Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 131-140
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 131-140
Jeg sidder og læser i en Elementarbogs løsrevne Sætninger, og de forekommer mig at indeholde en dyb og forborgen Sandhed: »Jeg vil plukke en Rose af det Træ, der staar i mit Bed« - staar der at læse. - »Hun har forseglet alle Brevene med rødt Lak«. - Ja, der kan være Musik i en enkelt Glose, naar Øret er stemt paa den rette Tone.
Jeg kunde lide at skrive et Brevkort til dig, og jeg kunde lide at overmale det med et Netværk af lutter smaa »Feinsliebchen«, »Feinsliebchen«, som tog hinanden ved Haanden og legede Tagfat hen over Papiret. Som Tallene staar som Undergrund paa en Pengeseddel, skulde de flette sig ind i hinanden og staa dæmpet og smaat, saa ikke enhver opdagede dem, og saa vilde jeg skrive noget ret dagligdags derpaa, det mest almindelige jeg kunde hitte paa.
Tal ikke for højt om det, du elsker. Du skal være stille derom.
Jeg havde klædt mig i en Isskorpe og spændt et Harnisk om hver Rørelse i min Sjæl. Da vældede det op i mig, at mit Livsblod sprængte sine Baner. En Dødens Angest greb mig, og jeg troede, det var Livet, som svandt. Men da jeg kom til mig selv, stod jeg i Foraarsflor. Natteduggen laa paa grønne Blade, og jeg turde ikke røre mig.
Hver Morgen tæller jeg nye Blade i min Sjæl.
Jeg var som Antæus. Hver Gang jeg blev kastet til Jorden, sprang jeg op med fordoblet Styrke og fordoblet Harme, indtil et Menneske rejste mig op og sagde»: »Du er min Glæde«. Da blev mit Sind blidt.
Vil du ret ydmyge et Menneske, da skal du ikke træde ham under Fødder. Intet gør et Menneske stoltere. Men du skal hilse ham med dit lykkeligste Smil og kalde ham din Hjertelskede. Da ydmyges han af den store Følelse, der ikke kan rummes i hans Sjæl.
Det er ligesaa med Akset. Det golde Aks bærer sit Hoved højt, men naar Akset bliver fuldt, lærer det at bøje sit Hoved.
Ydmyg dig, ydmyg dig, Salomon, dog ikke for den, der gør Fordring derpaa, som Farisæeren. Ydmyg dig for den, som ydmyger sig for dig. Du er aldrig saa dybt, at du jo kan komme dybere.
Jeg frygter for, at jeg bar paa et Hovmod, der var uden Grænse. Men aldrig skulde og aldrig skal Farisæerne overbevise mig derom, de, som i deres Hovmod raaber paa Ydmyghed. Du Hykler, vær først ydmyg selv.
Naar du spejler dig i et klart og rent Spejl, og du opdager en Plet i dit Ansigt, vadsker du den af. Og naar du spejler dig i et klart og rent Ansigt - -
Du skal have dig en Helligdom, hvor ingen anden kommer. Du skal have bygget den en Sten højere hver Dag i dine unge Aar, og den skal være smykket med al din Tankes Lys og fyldt med al dit Hjertes Varme. Paa Altertavlen skal der være malet et aarvaagent Øje. Et saadant altskuende Øje er den Samvittighed, som dit Liv har formet. Der skal hænge Billeder af dine Helgener, Kætterne, de ensomme, dem, som Verden kaldte Fornægtere. Der skal du ogsaa have dig et Billede af den hellige Jomfru. Er ikke enhver Elskovsdrøm et Billede af hende? Lad Klogskaben kun give sit Ord med og pege paa, at Billedet har sine Fejl. Det har jo alle Billeder i vor Verden. I raaber altid paa Moral og Moral. Der skal ikke være anden Moral end den at tilgive.
Jeg hører hjemme mellem Kain og Judas og ikke blandt Farisæerne. Hos Synderne føler jeg mig hjemme. Men hører jeg et godt Menneske moralisere for et andet, stivner mit Hjerte ved den døde Kulde i hans Ord.
