Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 7-10
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 7-10
Her sidder jeg i det gamle Kæmnerkontor med alle Kæmnertraditionerne svævende over mig. Jeg er alene med min Kontubernal, Fidivav, som ligger i sin Kurv og i Søvne vifter med sin Hale. Lukker jeg Vinduet op og stikker Hovedet ud, da er alt stille derude i den stjerneklare Nat, saa stille, at hvis det var sandt, at Stjernerne i Smug samtaler med hinanden om Menneskenes Daarskaber, maatte man kunne høre det. Gaden er tavs og tom. Den hele Stad sover, tror jeg, undtagen jeg.
Trækker jeg Vinduet til og lukker mig inde med mig selv, da er ogsaa her alt stille under Hængelampens Skin, saa stille, at man kan høre Støvgranene falde.
Men denne Ensomhed bliver af sig selv til Samtale. Denne Stilhed er fuld af mangehaande Stemmer, som ingen har Øre for uden jeg. Der er rustne Stemmer og klare Stemmer, vrantne Stemmer og blide Stemmer. Der er megen alvorlig og dybsindig Tale, men højere end den klinger dog en lattermild Pigerøst.
Ogsaa mine egne Stemmer fornemmer jeg. Først hører jeg Barnestemmens ensformige, troskyldige Pludren. I Ungdomstiden derimod kommer min Røst i Overgang og kan ikke finde sin naturlige Plads i Registret. Snart er den Sopran, snart Bas, snart ganske ubestemmelig og snart afgjort falsk. Megen Spot hører jeg, ogsaa megen Kvinkeleren paa blødagtige Strenge, og en hel Del bitter Klage og en Gang imellem et trodsigt Skrig.
Men ligesom i Newtons Forsøg en Lysstraale spredes i et bredt, farvet Baand og atter koncentreres til en klar, hvid Straale, saaledes forsvinder Ungdomsrøstens mange Toner for Mandsstemmens enstonige Klang. Denne Klang er stilfærdig, ret dyb og beskeden uden hverken Skurren eller Brøl. Jeg er godt tilfreds med min Stemme, er den end ikke stor. Jeg synger dog med mit Næb med i Livets Kor og siger Kluk, ihvor jeg er.
Jeg er fortrolig med disse Stemmer. I Stilheden vokser Erindringerne op af sig selv, og som en opmærksom Tilhører sidder jeg med Haanden for Øret og lytter til, hvad de kan fortælle mig. Ofte har jeg Vanskelighed ved at genkende min egen Stemme mellem Fortidens Røster. Jeg hører paa Fortællingen, som om den ikke handlede om mig selv, men om en afdød, hvis Liv jeg kender ud og ind, og som tilfældigvis bar det samme Navn som jeg.
Det er denne Persons Biografi, jeg har besluttet mig til at skrive. Hertil har jeg ikke noget som helst samfundsnyttigt Motiv. Det er kun i Egenskab af Privatmand, jeg foretager mig dette Arbejde, og det skal ikke tjene til den almene Velfærds Fremme, men kun til Fidivavs og min egen Fornøjelse; thi Fidivav sover aldrig tryggere, end naar Pennen skratter paa Papiret.
Af tre Grunde skrider jeg til dette Foretagende. For det første har jeg hidtil savnet noget at beskæftige mig med i de lange Vinteraftener, naar Frøken Ingversen er gaaet til Sengs efter vor Aftenbezique. Se, her har jeg da faaet noget at spekulere over.
For det andet gør jeg det til min egen Opbyggelse og Belærelse, idet jeg venter mig, at dette Arbejde, naar det udføres med Flid og Grundighed, vil klare min Forstaaelse af meget i det forgangne, der endnu synes mig dunkelt.
For det tredje har jeg nylig maattet kassere en af det nye Aars kommunale Protokoller, fordi Bogbinderen har været saa taabelig at gøre de røde Streger i Margenen dobbelte i Stedet for enkelte. Denne Protokol har han tilbudt mig som Privatperson for en billig Penge, og jeg vil nu gøre den til min Privatprotokol.
Jeg skrider til Værket med stor Alvor efter de bedste Historikeres Mønstre, idet jeg gør mig Umage for fremfor alt at være saa paalidelig som mulig. Jeg aflægger Løfte om hellere aabent at bekende min Uvidenhed paa de Punkter, hvor min Hukommelse svigter mig, end paa egen Haand at digte noget til. Ogsaa vil jeg efter alle samvittighedsfulde Biografers Sædvane anvende Dokumenter i saa stort Omfang som mulig, og jeg har til den Ende i de sidste fjorten Dage gennemgaaet og kronologisk ordnet alle de Dokumenter, der staar til min Raadighed. Det fornemste af disse er en vis Dagbog i blaat Bind, som indeholder mange kuriøse Betragtninger. Endvidere bør fremhæves to hypotetiske Karakteristikker af den gamle Kong Salomons Personlighed og hans Forhold til Sulamith samt en lille Afhandling om den kongelige, danske Religion, hvori denne henføres under sin rette Kategori. Derimod vil jeg ikke direkte anvende min Persons Vers, hvoraf jeg besidder tykke Pakker; thi siden jeg er blevet ældre, gør jeg ikke meget af Versemageri.
