Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 196-208
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 196-208
Det var et gammelt Regnskab, som Salomon her fik opgjort. Egentlig skrev det sig fra den Dag, da han som Barn blev slæbt frivillig op til Alteret for, som det hedder, at æde og drikke sig selv til Dommen.
Atter spilledes nu Konfirmationskomedien i disse Dage i Stadens Gader, og umyndige Læredrenge og Skoledrenge blev forvandlet til modne og myndige Kristne efter Christian den Sjettes Recept.
Salomon hørte Pastor Petersen i Kirken lægge et evigt Ansvar paa disse smaa Sjæle, som tog det hele saaledes, som Pastor Petersens Taler bør tages, som en Skylle, der skulde tages imod, fordi det hørte sig til, men som ellers ikke betød noget, saa snart man kom uden for Kirken. Og om Eftermiddagen saa han dem trække ud til Jomfrulunden med Cigar i Munden og Penge paa Lommen til at drikke sig fulde for. Saaledes var jo den protestantiske Tradition i Staden.
»Sagen er«, sagde Salomon, »at de Folk, som anbefaler sligt og praler af sligt, de har ikke den samme Respekt for disse gamle Ceremonier og denne gamle Religion, som jeg har. Min Ærefrygt viser sig i, at jeg anbefaler at raabe lidt mindre derom, at sætte lidt mindre Pris paa Kvantiteten af Besøget og lidt mere paa Kvaliteten; helst at lade helt være. Thi jeg ser tilbage til de Tider, dengang alt dette betød noget, betød Alvor, Opofrelse, Martyrie, Askese. Og derfor just siger jeg: Sligt passer ikke længer for os. Lad os fremfor alt være ærlige og ikke - fremfor alt - saadan, hvad man kalder kristelige.«
Salomon sad med det lille Hæfte om »Reformationens sædelige Værdi« i Lommen og saa paa Konfirmanderne, der brækkede sig lige overfor i Skomagergyden. Og hans Sjæl fyldtes af en sund og frisk Harme, ikke paa de stakkels, blege Konfirmander, som Skrædderen vilde have taget det, men paa hele Konfirmations- og Reformationssystemet; en rent menneskelig Harme, saa velsignet fri for alle dogmatiske Forudsætninger. Og i dette Øjeblik følte han Lysten røre sig i ham til at gøre noget, et eller andet, ligegyldigt hvad, knibe Skrædderen i Næsen eller disputere offentlig med den Tesis, at alt, hvad Pastor Petersen siger, er galt. Han følte en svar Fristelse til at lade det lille Hæfte komme ud i Verden. Ikke tænkte han paa at indsende det til det teologiske Fakultet, det skulde da være for at forskrække Rector magnificus. Nej, men et eller andet Steds hen, ligegyldigt hvor, bare det futtede af.
Salomon tænkte sig om. Dernæst puttede han Hæftet i en blaa Konvolut, skrev Filosoffens Adresse paa og satte Frimærke paa; men som en forsigtig Mand - thi han tiltroede aldrig rigtig sig selv noget, før han havde sovet paa det, - puttede han det ikke i en Postkasse, men indtil videre i sin Skuffe.
Hvis Salomon havde fulgt sin første Indskydelse, havde Filosoffen faaet Afhandlingen i Hænde. Der var kommet et eller andet Rabalder ud deraf. Manden, som opdager nye Mænd i Oppositionsorganet, vilde have opdaget en ny Mand i Salomon, men Sindene vilde lidt efter lidt være faldet til Ro.
En Provst vilde have gendrevet Afhandlingen i Berlingeren og paavist, at Forfatteren var uvidende om det lutheranske Grundprincip, som er, at Evangeliet bør tages aandeligt og fremfor alt ikke bogstaveligt, som man før har ment, inden Udviklingen kom saa langt som nu. Dermed vilde Afhandlingen have tabt al sin Interesse for Samtiden. Endelig vilde den efter de 25 Aars Forløb indtræde i det historiske Stadium. Atter vilde den omtales, men denne Gang velvillig i Berlingeren, og der vilde blive sagt, at bortset fra den lille Vildfarelse, at Evangeliet burde enten tages bogstaveligt eller slet ikke, var der virkelig gode Bemærkninger i Afhandlingen. Derefter vilde enhver betragte den som slaaet ihjel efter alle Kunstens Regler.