Drankerne og den forlorne Søn og den, der har myrdet et Menneske, i dem genfinder du dig selv. Fordi du ikke kender dig selv, regner du dig for en anden Race; men hvis du har Mod og Kløgt dertil, skal du stige ned i dig selv som Thesevs i Labyrinten. Da vil du se Vilddyret lure paa Bunden af din Sjæls Krinkelgange, og du vil fra den Dag af lade Moralen fare.
Alt er der maaske Raad for. Man har set Drankere omvende sig, og man har set letsindige Mennesker blive fornuftige og Løgnere blive sanddru. Men een Ting ved jeg ikke, om der er Raad for, Farisæernes Hovmod, som præker Moral for Synderne. Det er en Sygdom, som er den farligste af alle. Thi den tager Lægemidlet bort, Sansen for Sandheden tager den bort.
Hvo, der søger hovmodig sin egen Ære, han er ikke bedre faren end den ungariske Digter, der forelskede sig i en ung Piges Lig.
Jeg er selv et vildt Mørke, men der gaar en Sol op i mig, hver Gang jeg besinder mig paa, at jeg har dig kær.
Somme Tider tror jeg, at jeg ikke længer holder af dig, og da bliver der mørkt om mig som i en Ligkiste. Just derfor tror jeg, at jeg holder af dig.
Thi alting er dødt og tomt for den, som har smagt af Kundskabens Træ. Ja, Vismanden gaar i et ravende Mørke, og saaledes gaar vi alle. Men der tændes en Fakkel i Mørket, naar to Sjæle holder Bryllup.
Du kender ikke en Tiendedel af, hvad jeg kender. Og naar du vil sige noget, er du nødt til at ty til mig, for at jeg kan forklare dig dine Tanker. Og dog lærer jeg mere af dig end du af mig. Jeg lærer af dig at smile.
Før havde jeg det saadan, at alle smukke Ord smuldrede i min Mund. Naar nogen da nævnede Ordet Kærlighed, haanlo jeg i min Tavshed. Men se, nu er dette Ord blevet mig en levende Virkelighed, og jeg undser mig ikke længer ved at tage det i min Mund.
Hver af os gaar fallit i Livet, og vor Formue bliver en Dag til Regnepenge. Vil du være tryg, da assurer dig i en andens Kærlighed. Da skal du faa en mild Alderdom, var din Ungdom end brændende.
Thi alt er Bedrag. Glæden er Gift. Videnskaben er tomme Ord. Moral er Hovmod. Religion er Falskneri. Alt er Bedrag og Tomhed og Smerte, kun eet er og bliver evindelig. Det er det, hvis Navn min Tunge endnu er uvant med at nævne.
Alle er vi syge og trænger til Trøst. Vi lever ikke hver for sig, men vi lever i hverandre.
Jeg føler mig ligesom Raskolnikov, og jeg drømmer, at jeg gaar ud paa en Korsvej og kaster mig til Jorden og siger: Tilgiv mig, I gode Mennesker. Tilgiver mig for Kristi Skyld. Thi jeg har begaaet en svær Synd. Jeg har levet i mange Aar uden at have noget Menneske kær, og i al den Tid har jeg i mit Sind været som en Manddraber.
Kærligheden er som Ilden, den tænder altid anden Ild. Er Lynilden engang kommet ned fra Himlen og plejes af et Menneske, saa henter hans Nabo Ild hos ham. Til sidst faar den hele Landsby Ild fra den ene Arne, og dog er Ilden endnu der, hvor de hentede den først. Hvem forstaar det?
Det er ligesom Diastasen, den omdanner al Urten og er dog ikke omdannet selv.
Dyd og Moral og Pligt og Ære er alle meget gode, naar der er Valuta for dem. De er Seddelpenge, og den, som udsteder dem, siger dermed, at han har Guld for deres paalydende Værdi. Men har han ikke det, er det Falskmøntneri, og det er en Forbrydelse at lade dem cirkulere.
Som Guldet giver alle andre Penge deres Værdi, saadan giver Medfølelsen i Hjertet Gerningen sin Værdi.
