Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 143-150
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 143-150
Men da han var ved det sidste Afsnit, var der ikke mere Olie i Lampen, og Flammen hoppede og sukkede. Han skrev det sidste Vers, men den gik ud, og en hvid Petroleumsos fyldte Kammeret, og da han saa mod Vinduet, begyndte det hvide Dagslys at liste ind. Han saa sig uforvarende i Spejlet og saa, hvor træt og graa han var i Ansigtet. Dog, det var maaske Belysningens Skyld.
Næste Aften døde Kæmneren.
Hvor er Døden ikke en rolig og dagligdags Ting, hverken til at sørge eller glæde sig over. Dog, om noget, det sidste, tænkte Salomon. Hvor er ikke vor Frygt for Død og Lig taabelig og vor sædvanlige Adfærd desangaaende opstyltet; - og han hjalp selv Vaagekonen med at flytte Liget, at de kunde rede Dødssengen med rene Lagner. Kæmneren havde sat megen Pris paa den Slags Ting, og derfor sørgede Salomon for en pæn Begravelse, Ligvogn Nr. 1 og Kiste med Englebørn paa Laaget og alt saadant noget, som Salomon haabede selv at blive fri for, naar han skulde i Jorden. Og for at gøre sin Pligt fuldt ud mod den døde, gav han endog Portvin og Kage til Følget og tog mod Kondolationer.
Han skulde alligevel endnu blive nogle Dage i Byen og ordne Kæmnerens Efterladenskaber som Adoptivbarn, og han overtog derfor lige saa gerne Forretningen endnu en fjorten Dags Tid, indtil Byraadet fandt en anden.
Og saa bort fra Stadens trange Luft og til København.
Men hvor var Prosas Breve blevet af? Og hvad betyder Breve? Hvad kan man sige i Breve? Hvorfor skrive? Er ikke Tavsheden sød og hemmelighedsfuld?
Men da nu Begravelsen var forbi, kunde Salomon ikke styre sig længere, og med en pludselig Beslutsomhed gik han op paa sit Værelse, tog hele Kong Salomons Problem, som det laa fra forgangne Nat, pakkede det i en stor, blaa Konvolut, skrev udenpaa: Frøken Prosa o. s. v. og satte et Frimærke paa. »Tærningen er kastet,« sagde han. »Jeg vil have Klarhed og saa til København, naar Svaret er kommet.«
Han aabnede Gadedøren for at gaa ned med det paa Posthuset; men se, der kom den røde Mand i det samme og stak et Brev op i Næsen paa ham. Han havde Svaret, før han havde afsendt Spørgsmaalet. Og saadan gik det til, at Frøken Prosa aldrig blev bekendt med Kong Salomons Problem. Saa underlig kan Skæbnen undertiden føje sig. Brevet kom i en graa Konvolut og saa meget uskyldigt ud udenpaa. Salomon vendte og drejede det i Haanden med stor Mistænksomhed. Han prøvede at holde det op for Lyset og prøvede at kigge igennem det. Men Konvolutten var uigennemsigtig. Til sidst tog han Mod til sig, rev Konvolutten op og læste Brevet. Det begyndte meget godt. »Kæreste Ven,« stod der. »Du har forbudt mig at skrive lange Breve. Du siger, at Du ikke bryder Dig om Breve paa otte Sider og Kys i Dusinvis; men nu vil jeg alligevel skrive et rigtig langt Brev til Dig, saa kan Du gøre, hvad Du vil. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. Skal jeg sige »Du« eller »De« til Dig? Naar vi mødtes ved Bænken om Morgenen, sagde vi Du, gjorde vi ikke? Men naar vi mødtes om Dagen, sagde vi De, selv om ingen hørte paa os. Jeg vil være forsigtig og fornuftig og sige »De« til Dig. Hvordan har De det? Kommer De snart til København? Ser vi Dem ikke hos os? Er Du saa fornøjet?
