Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 71-80
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 71-80
Med Ballets pragtfulde Finale fik Pensionatet en brat Afslutning. Thi Dagen efter kom Værten op, udtalte, at det havde været et Bal over alle Bredder og Grænser og spurgte, hvad det havde været for nogle Herrer, der havde ringet Stuen op for at spørge, hvad Klokken var. Han lod Fru Gottlieb vide, at hun var sagt op til April, og hvis hun ikke betalte, hvad hun skyldte af Lejen, vilde hun blive sat paa Gaden med det samme. I en Uges Tid levede de under en Tordensky. Fru Gottlieb græmmede sig. Hun blev bitter og kunde ikke taale at høre tale om Middagsmad. Da Marie fik at vide, hvordan Sagerne stod, forlod hun uden videre det synkende Skib og meldte sig til Tjeneste hos Arvefjenden, Frøken Petersen. Den sidste Dag stod alt stille.
Sengene blev ikke redt og Servanterne ikke tømt. Fru Gottlieb kom frem med en Flaske Brændevin og sagde, at det var det sidste, hun havde, og Gormsen og Hr. og Fru Gottlieb stak til den i Forening i Mangel af anden Frokost. Snart kom Fogeden og hans Svende og gjorde lyst i Lejligheden. I denne Nød fik Fru Gottlieb endnu et haardt Stød. Gormsen viste sig som Forræder. Han fulgte Maries Eksempel og gik over til Frøken Petersen, hvor han fik et to Fags Værelse til Gaden. Udsmidningen tog han med stor Ro og gratulerede sig selv til, at han fik sit Tøj gratis saa langt. Ogsaa Fru Gottlieb bar det mærkværdig smukt. Som Kong David, da hans Søn var død, sagde hun til sig selv: »Hvad nytter det nu at sørge længere«, tog sin pæneste Hat paa og satte sig i den lille Sporvogn, der kører til Østerbro, for at finde sig en Lejlighed der. I det Kvarter havde hun nemlig ikke boet før. Gottlieb blev tilbage for at passe paa Møblerne og røg sin Pibe i Sofaen med stor Sindsro og sagde til Salomon, at han havde nok faaet Maanedslov. »Madammen har sagt til mig, at jeg skal passe paa, at De ikke render Deres Vej ligesom Gormsen«, sagde han til ham, »men jeg vil sgu sige Dem en Ting: Se at faa fat i en Droske og kom af Sted, inden Madammen kommer hjem fra Østerbro«. Saaledes forlod Salomon denne gamle Kriger og Filosof siddende som Senatorerne paa de kuruliske Stole uanfægtet af de galliske Gadedrenge, som dansede Krigsdans rundt om hans Sofa.
Salomons næste Periode faldt hos Frøken Ingversen i Skyttegade. Frøken Ingversen var en Kæmpekvinde. Hendes Bryst var som et Bjærg og hendes Skridt som en Dragons; men i denne svære Skikkelse boede den blideste og barnligste Sjæl. Hun havde haft en lille Dreng, som var død i den spædeste Alder, og af ham havde hun en seks Kroners Kultegning efter Fotografi i sit Sovekammer, og det tilbad hun med samme Andagt, som Italienerne tilbeder deres Bambino. Alle svage og smaa Skabninger elskede hun, fordi de mindede hende om hendes lille Georg. Saa omhyggelig som nogen Buddhist vogtede hun sig for at dræbe noget Dyr. En Rotteunge, som en Gang optraadte i Køkkenet, bar hun med egne Hænder ned i Gaarden, og selv Edderkopperne satte hun forsigtig uden for Vinduet, skønt hun var frygtelig bange for dem. Salomon var en Gang med hende oppe i Zoologisk Musæum. Hun gik strunk forbi baade Fugl og Fisk og forstod ikke et Ord af det hele, men da de kom til den lille, udstoppede Løveunge, kom hun helt ud af sig selv af Henrykkelse og Rørelse over det lille Kravl.
