, og som stedse holdt os i en passende Afstand, hvergang en af Skikkelserne paa deres lydløse, sammensunkne Maade gled os forbi. Vi betragtede næsten med Pietet disse affældige Levninger af en svunden Menneskevaar, naar vi saae dem sidde paa en Bænk i Slotshaven og slikke det Solskin, som vi varmblodige Sextenaarsfyre hellere unddrog os. Allerede dengang var den mest poetiske Natur iblandt os (offenligt udleet, hemmeligt misundt af os andre) ved sin Muses Instinkt bleven ledet til at sammenligne dem med Vrag, der, efterat være bleven omtumlede paa Havet af Stormen, nu var drevne ind i en stille Bugt, hvor de laa i Solskinnet og ventede paa, at Tømmeret efterhaanden skulde opløses. Digtet, der forøvrigt aldrig blev fuldført, var meget høibenet anlagt i sin Begyndelse. Jeg husker endnu Indledningen:

  O I, som sidde nu i Solens lyse Skin, 
  Omtumlet først paa Hav af Storm og Hvirvelvind 
  Og siden henslængt som et Vrag paa Stranden ....

Enderimet paa »Stranden« mindes jeg gav Anledning til lange Debatter. Digtet blev skrevet om to saadanne Gamle, en Herre og en Frøken, som vi altid traf nede ved Kongebroen paa en bestemt Bænk og til en bestemt Tid. Vi havde aldrig hørt dem tale sammen, men de sad bestandig sammen. Nu var Enderimet i Digtet »selvanden«, men vi kunde ikke blive enige med hverandre om, hvorvidt dette Rim var poetisk nok eller ei. Forresten gik der gennem Poemet en alexandrinsk Klang, der passede godt nok til de rococoagtige Omgivelser, men som gav en Anden iblandt os, der var beundret og frygtet som skarp Kritiker, Leilighed til at parodiere det ved stadig at citere Inscriptionen over Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven:

  Det Kildevæld, som her sit Udløb haver taget, 
  Er af Kirstine Piil først fundet og opdaget -