Jeg har saa meget at skrive til Dem om, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde. Og hvorfor skriver De ikke lange Breve til mig? Jeg er slet ikke saa kræsen i min Smag, og hvis det er en Sypigesmag, saa er jeg en Sypige. - - -«
Saaledes løb Brevet fort, op og ned, og Salomon stirrede mellem Linierne efter Meningen, indtil han snublede over noget: »Jeg savner Dem saa grænseløst, men naar jeg er sammen med Dem, er jeg dog aldrig rigtig tilfreds. Vil De tro mig? Jeg er bange for Dem. Jeg er bange for, at De gør Nar af mig. Det gjorde De ogsaa tit paa Stæremosegaard. Jeg forstaar Dem ikke, jeg forstaar Dem aldrig, aldrig. Hvordan kan De ogsaa sige det? De har sagt, at naar to Mennesker bryder sig om hinanden, er det en Illusion? Tro mig, kære Ven. De maa ikke lede efter det onde alle Vegne. De maa ikke tage saa tungt paa Livet. Hvem tror De ellers kan forstaa Dem? Jeg skriver det som et fornuftigt Raad til Dem, og Gud ved, jeg vil meget hellere skrive noget Fjanteri; men Sandheden skal frem, og nu er det sagt. Aa, vi kunde have det saa rart sammen, hvis De vilde lade Deres Menneskehad fare. Jeg er ikke bange for min Stiffader, og det er De jo heller ikke. Husk paa, det gaar jo ogsaa ud over mig, naar De taler ondt om os alle sammen. Jeg føler mig, ligesom jeg var sammen med en Præst, og jeg har aldrig kunnet lide Præster. Derfor kan jeg heller ikke forstaa, at jeg holder af Dem.«
Salomon sprang over paa tredje Side og læste noget betænkelig videre: »Hvorfor skrev De det: »hvis vi en Gang skal skilles?« Hvor kunde De gøre det? Hvis De ikke er artig, faar De af Ridepisken ligesom Bella. Hvad mente De med at skrive det, jeg kan ikke lade være at tænke derpaa?« Men i det samme faldt hans Blik paa det andet Ark, og det holdt ham fast. »De kan tro, De siger nok til Dem selv: »den Prosa var en letsindig og taabelig Pige; jeg kan ikke begribe, at jeg nogen Sinde saa noget i hende.« Naar vi ikke ser hinanden mer, saa glemmer De mig nok. Det maa Du ikke, kære Ven, hører Du? Du maa aldrig glemme mig. Hører Du! Og jeg vil aldrig glemme Dig, selv om vi skal skilles. Men hvorfor kommer De ikke herind. Jeg er saa fortumlet i mit Hoved af at tænke over alting. Glem alt, hvad der staar i Brevet og kom herind og vær saadan, som Du kunde være, naar vi gik langs Søen. Kom ind og tag mig med paa »Hesten, der rider over Bjærg og Dal«, og fortæl mig igen det Eventyr om Morgenrødens Slot, som Du ved nok. Saadan vil jeg have Dig og ikke anderledes. Hvis Du kalder mig din Dronning, saa maa Du ogsaa finde Dig i, at jeg befaler. Jeg ved hverken ud eller ind.
Din hengivneste
Prosa.«
Da Salomon havde læst dette Brev igennem, forstod han ikke bedre Meningen med det, end Prosa havde gjort, da hun skrev det. Han læste det en Gang endnu og var lige klog. Han forhastede sig ikke, kaldte paa Pigen og bestilte Aftensmad for at have det fra Haanden, og efter at have trukket Tiden ud saa længe som mulig ved sit blødkogte Æg trak han sig ind til sig selv, tog efter gammel Vane en Kop Te med sig og satte sig i sin Lænestol.
Og nu begyndte denne Nats Forhandlinger. Salomon bemærkede, han kunde ikke holde det hen længer; han tændte sig derfor en lang Pibe til sin Beroligelse og satte sig til at gøre sit Regnskab op.
Og i samme Nu, Salomon aabnede Forhandlingen, forstod han, hvorfor han havde holdt den hen; thi i samme Nu saa han med en Klarhed som Aabenbaringens Klarhed, at det var forbi.
Der var et Øjeblik, hvor han følte sig fristet til at styrte sig ud i Aftenmørket og give sin Sorg og Harme Luft i alle Haande taabelige Handlinger; men han greb krampagtig fast i Stolearmen, og saaledes tvang han sig selv til at blive siddende, mens Tankerne brusede i hans Sjæl.