For disse 25 Aars Spænding sparedes Salomon, og det, fordi han med sin vante Vidtløftighed fandt paa at stille sig selv et intrikat Spørgsmaal; i den søvnløse Nat, hvor Raadhusklokken sendrægtig slog Kvartererne, havde han Tid til at tænke over Spørgsmaalet, nemlig dette: »Hvad er det egentlig, du vil til Livs?« Hertil svarede han: »Jeg vil først og fremmest Halvdelen til Livs. Jeg vil det lutheranske Princip til Livs, som er at tale i een Karakter og handle i en anden Karakter.«
I en søvnløs Nat er man altid dybsindigere end om Dagen. Et nyt Spørgsmaal brød ufortøvet frem: »Du vil Overensstemmelsen mellem Praksis og Teori; men er da selve den Handling at lægge din lille Afhandling paa Bordet overensstemmende med din Teori. Teorien gaar, hvis jeg har forstaaet dig ret, ud paa at leve i al Stilhed og Beskedenhed uden at rende rundt og omvende andre. Er dette Skridt, at adressere Skriftet til en Rabalderfilosof, i Karakteren af denne Teori?«
Inden Klokken slog fire paa Raadhuset, var Spørgsmaalene blevet Salomon for mange. Og for at faa Fred i sin Sjæl gik han ind og tog Frimærket af Konvolutten. Saa var det desuden sparet.
Der havde været et Øjeblik, hvor Magtsygen havde bruset i Salomons Sjæl. Atter havde Etatsraadens Ord genlydt i hans Øren: »Vær en Mand! Vær en Hersker! Fuldfør noget, ligegyldigt, hvad det er, godt eller ondt, med Strømmen eller mod Strømmen. Raab dit Navn ind i Ørene. Brænd dit Navn ind i Øjnene. Og nyd det, at skalte og valte. Nyd dig selv!« - Maaske forstod Salomon nu bedre end før denne Fristelse, fordi han i Ensomheden var blevet mere Mand end før; men Salomon var tillige for vel indøvet under sin egen Spot over sig selv til at kunne smutte ud og prøve Etatsraadens Metode. Han sagde til sig selv: »Du med dit Maskepi med den Filosof, som du ellers ikke plejer at rose; du med dine Drømme, dine Planer, din Lyst til at »virke«, skønt ingen Fanden ved, hvad der kommer ud af den Virken, du var aldrig nogen Sinde mere Lutheraner end i dette Øjeblik. Læg derfor Afhandlingen paa Bunden af din Skuffe med alt det andet Ragelse og krads i Seng med dig og lad det være godt.«
Og derved blev det. Det er den sidste Strid i Salomons Sjæl, den sidste Begivenhed i hans Liv.
Og nu flyder Salomons Liv roligt som en dansk Aa imellem grønne Enge. Om end den flyder fra Eng til Eng, saa ligner dog det ene Sted det andet op ad Dage. Saaledes er ogsaa den ene Dag for Salomon som den anden og den anden som den tredje, og der er 365 saadanne Dage i et Aar. Og der er mange saadanne Aar, hvor mange bryder jeg mig ikke om at vide. De tæller ikke hinanden, de løber stilfærdig af Skolen, og hvor den ene Traad slipper op, der knyttes den anden ufortøvet til. Saaledes rinder ogsaa Tiden for Fidivav, Salomons Silkepudel, og for Frøken Ingversen, Salomons Husholderske.
Thi ifølge det gamle Testamentes Regler, at Mennesket ikke bør være ene, har Salomon hentet Frøken Ingversen fra Nørrebro, dog ikke for at gøre hende til sin Kone, men for at ansætte hende som sin betroede Husholderske.
Og nu tror jeg, at jeg kan sige »Jeg«; thi denne Salomon, som lever i det lille Hus, i den lille Stad, det er den samme, som har taget sig paa at skrive Salomons Historie til sin egen og Fidivavs Opbyggelse. Jeg, den Person, som kalder sig »Jeg«, er ikke Digteren Salomon eller Anarkisten Salomon eller Prosatilbederen. Det er den gode Borger, Kæmner Salomon i Staden.
