Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 11-20
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 11-20
Salomons Moder var en lille, tyk Kone, som det var lettere at trille med end at løbe med. Lattermild og mundrap var hun, lavede god Mad og kunde godt lide at smage paa den selv, havde ingen nævneværdige Kundskaber og disputerede aldrig om højere Materier, men talte kun om, hvad hun forstod sig paa. Kort sagt, hun var en Perle af en Kvinde. Sin Gemal beundrede hun over al Maade, og hun satte sit Livs højeste Opgave i at være hans Tjenerinde.
Ligesom de to Ægtefæller var af et forskelligt Temperament, maa man ogsaa sige, at de tilhørte hver sin Religion. Paa Folketællingslisten skrev Kæmneren sig og hele sit Hus som tilhørende den evangelisk-lutheranske Religion, men i Grunden stod han i religiøs Henseende nærmest ved Kalmukkerne, og hans Gudsdyrkelse bestod i at opfylde alle Ceremonier med streng Nøjagtighed. Han blev siddende i Kirkestolen fra Indgangsbøn til Udgangsbøn, omringet af sin Familie; men naar han kom hjem, kunde han godt lade sig forlyde med, at Prækenens Længde burde indskrænkes ved Lov. Om Middagen, naar man ikke altid anede noget ondt, skulede han pludselig ned til Bordbenet, og med en ægte Forbryderhvisken galoperede han gennem en Bordbøn i et Tempo, der kunde konkurrere med Kalmukkernes Bedehjul. Under denne Besværgelse maatte alle helst se saa nedtrykte og forlegne ud som mulig og ikke løfte Øjnene fra deres Vesteknapper, da man gik ud fra, at Himlen i saa Fald vilde blive fortørnet og Besværgelsen tabe sin Kraft. Kom en lille Dreng uforvarende til at klapre med sin Kniv og Gaffel, holdt Kæmneren op midt i og praktiserede ham udenfor.
Salomons Moder havde det paa en anden Maade. Hun fulgte Kæmneren i Kirke og faldt med stor Andagt i Søvn under Prækenen, og hver Gang Kæmneren puffede hende i Siden med sit Paraplyhaandtag, svarede hun blot: »Ja, Frederik! Aark ja!« De religiøse Øvelser laa ikke for hendes Anlæg; men ellers var der en vis gammelluthersk, livsglad Fromhed over hende. Middagen var Dagens Højtid for hende. Naar Klokken slog 12, bandt hun i Hast en snehvid Kappe om sine gloende røde Kinder, hægtede et stivet Forklæde om sin Mave og frembar Dagens Retter som et Brændoffer til sin Herre, Kæmneren, der ventede med Uret i Haanden, medens hun selv glinsede og duftede af Stegefedt og Varme imellem sine hvide Kappebaand som en letbrunet, rygende Frikadelle paa en Porcelænsassiette. Hun lavede udmærket Mad. Jeg siger det eftertrykkelig, thi jeg ved, at det er hende den kæreste Ros i hendes Grav. Hun havde jo ogsaa været Kogejomfru hos Etatsraad Nellemann paa Stæremosegaard, før hun tog Kondition hos Kæmneren. Men hun forlangte ogsaa, at man skulde skønne paa Maden og være taknemmelig mod Forsynet derfor, ikke mod hende selv; »thi det er en Guds Gave at lave god Mad«. Salomon og hans lille Søster opfordrede hun til at være glade, hver Gang de saa de stakkels Tiggerbørn, fordi de selv fik deres gode Mad, og hun taalte aldrig, at de levnede. Hun tog hver Dags Anretning som en Manna, der faldt ned ovenfra - især var hun glad, naar Kartoflerne var vellykkede - og naar Familien sad rigtig rart og hyggeligt sammen over en lille Grydesteg, var hun saa meget des gladere, fordi hun ansaa alt godt som et Tegn paa Tilfredshed med Kæmnerens Hus paa de allerhøjeste Steder. Senere er jeg dog kommet efter, at det tillige har været hende en Samvittighedssag med Madlavningen, et Bodsværk, hvormed hun vilde retfærdiggøre sig for, hvad hun havde forbrudt mod Himlen og Kæmneren, og hvorved hun vilde forberede sig til den anden Verden, som hun sikkert har forestillet sig efter Lignelsen med det store Gæstebud. Jeg er bange for, at hendes Forestillinger om Saligheden var meget sanselige, og i det hele var hendes Religion vel nærmest en Slags simplificeret Muhamedanisme. Naar alt kommer til alt, var denne Religion ikke den daarligste. Den var positiv og letfattelig, og hun beviste allenfals sin Tro af sine Gerninger. Hun var i Sandhed en af dem, der dyrker deres Gud i deres Ansigts Sved, og der var en gammeldags Trohjertethed over hende, som er i Færd med at dø ud i Verden.
