Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 101-110
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 101-110
Paa Fjældet er der ingen Sti. Kommer du der, saa gaa lige frem og vend ikke om»; thi to Gange slipper man ikke frelst fra den samme Afgrund. Der sidder Ahriman under den mørke Klippetind, hvor Ørneungerne skriger, og grubler over Verdens Gaader. Kommer du paa Fjældet, saa gaa op under Ørneskriget. Der vil du finde Ahriman med Haand under Kind, mens Røgen stiger op af Skorstenen i Dalen. Han vil se paa dig og sige i Løndom: »Se, her er den evige Ørnerede, hvorfra de dristige Tanker udfarer som Tordenskyer, og hvor Sjælene skriger af Hunger. Se herfra ud over Verden og dens Herligheder. Alt dette vil jeg give i din Vold. Din Forstand skal være ti Mands og din Vilje tolv Mands. Menneskene i Dalen skal skælve for din Spot som Harerne for Fjældets mørke Sky. Og een Ting vil jeg give dig. Dine Dage skal være som Nordlyset, der hænger skælvende i det døde Mørke og aldrig fanger Hvile. Som hin Spartaner skal du gaa med en Ræv under dit Klædebon, og Ræven skal bide dig i Hjertet, men ingen skal kunne se det paa dig. Gaa nu ud og had og had -«!
Salomon blev ikke meget forbavset, da Etatsraaden foreslog ham at blive hans Privatsekretær. Der havde efterhaanden udviklet sig en Fortrolighed af en sjælden Art mellem Etatsraaden og hans Lærling, noget helt andet end det aabenmundede, pjattede Forhold, som hedder Venskab eller højtideligere Venskabet. I Forstaaelsen af Blik og Betoninger, i Tilspidsningen af den logiske og æstetiske Smag, i Tankegangens dristige Kynisme lignede de hinanden meget, om end Salomon hver Dag maatte erkende, at her havde han fundet sin Mester. Saa meget lignede de hinanden, at man næsten skulde tro, at det var Fader og Søn. Salomon var næsten ikke fri for at tro, at det var saa. Men hvad Etatsraaden troede eller ikke troede, kunde han ikke sige. Og dette Problem bragte en ejendommelig Spænding ind i Forholdet. I Begyndelsen havde Salomon villet lave Drama derpaa; men Etatsraadens Optræden indbød ikke dertil; og nu forstod han, at dette spændende og spændstige Forhold var meget interessantere end et af Henrik Ibsens Opgør. De passer nu en Gang ikke saa godt ind i det virkelige Liv. Hvad Pokker skal Parterne finde paa at bestille efter femte Akt? De maa jo kede sig ihjel, naar alting er bragt til Klarhed.
Havde Etatsraaden villet, havde det været ham en smal Sag at faa Salomon til sin Tilbeder. Den Billeddyrker, som fra Barnsben af sad Salomon i Kroppen, var endnu ikke ætset ud. Der skulde skarpere Lud til og megen Plage endnu. Men Etatsraaden vilde just ikke det. Derfra det æggende, det frastødende, det »bliv mig fra Livet« i hans Væsen, som Salomon altid senere med Taknemmelighed ihukom. Mere opdragende er i Sandhed disse tre Fods Afstand end Busenfreundschaftets Hjertelighed og end Sjælesørgerforholdets Sentimentalitet.
Privatsekretærembedet var ikke meget trykkende. Det var vel knap alvorlig ment. Han kom et Par Timer hver Formiddag til Etatsraaden, læste Aviserne højt for ham, altid »Politiken« først, og skrev maaske et Par Breve. Etatsraaden var en doven Hund og havde ikke mange Forretninger. Saa spiste de Frokost sammen med Stifdatteren og Frøkenen, det var egentlig Hovedforretningen.