Saaledes gaar Tilværelsen egentlig altid i Ring, som allerede Lucretius indsaa. Se, denne Historie begynder med Kæmneren, og den ender med Kæmneren; og den smertelige Uro og Trods og Angest, den brugte Naturens Husholdning snedigen til at producere en ny Kæmner i Stedet for den gamle. Saaledes har Forsynet ført det onde til det gode og sørget for, at Stadens Regnskaber ikke gik i Staa.
Skulde jeg holde Dagbog nu, saa blev det en Dagbog omtrent som den, jeg holdt i min tidlige Barndom, og den vilde lyde saaledes: »Jeg stod op Klokken 8, og derefter arbejdede jeg. Klokken 12 spiste jeg til Middag, og derefter læste jeg og gik i Haven. Klokken 6 spiste jeg til Aften, og Klokken 10 gik jeg som sædvanlig i Seng«.
Saaledes tænker jeg for øvrigt, ganske sans comparaison, at Napoleon førte Dagbog ude paa St. Helena.
St. Helena er en Ø, der ligger hundrede Mile borte fra det menneskelige Samfund. Mange Dagsrejser maa man sejle over det graa Hav for at naa derhen.
Klippestejl er Øen, Stormen omsuser den daglig. Og dog er der Stilhed og Fred.
Thi det er Fredens Ø midt i Resignationens Ocean, og mange smertelige Dagsrejser maa man have, før man naar did.
Her er stille her i Staden. Jeg har efterhaanden faaet Staden kær. Der er noget uberørt, gammeldags over den, noget herligt ulogisk og doktrinært over dens Indbyggere, som tiltaler min Smag for ægte, solid Antikvitet.
Og med en vis Fornemhed holder de her over de gamle Traditioner. Det kortvarige Røre, som vendte op og ned paa alt i det politiske Aar, er faldet til Ro, og de gamle Rettigheder holdes atter i Hævd. Og naar Købmand Petersen holder Fødselsdag, saa lukker han for Butikken Klokken 4 og kører i Jomfrulunden med vore to Charabanc'er og den halve Befolkning indeni.
Vi har endnu vor gamle, enbenede Betjent. En Tid lang blev han overstraalet af Gendarmerne; men disse er nu, som man siger, blevet opløst, og enevældig regerer den enbenede i vor kære Stad.
Kun een Ting bringer Uro, det er Hønsene; og hvis der nogen Sinde igen bliver Oprør i Staden, saa er det Hønsenes Skyld. De gaar og piller Græs paa Fortovene og for den Sags Skyld paa Kørebanerne med, men Borgmesteren har svoret dem Krig. Han har paalagt den enbenede at drive dem ind i deres Hønsegaarde, og der er en Kaglen og en Skrigen Dagen lang.
Og se, forleden kommer Borgmesteren i egen Person ned paa Algade og skal inspicere Slagmarken. Da kommer Værtshusholder Nikolajsens kalkunske Hane, der er som en Fader for alt Fjerkræet i Byen, og pludrer af Borgmesteren, pludrer af ham med Guldtresse og det hele og gør Forsøg paa at ryge i hans broderede Benklæder.
Men Borgmesteren opdager Revolutionen, som ligger bag ved det, og befaler den enbenede at bringe Kalkunen paa Raadstuen.
Kalkunen bliver idømt en Bøde og betaler gennem sin betroede Mand, Værtshusholderen; men den kan ikke bære denne Forsmædelse. Dagen efter finder man, at den har hængt sig selv paa et Sengelad, har faaet Hovedet ned i en Indskæring og er hængt, bogstavelig hængt. Stumt appellerer den til den himmelske Retfærdighed.
Naar jeg fortæller denne Begivenhed saa udførligt, er det, fordi det er det eneste, der er hændt i Staden i dette Aar.