Thi dette Øjebliks grusomme Klarhed var som Lynet, der viser det natlige, stormfulde Landskab i et stillestaaende Nu og efterlader det dobbelt mørkt, uroligt og klagende
Altsaa begyndte Salomon Forhandlingen, idet han holdt sig fast i Lænestolen; jeg siger Forhandlingen, thi han forhandlede med sig selv. Det var Salomon fra i Gaar, der parlamenterede med Salomon fra i Dag. Det var Salomon Drømmeren, der endnu sad fast i Illusionen, som spurgte og bad. Og det var Salomon Tænkeren, der havde set Sandheden i Lynglimtet, som svarede ham med et kort og koldt Nej.
Salomon indrettede sig, saa godt han kunde, han anbragte i Tankerne sin anden Person i en Stol, der stod lige over for ham paa den anden Side Bordet, og saaledes havde de det rigtig hyggeligt med hinanden.
»Er det forbi?« spurgte han, og det svarede: »Ja, det er forbi!
Det er forbi. Drømmen er forbi. Illusionen er forbi. Den sidste og største Illusion er forbi!«
»Men hvorfor?« sagde Salomon. »Jeg kan jo rejse derind. Jeg kan riste Runer til at trylle hendes Hu. Jeg kan løfte hende paa Gangeren, der gaar over Land og Hav. Jeg kan føre hende ind i Romantikkens Slot. Jeg kan udstyre min Tale med alle de Drømme, der daarer en Kvindes Hu, og jeg kan lade al Elskovens Jubel og Klage skælve i min Røst og lade den skønneste Ømhed, som nogen Kvinde var taknemmelig for, være i alt mit Væsen imod hende.«
Og det svarede fra den anden Side af Bordet: »Ja, du kan spille mange Roller og ogsaa Elskerens.«
»Ikke en Dag, ikke en Time skulde høre min Tunge stamme eller mit Blik vige. Endogsaa om Natten skulde mit Aandedrag være roligt.«
Og det svarede: »Din Tale viser bedst, hvad du tænker paa. Du tænker paa at forføre hende, at leve med hende som en fremmed Mand og nyde hendes Skønhed og Elskov, men uden at hun nogen Sinde saa dit Ansigt, som det er. Dette kalder jeg at bedrage og forføre. Thi medens hun gav dig sig selv, gav du hende kun en Skygge af dig selv.«
»Da vil jeg gaa til hende, saadan som jeg først tænkte, og lægge min Sorg for hendes Fod og bede hende dele den med mig.«
Og det svarede: »Hvilket Menneske har nogen Sinde delt sin Sorg med en anden, og hvilket Menneske, som var lykkeligt, har sørget med den, som var sorrigfuld? Ogsaa saaledes vilde du maaske kunne vinde hende. Hun vilde løfte dig op til sig af Medlidenhed. Men hvor kan du tro, hun nogen Sinde vilde forstaa din Sjæl? Forstod hun dine Ord, forstod hun dog ikke dine Tanker, og forstod hun end dine Tanker, forstod hun dog aldrig din Smerte. Saaledes vilde du ogsaa der forføre hende med store Ord, som hun ikke forstod. Just saaledes gør den romantiske Lovelace. Hvorfor vil du ikke ogs} gøre dig til en stor Synder og bede hende frelse dig? Der er mange Piger, der bider paa den Krog.«
»Er der da ingenting at gøre?«
»Nej, der er slet ingenting at gøre uden at gøre din forbandede Pligt og Skyldighed.«
»Og hvad er det?«
»At leve ensomt, men ærligt, at leve i Smerte, men redeligt. Du hører til Trappisterne, til dem, der ikke maa tale; thi naar du taler, det ved du bedst selv, da taler ikke du, men en og anden Figur, du digter dig ind i. Thi hvis du talte af dig selv, det ved du bedst selv, da vilde Menneskene sige: Han er afsindig.«
»Kan være, jeg ogsaa er det.«
»Kan være, du er det, men det fører dig ikke fra Ansvar. Vi bruger ingen juridiske Fiksfakserier mellem os.«
»Er der da intet Haab?«
