| Index | -1 | +1 |

Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 61-70

Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 61-70

Saasom han den Gang var en Mand af Principper og havde en levende Følelse af, at, naar noget var Sandhed og Ret, burde man ikke blot snakke derom, men handle, saa begav han sig straks efter sin Omvendelse ud i Køkkenet i den retskafne Hensigt at forføre Tjenestepigen, naturligvis ikke Gottlieb, men Kokkepigen, som hed Marie den Trettende. Fru Gottlieb skiftede nemlig Pige hver Maanedsdag, og for større Nemheds Skyld antog de alle Navnet Marie efter den Pige, hvormed Fru Gottlieb havde indviet Pensionatet. Denne her Marie kendte Rummelen, og da Salomon foreslog hende at gaa med paa Sommerlyst, var hun straks med.
   Altsaa, næste Søndag Aften svigtede Salomon Gottlieb og drog ud paa Livet med Marie. Han havde forberedt sig ved at læse en Sang af Don Juan; men uagtet sin litterære Dannelse følte han sig meget i Tvivl om, hvordan han skulde gribe Marie an. De havde set sig om i Sommerlyst og faaet sig noget Øl, og Salomon deklamerede med sagte Røst for hende det dejlige Digt: »Min Vin, min Kaarde og min Elskerinde,« og indledede derpaa en Diskussion om den frie Kærlighed; men Marie spurgte, om de ikke skulde lade være at skabe sig, og Stemningen blev derfor noget trykket. Men med eet for hun op og bad ham om ti Øre, uden at hun vilde sige hvortil, og da Salomon gav hende dem, gav hun ham et Trykkys og kaldte ham sin egen søde Ven og sagde, at hun ikke vidste, hvordan hun skulde have baaret sig ad uden ham. Og dermed sprang hun over i et lille Etablissement, der laa lige over for Sommerlyst, og bad ham vente, til hun var færdig med det. Som Salomon stod der og holdt Vagt, fik han et Klask paa Skulderen, og der stod Gorm den Gamle og røg paa en Cigarstump, idet han brugte sin Knivspids som Cigarholder. Han blev sat ind i Situationen, saa paa Salomon, paa Etablissementet og paa Klokken og tilbød derpaa med pludselig broderlig Uegennytte at løse ham af. Salomon var trykket af Situationen, træt og søvnig og ret glad ved Tilbudet. Altsaa trak han sig tilbage, og idet han vendte sig, hørte han Gorm fløjte paa »O, Susanne.« Han formodede, denne Melodi var en Slags Feltraab mellem Gorm den Gamle og Marie den Trettende, thi han havde ofte hørt den anvendes paa Køkkentrappen, og han saa ham blæse Cigarstumpen op til et kraftigt Fyr, som kunde lede Damen i Havn.
   Efter denne Ekspedition lagde Salomon foreløbig den frie Kærlighed paa Hylden i Forstaaelse af, at den ikke laa for hans Stemme. Ej heller Bacchum kunde han dyrke af Hjertens Grund, thi en indre Stemme i hans Mave forbød ham det; men han fulgte de Tandlægers Bedrifter med stor Forstaaelse og Sympati. Med en saakaldt Toddy foran sig, som egentlig kun var en svagt farvet Sodavand, var han den ivrigste til at bespotte al Temperance, og med stor Uegennytte forsvarede han naar som helst og over for hvem som helst sine Idealer: den frie Kærlighed og den franske Metode, som han lod Tandlægerne om at realisere. Thi naar Klokken gik til tolv, gjorde Tandlægerne Opbrud og stævnede mod Nord, udbredende Livsglæde hvor de kom hen. Paa samme Tid blev Salomon regelmæssig søvnig og klemte sig ind imellem sin Servante og sit Klædeskab paa den Sovesofa, der bar Øgenavnet Loppereden.
   Disse Tandlæger var et Folkefærd, som Tandlægerne maa have været i de sidste Dage før Syndfloden. De gjorde Gæld og drak og horede og trak Tænder ud, saa Blodet randt, og med alt det var det nogle af de bedste og velvilligste Mennesker af Verden. De stod hinandne bi med de sidste Penge, de kunde rejse, og var Kommunister i Drikkevarer og Cigarer, ja, undertiden i Overfrakken.