Skoleundervisningen syntes at være gaaet sporløst hen over hendes Hoved, hvis hun nogen Sinde havde faaet nogen. Naar hun skulde gøre sit Regnskab op om Aftenen, plejede hun at stikke hovedet ind til Salomon og spørge om, hvad 7 Gange 8 var. Naar man spurgte hende om hendes Religion, svarede hun, at det var den samme, som alle andre havde, men hendes Begreb om den lutheranske Religion var næppe synderlig klarere, end en Santhalerkvindes tør antages at være. Med Hensyn til Stats- og Samfundslære, da naaede hendes kortsynede Blik ikke ud over Skyttegade og dens Politibetjent, og da hendes eneste Læsning var Eventyrskatten, opfattede hun Konger og Prinser væsentlig i dens Lys. Vand- og Gasskat ansaa hun for en himmelraabende Uretfærdighed, og at narre Kommunen ved Skatteopgivelse fandt hun var en prisværdig Handling. Hvem Kommunen var, vidste hun næppe. Den voksede i hendes Øjne til et mærkværdigt, rovgerrigt Uhyre, der sendte sine Skatteopkrævere ud som Vampyrer. Saaledes betragtede ogsaa de franske Bønder i sin Tid »la gabelle«.
Denne enfoldige og hjertensgode Kvinde levede som en retskaffen vild i vor fremskredne, københavnske Civilisation. Saa let som hun var at lede, saa uvidende som hun var om Verdens Ondskab, var det et Under, at hun ikke var endt i Prostitutionen, hvor saa mange svagt begavede Kvinder glider ned efter den samme Lov, efter hvilken den, som ikke kan svømme, synker til Bunds. Naar hun havde undgaaet det, skyldes det næst det naadige Tilfælde en Jernbaneulykke, der havde ramt hendes Fader, og hvorfra hun oppebar en lille Livrente til Erstatning. Af den levede hun og saa af Salomon, hendes logerende, og hans usle 25 Kroner om Maaneden for Værelse og Middagsmad.
De førte en ejendommelig Husholdning; Frøken Ingversen og Salomon spiste, naar de havde Penge, og sultede, naar de ingen havde. De dinerede mest paa Oksehjerte, Lammelever eller røgede Sild, ogsaa Stenbidere maatte holde for, og kogte Gulerødder var længe en Hovedret. De veg ikke tilbage for Kallun og mange andre anatomiske Retter, som bedrestillede Folk er bornerte nok til at udelukke sig fra. De eksperimenterede ogsaa med at spise Sukkerbrød i Stedet for Smørrebrød og prøvede alle de Kaffesurrogater, som er til i Verden.
De havde det skam ikke daarligt. Ingen i Huset havde det stort bedre. Fællesskabet i Kampen for Tilværelsen arbejdede alle de smaa 3 Værelsers Lejligheder sammen i Bekendtskab og Forstaaelse. Det blev undertiden for meget af det gode, naar Konerne skurede Trapper om Lørdagen og førte en højrøstet Samtale fra Kvist til Kælder, Trappe op og Trappe ned, men det var dog ret hyggeligt, næsten hjemligt, landsbyagtigt. De laante Æg fra Stuen og Smør fra anden Sal, og da de en Gang gav sig til at holde Fødselsdag for Frøken Ingversen - ikke paa den rette Dato, men de var tilfældigvis vel beslaaede - slog Chokoladeduften ud af den aabne Køkkendør og fyldte hele Lejligheden; som en fuldgyldig Invitation trængte den ind ad alle Nøglehuller, og ned kom Konerne klaprende i deres Slæbere og fik Chokolade og Walesbrød. Kun den hellige Madam holdt sig paa sin Kvist, skønt det krillede hende i Næsen, og sang en kraftig Salme om Verdens Børns Fordømmelse.
En velgørende Ting i disse smaa Hjem var det, at det moraliserende Raseri, som regerer i de bedre Klasser, ikke fandtes her. Det »dømmer ikke«, som man paastaar skal staa i Testamentet, stod usynligt over Døren til Skyttegade Nr. 14. Og det af den gode Grund, at Skyttegade Nr. 14 var et Glashus, hvor man jo ikke bør kaste med Sten. Alle havde de deres svage Punkt. 4de Sal til venstre kom fuld hjem om Lørdagen, og 4de Sal til højre var slet ikke gift med sin Kone. Kun den hellige Enke paa Kvisten havde ingen ømme Steder og revsede ofte de andre efter Fortjeneste, idet hun sagde, at hun dømte ikke, men Guds Aand, som for i hende.
