Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 121-130
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 121-130
Den unge Mand er nemlig en Hykler, en Jesuit, et forvorpent Menneske. Han sørger for, at alt, hvad der er udadvendt, er let og spøgefuldt, og til Gengæld overlader han sine ensomme Timer til Fortvivlelsen. Han sælger sin Sjæl til Melankoliens Satan, og Satan giver ham derfor Magt til at staa som en tapper Mand med et smilende Ansigt over for Menneskene og undgaa deres Deltagelse. Thi intet regner han for frygteligere end at være et Offer for Menneskenes Deltagelse. Ak, hvad skal denne unge Mand gøre med disse Præmisser foran sig? Er der anden Konklusion at drage for ham end den Slutning, som drages med et Hampereb? Hvad skal han sige til Faderen og hvad til Jomfruen? Hvis den dødssyge Pjerrot, naar Publikum fremkalder ham, vilde stryge den hvide Maske og det røde Grin af Ansigtet og vise sit Ansigt i Dødens skrækkelige Alvor, hvad vilde da Publikum sige? Med Rette vilde et dydsiret Publikum forarges. Men paa den anden Side kommer der et Tidspunkt, da Pjerrot ikke kan føre sine Grimasser igennem mere. Da raaber en lille Dreng: »Se, Pjerrot græder«. Og der gaar en Brusen gennem Mængden. Klappen og Haandviften og Bravoraab tiljubler ham for dette nye og mesterlige Kunststykke.
Salomon havde ikke ført sin Dagbog med sig; men bag paa de Vadskeregninger, som han fik sendende fra Hovedstaden, skrev han med smaat Aforismer og lignende, som passede til Situationen.
»Det skal være et latterligt Syn at se udi Ørkenen en Kamel brøle efter Vand.
Jeg var dog begyndt at leve et lykkeligt Liv, nøgternt og hæderligt, uden Illusioner og Hundekunster - og nu.
Hvad har du gjort ved mig? Du har stjaalet min Sjæl. Ak, min lille Pige, hvad forstaar du dig paa en Eneboers Sjæl. Giv mig derfor min Sjæl igen»!
Er da Livet umuligt at leve?
Bekymringer er slemme, men Illusioner er værre, dog, Elskovens Illusioner er værre endnu end de Hunde, som forfølger Aktæon.
Dyret springer skamskudt for Kobbelet. Til sidst slæber det sig hen under en Busk for at dø i Fred. Og saa kommer Kobbelet farende op over det med røde Tunger og hvide Tænder, og der er langt, til Jægeren kommer og giver det Fangst.
En Kvindehaand er blød og nænsom. Ære være Kvinderne for deres Hænders Blødhed. Men eet skal de holde deres Fingre fra, det er Sjælens Tungsind. Dertil er Haanden ikke blød nok.
Jeg havde lagt mit Liv an paa at pleje min Sygdom i Fred. Og nu er der gaaet Feber i mine Saar.
Jeg er, hvad man kalder overspændt. Strengen er blevet spændt for haardt i min Barndom af velvillige Mennesker.
Tør en spedalsk elske? Er det ikke imod Loven, at en spedalsk gifter sig?
En tungsindig er som en spedalsk. Jo nærmere han kommer Menneskene, des ængsteligere bliver de. Han gør deres Vin til Galde, deres Mad til Aske.
Jeg er en sindssyg Mand, ak, og dog just forstandig nok til selv at indse det.
Jeg ved, at hvis jeg betroede mit haabløse Tungsind i hendes Haand, saa vilde hun le deraf, den lykkeliges hjertelige og dog hjerteløse Latter.
Kong Salomon siger, at at finde en god Kvinde i denne Verden er lige saa vanskeligt som at gribe en enlig Aal i en Sæk med Slanger«.
Salomon sov ikke altid lige godt om Natten; men hvad er det ogsaa for en Nat, vi holder os paa den Aarstid. Stærene driver hid og dig som en mørk Sky mod den røde Himmel, og først ved Midl'hombretid synker Skyen ned i de tætte Rør. Men endnu stryger de graa Moseterner hid og did og skriger.