Men naar Staden har holdt sig saa uberørt, saa er det, fordi den moderne Civilisation har koncentreret sig en halv Mil herfra i en Rede, som Staden og dens Mænd byder Trods. Der er kommet Jernbane til vort Nabolag. Forgæves protesterede Byens Købmænd imod dette Foretagende, som vilde berøve Staden dens naturlige Opland. De opnaaede kun, at Stationen blev lagt, hvor den ligger, sønden for Aaen.
Her har rejst sig en ny By i amerikansk Stil, en By, som er bygget paa Veksler. Grunden er løbet fabelagtig op, man siger til 2 Kroner pr. Kvadratalen. Alle Forretningsfolk i den nye By gaar fallit en Gang om Aaret, og der er forbavsende Frodighed og Fart i det hele. Een Ting kan vise, hvor store Forholdene er. Den nye By har en Skiltemaler, der udelukkende ernærer sig af at lave Skilte til sine Omgivelser.
Her dominerer Jens Kjeldsens Filial, og Jens Kjeldsens Filial udgiver Jens Kjeldsens Filials Avis. Derfor kalder vi, Stadens Folk, den nye By for Jens Kjeldsens By.
Og alle Folk i Jens Kjeldsens By er hellige, Jens Kjeldsens Filial ogsaa. De har ingen Præst, men Skrædderen har bosat sig dernede tillige med den hellige Enke og er frivillig Sjælesørger.
Saaledes er Arbejdet blevet delt mellem ham og Pastor Petersen. Hver har taget sit. Det længe ventede Skisma i den lutheranske Verden er endelig indtruffet.
Det hænger sammen med, at de hellige endelig har kastet Maske og er optraadt aabent som et økonomisk, politisk Parti. I Jens Kjeldsens By bliver enhver, som ikke sværger til Skrædderen, boykottet, og de har hellige Forretninger af alle Slags og hellige Handelsrejsende, der missionerer blandt Bønderne og lokker Kirkegængerne fra Pastor Petersen og Kunderne fra Stadens Købmænd.
Og to Gange om Ugen er der Aftenmøder med Te, Hvedekager og Skrædder for hellige Brødre og Søstre, der færdes mellem hinanden i Kærlighed.
Da færdes de bagefter med Armene om hinandens Hals op og ned ad Gader og Veje og synger Salmer og aandelige Sange uden at trættes.
Men her i Staden har vi Stilhed og Fred. Thi her klukker Pastor Petersen ligervis som en Høne.
Jeg kender godt Pastor Petersen personligt. Vi er jo begge to studerede Mænd og holder desuden begge Duer. Det er straks to Interesser fælles.
Jeg har intet imod Pastor Petersen. Han er visselig en brav Mand. Princippet, Petersens Kristendom, har jeg undertiden railleret lidt over, men Petersen selv respekterer jeg. Vi taler af og til sammen over Stakittet, naar han gaar i Træsko og med lang Pibe og beskærer sine Roser. Han giver mig gode Raad med mine Duer. Og jeg har af og til forsynet ham med apologetiske Argumenter mod hans Skrædder. Thi jeg har egentlig ondt af Pastor Petersen, som jeg har ondt af hele Stadens gamle, hæderlige Kultur. Jeg ved, hvorledes det vil gaa. Pastor Petersen vil en Dag blive slugt af Skrædderen, som en af de fede Køer blev slugt af en af de magre, og Staden vil blive slugt af Jens Kjeldsens By.
Og Helligheden vil triumfere over det ganske Land.
Men endnu staar Staden, og jeg er Kæmner i Staden, og jeg er min Stad tro.
Jeg holder meget af Stadens Borgere. Men tro ikke, at jeg er en Misantrop af den gamle, romantiske Slags, der lader Naget over sine skuffede Forhaabninger gaa ud over Menneskene, det vil sige over samtlige Mennesker undtagen det kære, fejlfri, retskafne Selv. Kærnen i en saadan sentimental, ædel Romanhelt af Byrons Skole er Forfængeligheden og Selvnydelsen som i hele Romantikken. Nej, ikke det enkelte Menneske, men den almindelige, menneskelige Natur, som vi alle uden vor Skyld maa trækkes med, betragter jeg med en sund, bitter Følelse af afmægtig og stille Smerte, med den samme Følelse, som i sin Tid lod den hellige Augustin skrive sine Værker, og i vore Dage lader Zola skrive sine. Og med Glæde ser jeg, at Sandheden mere og mere trænger igennem, at den romantiske, optimistiske Uvederheftighed nu er kendt, og at Livet ses nøgent og smerteligt, som det er; at Drømmenes Tid er forbi, og den videnskabelige Erkendelse kommer.