hvilket omsider endte med et større Slagsmaal, der rensede Stikleriernes Luft for en Tid.
   Vi gik igennem Slotshaven og talte om det Skete. Jeg selv havde vel nok en Følelse af, at det var den fremmede Fyrs Keitethed og Uforstandighed, der var Skyld i Slaget, men de Andre paastod saa bestemt, at det var den sorteste Ondskab, at han naturligvis meget godt havde vidst, hvad en Prim var, og at han haardelig skulde bøde for sin Udaad, naar vi fik fat i ham. En god Regent er tidt bleven omstemt af slette Raadgivere. Jeg blev efterhaanden bragt op paa den almindelige Høide af Indignation og Hævntørst. Det gjaldt nu blot om at finde den Fremmede, som næppe endnu kunde være kommen ud af Parken. Vi delte os i Hold paa To i hvert og spredte os til forskellige Sider. Samlingsstedet skulde være »Hidsepladsen«, det aabne Sted i Haven, hvor Vildtet ved de gamle kongelige Jagter dreves sammen.
   Jeg og min Følgesvend slog ind paa en Skovsti, der vilde føre os til de østlige, store Alleer. Vi gik med raske Skridt og lode vore Klinger gøre lyst mellem de store Skarntyder eller Skræpperne, som vi kom forbi. Naar man er sexten-sytten Aar og gaar i en Skov med en dragen Klinge i Haanden, bliver man heroisk stemt, især naar man er letbevægelig af Fantasi og har et helt Romanbibliothek i Hovedet. Jeg var dertil ganske stolt af mit Saar, som gjorde tilstrækkelig ondt til at holde mig i Krigsillusionen. Vi snakkede ikke om Andet end om Fjenden, der nu forfulgtes, om den tvungne Tvekamp, der skulde finde Sted, naar han fandtes, om at indespærre ham i den Hule, vi havde lavet os, o. s. fr. Engang imellem standsede vi og lyttede, om vi kunde høre et Signal eller muligvis Vaabenklirren. Der var imidlertid stille i Skoven; kun de tørre Kviste, som vi knækkede under vore Fødder, gav Lyd fra sig; vi kunde stundom høre en Spætte banke sine monotone Slag paa Træstammerne; ellers var Alt som uddødt; intet springende Dyr krydsede vor Sti, intet Menneske mødte vi; det var, som om Middagsvarmen fra den glødende Himmel oppe over Træernes Kroner havde suget alt Liv til sig, som fandtes paa vor Vei, og som om Varmen deroppe, høit over vore Hoveder, rugede over sit Rov.
   Jeg tror, vi faar Torden idag! sagde min Kammerat og standsede for at tørre Sveden af sit Ansigt.
   Jeg standsede ligeledes. Mit Hoved smertede en Del, og jeg var udmattet baade af »Hændelsen« og Varmen.
   Vi stak vore Klinger ind i de selvsyede Læderskeder og fortsatte vor Gang, men meget langsomt, gennem den store, stille Park.
   Krigshumøret var borte, Omgivelserne virkede for stærkt paa vore modtagelige Gemytter.
   Den store, stille Park! Var det, fordi vi dengang var saa unge og med en saa udvidelig Fantasi, at denne Have forekom os saa stor? En Verden rummedes for os i den. Stille var den i ethvert Fald; ingen Jernbaneturister gennemkrydsede den for at komme til at se de spadserende kongelige Børn. Der var intet Hof, som man maatte gaa afveien for, om ikke for Andet, saa for ikke at blive slaaet i Hartkorn med disse paatrængende Nysgerrige, der rimeligvis er den Sky, som formørker Hoflivets ellers saa blanke Himmel, en lille Irritation i de Menneskers Tilværelse, der ellers er skabt til at henrinde i et saa blidt og uberørt Stilleben. Parken lignede i sin Forsømthed meget mere en Skov end en Have. Der var ingen revne Gange, omhyggeligt kæmmede og klippede Græsplæner, kun den lille Afdeling »Marmorhaven« blev holdt med Vask og Renlighed. De mange mythologiske og allegoriske Mindesmærker rundtomkring, Rococotidens Søiler, Smaatempler, Statuer, Altre, Obelisker og Gud veed hvad overgroedes i fredelig Pagt med Naturen af Mos og Lavarter eller overvoxedes af Buske og Ukrudt. Disse græske Helte eller romerske Gudinder legede da paa en egen pikant Maade Skjul med hverandre eller med den ensomme Vandrer. Snart saae man et kækt Hoved løfte sig bag en Busk, snart var det en hvid Barm, som søgte at gemme sig mellem det forræderske Løv. Mange af disse Statuer og Støtter vare saa overgroede, at kun et rent Træf eller vore omhyggeligste Opdagelsesreiser afdækkede deres Skjul. De, som man saae eller skimtede, gav paa deres Side Haven et forførende, hemmelighedsfuldt Liv midt i al den store, øde Stilhed, som end yderligere hidsede vor Fantasi og satte vort unge Blod i Bevægelse.
   Der var intet Hof, ingen Skilderhuse med Gardister eller Gardister med Skilderhuse, som Bondemanden sagde. Slottet stod øde og tomt paa den Fløi nær, hvor Pensionisterne var indkvarterede. Naar vi skød Genvei over den græsbevoxede Slotsgaard og gennem den »hemmelige Gang«, der førte ud i Parken mellem Hovedfaçaden og Kirkebygningen, saa vakte vore Trin det slumrende Ekko omkring Springvandet, der ikke sprang, eller under de Hvælvinger, hvor den grønne Fugtighed stirrede ud gennem Overkalkningen. - Hvis det var blevet sent paa Aftenen, undgik vi helst denne Vei. Der var noget ved disse øde, hvidkalkede Bygninger med de uendelige, frem og tilbagebølgende Ekkoer, der ikke rigtig smagte os. Vi søgte at hæve os derover, men det vilde ikke altid lykkes. Bedst gik det, naar vi betragtede Slottet som den fortryllede Borg, hvor Prinsessen og Alt omkring hende sov den fortryllede Søvn. Saa var vi da sikre paa intet Levende at møde, intet, som pludselig kunde træde frem fra en Krog, udstrække Armen imod os eller sætte efter os, naar vi med et sitrende Spring begav os paa Flugt. Om Dagen var vi naturligvis kry paa det, uden at forresten vore æventyrlige Forestillinger om, hvad Slottet gemte i sine talrige Gemakker, led det ringeste Skaar ved vor større Dristighed overfor Udbygninger og Gaardsrum. Jeg erindrer, at jeg en Dag med en ung Romantikers hele uklare Tro paa det Utrolige trængte ind ad en Dør, som jeg tilfældigvis fandt staaende aaben, med det faste Forsæt at ville gaa fra Gemak til Gemak for endelig - derom kunde der ikke være den ringeste Tvivl - i det allersidste og pragtfuldeste Rum at staa Ansigt til Ansigt med den sovende Deilighed. Med urokkeligt Mod, men dog ikke uden en indre Bæven, gik jeg fra Værelse til Værelse. Jeg var saa optagen af den store Heltegerning og paa samme Tid saa trykket af min ulovlige borgerlige Nærværelse paa disse de monarkiske og aristokratiske Manes' Opholdssteder, at jeg saagodtsom slet ikke fik Tid til at modtage noget Indtryk af de Herligheder, jeg passerede. Jeg erindrer dunkelt nogle sort anløbne Rococoforgyldninger opad Paneler og henunder Lofter, nogle Plafondmalerier, hvor nøgne Lemmer syntes at ville falde ned paa mit Hoved, et enkelt sødtsmilende, sanseligt lokkende Ansigt maaske i disse Malerier og forresten nogle bredbyggede, med falmet Atlask overtrukne Lænestole, der syntes at stirre paa mig, overrasket over min Frækhed, med de krummede Arme i Siderne og de svaiede Underextremiteter skrævende ud, som om de vilde spænde Ben for mig. Kun et Par Gange vendte jeg mig om for muligen at opdage Døren til den Trappe, hvor Juliane Marie eller en anden slem Dronning med egen høie Haand havde styrtet sin utro Kammerpige ned. Jeg fandt ikke Døren; der var uheldigvis ikke sat et rødt Kors paa den. Derimod faldt mit Øie i et Værelse paa et snurrigt, fuldstændigt i Parykstilen holdt Uhr, der stod paa en Speilkonsol. Min gamle skikkelige Tante, der maaske ikke var ganske fri for visse royalistiske Tilbøieligheder, og som syntes at kende noget nærmere til den lille Bys Helligdom, havde ved forskellige Leiligheder talt om et saadant Uhr paa Slottet, som kunde spille de nydeligste Arier, Rondoer og Danse, naar man trykkede paa en Knap. Min barnagtige Lyst til at høre et saadant Kunstværk overvandt min Frygt. Med skælvende Haand undersøgte jeg Bagklædningen. Rigtigt. Der var en Knap, og paa Siden opdagede jeg nu en Sølvplade, hvorpaa stod indgraveret Musiknumrenes Navne. Det første var: Lady Coventrys Menuet. Jeg trykkede paa Knappen. Det snurrede først lidt derinde som en Themaskine, der er ved at komme i Kog; og saa begyndte med de nydeligste Triller og Fløitetoner Hds. Naade den muntre Ladys Menuet. Ikke mange Øieblikke efter hørte jeg Skridt inde i det tilstødende Værelse. Jeg blev angst og vilde standse det automatiske Instrument, men forgæves; Menuetten gik sin afmaalte, sirlige Gang. Døren aabnedes, og paa Tærskelen stod - ikke, som jeg strax ventede mig, den fortryllede Prinsesse, hvis Trolddom nu var løst ved mine Toner, men en gammel bidsk Skurekone, som jeg alt tidligere var kommen i en mindre venskabelig Berøring med, og hvis Ansigt nu drev mig paa en opdaget Indbrudstyvs ilsomme Flugt.
   Jeg har ikke siden hørt Lady Coventrys Menuet, men jeg skulde kende den blandt hundrede andre afdøde Menuetter, blot ved at høre de tre første Toner igen.
   Hvor lidet virkeligt levende Liv der nu end var paa Slottet, saa virkede det dog med sin italienske Pavillonkuppel og de fire slanke Spir ved noget af Grand-Seigneuriets bevarede Overvægt paa den lille By, der i ydmyg Bevidsthed om den passende Afstand med sin Gade saa at sige kun dannede en Opkørsel til Slottet for de høie Herskaber. Paa den anden Side stod Byen ogsaa paa sin Ret. Den forholdt sig til Slottet som til et Begreb. Den fredede om de gamle Minder, men bevarede tillige sin egen Værdighed. Havde der virkeligt resideret et Herskab paa Slottet, saa er det jo muligt, at Byen ikke vilde have undgaaet den servile Holdning med krum Ryg og et stereotypt Smil, der skal kunne træffes hos alle Lakaier og nogle Embedsmænd. Byen var konservativ, ikke royalistisk reaktionær. Selv paa os unge, lidet hensynsfulde Fyre virkede det stadigt gentagne: Slottet, Slots-Haven, Slots-Kirken, ja lige ned til Sammensætninger som Slots-Forvalterens-Kovang med en saadan ubevidst Magt, at der endogsaa over vore mest uvilkaarlige Bevægelser hvilede noget Dæmpet, noget, som om Slottet altid saae paa os, - hvad det for den Sags Skyld ogsaa gjorde, eftersom det næsten kunde ses for Enden af enhver Gang i Parken. Vi maatte egenlig helst, for tilgavns at føle os frie, have Esromsøens Vande mellem den høie Autoritet og os, og endda kiggede Kuplen som et mægtigt Hoved med Allongeparyk udover Parkens Trætoppe og fixerede os skarpt, hvor vi saa end færdedes, ved Randen af Nøddebo eller Grib Skov, i Sørup eller ved Kongens Bøge.
   Denne noget feudale Vedhængen ved, om ikke Afhængighed af Slottet ytrede sig, tror jeg næsten, som et gennemgaaende Træk hos de fleste ældre Folk i Byen. Min Onkel, der nu levede i et Slags gnaven Mellemtilstand mellem Købmand og Partikulier (han pleiede altid liggende paa Sofaen inde i sin Dagligstue at raabe til Kunderne ude i Butiken: Tag selv, for Satan, og smid Pengene paa Disken!) - denne sære gamle Fyr, hvem vi trods hans Særhed dog ganske godt kunde lide, erindrede altid med et Glimt af Stolthed i de graa Øine, at han i sin Ungdom havde været »Slots-Tømmermester«, ligesom nok hans Fader og Farfar før ham. Han pleiede regelmæssig at banke mine to Fættere, naar de havde været tilveirs efter Fuglereder i de høieste Træer i Slotshaven, og naar jeg saa traf ham selv om Eftermiddagen gaaende sine Yndlingsture der, slog han gerne med sin Egekæp fornøiet paa de sværeste Stammer og berettede triumferende, at der ikke var det Træ i hele Haven, som han ikke indtil for ganske faa Aar siden skulde kunne gaa op i; »men det forstaar sig, naar man har været Tømmermester paa Slottet og ligget oppe og repareret paa den allerøverste Lanternekuppel, saa er et Bøgetræ kun Smaating.«
   Det var forøvrigt interessant nok at iagttage, hvorledes Stedets Romantik virkede paa denne ordknappe Særling. Stort mere af Verden havde han vel næppe seet end vi Drenge. Livet havde givet ham sine smaa Naalestik, uden at han havde haft Evner eller Lykke til at besvare dem paa anden Maade end ved en indadvendt Gnavenhed, der for den Sags Skyld undertiden kunde vende sig bestemt nok udad imod hans daglige Omgivelser. Han talte meget sjeldent med sin lille fromme godhjærtede Kone; maaske havde han en stor Uret imod hende at bære paa; maaske gjorde denne Byrde ham endnu mere bidsk. I de mange Hundredtusinder af Ægteskaber, hvor man strax i Begyndelsen kommer skævt ind paa Sagerne, hører der stor Villiestyrke eller et lykkeligt Tilfælde til at rette det Krumme. Villie havde han ikke meget af, et lykkeligt Tilfælde havde formodenlig ikke vist sig. Han var bleven gift som saa mange, havde faaet Børn som saa mange, havde hverken haft Kærlighedens eller den høie Dannelses Styrke til at underkue sin Egoisme, og var lidt efter lidt umærkeligt gledet fra sin Familie over i sit eget gnavne Selv. Denne Forskansning havde endnu Ingen kunnet storme. Pigebørnenes muntre Liv, al den glade Ungdom, der kom i Købmandsgaarden, det frie Sprog, der førtes, alle de ubændige Løier mellem denne lidet hensyntagende Blanding af Gifte og Ugifte, intet virkede paa ham. Det skulde da være hans Broderdatter, en ikke ganske ung Kone, der havde bevaret en vis voxkabinetagtig Skjønhed med sorte Haar og Øienbryn, klare Øine og røde Læber, og som med et vist freidigt Koketteri, godt beskærmet af en almindelig bekendt Ulidenskabelighed, sagde Drøiheder, der bragte os unge Knøse til at rødme. Hun kunde undertiden, som hun selv udtrykte sig, »bringe Humør i den gamle Gedebuk«. Maaske var han endogsaa ikke fri for at være lidt indtaget i hende. Det Slags Damer, der kan tillade sig alle Slags Friheder, fordi der er fuldstændig goldt bagved de yppige Antydninger, pleier næsten altid at gjøre Indtryk paa en stærkt sammenbidt Lidenskabelighed, der er bleven afsondret i Tidernes Løb og nu vil frem og vil hævde sig, førend Tiden svinder for stedse. Men naar saa det gamle Klaver blev benyttet altfor larmende og den store, gammeldags Stue genlød altfor stærkt af de mange Stemmer, eller naar der i Haven blev bombarderet altfor nærgaaende med nedfalden Frugt, saa tog han med en fortrydelig Mine sin Egekæp og den graa Hat, lukkede egenhændig Butiken, selv om det var midt paa Dagen, og gik ud der, hvor han vidste, at han kunde finde Trøst, paa sine Yndlingssteder i den store, stille Slotspark.