Efter dem kommer Flagermusene frem igen, ingen ved hvorfra, og Uglerne sætter sig paa de gamle Piletræer og blinker kærligt til hinanden med deres store, gule Øjne, som ruller rundt: thi ogsaa Uglen har et Hjerte i sit Bryst. Og Taagen stiger op af Mosen og fylder Luften, saa man ved ikke, hvad der er Land, og hvad der er Vand. Men denne Taage er en sølvhvid Taage, der har sit eget Lys, en Taage som den, der svævede over Kaos, før Solen blev til og Stjernerne. Den lægger sig over Haven, saa alle grønne Træer ses dunkle gennem et gennemsigtigt, hvidt Slør, og fylder alle Spindelvævenes Broderier med hvide Dugperler. Det er den lyse Nat, men den lyse Nat er slet ikke en Nat, det er en Dag, men af en finere og blegere Art end den hede Sommerdag. Dog kan det Øje, der er fortrolig med den, skelne alt i dens Skær lige saa godt som i Soldagens Glans, og Ting, som er Hemmeligheder i Soldagen, aabenbares for den, der dyrker den lyse Nat. Det forundes ham at se de hvide Natsværmere danse som Smaaalfer om Poplerne og at høre Pindsvinet snøfte og rode mellem Bladene. Regnormen er oppe og trækker Blade ned i sit Hul, saa Jorden bliver oversaaet med strittende, smaa Buketter, og er man heldig, kan man se Jordkrebsen stikke sine Gravepoter op af Jorden og fløjte paa Femininum.
Salomon kunde ikke sove, han aabnede Vinduet og saa ud, og Sommernatten sagde til ham: Kom herud! Salomon kendte Vejen. Af Anstændighedshensyn fik han nogle Klæder paa og krøb ganske stille ud af Vinduet - han boede i den lave Stueetage. Og herude i Sommernattens Herlighed gik han ganske stille for ikke at forstyrre Trylleriet. Gik uden om Regnormen og passede paa ikke at fornærme nogen Edderkop. Sneglehusene tog han og kastede langt ind i Græsplænen, at ikke nogen uforsigtig Fod i Morgen skulde træde dem ud i Gruset.
Der var vaadt og fugtigt og Dugdraaber overalt, og fra Poplerne faldt Taarer. Salomon satte sig paa en Bænk og stirrede ud i sin egen Raadløsheds Taage. Og her gik det den vise Salomon ikke bedre, end det er gaaet saa mange andre Menneskebørn; det brændte i hans Øjne, og da han holdt Haanden for Øjnene, mærkede han, at noget varmt og vaadt løb igennem Fingrene, og hans Bryst skjalv.
Der var i dette Øjeblik en Bevægelse i Taagen, en Raslen i Gruset; men Salomon saa og hørte intet. Det staar ikke til at nægte, han græd.
Men Stærenes Have, har jeg sagt, er en fortryllet Have.
Den er som Skærsommernatsdrømmens Skov, og Nis Puk regerer der og leder de store Børn, som han vil, igennem Taagen. Hvis der ikke var overnaturlige Kræfter med i Spillet, hvorledes skal det saa forklares, hvad Salomon oplevede i denne Stund.
Thi der var en Haand, som rørte ved hans Arm, og en varm Aande, der rørte ved hans Kind, og en blød Røst, der talte til ham i Skærsommernattens Sprog.
Denne Røst skjalv ikke, den var rolig og mild. Hvad den sagde, mindedes Salomon ikke, men han mindedes længe dens rolige og milde Klang.
Men Salomon var stadig den samme sære Salomon. Han vendte sit Hoved bort og skulede ned i Jorden som en uartig Dreng, der skammer sig over sig selv.
Og atter talte den blide Røst; men denne Gang var der en lille, bekymret Skælven i den, og atter fornam Salomon Meningen mindre af Ordene end af Ordenes Klang.