Dog, jeg sidder her og filosoferer og kommer ingen Vegne. Vist elsker jeg Stadens Borgere og Stadens Høns og alt, hvad der hører Staden til. Der er noget af den hellige Enfold her i Stadens tykke Luft. Aldrig diskuterer man deroppe over de højere Materier, især ikke siden Skrædderen lykkelig og vel er rejst. Der er Gud ske Lov ingen Filosofi i vor Stad. Men vi Borgere færdes mellem hverandre i god Forstaaelse. Vi kan staa i lang Tid med Armene over Kors paa Præstens Stakit og se paa Præstens Høns, der lever i deres Hønsegaard som Menneskene i Edens Have, og vi kan observere en Kyllings Kamp med en drabelig Regnorm med dyb Interesse og inderlig, gensidig, Forstaaelse. Der sker saa lidt i vor Stad. Derfor er alle begivenheder Fælleseje.
Mindst af alt skriver jeg mig selv op til at være Kvindehader. Uden Bitterhed skuer jeg tilbage til Morgenrødens Land, og hvis der er nogen Følelse, der knytter sig til dette Minde, er det en dyb og mild Taknemmelighed. Ja, Tak, du unævnte, hvis Navn jeg har lovet mig selv ikke at nævne her. Tak, fordi du førte mig ind i Morgenrødens Land og gav mig Lærdom og bittersøde Minder; men først og sidst Tak, fordi du lod mig fare, fordi du var sanddru imod mig, den Gang jeg var sanddru imod dig. Ingen bedre Gave kan et Menneske give et andet end den at være sanddru. Hvor mange Kvinder vilde have handlet som du? De vilde med romantisk Letfærdighed have lukket Øjet i og drømt. Eller de vilde med sentimental Medlidenhed have ofret sig selv. Men du erkendte bange og brødefuld din egen Magtesløshed. Du var ærlig imod dig selv og imod mig. Derfor være dig altid Tak og Lov og Pris.
Nej, ikke foragter jeg Eros og lader fornem, som om jeg ikke kender ham, om end jeg dyrker en højere Gud. Nej, meget mere mener jeg, at, skønt jeg kun een Sommer bar hans Krans, er jeg en af de sande Erotikere, dybere indøvet i hans Mysterie end mangen, der kalder sig derfor. Thi mange er Thyrsossvingerne siger Plato, men de sande begejstrede er kun faa. Jeg mener ikke som somme, at man kan maale sin Kundskab i Eros af Antallet af Elskerinder, eller som Pastor Petersen, at det kommer an paa at avle saa mange Børn som mulig i et kristeligt Ægteskab. Nej, af Fordybelsen i et enkelt Minde, selv om det er løbet bort som en Drøm, selv om det er kort som en Drøm, kan der læres mere for den lærenemme, end Klodrianen lærer af de mange Forhold.
Minderne flokker sig om mig. Undertiden kan jeg blive helt skjult i dem som i et tæt Snevejr. Jeg bor jo i Barndomsmindernes Borg, i det gamle Hus. Her holder endnu en Skygge af Rædslerne fra Barneaarene til Huse. Helvedesangesten lever endnu i Kulrummet, og den onde Samvittighed knirker i hvert Trin, naar jeg gaar op ad Trappen til mit gamle Kvistkammer. Men just derfor bliver jeg her og byder de mørke Minder Trods. Der er en ejendommelig Stemning i denne mørke Baggrund for alt Liv her i Huset og en hyggelig, humoristisk Pirring i at vide, at Huset og alle dets Skygger nu adlyder mig.
