| Index | -1

Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 259-278

Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 259-278

Tillæg

Utrykt, ufuldstændigt afsnit til Lidelsens Vej. 

Afsnittet indgik i Dalgas' udgivelsesplan nr. 2 (ca. 1897). 

Lakunerne i teksten svarer til lakuner i manuskriptet.

Paa denne Tid blev jeg indført i Rhabarberforeningen. Den holdt til Huse ude hos en Gartner i Rhabarberkvarteret, i min Ven Morten Mortensens Kammer.
   Der sad først Morten Mortensen selv med sit Korpus og sit vestjyske Hageskæg. Han var vel kendt paa Universitetet, hvor han mødte med en svær Bondepibe i Trøjelommen, og traskede paa Vandstøvler ind i det juridiske Avditorium, saa alle Lakskoene generede sig. Han spægede sit Kød til daglig af financielle Grunde, men aad som en homerisk Helt, naar Lejlighed gaves, og man sagde om ham, at naar han havde spændt Hungerbæltet tre Huller ind, og der stadig ingen Smør og Pølse kom fra Jylland, plejede han at indsende en Ildkugle i Nordnordvest til Aftenbladet og saa gaa ned hos Spækhøkeren og købe Frikadeller for to Kroner. Denne Mand overraskede nogle Aar senere Verden ved at gaa op med Huller paa Albuerne og tage en Eksamen som ikke var set i Mands Minde.
   I denne Tid gik der en stor Løftelse gennem Landet. Demokrater stod op i hver By og prækede, de gik paa Turne' over hele Landet, og der var ikke en Kro og ikke et Forsamlingshus, som gik fri. Da Salomon kom hjem til den lille Stad i Sommerferien slog en Luftning af Folkevilje ham i Møde. Allerede i Kupeen sad Bønderne og talte aabenlyst om, at man skulde ind til København og hjælpe Socialisten, og den djærve Maade hvorpaa Befolkningen grinede ad Herredsfogden, da han kom ud paa Perronen var et Tidernes Tegn. Salomon spaserede op ad Algaden. Det var Lørdag Aften og ud fra de smaa Beværtninger lød frejdige Fødelandssange som isnede Politibetjentens Blod. Rodemesteren stammede af Harme, da han fortalte at i Torsdag Aftes havde en Skrædersvends Kæreste sunget Marseillaisen udenfor Amtmandens Bolig. Han havde befæstet sin Gadedør med en Jernstang anskaffet sig en Revolver og besluttet sig til at dø paa sine Protokoller, naar Oprøret brød ud. Amtmanden havde jo selv skrevet i Stadens Stiftstidende, at siden Christoffer den andens Tid havde Landet aldrig befundet sig i en farligere Situation end denne.
   Med Rodemesteren indlod Salomon sig ikke paa nogen politisk Diskussion; men derimod spaserede han ned til Høker Clemmensen, som altid havde vist liberale Sympatier. Og se mellem Klipfisken og Sveskerne hang en Plaket med disse haandskrevne Ord derpaa: »Ingen over og ingen ved Siden af!« - sikkert var Meningen »ved Siden af Folketinget« og ikke af Klipfisken. Da Salomon kom indenfor gav Høkeren ham et trofast Haandslag og bød ham ind i sit Lønkammer, hvor Regnskabsbøgerne og de fine Cigarer stod. Han bød ham ind paa en dansk Snaps. Han plumrede Luften med den ene Røgsky efter den anden, som om han var en Blæksprutte der vilde skjule sig, og mens han røg med den ene Mundvig, hviskede han med den anden: »Hvornaar skal den saa gaa af i København?« Salomon forholdt sig diplomatisk og nikkede tavst og udtryksfuldt - til Høkerens store Henrykkelse, thi Høkeren stak Tungen ud som en Skraa i højre Mundvig og sagde: »Jeg kan se at vi forstaar hinanden. Der er lige godt et romantisk Præg over at sidde saadan og snakke om sagerne. Og jeg vil sige Dem, at De behøver bare at avertere mig saadan: »Telefon 414. Nu gaar den af.« Hvis De vil huske det »Telefon 414. Nu gaar den af.« Saa skal der være tre hundrede Karle paa Pletten til hvad som helst og hvor som helst.« Salomon hostede, dels af Røgen dels af Forlegenhed. En Røst ude i Butikken raabte paa »Sarensen«. Salomon tittede derud. Der stod en grundlovstro Bondemand og bestilte Krudt og Kugler. Sørensen hentede det under alle haande Fagter og hviskede gesvindt over Disken: »Jeg har hørt nyt fra København. Nu spiller de snart fallit derovre. - »Men siger at Kronpeter er enig med Folket,« føjede han til af sin egen fri Fantasi. Bondemanden kaldte paa sin Hund med en Ed. Den hed Estrup.
   Boden var stadig fuld. Patrioter og danske Kvinder trampede ind og ud. Thi Sørensen var en af vore egne Hunde og fik vore egne Ben. Derimod var der stille og tyst hos Frederiksen lige overfor. En Højrekat sad paa Frederiksens Tjæretønde og saa melankolsk ud. Frederiksen kom ud i Gadedøren og kastede et bebrejdende Blik op til Himlen. Endelig kom Herredsfogden og gik demonstrativt ind hos ham og købte et Stykke Sæbe. Derefter atter Stilleben i Frederiksens Butik og stor indenlandsk Omsætning i Sørensens.