»Der er Haab nok, saafremt du vil sætte din Oprigtighed over Styr. Saa er der Masser af Haab. Hvis du var Protestant, saa var der Haab nok for dig. Saa kunde du indlade dig i alle halve Forhold og trøste dig med, at Gud tilgiver dig nok. Derfor, betænk dig vel, det kan jo være, de Folk har Ret. Du kan jo gøre det af med en varm Tro og en ærlig Anger, naar du har faaet det, som du lystede. Vær saa god. Men Ateismens Moral er strengere, den har ikke nogen Forsoning i Baghaanden. Den stiller Spørgsmaalet paa enfoldig Vis: Vil du være sanddru eller ej? Ja eller Nej.«
Og da Salomon tøvede med Svaret og pønsede paa nye Underfundigheder i sit Hjerte, hørte han, at Personen paa den anden Side af Bordet haanlo med en satanisk Latter, saa det krøb i ham, og sagde: »Nu har jeg opdaget dig, Salomon.«
Da skælvede Salomon under Svøben og spurgte: »Hvori har du opdaget mig?«
Og det svarede og sagde: »Du ved, hvad jeg har lært dig om Menneskene, at det er et løgnagtigt og underfundigt Folkefærd. Altid nævner de de store Ord, men aldrig led de noget derfor, og hvis de led, raabte de højt derom og gjorde Forretning deraf. Du har haanlet af dem, og din Krop har været fuld af Galde, og din Mund blev snøret sammen af Væmmelse; alt dette var godt, men du har endnu ikke erkendt Sandheden fuldt ud.
Du har endnu ikke erkendt Sandheden fuldt ud; thi du har endnu ikke opdaget, at du selv er af samme Race som den, Kæmneren og den store Folkefører og Rector magnificus tilhører.«
»Det har jeg altid tænkt.«
»Men ikke her, ikke her, Salomon. Her troede du din Ryg fri. Men her, hvor du troede det mindst, var du det mest. Thi du har været en lumpen Karl. Hvad siger du til den Greve i Longfellows: Den gyldne Legende, som vil lade en ung Pige ofre sit Blod, for at han kan læges af sit Tungsind. Husker du ham, lille Salomon, hvad siger du til ham?
En Usling var han,« raabte Stemmer højt over Salomons Mumlen, »og saaledes var Du. Thi saaledes, som han vilde, vilde du, og endnu vilde du tage derimod, hvis Jomfru Prosa tilbød sig. Aldrig elskede du hende for hendes Skyld, men kun for din Skyld, og du tænkte ikke paa hende, Salomon, men paa dig selv, og din Kærlighed, Salomon, det var den rigtige Kærlighed, som ikke søger sit eget, var det ikke? Men jeg skal sige dig, hvad det var; med alle sine smukke Ord og hele sin ideelle Sammenblanding af Erotik og Moral saa var det ikke andet end det meste af det, som Menneskene kalder Kærlighed. Det var Falskneri, Salomon. Det var din egen Lyst og din egen Trang og din egen Drift, som du klædte i skønne Klæder.«
Da slog Salomon Øjnene op og havde taget sin Beslutning, da der ingen Udvej var længer, og han ikke kunde finde paa flere Udflugter, og han smilede for første Gang under Samtalen og sagde: »Du kender mig godt, hvem er du?«
Og Stemmen svarede: »Jeg er det aarvaagne Øje, som du skrev om i din Dagbog. Selv har du manet mig frem. Gør det ikke en anden Gang. Jeg er din hemmelige Medvider, Conscientia kaldte Cicero mig. Mig var det, der forklædt som Mefistofeles lærte dig, hvordan Verden var. Jeg er den Røst, som raaber: Dybere ned, Salomon, du har endnu langt tilbage. I Mennesker kalder mig Samvittighed og søger at narre mig paa alle mulige Maader.«
Da slap Salomon Taget i Lænestolen og rejste sig. Han gik hen og tog Brevet med Salomons Problem og pakkede det dybt ned i sin Skuffe med hemmelige Papirer. Der ligger det endnu med 8 Øres Frimærke og det hele og kan maaske komme Prosa i Hænde en Gang endnu, naar Salomon falder fra. Men i Stedet for satte han sig hen og skrev et andet Brev, som blev dikteret af denne sataniske Person, der agerede hans Medvider, et pænt og roligt Brev af Størrelse paa tre Sider og spækket med Fornuftgrunde og uden Lyrik. Jeg skulde gerne fremlægge det, men jeg har ikke Kladden, og jeg har gjort mig til Princip i min Biografi af Salomon saa vidt mulig kun at benytte paalidelige Dokumenter og tydelige Erindringer.