Salomon blev født i Aaret 1864. I Paris kaldte man de Børn, der blev baarne og fødte i 1871, for Kommunens Børn. De skal have været skrøbeligere og sygeligere end andre Aargange. Paa samme Maade har vi herhjemme Børnene af 1864, og et af dem er Salomon.
Salomons Stilling i Kæmnerens Hus var noget uklar. Han blev oplært til at sige Onkel og Tante; men en Dag efter en længere Diskussion mellem Kæmneren og hans Kone blev Signalerne ændrede, og det skulde nu hedde Far og Mor. Med Mor gik det ogsaa rigtig godt; men naar han efter Ordre vilde sige Far til Kæmneren, standsedes han uvilkaarligt af et strengt Øjekast. Prøvede han saa med Onkel, spurgte Kæmneren ham forbitret, hvorfor han ikke sagde Far. Enden blev, at Salomon hverken turde sige det ene eller det andet og næppe vovede at tiltale Kæmneren. I Omtale kaldte han Kæmneren for »Han«, og dette Han, der ved sit Eftertryk skilte sig fra ethvert andet Han, gennemrislede Salomon, hver Gang han brugte det, med en ærefrygtfuld Bæven. Det vil erindres, at ogsaa Jøderne af Ærefrygt for deres Stammegud undgik at nævne hans Navn.
De to første Begivenheder, som hæftede sig fast i Salomons Erindring, var begge af bedrøvelig Natur. Den første Gang, han ret fik Indtrykket af, hvor bedrøvelig og meningsløs den menneskelige Tilværelse er, var en Dag, da hans Moder var gaaet fra ham og havde efterladt ham ene hjemme med det Paalæg at opmuntre sig ved at hoppe paa eet Ben rundt om Bordet. Da hun kom hjem, fandt hun ham trofast hoppende, grædende, men hoppende. Han fandt denne Adspredelse saa ganske haabløs og hensigtsløs.
Den anden Begivenhed af Interesse i de første Barneaar var ligeledes af sørgelig Natur og viser tillige Salomons Karakter fra dens værste Side. Han modtog de første Begyndelsesgrunde i Bibelhistorie af sin Moder i Kæmnerens Overværelse og hørte Fortællingen om Kain og Abel. Og her røbede det sig straks, til hvis Parti Salomon senere skulde komme til at høre. Thi Abels Skæbne rørte ham ikke. Den gode Abel var jo elsket og savnet af sine Forældre og vel omtalt af alle Mennesker; han kom straks i Himlen, da han var blevet slaaet ihjel, og fik oven i Købet Herren selv til at hævne sig. Men da Salomon hørte om den stakkels Kain, der skulde vandre ganske alene ud i Ørkenen og være forbandet af alle, da kunde han ikke holde sine Taarer tilbage; men straks lugtede Kæmneren Arvesynden og gav ham hans velfortjente Klø.
Fra den Tid Salomon begyndte at gaa i Skole, bliver Erindringerne talrigere og tydeligere, og fra denne Tid haves et stort Materiale af Karakterbøger og Skrivebøger. Disse Dokumenter har jeg dog kun kunnet benytte til Bestemmelse af den rette Kronologi. Maaske fortjente de at undergaa en grafologisk Behandling.
