Peter Skautrup: Overs. 1942 af Blicher: E Bindstouw (1842)

Oversat af Peter Skautrup (1942)

[Original 1842] Det var Aftenen før Bittejuleaften - nej holdt! jeg lyver - det var sgi den Aften forinden endda, at der var Bindestue hos Skolemesterens, ham Kristen Koustrup - I kender ham vel? Der var nok, der kendte ham, for om Vinteren var han Skolemester, men om Sommeren var han Murermester; og han var lige dygtig til begge Dele. Og han kunde mere end det, for han kunde stille Blod og vise igen og vende Vinden og læse over bulne Fingre og meget mere. Men til at mane var han ikke saa fuldkommen som Præsten; for han havde ikke gaaet i den sorte Skole. Saa var vi da samlede fra hele Byen - ja ja! Lysgaard By er ikke saa farlig stor: der er ikkun seks Gaarde og nogle Huse; men saa var de der ogsaa fra Katballe og Testrup, og jeg troer deres Karle i Knækkenborg var ogsaa drevet dertil. Men det kan nu være det samme. Naa Farlil! Saa havde vi da endelig maalt af, og havde allesammen faaet vore Garnender over Krogen i Loftet over Skiven og havde ogsaa begyndt at lade de fem Pinde liste ved. Saa siger Skolemesteren: »Er der ingen af jer, der vil synge noget eller fortælle noget, saa led det saa gævt med dette her Arbejde.« Saa tog hun Ordet -hende Kirsten Pedersdatter fra Papsø - for hun er altid saa fremtalende - »Jeg kunde gerne synge jer en bitte Vise, om I ellers gad høre den?« - »Da vil vi ogsaa det!« svarede jeg: »Klø du kun til!« Saa sang hun ogsaa en Vise. Jeg havde aldrig hørt den før; men jeg kan alligevel godt huske den; og den gik da endelig saadan:

[Original 1842]
Stæren sidder paa Gavlen
    og synger, som han kan bedst.
Nedenfor gaar han Ejler
    og flytter sin Husbonds Heste.
Banked han fast Tøjrepælen,
    smed Køllen derovenpaa,
vendte han sig om ad Stæren:
    »Jeg sang, hvis jeg var som du.«
»Ja hvordan er jeg?« sagde Stæren,
    »Jeg er kun en fattig Fugl,
jeg har ikke andet end Fjerene.«

[Original 1842]
»Aah, du har dig nok en Kæreste,
    og I har jer begge en Rede;
jeg har vel det ene,
    men ikke det andet,
jeg har ikkun liden Glæde.
    Karen hun sørger sig snart til Døde,
og jeg kommer snart bagefter -«
    »Aah! giv hende Fæstepenge!« sagde Stæren,
»Saa kommer de gamle jo vel
    og render dig selv paa Døren.«

[Original 1842]
Der gik en Maaned, og der gik to,
    og der gik tre Gange tre:
saa hented de Jordemoderen til Karen;
    hun var kommet skidt af Sted.
Det vared ikke saa længe, saa fik hun
    en grumme prægtig Dreng.
Moderen slog Smækken for Døren
    og satte sig paa hendes Seng:
»Hvem er saa Faderen, du Karen?«

[Original 1842]
»Jeg kender ikke andre end Ejler -«
    hende Taarer paa Kinderne trilled. 
-»Jeg kunde vel tænke det,« sagde Moderen,
    »men du har lavet det ilde;
var du endda falden for Søren,
    kan hænde sig, det kunne blevet godt;
du baade ham selv og saa Gaarden
    i Minde og Ynde da havde faaet;
men Ejler, aldrig i Verden,
    den Stodder min Datter skal faa 
-det maa du lide paa, Karen!«

[Original 1842]
Karen hun snoede sig halvt omkring             
    og satte sin Pande mod Stokken.
Uglen tuded i Kirketaarn,
    paa Ranen galed han, Kokken.
Hunden tuded mod Kirkeport,
    og Katten mjaved i Arnen.
Først saa døde hun, den unge Moder,
    og snart bagefter kom Barnet.
»Nu bliver han nok fra Døren,« -
    sagde den forsmædelige Kvinde 
-»Hvormeget har du vel faaet af Karen?«

[Original 1842]
Vinteren led, og Foraaret kom,
    og Stæren paa Gavlen han sang:
»Gaar her endnu din usselig Pjalt!
    Kan ikke dig Tiden blive lang?«
»Meget længer den skal ikke heller blive!«
    sagde Ejler; han gik til et Træ.
Han bandt sit Hosebaand alt i en Løkke 
    -»Nu skal jeg snart komme herfra!«
Saa sagde han Farvel til Verden
    og putted sit Hoved derind 
-»Gud naade mig! Nu kommer jeg Karen!«