Stifdatteren havde det mærkelige Fornavn »Prosa«. Da Salomon første Gang var blevet præsenteret for hende, havde han i Tankerne begyndt at koncipere en Roman à la Aksel og Valborg om ulykkelig Kærlighed mellem Søster og Broder; men da han hørte, at hun var en Datter af Etatsraadens afdøde Frue i hendes første Ægteskab med en Hofjægermester, var den romantiske Interesse forduftet igen.
Naar de sad ved en Cigar, som var Salomon for stærk, i Kontoret efter Frokosten, hørte de altid Frøken Prosa spille, ikke daarligt, men alt for utrætteligt. Klaveret har Fanden skabt. Det burde svæve i et lufttomt Rum, og Pianisten burde sidde i Vakuum med Slange og Dykkerhjælm, saa hørte man ikke noget til det.
Salomon var en Dag kommet ud paa Vesterbro for at opsøge et Menneske, om hvem han kun vidste, at han boede paa Christian Winthers Vej. Salomon kunde ganske vist have slaaet efter i Vejviseren; men han havde Tiden for sig og fandt det fornøjeligere at gaa rundt og se paa Lejlighed. Der er en egen ironisk Charme i at gaa om som St. Laurentius og banke paa Allemands Dør, og Gaden var ikke saa lang. Der laa et lille, graat Hus med to Lejligheder, og Salomon fik Lyst til at se det indeni. Gadedøren stod aaben, og Opgangen var belagt med et Tæppe. Idet han stak Hovedet op over Gelænderet til første Sal, mødte han et overvældende Syn. To Døre stod aabne til Lejligheden, og man saa ind i et Boudoir, og et dansende Par drejede rundt derinde i en sagte Vals. Salomon blev staaende som fastnaglet. Da Parret første Gang drejede forbi Døraabningen, saa han, at en ung, fortryllende Dame i Sommerkostume var den ene Part; da det anden Gang kom forbi, saa han, at en hvid Knevelsbart var den anden, og tredje Gang genkendte han en høj, slank Pande og nogle skarpe Øjne. Disse skarpe Øjne opdagede i det samme Personen paa Trappen og stirrede uden saa meget som at blinke ind i Salomons, medens de fire Ben udførte nogle Pas paa Stedet. Derpaa dansede de hen bag Døren, og Salomon saa paa Døren, hvorledes den ganske melodisk og taktfast blev danset til som en tydelig Tilkendegivelse af, at han gjorde bedst i at gaa sin Vej.
Salomon følte sig forbløffet over dette Syn, forudsat han havde set rigtig. Der var et Øjeblik, hvor han var indigneret. Lidt af Kæmnerens Moral hang ved Salomon hele hans Liv igennem. Men i næste Øjeblik overvandt han denne plebejiske Fristelse og betænkte, at Etatsraaden maatte bedømmes ud fra Etatsraadens Moral og ikke ud fra Kæmnerens, og han tænkte med en skinsyg Beundring paa, hvilken dæmonisk Dybde denne Mands Liv maatte have, og forstod vel, at de smaa Fugle lod sig fange i hans Garn, om end hans Knevelsbart var hvid og hans Pande skaldet. Og Salomon kom til at tænke paa Tandlægeperioden og forstod, at Etatsraaden forholdt sig til Tandlægen som Sybaritten til Fraadseren, som Forføreren til Bysvenden. Og han beundrede Etatsraaden med den samme uegennyttige Følelse, han i sin Tid havde næret for Gorm den Gamle; thi han indsaa vel, at til en saadan Aandsoverlegenhed vilde han aldrig hæve sig.
For øvrigt kan det godt være, at disse Betragtninger var værdiløse, og at den hvide Knevelsbart slet ikke var Etatsraaden. Om han havde set rigtig eller ikke, fik Salomon aldrig at vide; thi hverken han eller Etatsraaden berørte nogen Sinde Sagen med et tydeligt Ord. Men hvad enten det nu var et Tilfælde, eller hvad det var, næste Formiddag bad Etatsraaden Salomon om at læse højt af Johannes Forførerens Foredrag i »Stadier paa Livets Vej« og nød det med stort Velbehag, idet han saa stift paa Salomon.