Der gik nogle Dage, hvor Salomon gik omkring med Hænderne paa Ryggen og saa lige ud i Luften og ikke sagde noget videre.
Saa kom der en Dag Brev, ikke fra Prosa, men fra Etatsraaden, og deri stod kort og godt, om Salomon vilde komme ind til Byen, Etatsraaden vilde gerne tale med ham.
Da Salomon kom ind til Etatsraaden, gik denne imod sin Vane rask op og ned af Gulvet, sagde kort god Dag og blev ved at gaa op og ned. Salomon satte sig paa en Stol og saa paa ham, og pludselig vendte Etatsraaden sig om og sagde med megen Værdighed: »Jeg hører, at De bag min Ryg har gjort Haneben til Prosa.« Salomon svarede meget fornuftig: »Etatsraaden vilde da ikke forlange, at jeg skulde gøre Haneben til hende, mens De saa paa det?« »Men De har ikke sagt mig noget om det.« »Nej,« sagde Salomon uforstyrrelig, »al den Stund jeg mente, De kunde nok finde ud af det af Dem selv.« »Ja, naar De ta'r det paa den Maade.« »Ja, saadan ta'r jeg det,« sagde Salomon. »Ja, det er godt nok,« sagde Etatsraaden og satte sig, »men nu er der jo kommet Kurrer paa Traaden.« »Kan være,« sagde Salomon diplomatisk.« »De vil ikke bilde mig ind,« sagde Etatsraaden pludselig, »at De ikke er Mand for at vinde Prosa, hvis De vil.« »Derom skal jeg ikke udtale mig,« sagde Salomon. »Det vilde være usømmeligt, om jeg gjorde det.« »Men hvad Fanden er der da i Vejen?« raabte Etatsraaden. »De er jo ikke til at blive klog paa.«
Men da Salomon saa paa ham, mærkede han, at han forløb sig, vendte sig om og fløjtede. Da han havde fløjtet færdig, forstod han, at Salomon hidtil havde haft Overtaget, og at der maatte skiftes Taktik.
Han satte sig ned, bød Cigar og tog en selv og sagde i en konverserende Tone: »Er det ikke til Jul, De vil op til første Del?« »Jo, det er det nok,« sagde Salomon, »men jeg har for Resten ogsaa tænkt paa at lade være.« »Hvad skal det betyde?« »Det skal betyde, at jeg, saa vidt jeg kender til mig selv, er færdig med Juraen,« sagde Salomon og saa uskyldig ud. »Og hvorfor det, unge Mand, har De sat Deres Bøger ud?« »Nej, men jeg har efterhaanden sat min Respekt ud.« »Forklar Dem, forklar Dem.« »Andre Mennesker har dog noget, som de respekterer, om ikke den gode Gud saa i alt Fald, hvad der er lige saa godt, den gode Udvikling eller Kulturen eller den nyere Tid eller Samfundet eller Pengene; men jeg, ak, jeg, Hr. Etatsraad, jeg respekterer ingenting.« »Menneskehader, kyniske Timon fra Athen, er vi derhenne?« spurgte Etatsraaden. »Men hvad Fanden kommer saadanne Fornemmelser Juraen ved?« »Nu, Juraen er ikke saa meget værre end saa meget andet; men det er tilfældigvis det Sted, hvor den Institution, som kalder sig Samfundet, og jeg støder sammen. Og jeg kan sige, jeg har studeret Juraen og luret den alle dens svage Sider af. Der er for mig noget højrøstet, plebejisk, idealistisk, noget optimistisk, hæsblæsende, samfundsnyttigt ved Juraen. Og disse Ting ligger ikke for mine Evner. Jeg er af »de lade Munke«, jeg ønsker kun een Ting, at leve i Fred.« »De er sgu en net en,« sagde Etatsraaden. »De er sgu et net, ungt Stykke Mandfolk.« »Aa ja, saagu,« sagde Salomon, »jeg er ikke saa lebendig som mangen en ældre Herre.«