[Original 1842] »Det var ellers en sølle en!« sagde han, Jeppe. - »Den var saa bedrøvelig,« sagde Ane Kathrine. - »Den var saa gruselig,« sagde Kirsten Mortens. »Syng os en, der gaar lidt mere fornøjelig, Kirsten Pedersdatter!« - »Lad nu en anden synge,« svarede hun, »siden I ikke er fornøjet med denne her.« - »Naaja,« sagde Ole Hansen, »jeg er ikke god til at synge; men jeg kunde fortælle jer en bitte Historie, der er hartad ligesom Visen, undtagen det at den faar en bedre Ende.« - »Naaja, lad os saa faa den!« sagde Skolemesteren; »men gør den ikke for lang!« - »Jeg skal ikke gøre den længere, end den er,« svarede han. Og saa snød han sin Næse og begyndte.
   [Original 1842] »Vi kender jo allesammen den Smule By, de kalder Skræ. Nu ejer de sig selv; men i ældre Dage hørte de under Kærsholm. Den er da endelig splittet ad som saa mange andre; men før har det været en skammelig god Gaard. I de Tider - jeg ved nu ikke saa nøje, naar det var, - boede der en Tid lang to Brødre paa Gaarden. Den ældste af dem var da Manden, og den yngste ejede slet ikke noget hverken af Gaarden eller af Godset. Men Penge havde han ellers nok af, mange Kister fulde, saavelsom den anden.
   [Original 1842] Nuda, i det samme Godlag boede der en Frue paa Avnsbjerg. Hun var ung bleven Enke, og rig var hun, og knøv var hun. Det kunde jo da ikke slaa fejl, at der var baade en og anden, der bejlede til hende. Se kuns nu! Ham, den ældste Broder paa Kærsholm, han bejlede ogsaa; men det vilde ikke blive til noget. Fruen havde set sig en anden ud; men hvem han var, eller hvor han var fra, det maa jeg ikke sige, for jeg ved det ikke. Den yngste af de her Kærsholm Brødre havde ogsaa set sig en ud; men det var sgi en Bondepige i Skræ. Jaja! han vilde jo ikke have hende til Kone, men ellers saadan - I ved vel. Det skøttede hun ikke om. Han snakkede godt for, og han bød hende Penge, og han lovede hende baade Guld og grønne Skove; men lige vidt kom han med hende. Hun passede sin Rok og sin Bindehose og hædede sine gamle Forældre. Imellemstunder var hun bedrøvet, og hendes Moder sagde til hende engang imellem: »Hvad skader du, lille Ane?« Hun svarede ikke noget andet paa det end: »Aah, det ved jeg ikke -én kan ikke altid være lige glad.«
   [Original 1842] Mens dette her nu stod saadan paa, saa kom den ældste Broder efter, hvem det var, Fruen holdt af. Og saa svor han en høj Ed: at han skulde undlive ham, ihvor han saa traf paa ham. Men hør ikkun saa! Hvem af jer, der er kommen ad Vejen mellem Ungstrup og Torning, har vel ogsaa set saadan midtvejs omtrent en lang flad Høj - ligesom en Dos - i en Firkant med store Sten rundt om og nogle Brokker af Teglsten. Se, der har i gamle Dage staaet en Kirke, der hed Lunde Kirke. Og de Avnsbjerg Folk og de Kærsholm Folk de var lige gode om den samme Kirke og havde eet Stolestade eller Pulpitur, som de kalder det, i den. Se, nu bød det sig hverken værre eller bedre, end at Fruen med hendes Kæreste mødtes en Søndag med den ældste af de her Kærsholms Brødre i Stolen. Kærsholmsmanden gør ikke lang Snak, men drog sin Kaarde og jog igennem den anden. Fruens Kæreste han faldt død overende; men han kom selv lykkelig og vel ud af Kirken. Men hvor han saa siden blev af, det ved jeg ikke noget om. Men det blev befalet, at Kirken skulde rives ned for denne her gruselige Gerning, og siden har de Folk, der hørte til Lunde Sogn, gaaet til Torning Kirke. - Det var nu det; men I skulde have at vide, hvordan det gik med hende Skræpigen. Se kuns nu: Ham, den yngste Broder, han købte Avnnsbjerg - for Fruen døde knap efter at hendes Kæreste var myrdet. Men Gaarden hed ikke Avnnsbjerg endnu; den havde et andet Navn, ingen nulevende kan huske. Det Navn, den har nu, fik den efter den her bitte Tøs i Skræ - for hun hed Ane; og da Herremanden ikke kunde forlokke hende ved noget Middel, saa tog han hende til Kone i Tugt og Ære og klædte hende op i Silke og Damask - det var noget andet end en rød Bindetrøje og et Par Stunthoser. De levede glædelig sammen i mange Herrens Aar. Det sidste, jeg besøgte dem, gav de mig en Kurv fuld af Brændevin og et Glas fuldt af Brød og en Skilling i min Pung. Nu er den Historie ikke længere.«