Du underlige Menneske fra Jødeland! Du er mig som et levende Menneske, der følger mig. Ikke mystisk siger jeg dette, men med den simpleste og tydeligste Mening. Hver Gang jeg vokser, vokser min Forstaaelse af dig, og jeg genfinder mine Erfaringer i dine Ord. Saaledes ogsaa nu. Du var i Sandhed den store Omvurderer af al Værdi. Du gav Lovtrældommen Afsked og lærte Menneskene at lide med dem, der lider.
Jeg solgte Verden og min Arvepart i den og købte mig derfor en Verden i mig selv. Inderligheden blev mit Haandværk, og jeg blev dygtig i al Tankens Lidenskab, Stemningens Finhed og Afgørelsens Voldsomhed. Jeg trak mig ind som et Dyr i min Skal. Men i min Sjæl trak sig Øjeblikkene paa Traad som Blodsdraaber og Guldperler. Og nu er der en Røst i mig, som raaber: Riv Perlebaandet sønder og kast det ud. Byd til Gæstebud paa din Sjæls Hemmelighed. Sæt din Lampe i Vinduet. Varm og lys. Udad! Udad! Glem dig selv.«
Saaledes skrev Salomon hin Unge, maaske lidt sværmerisk, maaske hist og her en lille Smule opstyltet. Nu, det være ham tilgivet. Det hører Ungdommen til at sværme, og idet en ny Følelse bryder igennem, da kæmper den med sig selv for at finde Form og Ord, og oftest vælger den først det store, romantiske Udtryk, og uden dette, mener den, kan den ikke høre sine egne Vingers Flugt. Men se, som Tiden gaar, lærer den samme Følelse at tage til Takke med denne Verdens dagligdags Sprog og bliver stilfærdig og huslig, en flittig Tjenerinde i Sjælens daglige Husholdning. Dog skal den ikke glemme sin første sværmende Flugt, men altid smilende lytte efter de stærke Ord, den en Gang klædte sig i.
Det var en underlig Tilværelse, Salomon førte i den lille Stad. Nu laa Kæmneren syg i det lille Værelse, hvor Søster en Gang havde ligget, og saa paa Salomon med Dødens store Øjne. Forunderligt, hvor Tiden gik, og hvor længe det var siden, at denne Mand var Salomons Afgud og Salomons Skræk.
Han havde i de sidste Aar saa at sige ikke lagt Mærke til Kæmneren. Vel havde han været i Staden i Ferierne af og til, men han havde holdt sig for sig selv og holdt Kæmneren paa Afstand med en vis uangribelig, kølig Korrekthed. Hvad havde de to Mennesker ogsaa kunnet tale sammen om. De forstod jo ikke engang hinandens Sprog. Men nu over for den døende Mand var Sagen en anden.
Døden stifter Fred. Den er den store Forligsmægler. Og velgørende var den Tavshed, der fulgte med den syges Svaghed og derfor ikke havde noget pinligt ved sig. Salomon lavede ikke nogen stor Forsoningsfest, han led ikke disse dramatiske Scener, heller ikke for han op og ned som en Høne, der skal lægge Æg og ikke ved hvor, for at være saadan hvad man kalder kærlig i daglig Tale. Han talte fornuftigt med den syge som med et Barn, fik ham til at slaa sig til Ro, spise sin Mad og tage sin Medicin, og som en klog Doktor sørgede han for at holde sig selv i lidt Respekt til den syges eget Bedste. Kun een Ting rørte endnu ved Kæmnerens Sjæl. Det var hans hellige Bøger, de kommunale Regnskaber. I Begyndelsen havde han af og til været opfarende og klaget over, at Staden kunde ikke staa uden ham, men da Salomon havde vist ham, hvor pyntelig og sirlig han førte alt ind, og at han satte Prik over alle i'erne og Streg over alle t'erne, var Kæmnerens Sjæl faldet til Ro. Og nu sad Salomon i Kontoret med Døren aaben til Sygeværelset og lod Pennen rigtig skratte, for at Kæmneren skulde høre det og faa Fred i sin Sjæl.