Salomon mindes, at han var til stort Folkemøde i Jomfrulunden. Der stod den store Folkefører. Bred var han for ikke at sige tyk, og hans Haar var graanet, som man siger. Han spurgte det danske Folk, om det nogensinde ville gaa paa Akkord med Uretten, og det danske Folk svarede harmfuldt: Nej. Den store Folkefører holdt derpaa en Tale paa halvanden Alen i Amtstidendes Spalter, og stor var Jubelen, da han holdt op - thi han havde talt meget varmt og svedte. Men end større blev Bevægelsen, da den gamle Sognefoged fra Lille Abild lod sig lede op paa Talerstolen af sin Kone og sin Datter og stod der og tog sig ud som Abraham mellem Sara og Hagar. Han sagde, at den store Fører havde bedt ham sige et Ord - og derfor er det min Mening, hvad jeg vil sige, den er at det danske Folks Taalmodighed den maa briste Hurra. Derpaa puttede han sin Skraa som han af Respekt for Folkemajestæten havde lagt paa Talerstolen, i sig igen og lod sig lede ned. Dundrende Hurra fulgte ham. Selv Kragerne svang sig op og raabte Hurra, og Restavratørens Hane galede lystig. Lille Sørensen greb Stemningen i Flugten sprang op paa Talerstolen, tændte en Cigar deroppe, mens Dønningerne lagde sig, og foreslog at Abild og Løsen Skytteforening fra i Dag af skulde antage Navnet af Folkevæbningssamlag. Naturligvis blev det vedtaget tilligemed et Ændringsforslag af en grundtvigansk Præst, der gik ud paa at Folke-Væbnings-Samlag skulle staves med tre store Bogstaver og Bindestreger.
   Den store Fører udtalte nu følgende: »Aldrig har jeg været til Stede ved saa storladent et Møde som i Dag. Aldrig har Hurraerne klinget med en saadan Kraft. Disse Hurra har givet mig forøget Tro paa det danske Folk.« Endelig afsluttede Dirigenten, idet han foreslog, at Forsamlingen inden den hævede sig, skulde afsynge de bekendte Linier:

         Folket i Vaaben 
         som Fredens Vagt 
         Som Rettens Forsvarer, 
         til Retten blir Magt. 

Men her viste der sig en Vanskelighed, idet der ingen Melodi kendtes. Endelig viste det sig, at man til Nød kunde bruge de fire sidste Linier af »Den glade Kobbersmed«.

        Fo-olket i Vaabensom Fre-ede-ens Vagt, 
        Fo-olket i Vaabensom Fre-ede-ens Vagt, 
        Fo-olket i Vaabensom Fre-ede-ens Vagt, 
        so-omret tensforsva-rertilre - etten blir Magt. 