Ret beset havde de dog en Moral og det tilmed en ret bornert, men alligevel vidt forskellig fra den rigtige Moral. Deres Moral var meget nær den samme som Lukasevangeliets. Ligesom dette havde de et svælgende Dyb befæstet mellem den rige og den fattige, men brugte kun Udtrykkene Storborger og Proletar i Stedet for de bibelske, og ligesom Lukas trøstede sig med, at de, der var fattige i denne Verden, skulde have det godt i den anden, troede de derude i Kvarteret, at Dommens Dag var nær for Haanden, og da skulde det gaa hver efter Fortjeneste, kun at de tog Ordet Fortjeneste i en mere realistisk og økonomisk Betydning. Men for Kapitalisterne var Helvede dem ikke hedt nok. Og Salomon fandt, de havde Ret. Var han ikke selv Proletar? Alt ved sin Fødsel stillet uden for det egentlige Samfund. Og hvem kaldte de fattige og fortrykte til sig? Visselig ikke vore Dages fortyndede Kristendom, men snarere Socialismen.
I denne Tid gik der en stor Løftelse gennem Landet. Demokrater stod op i hver By og prækede, de gik paa Turne'e gennem hele Landet, og der var ikke en Kro og ikke et Forsamlingshus, som gik fri.
Salomon tog levende Del deri. Han lod sig indføre som Medlem af Foreningen »Revolutionen«, der ikke var større, end at den kunde rummes hos Frøken Ingversen, og lod sig begejstre af Folkemøderne i Jomfrulunden. Og naar han travede hjem fra Møderne, takkede han i sit enfoldige Hjerte det guddommelige Forsyn, at det havde ladet ham fødes i den store Revolutionstid. Og det brusede i hans taabelige Sjæl ved Tanken om den røde og gyldne Tid, der stod for Døren. Han drømte sig en Tid, hvor Viljerne var stærkere, Lidenskaberne renere, Ofrene større, en Lidelsens Tid, der skulde sættes ind for at vinde Lyksalighedens Tid. Han tænkte sig, at naar det første Spyd var kastet, vilde der blive Brug ogsaa for dem, der ikke kunde gøre Gavn under normale Forhold. Den, der ikke kan andet, kan gaa frem og dø! Saaledes tænkte vistnok den taabelige Salomon.
Thi Salomon var stadig lige grøn - grøn!
Enhver ved nu, at den 31te Marts Kl. 12 endte den berømte danske Revolution af 1885 paa samme Tidspunkt, da en anden Revolution af den udenlandske Art plejer at begynde. Den danske Revolution skiller sig saaledes paa en fordelagtig Maade fra sin Forgænger, den franske, ved sin ganske ufarlige og ublodige Karakter. Det vidste Salomon imidlertid ikke endnu paa dette Tidspunkt. Han havde aldrig rigtig gjort sig klart, hvorledes de provisoriske Tilstande vilde tage sig ud, men han var gaaet ud fra, at Landet lige saa lidt vilde kunne bestaa uden en regelmæssig Finanslov, som han selv, Salomon, kunde holde den gaaende uden at trække sit Vejr. Og nu saa han, at de provisoriske Tilstande tog sig ganske ud som de lovmedholdige, og Menneskene drev deres Forretning og deres Morskab ganske som ellers uden Hensyn til Landets sørgelige Tilstand.
Og efterhaanden gik det op for Salomon, at her var den store Visdom, den sande filosofiske Overlegenhed. Her var en sund og uskadelig Idealisme, der ikke ringeagtede Livets praktiske Krav, den Idealisme, der aldrig giver tabt, men tror, at Retfærdigheden nok sejrer af sig selv og uden vor ringe Hjælp. Thi vi behøver ikke at gøre det, men Udviklingen besørger det. Saaledes skrev et Blad just i disse Dage. Og Salomon beundrede de Folk, der kunde holde Troen frisk.
Atter stod han her over for den gamle Modsætning, som havde pint ham fra Barndommen af: Modsætningen mellem Karrene til Ære og Karrene til Vanære. Karrene til Ære, det er dem, der skriver sig p. t. Idealist. De har deres sikre Udkomme - thi ellers skulde Fanden være Idealist af Profession - og derfor har de bevaret Troen frisk enten paa det gamle Forsyn eller, hvad der kommer ud paa det samme, dets Efterfølger Udviklingen, ogsaa kaldet Fremskridtet. Det er ved deres Tro, de virker, ikke ved Gerningen, thi i den Retning er vi alle Protestanter. De holder Troen frisk og meddeler den med Ild og Begejstring til andre, og Tingene kan blive ved at gaa, som de gaar, saa længe det skal være, men Troen holdes frisk.