[Original 1842] »Den var ikke saameget taabelig!« sagde Skolemesteren. »Men nu skulde vi vel have en Vise. Syng frem, Visti! Du kan jo saamange, som der er Fingre og Tæer paa os allesammen. Men det skulde være saadan en plaserlig en.« Visti gav sit Nøgle et Snur, lettede sig fra Stolen, trak op i sine Bukser, satte sig igen, spyttede sin Skraa ud og tog rask fat:

[Original 1842]
»Øvli han var saa lystig en Svend,
skulde han et Ærind, saa stak han i Rend
    histop og herned.
Gik han med Høle og gik han med Plov,
    aldrig havde han Ro,
    undtagen naar han sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

[Original 1842]
Skøn Else hun er sig en Frøken saa fin,
hun gaar i Silke og Maar og Hermelin
    histop og herned.
Saa hun ham Øvli i Mark eller Skov,
    aldrig havde hun Ro,
    undtagen naar hun sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

[Original 1842]
Der var Dans paa Gaarden, og Øvli han sang,
saa med den og saa med den saa lettelig han sprang
    histop og herned.
Skøn Else stod og saa paa, hvordan han kunde sig sno:
    saa fik hun ingen Ro,
    undtagen naar hun sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

[Original 1842]
Skøn Else vil forlyste sig udi den grønne Lund,
hendes Tanker de vanked alt i den samme Stund
    histop og herned.
Da mødte hun ung Ejler alt udi den Skov,
    og saa fik hun Ro,
    de udi Græsset sov
saa sødeligt, saa blødeligt.

[Original 1842]
Og da saa hendes Forældre nu var døde af Ælde
- den ene gik til Himmerig, den anden til Helvede 
    - histop og derned,
til Ægtemand og Husbond ung Ejler hun tog;
    saa fik de begge Ro
    og hos hverandre sov
saa sødeligt, saa blødeligt.«

[Original 1842] Den Vise grinnede de af hveren, og Skolemesteren skultrede sig og gned sin Arm og sagde: »Det har da været en skammelig kaalhøgen Knægt, den samme Ejler.«
   [Original 1842] »Det kan heller ikke nytte at være saameget ræd af sig,« sagde Kirsten Pedersdatter, »naar en skal til og i Lag med saadan noget.« - »Det maa du vel sige,« sagde Per Baastrup, han lettede sig fra Bænken og satte sig igen. - »Havde min Oldefaders Oldefader været ræd af sig, saa havde jeg knap siddet her.« - »Det var bandsat!« raabte Per Papsø, »hvad ved du om din Oldefaders Oldefader?« - »Det skal jeg sige dig,« svarede Per Baastrup. »Den Gaard her Østen for, som vi Bønder endnu kalder Baastrup, men de store kalder Marsvinslund, den er i gamle Tider bygget op af fire Bøndergaarde. De hørte til Avnsbjerg, og Manden der hed Jørgen Marsvin. Han rev de Baastrupgaarde ned og kylede de to af Beboerne ind i nogle Huse i Vium, og den tredje smed han til Sjørslev - for dengang kunde de jo tumle os, ligesom de selv behagede. - Den fjerde, det var akkurat min Oldefaders Oldefader, han fik ikke noget for det første, men han ventede jo. Saa dengang at Herremanden havde faaet det nye Stuehus i Baastrup rejst op, kaldte han det efter sig selv med dette her Svinenavn, og gjorde et Gilde for sin Slægt og Venner. Som de nu var samlede, Herrer og Fruer, i Overstuen, saa gaar min Oldefaders Oldefader ind til dem og tager sin Lue af og siger: »Goddag! alle I gode Venner og Frænder!« -»Er den Bonde gal?« raabte somme af dem og vilde haft ham kylet ud. Men Marsvin sagde, at han maatte gerne blive lidt, for det var en, der havde sit Frisprog hos ham. »Men hvordan kan du vove at titulere os saadan?« sagde han. »Aa jo,« svarede min Oldefaders Oldefader, »jeg ved ikke rettere, end at vi hører allesammen til en Slægt. Gode Husbond hedder jo Marsvin, den Mand der hedder jo Gris, han der hedder Galt, og han der er jo en Orne, og min Fader har de alle hans Dage kaldt Per So - saa maa jeg da og være af Svineslægten.«
   [Original 1842] Aaja! det grinnede de ad. Men Jørgen Marsvin tog til Orde og sagde: »Siden du er af vor Familie, kommer du til at have en knøv Svinesti at bo i; og saa kommer jeg ogsaa til at give dig noget at rode i.« -Og den Sti, han mente, det var Baastruphus, som han byggede til ham, hvor han rodede og snagede godt nok, og hans Børn efter ham. Herremandens Slægt er uddød for mange Tider siden, og saadan er ogsaa alle de andre, baade Orner og Grise. Men Soen i Baastruphus har endda en levende Gris, som I nu kan se.«
   [Original 1842] Jøsses! hvor skranniede de af den her Historie - undtagen Kirsten Pedersdatter. Hun var saa syrlig. Jeg tror knap, en kunde have slaaet et Smil af hende med en Vognkæp. »Du er altid saa mut!« sagde Mogens til hende, »hvad skader du?« - »Jeg skader slet ikke andet,« sagde hun, »end nu vil jeg til at kvæde jer en anden Vise. Begynder den lidt ræddelig, saa faar den Forbedring for det i Enden. Og hvad der staar skrevet i den, det er sandt, for det skete i den By, hvor jeg er født, og det er heller ikke længer siden, end at min Bedstemoder kunde grangivelig huske det.« Dermed rettede Kirsten sin Ryg og sang:

[Original 1842]
»Paa tre Ben humper Helhesten afsted,
    fordi at han har ikke flere;
men hvem der skal møde ham paa sin Vej,
    humper snart i Kirkegaarden ned.

[Original 1842]
Og Mogens han var sig saa lystig en Svend,
    hvor han hørte Fiolen, han dansed der.
Han havde sig nu ogsaa en fuldtro Ven,
    og det var hende Mette Marie Hansdatter.

[Original 1842]
Og da han kom hartad til Hans's Port,
    da hørte han en Hest, der kom lumpende;
i Førstningen kerede han sig ikke efter det stort.
    »Hvad? Hvem er det, der kommer her dumpende?«

[Original 1842]
Men der sprang Gnister fra Hestens Ben,
    desligeste fra Øjnene og Næsen.
At komme under Tag da han var ikke sen 
    - »Hej! hvordan ser du ud, Mogens Persen?«

[Original 1842]
- »Hvordan jeg ser ud, det kan være jer det samme 
    - det er koldt, og kan hænde sig, jeg fryser -
vil I ellers se lidt og høre, saa gaa frem,
    hvordan han, den trebenede nyser.

[Original 1842]
Spil op frisk! og lad os faa »Ost og Brød!«
    jeg skulde have lidt Varme nu i Kroppen.
I Aften jeg danser, i Morgen kan jeg dø!«
    Det gik med en Svingen og Hoppen.

[Original 1842]
Han tog Mette Marie ved hendes venstre Haand
    og tramped og hujed og nikked.
Hun blev ret saa angst, det sølle Barn,
    alt som hun knikked og vrikked.

[Original 1842]
Jeg tror, hun blev kold, mens Mogens han blev hed,
    Sveden trilled ham under Øje da. -
»Jeg maa lidt herud efter det lille Bed,
    herinde kan ikke længer jeg blive da.«

[Original 1842]
Og som han kom ud nu saa varm og saa vaad
    og svaled i Blæsten sig en Stund da,
der faldt han, kunde hverken røre Haand eller Fod.
    De andre bar ind ham som død da.

[Original 1842]
Saa kørte de ham hjem da og lagde ham paa Straa,
    og lod de saa Snedkeren komme da.
Han tog nu hans Maal fra hans Top til hans Taa.
    »Du skal faa en Kiste, der kan rumme dig.«

[Original 1842]
Og han kom igen paa den ottende Dag,
    med Kisten, han skulde puttes i da.
Men Skægget det vilde han jo først give et Skrab,
    mens Konerne toede ham - se da!

[Original 1842]
Hans Kærest stod ved ham og kæmmede hans Haar
    og kyssed ham paa Panden og Øjnene.
Den Skæggeskraber ind ham i Hagen skar - da vaagned Krabaten af Søvnen.

[Original 1842]
Han rejste sig og saa sig i Stuen omkring
    og saa paa sig selv og de andre;
»Hvad skader jeg, mens her I har om mig slaaet Ring?
    Og hvis er den Kiste?« - »Din maaske.«

[Original 1842]
Marie gav et Skrig, hun var nær ved at daane,
    hun blev jo saa farlig forskrækket. -
Hun smed sig paa Knæ og tog fat paa hans Haand
    og takkede den, ham havde vækket.