Men her er ogsaa andre Minder. Et lyst, gullokket Minde spøger i Haven, naar jeg ser derned en Foraarsmorgen. Forunderlig nær og kær er mig blevet min lille, døde Søster, som blev slaaet ihjel af for megen Moral. Jeg kan huske, hvorledes hendes Stemme lød. Genlyden af den hænger mig i Ørene endnu. Jeg bilder mig ind, at hun endnu passer Primlerne og de blaa Anemoner derude i Skovbedet, og naar den første Markbuket lader sig plukke af Bellis, gul Følfod og glinsende Skarntydeblade, arrangerer jeg dem i en Syltetøjsassiette og sætter den i Vinduet, ligesom Søster plejede at gøre i gamle Dage. Jeg har fundet hendes Frimærkesamling, og trofast samler jeg atter Frimærker til Tjing-tjang efter mange Aars Efterladenhed. Saaledes, siger Psykologerne, kan Erindringer fra Barndommen undertiden dukke op og blive saa levende, som om det var sket i Gaar, og det skal være et Tegn paa, at men begynder at blive gammel.
Jeg begynder at blive gammel, ja, og lidt svagelig. Min Sygdom forlader mig ikke, men jeg kender dens Navn og tør se den lige i Øjnene. Jeg er min egen Læge og bekæmper min Sygdom ved at leve efter en streng og metodisk Diæt. Naar mit Arbejde er færdigt, gaar jeg mig en Tur for at ilte Vævene og faa Blodet i Cirkulation, og naar jeg kommer hjem derfra, trænerer jeg mine Tanker med en eller anden god Bog. Til de gamle Tider med deres enkelte Følelser og storslaaede, enfoldige Koncentration søger jeg tilbage, naar jeg vil opbygges. Oldtid og Middelalder, Norden og Grækenland er mig lige kære. Den nyere Tids Litteratur, jeg vil tilstaa det rent ud, jeg forstaar mig ikke paa den nyere Tid, som dog saa at sige ethvert dannet Menneske i Hovedstaden forstaar sig paa.
For at holde Æggen af min Tanke skarp og præservere mig mod Romantikkens Fristelser, som lurer paa mig, hvor jeg gaar og staar, læser jeg jævnlig solide, naturvidenskabelige Skrifter. De giver mig en solid Ballast ind og hjælper mig til at holde Balancen. Jeg har ogsaa undervist i Logaritmeregning i Byens tekniske Skole og mener, at dette Arbejde har haft en gavnlig Indflydelse paa min Karakter. Ved alt saadant haaber jeg at rense mig fra den Last, jeg frygter mest af alle, just fordi den ligger min oprindelig romantiske Natur saa nær, Sværmeriets, Mysticismens blødagtige Last.
I denne Stilhed bliver Smagen fin og Synet skarpt. Vinsmagerne, hvis Bestilling er at smage paa Vinen og bestemme dens Kvalitet, de maa, siger man, aldrig ryge Tobak eller spise stærkt krydrede Sager, som sløver Smagsnerverne. Og her i Staden, fjernt fra det stærke og krydrede Liv ude i Verden, bliver man paa samme Maade en Finsmager. Det er ikke uden Grund, at de første, som besad Sans for Naturskønhed i moderne Forstand, var de første kristne Eneboere i Romertiden. For Eneboeren smager Støvregnens kølige Draaber finere end den stærkeste og fineste Drik, som udskænkes i det store Babylon. Han kender alle Skyernes Farver, og de synes ham skønnere end Babylons Silkeklæder. Den sindrigste Visdomslærers Taler derinde lærer ham ikke saa megen Visdom som Bækkens enfoldige Mumlen, og han bytter ikke den lille Fugls Kvidren paa en Tøvejrsdag bort for Fløjtespillerens Triller. Saaledes lærer jeg som Broderen af det fælles Liv at nøjes med det lidet, at glæde mig over det simple og enfoldige.
Om Sommeren lader jeg gerne Bogen fare. Da løber jeg over Bakker og Dal med en grøn Kasse paa Ryggen, og Folk kalder mig Botaniker. Men her over for Blomsterne nænner jeg ikke at være alt for videnskabelig, ikke heller forstaar jeg mig meget paa Botanikken. Er jeg Botaniker, er jeg det kun, som Rousseau var det, Amatør i Ordets egentlige Forstand. Ikke heller anlægger jeg Herbarium og presser Saften ud af de stakkels Blomster. Nej, jeg bærer dem andægtigt hjem og sætter dem som et Offer foran Søsters lille Fotografi. Hvor lidet forstaar dog de fleste Mennesker sig paa Blomster. De sondrer mellem Blomster og Ukrudt, men for den rette Planteelsker er intet Ukrudt, men selv den mest foragtede Blomst har sin Skønhed og bør prises for sin Snedighed i Kampen for Tilværelsen.