   Den ene satte den andens Bøger paa Laanekontoret, og de var lige gode Venner for det. Over for Salomon viste de en grovkornet, men velment Beskyttelse, som han var dem taknemmelig for. De havde dog vist en Følelse af, at han trods al gensidig Sympati aldrig ret kunde høre Tandlægeracen til. Der var en Gang, da en lang Rad imellem dem, som var Specialist i Tjenestepiger, partout vilde have ham med paa en natlig Udflugt; da sagde Gorm den Gamle sit Kongeord: »Lad ham i Fred, han er for grøn endnu«. Og dermed klinkede han med Salomon og sagde med stor Anerkendelse: »Men du er en Satans Karl til at bande«. Thi Gorm den Gamle var egentlig en tolerant Mand, og naar han blot fik Indrømmelser i Princippet, holdt han paa, at enhver maatte sætte sin Hat, som han vilde.
   Det var under Tandlægeperioden, at Salomon blev Student. Forandringen markeredes ved den sorte Hue, og da den ikke syntes ham at vække tilstrækkelig Opmærksomhed, anskaffede han sig ydermere et Par blaa Lorgnetter. Saaledes udrustet tiltraadte han sin akademiske løbebane.
   Han valgte Jura til Studium. Det var vistnok i den Tanke en Gang at blive en fremragende Politiker og Lovgiver. Han overværede altsaa en Professors Indledningsforelæsning.
   En saadan afholdes ved alle Fakulteter og har til Hensigt at skræmme saa mange som mulig fra Studiet, paa det Faget ikke skal blive overfyldt. Der var et Par Stykker fra Kursuset, der havde besluttet sig til Juraen. De saa paa hinanden efter Forelæsningen med blege Miner og trykkede hinanden i Haanden, fast bestemte paa at holde ud trods alt, trods alle elleve juridiske Fag og alle Paragraffer og Fortolkninger og Satans lumske Paafund.
   Jura er Idealet af et Universitetsstudie, thi det bestaar udelukkende i at tilegne sig omtrent 9000 Sider Eksamensfordringer, hvoraf en Manuduktør indgiver en en Skefuld paa halvhundrede Sider daglig. Videnskabelighed præger gennemgaaende dette Studium, efter hvad man fortæller. Ens Professorer ser man aldrig noget til før ved Eksamen, og det er ogsaa tids nok. For at erhverve sig et Dokument, der kaldes Flidsattest, indfinder man sig stundom til en Ceremoni, der vistnok i lige Linie nedstammer fra den papistiske Messe og er enhver Protestant lige saa modbydelig som denne. Hin Ceremoni bestaar i, at en Professor med slet dulgt Tegn paa Afsky aabner sin egen Bog om den eller den Ret og derudaf under høj Gaben fra sin egen og Auditoriets Side forelæser et Kapitel, skrevet i det ejendommelige, juridiske Sprog. Denne Skik skal være meget gammel og hellig, og et tydelig Tegn herpaa er, at ingen længer ved, i hvad Øjemed den foretages.
   Et meget omdebateret Problem i den juridiske Verden er just dette, hvad man har Professorer og deres Forelæsninger til, og Salomon, som altid udmærkede sig ved en overdreven Grundighed, bestemte sig straks til at ville gaa til Bunds i denne Sag og det ved at henvende sig paa allerbedste Sted. Altsaa gav han sig til at gaa rundt og gøre Visit hos alle sine Professorer. Naar Pigen efter nogen Tøven havde lukket ham ind, præsenterede han sig som Rus i Jura, satte sig paa en Stol og rykkede efter mange Omsvøb ud med sit Ærinde, som var, om Professoren vilde anbefale ham at høre sine Forelæsninger eller ikke. Modtagelsen var meget forskellig. Een blev rasende og smed ham paa Døren øjeblikkelig, en anden raadede ham meget varmt og indtrængende til at gaa paa Forelæsning, paa samme Maade som en Præst anbefaler at gaa i Kirke. Han skulde blot blive ved og ikke tabe Modet, sagde Professoren, saa kom Forstaaelsen nok. Dette Afskum prækede over anden Proces.