Karrene til Vanære er der derimod, altid det ene eller det andet i Vejen med. Paulus kendte dem alle til Hobe. De er enten hovmodige eller ulydige mod Forældrene eller utaknemmelige, eller om ikke andet, saa hører de til dem, som altid lærer og ikke kan komme til Sandheds Erkendelse, som Apostelen saa rammende siger. Heller ikke Luther kunde lide den Slags Folk, efter at han selv var kommet over paa den rigtige Side, men sagde dem mange drøje Sandheder i sine Bordtaler. Det er dem, der ikke har Troen og ikke en Gang mener, det nytter noget med Troen, naar Verden alligevel ikke bliver anderledes trods al den Tro. Det er dem, for hvem der er noget muggent ved Forsynet og noget kildent ved Udviklingen. Tvivlerne, Kætterne, en Satans Yngel, som Apostelen saa smukt siger.
Atter og atter havde Salomon gjort dette Regnskab op, og altid havde han selv været paa den gale Side. Han havde tvivlet paa Kæmneren, han havde tvivlet paa Pastor Petersen, han havde endog tvivlet paa Livsglædernes Evangelium og Tandlægerne, og nu tvivlede han ogsaa paa den store Folkevilje. Han kunde ikke være fra, at han altid lærte og aldrig kom til Sandheds Erkendelse. Den sunde Lære, den naturlige, menneskelige Idealisme, som ikke gaar for vidt, den tog han ikke ydmygt imod.
Og i denne Tid havde han igen disse underlige Anfald, som første Gang kom over ham ved Pensionatsballet. Han blev varm. Det ligesom aabnede og lukkede sig i hans Hjerne, og hans Øjne blev lamme. Det varede kun et Øjeblik, fra han løftede Foden, til han satte den paa Jorden igen, og ingen havde kunnet se noget paa ham. Han havde mekanisk fortsat sin Gang, som om intet var i Vejen.
Salomon vidste, at han hørte til de maanesyge, til Epileptikerne, men han kendte tillige sig selv og vidste, at han havde Magt over sig selv i det ydre. Den onde Dæmon kunde ikke kaste ham i Ild og Vand. Ingen kunde se noget paa ham, og han skulde vel vogte sig for at tale derom for ikke at drage Menneskenes Deltagelse og gode Raad ned over sig.
Der var en Tid, hvor det havde været uhyggeligt for ham, naar Livets Larm pludselig skiftede om med Anfaldets Dødsstilhed, og han stod som død i en Verden af døde og skuede ud over og ind i det store Mørke. Men efterhaanden var han blevet naturaliseret derovre. Han følte sig som en praktisk og befaren Mand i det tungsindige Mørke, hvor saa mangen anden vilde have svimlet, men som en Drømmer under Solens Skin. Dog, hvis han blev ved at stirre mod Solskiven, kom der et Tidspunkt, hvor den blev sort, og han vidste, Astronomerne lærer, at paa den anden Side Solen hersker den sorte Stjernenat, og han trøstede sig med, at han dog i Dybden havde Ret.
Salomon studerede i denne Tid paa en egen grusom Maade Begejstringens Psykologi. Ordet Begejstring har en særegen Stilling i det danske Sprog. Det er, som Salomon var blevet gjort opmærksom paa af en Grundtvigianer, det eneste tyske Laaneord, som vi ikke kan undvære i Dansken. At begejstres ligger i den danske Natur eller vel rettere i den almenmenneskelige. Som den Kvinde, der vil forføres, som ikke vil give sig frivillig hen, men vil bedaares, magtstjæles, vil bedes til Stævnemøde og befales til Hengivelse, saaledes er Mennesket. Vi vil rives med, drømme og sværme uden at vide, hvor det fører hen. Vi vil bedrages af Illusionen. Og som den Kvinde, der løber fra den ene Elsker til den Anden, er Mennesket. Bliver Bindet revet os fra Øjnene, pakker vi vore Sager sammen og begynder paa en frisk et andet Sted uden mere Undseelse end en holdt Pige, der skifter Ejermand.
Salomon saa det paa sine Venner i »Revolutionen«. De havde indset, at Navnet ikke længere var tidssvarende, og døbt Foreningen om til »Diskussionen«. Hver Lørdag Aften samledes de hos et af Medlemmerne, og medens Tobakken og Dampen af Punchen steg op som en Sky og indhyllede dem i en mystisk Taage, blev alle Livs- og Samfundsspørgsmaal gennemgaaet, og Verden blev opløst i Kaos for at sættes sammen igen efter Filosoffernes Forgodtbefindende.