[Original 1842]
Og da fik de Koner noget andet at bestille
    end at smykke den her Ungkarl til Graven -
de smykked den Pige under lysteligt Spil
    til Brud paa Treugersdagen.

[Original 1842]
Den Snedker han klaged sig noget for hans Kiste.
    »Hvem skal nu betale mig og tage den?«
»Det skal jeg,« sagde Mogens, »det faar at blive den sidste!
    Til redelig jeg dør, jeg vil have den.«

[Original 1842] »Den var ikke saameget slem,« sagde Kirsten Mortens, »hvis det ellers er sandt.«
[Original 1842] »Da er denne her sand,« sagde Jens Jensen, ham Hosekræmmeren -I kender ham vel - han var kommen ind ad Døren i det samme Godlag. - Han bor ellers en fire Mil her Øster paa; men naar han drager om i Byerne og tinger Hoser, og det bliver for silde for ham at komme hjem, saa lægger han sig gerne ind hos Skolemesterens. - Nuda, saa satte han sig ned og gav sig til at fortælle, ligesom jeg nu siger det efter ham:

[Original 1842] »Dengang at jeg skulde første Gang paa Sessionen, da manglede min Fader knap og nap fire Aar i tre Snese. Saa fulgtes han og min Moder ad op i Præstegaarden med en Skaal Smør og en mægtig stor sort Kok. Præstemadammen beholdt baade Smørret og Kokken; men Præsten, det var ellers en dejlig Mand og meget god mod Fattigfolk; men han vilde alligevel ikke gøre min Fader ældre, end han var, og saa maatte jeg springe Soldat - Rytter skulde jeg sige. Jes Persen slap bedre, for han fik en Recept paa nogle Apothekersager til at smøre sine Øjne i, og saa fik de saadan en rød Haandtering, hvergang han kom paa Session; men det kostede og hans Fader en Halvhundreddalerseddel.
   [Original 1842] Skolen var slem; jeg skal svare til, Løjtnanten kunde irre ens Ryg. Det var en dygtig Karl til at forstaa sin Eksercits; men naar han sagde: »Karl! Du rider som en Agurk!« saa var han ikke naadig.
   [Original 1842] Det var i Krigens Tid. Dengang jeg kom ud af Skolen, kom jeg ind til Regimentet; vor Eskadron laa i Eckernførde, men saasnart jeg kom, marcherede vi ind i Mecklenborg. Der laa Franskmanden; det var nogle smaa, gesvindte Karle. De kørte paa, det gik som Kæp i Hjul; men jeg kunde ikke forstaa andet end »Futter!« Det betyder saa meget som »Djævlen skal annamme dig!« - Saa spurgte jeg vor Ritmester - for han kunde prate med dem - hvad det var, de sagde: »De siger,« sagde han, »de vil drage den røde Kjole af jer og give jer en blaa i Stedet.« Men det blev endda Løgn.
   [Original 1842] Den første Gang vi kom sammen, da var jeg og Ras Rask af vor By Blænkere. Vi kom til en Smule Skov; der kom tre af de her smaa Karle i Møde med os. »Hvem der?« sagde jeg. »Kiklava!« sagde de. »Feltraab!« sagde jeg. »Sakkernommedjø!« sagde de. »Det er minsandten Løgn!« sagde jeg; »veed I ikke bedre Feltraabet, saa skal I følge med til Eskadronen!« Men saa drog den ene sin Sabel og red lige ind paa min Kammerat. Jeg tykkes rigtignok, han kaldte os Engle; men Skam slaa ham, han mente intet med det, for han gav Rasmus et Slag, saa han faldt af Hesten. »Hvad!« sagde jeg, »slaar du Ras Rask, saa skal Djævelen regere dig!« og med det samme huggede jeg ham over hans Nakke, saa han busede en Bagkurv. Da de andre to saa det, begyndte de at futtre og sakkre og rendte ind paa mig, som om de vilde rent have traadt mig ned. Men jeg sagde: »Snak Dansk, I tyske Hunde!« og saa slog jeg den ene over hans højre Arm og den anden over hans venstre, og saa tog jeg dem til Fange og førte dem til Eskadronen. Men Ritmesteren bad »den lille Mand« tage sig, nu var vi ulykkelige, for det var Franskmænd. Siden lærte han os, vi skulde sige »Dragoon dannoa«. Det forstod de, saa vidste de, vi var Danskere.
