Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), 81-90

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 81-90

Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 81-90

Svanerne sejlede derude og gjorde lange Halse. I det Humør, han var i, kunde Salomon ikke rigtig lide dem. Svanen er jo Eventyrets Fugl. Han havde en Fornemmelse af, at det var Eventyrets hvide Drømme, der sejlede derude. Saa pludselig stod de hvide Fugle paa Hovedet i Vandet og vendte Gumpen op imod Tilskueren, og Salomon fandt en vis Symbolik i det. Nu kom November, og Svanerne blev taget ved Vingebenet af Magistraten, pakket i en Skraldevogn og kørt bort til Mudderdammen i Ørsteds Anlæg for at slaas med Rotterne og Aalene. Saadan ender det altid, sagde Salomon. Nu var han fri for dem.
   Vinteren kom. Sneen kom, den var hvid, da den faldt, men den blev snart skiden, som Salomon med Tilfredsstillelse observerede. Paa Gaderne faar den nu slet ikke Lov til at ligge. Salomon blev ked af København, og en Søndag Formiddag spadserede han ud over Brøndshøj for at se Danmark ved Vintertid. Træerne var Brænde. Vandet var Sten. Kragerne var hæse af Vinterkulden og fløj tæt hen over Jorden og spekulerede paa, hvor Ormene var henne. Salomon var kommet saa langt, han kunde faa sig selv til at gaa. Han satte sig paa Vejsten 38 og saa paa Sagerne. Saa fik han Øje paa en Hale, en Musehale. En lille, graa Markmus sad i et Muldvarpeskud og kiggede op paa ham. Og det slog Salomon, hvor meningsløst det var med denne Markmustilværelse paa en ugæstmild Jord under en ubarmhjertig Himmel, som det lille Dyr levede under i al Uskyldighed uden at tænke over hvorfor og hvortil. Men han vilde ikke sige noget højt; thi det faldt ham ind, at Markmusen kunde have foreholdt ham noget lignende. Saa gik Markmusen hjem til sit Hul og Salomon til sit.
   I denne Eneboertilværelse gik Salomon om med en kronisk aandelig Kvalme over sine egne og Menneskenes Daarskaber. Han havde altid en Smag paa Tungen, som om han skulde til at kaste op. Især naar han hørte et opbyggeligt Foredrag, enten af den rigtige Opbyggelse eller af Fritænkernes Opbyggelse, plejede han at maatte gaa udenfor og spytte. Og onde Aander besatte ham og tog Andagten væk, hvis han var kommet lidt i Gang med at høre, som han kunde høre i gamle Dage. Straks knurrede Mefistofeles i ham: 30 Kroner Foredraget! og saa var hele Fornøjelsen væk.
   Mefistofeles snakkede altid med. Naar Salomon en sjælden Gang kom op og besøgte en og anden af disse Foredragsholdere, og denne saa satte sig tilbage i sin Lænestol, tog et Paf af sin Pibe og sagde et rigtig smukt Ord, et af de Ord, der i Almindelighed gaar til Hjertet, saa raabte straks Mefistofeles i Salomons Mave: Smag paa det! Og naar Salomon havde holdt det lidt paa Tungen, blev det med et saa fedt, saa fedt, saa Salomon maatte udenfor. Ja, ikke engang den protestantiske Forlovelse kunde Salomon rigtig goutere. Han studerede den paa et Par, som han traf om Søndagen hos Bundtmager Frederiksen. Han hørte ikke saa meget efter, naar de talte, som naar de tav. Han var efterhaanden i Samkvem med Mennesker blevet vant til at høre Tavsheden tale. Han saa den utilfredsstillede Lystenhed i Pigens forlegne Rødmen, og Forfængeligheden og Brutaliteten i Mandfolkets Knevelsbart. Da Salomon var kommet saa vidt, forstod han, at for Mefistofeles var intet helligt, og han trak sig tilbage fra Bundtmagerens Familie og den anden Datters Tilnærmelser.
