Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 51-60
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 51-60
I og for sig tabte han altsaa ikke saa meget; men der var det ved det, at den Gang han slog sig fra Teologien, saa han sig om efter, hvad han havde tilbage, og kunde ikke finde noget. Han saa til sin Skræk, at hans Opdragelse ikke var gaaet ud paa andet end Sentenser og Læresætninger. Man havde nok utallige Gange lært ham forskellige moralske Sætninger om at ære og elske det gode og skønne; men nu, da Kæmneren var faldet, viste det sig, at han i Virkeligheden ikke havde stiftet Bekendtskab med det gode og skønne undtagen som Objekt i disse Sætninger, men at tværtimod hans Opdragelse var gaaet ud paa at gøre alt det nærliggende saa ubehageligt som muligt. Han brød sig ikke om Naturen mer, han havde dog en Gang gjort det i de mindste Klasser, men det var, før han lærte Botanik og Naturhistorie. Nu trængte altid Lærer Obels Billede sig ind imellem Naturen og ham, og han kunde ikke se op i Bøgebladene uden en ilfærdig Frygt for, at nogen skulde spørge ham, om de var helrandede eller smaatakkede. Hvad vore historiske Helte angik, saa hadede han dem alle uden Undtagelse lige fra Absalon til Tordenskjold og det af den Grund, at Bestyreren brugte at give Drengene Straffelektier i Fædrelandshistorie, naar Klassen havde siddet urolig. Det eneste, han havde erhvervet sig, var en vis Sans for det klare og paalidelige, som Matematikken havde indgivet ham, en klar og knap Skoledrengeforstand, som han nu brugte i Kritikkens Tjeneste. Hvad han saa var, saa var han mindst af alt et Barn. En lille Forstandsmaskine med en isnende Kulde i Brystet, og som selv vidste, han var saaledes, og sørgmodig saa tilbage paa Barndommen, som om den var langt, langt borte. Saaledes var han, og det var ikke saa underligt, om han var det; thi det sidste Aar og Pastorens og Kæmnerens forenede Anstrengelser havde ganske taget Troen fra ham ikke blot paa Himlen, men, hvad værre var, paa Menneskene.
I denne døde og uhyggelige Tid var der kun een Ting, som var en Kilde til Glæde for Salomon, en lille, skrøbelig Ting med et svagt Legeme og en svag Forstand, som gik om imellem dem hjemme og klyngede sig snart til den ene og snart til den anden. Salomon var stærk nok, eller hun var let nok til, at han kunde bære hende rundt om Græsplænen, mens hun havde Armene om hans Hals, og der kom en Tid, da han maatte gøre det hver Dag, og det ikke længere var en Leg. Thi lille Karen syntes at blive mindre og mindre i Stedet for efter Naturens Orden at blive større. Hendes Kinder blev saa magre og hendes Næse saa spids, og det eneste, som ikke falmede, var hendes lange, brune Haar. Og til sidst døde lille Karen, og det var Salomons Tro, at det var Moralen, som dræbte hende, skønt Doktoren sagde noget andet. Hun var et af disse stakkels Vidunderbørn, som aldrig er uartige, en af de frygtsomme og blide Skabninger, som ikke kan taale et ondt Ord eller en vred Mine, og som i en Alder, hvor andre Smaapiger stjæler Tiører til Smaakager, kun tænker paa at blive saa gode og fuldkomne, som den voksne Moral nu en Gang fordrer det af Børnene. Naar hun og Salomon sad sammen paa Bænken derude, naar hun havde faaet sin Bæretur, kunde hun give sig til at græde og hviskende betro ham, at hun havde slaaet en Kop itu, og naar Kæmneren katekiserede hende - han var nu for Resten slet ikke streng mod hende, men det hørte til hans Natur at holde lange Taler - saa blev hun saa overvældet af Sønderknuselse, at den gode Mand blev helt raadvild. Og det var nu en Gang Salomons Mening, at den stakkels, lille Sjæl døde af for megen Samvittighed og af at være blevet gjort til Engel for tidlig.
Den Gang hun mærkede, hun skulde dø, da var hun mest af alt bekymret for Tjing-tjang, og hun bebrejdede sig selv ikke at have været ivrig nok til at samle Frimærker, og hun testamenterede ham til Salomon paa det sidste. Og Salomon efterfulgte trolig hendes sidste Vilje, ikke saa meget fordi han troede, han gjorde Tjing-tjang nogen Tjeneste ved at overlevere ham til Missionærerne, som for sin Søsters Skyld.