   [Original 1842] Engang indtog vi en Stad, der hed Ratzeburg. Gud bevares, hvor det gik til! Der var en Vagtmester ved fjerde Eskadron, han havde været med for Stralsund, dengang de slog Grev Skeel ihjel; han havde undlivet mange Mennesker i Krig. Han sagde, at det Slag ved Ratzeburg var det grummeste Slag, han havde været i; men det ved Lybæk var endnu grummere, for der maatte de holde det i ni Dage og køre ud af de døde - det var rigtig strengt for de sølle Bæster. Men ved Ratzeburg - som jeg skulde fortælle - var det saameget ynkeligt at se, hvordan det gik til. Jeg saa en fransk Soldat, han gik med et lille Barn paa sin Bajonet. »Du er et Skarn!« sagde jeg. »Pibe med langt Rør!« sagde han. »Du skal have Fanden!« sagde jeg. »Jeg har selv betalt min Pibe, jeg købte baade Pibe og Rør og Mundbid af Ras Rask, dengang vi laa i Itzehoe.« Men saa kom der en gruselig Hoben Franskmænd, og de raabte ogsaa: »Pibe med langt Rør!« saa tænkte jeg, det er det bedste, du rider din Vej, om du vil beholde din Pibe.
   [Original 1842] Dengang vi saa kom til Hamborg igen, saa vilde vi ikke længer være sammen med Franskmanden. Da vi sagde Farvel til ham, da græd Prins Eckmühl som et Barn, for han vilde ikke have været af med os. »Farvel!« sagde vi. »Adieu!« sagde de, »adieu Ræv og Hare!« »Kys os her!« sagde vi. Saa begyndte de igen med deres Pibesnak. »Ja, pib I nu i vor . . .,« sagde vi, og saa red vi til Bornhøved. Der kom Kosakkerne om os. De vilde prikke efter os med deres Pigkæppe. Den første, jeg saa, tænkte jeg var en Kræmmer; men da han kom nærmere, kunde jeg vel se, at det skulde være en Krigskarl. »Du er en svær Karl til at ride,« sagde jeg til ham: »jeg tror minsandten, du sidder ovenpaa din Madpose.« »Dowre!« sagde han. »Vil du have Davre?« sagde jeg, »ja, dersom Løjtnanten saa, hvordan du sidder med dine Knæer, saa vilde han nok give dig Davre, kanhænde sig du fik Thevand ogsaa.« Men saa stak han mig i mit højre Laar. »Du er svært nærig!« sagde jeg, og saa huggede jeg hans Kæp midt over og ham selv bagefter. »Du kunde have været fra mig!« sagde jeg. Der var ogsaa en fransk General fulgt med os. De kaldte ham Lallemand. Det var en Vovehals. Han havde en lille rød Lue paa, den svingede han altid med, og saa raabte han ligesaa højt, som han kunde: »Bravo Dannoa! A æ laang! A æ laang!« men det var ikke sandt, for han var kun en bitte stumpet Karl; men modig var han.
   [Original 1842] Siden drev vi til en By, de kaldte Sehested; der var saamange Fjender, at den ene kunde ikke spytte for den anden; men vi ragede dem endda til Side og kom velholden ind til Rendsborg. Paa Vejen kom der en Franskmand rendende og sprang op paa Hesten bag ved mig: »Væk Per Missiong!« sagde han. »Jeg hedder ikke Per, jeg hedder Jens,« sagde jeg, »ikke heller vil jeg gaa væk for dig; men vil du være skikkelig, saa maa du ride med.« Saa vilde han have Akvavit. »Vil du have Brændevin?« sagde jeg, »det kan du faa!« og saa gav jeg ham af min Flaske. Da han havde drukket, begyndte han ogsaa at snakke om mit lange Piberør. »Hvis du ikke holder Flab,« sagde jeg, »saa skal jeg kyle dig ned af Hesten.« Men saa bad han om en mild Pardon, og siden blev han rolig.
   [Original 1842] Det var det sidste Slag, jeg var i; og dengang jeg skulde til at sidde af Hesten, havde jeg mistet mit Mundbid til min Pibe, og jeg har aldrig set det siden.«

[Original 1842] »For den Sag,« sagde han Mads af Vranum, »jeg har jo endelig ogsaa været i Krig, og det kunde have gaaet mig meget værre, end det gik, og det endte med, at jeg fik en god Kone - jaja! nu er hun død og henne, sølle Kirsten, men hun var god ved mig, saalænge hun levede, jeg maa ikke sige hende andet paa. Nuda, saa har jeg lagt den her Vise om den her Krig, og hvordan jeg fik Hold i Kirsten.