   Hvis Salomon nogen Sinde har været i Helvede, saa var det ikke, da han stedtes i Fortvivlelsens røde Flammer eller i Forsagelsens kolde Bad, men det var i denne Tid, da han gik i Lære hos Mefisto og drak hans sure Gift. Og dog fortrød han aldrig sit Bekendtskab med Mefisto og bevarede altid den Overbevisning, at Mefisto er lige saa nødvendig i Sjælens Husholdning som Sjælens højeste Gud selv. Thi uden Sjælen er gennemsyret med hans Gift, som er Saften af Kundskabens Frugt, lærer den aldrig ret at skelne godt og ondt. Men Mefisto er som bekendt Regent i Helvede. Der gaar det slet ikke saa vildt til, som visse fromme Folk mener. Der hersker den store Døs, den store Ensformighed, Evigheden i al sin uoverskuelige Kedsommeligheds Rædsel. Og hver Gang nogen spørger om, hvad Klokken er, svarer hans Majestæt med et satirisk Grin: »Evigheden«. I dette Helvede, hvor Haabet er et dødt Ord, levede Salomon. Med en egensindig Stædighed lukkede han sin Mund og spærrede for sin Tanke, spurgte ikke hvorfor eller hvortil, men stod op og gik i Seng efter Skema og haabede, hvis man kan kalde det at haabe, paa denne Maade at blive en Pedant som Kallimachos eller Jens Gram eller en anden gammel Støder og leve som en død Mand i alt Livets Gøgl midt paa Dyrehavsbakken.
   Og dog var den vilde Fugl i Hjertet ikke hungret ihjel endnu, den peb af og til, og Salomon havde været nødt til en Gang imellem at lade den skrige sig ud. Ingen i denne Verden er jo helt konsekvent. Enhver har jo i en Krog en eller anden Ting, han skjuler for sig selv og skammer sig over, og saadan havde ogsaa Salomon i sin Hatteæske et lille, graat Hæfte, om hvis Tilværelse han hyklede Uvidenhed under sin daglige juridiske Eksistens.
   Men det hændte undertiden ved Aftenstid, naar Rullegardinet var nede, at han ikke længere kunde holde sig paa sin lovmæssige Maatte. Blodet for ham til Hovedet. Han sneg sig hen til Hatteæsken, greb det fordægtige, graa Hæfte og udtømte sin Paroksysme ved Hjælp af Pen og Blæk. Saaledes er vi Mennesker. Naturen bryder altid gennem Optugtelsen. Næste morgen i det klare Dagslys saa Salomon ikke til den Kant, hvor Hatteæsken stod.
   Disse Kradserier havde een Fordel, de var ikke paa Vers; men ellers var de stærkt præget af det romantiske Djævelskab. Salomon havde en spirende Fornemmelse af, at denne Syge var ham en Pæl i Kødet, som han aldrig vilde blive befriet for.
   »Ak, havde jeg bare for fire Skilling Pietet!« Saadan stod der skrevet i det lille, graa Hæfte. »Ak, selv om det kun var for to Skilling Pietet! Det er det, jeg skal ha'. Det mig fattes, det er Tro paa, at alt er viselig indrettet. Uden Tro kommer ingen ind i Filisteriets Paradis. Men saa snart man blot tror, at alt er saare godt, kan man lægge sig til at sove med en god Samvittighed. En rigtig tyk Optimisme er den bedste Hovedpude. Men jeg burde have Maven sprættet op og Sjælen taget ud og en protestantisk Patentsjæl sat ind, en Lirekassesjæl, der kun gik paa een Melodi, den, som har tre Hurra til Omkvæd i hver anden Linie. Men bi lidt, jeg ved, hvad jeg vil gøre. Jeg vil avertere i Berlingske Tidende efter en gammel, hvidhaaret Idiot, der kan snakke. Og saa vil jeg indlogere mig hos ham og øve mig i at snakke det rette Kragemaal. Til alt, hvad han siger, falder jeg ind med Formularen: »Ja, Jorden er flak«! Saa faar jeg Fred. Man skal gaa til Bunds i Vrøvlet. Man skal blive Automat, som den store Pascal siger. Saa først hører man hjemme mellem Godtfolk paa Bjærget. Thi, ikke sandt, Godtfolk? Jorden er flak, forbandet flak. Og naar jeg saa har lært Lektien og selv er blevet en af de »rigtige« og har faaet hvide Haar og Pension, saa vil jeg min Salighed ha' mig en Plejesøn. Ham vil jeg lære det samme, som Godtfolk lærte mig i sin Tid, for at ikke den rette Tro skal dø ud i Landet. Han skal bære Spyttebakken efter mig, hvor jeg gaar, for at lære Ydmyghed af Hjertet.«

                         - - -

   »Der er en besynderlig Fortælling fra sidste Aarhundrede - Løgn er den vist - om Ulvedrengen. En Mand i Frankrig et Steds gik ud i en Skov og saa der et helt Ulvekuld. Men mellem dem var der en splitternøgen Dreng, der krøb paa alle fire om mellem dem og tudede med de Ulve, han var iblandt. Manden fangede ham, skønt han rev og bed om sig, og tog ham med hjem. Men han var og blev Ulv, kunde ikke tale og lærte det aldrig. Et Dyr i Menneskehud. Men en Nat, det var Maaneskin, da saa Manden, hvordan Dyret krøb frem af sit Leje, saa ud mod Natten og græd.