Jeg flygter ikke ud i Naturen, fordi jeg hader Menneskene. Nej, gerne færdes jeg mellem andre og helst mellem ustuderede. Men jeg vil tilstaa, jeg færdes endnu hellere mellem de døde end mellem de levende. De døde, som vi maner op i forklaret Skikkelse af Historiens Nat, forstaar jeg bedre end de levende. Ofte forekommer jeg mig selv som et Menneske, der er blevet født for sent. Jeg burde egentlig have været enten Kyniker i Oldtiden eller Franciskaner i Middelalderen; men jeg er blevet glemt og er kommet bagefter. Og hvad kunde det nytte, om jeg nu gik hen og skabede mig og tog en lang Filosofkappe paa.
Zoologerne fortæller, at paa meget afsides Øer træffer man undertiden Dyrearter, der egentlig minder mere om den forrige Jordperiode end om denne. En saadan Reliktfauna kan man ogsaa træffe i Menneskelivet, og dertil hører vistnok jeg. Mit Valgsprog er: Lev i Skjul! Var noget Valgsprog mere fordægtigt reaktionært end det!
Derfor føler jeg mig undertiden noget ensom i Lutheranismen. Og af een Grund til kan jeg føle mig noget ensom imellem Lutheranerne. For dem er jo Troen alt, og jeg - ak, jeg - jeg har sandt at sige ingen Tro; og hvis en alvorlig Mand, saadan en rigtig for Alvor alvorlig Alvorsmand kom hen til mig og sagde, at jeg efter hans Formening ikke var en alvorlig Mand, ved jeg ikke, hvad jeg skulde svare ham. Thi Manden vilde have Ret. Jeg er ikke saadan, hvad man kalder en alvorlig Mand. Meget mere kan jeg ikke lade være med at spøge lidt med den Tro, som grasserer omkring mig. Thi alle Mennesker tror jo paa noget, og da der bliver lavet en ny Religion hver Dag, er der nok at tro paa. Men jeg har for min sjælelige Sundheds Skyld set mig nødsaget til at holde mig paa den smalle Diæt af, hvad der er matematisk vist og erfaringsmæssigt sandsynligt. Jeg har sandt at sige ingen Religion, ja, jeg har ikke engang nogen Filosofi. Hvis jeg endda troede paa Treenigheden, vilde jeg blive regnet for noget af Teologerne, og hvis jeg troede paa Identitetshypotesen, kunde jeg begaa mig blandt Filosofferne; men begge Dele forbyder mig min Ærbødighed for den lille Tabel. Skulde jeg bekende mig til nogen Trosbekendelse, vilde det blive den sokratiske, at ingen af os ved ret meget og de klogeste Folk mindst.
Og i denne stille, ensomme og nøgterne Tilværelse mener jeg at have fundet Freden. Men Fred er ikke noget, man erhverver sig en Gang for alle ved en og anden Transaktion med Himlen, og som vedkommende forpagter for Resten af sit Liv. Denne Fred, som optræder paa sidste Side af Solstraalefortællingerne, er en moderne, religiøs Opfindelse, et moderne Falskneri.
Hverken Paulus eller Thomas à Kempis kender noget til den. Den virkelige Fred er ikke saaledes. Den er Idyllen midt i Stormen paa den oprørte Sø. Den er som det Billede, jeg har brugt en Gang før i denne Biografi, som de to, der kysser hinanden for første Gang, medens Skibet gaar under. Saaledes skal du kysse den kære Kvinde, Øjeblikket, rolig som Søfuglen, idet den hviler et halvt Sekund paa Bølgekammen, rolig som Linedanseren, idet han standser et halvt Sekund paa Snoren og lytter efter Folkets Bifaldsraab.