Og da hun døde, var det, som om den sidste skrøbelige Rest af Liv i Huset var død, thi de tre Mennesker, som var tilbage, tilbragte deres Tid med at gaa af Vejen for hinanden. Og der ser man, hvilken god Ting Moralen er; thi for sin retfærdige Harme kunde Kæmneren ikke have Salomon for Øjnene siden den Altergang uden at udsætte sig for en moralsk Rystelse, og ganske det samme var Tilfældet med Salomon, hver Gang hans Blik faldt paa Kæmneren og hans Tanke paa Altergangen. Begge to vendte de desuden deres sædelige Forbitrelse mod Moderen. Kæmneren var fortrinlig til at efterspore hendes lumske Veje med Krydderierne, og Salomon lod hende af sit Minespil forstaa, at han havde opdaget hendes uværdige Forhold til Etatsraaden, og at han vel tilgav hende, men foragtede hende dybt. Den stakkels Kone havde saaledes faaet to Kæmnere for een, og hun helligede sig fra nu af til Dyrkelsen af dem begge, hvad dog ikke friede hende fra Skænd»; thi ingen kan tjene to Herrer. Under disse vanskelige Forhold trak den gode Sjæl sig tilbage til Køkkenet og frembragte der i sin Anger og Ydmyghed sande Vidundere af stegte og kogte Varer, som hendes Herrer fortærede, idet de lod hende forstaa, at de gjorde det af idel Naade, og at de haabede stærkt, at Kaffen var varm.
Saadan gik Tiden, indtil Præliminæreksamen kom. Og da Salomon kunde sige, hvad »jeg vil lave mig til« hed i tre fremmede Sprog, kunde fordømme den franske Revolutions Nederdrægtighed i sin danske Stil og regne ud, hvad 3000 Pund Ost koster, naar man bruger alle tænkelige Omsvøb med Omkostninger, Fragt, Fortjeneste og Told, gjorde han en smuk Eksamen og blev nævnet med Ros i Stadens Avis, som lignede de gamle Annaler i at mangle Sammenhæng.
Han havde nu tilbagelagt den Kløft, som skiller et dannet Menneske fra den store Hob; thi han kendte Forskel paa »kunne« og »kunde«, og Spørgsmaalet var nu, hvor han skulde anvende sine Kundskaber. Familien vaklede længe mellem Handel, Skibsfart og Industri. Agerbrug og navnlig Kvægavl tiltalte dem ikke, og Bjærgværksdrift har kun ringe Betydning i Danmark. Men til sidst randt det dem i Hu, at Erslev havde glemt en Næringsvej i sit Skema og det endda den vigtigste i Danmark, naturligvis Embedsvejen, og bestemte sig for den.
Hvad Grund Kæmneren har haft til den Beslutning, er ikke godt at vide. Han havde hørt, at naar Sønnen var blevet Student, kunde han bo paa Regensen, købe Bøger for Stipendier og ernære sig af Skoletimer, og han har nok taget det i Betragtning; men rimeligvis var hans fornemste Bevæggrund den: at samle glødende Kul paa den forlorne Søns Hoved. Derfor jog Abraham ikke Ismael ud i Ørkenen, men sendte ham til den blomstrende Stad København og lod Hagar blive hjemme og passe Vandkrukkerne.
Hvad der fremfor alt var Kæmneren magtpaaliggende, var at finde et sædeligt Pensionat. Han averterede derfor efter et saadant i Berlingske og havde den glædelige Overraskelse at modtage henved halvhundrede Billetter, hvad der gav ham et fordelagtigere Indtryk af den københavnske Sædelighed, end han havde haft før. Den Billet, han valgte, lød saaledes:
»Jeg er vidlig til at mod tage deres ærede Unge Menneske i om hyggelig pleje. Det glæder mig megget at deres Unge Menneske er Sædelig, thi det har Jeg altider syntes umærket om N.B, og Jeg vel derfor avare dem mod Fru Petersen i Nr! 29. Vi have en Lys Spidsestue med Sædelig Om-Gang m. m m For Aldt i huset 40 Kr 00 mndtlig. Rabats i ferien?
Juliane Gottlieb.«
Kæmneren tog ind og aftalte det nødvendige med Fru Gottlieb, og da han var en Mand af Verden, anvendte han Resten af Dagen til at gaa rundt til de andre Steder og sige, at han ikke agtede at reflektere, thi Kæmneren vidste, hvad der hørte til god Tone.