   Det er Menneskeheden.
   Klarheden over Livet er Maanens flakkende Skin. Vort Syn naar kun tre Fod ud i Natten, og vor Tale er en gal Mands Graad i Livets aabne Vindue ud mod Døden. En Sorg, som ikke ejer Ord, en Graad, som ikke giver Genlyd. Taarerne løber paa Kinden som Duggen paa Nattens Træer, uden at nogen ved hvorfor. Og tre Fod borte er det store Mørke.«
   »Livet er den store Skøge, som danser for os som Salome for Herodes og puster sine sminkede Kinder op og svanser med sin brede Bag og klasker med Næven paa sine Tykke Laar, indtil man tigger som en gal Mand om et vellystigt Kys af hendes Mund. Men det skal alle Mænd vide, at Lykkens Eftersmag er den væmmeligste Skændsel og den grummeste Pine. Ved Gud, Skøge, din Aande lugter Lig af Mænd, som du har fanget og fraadset i med Judaskys og Vampyrfavntag, indtil du gjorde dem den sidste Tjeneste, at sende dem med et Spark ud i det drivende Mørke. Som Trapister gaar vi gennem Verden. Vore Øjne er blændede, vore Ansigter skjult af dumme Masker, vore Hænder bundet af Reb, bundet af Reb! Hvem sprænger dem? Og naar vi vil tale, da stivner Ordet paa vore Læber og bliver til en uhyggelig Bugtalerhulken inden for de stive Træk.
   Præsten raaber i Kirken om, at vi skal leve evindelig. En rædselsfuld Tanke, at Sorgen aldrig skulde faa Ende paa sin haabløse Vandring mellem Hjertet og Ordet, som den aldrig fik fuldbyrdet. At naar hin sælsomme Blindemand, Døden, vandt den sidste Rubber fra os, at vi saa bagefter skulde møde den samme Skøge, Livet, med det drukne Blik og det lystne Smil, og hun atter skulde kramme os mellem sine Arme og danse denne frygtelige Dans med os i Stedet for Tilintetgørelsens tavse Kølighed.«
   Disse Kradserier, hvoraf jeg har citeret et Par Eksempler, var den første Begyndelse til Salomons Dagbog, som fra nu af er os det fornemste Aktstykke til Belysning af hans Historie. Det blev ikke ved det første, lille Hæfte. Naar man rækker Fanden en Finger o. s. v.