»Søren Kierkegaard,« sagde Etatsraaden, »er min Yndlingsforfatter, ligesom jeg hører, han er Deres. Hvem sætter De mest Pris paa af disse hans Symparanekromenoi?« »Jeg tror, at Victor Eremita ligger mest for min Stemme,« sagde Salomon. »Det er sgu Skade!« sagde Etatsraaden. »Eremitkrebsen er et grimt Dyr. Nej, hvad der er mest Saft og Kraft i, det er sgu Johannes Forføreren og saa Modehandleren. Ved De hvad, der var en Tid, hvor jeg havde en Pokkers Lyst til at blive Modehandler.«
Her kunde Salomon ikke lade være at stille ham Spørgsmaalet: »Hvad synes De om Forholdet mellem Abraham og Isak?« Men hvis det havde været hans Hensigt at faa Etatsraaden til at beskæftige sig med Spørgsmaalet Fader og Søn i Almindelighed, forregnede han sig; thi Etatsraaden svarede med stor Ro: »Jeg synes udmærket om Abraham.«
»Der er dog et Spring mellem ham og Modehandleren.« »Ikke sort,« svarede Etatsraaden. »Fælles for dem begge og alle Kierkegaards Stadier er eet. Ved De hvilket?«
»Tungsindet,« svarede Salomon; fra denne Side kendte han disse Folk bedst.
»Aa, ikke just det, skønt vor Ven kunde uden Skade have givet dem lidt mere Livslyst. Nej, noget andet, noget sjældent og kosteligt: Bedraget.«
»Voltaire opdagede en Gang, at de store Mænd kun var store Bedragere. Nu synes De at give ham Ret.«
»Nej, omvendt. De store Bedragere er de store Mænd. Tænk Dem denne Abraham vandrende til Moria med den intet anende Isak ved Siden, er det ikke et herligt Billede, og er det andet end Historien om Forføreren og hans Charlotte, eller hvad hun nu hed, om igen paa en anden Maade. Tro mig, enhver som helst gaar ikke hen og bliver Forføreren eller Abraham.«
»Jeg stilstaar,« sagde Salomon, »at da jeg i Skolen læste om den mageløse, hæderlige, snakkesalige Cicero og den dumdristige Rænkesmed Catilina, der rugede over Oprøret, følte jeg altid mere Sympati med Catilina end med Cicero.«
»Det er netop Sagen,« sagde Etatsraaden. »Cicero er netop en saadan Mand, som man kalder en ærlig Mand mellem Brødre, Catilina derimod en Bedrager, og dog er Catilina et Sted hensynsløs ærlig som Døden og ikke som Vrøvlehovedet Cicero, og det er over for sig selv. Men Catilina er dog ikke den største Personlighed. Husk paa, hvem er det, som sidder paa den kuruliske Stol i Prætorskrud og stemmer med Cicero og blinker til Catilina.«
»Det var en Mand, som hed Cæsar.«
»Cæsar, just Cæsar. Han er min Mand. Han har luret baade Cicero og Catilina Kunsten af. Han er ikke bange for at holde en Tale om Guderne og Populus Romanus, som kan sige Spar To til Ciceros, og heller ikke bange for at forsværge sig til Fanden selv, in casu Lazaronerne, for Herredømmets Skyld. Og saa har han de allerbedste Hensigter, glem ikke det. Han virker altid for Landets og Folkets Bedste.«
»Etatsraaden bliver varm,« sagde Salomon.
»Ja, undskyld mig, jeg bliver varm,« sagde Etatsraaden med klædelig Naivitet. »Det gør jeg, hver Gang jeg taler om Cæsar. Han er, ser De, den sande Etiker og ikke det Mæhæ til Assessor. Ham burde Kierkegaard have haft i sin anden Del af »Enten-Eller«. Han har de allerbedste Hensigter, og han bruger alle mulige Midler for at fremme dem. Det er det store ved ham.«
»Cæsar er en Velfærdsmoralist,« sagde Salomon.