Hver Morgen tog Salomon sin »Bibel« og sin »Fædrelands« og løb i Galop ned til Grønnegade. Det var en farlig Vej, thi der myldrede med Friskoledrenge. Der var især een hæslig Knægt, som var efter ham. En Morgen blev han indfanget af sin Tyran nede i Smøgen. Han skælvede og tilbød ham underdanig alt, hvad han ejede, en Enøre, som han havde fortjent ved Indsamlingen af en Snes Æg - dette var Salomons fornemste Erhvervskilde. Fyren tog vel imod Enøren, men lod sig ikke derved formilde. Han bukkede sig, vristede en Brosten op af Jorden og dunkede Salomon med den i Hovedet, saa han fik en græsselig Hovedpine. Saaledes tog Begivenheden sig i alt Fald senere ud i Salomons forskræmte Erindring; men maaske er der lidt fantastisk Overdrivelse deri. Jeg tør ikke sige noget for vist; men jeg har undersøgt Brostenene i Smøgen og fundet, at de den Dag i Dag ligger temmelig løse, saa ganske umulig er Historien ikke. -
Hvis jeg kunde male, vilde jeg male mig et Billede af Salomons Færd i Morgenstunden. Det skulde forestille ham farende i fuld Galop til Skole mellem glubende Friskoledrenge som en Antilope mellem Ulve, med den blodrøde Morgenhimmel foran sig og hen over den et Tog af skrigende Krager, der drog ind mod Byen i sorte Skarer. A propos om disse Krager. De boede egentlig ude i Jomfrulunden; men hver Morgen drog de skrigende ind til Byen for at søge Føde, og hver Aften drog de skrigende derfra for at søge Natteleje. En Vinteraften maatte Salomon se, hvor de drog hen, og han fulgte dem ud til Jomfrulunden. Der havde de slaaet sig ned i nogle høje Bøgekroner, og han kunne høre dem snakke sammen deroppe, medens de indrettede sig for Natten. Men med eet blev der Uro deroppe. Der løftede sig en sort Sky brusende og brallende fra Kronerne, og i næste Nu sænkede den sig ned over den usle Purk, der stod og gabede nedenunder. De skreg ham ind i Ørene og baskede Luften om ham med deres Vingeslag. Lille Salomon troede, de vilde hugge Øjnene ud paa ham, og løb. De havde vist ogsaa gjort det, hvis han var blevet der. De var meget større paa nært Hold, end han havde troet, og skreg saa frygtelig. Lille Salomon slap dog derfra med Livet; men naar han hørte dem skrige i den røde Morgenstund, huskede han fra den Dag af paa, hvad det var for nogle slemme Fugle.
Det var altsaa Kragerne. Jeg vender tilbage til Skolegangen: Hver Morgen bar Salomon sig ad paa følgende Maade. Han aabnede forsigtig Gadedøren og kiggede ud. Var der ikke noget mistænkeligt at øjne, satte han alle Sejl til og løb lige bus ned i Grønnegade. Der slap han ind ad Skoleporten og klatrede op ad en lille, mørk Trappe med hulslidte Trin til sin anden Klasse B. Hermed var dog ikke Trængslerne forbi; ogsaa her omspændtes Salomon af overmægtige Fjender. I Timerne maatte man se til at undgaa Lærernes Vrede, og i Frikvartererne gjaldt det om at komme af Vejen for de store Drenge. De store Drenge drev en frygtelig Leg, der hed Kolumbus. Op og ned for de mellem Porten og Retiraden som Hurtigløbere paa en Rendebane, og midt i Gaarden dansede en Kæde af Drenge, som holdt hinanden i Haanden. Denne Kæde snoede sig ud og ind som en Slange, trampede med sine tyve Ben og hylede ud af sine ti Halse og havde to Fangarme, en i hver Ende, hvormed den greb efter Hurtigløberne, eller ogsaa snoede den sig om dem og optog dem i sin Bug. Ingen var sikker for dette Uhyre; thi det syntes at opfylde hele Gaarden, og dets Bevægelser var lynsnare og uberegnelige. Naar derfor Feltraabet lød: »Kolumbus begynder,« saa puttede de smaa sig af Vejen, som de kunde bedst, og Salomon retirerede gerne op i Retiraden.