   Der var en af dem, som sagde rent ud: »Nej, lad bare være med de Narrestreger. Hold Dem til Manuduktørerne og Kristian den 5te«. Men den, der gjorde ham mest forvirret, var en gammel, tør Rad, som, da Salomon plumpede ud med sin Interpellation, fnisede stille og længe uden at sige et Ord og derpaa gav ham Haanden til Farvel. Og denne Fnisen, som kunde udtydes paa mange uhyggelige Maader, gjorde et dybere Indtryk paa Salomon end selve Indledningsforedraget.
   Han var meget grøn. Min Sandten, han var meget grøn. Fru Gottliebs Marie vidste rigtig, hvor grøn han var. Forførelsen var der ikke blevet noget af. Han vilde ikke rivalisere med sin Ven Gormsen, og Marie fandt ham ogsaa alt for grøn. Derimod blev han hendes hemmelige Fortrolige i hendes Kærlighedseventyr, og mangen Aften laante han hende sine Nøgler, naar hun skulde paa Dansebod, og Madammen ikke vilde give hende Udgang. Ja, ikke faa Gange blev han vækket ved en Sten mod Ruden og maatte trække et Par Bukser paa og liste ned med bare Fødder i Tøflerne for at lukke Marie op og se hende tage en varm Afsked med sin Galan. For Marie var af den Slags, at naar man sendte hende hen paa Hjørnet efter en Pakke Tændstikker Kl. 5 om Eftermiddagen, kom hun først igen Kl. 5 om Morgenen. Ligesom Napoleon behøvede hun kun et Par Timers Søvn i Døgnet. Dog antraf Salomon hende ganske vist en Gang, da hun var faldet i Søvn, staaende paa alle fire med Bagbenene paa Gulvet og med Forbenene i den Seng, hun skulde rede. Cæsar beretter, tror jeg nok, at Elsdyrene sover paa lignende Maade. Marie lod sig aldrig kue. Under vanskelige Omstændigheder brød just hendes Livsmod frem i lys Lue. Gjorde man hende opmærksom paa, at man havde fundet et Insekt i Smørret, svarede hun uforsagt, at det var vel et af Herrens egne, og aldrig kunde Madammen sætte en Ed i, naar der var noget dem imellem, Marie kendte jo en Trumf, der var højere end hendes. Salomon behandlede hun paa en moderlig beskyttende Maade. Engang fik hun ham endogsaa til at bringe Vadsketøj i Byen. Hun sad nede i Porten paa en 3 Alens Vadskekurv, da han kom ned ad Trappen, og pressede ham straks. Hun havde siddet og fløjtet af alle de Mandfolk, der var kommet forbi, men der havde ikke været nogen af hendes Bekendte, skønt Marie kendte ellers alle bedre Herrer i Gaden. Gottlieb var paa Grønttorvet efter Gulerødder, og hun havde faaet Besked af Madammen, at hun skulde se at faa fat i en af sine Herrer til at hjælpe sig. »Tag nu i Hanken, De!« - Hun var ikke nogen almindelig Kvinde.
   Den lille Udflugt til Sommerlyst var Salomons første, hurtig afsluttede Kærlighedsroman.
   Den næste var Historien med Fru Malstrøm. I den spillede han til en Forandring ikke Forførerens, men Uskyldighedens Rolle. Kæmneren var Skyld i det hele. Han havde glædet sig meget over, at Salomon havde faaet Artium. Han havde skrevet til ham, at han nu havde en Stilling i Samfundet, der ikke var til at foragte, og haabede, at han nu vilde give Beviser paa sin Energi. Han selv vilde fra nu af arbejde hen imod, at hans Bidrag til Salomons Eksistens mere blev en Hjælp til Selvhjælp end en fuldstændig Understøttelse. Han vilde alt nu nedsætte sit maanedlige Bidrag med 5 Kroner og haabede, det vilde virke som en gavnlig Spore.