Da Salomon gik hjem, gik Dansen forkert i Jomfrulunden, og Restavratøren ryrede under med Brændevin. Han mødte nogle Svende, der gik i lange Støvler, som om de var parate til at vade i Blod, hvad Øjeblik det skulde være. Foran ham skinnede Himlen rød, blodrød. Og mens Salomon travede op ad Algade, takkede han i sit enfoldige Hjerte det guddommelige Tilfælde, at det havde ladt ham fødes i den store Revolutions Tid. Og det brusede i hans taabelige Sjæl ved Tanken om den røde og gyldne Tid, der stod for Døren. Han drømte sig en Tid, hvor Vilierne var stærkere, Lidenskaberne renere, Ofrene større, en Lidelsens Tid, der skulde sættes ind for at vinde Lyksalighedens Tid. Han tænkte sig, at naar det første Spyd var kastet, vilde der blive Brug ogsaa for dem, der ikke kunde gøre Gavn under normale Forhold. Den der ikke kan andet, kan gaa frem og dø. Saaledes tænkte vist nok den taabelige Salomon. Det er længe siden, og det kan være jeg husker fejl.
   Da Salomon kom tilbage til Hovedstaden var Folkestemningen høj. Der gik en Bølge af Indignation over Landet, som en Indsender meget træffende skrev i Morgenbladet. Ogsaa her holdtes Protestmøder, men af en noget anden Art end Landmøderne. Den store Fører, som derude havde været højpatetisk folkelig og grundtvigansk, var herinde humoristisk overlegen i københavnsk Jargon og talte om at give Ministeriet ind at nyse paa. Ogsaa antog den københavnske Folkevæbning en noget andet Karakter. Man rustede sig ikke med Rifler, men med Jernknoer og Todtschlægere, og kun de fremmeligste af Revolutionsmændene anskaffede sig Revolvere og øvede sig ved at skyde efter Rotter ved Aftenstid ude ved Lersøen.
   Salomon stod en Gang paa Gammel Torv og iagttog den Omnibus, der gaar sin daglige Gang mellem Raadhuset og Forvaringsstedet. Ved Siden af ham stod en Mand i blaa Bukser. Manden i de blaa Bukser spyttede ud og sagde: »Det er sgu en rigtig nydelig Karosse udvendig, men der er knebent med Plads indvendig.« Salomon spurgte ham, om han nogensinde havde siddet der. Han i de blaa Bukser sagde: »I Salatfadet. Jo det kender jeg som min egen Mor - Men De skal ikke la Dem genere af det,« sagde han til Salomon, »for Tyveri har jeg ikke befattet mig med. Jeg har kun været paa Potten for Vold.« Salomon lod sig ikke forskrække. - »Jeg skal sige Dem, jeg er en frisindet Mand, andet er der ikke i Vejen med mig, og vedkommende, som jeg klinede, var Skruebrækker og holdt til med Arbejdernes Værn. Og saa sa jeg til ham: Arbejdernes Værn, Kammerat det er disse her, nemlig Næverne, forstaar De og saa spurgte jeg ham om han vilde ha en Knaldperle og saa stillede jeg ham op i et Hjørne og tævede ham af; for jeg mener man maa gøre noget for sin Overbevisning. Hvad sier De? For Resten, naar De ser mig staa her og glo, saa er det ikke fordi jeg brænder den af; men Skomagersvendene arbejder som De ved om Søndagen, og saa holder de Blaamandag.«
   Under saadan Samtale spaserede Skomagersvenden halvt i Tanker ned i en Kælder og trak Salomon med sig: »Jeg kan kun byde Dem en Spids,« sagde han. »Jeg synes, De sagde, De var Jurist. Der hører alligevel et haardt Hjerte til at være Jurist. Jeg kunde ikke være blevet det. Men det gør nu ikke saa meget. For vi har ogsaa Jurister. Det vigtigste er, at De er Oppositionsmand og bor paa Nørrebro.« »Hvorfor det?« sagde Salomon.