Dengang at de ved København med Admiral Nelson droges - [Original 1842]

det var en høj Skærtorsdag, de bestilte ikke andet end sloges -
det Pust begyndte ved Kirketid, da de havde ringet sammen;
men Klokken den blev tre saa vel, før Nelson han sagde Amen. -
Og det var mig og Jens og Per - fra een By alle tre - [Original 1842]

og paa et Skib, hed Prøvesten, der var vi ogsaa med.
Den Tid at Klokken den var otte, og vi havde faaet vor Davre,
da raabte Kaptajnen: »Karle! lad mig se, I ikke sover.«
Og alle de Skibe, der drev forbi, de smed deres Kugler til os.
Tilsidst saa kom der tre med et, og de blev liggende ved os. [Original 1842]

De skød, og vi skød. Vor Kaptajn - Peder Lassen var det, de kaldte ham - 
han raabte for hver en Kugle, der kom: »Den maa vi have betalt ham.« 
De Kugler fløj saa tykt som Smul og peb som nogle Hjejler;
de kom og slog os over Ende, som naar de spiller Kegler.
Og midt paa Dagen omtrent, da trimled Jens og Per. [Original 1842]

Jeg sukked ved mig selv og sagde: »Nu ses vi aldrig mer.«
Saa blev vi ved at punses saadan, og det var rigtignok haardt,
for Klokken gik til fire, og vi havde ingen Middagsmad faaet.
Tilsidst blev Engelskmanden ked af den her Haandtering;
vor Løjtnant tørrede sin Pande og sagde: »Hold inde med 
Chargering!« [Original 
1842]

Saa skred jeg i en Baad i Land og fik mig noget at bide paa;
jeg gik og aad, for der var ikke en Plet, jeg kunde sidde paa.
Der kom da en, jeg kendte, og sagde: »Har du været i Klemmen?«
»Ja lidt,« sagde jeg. - »Da er,« - sagde han, - »de andre paa Lazarettet.«
»Hvad? Hvem?« sagde jeg. - »Ih! Per,« sagde han, »og 
Jens, dine Kammemerater.« - [Original 1842]

»Saa er det ikke værd,« sagde jeg, »at vi staa her og prater.
Jeg tænkte, at de var slaaet ihjel; jeg saa jo for mine Øjne,
de trimled over Ende - ih nu! - da var det vel, de er levende.
Naa men, jeg vil endda derhen!« - »Ja men,« sagde han, »jeg vil med dig!« 
Men Gud bevares, hvor der var fuldt! og ikke en Baas var ledig. [Original 1842]

I Forstuen laa de begge to, for de kunde ikke komme længer;
og Menneskene de stod omkring og gloede og gav dem Penge.
Og der stod store, fornemme Folk og Frøkener og Fruer
og gav dem. »Hillemænd!« sagde jeg, »da skal jeg love, I skover!
Hvordan gaar det med jer?« - »Skidt!« sagde Jens: »Jeg er 
af med begge Fødder.« [Original 1842]

- »Jeg med min Arm, velkommen Mads!« sagde Per - »er det dig, der er der?« 
Men Jens han laa og tog mod Penge; han talte dem og delte dem;
og det var Sølvpenge af alle Slags; han havde nok med at sortere dem.
De halve puttede han i Pers Fikke; de halve dem tog han til sig;
men saa gav han et Hjertesuk og prøvede at lette ved sig: [Original 1842]

»Det bliver ringe med mig« - sagde han - »jeg troer ikke, jeg lever.
Jeg beder dig saa mindelig, Per! kommer du derover,
da skal du hilse min Fader og Moder, og Kirsten ikke mindre!
Og kan du leve, da beder jeg dig, du gifter dig med hende!«
»Det sker vist ikke,« sagde Per - »for jeg maa vistnok følges med dig.« [Original 1842]

»Hvad skal vore Penge blive til?« - sagde Jens - »Mads, vil du tage dem til dig? 
og fly dem til dem hjemme?« »Hvorfor ikke det?« - sagde jeg - »jeg skal vel tage dem.« - 
»Vil du give Kirsten alle mine?« - sagde Jens - »for hun skal have dem. 
Men hvis Per! du døer før jeg, maa jeg saa arve dine?
Hun fik endda en køn Slump mere, naar de blev lagt til mine.« [Original 1842]

»Aa ja!« - sagde Per; og det var og de sidste Ord, han talte,
for først døde han, og saa døde Jens: og saadan fik Kirsten alt.
Saa drev jeg hjem med den Besked og kom til Ørum silde. -
Jeg vilde ikke gaa til Kirsten straks, men blive til om Morgenen tidlig.
Min Fader og Moder - det skal jeg love - de smilte, dengang de saa mig. [Original 1842]