Salomon havde kørt med Dagvogn og med Toget, og det var Aften, da han kom til København. Der var en Mængde Mennesker paa Benene, og nogle sortblusede Herrer syntes udtrykkelig at have indfundet sig for at modtage ham, thi de spurgte ham meget indtrængende, om de ikke maatte besørge noget for ham. Udenfor stod der nogle i hvide Trøjer, som hilste ærbødig paa ham og tilbød ham deres Tjeneste. Han overgav sig til en af dem, og da kort efter hans blaa Kiste rullede af Sted paa en Trækkevogn, slog han Følge med den; thi han turde ikke spørge de travle Mennesker om Vej og mente, det var den delikateste Maade at naa til Fru Gottlieb paa uden at gøre andre Ulejlighed.
Den blaa Kiste rullede meget langsomt op ad en meget lang Gade, hvor Sporvognene gled op og ned. Salomon opdagede senere, at de gik paa Hjul; men den Augustaften tog det sig ud, som om de gled eller flød paa Skinnerne; thi Sideklædningen gik saa langt ned, at man ikke kunde se Hjulene, saa de havde en lignende aparte Gang som et Pindsvin, der løber rask væk, uden at man kan se, hvor det har sine Ben. Paa Fortovene var der efter hans Begreber Trængsel. Folk løb op og ned ad Gaden, og den eneste, der tog det med Ro, var en Betjent, der stod med Knapperne vendt imod Strømmen og slog nogle smaa Slag bagud i Luften med sine Vadskeskindshandsker, som om han holdt Bevægelsen ved lige og dirigerede Retningen med dem.
Pludselig standsede den blaa Kiste, og Manden med den hvide Trøje spadserede ned i en Kælderhals. Salomon fulgte ham som sin Ledestjerne med megen Forskrækkelse, thi han troede, at han skulde bo i Kælderhalsen; men det viste sig, at det var ikke Fru Gottlieb, men Mælketoddy 4 Øre, som hørte til Huse her. Han spurgte Manden, om han turde lade den blaa Kiste staa alene paa Gaden; men denne svarede, at den havde godt af at svales af efter Rejsen. Derefter fulgtes de videre ned ad Gaden. Da Manden fik at vide, at Salomon kun var 16 Aar og aldrig havde været i Byen før, blev han meget venlig og viste ham Kongen, som færdedes i røde Klæder og trekantet Hat midt imellem sit Folk, og han vilde have vist ham mange andre mærkelige Ting; men nu standsede den blaa Kiste for Alvor, og de bar den op paa anden Sal, hvor Manden afleverede dem begge til Fru Gottliebs Tjenestepige.
Fru Gottlieb var en svær Dame med en stor Mave, der rundede sig under Forklædet ligesom en omvendt Gryde eller som en Frøvom. Hendes Ansigt havde ligesom visse mikroskopiske Præparater to Konturer, efter som man anskuede det i større eller mindre Dybde. Set overfladisk var det lille og intetsigende som en Sypiges; men naar man tog Dobbelthagen med i Betragtning, som omgav den nederste Halvdel af Ansigtet som en Ramme og fortsatte sig helt om i Nakken som en Fedtslange, blev Ansigtet stort, bredt og frygteligt. Sædeligheden repræsenteredes af Næsen, som var en majestætisk Opstoppernæse. Naar noget bragte hende i Aande, trak hun sig i den med et graaligt Lommetørklæde og aflokkede den nogle skingrende Hanegal.
Salomons Værelse var lille, saa lille, at han med Nød og næppe fik den blaa Kiste anbragt. Det var tre Alen smalt, og man stod sig bedst ved at færdes i det med Smalsiden forrest. Da det var temmelig højt, vilde det have været en stor Gevinst af Gulvplads, hvis man kunde have lagt det ned paa Siden og faaet Væggen at gaa paa; men det lod sig ikke gøre.
Fru Gottliebs Pensionat var et fagligt Pensionat, Salomon var faldet mellem Tandlæger. Paa Entre'døren sad der fire Kort med N.N. stud. med. & chir., dent. (med. & chir». med store Bogstaver og dent». med ganske smaa), og straks den første Formiddag opskræmmedes han af nogle Patienthyl og en af Tandlægernes Raab paa Cognak og Fru Gottlieb. Det viste sig, at de Herrer paa denne Tid af Dagen modtog deres Kreditorer og trak Tænder ud for Pengene, de skyldte dem, hvorved de samtidig betalte deres Gæld og tog en billig Hævn over deres Kreditorer.