Men ved Solnedgang, naar den syge var faldet i Søvn, steg Salomon som en anden Mufti op i sin Minaret, det lille Kvistkammer, hvor han havde læst Lektier som Barn, og stirrede ud over Staden. Og da lagde han den kommunale Journal paa Hylden og fremdrog den private og indførte deri sin Hymne til Mademoiselle og den evige Eros.
Men ak, Mennesket er aldrig helt konsekvent. Her havde nu Salomon aflagt det Hemmelighedskræmmeri, han havde haft for med sin Dagbog i den Tid, da han skammede sig over, hvad der stod i den, og gemte den hen, saa snart han havde brugt den. Her havde han nu faaet sig en officiel Dagbog i Guldsnit, og man skulde tro, at naar man vidste, hvad der stod i den, vidste man fuld Besked om Salomons Indvendinger; men Salomon var altid en indviklet Person, og han havde nu konstrueret sig et Slags dobbelt Bogholderi, en dobbelt Dagbog som de to, Kolumbus førte: en hemmelig med Sandheden i, en officiel med idealiserede Dagsrejser. Der findes nogle løse Lapper fra den Tid, og der har Piben en anden Lyd. Heller ikke er de kalligrafisk udført, men kastet hen over Papiret med nogle Streger som Lyn og Torden.
»Hvad er det, der skriger i min Sjæl«, staar der, »hvad er det for en hemmelig Angest i min Sjæl? Jeg er jo lykkelig.«
»Hvad er det for en Røst, som siger: Dybere ned, dybere ned, Salomon! Du har endnu langt tilbage!«
»Undertiden tror jeg, at jeg ikke mere bryder mig om dig, og da bliver der mørkt om mig som i en Ligkiste.«
»Ak, Efteraaret er ikke en Tid at elske paa. Stormen raaber: Alt forgaar! Tungsindet ruger i Natten. Ingen Nat er saa mørk som Efteraarets. Sommernatten har Lys i sig selv, og Vinteren har Stjerner.«
»Jeg ved, hvad der er i Vejen med mig, og hvorfor jeg synder imod Sommerens Minde ved at være tungsindig. Det er Stadens mørke Luft, der hænger over mig. Det er Drengeaarenes Minde, der falder over mig og vil kvæle mig.«
»Ak, og Mindet fra i Sommer rykker hastig langt bort fra mig, som Mindet om store og sjældne Ting gør. Hvor er den nu henne, den Sommernat i Laurbærlunden paa Lyksalighedens Øer?«
»Jeg ved, hvad jeg vil gøre, jeg vil drage paa Pilgrimsfart og gøre Bod. Jeg vil vandre til min Elskedes Hus og synge for hendes Dør som en Pebling. Og naar hun lader mig ind, vil jeg lægge mit Hoved i hendes Skød og bekende min Synd for hende, at jeg er mod i Hu, at jeg ikke skønner nok paa hendes Kærlighed. Da vil hun lægge sine Hænder paa mit Hoved og tilsige mig Syndsforladelse, og da vil den onde Aand fare ud af mig.«
»Nu ved jeg, hvorledes Højsangen er blevet til. En Mand, som ikke havde digtet Prædikerens Bog, kunde ikke have digtet Højsangen; men Prædikeren kunde det, da han var blevet helbredet for sin Sygdom ved en Jomfrus røde Mund og hvide Barm.
Men først skulde han være Prædiker i mange Aar, for at Musikken i hans Sjæl kunde opspares til Højsangen.«
Og i sin Ensomhed tumlede Salomon med dette Problem, indtil det samlede sig til et Digt, som formede sig Dag efter Dag og faldt af sig selv paa hans Mund ligesom de Digte, der blev sunget, før Skrivekunsten blev opfundet.
Men en Aften tog han sig for at føre det i Pennen og gik som til en Fest til det store Værk. Han skrev og skrev med stor Flid.
Undertiden løb Tiden fra ham ved en enkelt Sætning, som han ikke kunde faa smuk nok. Undertiden faldt Ordene af sig selv til Rette paa Papiret, og han skrev som i Drømme, som en, der var inspireret af den Helligaand.