Dengang jeg begyndte at spekulere paa dette Foretagende, forekom det mig, at jeg dog havde oplevet en hel Del; men da jeg kom til at tænke mig om, overraskede det mig, hvor fattigt egentlig mit Liv har været paa Begivenheder. Jeg fløj op, og jeg fløj ned; men noget videre kom der aldrig ud deraf. Og dog føler jeg mig som den, der har oplevet meget. Thi hvad der for enhver anden vilde have været Smaabegivenheder, blev uhyre store Begivenheder for mig, saa at jeg kan ligne mit Liv med en Verdensomsejling i en Nøddeskal. Ofte sammenstiller jeg mig med den Mulighedens Discipel, som Vigilius Hafniensis omtaler, der lever midt ude paa Jyllands Hede, hvor den mærkværdigste Hændelse er den, at en Urkok flyver larmende op, men som uddannes i Mulighedernes Verden og lærer mere der end mangen Skuespiller paa Verdenshistoriens Teater.
Naar man skal tage een af - fotografisk, forstaar sig - da gælder det om to Ting, at have Personen paa Afstand og selv at forholde sig rolig. Paa samme Maade vil jeg tage mit fordums Jeg i Kikkerten. Jeg vil betragte min Person, som om han ikke var i kødelig Slægt med mig selv, men som om jeg havde staaet i en tilfældig Forbindelse med ham som Hovmester, fortrolig eller deslige. Derfor vil jeg ogsaa tillade mig selv en Gang imellem at snakke lidt med, hvis jeg har Lyst, ligesom Thackeray bruger det, og overhovedet gøre mig det mageligt og ikke forhaste mig. I de lange Afteners Stilhed er der jo intet at haste efter.
Naar man i Jylland vil udtrykke, at en og anden har det rigtig alene, siger man, at han sidder for sig selv og kukker. Det kunde more mig at prøve paa at udlægge dette Udtryk allegorisk. Jeg finder meget træffende deri. Den fulde Ensomhed bliver af sig selv til Samtale. Den dybe Stilhed fyldes af Stemmer. Med denne lidt melankolske, lidt monotone, lidt gammelmandsagtige Smaasnakken med mig selv faar jeg Tiden til at gaa ligesom Kukkeren derude paa Heden.
Altsaa rykker jeg Stolen helt hen til Skrivebordet, tænder min Pibe med en Fidibus og giver mig til Værket. Men først og for en Ordens Skyld autoriserer jeg lovformelig denne Protokol in Folio til Privatprotokol for
Salomon Simonsen,
fast ansat Kæmner her i Staden.
De indfødte herude kalder min Hjemstavn for Staden. Jeg ved nok, at Staden har et andet Navn, hvormed den figurerer i Geografien. Det er et af de Bynavne, som man indprenter sig i Skolen, men som man aldrig hører nævnt senere hen i Livet. Der gives Skeptikere, der tvivler paa saadanne Byers Eksistens og tror, at Bønderne har bundet en lettroende Geograf noget paa Ærmet.
Staden ligger op ad Bakke og ned ad Bakke. Skønt den er saa lille, er den en hel Labyrint. Gaderne er krogede og benyttes ikke meget af indfødte Fodgængere; men der er et Utal af Genveje og Fodstier, som enhver kender. Passagerne gennem Bryggerens Gaard og gennem Apotekerens Have er Stadens to Hovedaarer.
Der gaar en grøn Slugt fra Vandmøllen op til Kirkegaarden, og igennem den kan en fremmed uforvarende komme spadserende midt ind i Stadens Hjerte uden at ane, det er en Stad, før han staar omtrent midt paa Torvet; men saa ser han rigtignok heller ikke andet end lutter Huse.
Der er ikke noget, som giver en stærkere Forestilling om noget ældgammelt, end saadan en stillestaaende Stad. Der er kun een Murermester i Staden, thi der bygges meget sjældent nye Huse, og naar man efter Tilvæksten i de sidste tyve Aar beregner, hvilken Tid det maa have taget for Staden at vokse til sit nuværende anselige Omfang, faar man en Forestilling om stor Ælde.
Og dog har der været noget til før denne Stad; thi det hændtes en Gang, at Borgmesteren lod grave i Adelgade, og da fandt man Resterne af en anden Brolægning over to Alen under den nuværende. Dette giver et lignende Indtryk af ubestemmelig graa Fortid som en Begivenhed, Herodot omtaler. Han beretter om en ægyptisk Konge fra den allerældste Sagntid, at denne fandt i en Ørken et Tempel, som ingen kendte, med Skrifttegn, som ingen af hans lærde kunde tyde.
I denne Stad og i Stadens Kæmnerbolig, der er gaaet ved Køb og Salg fra Kæmner og til Kæmner i mangfoldige Led, traadte en lille Svend ved Navn Salomon Simonsen sine Børnesko.
Han var ikke nogen lille Jødedreng, som man kunde tro efter Navnet. Dertil var hans Haar for lyse og hans Øjne for graa.
Han var en loyal, dansk Dreng. Kongen og Borgmesteren lærte han at ære, før han kunde knappe sine egne Bukser; men hans nærmeste foresatte var den Kæmner, der besteg Kæmnerstolen i 1860 efter afdøde Lausgaard.
Salomons Kæmner var en lang, mager Skikkelse med en alvorlig og sædelig Mine i sit Ansigt. Han skal i sin Tid have været Seminarist og Skrivelærer i Staden, men kort før Lausgaards Død blev han Svigersøn og Adjudant ved Forretningerne og arvede Embedet efter ham. Orden, Disciplin og Præcished var hans tre Kæpheste. Hans Streger over t'erne var alle lige store, og hans Prikker over i'erne sad alle lige højt over Linien. De store Bogstaver var hans Kæledægger, og han læste af Princip aldrig nogen Bog, hvor Navneordene ikke var stavede med stort.
Kæmneren gik altid i en lang, sort Frakke og korte, graa Bukser, Galocher og Paraply.