Bag ved en lille Jernbygning uden Dør og med Afløbsrende havde Salomon fundet sig en hyggelig og rolig Krog, og der stod han og spiste sin Mellemmad, medens den vilde Jagt susede forbi ham. Han fik et Øgenavn efter denne Plads, som han ofte har grædt sine modige Taarer over, og Bestyreren spurgte ham en Gang i en harmfuld Tone, om han ikke kunde spise sin Mellemmad et andet Sted, hvortil Salomon svarede, at han vidste ikke, hvor det skulde være; og i Sandhed, det kunde være vanskeligt nok at finde et andet Tilflugtssted i denne Gaard, hvor der var saa mange Farer. I Porten holdt Salomons kære Klassekammerater til, og over dem regerede Holger Bielefeldt. Han holdt hele sin Klasse i Ave ved sin uhyggelige Maade at føre Krig paa. Naar han blev gal, udstødte han et vildt Uhu, rejste sig paa Tæerne og ruskede sin Fjende i Haaret, saa det knagede i Haarrødderne. Se, det var Porten, og henne ved Vandposten stod den ækle Aksel Feddersen altid og sprøjtede med Vand, og ved den røde Mur turde ingen staa, for derovenfor sad Bestyreren oppe ved sin Pult og spyttede i Tanker ud af Vinduet.
Bestyreren var en meget flink Mand, han var fed og skaldet, var en ivrig Romantiker og havde haft ti Børn og tre Koner. Han havde for Vane at skelne mellem raske Drenge og Pigedrenge, og han yndede ikke de sidste. Anton Hansen fortalte Salomon, at han havde hørt Bestyreren sige til Hr. Obel: »Han er saa sær, den lille Pissoirdreng. Jeg havde Lyst til en Gang at give ham en Dragt Klø for at muntre ham lidt op.« Fra den Tid indsaa Salomon, at han maatte vise sig noget mere til sin Fordel; han holdt nøje Udkig med Bestyreren i Vinduet, og hver Gang den strenge Mands Blik faldt hen i hans Krog, dansede han en lille Dans og satte nogle Grimasser op, som skulde forestille Munterhed, alt imens uhyggelige Anelser formørkede hans Sjæl.
Men en stor Forandring foregik med Salomon, da han kom under Hans Adolfs Paavirkning. Hans Adolf var en stor, tyk Dreng, en Klasse højere oppe. Han blev Salomons eneste, sande Ven. Fra Begyndelsen af nærmede Salomon sig ham med stor Ærbødighed; thi han havde hørt, at han skraaede, og han vidste, at det var en stor Hæder for en Dreng at kunne udøve den Kunst, og da Hans Adolf værdigedes at lægge Mærke til ham og endog optog ham mellem sine fortrolige, blev Salomon svimmel af Henrykkelse, og det fyldte ham med Stolthed at bære sit nye Tilnavn: Hans Adolfs Slave.
Og se: Tryg ved Hans Adolfs Venskab kunde Salomon færdes frit i denne frygtelige Gaard, uden at Førsterotterne turde trække ham i Benene eller Aksel Feddersen sprøjte Vand paa ham. Ja, han drev det endog til at deltage i en af Hans Adolf selv arrangeret Kolumbusleg, hvori han med alle Tegn paa Glæde lod sig slæbe paa Knæene hen ad Brostenene eller fik Hovedet dunket sammen med Muren paa den fornøjeligste Vis.
Hans Adolf lærte fremdeles Salomon at slaas, idet han satte ham sammen med sine Fjender, Førsterotterne, een efter een, og truede dem med at flaa dem levende, hvis de ikke godvillig lod sig prygle. Salomon havde oprindelig været saa uvidende i Slagsbroderkunsten, at han efter sit første Slagsmaal grædende fremstillede sig for Bestyreren og klagede over, at den anden havde slaaet i Ansigtet. Da Bestyreren meget fornuftigt spurgte, hvor han ellers skulde slaa, svarede Salomon i sin Uskyldighed: »Paa Ryggen!« idet han ansaa samme Sted for det ufarligste paa Kroppen. Men fra den Dag stammede Bestyrerens Foragt for ham.