Men en Lørdag Aften bød Salomon Selskabet »Farvel« for ikke mere at samles med dem. Og da han kom hjem, nedskrev han den Tale, som han vilde have holdt, dersom han havde brudt sig om, at de skulde forstaa hvorfor.
Saaledes vilde Salomon have talt:
»Lørdag Aften, du er en sød Aften. En Sabbat er du. Paa dig udgydes Punch af alle Kander og Begejstring over alle Hoveder. Lørdag Aften er Verdens Røst et mangfoldigt Hurra, og hver Sjæl kløver Skyerne i sin Sværmen, og hver Mands Røst er som et Kildevæld, og Søndag Morgen er alle Servanter fulde og alle Maver daarlige.
Lørdag Aften! I et festligt Kapløb overbyder de hinanden med Idealer, større eller mindre. Som Jøderne smurte Blod paa Dørstolperne Paaskesabbat, saaledes har alle retskafne Mennesker hver Lørdag Aften Punch over det hele for at skelnes fra Satanas og hans Yngel.
Satanas, den stolte Mand med de vilde Øjne og den menneskelige Smerte i Brystet flyver over Jorden - ingen ser ham; thi han er mørk, som Natten er - og haanler, og han borer sine Kløer i sit laadne Bryst og skriger som en Rovfugl, at den sande Begejstring er Verdens dybe, blodige Saar, og det er mørkt at skue i dens Dyb som i Nattens Øjne. Sød er dens Tale, naar man hører den langtfra, men gaar den med dig i Brudeseng, da kryster den dig saa i sin Favn, at du græder derved. Som en Vampyr suger den dit Blod, og naar du gaar fra dens Leje om Morgenen, er din Kind hvid og dine Øjne røde.
Hvem hører efter Satanas? Vi er gode Kristne. Vi har Begejstring i Oksehoveder og af forskellig Kvalitet, efter som Festen staar paa Frakke eller Kjole. Og vi vil holde Taler og skrive Vers, lige til Danmark faar nye Bukser paa.
Satanas raaber ud i den evige Æternat, den store Død, som slutter sig lydløst om den støjende Jord, at Begejstringen er det evig lurende Had, der vandrer som en fremmed om Menneskenes sødladne Samkvem, at den er at gribe efter den dyre Ulykke og sparke til den billige Glæde, at jages frem af Erinnyer med en blodig Dolk i sin Haand og til sidst dø en skabet Hunds Død i den dybeste Ensomheds Afkrog.
Hvor er ikke deres Glas klingende og deres Ord velvalgte og deres Hjerter luende. Saadan saa jeg paa Gaden forleden et Skjold med et luende Hjerte, og da jeg gik derhen, stod der derpaa N. N., Spillekortfabrikant.
Satanas flyver gennem Mørket med den ulidelige Smerte i sit Bryst. Hans Blod drypper paa Tagene, og han raaber, om ingen vil tage Rædselen bort fra ham. Og imens holdes der Gilder for Rædselen, og Boller tømmes i dens Navn.
Thi da, siger Satanas, er dit Liv som en Blodsdraabe, der rinder af et Dødsens Saar, som et Sværd, der brister med den skarpeste Klang, som en spedalsk Byld paa Verdens Legem, der brændes ud med et gnistrende Jern.
Thi den sande Begejstring, siger Satanas, er Vielsen til Tornekronen og Korsfæstelsen og til at hade og hades igen. Og din Broder skal svigtes af dig, og din Moder skal svigte dig. Dødsdommens Brand skal sætte sig som en glødende Tunge paa din Isse. Og dit Legem skal kastes i Rakkerkulen.