   Saa snart Salomon havde faaet dette Brev, anvendte han sin Energi til et Avertissement i Berlingske Tidende, hvori en ung Mand med 100 Points til Artium tilbød sig som Journalist, Lærer i Litteraturhistorie og Hvadsomhelst. Han modtog en Billet fra Fru Malstrøm.
   Fru Malstrøm var i Virkeligheden en yngre, blisset Dame, Hustru til Hr. Potifar Malstrøm, som lagde sig efter en ung Mand, der hed Josef og var alt for dum. Men paa Salomon gjorde hun kun Indtrykket af en ældre, hjertensgod Dame, der tog sig moderligt af ham. Hun interesserede sig mest for den erotiske Del af Litteraturen, men til Gengæld ligelig for den romantiske og realistiske Maner. Hun yndede at drage Sammenligning mellem Salomons Person og Bøgernes Helte og antydede spøgende, at hun troede ham i Stand til alt muligt. Og Salomon tog det alt for gode Varer, ledte med højre Haand efter sit Overskæg og undrede sig over den Fordomsfrihed og uinteresserede Sympati med Ungdommen hos en aldrende Dame. Alt gik endnu godt, saa længe de holdt sig til Oehlenschläger og Heiberg, men da de kom til Christian Winther, leverede Fruen det afgørende Slag. Hr. Potifar Malstrøm var rejst til Stockholm, meddelte Fruen Salomon i en Billet og indbød ham til at tilbringe en Aften hos sig med at analysere Hjortens Flugt. Underskrift: »Deres hjertelig hengivne Veninde Annathea o. s. v.« Hvad dette o. s. v. betød, var ham den Gang uklart.
   Da han kom derhen, viste Pigen ham ned i Haven. Der sad Fruen i Vinrankelysthus, og der var Jordbær paa et Rabarberblad og en Flaske med lang Hals og en rigtig rød Bryllupslampe oppe under Tagskægget paa Lysthuset. Fruen satte sig ved Siden af ham paa den smalle Bænk og deklamerede et Digt om uskyldig Kærlighed af en af de Forfattere, der begynder med H. Hun bad ham hviske, for at de forbigaaende ikke skulde høre, hvad de sagde, og de hviskede; kort sagt, det hele var i den rigtige Stemning og Stil. Men Salomon kunde ikke rigtig nyde det, thi Fruen var saa underlig. Først var hun højtidelig, sagde, at hun vilde lade sig skille fra sin Mand, blive Katolik og gaa i Kloster, og spurgte ham om hans Mening. Saa begyndte hun at fortælle slemme Historier om Christian Winther og blev saa lattermild, at hun nær havde faaet Krampe. Saa foreslog hun, at de skulde drikke dus; men da Salomon ikke vilde det, blev hun ubehagelig og sagde, at han sad og gjorde Nar af hende; men han undskyldte sig paa bedste Maade, og de havde en stemningsfuld Forsoning, hvorunder hun udgød Taarer. Derefter en Pause. Programmet syntes udtømt. Fru Malstrøm saa ud af Lysthuset og hviskede til Maanen, at det var paa Tide at komme i Seng. Men da hun rejste sig, fik hun heftige Kuldegysninger, sagde, at hun kunde se, at Salomon frøs, og indbød ham til at komme med op og drikke en Cognak. Men han syntes, at det var mest hensynsfuldt at trække sig tilbage, og det gjorde han trods et Blik af den mest rørende kvindelige Art.
   Han vandrede hjem, grundende paa, om Fruen havde faaet for meget af den langhalsede Flaske. Næste Dag fik han en Billet fra hende, hvori hun skrev, at hun ikke ønskede flere Timer i den danske Litteratur, hvad der var ham ganske ubegribeligt. Men et Aarstid efter spadserede han en Aften gennem Alleen. Da var atter den røde Lygte ude, og fra Vinløvslysthuset hørte han Hvisken og Likørglassenes Klinken. Maanen hang med et stort Grin paa Ansigtet.