   Salomon blev ved at komme til Etatsraadens Soireer, ikke blot for det første Mellemværendes Skyld, de havde med hinanden, men ogsaa fordi Etatsraadens Person i sig selv tiltrak ham med magnetisk Kraft. Etatsraaden var en lille Mand paa over de 50. Hans Pande var skaldet, og hans Knevelsbart var hvid. Men der var i hans Bevægelser en ungdommelig Fyrighed, i hans Tale en Ildfuldhed, som om han kendte Ungdomseliksiren. Der var en behagelig, smagfuld afrundethed i Etatsraadens Væsen. Hans Skjortebryst var pletfrit som hans Rygte, hans Hænder var fine, lidt fede og hvide, hans Perioder var lidt for gammeldags lange, men til Gengæld fornemme som Halvtredsernes akademiske Stil. Hvad Salomon maatte beundre var den Naturlighed og gentlemanlike Utvungethed, som gik gennem alle hans bevægelser. Etatsraaden var hjemme i sine egne Stuer, endogsaa naar han saa fremmede hos sig. Salomon kendte de benovede Værter, de kedsommelige Værter, der gør Selskab af Pligt og ønsker, det vel var forbi, de trodsige Værter, der hidser sig selv op til at være utvungne og tale højt, de vigtige Værter, der modtager Gæsterne i Audiens ved Visittiden om Søndagen og tilsiger dem til Taffels med trykte Kort. Men dette var noget andet. Etatsraaden talte dæmpet, men tydeligt, og, hvad Salomon aldrig havde set før eller tænkt sig at skulle se: han talte med ganske samme Mine og Tonefald til hans Excellence den og den og til Student Peter Petersen, og det var tydeligt at høre, at det var Etatsraadens naturlige Stemme, som bød til Bords, og ikke den Djævel, som ellers altid farer i Folk, naar de faar sort Kjole paa.
   Etatsraaden indtog en ejendommelig Stilling i dansk Politik og Danmarks Rige. I Folketinget var han velbekendt for sine velturnerede Taler. Han kom sjælden ind paa saglige Spørgsmaal, men han havde sin høflige, humoristiske Maade at karakterisere de ledende fra det andet Parti paa. Modpartiet stillede i Reglen deres Humorist, den vestjydske Husmand, op imod ham, hvorved der fremkom mange pudsige Dialoger i Sammensætningen af fornemt og folkeligt Lune.
   I Virkeligheden højagtede de to Modstandere hinanden og nød ofte en Genstand sammen i Snapstinget.
   Der havde været et Øjeblik, da Etatsraaden spillede en stor Rolle i dansk Politik. Der var et Tidspunkt, hvor Konseilspræsidenten syntes at være kørt fast. Man vidste ikke, om han vilde eller ikke vilde. Provisoriet stod for ham som en Mulighed, men han havde endnu ikke optaget den energiske og konsekvente Politik, der under Skin af at tilbyde Overenskomst havde til eneste Formaal at sprænge Finansloven og springe ud i Provisoriet. Denne Politik havde Etatsraaden paa en Maade fremtvunget. I det afgørende Øjeblik havde han kastet Selvbeskatningen i Vægtskaalen. Det var ham, som havde startet denne romantiske Institution, som ikke enhver Etatsraad kunde have fundet paa. Han havde udsendt og instrueret hele Strømmen af Forsvarsprædikanter og Tiggermunke, og selv var han kommet bagefter som Abbed og havde holdt Foredrag om det samme paa sin overbevisende, velvillige Maade, som Venstre ikke kunde lide, fordi den gav saa faa Angrebspunkter. Der var her et psykologisk Paradoks, som tit var blevet draget frem, og som Salomon ogsaa havde bidt Mærke i. Hvorfor havde denne Mand, som mindst af alle var Fanatiker, lukket op for denne vilde Fanatismes Strøm, som oversvømmede Landet og drev Regeringen ud over alle Grænser?
   Man sagde, at Konseilspræsidenten og han ikke kunde lide hinanden, men havde ikke andet at holde sig til, end at de gensidig omtalte hinanden i Udtryk af den stiveste og mest pertentlige Højagtelse.