»Det skal jeg ikke kunne sige, men han har den morsomme, frygtløse, jesuitiske Moral. Jeg havde nær sagt, at han var en Discipel af Machiavelli, men det passer nok ikke med Kronologien.«
»Derimod udelukker Kronologien ikke, at Etatsraaden er en Discipel af Machiavelli,« sagde Salomon og gjorde herved et brat, personligt Indhug.
»Jeg optager dette som en Kompliment,« sagde Etatsraaden og slog ham derved tilbage. »Og det samme er for Resten alle sunde og moralske Politikere i vore Dage efter den højsalige Frederik den Stores Eksempel.«
»Og som Frederik debuterer man endnu af og til med at skrive mod Machiavelli.«
»Gud ved, om Machiavelli ikke selv anbefaler dette Skaktræk et Sted i sin Bog om »min politiske Moral«.«
»Jeg tilstaar, jeg har aldrig set Machiavelli fra den moralske Side.«
»Men Gud bevares. Det er jo netop oplyst i vore Dage af Kritikken, at Machiavelli var en Hædersmand, en varmhjertet Patriot, hvis hele Arbejde gik ud paa at optugte sine Landsmænd til de gammelromerske Ulvedyder: Snildhed og Mod. Engang vil ogsaa Europa komme til en retfærdigere Bedømmelse af Bismarck.«
»Ja, og af Muhamed og Josef Smith,« sagde Salomon, »hvad mener nu Etatsraaden om dem?«
»Alt mulig godt,« sagde Etatsraaden. »Hvor megen Velfærd har ikke disse to, som kaldes Bedragere, bragt frem. Verden vil bedrages, og man gør den en Tjeneste ved at bedrage den. Den vil begejstres, den vil rives hen, gaa paa Korstog. Den vil føle Hjertet svulme ved de gamle, hellige Ord. Den vil, som Disraeli saa godt vidste, ikke have Reformer. Den vil have Udenrigspolitik. Og den er den bedste Politik, som tilfredsstiller sit Folks inderste Trang.«
»Ja, jeg skal i saa Fald ikke have noget af at tilfredsstille mit Folks inderste Trang. Jeg bildte mig en Gang ind, at jeg vilde være Politiker; men jeg indser nu, at jeg savner den rette Sans for det almennyttige, den rette moralske Overbevisning.«
»Ja, den skal til,« sagde Etatsraaden. »Men tør jeg spørge, hvilken Forestilling gør De Dem da om Deres Fremtid?«
»Mine Tanker begynder at klare sig,« sagde Salomon. »Jeg agter at leje mig et Vinfad og bosætte mig selv ude ved Dyrehavsbakken som Eremit.«
»De vil være Diogenes. Lad mig spille Aristippos og lokke Dem tilbage til denne Verden. Se her,« sagde Etatsraaden og bød en fin Cigar, »lader De Dem ikke friste af Verdens Herligheder?«
»Det kan saamænd gerne være, jeg lader mig friste,« sagde Salomon, »lad den ligge lidt.«
»Unge Mand, De er melankolsk,« sagde Etatsraaden, »men De kender ikke Kuren derfor.«
»Hvilken?«
»Det er de to lutheranske Ord: Wein und Weib eller Weib und Wein. Hvem der ikke kan deklinere dem, han bliver en Nar sit ganske Liv.«
Salomon gik ikke den lige Vej hjem. Han gik ned i Ørsteds Anlæg og satte sig paa Bænken lige over for Sliberen. Denne Statue havde han fattet en særlig Kærlighed for. Her laa denne Slave med sin Forbryderpande og sleb sin Kniv med trofast Ihærdighed, og med samme samvittighedsfulde Grundighed vilde han om lidt rejse sig og flaa den blødende Hud af den skrigende Marsyas. Denne Statue var ham et Billede paa den gode Samvittighed, som ved sig i Overensstemmelse med, hvad Samfundet og Autoriteten forlanger. Marsyas derimod er Typen paa den, der vil rivalisere med Guderne og faar sin fortjente Løn. Tillige havde Slaven været ham et Symbol paa den retsindige og stræbsomme Jurist, og dette Billede havde foresvævet Salomon under hans Studium; men i dette Øjeblik var det ham, som om alt løb rundt for ham, og alle hans gamle Forvildelser strømmede ind paa ham. Salomon havde et fint Øre, og der var en vis Tone, som han kendte fra alle andre.