   En Dag havde Fru Malstrøm sagt til ham: »Kender De Etatsraad N. N. Han interesserer sig meget for Ungdommen. Jeg har talt om Dem som en ung, intelligent Student, der gerne vil frem, og han har sagt, at han gerne vilde se Dem til sine Torsdag Aftener«. Salomon havde bukket og takket. Og en Torsdag Aften lejede han sig en sort Frakke for 2 Kroner og lod sig introducere af Fru Malstrøm hos Etatsraaden.
   Han vidste godt, hvor denne boede. Han havde staaet og set op og ned ad det fornemme, graa Hus og mærket sig den første Sal. Portneren havde betragtet ham med mistænksomme Blikke og rent ud nægtet at svare paa, hvordan Etatsraaden saa ud. Da var en Vogn kommet rullende, og ud af den steg en ældre, pelsklædt Herre, der saa paa ham med nogle skarpe, blaa Øjne, som om han vilde sige: »Hvad er nu det for et Menneske uden Mansketter«.
   Fru Malstrøms Invitation gav ham nok at tænke paa. Vilde Etatsraaden vedkende sig ham? Vilde han føre ham ind i et Sideværelse og sige: »Jeg har syndet imod dig, før du blev til. Vredes nu ikke paa mine graa Haar«. - Salomon vidste ikke, at han var skaldet. - Eller skulde de blot sige til hinanden: »Min Søn!« »Min Fader!« - Omfavnelse. Sandsynligvis vidste Etatsraaden slet ikke, hvem han var. Han kunde da underrette ham derom paa en fin Maade. F. Eks».: »De ved ikke, hvem jeg er, men jeg ved, hvem De er«. Eller: »Jeg har en Hilsen til Dem. Fra Deres tidligere Husjomfru. Hun var min Moder. Hvem er min Fader?«
   Han bestemte sig til sidst til følgende Fremgangsmaade. Naar Fru Malstrøm førte ham hen og præsenterede ham for Etatsraaden, vilde hun nævne hans Navn. Han vilde da tilføje: »Fra Xkøbing. Min Fader var Kæmner sammesteds!« Og saa lade Etatsraaden klare sig selv, saa godt han kunde, naar denne Oplysning slog ned hos ham som et Lyn fra en klar Himmel. Men da de kom ind i Salen, var der saa mange Mennesker og saa meget Lys og et Par Stykker røde Kjoler, som gjorde ham helt konfus. Og han blev slet ikke præsenteret for Etatsraaden, men straks puttet ind i en Krog, hvor han sad hele Aftenen og øvede sig paa sit»: »Min Fader er Kæmner sammesteds«.
   Først da de skulde gaa, opdagede Etatsraaden ham og sagde: »Naa, det er den lille Student. Ja, vær saa venlig at se herop en anden Gang«. Han blev ganske rød i Hovedet, lavede et Buk, skød derpaa Maven frem og Skuldrene tilbage og gjorde en ynkelig Figur. I hvilken By hans Fader var Kæmner, var han i Øjeblikket ganske uvidende om, og da han saa op igen, var det kostbare Øjeblik forsvundet. Etatsraaden var borte, og Fru Malstrøm trak af Sted med ham.
   I de samme Dage var der en stor Staahej i Pensionatet. Der skulde være Pensionatsbal. Værten havde givet dem Lov - Fru Gottlieb var i høj Grad nødt til at tage Hensyn til Værten - paa Betingelse af, at de andre Lejere ikke havde noget imod det.
   De havde udsendt Deputationer til de forskellige. Salomon selv havde været nede hos den gamle Dame i Stuen, hun havde Stær paa Øjnene, og hun havde klappet ham paa Kinden og troet, det var Børnebal. Gormsen havde vovet sig ned paa tredje Sal til den gamle Kaptajn, som boede der, og haft en haard Dyst med ham. De andre havde aabnet Kakkelovnsdøren i Spisestuen og lyttet gennem Røret. Der var megen Banden og Galen, og først da Kaptajnen kommanderede to Bajere til at træde an, vidste de, Freden var sluttet.
   Alle Pensionatsværelserne blev taget i Brug, og smaa, pyntelige Plakater angav deres Bestemmelse. Man dansede i »Svedeværelse«, man spiste i »Edeværelse«, og til dem, som søgte Ensomhed, stod »Bedeværelse for Herrer« og »Bedeværelse for Damer« til Tjeneste.