   Hver Gang Salomon drog op til Bredgade, havde han sin Slagplan færdig. Ved en behændig Manøvre vilde han skaffe sig Etatsraaden i Tale. Han vilde begynde Konversationen om et ligegyldigt Emne og pludselig bringe den hen til det afgørende Punkt, som var noget med »min Moder« og »min Fader«. Men dette afgørende Punkt kom aldrig saa lidt som den meget sigende Tavshed, der efter Beregningen skulde følge efter. Naar Salomon kom op mellem alle de Lys og Lamper, gik Pippet fra ham, og Situationen vilde aldrig føje sig saadan, som Salomon havde lagt den an i sine Tanker. Etatsraaden lagde ikke videre Mærke til ham, det vil sige, man havde Fornemmelsen af, at han lagde Mærke til alle sine Gæster, men ikke særlig til ham; og naar han tiltalte ham, gik det saa Pokkers hurtig, at Salomon maatte samle sig sammen for ikke at staa som et Mæhæ og kunde ikke tænke paa at tage Offensiven. Men naar han drog hjem fra Bredgade, og alt naar han gik ned ad Trappen og smøgede sine Bukser op paa det sidste Trin, gik der en Praas op for ham, og han forstod - Salomon forstod hvert Øjeblik saa meget - hvordan han skulde have været. Men hvad kunde det nytte. Den næste Lejlighed blev altid ligesom den sidste, og Salomon var altid bagklog. Da han omsider kom ind paa »min Moder« og »min Fader«, var det paa en lidt forkert Maner. Det gik saaledes til, at Etatsraaden en Gang uden Varsel spurgte ham: »A propos. Lever Deres Moder?« Salomon kunde ikke bringe Svaret op til mere end et »nej«, som han frygtede for var meget lidet sigende. »Og Deres Fader?« »Jo,« svarede Salomon og blev forlegen paa Etatsraadens Vegne, mens denne lod ganske uanfægtet. Nu havde det været det rette Tidspunkt til at komme med en meget sigende Bemærkning; men Salomon følte sig fuldstændig slagen. Over for denne Verdensmandsmæssighed vilde den mest dramatiske Bemærkning falde virkningsløs til Jorden. Salomon skulede, som om det var ham, der var Forbryderen, og stammede endelig frem, hvad Staden hed. »Ja, jeg ved det nok,« sagde Etatsraaden smilende og forlod ham hensynsfuldt, da han saa hans Forlegenhed.
   Da Salomon trak hjem, opfyldtes han af en bitter Harme over sin egen Magtesløshed og Etatsraadens Overlegenhed. Enten saa Etatsraaden vidste lidt eller meget eller maaske slet ingenting, var det tydeligt, at det ejendommelige private Forhold, hvori han stod til Salomon, ikke interesserede ham i nogen videre Grad, i det højeste vakte en eller anden dunkel Erindring og en Smule Nysgerrighed over for Salomon. Der kunde have ladet sig lave mange Romaner over et saa ejendommeligt og intimt Forhold; men Salomon forstod, at der ingen Roman blev af i dette Tilfælde. Og det var ham et nyt Bevis paa de højere Klassers Raaddenskab, og Revolutionsmanden Salomon følte sig forarget over Etatsraaden og hans hele Hus og følte sig som en ung Robespierre, naar han sad i en Krog i den oplyste Sal og betragtede Selskabet med et ildevarslende Blik.
   I denne Tid, hvor Salomon forberedte Revolutionen og var opfyldt af sin verdensberømte Mission, kom han kun sjælden til Huset i Bredgade og da kun for at faa sin Galde sat i Bevægelse og blive irriteret op i den rette Proletarstemning.
   Mellem Gæsterne havde Salomon især et ondt Øje til Rector magnificus.
   Rector magnificus, som indfandt sig hver Torsdag i Bredgade i nøje Forbindelse med sit Ridderkors, var en teologisk Professor ret af den gamle Skole, snedig som en Slange i alle Teologiens Labyrinter og enfoldig som en Due, naar Talen kom paa noget andet. Melanchton var hans Helgen, og den augsburgske Trosbekendelse hans Opbyggelsesbog; sikkert mente han, at Udviklingen siden Melanchtons Dage var en stor Øjenforblindelse.
   Denne brave og lærde Mand, i hvem der ikke var nogen ond Blodsdraabe, og som fortræffelig egnede sig til at være Rector magnificus, havde Salomon fattet et dybt Nag til. Og det af en latterlig lille Aarsag. Fordi den brave Rektor hver Torsdag efter endt Aftensmaaltid stille og udtryksfuldt hævede sine Øjne mod Himlen. Rektoren gjorde det ingenlunde for at tildrage sig Opmærksomheden; men Salomon havde tilfældigvis faaet Kig derpaa og var ved Gentagelsen blevet vis i sin Sag. Og naar Kiksene gik rundt for anden Gang, vogtede han med spændt Opmærksomhed paa Rektor og saa ham afbryde Samtalen et Øjeblik og vende det hvide ud af Øjnene; og da blev Salomon led i Hjertet. Thi Salomon, som nylig havde proklameret Tolerancen i Revolutionen, var paa den Tid endnu saa intolerant som nogen brav Kapellan, der er sin Embedsed tro, og han forstod ikke, at det er ganske ligegyldigt, om man vil udtrykke sin Glæde ved Tilværelsen og al den gode Mad, der er i den til Bedste for de rette Folk, ved at vende det hvide eller det sorte ud af Øjnene.