Salomon var ikke noget kløgtigt Barn. Han kendte ikke Verden og troede alt, hvad der blev fortalt ham, og Følgen var, at han af alle sine Omgivelser blev proppet med de værste Røverhistorier. Af Hans Adolf hørte han Historien om de to Rotter, der aad hinanden, saa kun Halerne blev tilbage, hvad Hans Adolf selv havde set hos sin Morbroder i Glimminge. Fra samme Side erfarede han, at Farverens Svin hver Nat gik i Søvne paa Bagbenene, og mangen Nat listede han sig op af Sengen og kastede lange Blikke over i Farverens Gaard; men han naaede aldrig at se det mærkelige Syn. Ogsaa Kæmneren stillede Salomon over for det ubegribelige ved at bevise ham, at en Kat havde tre Haler, og hans Fremstilling forekom Salomon saa overbevisende, at han plejede at spørge Kæmneren, om han havde set saadan en Kat. Al saadan Belæring vakte megen Munterhed blandt Tilhørerne, og Salomon stemmede i med Latteren og fandt det hele uhyre fornøjeligt.
I Skolen lærte de ikke ligefrem Røverhistorier, men ogsaa her blev dog Salomon stillet over for det mystiske. Thi de Kendsgerninger, som meddeltes ham, antog de eventyrligste Former ved at passere igennem hans barnlige Opfattelse. Det er i det hele forbavsende, hvad Børn kan faa ud af deres Lærebøger. Mangen Lærebogsforfatter vilde blive ilde til Mode, hvis han saa sin egen Bog, saaledes som den tager sig ud for Barnets Øjne.
Salomon erfarede, at hvert tredje Menneske var en Kineser, og han saa sig om i Klassen for at opdage, hvem der var det mellem dem. Læren om Antipoderne forekom ham ganske utrolig. Han øvede sig selv i at gaa med Benene i Vejret, men kunde ikke drive det til noget videre.
Eventyr tror jeg ikke, Salomon hørte fortælle; men hvad han fik ud af de voksnes Samtaler, og hvad han læste sig til i deres Bøger, var mere eventyrligt end Historien om Tommeliden. Han havde faaet fat i en herlig Bog, som hed Naturens Vidundere, og som blev endnu mere vidunderlig, fordi han opfattede alle Billeder i naturlig Størrelse. Det rystede ham, da han første Gang læste om Bakterierne, og han ragede og rodede i Rendestenen efter dem. Han fandt ogsaa nogle interessante Trævler; men de rørte sig ikke og drejede sig ikke om deres egen Akse, og han kunde heller ikke finde deres egen Akse.
Det mest mystiske var dog den gode Gud. Efter hvad Salomon hørte, sad Gud oppe i Himlen og passede paa. Han forestillede sig ham som en overjordisk Bestyrer, der saa alle smaa Drenge paa Fingrene. Han saa og hørte alt og faldt aldrig i Søvn. Han talte Kagerne og vidste Besked med, hvor meget Sukker der var i Skaalen. Hvis en lille Dreng kom for Skade at sige Usandhed, gav den gode Gud ham straks en sort Streg i Panden, og Salomon lagde Mærke til, at naar en lille Dreng var lige ved at falde i Søvn i Kirken, plejede Forsynet at sende en Flue, som kildrede ham paa Næsen. Denne uhyggelige Magt var altid efter smaa Drenge; de maatte ikke klø sig og ikke gabe og ikke nyse, de maatte ikke fløjte i Stuen og ikke sutte paa Tommelfingeren og ikke spørge og ikke svare igen. Gjorde de noget af det, resikerede de straks at dø og komme i Helvede, og mangen Gang sad Salomon og misundte Fluerne paa Væggen og syntes, de havde det meget bedre end Menneskenes Børn, for de kunde gaa i Sukkerskaalen, saa meget de vilde, og kom ikke i Helvede derfor.