   Den Dansekunst, Salomon havde lært af Frøken Lamm i sin Opvækst, var ikke tilstrækkelig her; thi her dansede man forkert, og for at spare paa Pladsen dansede man helt op Krogene og drejede sig der om sin egen Akse i tavs og tæt Omfavnelse. Mazurkaen var en Slags Kankan, hvor Damerne sparkede op med Benene, saa alle de hvide Skørter fløj, og i Tyrolerhopsaen fløj Damerne op og ned som forskræmte Kyllinger, og Herrerne snoede deres Overskæg, maalte dem med Klapperslangeblik og slog Armen om Livet, saa Korsetfjerene knagede. Saa begyndte de paa en Lancier paa en forholdsvis anstændig Maade, men i Stedet for at klappe Turene ud, kyssede de Turene ud, hvad Salomon var vis paa, de ikke lærte hos Frøken Lamm. Efter Punchen og Æblekagen, hvortil de fik en Sang om »at tømme Bægeret til Bunden«, blev der deklareret fri Dans. Herrerne var nu lidt trætte. De havde drukket meget Øl og været lidt oppe at slaas i Bedeværelset, men Damerne tog nu Affærer og førte Ballet op fra nyt af. De inklinerede, tog Herrerne om Livet og førte dem, og Opførersken kyssede Gormsen, hvorved Gormsen skreg og sagde, han var ikke af den Slags. Fiolinen var imidlertid blevet fuld, men hele Selskabet intonerede nu: »Vi vil ha' Øl«, og dansede rundt Polka, Mazurka og Hopsa mellem hinanden, og Melodien syntes at passe lige godt til alle Dele.
   Salomon havde faaet fat paa en Brunette, som morede sig inderlig over ham. Men da hun var et hjertensgodt, lille Pigebarn, fik hun Medlidenhed med ham og tog fat paa hans Opdragelse, hvor Frøken Lamm havde sluppet den. Hun dansede forkert med ham, saa det susede ham om Ørene, og lærte ham at se dristig ind i Øjnene og ikke rødme. Oventil havde hun ikke andet paa end et højt Bælte og to Skulderstropper, saa hvis han rødmede lidt paa hendes Vegne, var det ikke saa underligt. Hun spurgte ham om, hvad han hed til Fornavn, og hvor gammel han var og den Slags, som man plejer at spørge en lille Dreng om, og syntes meget overrasket over hans Uskyldighed. Hun var forførende som Satan selv, skabt saa fortryllende som Eva og uden mange flere Klæder paa, end denne havde. De sad i Sofaen med en halvtømt Bajerflaske imellem sig, som de delte med hinanden, ligesom Eva delte Æblet med Adam. Salomon sagde til hende, at hun var sort, men dog yndig, og saa tæt ind i hendes Øjne. Der havde været et roligt, drillende Blik i dem, men nu bed hun sig i Læben, og Hetærens lurende Rovdyrblik brød frem. I dette Øjeblik greb Salomon ved Sofakanten, rejste sig op og saa ud over Salen. Der var en lille Pause i Dansen. Eros gik igennem Stuen. Par om Par sad de langs Væggene, og da det var saa heldigt, at der ikke var Plads, maatte Damerne sidde paa Herrernes Skød og lade sig beglo og begramse. Kun Fru Gottlieb sad alene. Thi Gottlieb laa som en slagen Mand i Baggrunden med Hovedet i Spyttebakken og Benene under Klaveret. Og Salomon følte Pustet komme og brede sig ud over Legemet. Han stirrede ud over Salen uden at kunne røre Øjenlaagene. Og han saa det samme Syn som i sin Tid i Kirken. Lig slog Armene om Lig. Voksansigter vendte Øjnene og lo. Alt saa han, som noget, der er fjernt borte, tager sig ud i en stærk Kikkert, i en Dødsstilhed, der forfærdede ham. Med fastgroede Øjne og tilstoppede Øren stod han. I dette Nu var det, som om Baggrunden flød sammen i en Taage, eller som om han saa ud i et dybere Lag af Tilværelsen. Bag Stearinlys og Fruentimmer og Bysvende sænkede hans Blik sig i en anden Verden, en Verden som vor, naar Solen er gaaet ned, og ingen Stjerner er tændt, en Verden som den, der i Eventyret ligger Østen for Verdens Ende, en endeløs, trøstesløs Hede eller et endeløst, trøstesløst Hav og en Himmel, der flød sammen med Jorden - og i det endeløse Mørke en stilhed saa dyb og stor, velgørende som Klokkeklang.