Det var den Tone, som Marsyas havde hørt i Skovens Mørke og Tavshed i den store Pans Helligdom. Det var den Tone, som den elendige Satyr havde forsøgt at lokke frem paa sin Syrinx; men den havde forvandlet sig til en Skrigen paa Fløjten, og han var blevet flaaet. Det var den samme Tone, som Salomon i det sidste Aar, sit Bodsaar, havde forsøgt at kvæle; men i dette Øjeblik klang den stærkere end før, vedholdende og dybt og dog saaledes, at den ikke længer formede sig i Ord og Drømme, men kun i en usigelig dyb Stemning. Salomon vidste, hvor han befandt sig. I Landet Tartarus var han. Det havde aabenbaret sig for ham som Barn og var siden rykket nærmere og nærmere. Nu omgav det ham til alle Sider.
Ikke længere stod det uden for ham som et Syn, men var i ham som en daglig Virkelighed. I Ossians Land, i Skyggernes Land levede han. Forgæves havde hans Arbejde været i det sidste Aar. Han havde tiet med sin Tunge og smilet med sin Mund, han havde dulgt sine egne Tanker for sig selv. »Alt dette kan et Menneske gøre,« sagde Salomon til sig selv, »men han kan ikke uddrive Sygdommen, den æder sig blot dybere ind.« Romantikken er som en snigende Gift. Man kan dølge over den for en Stund. Til sidst slaar den dog ud i aabenbar Feber. Men den, som engang har drømt Romantikkens forføreriske Drøm, slipper aldrig fra den. Til Tungsind kan den blive, men ikke til intet.
Salomon havde alt længe levet et Dobbeltliv, eet Liv med Menneskene og et andet i sine Udgydelsers lille, blaa Hæfte og i sine Samtaler med Bogreolen. Nu gjorde han en Frontforandring, idet han gjorde det til Teori, som længe havde været Praksis. »Brug Maske! Brug Maske!« staar der at læse i det blaa Hæfte. »Lad Tungsindet ruge over din Sjæl, men ikke over din Pande, den være klar og skyfri, din Mund være smilende, din Tunge letløbende. Hvorfor skal Menneskene undgælde for, at du lever i Landet hinsides Styks! Og vogt dig selv vel. Hvis du talte ud, hvad der ligger dig paa Sinde, da vilde de fluks bringe dig til et Fængsel, som Lægerne har oprettet til at afskære alle dem, der har Tungsindets Smitte, fra Verden, at Pesten ikke skal brede sig. Derfor, baade for Menneskenes Skyld og for din egen, tag den smilende Maske paa«.
»Du er som den, der faster«, skrev den samme Mand til sig selv og om sig selv. »Du er som den, der færdes ude alene i aaben Baad paa det aabne Hav, og Provianten er sluppet op. For et saadant Menneske kan det vel ske, at han sønderriver sin egen Arm med Tænderne og drikker sit eget Blod og spiser sit eget Kød. Men naar du faster, da se ikke mørk ud som Hyklerne; thi de gør deres Ansigt ukendeligt, for at Menneskene kan se, de faster. Men du, naar du faster, salv dit Hoved og to dit Ansigt som til en Fest og vogt dig over dig selv, at dit Fodtrin er spændstigt og dine Øjne kække. Gør som han, Forbryderen i Jødeland, talte og gjorde i det Stykke.«
I denne Tid søgte Salomon sin Næring i en gammel Bog, der, som Kierkegaard siger, ikke er kendt her i Landet. Thi han læste i sit Hovmod det nye Testamente paa egen Regning og uden den rette protestantiske Fortolkning, og da han var formastelig nok til at tage Ordene, som de stod, fik han mange mærkelige og kætterske Ting ud deraf.