Jeg beder Gud bevare mig for at blive som Satanas og eje hans guddommelige Smerte. Lad os nævne Begejstringen med større Varsomhed, end Jøderne nævnede deres Gud. Og lad os tage hinanden i Haanden og sige: »Den sande Begejstring, denne sjældne Ulykkesfugl, denne Fugl Føniks med det gridske Rovnæb, som drikker Lykken af Livet, er ikke kommet til os. Bedre er det at være Daglejer med Jorden under sine Fødder end være Akilles i Underverdenen, i den underlige Verden, hvor Hjertet forbløder sig.«
Fra denne Stund tror jeg, at den Smule Visdom, som Salomon fik skrabet sammen i Løbet af sit Liv, tog sin Begyndelse. Thi her i Skyttegade vendte Salomon, som paa dette Tidspunkt alt var en habil Kritikus, Brodden mod sig selv og erkendte sig selv som den uforbederlige Fantast, han var. Og han bad en Bøn ud i det ubestemte, da han kom hjem, nærmest henvendt til sin Bogreol i Mangel af andet og saalydende: »Giv mig et fedt Hjerte, en tyk Pande og en god Mave! At jeg maa blive som andre Mennesker!«
Salomon var blevet klar over, at denne sværmeriske Idealisme, hvormed han havde forgyldt sine Afguder lige fra Kæmneren til Folkeføreren, var lige saa langt fra den sande Begejstring som hans Kollegers praktiske Idealisme. Det var Humbug begge Dele, hver paa sin Maade. Han havde det i Kroppen, Sygdommen i Kroppen, den Sygdom, man i gamle Dage kaldte Romantik, og som nu hedder Hysteri. Det var, fordi han selv var uden Ligevægt, at han altid var paa Jagt efter det arkimediske Punkt uden for sig. Hele dette Afgudsdyrkeri, hvad enten det var Mennesker eller Teorier, han faldt paa Næsen for, hang nøje sammen med hele hans sygelige Tilstand, med hans epileptiske Ekstaser og hans aandelige Katzenjammer, naar han vaagnede op igen i det virkelige Liv, med denne usunde, pietistiske Maade at leve paa i Konvulsioner af Henrykkelse og Fortvivlelse, som i Virkeligheden var en Slags Sindssyge, og som kun ikke blev opdaget, fordi Sygdommen blev neutraliseret af en kold og klar og grusom Forstand.
Hvor sympatiserede Salomon ikke med Søren Kierkegaards Hjertesuk: »Mit Ideal er en rigtig tyk og fed Kældermand.« Ikke i Ironi, nej, i ramme Alvor, forstod han, havde Søren sukket saaledes.
Disse Dage kaldte Salomon senere for sin Omvendelsestid i sin egen Terminologi. Han forjagede alle Idealers og Drømmeriers Djævelskab og lovede sig selv at blive en rettroende Filister.
Nu maa man dog ikke tro, at denne Omvendelse foregik med hele det Apparat, hvormed en Omvendelse i Almindelighed foregaar i Landene Øst for Rinen og Nord for Erzgebirge. Efter at Salomon havde taget sin Beslutning, hørte han op med at angre sin tidligere Vildfarelse»; thi han vidste meget vel, at den megen Fortrydelse, som er i saa høj Grad i Kurs i vort Klima, i de allerfleste Tilfælde kun er en ny Maade, hvorpaa de hysteriske Tilbøjeligheder skaffer sig Afløb.
Salomon havde ikke Tid til at opføre disse obligate Scener med Fortrydelse, Bod og Forsoning og saa det samme forfra i den rette Rækkefølge. Han følte sig langt mere beslægtet med den katolske Metode, hvorefter Vane overvindes ved Vane og ikke ved de skønne Følelser alene, Gentagelsens bitre Metode, som ogsaa Constantin Constantius har forfægtet herhjemme. Han »stod op og begyndte i Øjeblikket« efter Mester Thomas' Raad og saa sig ikke tilbage.
Og nu fulgte den lange Skolegang, som Salomon endnu ikke er vokset fra, hvor hver Time paa Dagen blev ham en ny Anledning til at gentage Ordene: Kend dig selv! »Kend dig selv,« sagde Salomon, »det er Indskriften over det delfiske Tempel, det er Indskriften over den trange Vej, som Buddha gik til Erkendelsens Træ«; og nu galoperede Salomon i Tankerne hen ad den trange Vej og sad alt under Erkendelsens Træ, før han opdagede, at det var Fantasi alt sammen, et nyt Bevis paa, hvor indgroet en Fantast han var, og han misundte Bondekarlen, som, naar han pløjer, ikke ser længere end til sit Plovjern.