   Skomageren bøjede sig forover. Han lagde Hænderne paa sine Knæ og saa Salomon betydningsfuldt, som man siger, ind i Øjnene.
   Endelig hviskede han ud mellem Tænderne: »Sku De ha Lyst til at være Medlem af en hemmelig Forening paa Nørrebro?« »Hvad er dens Navn?« sagde Salomon.
   Skomageren sagde, at han først vilde se sig om, for der sad undertiden en Panser og drak Øl inde i det lille Dameværelse. Endelig satte han sig ned igen og sagde med hæs Røst det ene Ord: »Revolutionen!«
   Det gav et Hop i Salomon. Altsaa kogede det dog i Folkets Dyb. (Da han ved en senere Lejlighed udtalte dette til Skomageren, sagde Skomageren, at det var netop det, det gjorde). Bevægelsen indskrænkede sig altsaa ikke til Møder og Demonstrationer. Hemmelige Klubber organiserede Oprøret. Jakobinere færdedes under Maske paa Københavns Gader. Og hele Salomons romantiske Sjæl sang paa en meget høj Tone, da han svor sig ind i den hemmelige Forening paa Nørrebro. Thi Salomon var stadig lige grøn, grøn.
   Naar jeg nu tænker tilbage paa Salomon og hans Meriter som Revolutionsmand, da ser jeg ham sidde midt i Revolutionens Hjerte i Ferdinandsgade; thi Revolutionen var ikke større end, at den kunde rummes hos Frøken Ingversen.
   Der sad først Morten Mortensen ---. Der sad endvidere den teologiske Kandidat, der i denne Tid stredt haardt for at faa Indpas i Kommuneskolen. Han var end ikke fast Vikar endnu, men haabede at blive det. Han løb rundt til alle Københavns Inspektører for at tigge Timer, og hver Morgen Kl. 8 stillede han i [ ] Skole, i det Haab, at en og anden af Lærerne var syg i Dag og havde sendt Afbud. Om disse meget uproblematiske Timer stredes han for Inspektørens Øjne med to Seminarister og væltede sig paa Maven i Taksigelser, naar Naadens Sol skinnede paa ham. Men var der ikke noget at gøre i [ ], da smuttede han hurtig bag om Ryggen paa de to andre og nu blev der Kapløb ned til [ ] Skole, hvor de lige kunde komme tids nok til at tage imod [ ] Inspektør med Hatten i Haanden, i det Øjeblik han og Drengene vrimlede ud fra Morgensangen. Den teologiske Kandidat havde et Forspring for Seminaristerne, saa snart der var Tale om Religionstimer, og deraf, plejede han at sige, kan man se, at Religionen er godt for noget.
   Saa var der den medicinske Kandidat, som allenfals havde en fast Stilling; thi han havde Kandidattjeneste ved Kommunehospitalet og oppebar som saadan 35 Kr. om Maaneden og Middagsmad hver anden Dag. Han havde derhos Lov til at gøre sig til gode med Levningerne fra de andre Kandidaters Middagsmad de andre Dage af Ugen. Denne sidste Middag kaldes Schakalmiddag. Denne lykkelige unge Mand, som næsten altid var sikker paa sin Middagsmad, var Matadoren imellem Revolutionens akademiske Proletarer. Man saa ham ofte i Færd med at granske det saakaldte Lægekort. Det er et Kort over Danmark, hvor der er sat en sort Prik for hver Læge, og det lignede et Papir, hvor Fluerne havde holdt Generalforsamling. Han kunde sidde i Timevis og maale med en Passer paa sit Fluekort og regne ud og lægge sammen. Han skulde have mindst 2000 Mennesker for at slaa sig igennem, og han kunde ingen Steder finde mer end 1500, og en daarlig Trøst var det for ham, at saaledes sad i denne stund 70 andre medicinske Kandidater og maalte sig til deres 2000.