»Fuldt vel forstaar jeg,« skrev han, »at Katolicismen lægger denne frygtelige Bog i Lænker, og at Protestantismen fortolker den ud i Tevand; thi dette er den lille Bog, som Apokalyptikeren slugte, som er sød paa Menneskets Tunge, men virker som Gift i Menneskets Liv.
Derfra stammer al Vesterledens haabløse Idealisme, Romantik, Socialisme, Anarki, og hvad det hedder alt sammen. De er blevet ammet op af denne revolutionære Bog med dens forunderlige meningsløse Idealisme, der vil have alt gjort fuldkomment. Hver Slægt søger Fuldkommenheden paa sin Vis og gaar fallit og sidder tilbage med Brodden i Hjertet«.
»Ak, Tankerne var mig for stærke«, fortsatte Salomon. »Jeg havde drukket mig en Rus i vort Aarhundredes Sværmeri om Guldalderen, som skulde komme, og jeg vil Resten af mit Liv lide af Tømmermænd derfra.
Ædru er jeg nu, ja, ædru, men forbandet tørstig, og næsten ønsker jeg mit Delirium tilbage. Thi Sandheden er haard at gaa paa. Der er to Slags Mennesker til, hvad Sandhed anbelanger. Der er dem, der ernærer sig paa Løgnen, og dem, der sulter paa Sandheden.
De første er dem, der har det godt og ser lyst paa Livet: Optimister, Idealister, og hvad hele den Yngel hedder. Den anden Race er den, der har mistet Illusionerne og ser Jorden saa skaldet, som den er. Men Sandheden mætter ikke. Der hungrer Mennesket i Ørkenen.
I dens Vold er Mennesket som en Fisk paa Landjorden, og han higer tilbage til Løgnen og det normale. Jeg vilde sælge min Sjæl til Baal for en Løgn, en Generalløgn«.
»Der er en gyngende Mose, hvor man springer fra Tue til Tue og hører Vandet bag sig risle gennem det Fodspor, man nylig satte. Mosen er stor og vejløs, og man ser ikke andet end Tue ved Tue. Men midt i den er der et aabent Vand, der er brunt som levret Blod. Og over Mosen, forbi Menneskene, gaar Idealerne paa Fakkeltog i sorte Kjoler og hvide Handsker, og der er en dyb Alvor præget i deres Miner.
Mennesket bliver grebet og betaget af den dybe Alvor og den store Sømmelighed. Han iklæder sig Overbevisningens sorte Kjole og Sjælsadelens hvide Handsker og følger efter Idealerne. Bedst som han gaar, svajer der en Tue rundt med ham, og han ligger i Mosevandet, der er brunt som levret Blod. Og saa ser han Idealerne smide Kjoler og Bukser og danse en lystig Kankan over ham. De dunker hinanden i Hovedet med Faklerne og slaar Kolbøtter, for det er ikke andet end Lygtemænd, som er blevet klædt af. Mennesket synker ned og kvæles i det brune Dynd«.
»Her i Livet er der en dejlig Have, som hedder Edens Have. Midt i den staar et Træ, som hedder Livets Træ. Det er et stort Juletræ med de dejligste Gaver af alle Slags. Man kan gaa hen og plukke saa meget, som man vil, der er nok til alle. Der er baade Madvarer og Konfekt og Fornøjelser, moralsk og religiøs Trøst og alt, hvad tænkes kan. Derinde regerer Rector magnificus. Omkring Haven er der et stort Plankeværk, og fede Keruber gaar omkring som Opsynsmænd, og hver Gang en vil springe over Plankeværket, trækker de ham ned ved Benene. Men i en Krog staar Kundskabens Træ paa godt og ondt og hælder de eviggrønne Blade over de underlige Æbler, der er hvide som Is og røde som Lue. Om Dagen drikker det Sol, og om Natten græder det Dug. Og hvo, der spiser af dette Træ, han stødes ud af Edens Have. Og Folkene i Edens Have er lykkelige; thi de kender ikke til nogen Rørelse, men deres Sind er som en blank Sø, og i den Sø er der ingen Fisk.