   Jeg har set ham gaa derude i de ensomme Gange som - ja som en Forfatter, halvt hensunken i Grublerier, nu og da med en skarp Opmærksomhed for det Liv, der i Dybet af den tilsyneladende Ensomhed rørte sig omkring ham. Naar de usynlige Bier summede som et fjernt Havs Brusen oppe i de tætte Lindetræskroner, saa bøiede han Nakken tilbage og gik og stirrede op i den bløde Guirlandeverden af Blomst ved Blomst; hans Næsebor udvidede sig ligesom hos Hesten, naar den langtborte fra faar Færten af en nyslaaet Eng; hans tykke sammenvoxede Øienbryn løftede sig og delte sig som Skyer, der mærker Solens Komme. Han bøiede varsomt af for de sorte Skovsnegle, pirrede dem med sin Stok ind i Græsset eller stod Minut efter Minut og iagttog deres langsomme Kryben, medens Slimet, som slæbte efter dem, efterhaanden halede et helt lille Læs af Bladsvøb, Smaakviste, Støv og Blomsterfnug til sig, en yderlige Hæmsko for den besværlige Gang. Maaske sammenlignede han filosofisk sit eget Liv eller Menneskets Liv i Almindelighed med en saadan Snegl, maaske var hans Opmærksomhed snarere Barnets Opmærksomhed for det, der i det Hele taget bevæger sig, om Bevægelsen end er nok saa ringe. Han morede sig med at lade de smaa Mariehøns krybe paa sine Fingre, indtil de fløi. Han standsede ofte og lyttede efter en Rovfugls Skrig eller de vilde Duers ægte sommerstemte Kurren. Han klappede i Hænderne og raabte Hallo, naar, hvad forøvrigt sjeldnere hændtes, et Dyr raslede afsted gennem Underskoven. Han slog med en Drengs hele kannibalske Fornøielse en tyk Hugorm ihjel, der solede sin dovne Krop over et Gærde. Han var ikke Botaniker, ikke Zoolog, men han kendte sin Slotshave ud og ind som en Forstmand kender sin Skov, en Fisker sin Fiskegrund, en Elsker sin Elskede.
   Naar han tilfældigvis traf nogle af os Knøse derude i Parken, og naar han tilfældigvis ikke var altfor overvættes gnaven den Dag, saa gav han sig gerne af med os, og hans Ordknaphed tøede da efterhaanden op under Indflydelsen af al denne Sommervarme, Fred og Duft rundtomkring. Han smed sig da gerne med os oppe paa en eller anden Bakke under Foden af et stort Træ, hvor der var Udsigt over Søen, Nøddebo, Grib Skov, helt op til Esrom, men tillige, og helst, et lille Sidekig ind imod en Fløi af det hvide Slot. Saa fortalte han os om sin Ungdom herude, om sine Streiftog derovre i den store, uveisomme Grib Skov, et rent Æventyrets Eldorado for vor Fantasi; han befolkede Skovene rundtomkring med Vildttyve og fortvivlede Kulsvierbanditter; han fortalte ikke som Bless, naar man kørte med ham gennem Geel Skov, bestandig den samme Historie om Ole Kollerød, som den drabelige Fragtmand havde været med til at fange. Nei, der kom stadig flere og flere nye Skikkelser frem paa Lærredet. Alle de Folk, der havde hængt sig i Slotshaven, og alle de Piger, der havde druknet sig udenfor Haven, alle kom de med. Billedet blev bestandig mere og mere broget i sin Sammensætning. Vi unge Fyre anede en ukendt Verden af Lidenskab, Trods mod Lovene, Fribytterliv i disse halvttilslørede Forførelseshistorier, hvor Slottet nok ogsaa havde grebet ind med, i disse Slagsmaalsscener og Vildttyverier. Den hele Egn blev usikker for os, men uhyre pikant. Vi begyndte at føle os selv som »Skovgangsmænd«, indtil Idyllen kastede sit formildende Lys over de mørke Grupper, og den Gamle fik bragt vore Gemytter i Ro ved at skildre os sine Fisketure og Baadfarter paa Søen og den store Fodtur ind i det ukendte Land langs Esromkanalen, til Dronningemøllen og Villingebæk, over Nakkehoved til Gilleleie. Disse Skove her rundtomkring fra Esrom til Frederiksborg, fra Danstrup til Gurre, den store Udflugt til Gilleleie og saa Slotshaven først og fremmest, det var den gamle Købmands Verden, og han skildrede denne, ligesom en Købmand nu vilde fortælle om sine Jernbaneture i Tyskland, sine Schweizerkravlerier med Hoteljeremiader og sin æsthetiserende Pastichreise i Romerlandet. Men hvad han fortalte om, det var en Verden, som han kendte lige til det ringeste Straa, en Verden, som han løftede op i sin Fantasi med de blussende Rester af sin Ungdoms Indbildningskraft, og hvis iboende Naturromantik til Gengæld løftede ham op til sand Begeistring i, hvad han skildrede os.
   Saa greb han pludselig sin Kæp, trykkede den graa Hat fast om Panden og forlod os med en eller anden gnaven Bemærkning, hvis dulgte Vemod ikke engang undgik os; og saa gik han hjem, hjem til den Butik, som han ikke passede, og til de Mennesker, som ikke passede ham.
   Men naar Naturomgivelserne kunde virke saa stærkt paa den gamle Gnavpotte, hvorledes maatte de da ikke bøie og forme os, vi, som i ganske anderledes Forstand var blødt Vox og altid gav efter for ethvert Tryk udvendig fra. Det var stærke Naturer, disse mine Slægtninge i den Linie, og de lod sig ikke let gaa paa af noget. Som yngre Mænd havde min Onkel og hans Brødre en maanelys Nat taget en gammel halvraadden Baad ud fra Skipperhuset og var roet et godt Stykke ud paa Søen for at fiske. De havde nok været til Gilde og havde maaske endogsaa en Flaske med sig ombord. Den Ældste fik pludselig Lyst til at prøve Baadens Styrke og stampede da hele Bunden ud, hvorpaa han greb de to synkende Brødre, der ikke kunde svømme, og bjærgede dem iland. »Og det var ovenikjøbet i det fordømte ferske Vand, der slet ikke vil bære,« berettede min Hjemmelsmand kommenterende.
   Vi gik fuldstændig op i vore Omgivelser og lod vor utøilede Fantasi løbe med os, hvorhen det selv behagede den. Naar vi paa vore Fodture kom til Danstrup Hegn, blev vi fuldstændig til Rostgaard og kastede vor Hat i Mosen, og jeg er sikker paa, at havde vi haft en Hest ved Haanden, havde vi troligt skudt den ned af lutter Individualitetsforvexling med den flygtende Patriot fra Kronborg. I Gurre legede vi Kong Valdemar og gjorde to, tre Stykker i Tallet Kur til en ung Bondepige med røde Arme og venlige Øine, som vi kaldte for Tove. I Fredensborg Slotshave antog imidlertid vore Fantasterier den høieste Spænding. Jeg er sikker paa at, lige indtil stærkt virkende ydre Begivenheder rev os ud af vore Drømmerier, der ikke var en eneste Dag, hvor vi havde en Følelse af os selv. Vi skiftede næsten som en Kamæleon Farven, eftersom vi bevægede os i Skyggen eller i Lyset. I de lange, dæmpet oplyste Gange, især i »Sukkenes Allee«, gik vi med sagtnede Skridt og saae os mystisk betagne omkring. Paa »Hidsepladsen« var vi vilde Jægere og stormende Krigsmænd. Overfor de hvide Gudinder steg Blodet os til Kinderne, og den dunkle erotiske Rørelse drev sine Stempelslag gennem vore Pulse og bankede paa vore Hjærter, som vilde den til samme Tid advare og ægge. Vi var halvt forlibte i, halvt imponerede af de flere Aar ældre Kusiner, der maaske ikke altid var saa forsigtige overfor os, som Kendskaben til det unge Hjærte bød. Men Kendskaben hos dem var maaske heller ikke saa stærkt udviklet, eller den bukkede under for en af de stærkeste Fristelser for unge Piger, Koketteri med Drengen, som lader Manden ane. Det ebbede i vor Attraa, eller Bølgen brød frem i vort Bryst, eftersom Sol og Skygge skiftede i den stille Park. Snart var Ridderen, snart Røveren, snart den dunhagede Dreng, snart den kommende Mand oppe i os. Vi var forlibte og utilgængelige, kaade og vemodige, cynisk drengeagtige og drømmende ynglinge-tavse paa en Gang. Den samlede Sum af Havens Stemning hang over os, den mørke, fjerne Grib Skov var Rammen om alle disse Herligheder. Skyerne gled over vore Hoveder snart med Smil, snart med Taarer. Vi omgikkes Dyr og Planter, Statuer og Kusiner som Udtryk af den samme store Natur uden at gøre nogen synderlig Forskel. Der var et Træ i Haven, Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, som vi endnu ikke havde plukket af, uagtet strengt taget Ingen havde forbudt os det, eftersom strengt taget Ingen gav sig af med os.
   Hvor længe det varede? .... Ja hvor længe varer det i Reglen! ...................
   Jeg gik adskillige Aar efter den Tids Begivenheder alene gennem Parken. Det var Sommer, med Solvarme ude over Plænerne, Skygge med mild dæmpet Kølighed inde under de høie Lindealleer. Den for en Fremmed paafaldende Tavshed, som hersker i denne Have, stemte mig maaske endnu mere eftertænksom. Som bekendt hører man ingen Fuglesang i Fredensborg Slotshave. Hvori det ligger? Formodenlig i de mange mørke, indelukkede Alleer. Fuglene vil vel ligesom Menneskene have Frihed og Luft for at kunne synge. Endskønt de røde Skilderhuse og de vandrende Gardister udenfor Havestuetrappen antydede, at Slottet var taget i Brug af de Personer, der i det Hele taget pleier at bebo Slotte, forstyrredes man dog ikke i sin Gang. Parken er jo stor, og i Marmorhaven kommer man kun om Søndagen, sammen med Bønder, Turister og »anden Plebs«. Jeg hørte mine egne Skridt i Alleen, og jeg hørte Bierne summe oppe i Lindetaget. Jeg slog ind paa en af de kendte Stier. Intet forandret i saa mange Aar. Hvormange var det nu? Jeg begyndte at tælle paa Fingrene, men jeg havde ikke Fingre nok til at tælle frem paa, og jeg kan ikke lide at standse og tælle tilbage. Er det i det Hele taget værd at tælle tilbage? Saamange Aar gaaede, Alt her uforandret, og alt Andet saa forandret. Jeg kom ned til Kilden og saae ud over Esromsøen. Store hvide Sommerskyer stode som fastmurede bag Grib Skoven, hvis terrasseformige Bælte af Løv- og Naaletræer trækker sig mod Øst, mod Esrom, Kanalen, Dronningemøllen, Kattegat, - Havet. Havet, ja! Luftning! Der er i Grunden saa indelukket i Fredensborg. At Digteren lægger sig til dette Bryst, naar »Bægret vil skumme over Randen«, det har jeg egenlig aldrig rigtig kunnet være med paa. Jeg kender et andet Bryst, der er bredere og hvidere, og hvis Aande er sundere. - Jeg saae udover den roligt hvilende Flade, hvor Fiskene slog deres Cirkler, og hvor Skyerne speilede sig. Hvide Bjerge foroven, hvide Bjerge forneden. Saa begyndte Skyerne at løsnes i deres Grundvold, og samtidig begyndte der lige nedenunder Grib Skov at vise sig en graablaa Stribe paa Vandet. Den voxede fremefter, Skyerne lettede sig, den kom helt over imod mig. Cirkler og Speilbilleder forsvandt i Vandet. En kold Luftning viftede imod mig, og snart begyndte en regelmæssig Bevægelse at klukke og skvulpe mellem Sivene og at pjaske mod Gruset ved min Fod. Jeg blev ublidt berørt af denne kolde Luftning, og dog havde jeg ønsket mig den for et Øieblik siden. Jeg vendte mig og gik op igennem Skoven, hvis Toppe allerede susede over mit Hoved. Der var en Vaande i mig, en Klage, som ikke kunde komme frem i Ord. Jeg tog min Lommebog frem, og idet jeg saae mig omkring paa en af Skuepladsene - Valpladsene havde jeg nær sagt - for vore Ungdoms Bedrifter, skrev jeg: Idyllen strøget - den kolde Luftning kommet; - Forandring fryder, sagde Fanden, han dansede med Glasbuxer paa Karnevalet! - Og herover kom jeg til at le, idet jeg tydeligt syntes at kunne høre Klingringen af de knuste Glasstumper. Saa kom der noget i mit Øie; maaske et Blomsterfnug, maaske en af Glasstumperne. Det gjorde i hvert Fald ondt, jeg fik Taarer i Øiet og maatte gaa tilbage gennem Slotshaven med Lommetørklædet for det halve Ansigt ... ...................
   Jeg tror ganske bestemt, vi faar Torden idag! gentog min Kammerat og tørrede for anden Gang sit Ansigt.
   Ja, lad os gaa ganske langsomt, sagde jeg gispende.
   Vi havde naaet Enden af Stien, som mundede ud i Dybe Allee eller »Sukkenes Allee«, som vi foretrak at kalde den. Just i det Øieblik, da jeg, som gik forrest, vilde bøie om en Træstamme ind i Alleen, standsede jeg og blev staaende, raadvild, om jeg skulde gaa frem eller tilbage. Deroppe i Gangen, næppe en Snes Skridt fra mig, kom den fremmede Knøs gaaende, men ikke alene. Han fulgtes med en Dame, eller maaske rigtigere, en Dame fulgte ham. Hun havde taget hans ene Haand og bøiede sig henimod ham. Skjønt han jo, hvad jeg strax ved vort første Møde havde lagt Mærke til, var en velvoxen Knøs, saae Damen dog næsten større ud, saa rank var hendes Statur, saa yppigt imponerende et Skue frembød hun. Han gik med Hovedet bøiet og syntes at snakke til Gruset i Gangen; hun rykkede ivrigt i hans Haand og talte med en blød men noget bekymret Stemme:
   Og Du paastaar virkelig, at Du saae ham falde. Men, min Adolf, Du som ellers er Godheden selv, hvor kunde Du dog ... ?
   Det var jo ikke min Skyld; jeg troede, at jeg skulde slaa til med Sablen. Han sagde det selv!
   Men hvorfor blev Du da ikke ved ham!
   Jeg blev bange, da jeg saae, hvad jeg havde gjort; jeg frygtede ogsaa for, at alle de Andre vilde mig tillivs!
   Ak, Adolf, Du er altfor blød, saa stor og stærk som Du er. Men hvad skal vi gøre? Jeg maa jo se at faa noget at vide om det stakkels unge Menneske. Hvor var det, sagde Du ... ?
   Paa den anden Kant; der, hvor der staar en hel Mængde hvide Støtter i Rundkreds ... Ah!
   Dette Udraab, der omtrent samtidig sekunderedes af et lignende fra den smukke, høie Dame, galdt ingen Anden end min Ringhed, der nu stod lige for dem.
   Jeg veed ikke ganske bestemt, hvad jeg mest tænkte paa i dette Øieblik, men jeg tror, at det næstefter min Huggert, som var kommen mig mellem Benene, var den fremmede Dames Udtryk om mig: »det unge Menneske.«
   Det er ham! raabte Adolf og gjorde et Spring tilbage, men løftede i det Samme sin Arm som til en garde.
   Damen kastede sig imellem os. Jeg gjorde et Buk og en beroligende Bevægelse, men kom derved endnu yderligere i Kollision med den fordømte Huggert. Jeg snublede, og var ganske sikkert faldet forover, hvis ikke min Vaabendrager havde taget et Tag i mig bagfra.
   Et Sekund stod vi alle Fire og betragtede hverandre, saa smilede den fremmede Dame, og da hun først var begyndt at smile, blev Smilet snart til en venlig Latter over hele hendes milde Ansigt.