                       - - -

Men Hovedsagen for Revolutionen var Agitationen i Befolkningen, og stod Skomageren noget tilbage i Diskussionerne var han til Gengæld Handlingens bedste Mand. Han førte altid et Stykke Blaakridt med sig i Lommen, som skrev: Ned med Estrup ganske avtomatisk paa Grund af den stadige Øvelse. Og paa hemmelige Steder præntede han følgende Sentens: »Leve Republikken! Her ere vi alle lige.« Under Skomagerens Anførsel mødte de til Protestmøder, blandede sig mellem Mængden og gav Mødet den rette Aand og Stemning.
   Skomagerens største Triumf var dog den Gang han lavede Folkevilie. Der var et Øjeblik, hvor det begyndte at gaa lidt trevent oppe i Folkeraadet. Kraften syntes at være veget for en Stund fra de folkekaarne. Ingen mandig Tale hørtes -; men en tom Diskussion om Indfødsret og Svenskerne optog Dagsordenen. I dette Øjeblik greb Revolutionen ind. Den besluttede at bruge den samme Trafik som afdøde Danton og sætte Folkemasserne i Bevægelse. Deres tarvelige Agitationsfond blev anvendt til Avertissementer i Aftenbladet saalydende: Frihed! eller Døden. Mandag Aften Klokken 7 Grønningen. Kærnen i den lille Styrke der samlede sig bestod af Revolutionsmændene og Skomagerfagforeningens Medlemmer - Af Hensyn til dem var Mandagen valgt, og til dem sluttede sig en hel Del brave Folk der kom fra Havnen efter endt Dagværk og var parate til alt. Frihedsmændene drog først imod Sydøst og slog en Betjent med Rædsel. Udenfor det historiske graa Hus i Toldbodvej 34 stillede de sig op og afhylede et Pereat. Derfra gjorde de en Svingning og marsjerede ned ad Bredgade. Udenfor Rigsdagskasernen afbrølede de et Vivat og et Rigsdagsbud, som sad og kigede ud af et ganske lille Vindue ud til Gaarden blev stormende hyldet. Med raske Skridt ilede nu Folkehæren op ad [ ] for at storme Amalienborg; men da et Geled Gardere havde besat Adgangen og fældede Bajonnet fik de pludselig det Indfald at gaa tilbage til Bredgade. Ved Indgangen til Kongens Nytorv havde en Række Betjente stillet sig op og vilde formene dem at gaa videre. Men under Latter og Spøg brød Folkemassen gennem denne latterlige Cordon og en Betjent maatte bæres hjem. Udenfor Hesten vilde Morten Mortensen have ladt Folket fare efter et Hurra for hans Majestæt Grundloven. De var ogsaa tørstige og der var ingen billige Beværtninger i Nærheden. Men nu overtog tre Slagtere som havde kæmpet i første Række Anførslen i Forstaaelse med Skomageren og med en lille nem udsøgt Hær drog de ned ad Lille Kongens Gade og landede ved Nikolaj. Her stod en i og for sig uskyldig Ting, men som stadig opfyldte de ortodokse med Harme, fordi det mindede dem om vore raadne politiske Forhold. Det var et provisorisk Nødtørfthus. Som Aftenbladet havde paavist var det blevet opstillet her af Magistraten uden Skin eller Skygge af lovlig Bevilling, og man frygtede for at Magistraten havde handlet saaledes i hemmelig Forstaaelse med Regeringen og at Hensigten var at sætte Folkets Taalmodighed paa Prøve med Hensyn til Krænkelser af Bevillingsretten. Dette lille Mavebælte havde ført en sørgelig Tilværelse, ugleset af hele sit naturlige Opland. Kun Politiets Slaver mindedes det efter Ordre fra Inspektøren. Tilmed stod det paa svage Fødder - ganske ligesom Samfundet. Det rystede i sin Grundvold. Det var denne Smudsplet paa Nikolaj som Slagterne vilde aftvætte. Først standsede de udenfor et Hus i Lille Kongens Gade hvor der var een som havde glemt en Serviet i Vinduet og raabte Hurra. Men om det var et Signal til Sammensvorne indenfor eller om det var en privat Opmærksomhed af Slagterne mod nogen de kendte kunde Salomon ikke afgøre. Saa gik de lige løs paa det lille Hus, og nogle Fandens Kræfter havde de. De fik fat i nogle Brækkestænger og masede paa og hele den oprørte Scene tog sig ganske ud som naar Revolutionsmændene laver Barrikader i Paris. Huset rystede - det vaklede - det faldt. I dette Øjeblik lød et enstemmigt Hurra fra Menneskemassen. Den danske Bastille var falden. Folk puffede til hinanden og sagde Naa for Satan for at komme frem og røre ved Ruinerne. Naar man ikke dansede paa Grunden som de franske Sansculotter var det, fordi Jordbunden var slibrig. Skomageren sagde at det var den første Tand.
   Hvilke Dimensioner Bevægelsen kunde have antaget er umuligt at afgøre, hvis det ikke havde været for en Provisorist. Som det tilstrækkelig er blevet oplyst i Aftenbladet, slog denne Snob Glasruden i tu til et Brandskab og dirigerede Sprøjten løs paa den vaabenløse Mængde. I sin Harme over denne inhumane Fremfærd adskiltes Mængden og hver gik til sit.
   Salomon traskede ogsaa hjem. Han var ikke helt sikker i sin Samvittighed. Han begyndte at tvivle om at dette virkelig var den store offervillige frygtelige og skønne Revolution. Men han beroligede sig med at naar Havet er i Oprør, kommer Dyndet op til Overfladen. Den store Storm fører Smudset med sig. Og da han kom forbi Garderkasernen, flammede Gløden atter op i hans Sjæl. Herinde var et mistænkeligt Liv. Civilklædte unge Mænd listede ind ad Porten i Mørket, og inde fra Gaarden hørtes dæmpet Samtale. Han vidste man sagde at de unge Højremænd ved Nattetid trak i Kongens Klæder og gjorde forberedende Øvelser til i fornødent Fald at tjene Konge og Fædreland samt Gud. Han knyttede Hænderne (i Bukselommerne og gik hjem idet han til Trøst for sig gentog de gamle tyske revolutionære Linier: »Pulver ist schwartz, roth das Blut, golden flackert die Flamme.«
   Dette var Revolutionens store Slag og da den næste Gang drak Frøken Ingversens Kaffe, havde den den Tilfredsstillelse at kunne læse i Morgenbladet en ny Tale af den store Folkefører paa fem Kvarter af de brede Spalter, hvori han sagde at Bægeret flød over og antydede noget om Fortvivlelsens Selvhjælp. Revolutionen sendte en Beretning om deres lille Revolte til alle Riffelforeninger i Danmark og modtog flere Svar, der alle talte om ikke at gaa paa Akkord, men være tro i Kampen. Lille Sørensens Svar havde til Overskrift Nu eller aldrig Telefon 414 og til Motto: Gamlingen paa Tinge skal faa stemme trygt og kækt bagom Riffelringe af den unge Slægt. Baade Overskrift og Motto var trykt med rødt paa Blaat og N P Sørensens Navn var stemplet og forsynet med en Revolver i Enden.