   Den gode Rektor havde ogsaa lagt Mærke til Salomon, og med al sin Mangel paa Menneskekundskab havde han fattet Velvilje for denne Basilisk. Han havde set paa ham og bedømt ham efter de spidse Knæ og de korte Bukser, og en Dag kommer han hen til ham, lægger Armene faderlig om hans Hals og siger til ham: »Min kære, unge Ven, De er jo Teolog, ikke sandt?« Den forfærdede Yngling trak sig ud af den teologiske Omfavnelse og sagde meget kølig: »Nej, ikke ganske.« Men som Johannes fulgte efter Røveren, gik Rektor frem og sagde blidt: »Hvorledes skal jeg forstaa dette?« Nu for der en Djævel i Salomon, og han besluttede, at han skulde nok gøre Rektor ked af Tilnærmelsen - og derfor siger han: »Jeg er ganske vist ikke Teolog, men jeg er allenfals Jurist.« Rektor aner ondt og ser forskende paa Salomon, men Salomons Holdning er korrekt og ærbødig, hans Tale er i samme blide Toneart som Rektorens, og denne overvindes atter af sin naturlige Sympati og siger med et velvilligt Smil: »Naa, lad os høre, hvad De mener med det.« I dette Øjeblik slutter Etatsraaden og et Par andre sig til og lytter, og Salomon føler, at han er oppe til Eksamen.
   Nu kunde han jo have bøjet af med nogle pæne Ord om den fælles Alma mater, men Fanden sad ham i Kroppen, og Galden maatte have Luft. Det var ham i dette Øjeblik ganske ligegyldigt, hvad Selskabet vilde sige. Han fik Lyst til at lave en lille Skandale og saa gaa sin Vej og aldrig vise sig mer. I dette Galgenfuglhumør, men med et ubevægeligt Ansigt og en rolig Stemme, udviklede han den Teori om Ligheden mellem Jura og Teologi, som han havde formet sig paa sin Hybel i Skyttegade:
   »Jura er den jordiske Teologi eller Teologi den himmelske Jura. Princippet i dem begge er det samme, nemlig, at de gode Mennesker skal arve Landet, først i denne Verden og saa i den anden; men de daarlige Mennesker skal sidde paa Tugthuset i dette Liv og avancere til Helvede med Døden, hvis de ikke i Tide, saaledes som de retskafne, anerkender Fortræffeligheden af den hele Ordning. Fælles for begge Discipliner er, at de handler om, hvad der er Ret, og hvad der er Uret, men at dette ikke formastelig afgøres ved, hvad man kan føle med sig selv, men ved det trykte Ord. Det trykte Ord er lige helligt og ukrænkeligt for begge Parter. Juristens »Fiat justitia pereat mundus« er ikke andet end en Oversættelse af den Antagelse, at selv om Himlen og Jorden forgaar, skal ikke en Tøddel forgaa af den teologiske Lov.«
   Rector magnificus saa noget betænkelig ud, og der tegnede sig et Spørgsmaalstegn paa flere Ansigter. En Ridder vendte sig ostentativt til Etatsraaden og spurgte, om han havde set det nye Stykke. Dette var et afgørende Vendepunkt. Salomon følte, at han var i Færd med at opløses i tom Luft. Havde Etatsraaden indladt sig paa Teateret, havde Salomon følt sig moralsk smidt ud af det gode Selskab. Men Etatsraaden vendte sig komplimenterende mod Salomon og udbrød: »Jeg opdager, vi har en ungdommelig Paradoksmager i Dem.«
   Dermed reddede han Situationen. Paradoksmager er et godt Ord og har reddet vanskeligere Situationer og større Personer end Salomon lige fra Kopernikus af. Saa snart Signalet var givet, gav alle Herrerne sig til at le, og selv Rektor saa velvillig om end betænkelig paa Salomon som paa en ubegribelig Person.

Ernesto Dalgas Homepage