Og Salomon vendte sit Hoved derom imod, hvor Røsten kom fra, og trodsede og sagde: »Hvad vil De mig? Hvorfor lod De mig ikke ene med mine Tanker?« Og Prosa svarede undskyldende med sit rolige Smil: »Det gjorde mig ondt, De var bedrøvet. Vil De ikke sige mig hvorfor?«
Atter trodsede Salomon og sagde: »Hvad nytter det, om jeg sagde Dem et og andet? Ordene faar dog ikke den samme Betydning for Dem som for mig, og der var aldrig to Mennesker, som kunde gøre sig forstaaelige for hinanden«.
»Sig det nu!« befalede Prosa kækt og smilede igen.
»Jeg er ikke bedrøvet af denne eller hin Grund«, sagde Salomon, »men fordi Bedrøvelsen er den Luft, jeg lever i, og den Jord, jeg træder paa. Vi lever i to forskellige Verdener. De lever i en skøn og glad og rig Verden, jeg lever i et trangt og skummelt Hul, og dog er det ydre Apparat noget nær det samme for os begge«.
Hvis nu Prosa havde været en almindelig ung Pige, havde hun set meget betænkelig ud og sagt: »Herre Gud!« saadan som man lærer at opføre sig ved højtidelige Lejligheder. Men takket være hendes naturlige Takt, hun skabede sig ikke og sagde ikke noget, hvor hun ingenting havde at sige, men sad som før, spørgende og lyttende som den unge, blinde Pige, der ikke kender den talendes Røst, uden at gøre sig vigtig og ville spille Trøster. Se, da forsvandt Uartigheden hos Salomon, og han vendte sig helt om mod hende og sagde: »Tak, fordi De vækkede mig af de mørke Tanker. Lad dem fare. Se,« sagde han og pustede til en Spindelvævstraad. »Se, nu er de alt fløjet.« Men hun lod sig ikke skuffe, men sagde: »De har jo af og til været min Lærer. Nu, saa lad mig ogsaa lære Deres Verden at kende, just fordi jeg er en ukyndig i den.« Salomon sagde: »De forlanger meget af mig. Men hvis De kunde se gennem Taagen, kunde De se min Verden paa den anden Side. Derude strækker sig en nøgen og sort Hede uden Grænser. Og oven over Heden er der det tykkeste Mørke, saa langt Synet naar. Men læg blot Mærke til, at dette Mørke er den virkelige Verden, og den Verden, vi lever i til daglig, kun er Drømme og Bedrag. Thi paa Heden ligger Menneskene og drømmer, og i Drømmens Verden tror de, at de lever. Somme drømmer om Elskov og andre om Hæder, og atter andre drømmer Fuldkommenhedens Drøm. Men naar Drømmen er skønnest, bliver den sovende urolig, og han rører sig og aabner sine Øjne, og da ser han den Verden, som er, som er bundet i Mørkets Trældom. Han ser det og græder som et Barn, der er ladt alene i et mørkt Værelse; men de andre, som sover, hører ham græde, og det lyder i deres Drømme som søde Toner.«
»Men hvad ser De mer,« sagde Frøken Prosa, »ser De ikke en Lysning bag ved Mørket igen?«
»Jo, i Drømmen,« sagde Salomon, »men ikke, idet jeg vaagner af Drømmen.«
»Ak, jeg er vist meget dum. Ved De, hvordan jeg har det? Men De maa ikke gøre Nar af mig,« sagde hun og saa helt alvorlig paa ham. »Om Aftenen, naar jeg lukker Øjnene, og Tankerne glider bort, saa drømmer jeg endnu som en lille Pige, ved De hvorom? Om Engle med hvide Vinger og gyldne Glorier og om blege, alvorlige Ansigter og om andre Ansigter med straalende Smil. Men det regner De vist for barnagtigt.«