Og nu nærmede den afgørende Stund sig og Alvoren føltes. Alle Foreninger, som der var noget ved, diskuterede, hvad der burde gøres. Tropperne blev en Gang om Ugen konsignerede i Kasernerne og Krigsministeren galloperede op og ned ad Gaderne i sin Landauer. Folketinget gik op med sin Adresse til Kongen, og hans Majestæt sendte dem hjem igen. Som Skomageren sagde, det var en mærkelig Tid.
   Salomon forstod, der maatte ske oget, noget frygteligt. Havde han ikke ved sidste Valgdag set, hvilken Begejstring der brød frem i den afgørende stund. Var ikke Blinde kommet vaklende og havde skrevet deres Navn med paaholden Pen? Værkbrudne var kommet paa deres Baare. Ja man sagde, at de Døde stod op af Gravene og stemte i femte Kreds.
   Naar Lovbruddet kom, og den store Folkefører lod Stormklokken gaa, da vilde trehundrede Marseillianere under Ledelse af Sørensen rykke ind i Byen, da vilde Soldaterne nægte Lydighed og endog Kammerjunkerne vilde anlægge den røde Hue. Og da vilde Toldbodvej 34 blive jævnet med Jorden.
   Dagen rykkede nærmere. Salomon hørte nu tydelig den underjordiske Torden.
   Den 29de Marts anskaffede Revolutionen sig en Revolver i Kompagni.
   Salomon og Morten Mortensen øvede sig flittig med den de sidste Dage. Morten skød paa Spurvene og tjente sig derved til en Middagsmad, dog at Spurvene ikke blev ramt paa for nært Hold, hvorved de opløstes i Muskelfibre. Salomon vilde ikke skyde paa Spurvene, som intet ondt havde gjort. Han nedskød utrættelig en gammel høj Højrehat.
   Den 30te Marts sagde Skomageren, at han ikke kunde holde den Spænding ud. Han gik øjeblikkelig ned i Kafe' du »Fredens Hjem«, drak sig døddrukken der, gjorde sig opsætsig mod Overbetjent Hoffmeyer og blev bragt paa Stationen. Revolutionen blev opskræmt. Ingen vidste om ikke en almindelig Arrestordre svævede over Hovederne paa dem. De holdt derfor deres Aftenmøde i al Hemmelighed i Morten Mortensens Værtindes Kælder, siddende paa nogle Havebænke med et Lys i et Vandfad midt imellem dem og denne Maade at forsamle sig paa vakte megen Interesse hos Gadedrengene udenfor, som kigede ind gennem Stjernerne i de matte Vinduer.
   Den 31te Kl 7 om Morgenen tidlig sendte Morten Ordre ud ved sin Sypige til Revolutionens Medlemmer, at hver som havde et overflødigt Klædningsstykke skylde sætte det paa et sikkert Sted og købe sig et Vaaben derfor. Sypigen sagde, at hun troede ikke Jærnkno var nok, i det mindste skulde det være en Eskilstuna.
   Klokken 10 kom der Løbeseddel fra Morgenbladet: Finansloven ventes sprængt!
   Klokken 12 faldt Frøken Ingversen om og besvimede midt i de gule Ærter.
   Klokken 8 Aften samledes Revolutionen for aflaasede Døre hos Salomon. De sidste Beslutninger vedtoges.
   Kl. 9 kom Skomageren listende og var grøn i Ansigtet. Han sagde ingenting, men skænkede sig en Snaps.
   Kl. 11 kom der Løbeseddel fra Morgenbladet. Finansloven er sprængt!
   Der blev Tavshed i Lokalet. Dette var Virkelighed. Klokken slog tolv Slag, det ene efter det andet, det tolvte til sidst.
   Lampen blussede symbolsk op og ned. Der var ingen Petroleum i Beholderen.
   Ingen sagde noget.
   Skomageren rejste sig. Han skænkede sig en Akkevit og stak den ud. Han lagde Glasset ned paa Gulvet og knasede det under Hælen, idet hans Ansigt fortrak sig til et frygteligt Grin.
   Saaledes endte den 31te Marts.

Enhver ved nu, at den 31te Marts Kl 12 endte den berømmelige danske Revolution af 1885 paa samme Tidspunkt da en anden Revolution af den udenlandske Art plejer at begynde. Den danske Revolution skiller sig saaledes paa en fordelagtig Maade fra sin Forgænger, den franske, ved sin ganske ufarlige og ublodige Karakter. Salomon vidste imidlertid ikke det paa dette Tidspunkt. Da han stødte Vinduet op den første April paa Morgenstunden, laa hele Staden i en rigtig Brandtaage, en Taage saa stærk at Verden kunde forgaa i den uden, at man mærkede noget dertil. Salomon skyndte sig at faa knappet og sprang ud for at se, om det gamle Samfund stod endnu. Nørrebrogade stod der rigtig lige som i Gaar, og da han kom ned til Dronning Louises Bro, var der heller ikke noget i Vejen med den. Nu brød Solen frem og Taagen pakkede sammen og da Salomon saa sig omkring opdagede han at alting stod ved det gamle. Drengene løb i Skole, Politiet stod og drev paa Hjørnet ved Frederiksens Beværtning, og Sporvognene gik op og ned uden Spor af Hensyn til Landets sørgelige Tilstand. Salomon havde aldrig rigtig gjort sig klart, hvorledes de provisoriske Tilstande vilde tage sig ud; men han havde altid gaaet ud fra, at Landet lige saa lidt vilde kunne bestaa uden en regelmæssig Finanslov, som han selv Salomon kunde holde den gaaende uden at trække sit Vejr. Og nu saa han sig om og se: De provosoriske Tilstande tog sig ganske ud som de lovmedholdige. Det provisoriske Solskin var ganske som det ordinære, de provisoriske Bagerjomfruer solgte deres provisoriske Brød og i dette Øjeblik hævede maaske de provisoriske Rigsdagsmænd deres provisoriske Diæter.
   Salomon gik op ad Købmagergade. Et svagt Haab dæmrede op i hans Sjæl, da han saa en lille tæt Hob staa udenfor et Vindue. Han spurgte ad, hvorfor man stod der; men der var ingen, der vidste hvorfor. I sin Fortvivlelse gik han ind og købte Morgenbladet. Det havde en lang ledende Artikel om Sukkerroeavl paa Øerne. Da forstod Salomon, at alt var tabt.
   Han gik i mørke Tanker hen til den store Folkeførers Lejlighed og saa op. Der stod den store Folkefører i sit Vindue bred og myndig. Slobrok havde han paa, og han røg sin Pibe og saa gennem Brillerne og Ruden menneskekærlig ned paa Salomon. To Mænd kom og skulde op til ham, bærende paa noget tungt, formodentlig en Hædersgave.