Deres Ærgerrighed er at forspise sig i Madvarerne fra Livets Træ, og naar en af dem opnaar det, holder en Kerub ved hans Grav en skøn Tale over ham i lueforgyldte Fraser. Men hvo, der spiser af hint Træ, kan stødes ud af Edens Have. Og uden for ligger alle Jordens Riger. Men der er koldt derude og mørkt. Og Stormene griber ham. Hylende som Ulve driver de ham over Stepperne, hvor hans Fod ikke ved, hvad den træder paa, og hans Haar flagrer ned over hans Øjne, og han ser ikke andet end Mørke og Stjerner.
Og medens gode Folk slaar en Sladder af i Havens revne Gange, møder han aldrig et Menneske; thi her er Menneskene saa langt fra hinanden som Stjernerne i den blaa Æter.
Men somme Tider, naar det for en kort Stund er Dag, saa kan Blod ligge paa Græsset, og da ved han, en anden har gaaet der før; men om det saa var hans egen Fader, saa ved han ikke, hvem det er. Og atter bliver det Nat, og Stormene trækker ham ved Haarene over Klipperne, og han kan ikke engang se, at han flytter sig, thi det eneste, han øjner, er Stjernerne i Rummet. Og til sidst brister hans Hjerte, og han taler Vanvid, og det forekommer ham, at Stjernerne er en Guds Taarer i det uendelige Mørke, og at der ikke er andet til i Verden end et ensomt Hjertes Graad i den dybe Skummelhed.
Vogt jer for den hellige Ild. Drik og hor. Slaa Folk ihjel, saa meget I vil, men vogt jer for den hellige Ild. Livet er en græsblød Slette, hvorpaa Dansen gaar, men underneden er den store Ildebrand. Udvendig har Jorden saa runken en Hud og synes knap at mærke os Mennesker, der kravler paa den som Snyltedyr; men indeni brænder dens røde Blod. Det er Ild, der rinder i Livets Aarer. Ja, det er Ild. Livet er et afsindigt Eventyr om talende Blodsdraaber og Sjæle, der staar i Lue, og ikke denne Mælkegrød, som de vise Mænd udgiver for Livets Mysterier. Det er Forfalskning. Det er Kæltringestreger. Og derfor siger jeg: Vogt jer for den hellige Ild, som en afsindig har antændt i Jødeland for 1900 Aar tilbage. Leg ikke med den; thi den bliver til sidst dens Luer, som spiller med dig.
Vin og Kvinder og Moral og andre jammerlige Surrogater - berus dig i dem. Men vogt dig vel for det guddommelige Delirium. Promethevs! Promethevs! Du, som blev naglet til et Kors, og hvem ingen Herakles befriede! Hvor mange Sjæle har du ikke ledt ud i de store, fortvivlede Drømme, og hvor blev de store Gerninger? Vogt jer for den hellige Ild. Nævn ikke dens Navn, ikke engang som de vise Mænd, idet de siger, at den er god til at koge Tevand over. Thi Himlens Lys bliver i din Sjæl til Helvedes gloende Time«.
»En Morder er du, du med Naglen gennem Haanden, en Giftmorder, der hælder sød Gift i Livets daglige Drikke. Og det gaar med din Gift som med Vellysten. Hvo, som først har faaet Smag paa den, kan ikke redde sig fra den, skønt den brænder ham op indvendig. Som Kulturen for de vilde Folk saaledes er den korsfæstedes luende Tanker Døden for os. De er som Sirenerne, de lokker til med de skønneste Toner, men slaar Kloen i dem, som henrykt knæler for dem. Thi de er større Byrder, end vi kan bære dem. Korsfæst, korsfæst ham. Slaa ham Naglerne gennem Haanden. Bor ham Lansen i Siden.