Holdt den gode Gud nøje Regnskab med Salomon, holdt denne ikke mindre nøje Regnskab med Gud. Salomon fandt det i sin Orden, at det blev Regnvejr om Søndagen, naar han havde stjaalet Æbler i Apotekerens Have om Lørdagen, og han saa en højere Retfærdighed i, at den gamle gav ham en Lussing uden skellig Grund, naar han vidste med sig selv, at han ikke havde været god imod sin lille Søster i den sidste Tid. Men hvis for mange Genvordigheder traf ham, da følte han sig paa Kreditsiden, og han hævnede sig ved frygtelige Angreb paa Kagekassen. En Gang var Salomon kommet langt ned paa Debetsiden, Himlen syntes at have lukket Øjnene, og han tænkte med Skræk paa Afregningens Dag. Dog, den trak længe ud, og han forhærdedes og levede et ryggesløst Liv med Syltetøj og Æbler. Omsider brændte da hans Insektsamling, og han forstod atter Styrelsen.
Bortset fra denne moralske Kontrakt, der var imellem Salomon og Gud, var der ogsaa det rent religiøse Forhold. Ingen Kalmuk har mere andægtig kastet sig i Støvet for sit Afgudsbillede, end Salomon laa paa Maven for Balles og Balslevs Gud. Han opfandt paa egen Haand Princippet med Bedemaskinerne; thi i Stedet for eet Fadervor bad han en halv Snes i en rivende Fart, naar han var kommet i Seng, især paa de mørke Vinteraftener, naar Tænderne klaprede i Munden paa ham af Kulde, og han følte sig uhyggelig i Stuen. Han læste i den store Billedbibel ikke for sin Fornøjelse, men fordi han mente, det kom nok igen, og naar det særlig gjaldt om at indsmigre sig hos den almægtige, bad han sin Moder om Lov til at bringe en Flaske Hindbærsaft ned til den syge Madam Mortensen. Alle saadanne Ting var Tryllemidler af samme Art som Negrenes Ofre og Besværgelser, hvormed han vilde afvende Gudens Vrede.
Man ser, at Salomon levede i en mærkelig Verden, i den samme Verden, som den uvidende vilde levede i for hundrede Tusind Aar siden. Vidundere og Forskrækkelser omgav ham paa alle Kanter, og han gik i en stadig Forventning om, at en af de forbavsende Ting, han hørte og læste om, skulde indtræffe. Naar han sad i Skolen en Vintermorgen, betragtede han med stor Interesse Hr. Obels Næse, der var bleg af Kulde, og ventede længselsfuld paa det Øjeblik, da den skulde falde af ham, hvad Salomon jo vidste kunde ske, hvis den ikke i Tide blev gnedet med Sne. Hver Gang han skulde klippes, svævede han i den største Angest for sit Liv, thi Barberen havde to uhyre Knevelsbarter og to rullende Øjne, og hver Gang han gav et Klip med Saksen, fortrak hans Ansigt sig til et morderisk Grin, som Salomon kunde se i Spejlet. Han tvivlede ikke paa, at Barberen var Stadens Rolf Blaaskæg, og ventede, at han en Dag vilde tage sin store Saks og -ritsj, ratsj - Hovedet af; men Salomon turde ikke snakke til sine Forældre derom. Og saaledes var der saa meget, han ikke turde tale om. Der var de store, runde Pletter paa Engene, hvor Græsset var gult og kort - han erfarede langt senere, at det var der, Høstakkene havde staaet; og der var de underlige smaa, sorte Pølser i Urtepotterne, og der var det: hvorfor man aldrig saa nogen død Fugl; og der var saa mange andre Ting.