Senere fik Salomon at vide af Sørensen, hvorfor det var gaaet som det gik. Dengang Øjeblikket nærmede sig sendte Førerne Brev og Bud ud til Folkets lokale Tillidsmænd om at komme ind og raadslaa i København og ind kom alle Folkevæbningsamlagsformændene og samledes til et hemmeligt Møde paa en af de sidste Dage. Forsamlingen delte sig snart i et Fredsparti og et Krigsparti. De fra Næstved mødte med en fuld færdig Plan til at overrumple Militæret i deres By. Sørensen og hans Folk var ogsaa rede til alt; men Slagelse var lunken og Fyenboerne trykkede sig. Af Jyderne var de vestlige meget hvasse; men de østlige kunde ingen blive klog paa. Under disse Omstændighed kom alt an paa den store Fører. Hans Øjne gnistrede, hans Bryst hævede sig, han saa sig alt om efter Talerstolen. Ak da vilde Skæbnen at Talerstolen var til Reparation hos Severin Jensen. Havde dette ikke været, vilde meget have været anderledes. Den store Mand vilde have styrtet derop. Han vilde, som han plejede, have kastet et lynsnart Blik ud over Forsamlingen. De store Ord var komne rullende af sig selv. Aanden vilde have indgivet ham, hvad han skulde tale, og vi vilde have haft en ny Oliver Cromwell i Verdenshistorien.
   Men den store Taler kunde ikke fungere, naar han ikke havde Talerstolens Springbrædt at sætte af fra, og han var for lille, som han stod der paa Gulvet. Han tabte Overblikket. Han kunde ikke se sin egen Stemnings Straaler spejle sig i Forsamlingens lysende Blikke og høre Ekkoet af sin egen Barms Bevægelse - som han plejede. Han stammede. Han vaklede. Han sagde, det var bedst at se Tiden an.
   Partiets Jurist havde staaet henne ved Døren med en sort Bog i Haanden. Det var Danske Lov. Nu læste han op af den alle de Steder, som omhandlede Højforræderi.
   I dette Øjeblik var der flere Grundtviganere, der raabte paa [ ] Denne gamle ærværdige Person lod sig lede hen for Enden af det lange Bord, tog sin Skraa ud af Munden og lagde den paa Pladen for sig. Alle blev tavse. Krigspartiet fattede Haab.
   Oldingen sagde, at det havde forfærdet ham at høre nogen tale om Blodsudgydelse, at aldrig havde hans Tanke været, at række Haand til at udgyde Blod. Fyenboerne raabte Hør.
   Der var en eneste Vestjyde, som endnu opponerede. Han sagde omtrent saadan noget, som at naar man gaar og øver sig med Rifler og Kugler, er det i Reglen i den Hensigt at volde Blodsudgydelse og ikke for at amme Pattebørn, at man gør det. Han spurgte, om de havde skudt med løs Krudt i og sagde, at hvis man havde fortalt ham for et Aar siden, at Hensigten ikke var Blodsudgydelse, saa havde han aldrig spildt sin Tid med det tossede Plafferi, men spillet Kegler i Steden for. Men Oldingen vendte sig om imod ham og sagde med dirrende Røst de Ord: »Jeg troede, du var en Kristen, Morten.« Dermed puttede han sin Skraa i sig igen og lod sig lede tilbage til sin Stol.
   Under alt dette havde Juristen staaet ved Døren og læst det ene Lovsted op værre end det andet, hvergang der blev en lille Pavse og Proprietær Petri sagde at ingen vidste om Huset ikke allerede var omringet, saa at de blev nappet en for en, naar de kom ned i Porten.
   Og saaledes gik det til, at den store Førers Forslag gik igennem om at se Tiden an. Til en Trøst tilføjede han de Ord: »Folket har jo altid Riflerne i Baghaanden.«
   Og der har Folket dem, saa vidt jeg ved, endnu.
   Da Salomon havde hørt alt det af lille Sørensen, som var kommet til Hovedstaden for Foraarsindkøbenes Skyld, gik han lige hjem, satte sin Eskilstuna hos en barmhjertig Kone i Griffenfeldsgade og købte sig en Nathue for

         [Her følger en lakune på 6 manuskriptsider.] 