»Det var det skønneste Eventyr,« svarede Salomon. »En Mand, der nu er død, drømte det først. Englene vaagede over Jorden og alle dens Børn og bar Bud fra Jorden til de andre Stjerner, og Michael stod Vagt i den blaa Rustning imod den røde Drage. Og inderst i Livets Tempel der var et Væld af Lys. Saaledes drømte han. Og ved De, hvordan det siden gik ham?«
»Nej. Hvem? Nej, jeg ved ikke.«
»De kan læse det i Deres Testamente. Da den sjette Time var kommet, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte han med høj Røst: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!« Da slukkedes Lyset, han vaagnede af Drømmen, og saaledes døde han midt i det store Mørke, som De selv kan læse Dem til.«
Men i det samme saa Salomon paa Prosa og saa, at hun var forlegen og stod hjælpeløs imellem sin uskyldige Ortodoksi og Salomons Visdom uden at kunne forlige dem, og han forstod, at han dog havde talt for meget. Derfor sprang han i en Fart op fra Bænken og sagde»: »Men undskyld, at jeg plager Dem med sligt. Behold kun det Letsind, som skaber Eventyret, og lad Dem ikke anfægte af mig. Kom, lad os gaa rundt i Haven og se paa Morgenens letsindige Pragt og høre paa Droslernes blødagtige Vise.«
Og nu vil man forstaa, hvor Stæremosegaard egentlig var beliggende. I Søndenvindens Land laa det, i det lykkelige Arkadien. I dette Land har alle Blomsterne Røst, der kan enhver forstaa Fuglenes Sang, og Solen og Maanen danser over Himlen som Elsker og Elskerinde, og Nat og Dag er ikke som her i Danmark inddelt i regelmæssige Minutter, men i salige Aandedrag. Der staar Solen op, naar Phyllis vaagner, og den bryder frem af Skyerne, naar Phyllis træder ud i Haven, og naar hun udstrækker sin Haand, kommer der en Sølvtaage over det ganske Land, saa ingen ser, hvor hun og Damon taler sammen; men naar de rejser sig og træder ud af Taagen, da kommer Morgenbrisen netop i rette Tid til at drive de hvide Skygger hjem og vise dem den friske Morgenrøde, og Morgenen skinner i deres Øjne, og de drikker Morgenluften som en Drik, der baade forfrisker og beruser.
De gik ad Stien langs Søen. Der var mathvide og staalgraa Toner i Vandet, som senere blev rosenrøde. Og Droslen fløjtede. Heller ikke den kan sove i de lyse Nætter, men maa aarle op og kvæde sin Elskedes Pris. Og Morgenrøden foldede sig ud foran dem og blev dybere og hedere i Farverne og begyndte at kantes med Guld. Da begyndte Lærken at slaa Triller og Gøgen at kukke, og alt gik efter en Snor, som Nis Puk havde ordnet det i Forvejen. Alle Toner samlede sig til en Lovsang og alle Farver til et mangelødigt Tempel. Og det blev klart for Prosa og Salomon, at Nis Puk stod i en højere Herres Tjeneste, eller maaske var han selv Mester Eros. Men Nis Puk havde gjort Regning uden Stærene. Der kom de med eet brusende op af Rørene som et helt Fyrværkeri, og hen over de to fløj Skyen frem og tilbage for rigtig at tage Maal af dem, og Knebberen gik som et ilde Varsel. Salomon hørte dem sige til hinanden, at dette var en Skandale og stridende mod al Moral, og skulde de forenede Stære, som dog var de egentlige Herrer paa Gaarden, finde sig i saadant noget?
Saaledes var det, at Salomon kom til den Overbevisning, at Højsangen var skrevet efter Prædikerens Taler.
Gerne vilde jeg følge med Salomon Skridt for Skridt og fortælle alt, hvad der blev sagt og ikke blev sagt.