Til at begynde med brændte Salomon alle sine Digte, hvoraf han alt havde en hel Samling. Der var baade de politiske og de erotiske, der var: »Alle mine syndige Tanker« og »Jeg synger dig en Salmesang« og Samlingens Perle »Da hun forlovede sig med en Løjtnant«. Det gik i Kakkelovnen alt sammen. Hele denne Produktion skyldtes en ung, uskyldig Dame, som visselig ikke havde gjort noget for at sætte hele dette lyriske Apparat i Bevægelse, som Salomon havde talt to Ord med i en Aftenrøde hos en Herredsfoged til Jordbær og Fløde, og som han siden havde overvældet med Adjektiver i det bageste af sit Andenproceskollegiehæfte, indtil han en Dag atter her opdagede, at det hele Ingenting var og aldrig havde været noget. Salomon havde en Tid derefter igen skabet sig og ladt, som han var Misogyn; men efterhaanden indsaa han, at den gode, unge Dame virkelig var ganske uden Ansvar for hans Taabeligheder, og nu beflittede han sig kun paa Ædruelighed og paa den gyldne Mellemvej mellem Troubadour og Skørtehader.
Det næste, Salomon gjorde, var i Lighed med Platon at udvise alle Digtere af sin lille Stat og indskrænke sin Aftenlæsen til sund, populær-videnskabelig Føde, og for det tredje slog Salomon et Skema op paa sin Væg som en Slags Ordensregel for sit Munkeliv. Det var udført i den hieroglyfiske Maner, begyndte med en Kaffekop og endte med en Nathue, otte Studietimer angaves ved Kristian den 5tes Kontrafej og tre Spadseretimer ved Salomons Solskærm. Salomon studerede i denne Tid til sin store Opbyggelse Franzos' Skildring af Jesuitternes Dagsorden, og i denne systematiske Afmaaling af Dagens Indhold indtil Skridtenes og Ordenes Antal fandt han sit Forbillede. Det morede ham at passere ned ad Fortovsret-Fliserne med sin Solskærm mellem Albuen og Kroppen i en rigtig Pensionistpasgang og at tale i et Bedemandstempo med saa lidt Udtryk i Stemmen som mulig.
Med sand Vellyst kastede Salomon sig over sin Jus, som han en Tid lang havde forsømt. Der var en sund Beroligelse og Opdragelse i Studiet af de malebariske Love med deres mesopotamiske Fortolkninger, som ikke vakte Interessen eller satte Fantasien i Bevægelse. Han tog det som en gavmild Bodsøvelse og mindedes, at Jesuitterne gennemgik noget lignende. Fra den Tid stammer ogsaa Salomons Interesse for nøgne Fakta og tørre Tal. Han læste Priserne paa Levnedsmidler og Lampeglas efter Aftenbladets Avertissementer, som han læste hver Aften som en sund Forberedelse til at gaa i Seng, og han førte mange opbyggelige Samtaler om deslige Emner med Frøken Ingversen, som han aldeles tog Pippet fra i Sagkundskab.
Paa denne Maade haabede Salomon at dræbe alle Tanker, at dræbe alle Drømme og sulte den vilde Fugl ihjel, som boede i Hjertet paa ham, og blive et normalt Menneske. Han fandt ogsaa en Fornøjelse i den Sport at gaa med Galocher, og naar han saaledes trippede ned ad Dosseringen og mødte sin Pastor emeritus uden for Sortedamslund, præcis naar Klokken var fem Minutter over fire, følte han sig helt hyggelig i sine Galocher og syntes, han var begyndt at faa sat Skik paa sig. Den rare, gamle Pastor emeritus havde han taget sig til Ideal -med Kældermanden havde det kun været hans Spøg. Man kunde se paa den gamle, at han havde været lykkelig gift i mange Aar, havde lykkelig holdt Sølvbryllup og mistet sin Kone og nu hvilede sig ud efter Tilværelsens Storme i sin Sølvbryllupslænestol uden Skyld og uden Bekymringer og uden Tanker. Salomon ønskede, at han kunde lære ham at kende og tilegne sig lidt af hans teologiske Enfold. Denne Landsbyhelgen vilde vist vise sig at være, trods Mill og Spencer, Aarhundredets rette Filosof.
Det var Salomons Tanker, naar han mødte den brave Mand. Hver Dag Klokken 4 vandrede Salomon ifølge sit Skema ned til Østerbrogade, spyttede i Vandet uden at sige noget og gik hjem igen. Han satte det langt over at gaa paa Strøget. Herrerne spytter, naar Damerne græder. Hver har sin Maade at blive af med de overflødige Vædsker paa.