   Jeg følte, at jeg blev frygtelig rød, og jeg stammede:
   Frue ... Frøken!
   Ikke sandt! sagde hun og trykkede min Haand, som hun selv tog. De tilgiver jo nok min slemme Dreng! Han har ikke villet gjøre Dem noget Ondt, det forsikrer jeg Dem. Nu, da jeg seer, at Uheldet ikke er saa stort, som jeg maatte befrygte, kan jeg dristigere gaa i Forbøn for ham. Adolf! bed nu om Forladelse! -
   Jeg maa sige, at det i Grunden ærgrede mig, at »Uheldet« saaledes strax blev reduceret. Jeg satte en lidt fortrædelig Mine op og nølede med at modtage min Kontraparts ligeledes tøvende fremrakte Haand. Men da jeg saae et bekymret og skuffet Udtryk i det smukke Ansigt ligeoverfor mig, slog jeg til.
   Det var Ret; og nu haaber jeg, at de to Modstandere for Fremtiden ville blive gode Venner. Det er tidt ikke den værste Maade at begynde et Venskab paa. Hvad er Deres Navn, maa jeg spørge?
   Jeg sagde mit Navn, og blev atter rød. Saa forestillede jeg min Vaabendrager, og søgte imidlertid at samle mig lidt. Det var maaske ikke saameget det, at der blev sagt »De« til mig (skønt sligt dengang ikke gik ofte paa), som i det Hele taget den lette, hensynsfulde Maade, hvorpaa hun talte til mig, der gjorde mig saa forlegen og tillige saa indvendig fornøiet. Jeg svor strax i mit stille Sind, at jeg vilde være hendes Ridder, og kom herved til at give Kasketten over mit Tørklæde et raskt lille Tryk, som uvilkaarligt aftvang mig en Grimace.
   Aa, De Stakkel! Er det meget slemt? har De Smerter? -
   Jeg forsikrede i en latterlig Stilling med Haanden paa Brystet og Benene samlede til første Position, at det aldeles intet havde at betyde, men min tro Kammerat, Vaabendrageren, der syntes, at han skulde vise Høvdingen frem i det mest heroiske Lys, rev udenvidere Kasket og Tørklæde af mig, hvorved Forbindingen gled tilside og Saaret laa aabent for Tilskueren.
   Min Gud, hvad har Du dog gjort, Adolf! - Hun blev ganske bleg og strøg mig med en blød, o saa velgørende blød, Haand over Panden. Vent lidt! sagde hun. Jeg forstaar mig en Smule herpaa! - I hendes Livbaand hang et Etui til Sytøi eller Broderi. Hun tog en lille Sax frem, bad mig staa ganske stille, og klippede derpaa meget varsomt de Haartjavser bort, der truede med at filtre sig ind i Saaret, som nu paa sine Steder var begyndt at bløde. Saa klippede hun sit Lommetørklæde i Strimler, rev nogle af dem itu til Charpi, lagde det under Compres paa Saaret, lagde saa godt det lod sig gøre et Bind omkring, bandt det røde Tørklæde over og - gav mig et ganske svagt Kys paa Panden, idet hun sagde: Se saa, Hr. Krigsmand, nu er De bleven rigtigt forbundet! -
   Jeg var nær sunket i Knæ. Jeg veed slet ikke, hvad det var for en Magt, der beherskede mig. Først og fremmest berøvede den mig aldeles Mælet. Jeg stod og stirrede paa hende og mumlede mellem Tænderne. Hun klappede mig paa Skulderen. Adolf! nu er det bedst, at Du følger med - hvad var det nu De hed - Hr. Dahl, rigtigt, Hr. Erik Dahl. De to Modstandere maa se at blive rigtig gode Venner, og hvis jeg kan se ret, tror jeg ikke, at det vil falde svært for nogen af Parterne. Farvel. Vi ses jo nok igen! - Hun vendte sig med en lille Bøining af Hovedet og gik, - gik med en egen vuggende Gang langsomt op ad den lange Allee.
   Jeg stod og saae efter hende.
   Hvem var det? spurgte min ligefremme Vaabendrager den nye Kammerat.
   Det var min Moder! -
   Deres - Din - Deres Moder! udbrød jeg og spilede mine Øine op. Da han ikke syntes at have noget mere at svare hertil, vendte jeg mig atter og forfulgte den Forsvindende med Øinene. Hans Moder! Jeg vilde have svoret paa, at det var hans ældre Søster. Dog nei, maaske ikke. Der var noget, noget, som ... og alligevel ... Jo, nei; Gangen; det noget fyldige Indtryk. Men saa Ansigtet, næsten som hans eget, men meget, meget smukkere; og ikke en Rynke. Behøvedes der da en Rynke for at være Moder? Jeg søgte i min Hukommelse, men min egen Moder havde været død nu snart i fem Aar. Hun havde ogsaa lidt meget, vidste jeg. Naa, hvorom Alting er: en sexten-syttenaarig Fyr kan ikke forlange at skulle forstaa Alting. Alligevel spurgte jeg min nye Ven, da vi fulgtes ad ind igennem Stien for at træffe de Andre:
   Hvor gammel er ... er De?
   Femten Aar!
   Er Du femten Aar?
   Ja! -
   Jeg gav mig til at tælle efter paa mine Fingre. Saa rystede jeg paa Hovedet, saa gjorde Saaret ondt, saa kom jeg til at tænke paa den bløde Haand og paa Kysset, saa lukkede jeg Øinene for en Stund og gik med en Arm ind under hver af mine Kammeraters langsomt videre gennem den store, stille Park.
   Vi fandt snart de Andre, og den nye Kammerat blev høitidelig optaget i vor Kreds. Den Tid stiftede man snart Bekendtskaber, dyrkede dem ivrigt, ja sværmerisk, blev ved Tilfældigheder skilt, saae hinanden ikke med længere Mellemrum, og naar man da mødtes igen - ja hvor forandret! eller man mødtes slet ikke igen, og savnede ikke Mødet. Af den Kreds, som vi dengang dannede, ryddede Selvmord, Sygdom og »Uheld« (Amerika eller sligt) ganske artigt op i de trofaste Venner. Hvilken Ironi, næsten altfor haardhjærtet, der dog leger med Ungdommen. Henad Veie og Stier hvirvler de kolde Vindstød alle disse lyse, dunede Blade. Gennem Støv og Snavs, op og ned, snart paa en Tjørnehæk, snart høit op i Luften gaar det. Og hvilket ufrivilligt blandet Selskab. Halmstraa, tørret Gødning, smudsige Avislapper, Affald af enhver Art rives med ind i Hvirvlen og opføre Runddansen med de engang vaarfriske Blade, til hvem saamange Forhaabninger knyttedes, over hvem bedende Læber har sunget saamangen en ensom Times brændende Sang. Naa! nogle slipper ind ad et aabentstaaende Vindu i en hyggelig Stue, hvor et eller andet Væsen paatager sig Forpleiningen. Andre bliver opfangede og lagte i et Herbarium med en latinsk Paaskrift under. Nogle har Held med sig, nogle forsvinder aldeles. Det Betryggende for Slægten i det Hele taget maa være, at Skoven hvert Aar sætter nye Blade. Livet er rigt; det har Raad til at rutte med sine Skillinger.
   Henimod Middagstid begav Flokken sig hjem til mig. Jeg skiltes fra Adolf, som hele Tiden havde holdt sig noget tilbage; - maaske stolede han ikke ganske paa Freden. Jeg sagde ham, hvor jeg boede, og tog det Løfte af ham, at han snart skulde besøge mig.
   Min Fader, der havde trukket sig tilbage fra Forretningerne, beboede en Del af Aaret et gammelt Sted ved Asminderødveien. Man vil forgæves søge efter det nu. Jernbanelinien, den ubønhørligste af vor Tids ubønhørlige Fordringer, har skaaret det midt over. Dengang var der en Have til Stedet med en lille Granlund, som mine Søstre kaldte »det norske Parti«, en Karusedam, hvor vi druknede Katte og medede efter Frøer (eftersom Karuserne ikke vilde bide paa Krog men kun lade sig fange i Vod), nogle store Blomsterbede med Stokroser og Georginer og forøvrigt ikke mange andre Herligheder. Huset havde en høi Stentrappe, to Etager, hvidkalkede Mure, og frembød en Mellemting mellem noget Ærværdigt og noget Forfaldent. Min Fader, som oprindeligt var bestemt for Studeringerne og som havde taget et Par Examiner i forskellige Fag, var senere kommen ind i en Slægtnings Forretning og tilbragte nu megen Tid paa Reiser. Han havde endnu bevaret æsthetiske Interesser, som mange af de Folk fra Frederik den Sjettes Regeringsaar. Han omgikkes noget de Skuespillere, der i Ferietiden pleiede at ligge paa Fredensborg. Forøvrigt læste han meget, arbeidede paa økonomiske og statistiske Værker, tilhørte ikke fuldstændigt sin egen Tid og begyndte at ane den kommende. Mere maaske ifølge en arvelig Tradition fra sin egen Ungdom end i Overensstemmelse med noget Haardt i sit Væsen behandlede han mig strengt. Som eneste Søn skulde jeg efter den gængse Familieforfængelighed være »Lyset«. I Frederik den Sjettes Tid pleiede man et »pudse« Lysene dygtigt for at holde dem klart brændende. Jeg var bleven behørigt pudset, uden at jeg egenlig kan sige, at det havde frugtet synderligt. Min Fader var paa Grænsen af at opgive mig; hans egen energiske arbeidsomme Natur var uheldigvis endnu ikke traadt bestemt nok frem i mig; næste Aar skulde jeg være Student, og da jeg altsaa stod paa Grænsen af de Aar, hvor Opdragelsesmethoden fra det landsfaderlige Regimente ikke godt længer lod sig anvende, saa havde der istedetfor den direkte Indgriben fra min Faders Side dannet sig hos ham en vis misfornøiet, faamælet Iagttagen af min Gøren og Laden, som jeg for mit Vedkommende besvarede med saavidt og saa ofte som muligt at unddrage mig det faderlige Øie, der - og vel ikke uden en vis berettiget Kritik hos mig - forekom mig at hvile lidt vel køligt paa mig. Vi var egenlig talt »paa Krigssti« sammen, uden at Krigen fra nogen af Siderne definitivt var erklæret. Han iagttog mig; jeg vidste, at jeg skulde tage mig iagt.
   Min Fader havde været Enkemand allerede i flere Aar. Jeg tror i Grunden, at han havde holdt af min Moder og vedblivende gjorde det til hendes Død. Men hendes, jeg vil forsøge paa at kalde den: »musikalske« Natur har dog næppe paa alle Punkter kunnet harmonere med hans egen virksomme, foretagelsesfulde. Det er egenlig uheldigt! Manden gifter sig næsten altid paa det Tidspunkt af sit Liv, hvor han er stærkest optaget af sig selv, sin Ærgerrighed eller blot og bart Kampen for Existensen, - Kvinden derimod paa den Tid, hvor hun udelukkende er optaget af Manden. Lige fra Begyndelsen af er Partiet ulige. Kvinden har i Grunden altid Ret til at beklage sig; men Manden henviser paa sin Side til Livets ubønhørlige Krav. Det er som den gamle Vismand sagde: Alle har Ret, gaa derfor strax hen og begrav Eder!
   Jeg husker den Dag, da min Moder døde. Vi Børn havde, som naturligt var, allerede de sidste Par Dage været meget overladte til os selv og egenlig talt forsømte. Selve Dødsdagen gjorde mest Indtryk paa mig derved, at vi slet ingen Mad fik. En Feltherre sørger altid for, at hans Folk ikke er fastende, naar han skal føre dem i Ilden. Man bør ligesaa lidt stille fastende Børn ligeoverfor Døden. Et saa uudsletteligt uhyggeligt Indtryk, som Døden ved den Leilighed gjorde paa mig, har Intet end ikke tilnærmelsesvis senere kunnet gøre. Sulten, forfrossen og med en skærende Følelse af Forladthed havde min ældste Søster og jeg sat os hen i en Krog af den store Spisestue, hvor intet Bord havde været dækket og hvor der ikke engang i Buffeten var Noget for os at finde. Min Fader kom ind fra Dagligstuen, som var bleven taget til Sygeværelse. Hans ellers saa livlige, opvakte Ansigtstræk vare skæmmede af Graad. En Kvinde kan se smuk ud selv opløst i Taarer; en Mand taber øieblikkelig sin vigtigste Skønhedsbetingelse, Intelligensen. Det gjorde et fremmedartet, næsten forfærdeligt Indtryk paa mig, da han kom hen og satte sig ned imellem os med det halvkvalte Udraab: Børn, nu er Eders Moder død! Jeg lagde slet ikke Mærke til, hvad han sagde; jeg flyttede mig lidt bort fra ham. Det, der stærkest og uhyggeligst berørte mig, var, at han, Faderen, Indbegrebet af al Overlegenhed, Genstanden for al vor lydige Respekt, sad imellem os - paa Gulvet. Saa reiste han sig og gik mekanisk nogle Gange omkring det runde Spisebord. Han blev staaende et Øjeblik og stirrede paa den blanke Bordplade. Jeg skottede op til ham og grundede i min Sjæls Enfoldighed over, om han muligvis skulde tænke paa at give en Ordre til Kokkepigen. Saa vendte han sig og gik ud af Stuen, op til sit Arbeidsværelse. Først flere Timer efter, da vi - Gud maa vide af hvilken misforstaaet Omhyggelighed for at berøve os den sidste Illusion - blev ført ind ved den Dødes Seng, først da gik det op for mig, at det var Døden, her handledes om. Og hvilken Død! Jeg stirrede paa disse Træk, som nu var blevne skarpe og indfaldne; Munden var som en Streg, Næsen næsten kroget, Kinderne hule; og saa denne forfærdelige Bleghed. Altsaa virkelig død, det vil sige: slet ikke til mere for os; jeg kunde ikke engang bede om Forladelse for min sidste Forseelse! Men det var jo sandt, den vidste hun ikke mere: og hun vilde slet ikke faa noget mere at vide. Jo dog; oppe i Himlen! Jeg saae uvilkaarligt op mod Stueloftet. Her var i mange Dage ikke bleven udluftet. Der hang en Spindelvæv oppe under Gibsdækket, og en Edderkop firede sig allerede ned derfra lige ovenover den Dødes Hoved. Jeg pegede med Rædsel paa den, og en af de Nærmeststaaende, min Tante eller en Stuepige, greb et Haandklæde og slog efter Insektet. Edderkoppen forsvandt, men Snippen af Klædet slog over den Dødes Ansigt. Jeg brast i en voldsom Graad og blev ført ud af Stuen. Det var altsaa Døden, jeg havde staaet Ansigt til Ansigt med. De skarpe Træk prentede sig dybt nok i min Hukommelse, lige ned til den lille, ubetydelige Vorte, som min Moder havde haft paa Kinden, og som i hendes sunde og friske Dage kun havde virket som en Skønhedsplet, men som nu traadte forstørret og udhævet frem af Magerheden rundtomkring. Hvor var nu de bløde, sagtmodige Træk og disse milde, noget svømmende Øine, som saa ofte havde hvilet paa mig? hvor var den Overbærenhed og Blidhed, som saa ofte havde gaaet i Forbøn for mig hos den strenge Fader? Havde jeg ligget med mit Hoved i dette Skød og ramset mine Lektier op? var min solbrændte, knoklede og ikke altid renvaskede Drengehaand bleven ført af denne bløde, hvide Haand henover de Tangenter, som jeg kun modstræbende anslog? Ja modstræbende! Jeg havde altid været en slem Dreng, forekom det mig, og altid voldt hende Bekymringer. Og nu var hun død, og hvilken frygtelig Forvandling!
   Jeg gik, som jeg ofte pleiede, i min Sorg og Nød over Gaarden til vor gamle Kusk, som sad i sit Kammer, hvor der lugtede af Seletøi og en Tobak, som hed »Blaamand«. Han polerede Knapper med en ulden Klud og røg af sin stumpede Pibe. Jeg fortalte ham, endnu med Graad i Stemmen, hvad der nylig var sket. Han lagde Kluden og Piben fra sig, tog oppe fra Hylden en gammel, fedtet Psalmebog med et Spænde, der var sat fast med Lak, og gav sig til at læse:

  Gud, see miskundelig 
  I al vor Vaade 
  Til os, som tro paa Dig, 
  Og giv os Naade. 
  Gjør os vort Hjærte fro, 
  Og skjænk os Ro, 
  Amen, Amen, i Din Tro.

   Derpaa gav han sig til at klynke: Ak Gud, den kære, gode Frue; saadan en velsignet Frue hun var; - hvornaar skal Begravelsen være?
   Jeg syntes, med den velopdragne Borgersøns finere Følelse, at dette Spørgsmaal var noget vel forhastet; jeg standsede min Graad og saae paa Kusken, der atter havde taget sin Pudseklud fat. Og medens jeg i Tavshed stirrede paa Knapperne og Trippelsen og den foroverbøiede Figur med den røde Næse og det svære Dragonskæg, randt som en Kontrast hertil den Dødes Ansigt mig atter ihu. Jeg begyndte atter at græde og betroede saa Kristian, at jeg hverken vilde være Soldat eller Doktor, men derimod Taarnvægter.
   Det forekom mig dengang, at en Taarnvægter absolut maatte være hævet over al menneskelig Nød og Sorg, og jeg kunde ikke med min bedste Villie faa bragt denne Profession paa nogen Maade i Forbindelse med Død og Tilintetgørelse, hvilket jeg nu havde lært at grue for som for en fremmed, uhyggelig Skygge, der pludselig var faldet hen over min Barndoms morgenlyse Vei.
   Taarerne i min Faders Øine tørredes forøvrigt snart. I den Tid, hvor man endnu gik paa Levningerne af det landsfaderlige Regimente, hørte der i enhver velordnet Familie det nødvendige Kvantum Husdespoti til, for at Manden kunde være Mand. Konen var absolut kun Numer to; naar hun faldt fra, stod Manden dog tilbage med sit Numer Et, og dette Ettal skyldte man at opretholde i hele sin Værdighed. Man tillægger hin Tid saamegen Sentimentalitet. Sentimentaliteten strakte sig ikke stort udenfor de æsthetiske Interessers Omraade. Man græd i Theatret og buldrede i sit Hjem. Desuden - hvor mange trøstesløse Enkemænd gives der i Verden? Ligesaa mange formodenligt som der gives Enker. Det ene Køn har vel ikke stort at lade det andet høre. Undtagelserne falde sandsynligvis ligelig paa begge Sider.
   Der paafulgte en Periode, som nærmest gik ud over os Børn. Da jeg var kommen saa vidt frem i min Klasselærdom, at jeg kunde anvende historiske Paralleler, fandt jeg paa - ikke aldeles uvittigt - at kalde Perioden for: det store Interregnum. Prætendenter til den ledige Trone meldte sig rundtomkring fra. Der var tyske og svenske Damer, Tanter og ældre Kusiner, som gerne havde attraaet den ledige Plads, for, som Omkvædet lød, »at kunne tage sig af de kære Børn«. De kære Børn trængte virkelig ogsaa til, at Nogen skulde tage sig af dem, og det forundrer mig endnu den Dag i Dag, at de kære Børn virkelig slap saa godt ud af alle disse Omvæltninger, som de gjorde. Min Fader var som alle energisk-æsthetiske Naturer langtfra utilgængelig for kvindelig Hyldest. Heldigvis var vi endnu ikke udviklede nok til at kunne gribe og fastholde i Flugten alle disse Traade af kvindelige Væv, der blev spundne om Husets Herre, og som han efter Behag knyttede eller afbrød. Jeg anede maaske engang imellem lidt, men min Naivetet var for stor til, at min Pietet skulde have taget Skade. Endnu saae jeg kun Tingenes rent ydre Form, og jeg var mere tilbøielig til humoristisk Satire over alle disse skiftende Husholdersker, end til nyfigent at kaste mig ind i Undersøgelser bag Kulisserne, hvor saamangen Uskyldighed er bleven hængende, saameget Sommerfuglestøv er bleven afstrøget.