Men disse Dage svandt for Salomon som en eneste Drøm, en letsindig og sød Drøm, og paa Drømmes Vis stod den siden hen for hans Erindring i et Skær af den forgangne Tids Trylleri; men vilde han se for nøje paa Mindet, da løste det sig op i Taager som et Fata Morgana, og derfor kan den gamle Salomon ikke gøre Rede for, hvordan unge Salomon var.
Jeg har nogle beskrevne Blade, nogle visne Blomster og andre Snurrepiberier tilbage, det er alt. Dog stundom, naar jeg slet ikke tænker paa noget som helst og ser ud af Vinduet efter ingenting, kan Trylleriet komme flyvende igennem Stuen, men inden jeg faar Tid til at spørge det rigtig ud, er det borte igen, inden Øjet har faaet Tid til at blinke.
Hvis jeg husker ret, da var han somme Tider munter og somme Tider melankolsk. Og somme Tider forargede han sig over sig selv, som satte sin Værdighed over Styr i Kærestetosseri, og somme Tider bøjede han ydmygt sit Hoved og tog imod den Naade, der blev ham til Del uforskyldt. Og Prosa lo og dansede over Græsplænen som Aurora over Himlen. Da lo han selv og skæmtede, som om Jorden og Himlen og alle Stjernerne var hans. Men bagefter kunde han bebrejde sig selv, at han kunde le i en Verden, hvor ret var vrangt, og lyst var mørkt. Og naar han traf hende igen, foresatte han sig at skrifte for hende og tale som den Schopenhauer, han var. Dog, hvo kan være Filosof over for et Par Øjne, ligegyldig af hvilken Farve, hvori man ser Morgenrødens Skær spejle sig? Og var han taktløs nok til at gøre Forsøget, da mødte ham straks det haabløse og forlegne Udtryk, som han ikke turde udfordre. Saa sadlede han fluks om, satte sig paa den høje Hest, som gaar over Land og Vand, over Bjærg og Dal, og rev alle hendes Tanker med sig i Fantasiens raske Flugt, og i Stedet for at klage over den store Moder, den grusomme og meningsløse Moder Natur, lovpriste han den lille Eros.
Saaledes holdt han, om jeg saa maa sige, Søndag herude hver Dag, levede i Idyllen, saa længe den kunde holde, og tænkte ikke paa den Dag i Morgen. Det var vist omtrent saaledes, han bar sig ad, hvis man overhovedet kan tale om, at han bar sig ad eller gjorde noget andet end lade sig drive af Strømmen. Jeg slutter det bl. a. af en Vadskeseddel, hvorpaa der paa Forsiden staar: betalt 2 Kroner 5 Øre, Mathilde Andersen, og paa Bagsiden følgende: »Idyllen er Opgaven, ikke Teateridyllen, men Livets virkelige Idyl, som jeg nu skal beskrive. Ude paa Verdenshavet er der et ensomt Skib. Det driver for Vind og Vover. Omkring det driver druknede Lig. Der er kun to Mennesker om Bord, en Mand og en Kvinde. Vandet stiger i Lasten og skvulper mod Plankerne under deres Fødder, og de staar Mund mod Mund og Favn mod Favn. Stormen hyler om Skibet, og den næste Styrtesø vil slaa de møre Planker fra hinanden, men de stirrer i hinandens Øjne, og Saligheden risler dem igennem i et Kys. Det er den ægte, sandfærdige Idyl.« Og nedenunder staar der: »Ak, Eros, Eros! Du er en haard Hals at have at gøre med. Jeg knækker min Kaarde og raaber: Pardon, Pardon, Eros!«
Og endnu tror jeg, naar blot Solsorten fløjter rigtig bravt uden for Vinduet, at jeg kunde deklinere Eros saa godt som Ung-Salomon, skønt det nu bliver udelukkende til min egen Opbyggelse, og skønt jeg for saa vidt kun er en Thyrsossvinger og ikke en i Sandhed begejstret. Dog, skønt jeg ikke selv er en af hans hellige, anser jeg ham i Sandhed for en af Jordens mægtigste Guder, og ikke lader jeg mig forlede af min egen Lyde til at foragte ham.