Denne Fred tabes daglig og genvindes daglig, som Linedanseren i hvert Øjeblik taber og genvinder Ligevægten, og derfor kan der maaske dog blive noget sandt i Talen om den stadige Fred, om end ikke paa de opbyggelige Romaners søvnige og uvirkelige Maade. Thi Trygheden er en Tryghed i Uroen. Som Fuglen er tryg i Flugten, som Akrobaten i Saltomortalen, fordi de kender sig selv og deres Kræfter, kan den, der er Specialist i den Kunst at leve, være tryg i Lidelsen, i Oprøret, i Feberen, i - om det skulde være - Afsindigheden, fordi han kender sig selv og ved, at hans Vilje, skønt svagere end Lidenskaberne, vil tæmme disse ved sin Kløgt og Ihærdighed, som Dyretæmmeren tæmmer de vilde Dyr. Trygheden i Uroen, Sundheden i Sygdommen, Visheden i Uvisheden, dette er det psykologiske Paradoks, som jeg har erfaret, og som Kierkegaard paa romantisk Vis satte uden for sig selv i sin underlige Mytologi, der er saa ortodoks tilsyneladende, saa kættersk i Grunden.
I disse Aar, der er forløbet - hvor mange Aar det er, ved jeg knap. Tiden staar stille for mig - har min Dagbog ikke staaet stille. Og skønt der har været Uger og Maaneder mellem hver Gang, jeg tog den frem, samler det sig dog op, mens Aarene gaar.
Paa en forunderlig Maade kan sligt samle sig sammen i Stilheden. Først undfanger Sjælen en Tanke. Løsrevet og afbrudt, som den er dukket op af Stilhedens Dyb, fæstnes den i Ord af Bevidstheden. Den skrives op og er fra nu af for bestandig en Part af Erindringen, af Sjælens Ejendom. Saaledes kommer en anden og en tredje dragende som i et Delirium, og man ser endnu ikke Sammenhængen. Men som man gaar og spekulerer over sligt, fordi man nu en Gang ikke har andet at bestille, faar man Øje for Mellemledene, og de Tanker, der kom først, faar et andet Udseende derved. Saaledes gaar det ogsaa, naar Sollyset tændes i en Bjærgegn. Da ser man først de ensomme Toppe glødes oven over Natten, som om de svævede i Luften, men efterhaanden dukker de andre op, og hele Landskabet staar med skarpe Linier i Lys og Skygge paa een og samme Grund.
Saaledes bygger Erkendelsen Bro mellem de første glødende Fantasibilleder og gaar alting efter med sin øvede Tegnerhaand, indtil en klar Tankekreds er arbejdet frem i Dagslyset, der, hvor der før kun var enten blændende Glimt eller ravende Mørke.
Saaledes har jeg tumlet med mine Billeder i de forløbne Aar, helst om Vintereftermiddagene paa de mørke Spadsereture hen ad den ensomme Landevej, naar Telegraftraadene nynnede, og Porcellænsklokkerne paa Stængerne tonede. Og saaledes har jeg efterhaanden formet mig, hvad man nu vil kalde det, et Eventyr eller en Afhandling, Salomons Visdom eller Salomons Daarskab.
Disse Ord løber dog omtrent ud paa eet.
Jeg selv kalder det nu for mit Evangelium. Ikke med Alvorsmandens dybeste Stemme bruger jeg dette Ord. Nej, just lidt spøgende og spørgende, halvt melankolsk og halvt skalkagtig kalder jeg det saaledes. Heller ikke mener jeg hovmodigt at have fundet et Evangelium for andre. Nej, beskedent regner jeg det for en stor Ting at have fundet et Evangelium for mig selv.
Dette Evangelium er jo heller ikke et af dem, som et Menneske fik udefra ved Begyndelsen af sit Liv; men det er et, som et Menneske fik indenfra ved Slutningen af sit Liv, og egentlig er det selve Afslutningen. Kun vil jeg nu skrive det ned, ikke som Tankerne kom springende fra først, men saaledes, som det nu falder mig naturligt at gengive dem, og jeg kalder det - saadan ganske for min egen Fornøjelse - for Lidelsens Evangelium.