           -----

   Hvorledes er det, Du seer ud? spurgte min Fader mig i den sædvanlige storinkvisitoriske Tone, da hele Flokken med mig noget i Baggrunden trampede ind i Havestuen, hvor Middagsbordet var dækket.
   Vi legede; saa faldt jeg. -
   Jeg synes snart, Du er for stor til de Narrestreger. Kom her, og lad mig see paa Dig. Hvem har forbundet Dig? -
   Jeg maatte nu ud med Sproget. Han fixerede mig skarpt.
   En fremmed Dame? Hm! Det er bedst, at Du efter Bordet gaar ind paa Dit Værelse og bliver der i Eftermiddag. Du kan vist have særdeles godt af at læse i Din latinske Grammatik. Dine Venner kan gaa ud og fiske; jeg skal sørge for Baad til dem; men Du maa have en lille Straf. At der dog ogsaa altid skal være noget iveien med Dig! Du er i Dag fyldt sytten Aar. Hvornaar vil Du dog begynde at blive Menneske?
   Jeg skubbede mig ned ved Bordenden blandt de tavse Kammerater. Jeg tænkte paa hende, der for nogle faa Timer siden havde kaldt mig »det unge Menneske«, og jeg bed i min Skee af Arrighed. Saa begyndte min Fader at henvende Ordet til den af mine Venner, som mindst behagede mig, men som min Fader foretrak, fordi han var Duxen i vor Klasse. Ethvert opmuntrende og spøgefuldt Ord, som rettedes mod ham, faldt som en glødende Bebreidelse paa mit Hoved. Det glødede tilstrækkeligt iforveien. Jeg spiste saa godt som Intet, men sad og traadte min Sidemand paa Foden, og lettede min Harme ved at skære Ansigter bag Servietten.
   Endelig var Middagen færdig. Jeg vidste, at min Dom var inappellabel. Jeg ønskede mine Kammerater med en ophøiet Selvironi god Fornøielse, og marscherede selv ind paa mit Værelse, medens de buldrede ned ad Stentrappen. Nogle Minuter efterat de vare gaaede gennem Havelaagen, hørte jeg Døren ud til Trappen atter gaa. Jeg kigede forsigtigt ud ad Vinduet og saae min Fader skridte over Græsplænen med sit Medetøi i Haanden.
   Ah ha! tænkte jeg. Gaa Du kun, Tyran, og bliv saa længe borte, som muligt; saa er jeg idetmindste ene.
   Hans statelige Figur forsvandt gennem Laagen, og jeg kylede den Madvigske Grammatik, som jeg for et Syns Skyld havde taget ned af Reolen, med en sextenaarig Fanges dybtfølte Forbandelse hen i en Krog. Saa satte jeg mig med en Leiebibliotheksroman hen ved mit Bord og bøiede mig med mine Hænder dybt begravede i mit purrede Haar hen over de kostelige Blade.
   Varmen derudenfor var ingenlunde bleven formindsket. Eftermiddagssolen begyndte tilmed at skinne blændende i Vinduskarmen; jeg rev min Frakke af, vædede Forbindingen om mit Hoved med koldt Vand og lænede mig tilbage i Stolen med Bogen i Haanden. Men mine Tanker blev ved at kredse om Mødet derude i Haven, om den venlige Dame, min unge Kammerat, og alle de Smaating, der stod i Forbindelse hermed. Jeg smed ogsaa Romanen, men dog lidt varsommere end Grammatiken. Jeg tog Papir og Pen frem og begyndte at skrive; hvilket? Vers naturligvis. Vi skrev allesammen Vers. Mine, i den Anledning forfattede, begyndte saaledes:

   Den fremmede Dame i Haven stod ....

men dette forekom mig dog altfor prosaisk. Jeg strøg over, og skrev:

  Hvor Lindene bygge et hvælvet Tag, 
  Der mødte jeg hende en Formiddag.

Heller ikke dette syntes jeg om. Jeg sad og grundede lidt, saa blev det til:

  Hun mødte mig under den duftende Lind 
  Og kyssede mig paa Panden, 
  Men hjemme jeg spærres i Stuen ind 
  Med Madvig ......