Alle Mennesker har jo hørt Fortællingen om Guden, der fødes som Menneske. Den findes i alle Østerlandets Myter. Denne Gud, som Hinduerne kalder Krischna, hans sande Navn er Eros.
Jeg mindes fra en lille Bog, jeg lærte efter som Barn, at jeg der læste om Beviserne for en saadan Guds Guddommelighed. Og der blev da anført tre: 1) Miraklerne, 2) sanddru og paalidelige Mænds Vidnesbyrd, 3) det indre Vidnesbyrd, Gudens Stemme i Hjertet. Men alle disse Beviser har vi for Eros' Vedkommende. Hvo forvandler Kærlighed og Kildevand til Kærlighed og gylden Vin? Ingen uden Eros. Ja, han gør stumme talende, han gør Dødbidere levende, ja, han præker endog Evangeliet for de fattige og uden Honorar. Og Vidnesbyrd har vi jo i Tusindtal med klingende Rim af gode og forfarne Vidner, lige fra Anakreon til Heinrich Heine. Men det tredje Bevis, Gudens Stemme i Hjertet, derom vil jeg bede enhver fritte i sin egen Barm.
Og at denne Eros bliver Menneske, det er ganske vist et Mysterium, som gaar over al Forstand, men det er dog Tilfældet. Ikke i det ydre kommer han, men i Sjælen stiger han ned som et underligt, uroligt Liv. Og som en Gud styrer han hele Jordens Folkekirke og følger med Mennesket fra Vuggen til Graven. For det første er det egentlig ham, der er Mester for, at Barnet kommer til Verden, og han glemmer ikke den lille Pige og den lille Dreng, men kommer forklædt som en lille Engel til dem i deres Drømme. Og i den grønne Ungdom saa gaar man til Præsten, ja, det siger man, men det er til Eros, man gaar, og det er i hans Tro, man konfirmeres paa Kirkegulvet. Drengen staar nok for sig og Pigen for sig, men de skotter til hinanden og rødmer. Og nu ved Brylluppet, der maa det være klart for enhver upartisk Tilskuer, at det er Eros, som holder den rette Vielsestale. Mens Præsten taler paa det bedste, hvisker den Skælm sin Præken i Bruds og Brudgoms Øren, og naar den velærværdige Mand bagefter gratulerer dem og siger ved sig selv: »Den Tale var ikke ilde! Se kun, hvor de er rørte,« saa er det Eros og Eros alene, der har rørt dem, og for at lytte til ham har de ikke hørt et Ord af, hvad den velærværdige Mand talte.
Fremdeles har Eros sine to Sakramenter, og uden disse to Sakramenter, kan man trygt sige, vilde Verden ikke bestaa.
Eros har sin Nadver; det er selve Besiddelsens Salighed, som oplever en Evighed i den Tid, et Glas Vand bruger til at løbe ud. Helligbrøde bliver det at tale derom for den indviede.
Og Eros har sin Daab, som indvier i Mysteriet, og som er lig den Salve, vi kender fra Eventyret, der lægges paa Øjet, og straks ser man Vidunderet midt i Dagligdagsheden. Denne Salve lægges ikke paa Øjet, men blødt og balsamisk paa Munden. Ja, Kysset er Eros' Daab, og ved en hellig Tradition forplantes den gennem Slægterne, idet Hemmeligheden ordløst gaar fra Mund til Mund. Men vogt eder for at modtage den uværdigt. Thi Kysset er ikke blot Kys alene, men Eros, som er i Kysset og forener sig med Kysset, og kysser I uden Eros, bliver det blot et Smask og ikke andet. Som en Søvngænger gaar Ungdommen tryg langs Eros' Afgrund.
Da vækker et Kys den, og den vaagner op, og med eet bliver den seende og ser, at Livet er dybt som Havet. Den skælver, svimler og ved ikke, om den skal vove Springet ned i Afgrunden eller ej.