Hvad den »Sædelige Om-Gang i Spidsestuen« var, lærte han efter Middag; thi da kom en af Tandlægerne med en Flaske »To Stjerner« og skænkede rundt, og han formoder, det var hertil, Fru Gottlieb hentydede i sin Billet.
Fru Gottlieb boede i Kursuskvarteret omkring Sølvtorvet. Dette Kvarter er udelukkende beboet af Pensionater og Kursus. Man kan i dette Kvarter lære Skrivning, fransk Vadsk, Stenografi og tre fremmede Sprog, og alle Kvarterets Indbyggere gaar et eller andet Sted og lærer et eller andet, saa man kan sige, Danmarks Fremtid beror paa det Kvarter. Hver Morgen, paa den Tid Mælkevognen kommer i denne Egn af Verden, gaar alle Gadedørene op, og alle de unge Mennesker styrter sig ud i Retning af deres Kursus. Til Salomons Kursus krøb man ind ad en mørk Gang uden Vinduer, der gik af fra en Port og saa ud som en Mineskakt. For Enden af den var der en Dør, som man plejede at løbe Panden imod med stort Rabalder. Paa dette Signal aabnedes den pludselig indefra, og man maatte da i en Hast springe tilbage for ikke at blive klemt inde mellem Laasen og Væggen. Indenfor sad Kursusbestyreren og lavede Eksamener. Det hed ikke Kursus for ingenting; thi det var ikke blot et Løb, men det var en vild Galop gennem alle autoriserede Lærebøger efter noget, der kaldtes Eksamensfordringer, som f. Eks.: »quod med Konjunktiv« er Eksamensfordring, Slaget ved Abukir er en anden Eksamensfordring. Han arbejdede paa en Bog af uvurderlig Betydning for Kursuskvarteret. Det var en Bog, som skulde indeholde alle Eksamensfordringer alfabetisk registrerede og ikke et Ord andet.
Salomon havde set København i Møde med store Forventninger, og det var jo ogsaa en stor Ting at have sine egne 15 Kvadratalen og sin egen Gadedørsnøgle og Lov til at ryge Cigar paa Gaden. Men det var dog den samme tunge og graa Himmel over Østerbro som over Staden. Naar han havde gaaet næste Dags Eksamensfordringer igennem, plejede han at drive ned ad Gaderne med hængende Øren og føle sig som en herreløs Hund. Der var en lille Boghandler, som i sit ene Vindue havde religiøse Smaaskrifter og i det andet lukkede Billeder for Mandfolk. Og han undrede sig over, hvad de to Brancher havde at gøre med hinanden. Der var endvidere en lille Cigarhandler, som havde et lille trekantet Hul til Lager, Butik og Soveværelse, hvori han solgte Cigarer fra Klokken 6 om Morgenen til Klokken 12 om Aftenen, og han sad og sang traurige Viser, naar der ingen Kunder var, som en Mus, der piber i sin Fælde, saa det skar en i Sjælen, naar man gik forbi. Der var et Sted paa den anden Side Nørrebro, hvor Salomon plejede at ende sine Spadsereture, som han sammenlignede med Avernersøen. Det var en Tomt, som var omgivet af et raaddent Plankeværk, hvoraf store Længder var brudt ned af Gadedrengene. Den blev benyttet til Oplag for Tøndebaand, Kaalstokke og gamle Hatte, og Rotterne sloges med Kragerne om dens Herligheder. Midt i den var der en sort, stinkende Pøl, som aldrig en Solstraale berørte, og som saa ud som Nedgangen til Underverdenen. Og omkring den sad Børn paa Stenene, som om det var smaa, forstenede Gnomer, saa ned i Pølen og bildte sig ind, at de legede. Dette Sted interesserede ham. Han følte sig i Slægt med de Børn.
Han gik omkring i en Døs og kæmpede med sine Eksamensfordringer. De rykkede ham stadig længere ind paa Livet, og han følte, at han til sidst vilde blive helt muret inde imellem dem ligesom Cigarhandleren i sin Trekant. Men en Aften, da der mod Sædvane var stille i Kursuskvarteret, en klar Frostnat, da han slog sit Vindue op for at slippe Tobaksrøgen ud, inden han gik i Seng, da var der et Øjeblik, hvor det gik op for ham, at denne forbandede Bys Damp og Dunster ikke naaede op til Stjernerne, men at over Menneskene var den rene, kolde Æternat. Han følte en forunderlig Varme brede sig ud over Legemet, han følte sig saa let, som om han svævede, og idet han saa op mod Stjernerne, svømmede de i eet for hans Blik, og han fortabte sig selv i Beskuelsen af den store, klare Himmel. Det var forbi i samme Nu. Han havde holdt sig fast i Karmen for ikke at falde. Og han mente, det var noget lignende, Xenofanes saa, naar Aristoteles fortæller om ham: »Han saa op mod Himlen og sagde: Det ene er Gud.«
Det var Salomons Fødselsdag, og han indviede den med at staa tidlig op og deklinere græske Verber, da Posten kom med et Brevkort, hvorpaa der stod med Blyantsskrift kort og godt, som følger:
»En rigtig glædelig Fødselsdag ønskes dig. Jeg har faaet Blodforgiftning.