   Jeg kunde ikke finde noget, som sat i Forbindelse med Madvig kunde rimes paa »Panden«. Og i min Digternød malede jeg da nedenunder over hele Papiret et stort: for Fanden!
   Idetsamme bankede det paa Døren.
   Kom ind! raabte jeg gnaven.
   Vor Husholderske, den sidste i Rækken, stod i Døren. Det var et tykt, godmodigt, sorthaaret Fruentimmer fra Stettin, som gjorde Alt for at indsmigre sig hos os Børn, og som nogle Maaneder efter reiste bort, medtagende i sin Glemsomhed et Par Sølvarmstager, en Del Dækketøi, nogle Pretiosa, som havde tilhørt min Moder, og efterladende forskellige ukvitterede Regninger paa Udstyrsartikler, som min Fader med sletdulgt Ærgrelse betalte til en Kommissionær. Hun var, efter hvad hun paastod, Enke efter en dansk Købmand i Stettin, og havde stadig Slægtninge her i Landet, som hun skulde opsøge.
   Hvad er der, Fru Schneider?
   S'ist Jemand da unten, der den jungen Herrn sprechen möchte. Kann ich la' ham kumme op?
   Hvem? hvad hedder han?
   Brunnow. Adolf Brunnow, hat er gesagt. Ein junger, hübscher Mensch!
   Gleich, sofort! lad ham strax komme op, Fru Schneider.
   Jeg skød hastigt mit Skriveri ned i Bordskuffen og sprang min nye Ven imøde.
   Jeg vilde se, hvorledes Du havde det. Moder sagde, at jeg skulde høre herop. Er dette Dit Værelse?
   Han stod midt paa Gulvet med Kasketten i Haanden, og saae sig omkring. Som han saaledes stod og den fulde Belysning fra Vinduet traf ham, lignede han Moderen. Han skød Haartjavsen væk fra Panden, og Ligheden blev endnu større. Han var blond ligesom Moderen, og havde de samme store, lidt smægtende Øine. Paa Overlæben og Hagen begyndte Skæget at dunes. Jeg misundte ham hemmeligt sin tidlige Udvikling. Jeg havde selv een Gang raget mig, men uden Resultat. Min Faders Barberkniv havde kun modtaget næsten mikroskopiske Spirer over sin hvasse Æg.
   Slaas Du ogsaa med dem? spurgte han, og pegede paa et Par Fleuretter, der var hængt korsvis op over en Fægtemaske paa Væggen.
   Jeg forklarede ham, at det var Stødvaaben, og tilbød ham en Lektion. Men han afslog det med en lille Rødmen og pegede paa mit Hoved.
   Aa, det siger Intet. Om et Par Dage er den Skramme lægt; saa tager vi Begge Masker paa, og saa skal Du snart komme ligesaa vidt som vi andre!
   Han takkede og pegede paa Reolen med mine Skolebøger, Virgil, Homer, Livius o. s. fr.
   Læser Du i de Bøger? spurgte han, og saae meget opmærksomt paa Ryggene, forsaavidt som han kunde læse Titlerne for Blækklatter og Knivskaar.
   Ja naturligvis; jeg skal jo »op« til næste Aar!
   Hvor op?
   Til Examen, til Artium. Skal Du ikke?
   Nei, jeg skal til Gibraltar!
   Hvad for noget?
   Til Gibraltar, til min Onkel, som er Købmand.
   Ah, Du er »Realist?« udbrød jeg noget nedladende.
   Hvad er Realist?
   Du skal til Handelen. Du læser ikke Latin og Græsk!
   Nei, men jeg lærer Engelsk og Spansk og Fransk med Moder, og i Byen havde jeg en Lærer i Mathematik og Bogføring. Jeg lærer ogsaa at synge af Moder, og spille paa Fortepiano og Guitar!
   Jeg følte mig næsten overbudt af denne Mængde Fag.
   Jeg maa lære Dig at hugge og fægte! sagde jeg efter en lille Pavse. Du trænger til at faa Manerer.
   Der var virkelig noget vist Pigeagtigt udbredt over hans iøvrigt vel proportionerte Skikkelse. Han stillede sine Arme saa besynderligt og hvilede stadigt sin Overkrop i Hofterne.
   Hvad skal vi nu bestille foreløbig? spurgte jeg ham og saae mig omkring i Værelset, som om Væggene kunde give mig Svar.
   Lad os spadsere i Slotshaven! foreslog han.
   Jeg - jeg kan ikke godt!
   Skal Du læse?
   Ja, paa en vis Maade. Jeg har Stuearrest.
   Stuearrest! udbrød han i den høieste Forbavselse og betragtede mine Haandledde og Ankler, som om han vilde søge efter Lænker der.
   Forstaar du, Adolf ... den Gamle ... min Fader dikterte mig Arrest, fordi ... for dette her, sagde jeg og bøiede Hovedet.
   Da jeg atter løftede det, havde jeg hans Arm om mine Skuldre, og han saae mig lige ind i Øinene med sine Øine fugtige af Taarer. Det er min Skyld; jeg beder Dig saa inderligt om Forladelse!
   Jeg blev ganske underlig tilmode. Det var en hel anden Maade at tage den Slags Sager paa, end vi grovkornede Krabater havde for Skik imellem os.
   Han holdt mig endnu omslynget med sin Arm, jeg søgte at frigøre mig, men han holdt fast; først nu mærkede jeg hans Kræfter.
   Bryd ud! sagde han.
   Det var kun disse to Ord, og han sagde dem hurtigt og dæmpet, men det var som en hel theatralsk Forestilling. Udtrykket i hans Øine havde forandret sig; der var noget spændt lidenskabeligt i dem, som forvirrede mig og gjorde mig urolig.
   Det er umuligt! sagde jeg, og rev mig løs. Det gaar ikke an. Du kender ikke min Fader!
   Han havde sat sig ned. Udtrykket i Ansigtet var atter det flegmatisk-sørgmodige.
   Kom, lad os spille »Bataille«! raabte jeg, og tog Kort frem.
   Ryger Du? spurgte jeg.
   Ja, jeg ryger de Cigaretter, som Moder ruller.
   Jeg vilde ønske, at Din Moder vilde rulle mig nogle Cigaretter. Her har du en Pibe. Jeg tror, den kan trække!
   Og vi to Fyre satte os til i Skjorteærmer at spille Kort og ryge Tobak, medens Eftermiddagssolen faldt ind ad det aabne Vindu og bragte Sveden til at perle i store Draaber paa vore Ansigter.
   Jeg tvivler ikke om, at »Bataille« (eller som jeg senere hos Bønderne paa Landet har hørt det blive kaldt »sulten So«) dengang var et meget interessant og for vore Fordringer meget tidssvarende Spil; alligevel vilde Spillet den Eftermiddag ikke ret udfylde hele vor Interesse. Naar en Indespærret faar et uventet Besøg af en fri Mand, kommer der en ganske naturlig Lyst og Higen i hans Hu, som ikke er saa ganske let at faa Bugt med. Jeg havde flere Gange reist mig og seet ud ad Vinduet, ligesom om det blændende, gyldne Lys derude drog mig til sig. Endelig kastede jeg Kortene og satte med en Gaben min Pibe fra mig.
   Jeg gider ikke mere, Du. Det er ogsaa forbandet at skulle sidde inde en saadan Eftermiddag. Det Eneste, der trøster mig, er, at Varmen er saa forfærdelig derude. Hvor mange Grader tror Du det er?
   Han svarede ikke, men reiste sig langsomt, og saae med sine store Øine paa mig. Jeg følte, at hans Moder maatte kunne se saaledes paa En; maaske endnu mere dragende og fristende.
   Kom, lad os gaa, Du; blot en Time. Din Fader kan ikke være kommen hjem til den Tid; og saa er der jo Ingen, som faar det at vide!
   Jeg var svag; jeg lod mig overtale. Vi sneg os ned ad Trappen og over Græsplænen, kigede over Gærdet ned ad Veien, og da Passagen var fri, faldt Laagen i efter os, og vi drog ilsomt opad Asminderødveien, skar over Helsingørsveien, og løb tværsover Marken forbi det nyligt opførte Thinghus ind i Slotshaven, hvis høie, mørke Lindeallee modtog os i sin beskyttende Skygge.
   Vi var i Slotshaven, og jeg var ude af min Arrest. Jeg stod lidt og saae paa Thinghuset med sine røde Mure og sine smaa tilgitrede Vinduer, og jeg spurgte mig selv, ikke uden en vis hemmelig Følelse af Skyld overfor de menneskelige Love, hvad Følgerne vilde blive af denne min Undvigelse. Min Ven var ligesaa raadvild som jeg; det syntes, at det Ubestemte og Drømmende atter havde taget Overhaand hos ham, og det var maaske ikke langt fra, at vi var vendt tilbage igen. Dog, dette forekom mig at være en Skam. Var Skridtet endelig gjort, saa skulde det gøres helt ud; men hvorhen? Langs Søen turde vi ikke vise os, og det var dog det smukkeste, tillige ogsaa det køligste Sted.
   Vi gaar hjem til Moder! raabte Adolf.
   Hvor er det?
   I Skipperalleen.
   Lad gaa da!
   Jeg turde næppe tilstaa for mig selv, hvor glad jeg blev over dette Forslag. Naar vi nu blot ikke mødte de hjemvendende Fiskere underveis; men det havde vel ingen Nød; de blev vel ude til Aften. Vi luskede os med den onde Samvittigheds ængstlige Skridt opad Alleen til Laagen med det snurrige Navn »Kikkenborgporten«, og derfra satte vi saa i Spring tværsover Slotsgaden og ned i Skipperalleen med de gamle, skyggefulde Kastanietræer og den forfærdelig slette Brolægning.
   Her skal vi ind! sagde Adolf, og standsede udenfor en lille Kottage, der med et Stykke Have foran viste sig paa den venstre Side af Alleen mellem Kastanietræernes tætte Løv.
   Hvor længe har I boet her? spurgte jeg, tøvende med at følge efter min Ven.
   Kun en Ugestid. Kom nu. Der staar Moder i Døren!
   Ah, velkommen, tapre Hr. Krigsmand. Se, det kan jeg lide; Bekendtskabet sluttet, og Venskabet allerede begyndt med at man gør hinanden et dobbelt Besøg den samme Eftermiddag.
   Jeg tog min Hat af og gik rødmende over det lille Stykke Have hen til den høie Dame.
   Hun tog min Haand og beholdt den lidt i sin; derpaa, ligesom for at hjælpe paa min Forvirring, begyndte hun at udspørge mig, om Forbindingen havde siddet fast, om det gjorde meget ondt endnu, og endelig, om Adolf havde hilst pænt paa min Familie.
   Jeg besvarede Alt, saa godt jeg formaaede, og meddelte, hvad det sidste Punkt angik, at mine Søstre for Tiden var i Besøg hos Slægtninge i Helsingør, og at der slet Ingen havde været hjemme, da Adolf kom.
   Heller ikke Deres Moder?
   Jeg har ingen.
   Er det længe siden hun døde? - Dette Spørgsmaal blev gjort med en dæmpet, blød Stemme, som om hun frygtede for muligvis at berøre et altfor friskt Tab.
   Jeg fortalte hende, at det var en fire, fem Aar siden, og at vi nu havde en Fru Schneider i Huset, som hverken mine Søstre eller jeg kunde lide, som talte Tysk, og som havde forlorne Krøller.
   Hun morede sig saa øiensynligt over mine Svar, at jeg kun blev yderligere forvirret, og næppe vidste, hvilken Stol jeg skulde sætte mig paa, da vi var kommen ind i Havestuen.
   Men saa sæt Dem dog. Kom her, ved Siden af mig!
   Hun strakte sig i en Gyngestol og trak med Spidsen af sin lakerte Sko en lille Taburet til sig, hvor jeg satte mig overskrævs paa med Knæerne krummede ved hver Side ligesom en ubehjælpsom Rytter paa sin Hest. Min Hat beholdt jeg stadig i Hænderne og saae ufravendt paa hende.
   Gør Dem det saa bekvemt som De vil! sagde hun smilende, og viste en Række brede, hvide Tænder.
   Saa vil jeg sætte mig paa Gulvet, med Deres Tilladelse!
   Jeg var halvt fortvivlet over min Keitethed og over ikke at kunne faa rigtig fat paa mig selv overfor hende. Det var noget ganske Andet, end naar jeg var sammen med Kusinerne. Jeg blev næsten determineret af Forbitrelse over min Forlegenhed.
   Hun lo ganske høit, og skød en Skammel hen til mig.
   Saa sæt Dem da her ved mine Fødder, og vær en opmærksom Page. Hvor gammel er De?
   Jeg fylder i Dag sytten Aar!
   Nei virkelig. Jeg gratulerer. Saa er De jo egenlig en voxen Kavaler, som man ikke saadan uden videre tør lægge for sine Fødder. Adolf er et helt Aar yngre end De!
   Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Hun gyngede sig i Stolen, saa at jeg snart saae hendes Skosaaler, snart hendes Ankler. Jeg havde ikke mine Øine fra hendes Fødder.
   Sagde De Deres Familie, hvor De gik hen?
   Jeg blev blodrød og skottede til Adolf, som imidlertid havde travlt henne i Vinduskarmen med at sætte nye Strenge paa en smukt indlagt Guitar.
   Der var slet Ingen hjemme, da vi gik! fik jeg endelig frem.
   Hun syntes aldeles at have overhørt mit Svar. Hun laa lænet tilbage i Gyngestolen med Øinene paa en inderlig doven Maade halvt lukkede og de lange Øienvipper næsten berørende den buttede Kind. Næsen var fint tegnet, men dog maaske noget vel blød i sine Linier, Munden svulmende, Hagen kraftig, Haaret redt i to tæt krusede Guirlander ned over Panden næsten til Øienbrynene. Hendes Teint var lys, men af en dyb, varm Farve, og stundom traadte Rødmen blussende frem paa Kinderne. Hendes Haar var dog maaske det, der mest fyldte mig med Beundring. Det var af en blond, men kraftig blond Farve, i visse Belysninger næsten gyldent glinsende; det var svært, yppigt, kruset som sagt over Tindingerne, og maatte være som Silke at føle paa. Hun havde en lys nedringet Kjole med en Slags Florsmantille, der gik høit op i Halsen, og lod den hvide Farve og den fyldige Form skinne igennem; ligeledes dækkede og paa samme Tid fremhævede nogle sorte Florsærmer de blændende hvide, runde Arme. Jeg vidste dengang slet ikke, hvor jeg skulde henføre den Slags Skønhed. Senere har jeg lært det. Da jeg i Borghese Paladset saae Tizians herlige Billede, hvis Betydning de Lærde paa sædvanlig lærd Vis ere saa uenige om, da kendte jeg strax min høie, fyldige skjønne Dame fra min Ungdoms duftberusede Tid. »Den himmelske og den jordiske Elskov«, siger Ciceronen og tager sig en Pris, medens den Fremmede andægtigt eller pligtskyldigst beundrer Billedet. Hun var den jordiske Kærlighed; yppig skjøn, flegmatisk henrivende, doven næsten i al sin svulmende Ynde.
   Hun reiste sig langsomt. Jeg var med et Sæt paa Benene.
   Hvorfor seer De saa vist paa mig? spurgte hun.
   Jeg synes ...!
   Nu! hvad synes De saa, min Hr. Page?
   Jeg synes! stammede jeg og svimlede næsten under min egen Dristighed. Jeg synes, at De er saa smuk!
   Hun spilede Øinene op, lod dem derpaa ligesom kærtegnende glide henover mit Ansigt, og vendte sig raskt om imod Adolf.
   I Sandhed, Adolf; Din Ven er galant. Det kommer maaske af de mange Vaabenøvelser. Men De vil jo lære min Dreng at fægte, ikke sandt?
   Hun støttede sin Haand paa min Skulder, og gik hen til Klaveret. Nu skal De faa Musik! Eller maaske vil De heller have noget at spise? Adolf, siig til Jenny, at hun gør Aftensbordet istand!
   Jeg stammede en Undskyldning. Jeg maatte hjem ... Man ventede mig ...!
   Aa Passiar. De bliver her! Sæt Dem nu ned; hører De. De er et rædsomt Menneske; man skal sige Dem Alting. Men De har Smag, det maa man lade Dem!
   Og hun lo og anslog nogle Akkorder paa Klaveret.
   Jeg havde aldrig, som man siger, »været med til sligt før.« Jeg lod mig dumpe ned i en Stol. Jeg havde ingen Villie. Jeg vidste blot, at dette var det mest Henrivende, jeg nogensinde havde tænkt mig.
   Hun gjorde nogle hurtige, larmende Løb frem og tilbage ad Klaviaturen, faldt saa over i nogle bløde Molakkorder og begyndte at synge en fremmed Sang i et sælsomt vuggende monotont Foredrag. Midt i holdt hun op.
   Jeg maa vente, til Adolf kommer; der maa Guitarakkorder til!
   Adolf kom ind, og paa et Vink af Moderen tog han sit Instrument og satte sig paa sin stille Maade bag hendes Taburet. Hun akkompagnerede sig dæmpet paa Klaveret, han tog Akkorder, raske Greb og indviklede Løb paa Guitaren. Det klang fortræffeligt sammen; og saa sang hun, sang med sin bløde, vibrerende Stemme den fremmede Sang, saa at det gik mig til Marv og Ben eller rettere lige ind i Sjælen. Jeg havde Lyst til at falde paa Knæ og bede hende skaane mig. Den Musik kunde jeg ikke taale.
   Men hvad er der iveien? Kan De ikke lide Musik? eller er det mit Spanske, De ikke kan forstaa? Vent lidt, jeg kan ogsaa synge Dansk!
   Atter kom en hel Del Løb og Triller. Adolf stillede sin Guitar bort, og hun sang:

  Jeg kryster Dig i mine Arme, 
  Jeg kranser Dig med mit Haar, 
  Jeg lægger min Haand paa Dit Hjærte, 
  At føle hvor bange det slaar. 
  Din Frygt er mig tusindfold Glæde, 
  Men hvis Du engang faar Mod: 
  Da maa jeg vel bitterlig græde 
  og synke Dig ned for Fod. 

  To kan ei paa een Gang herske. 
  Den Svageres Lod er tung; 
  Men jeg vil være den Stærke, 
  Skøn som jeg er og ung. 
  Thi kysser med Smil jeg Dit Øie, 
  Imedens det bæver for mit, 
  Og vogter bag Smilet nøie 
  Ethvert af min Ridders Skridt. 

  Og seer jeg hans Kinder flamme 
  Og læser Triumf i hans Blik, 
  Da tager jeg Alt tilbage, 
  Hvad kun han som Løfte fik. 
  Men bøier han Knæet atter 
  Og trygler bønligt og blidt, 
  Da - o min Ridder, Du fatter 
  Ei Summen af Alt, som er Dit.

   Hun bøiede Hovedet tilbage med lukkede Øine. Fingrene gled endnu henover Tangenterne, og hun nynnede ligesom i Drømme de sidste Vers i Strofen, idet hun lagde en særegen, udhævet Betoning paa »Summen«. Det dæmpede Akkompagnement og det hele dvælende - en Maler vilde formodenlig sige udpenslede - Foredrag havde ladet hvert lille Ord i Sangen komme til sin Ret; ikke en Stavelse var undgaaet mig, jeg havde kun hørt altfor nøie efter, og hvis Hensigten med Sangen havde været den at gøre mig stakkels Dreng aldeles tummelumsk, saa var Hensigten sikkerligt opnaaet.
   Hun syntes imidlertid slet ikke at bekymre sig om, hvorvidt hendes Sang havde gjort Indtryk paa Tilhøreren eller ei. Det var først, da jeg gjorde en Bevægelse for at reise mig, at hun langsomt dreiede Hovedet og saae hen paa mig.
   Jeg maa gaa ...! stammede jeg. Jeg tør ... jeg kan ikke blive længer. Jeg ...
   Er her da saa slemt at være?
   Siddende rakte hun Haanden ud imod mig. Jeg greb den uden ret at vide, hvad jeg vilde gøre med den; maaske erindrede jeg nu noget fra min Romanlekture; jeg kyssede den, men med en saadan Heftighed, at hun lidt forskrækket trak den tilbage.
   Mine Fingre er ikke af Marzipan, Hr. Vildmand. De faar stille Deres Appetit paa Brød og Smaakager! Kom nu, Thebordet er istand!
   Hun tog mig under den ene Arm, Adolf under den anden. Hun strøg og klappede Adolf paa Kinden og kyssede ham paa Panden, da vi var kommen ind i Spisestuen, hvis Vinduer ligesom Havestuens vendte ud imod Alleen. Hun syntes med Flid at fordoble sine Kærtegn mod Sønnen i min Nærværelse. Han trykkede sig op til hende som en lille Pige eller snarere som en Yndlingshund, man kæler for. Jeg brændte mig paa den skoldhede The; det var trykkende varmt i Stuen, og Luften, som kom ind ad de aabentstaaende Vinduer, var lummer og fyldt med sødlig, næsten kvælende Blomsteraande.
   Paa en Gang begyndte det at mørknes inde i den lave Stue, og en svag Rumlen lød derudefra.
   Min Gud, hvad er det?
   Det er Torden, Frue. Det har truet dermed hele Dagen. Skal jeg lukke Vinduerne? -
   Nei, lad dem blive staaende lidt endnu. Jeg er angst for Torden, men her er kvælende hedt inde!
   Vi var staaet op fra Bordet. Hun viftede sig med sit Lommetørklæde og søgte, kunde jeg see, kæmpende med sig selv at overvinde den uvilkaarlige Ængstelse, som jo alle levende Væsner ligened til Planterne er underkastede, førend den store Naturkrisis bryder frem.
   Jeg var kun sytten Aar. I den Alder kender man ikke stort til Nerver; det var kun ved Tandoperationer og sligt, at man følte Ulempen ved det, som Materialisterne i vore Dage paastaar er Ens egentlige Jeg, et Jeg, som de ideelle Inkvisitionstribunaler saa fortræffeligt vidste at komme tillivs.
   Jeg stod og saae ud ad det aabne Vindu. Stilheden i den øde Skipperallee havde om muligt fordoblet sig. Lindebladene hang bedrøvet ned, af og til raslede en enkelt tung Regndraabe gennem Løvet og faldt til Jorden, hvor den jog en lille mat Støvsky op under sit Fald. Ikke en eneste Fugl sang i Nabolaget. Stundom var det, som om en hed Aande pustedes imod En af en usynlig gloende Ovn, stundom gik der som en Kuldegysning gennem Træer og Buske. Det mørknedes mere og mere under Træernes Kroner, og de Pletter af Luften, som man kunde øine over Toppene, var ligesom marmorerede af graagule kugledannede eller langstrakte Skystriber. Saa kom de fjerne, drævende Drøn af Tordenen; det var ligesom om den ikke ret kunde komme afsted; den stræbte og stræbte, rumlede, holdt op, rumlede atter og døde hen i et enkelt lille Bum! som ved et Fyrværkeri, hvor en tiloversbleven Sats knalder løs fra den matglødende, matcirklende Sol efterat Publikum allerede er gaaet.
   Mit unge Hjærte begyndte at snøre sig sammen. Det var ikke Tordenen, jeg frygtede. Bah! hvem bekymrede sig dengang om Tordenveir? Det Hele var jo Løier, en Extraforestilling, som ikke engang kostede Entreebillet. Nei, men det, at hele Naturen krympede sig sammen i ængstlig Spænding, det gjorde, at der ogsaa i mit Bryst blev noget trangt. Rusen derinde fra Musiken og den skjønne Dame var lige paa Nippet til at vige for min brødefulde Skyldbevidsthed. Om et Øieblik kunde Plaskregnen være der, og saa maatte jeg vente, indtil den hørte op, og saa var Fader imidlertid kommen hjem, dyngvaad maaske og derfor endnu mindre tilbøielig til Overbærenhed med Forseelsen. Saa vilde en af disse pinlige Scener paafølge, - og det tilmed paa min Fødselsdag.
   Jeg knyttede Hænderne af Uro og Raseri. Blot jeg dog var Student, var bleven immatrikuleret blandt Menneskene, havde faaet det Tegn paa min Hue, der forvandlede mig fra denne Mellemting mellem Fugl og Fisk til - ja hvortil? Vilde Formynderskabet nogensinde høre op? Maaske naar jeg havde faaet Skæg eller taget 2den Examen? Men hvor skulde jeg saa faa Penge fra? thi, saameget vidste jeg, uden Lommepenge ingen Uafhængighed. Nei, det var til at blive rasende over.
   Og saa kom det første Lyn og det første Tordenskrald, og Plaskregnen begyndte at øse i Strømme.
   Adolfs Moder var sunket tilbage i en Stol og holdt Lommetørklædet for Øinene. Adolf selv stod midt ude paa Gulvet, ligesaa ubestemt som sædvanlig.
   Jeg gik hen til den smukke Dame og knælede ned foran Stolen.
   Skal jeg lukke Vinduerne, Frue?
   Hun greb min Arm og stirrede forvirret paa mig.
   Hvad siger De? - O det er frygteligt! - Et stærkere Lyn og et voldsomt Skrald paafulgte. Hvad siger Du, min Dreng? lukke Vinduerne? Ja ... nei, nei; gør det ikke; her er kvælende herinde. O at der ikke er en Mand tilstede!
   Jeg reiste mig og løb hen til Vinduet. Uveiret var lige over Huset, det var jeg sikker paa. Jeg saae ud paa Veien. Hvad var det? stod der ikke en høi Skikkelse under det nærmeste Træ og med en Medestang i Haanden? Jo rigtigt! Og nu slap Skikkelsen Stangen og gjorde et Par hastige Skridt henimod Havelaagen. Regnen styrtede ned, Skikkelsen rev Laagen op, sprang over Bedene og op imod Huset. Det var ...
   Jeg foer tilbage fra Vinduet. Det er Fader! raabte jeg.
   Hvem? hvem? lød det henne fra Stolen, og Lommetørklædet faldt fra Ansigtet.
   Min Fader! -
   Døren ud til Haven derinde ved Siden af aabnedes raskt. Jeg følte, at Alt nu var tabt; nu kunde jeg lige saa gerne springe i det.
   Jeg er løbet bort fra Arresten, Frue! -
   Adolfs Moder havde reist sig. Hun betragtede mig aldeles forvirret; hun forstod aabenbart ikke et Ord af hvad jeg havde sagt.
   Hvis det er Deres Fader, saa er han naturligvis velkommen. O Gud hvor jeg er angst! -
   Idetsamme stod min Faders Skikkelse i den aabne Dør.
   Undskyld! jeg hørte Stemmer herinde, og beder tilgive at jeg saadan trænger mig ind i Huset; men Uveiret er saa voldsomt ... Erik! Du her! -
   Et dundrende Tordenslag og et blinkende Lyn, der syntes at fylde Værelset med sit Lyshav og som efterlod en sveden Lugt!
   Vi vare alle Tre uvilkaarligt faret med Hænderne op for Øjnene. Nu sprang Adolf frem mod min Fader med et Skrig: Frels hende, frels Moder, hun dør! -
   Det er umuligt Slag i Slag at beskrive de Minuter, der paafulgte. Jeg saae min Fader knælende ved den smukke Dame, der var gledet fra Stolen ned paa Gulvet og laae foroverbøiet med Ansigtet i sine Hænder. Jeg var sprunget efter Vand, Adolf efter en Flakon med Essents; min Fader løftede den Besvimede op i Stolen og understøttede hendes Overkrop, medens han badede hendes Tindinger. Ingen mælede et Ord, Tordenen rullede, men som det syntes fjernere, og Lynene var ikke saa blændende som før.
   Endelig slog hun Øjnene op, hun var ligbleg og hulkede.
   Vand, Vand! -
   Min Fader klappede hende paa Panden og førte Glasset til hendes Læber, medens han søgte at fjerne den skælvende Haand, der vilde gribe om hans.
   Hun drak begærligt. Derpaa lod hun sig falde tilbage mod Stoleryggen, lagde begge sine Hænder foran paa Brystet, og idet hun snappede efter Veiret, flængede hun med et Ryk Mantillen til begge Sider og rev Kjolelivet op.
   Jeg kvæles! -
   Adolf bød hende Flakonen. Jeg vendte mig om.
   Da jeg atter skottede hen til Stolen, stod min Fader opreist og talte til hende i løsrevne, beroligende Sætninger som til et lille Barn.
   Nu syntes det, at hun endelig kom rigtig til Bevidsthed.
   Hun skød hastigt Kjolelivet til og ordnede Mantillens Flænger over Brystet. O min Herre, jeg takker Dem! mumlede hun og lukkede Øinene.
   Saaledes sad hun, indtil Rødmen langsomt vendte tilbage i hendes Kinder. Saa reiste hun sig, afslog min Faders Hjælp og gik støttende sig paa Adolf ud af Stuen.
   Jeg bed mine Læber sammen og ordnede mine Tanker til det kommende Forhør.
   Jeg maatte forresten vente noget.
   Min Fader gik, synlig distrait, frem og tilbage over Gulvet. Saa standsede han og saae paa mig, men der var forunderlig nok ikke det Udtryk i hans Øine, som jeg havde forberedt mig paa.
   Hvorledes er Du kommen her, Erik? -
   Det var den fremmede Dame, som forbandt mig i Slotshaven, Fader!
   Og hendes Navn?
   Fru Brunnow!
   Er det hendes Søn?
   Ja!
   Han har formodenlig været hjemme hos Dig?
   Ja-a!
   Og Du er gaaet ud med ham?
   Ja-a!
   Godt!
   Han spadserede atter frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen. Jeg stod endnu med tilbageholdt Aandedræt, ikke rigtig vidende om jeg var købt eller solgt. Men der syntes ikke at komme mere. Det var som om det bortdragende Uveir havde opløst dette Uveir og taget det med sig paa Flugten.
   Saa aabnedes Døren, og hun traadte ind. Det slog endogsaa mig, hvor festligt et Toilette hun havde gjort i den korte Tid. En lyserød, klar Kjole, med smaa skælmske Blomsterbuketter tittende frem af hvert Foldekast, en graa Mantille og et Langshawl af hvidt Silke slynget om Halsen. Hun var meget bleg, da hun endnu var i Døren, og hendes Øjne saae mørkere ud end ellers. Men idet hun gik frem og rakte Haanden ud mod min Fader, slog hun Øinene ned, og en blussende Rødme brød som et Rosenflor ud over Hals og Ansigt.
   Denne Gang er det Din Tur! tænkte jeg.
   Min Fader tog hendes Haand og bukkede.
   Tak! hviskede hun.
   Derpaa bød hun en Stol frem og satte sig selv. Hun smilede nu paa sin vante Maade. Min Fader tog Ordet: Min Søn har allerede underettet mig om, hvem jeg har den Ære at tale med. Jeg er Tilfældet meget forbunden, at det paa en Maade har ladet mig tilbagebetale den Gæld, hvori jeg paa min Søns Vegne stod til Dem for den venlige Assistance, De ydede ham i Formiddags. De var virkelig meget lidende under Uveiret, min naadige Frue, og jeg kan kun lykønske Dem til, at De saa snart synes at have overvundet Deres Skræk, - thi mere end Skræk var det vel ikke?
   De har Ret. Jeg er virkelig en stor Kujon i Tordenveir. Lige fra Barn af har dette Naturoprør gjort et saa overvættes Indtryk paa mig. Jeg kan ikke staa imod og er kun inderlig kjed over, at denne min Angst kan bringe mig i Situationer, hvor jeg virkelig har Assistance nødig; - hvor jeg idetmindste, tilføiede hun hastigt og med nedslagne Øine, veed at sætte Pris paa en Mands venlige Deltagelse, og hvor jeg (her smilede hun og saae paa mig) ikke altid føler mig betrygget ved Nærværelsen af en saa ung Kavaler som Deres Hr. Søn, uagtet jeg maa indrømme ham, at han optraadte med megen Konduite! -
   Min Fader bukkede og gjorde Mine til at reise sig.
   Vil De ikke, sagde hun og pegede paa Aftensbordet, der endnu stod næsten urørt, tage til Takke med et Glas Vin eller en anden Forfriskning? De maa være vaad og kold efter Deres Tur i det forfærdelige Veir! -
   Netop af den Grund, Frue! sagde Fader og reiste sig, vil jeg see at komme hjem saa snart som muligt, efterat jeg nu har overbevist mig om at al Grund til Ængstelse for Deres Velbefindende fra min Side er overflødig. Jeg er, naar jeg skal være ærlig, dyngvaad. Vi maa hjem, Erik, sagde han med et usædvanligt venligt Øiekast til mig, for at see, om Dine Kammerater er slupne mere tørskindede fra det end jeg. Jeg lod dem gaa iforveien, da jeg saae Uveiret trække op. Selv havde jeg noget med Peer Matros at snakke om, som forsinkede mig! -
   Han tog sin Hat, og vi gik ud af Stuerne, fulgt af Fruen. Trods min Faders Protest imod at følge os ud i den nu mærkelig afkølede Luft og over den vaade Gang, ledsagde hun os dog til Laagen.
   Tør jeg nu ikke, Frue, til min fuldstændige Beroligelse sende Dem Doktoren her i Byen paa Halsen? Han er en af mine Venner, og jeg skal lige forbi hans Hus! -
   Hun afslog det høfligt, men meget bestemt. Derpaa rakte hun først mig Haanden og saa min Fader. Han beholdt den et Øieblik og aabnede Læberne som for at sige noget. Ogsaa hun syntes at have et Ord paa Tungen, som ikke vilde komme frem. De saae hinanden vist ind i Øinene; saa slap de Hænderne; min Fader bukkede dybt og gik hastigt over Grøftens Gangbræt.
   Kom snart og besøg Adolf! raabte hun ud til mig over Rækværket.
   Min Fader vendte sig raskt. Det var hans eget Fornavn, der blev nævnet. Han tog endnu engang sin Hat af og bukkede; saa gik han hurtigt midt ud i Alleen under de dryppende Træer.
   Jeg blev staaende et Øieblik og saae efter den høie, pyntelige Dame, der skred henover Gangen med opløftet Kjole og smaa sikre Trin. I et Vindu fik jeg Øie paa Adolfs Ansigt. Jeg vinkede Farvel til ham. Han virrede med Hovedet. Det forekom mig, at han græd.
   Kom saa Erik! hørte jeg min Faders Stemme.
   Jeg skyndte mig at tage hans Medestang, som endnu stod lænet op mod en Træstamme. Idet jeg saae opefter, opdagede jeg, at en svær Gren paa det kandelaberformede Lindetræ var kløvet lige ned til Stammens Knudepunkt. Kviste og Blade laa strøet paa Jorden. Her var altsaa Lynet slaaet ned!
   Erik! hørte jeg langt oppe i Alleen, og denne Gang bragte Stemmen mig til i ilsomt Trav at sætte afsted henover den knudrede Stenbro.
   Jeg naaede først min Fader helt oppe ved Slotsgaden. Uden at der blev vexlet et Ord gik vi sammen hjemefter gennem Byen i den fugtigkølige Aften.
   Jeg skulde nok tage mig iagt for at henlede Opmærksomheden paa min Tilstedeværelse.
   Først da vi stod udenfor Laagen af vor egen Have, rettede min Fader et Spørgsmaal til mig.
   Boer Din nye Kammerats Fader ogsaa herude? -
   Jeg svarede, at saavidt jeg vidste, havde min nye Kammerat ingen Fader.

Holger Drachmann Homepage