Hvor var Barnelivet dog ikke dejligt trods al Skræk og alle Gaader. Dersom det Barn, jeg taler om, havde den vildes store Øjne og forskræmte Blik, saa havde det ogsaa hans lette Hjerte og tankeløse Glæde, saa snart Solen smilede paa Himlen. Hvor glædede det sig ikke til Jul, den herlige Tid, da Gud holdt Fødselsdag og lod Lovene sove for en Dag og gav Smaafolk en Forsmag paa, hvordan det gik til oppe i Himlen, naar man fik Vinger paa. Og der var Skøjteløbning i Juleferien, hvor Barnet vaklede frem og tilbage i Fjersko paa Halifax og løb i Ring paa Jensens Bane med dens halvandet Hundrede Kvadratfod Is og fremviste to violette Kinder og en spøgelseagtig Næse. Og der var Foraaret, hvor Barnet gravede de første blaa Anemoner frem under visne Blade og bragte dem hjem i Triumf og stemmede Vandet op i Skovbækken til et brusende Vandfald og laa i det visne Hø paa Gærdet i Læ for Vinden neden under Lærkernes Sang. Og der var Tøvejret om Vinteren, som var endnu bedre end Frostvejret, og Sneen rutschede ned fra Tagene, og det saa paa Termometret og havde Vandstøvler paa og det blev stænket og grisede sig til. Og der var ogsaa noget, der hed Sommerferien, et Ord, som begynder med Jordbær og ender med Kirsebær, hvor Verden var saa grøn, saa grøn, indvævet med røde Kløverblomster, som der var Honning i, og kantet langs Grøfterne med gule Smørblomster. Og der var Rabarbergrødens Tid, og de første Kartoflers Tid, og de første Dragers Tid, og de første Nødders Tid. Og hvilken forbavsende Mængde Slikkerier var der ikke til i Verden, og hvor meget Vand havde den gode Gud ikke givet smaa Børn til at pjaske sig i, og hvor var de store ikke nogle ophøjede fuldendte Væsener, og hele Verden var saa vidunderlig og dejlig, frygtelig, men dejlig.
Paa denne Maade fyldtes Salomons Hjerne med et Urede af uklare, mystiske Forestillinger, og bag ved den Verden han saa, følte og smagte paa, havde han Eventyrets fantastiske Verden, uden at han havde noget klart Begreb om Forholdet mellem de to Verdener. Med andre Ord, Salomon var alt i sin grønne Barndom det værste, et Menneske kan blive, nemlig Romantiker. Havde lille Salomon haft et fornuftigt Menneske, han kunde forklare sig for og spørge hos, tænker jeg, hans senere Liv var blevet en Smule fornuftigere, end det blev. Men Salomon gjorde efterhaanden den Erfaring, at det kunde ikke nytte noget at spørge de store om noget. Enten sagde de, at smaa Drenge maatte ikke spørge, saa kom de ikke i Himlen, eller de gav sig til at le og gøre Nar, naar en lille tænksom Dreng bad dem vise ham Jordens Skygge i Himmelrummet, eller de bandt ham noget paa Ærmet til at løbe rundt med til almindelig Fornøjelse. Lille Salomon dannede sig den Grundsætning, at de store er ikke til at snakke med.
Jeg maa give lille Salomon Ret heri. Det er underligt, at Menneskenes Børn ikke bliver mere taabelige, end de er, efter den Opdragelse de faar. De smaa Personer staar fortabte i denne besynderlige Verden som en lille Pige i et stort Snevejr og spørger de forbigaaende om Vej; men de store Personer har travlt og svarer, hvad der saadan falder dem ind, og saadan gaar det til, at de smaa Kar fyldes med tom Snak i Stedet for med levende Kendsgerninger. De store er alvidende, almægtige og algode Væsener, som sidder ved Virkelighedens rige Bord. De smaa er nogle smaa Plageaander, som kommer og rykker dem i Skørterne eller Buksebenene og spørger; men de store har travlt med deres store Opgaver og slænger ned til dem lidt Affald af deres Kundskabers Overflod. Og dog er den Opdragelse, som Barnet faar ved den daglige Omgang og Samtale med de voksne, langt vigtigere end Skolens Lektier; men herpaa tænker kun faa.