Din hengivne Moder.«
Det var ganske rigtig Blodforgiftning, og det var mer end det, det var Døden. Da Salomon kom hjem, laa hans Moder i sin Seng og saa ud, som om hun bad om Undskyldning for, at hun tog sig den Frihed at dø. Kæmneren og Salomon sad paa hver sin Side og vidste ikke, hvad de skulde sige; men Salomon kom til at tænke paa, om det ikke var mest opbyggeligt at lade Moralen tie stille nu i den ellevte Time. Han ligesom begyndte at forstaa, at hans Moder havde været en Efterfølgerske af Kvinden med Salvekrukken, kun at det var Farisæernes Fødder, hun havde tørret med sit Hovedhaar, og Salomon, som aldrig havde vidst, om det var Salomon Goldkalb eller Salomon Baadsmand, han var opkaldt efter, forstod nu, at den Gang hans Moder kaldte ham op efter Salomon, var det egentlig hendes Tanke at kalde sig selv op efter den syndige Kvinde Bathseba. Og som han sad her ved hendes Seng, syntes han at kunne mærke, at hun læste i hans Tanker, og at de skiltes fra hinanden i Fred. Ogsaa fra Kæmneren skiltes hun i Fred. Han havde haft travlt hele Dagen med at bestille Ligkiste og sørge for Nadverens Sakramente med alt henhørende. Og da han kom ind om Aftenen, saa hun op til ham med et langt, skyldbetynget Blik og sagde: »Simonsen, der er en Ting, jeg vil sige dig. Der var alligevel Muskat i Smaakagerne.« Og dermed døde hun. Saaledes maatte ogsaa Dronning Dagmar tilstaa, at hun havde snøret sine Ærmer om Søndagen.
Atter tilbage til København og mere Smuds, Lopper, Eksamensfordringer og Kamp med Fru Gottlieb. Fru Gottlieb var en selvstændig Dame og havde sine bestemte Pensionatsprincipper, som blev energisk bekrigede af Tandlægerne. Et af dem var det samme, som anvendes i sin fulde Renhed i zoologisk Have, hvor Rovdyrene ikke fodres om Lørdagen. Denne Dag helligholdt hun med alle Haande mærkelige og luftige Retter, som f. Eks. Rabarbersuppe og Aalehaler i Gele', ja, man beskyldte hende for en Lørdag at have serveret Chokoladesuppe og lombardiske Nødder. Endnu stærkere holdt hun paa, at Maaneden, som den var udgaaet af Skaberens Haand, kun havde 30 Dage, og at hun ikke havde faaet Betaling for den 31te, hvorfor Pensionærerne havde at gaa ud og spise den Dag eller ogsaa leve paa Feltfod. Hvad Fru Gottlieb forstod ved at leve paa Feltfod, gav dem meget daarlige Tanker om den militære Forplejning. Feltfoden bestod af en hel Del smaa Assietter med Anchiovis, hakket Sild, Agurkesalat og den Slags, og hvordan det nu kunde være, saa smagte Agurkesalaten af Anchiovis og Silden af Agurkesalat, saa man snart ikke vidste, hvad der var hvad. Under saadanne Forhold kunde undertiden Tandlægerne gøre Mytteri, foretage en Razzia i Køkkenet og komme i Bataille med Madammen om den Skinke, de skulde have Dagen efter.
Der var en Gris, som stod paa Stald mellem Platmenagen og Vandkaraflen og ernærede sig af Femører. Fru Gottliebs Huslov indeholdt nemlig i Sædelighedens Interesse, at den, som spildte paa Dugen, skulde bøde fem Øre, og herved skulde samles et Fond, som var bestemt til en festlig Anvendelse. Det var en Dag, Salomon kom ud i Entreen, og der stod Gottlieb og betalte Gasregningen med en Hoben Kobberpenge. Salomon spurgte ham, hvor han havde faaet alle dem fra. »Det er saamænd fra Grisen!« svarede han i sin Uskyldighed, og saalunde var det, at Fru Gottliebs Gris aldrig blev fed nok til at slagtes.