   Han blev vækket ved, at hans Dame slog en Latter op og spurgte, hvad der gik af ham. Men i det samme kom Gormsen farende, og frygtelig saa han ud. Et rødt Sengetæppe havde han kastet over sin sorte Kjole som en Indianerkappe. Madammens blaa Strudsfjershat var hans Hovedpynt, og et Par røde Dametøfler, som altid stod inde i hans Værelse, agerede Mokkasiner.
   Med en lang Piberørslanse i Haanden dansede han en vild Krigsdans under Lysekronen og saa sig om med vilde Blikke. Nu styrtede han sig løs paa Sofaen, tog Salomon i Kraven og slyngede ham ud i Værelset. Saa greb han Pigebarnet, tog hende paa Armene og dansede rundt med hende i Salen, syngende »Mallebrok er død i Krigen«. De andre sluttede sig til Gravprocessionen, Mallebrok selv hvinede og sagde, at han maatte ikke kilde hende, og Salomon listede ganske stille ud og ned paa Gaden.
   Dernede stod Lygterne og saa paa hinanden, rødøjede og forvaagede. Spil og Sang og Dansetummel strømmede ud fra fjerde Sal, Vinduerne var slaaet op, Gardinerne flagrede ud, og ud mod den kolde Natteluft lænede sig en nøgen Barm og et hvidt Skjortebryst. Det dundrede deroppefra, alle Husets Ruder klirrede, og for hans Øjne tog det sig ud, som om hele Bygningen rystede frem og tilbage i Takt til Mallebrok. Den gamle Kaptajn saas i bar Skjorte i Vinduet paa tredje Sal. Han lænede sig ud af Vinduet og spurgte i en ophidset Toneart, om der intet Politi var.
   Himlen var graa og mørk, Søerne mørke og graa. Han gik sig en Tur ud over Fællederne i Søle og Taage. Det tog sig ud, som om Blegdamsvejens Lygter var Verdens Ende, og som om han vandrede tre Hundrede Mile hinsides ude i den store Taage, hvoraf alt er oprundet. Og her gik det op for ham, at just saaledes levede han paa Siden af Livet. Lykkens Evangelium, som Gormsen saa smukt havde udlagt for ham, var ikke noget for ham. Han havde ærlig og redelig stræbt at leve efter det, men det var her som der, at kun de udvalgte var det forundt.
   Og herude, hvor han gik og rodede rundt som en stumprumpet Krage med Strømperne trukket over de sorte Bukseben og Kjoleskøderne puttet ned i Bukselommerne, kom Ensomhedens hellige Følelse over ham, og han forstod Faust, som blind, dødsmærket og helvedesdømt strækker sine famlende Hænder ud i Taager og siger: »Men i mit Indre straaler Lyset klart«.
   Da han kom hjem, var alt stille og mørkt i Balsalen. Han strøg en Tændstik og saa Gottlieb ligge ubevægelig paa Valpladsen i den samme Stilling, hvori han forlod ham. Da han krøb i Sofaen, var der en, der nøs inde hos Gormsen, og en anden, der sagde prosit, og lidt længere henne ved den Tid, da Mælkedrengene sang deres Morgensang, hørte han en Lærke kvidre derinde og nogle lette Hop hen ad Gangen. Han fik Hovedet ud af Vinduet. Ganske rigtig. Der kom hans Brunette ud ad Gadedøren og fejede hen ad Gaden, frisk og glad, som om hun nylig havde bedt sin Morgenbøn og nu skulde skynde sig til Skole.