Og meget mere kunde der endnu siges om Eros. Thi det er ham, der har ordnet denne Verden ud af det oprindelige Kaos. Det er ham, der har skabt Mennesket og alle Dyr og Planter, som er, og endnu holder han alt levende ved lige, og hvis Empedokles har Ret, er det ogsaa ham, der regerer over Atomerne. Dog, lad det være, hvad det er - sikkert er det, at han er en af de mægtigste Guder, og en af Livets største Ulykker er det sikkert at forarge sig paa Eros. Nej, alle, baade de, som dyrker ham i Gerningen, og de andre, bør ære ham og ikke paa Puritanervis gøre sig gnavne over hans Magi.
Højsommeren er forbi, de lyse Nætters Tid er forbi. Høstakkene staar paa Marken, og Gøgen er rejst. Den lumre Eftersommer regerer nu, og Solen staar i den graadige Løves Tegn. Høsten er ved at begynde, og Husmoderen paa Landet mærker, at Folkenes Fordringer til Øl og Mad stiger. Nu tørrer Vældene ud, og Fuglesangen hører op. Bøgeskoven bliver mørk og Skovbunden blomsterløs. Sommernattens blide og spøgefulde Trylleri er forbi. Karlen lader sig ikke længer stille tilfreds med et Kys af sin Pige. Han lokker hende med sig ind i det lumre Kammer, og de nyder deres Elskov som en tung og hed, søvndyssende Drik efter en lang og hed Arbejdsdag og falder i en dyb og mat Søvn ved hinandens Side i den mørke Nat.
Salomon er ikke mere paa Stæremosegaard, men er hjemme i den lille Stad.
Det synes ham, som om en Evighed er gaaet, siden han var der sidst, og dog er her alt ved det gamle. Høkeren staar henne paa Hjørnet uden for sin Butik og fløjter efter Kunder, og Dyrlægen kører gennem Gaden, som om han havde stjaalet baade Hest og Vogn.
Kun een Ting har forandret sig, Kæmneren er syg og - har kaldt Salomon hjem. Kæmneren er endogsaa meget daarlig, han har Døden i sig et eller andet Sted, i Nyrerne, Hjertet eller Maven og kan næppe røre sig eller tale. Salomon passer Forretningen for ham.
Salomon og Prosa skriver til hinanden, ikke lange Udgydelser med alt tilhørende Omsvøb; smaa, korte Billetter, stærke og duftende som Rosenolie og destillerede ud af Ugens Betragtninger.
Og idet han genoptager sin Dagbog, fyldes den med kostelige Sentenser, som han skriver ned med rolig Haand og stor Skrift med den fulde Følelse af det Ansvar, han har for, at hver Sætning bliver den værdig, som han skriver for.
Og forunderlig nok, her, hvor han har Prosa paa Afstand, er det, som om hans Følelse bliver klarere og rigere, saaledes som man siger, at visse Operaer høres bedst derude, hvor Logekonen staar.
Paa samme Maade skinner det røde og grønne Billede paa Sæbeboblen klarest i det sidste Øjeblik, som gaar forud for det, hvori den løser sig op i Dunst.
Saaledes skriver Salomon i sin Dagbog:
»Ingen, ikke engang Jupiter, har Magt til at tage Solen bort af Himlen, og ingen kan tage dit Billede ud af min Sjæl.
Jeg falder hurtig i Søvn om Aftenen for at drømme om dig.
Om Morgenen vaagner jeg ganske tidlig for at tænke paa dig, mens der er stille.
Hvordan har jeg levet før? Som en, der vil aande i et tomt Rum.
Hvor yndefuld staar du ikke i mine Drømme. Ynden er Legemets Poesi. Der er en Folkevises Rytme i din Gang.
Skønheden falmer en Gang, men en Kvinde kan blive yndigere med Aarene. Dog er dette vanskeligt, og alle Kunstgreb med Massage og Sminke gør det ikke af. Ynde kan ikke købes for Penge saa lidt som den Helligaand.