Gottlieb var sin Kones Mand; han førte et meget ubemærket Liv og tilbragte sin meste Tid med at bære Kul og hente Fløde. Om Fru Gottlieb fæstede ham til Tjenestepige, den Gang hun giftede sig med ham, er muligt, men vist er det, at han nu tjente hende for Kost, Logi og Skraatobak. Han udførte de laveste huslige Forretninger i Sovekamrene, og om Søndagen fik han Lov til at spise ved det store Bord. Denne Mand og Salomon slog sig sammen Søndag Eftermiddag. De plejede at gaa hen i Kongens Have og beundre Barnepigerne; thi den gamle Kriger havde et varmt Hjerte og fik ikke Lov til at anvende sine blide Følelser over for Madammen, som de kaldte hende »unter uns.«
Da Gottlieb var Salomons eneste Ven, og det endda kun om Søndagen, følte han sig meget ensom og fortalte ham det undertiden i almindelige Byronske Udtryk; men Gottlieb saa kun paa Tjenestepigerne, og Salomon kunde ikke skjule for sig selv, at heller ikke han forstod ham.
Salomon var sløv, mismodig, forskræmt. Han trængte til en Guddom, en Sjælesørger og et Evangelium, og han havde trængt dertil, lige fra Glansen gik af Kæmneren. Lægedom for denne Nød fik han først nu, da den øverste af Tandlægerne, som han længe havde beundret i Stilhed, steg ned fra sine Skyer, aabnede sin Dør for ham og tillod ham at gøre ham sin daglige Opvartning.
Han hed Gormsen og kaldtes Gorm den Gamle i daglig Tale. Hans Ansigt var oprindelig anlagt i en ædel, græsk Stil, og han vilde have været en Skønhed, hvis det ikke havde været for hans Næsetip, idet den saa ud, som om Skaberen tilfældigvis var kommet til at tage paa den med to Fingre og snyde den opad, efter at den var færdig, og den havde derved faaet et Knæk og en Klump, som fik en til at ønske, at det vilde gaa ham som Tycho Brahe.
Denne Mand indviede Salomon i Livsglædens Religion. Saa underlig det synes, saa var det Kursuskvarterets herskende Religion, og det synes i det hele, som om det er af lutter Elendighed, at Folk gaar hen og dyrker Livsglæden. Kursuskvarterets religiøse Ceremonier foretoges især Lørdag Aften. Da var der Sold i hvert Pensionat, og da hvert Hus havde Pensionater til Tagskægget, blev det en meget livlig Aften. Naar Bollen var tømt, drog man ud paa Livet, købte varme Midnatsboller i Bagerierne og endte med at dyrke Terpsikore i Forbindelse med Venus Kallipygos i disse Gudinders Templer.
Endog den lille Cigarhandler var en begejstret Tilhænger af Livsglæden og de røde Roser, især naar Foraarstiden annærmede sig. Da stak han Næsen op af sit Hul for at se efter, om Stæren var kommet, og naar han hørte den fløjte, istemte han med megen Følelse Sangen: »O, du yndigste Jum-Jum.« Naar han lukkede Butikken ved Midnat, lukkede han sig selv op af den og vandrede ud for at plukke Roser i Smaagaderne.
Salomon havde hidtil haft visse Betænkeligheder ved Livsglædens Religion, men nu indviede Gorm den Gamle ham i dens Mysterier. Han slog et Slag i Bordet imod den naturstridige Askese og godtgjorde ham med klare og tydelige Grunde ud af Videnskaben, at Mennesket var blevet til for at gaa i Byen, og at det var enhver Borgers Pligt at udvikle og vedligeholde sine Evner i den Retning, saaledes som en engelsk Læge uimodsigelig har slaaet fast, og i de mest glødende Farver fremstillede han den rene og glade Samvittighed, som blev den retskafne Bysvends Løn. Derhos rettede han saa vægtige Anker mod den kristne Moral, at denne gik helt ud af Spillet, og fremmalede Billedet af en ny Guldalder, naar Livsglædens Principper havde sejret.
Endnu var Salomon i Tvivl; men da Gormsen gav sig til at tale om Fremskridtet, Udviklingen og det moderne Gennembrud, tog han Salomon paa det ømme Sted, og han følte sig overbevist.