Men den Tale var som en Lignelse, der blev sagt, for at de som hørte ikke skulde høre og de som forstod ikke skulde forstaa, og hvis Salomon skulde have givet Udlægningen var det blevet en lang Tale.
   Saaledes vilde Salomon have talt: »Lørdag Aften ----

Kort efter denne Lignelse - det var hen paa Forsommeren - fik Salomon en Søndag Aften Besøg af sin eneste Discipel Skomageren. Skomagerens Næse var rød men hans Kinder blege. Skomageren havde drukket. Salomon fandt sig ikke foranlediget til at skride ind paa Moralens Vegne; men Skom. forsvarede sig uden nogen Opfordring og spurgte Salomon om han ikke vidste at alle dem der var noget sjenialt ved, de drak. Jo alle dem der var sjeniale i deres Profession, hvad Profession de ellers var af, saa var de af den Profession der drak. Skomageren var desuden fyrig, og forleden havde han fundet en Rotte, der var død af Sult i hans Madskab. I hans Madskab! Men nu skulde det være Løgn. Nu vilde han ikke finde sig i Samfundet mere. Han var gaaet i Kompagni med en Malersvend. Og nu skulde de tjene Penge. Og saa vilde de rejse til Paris og lære dem Kunsten af og saa indføre den i København. For han troede ikke det hjalp noget med Diskussionen, og det troede Salomon vist heller ikke; men en Knaldperle det vilde vist hjælpe.
   Salomon sagde, at han troede heller ikke, Knaldperlen vilde hjælpe synderlig. Der var sprunget saa mange Knaldperler i Paris og i Petersborg, og Situationen var ikke blevet bedre for det. Ja sagde Skomageren men hvis man skal gøre noget, saa er det det eneste der er at gøre, og det indrømmede Salomon, men raadede ham dog derfra. Skomageren sagde: »Jeg troede ellers De vilde have været med til at tegne og til Knaldperlerne, for De er en Mand med Hjerte, selv om De er Jurist, hvad jeg aldrig havde haft Hjerte til at blive. Men i hvert Tilfælde er De en hæderlig Mand, og det er derfor jeg har henvendt mig til Dem, og De vil ikke forraade os til Politiet,« sagde han og rakte Salomon en dramatisk Haand. Salomon tog imod Haanden og sagde, at det kunde ikke falde ham ind. De private Mellemværender mellem Skomageren og Politiet kom ikke ham ved. »Det er det,« sagde Skomageren, »og vi kan have Respekt for hinanden, naar vi er hæderlige Mænd og ikke Skruebrækkere og Politislaver.«
   Idet Skomageren sagde disse Ord, saa han ud ad Vinduet. Skomageren raabte noget og greb Salomon i Armen. »Nu gaar den lige godt løs,« sagde han. »Nu skal vi ud og lave Estrup til.« Salomon saa ud og turde ikke tro sine egne Øjne. Gaden var sort af Folk som løb
   Han var bleven ædru af Sindsbevægelse. De sprang ned ad Trappen og løb med Strømmen. Fra alle Gadedøre kom der Folk og løb. Salomon vidste ikke længer om han drømte og var vaagen. Han og Skomager løb i Trit ved Siden af hinanden med Tungen ud af Halsen og klappende Hjerter. De spurgte ikke nogen for ikke at spilde Tiden. De bare løb. Ned ad Jagtvejen gik Strømmen ud imod Fælleden. Der maatte det være at Slaget stod.
   Da de kom til Holger Danskes Briller, havde de Udsigten for sig. Fælleden var sort af Mennesker, og Himlen rød af Skyer. I Aftenrøden kæmpede en stor sort Genstand en fortvivlet Kamp med Menneskemassen som en Kaalorm, der er faldet mellem Myrer. Salomon blev noget lang i Ansigtet. Det var Johansens Ballon, der var gaaet ned. Han saa paa Skomager og Skomager saa paa ham og sagde: »Skal vi saa finde et Sted, hvor De kan gi en Øl.«

Dengang Salomon gik hjem, gik han og bandede paa, at nu skulde det ha en Ende. Nu skulde det være forbi med dette Raseri, denne hysteriske Revolutionsmani. Han

          [Her følger en lakune i manuskriptet på 14 sider.]

               [NkS 3725, II, kvarto]