Min Moder hun sagde: »Ih Gud ske Lov! Du kunde endda begaa dig.« - 
»Ja, det var haardt nok,« - svarede jeg og kylede min Tværsæk ned.
»Du er da ikke nøgen,« - sagde min Fader - »hvordan gaar det med Jens og Per?« 
»Ja, de blev skudt,« - svarede jeg, - »der var ogsaa ret et slemt Spektakel; 
de laa som slagtede Svin; at jeg blev fri, det var et Mirakel.« [Original 1842]

»Hm - hm - hm!« sagde min Fader - »hvem kastede dem hen? hvem fulgte til Graven?« 
»Ham selv, han kastede dem hen,« - sagde jeg - »og hele København
fulgte dem til Graven. Der blev ringet, præket, der blev sunget.«
Min Moder slog sine Hænder sammen: »Det var knøvt af Kongen.«
Min Fader han sagde: »Nu faar de Sorg hos Øvlis - sølle Kirsten! [Original 1842]

For naar en har en Ven, saa vil en nødig miste den.«
Om Morgenen, dengang vi havde ædt vor Davre, sagde min Moder:
»Du skal vel hen til Øvlis nu? - jeg følger med, jeg tror.«
Da Kirsten saa mig, stak hun i at græde - for de havde sagt hende det. - 
»Hvad kan det nytte!« sagde hendes Fader. »Aa!« sagde hun - »det er for haardt. [Original 1842]

Aa Jens! Jens! Jens! Du var min Ven - og hvorfor skulde jeg miste dig.« 
»Aa! tag det nu roligt!« sagde hendes Fader - »der faas vel en, der kan trøste dig.« 
Saa tog jeg op min Pung med Penge - dem Jens og Per havde givet mig: 
»Dem skal du have til Arvepart!« - sagde jeg. - »Kan det ikke lindre dig?« 
Saa kom vi til at snakke en Smule baade om det ene og det andet. [Original 1842]

Min Fader kom ogsaa til og sagde: »Den Krig er slem for Landet.
Men ellers nu, Jens er død, hvordan tænker du nu, Øvli?
Du kan ikke saadan sidde Enkemand; og det er ikke værd at vrøvle i det.
Nu skal du enten gifte dig selv - og du er snart for gammel -
og du og hun I skulde omtrent være paa ens Hammel, [Original 1842]

og jeg ved ikke, hvem det skulde være.«
- Han svarede: »Jeg ved f- ikke heller.
Kunde Kirsten finde en Karl med lidt, kan hænde sig det var bedre.«
»Ja hvad!« - sagde Mogens, min Fader - »Du kan ikke behøve at lede for langt.« - 
»Aa! I behøver ellers ikke« - sagde Kirsten - »at have for travlt!« - [Original 1842]

»Hm! hm!« - sagde Øvli - »hm! jeg ved, din Søn har nogle Skillinger - 
hent os en Dram og en Bid Brød! det kan ikke hjælpe, vi kællinger.«
Men saa blev Kirsten rent katholsk og hvællede og bad om Dag da.
Men siden som vi kom sammen saadan i et og andet Lag da,
sommetider var hun ikke betænkt, og andre tider hun tyktes det.

Tilsidst saa blev vi Mand og Kone, og ingen har fortrudt det.«

[Original 1842] Nuda! Ole Vistisen havde tiet stille den hele Aften; men ved det Lag fik han i Sinde at snakke med.
   [Original 1842] »Hvem der er kendt i Graa og deromkring,« sagde han, »ved vel ogsaa, at der er noget, de kalder Svend Graas Kapel - for her har været en Smule Kirke engang, ligesom der østen for Ungstrup. Men det er endelig saa længe siden, at min Oldefaders Oldefader havde ikke set noget til den her Kirke. Sten er der endnu nogle af; hvem der gider gaaet efter det, kan snart finde Stedet paa Graaskovs Mark, lidt norden for Have Sø. Dengang det skete, som jeg nu skal fortælle, se da var der tre Konger i vort Land - og det var de to for mange, kan jeg tro, for en kunde ellers have været nok: tre Konger i et Land maa være ligesaa godt som tre Koner i et Hus, for hvordan skulde de forliges? Nuda, den ene af de Konger hed Svend. Han slog den anden af de to andre ihjel ved et Gæstebud, hvor det nu var, og han vilde gøre ligesaa ved den tredie. Men han undslap og sankede en grumme Hob Krigsfolk sammen og overvandt Svend i et stort Slag, de holdt derinde paa Graahede. Svend han tabte baade Slaget og Livet, som jeg nu skal fortælle. Den Dag før Slaget skulde staa, saa stod Kongen udenfor sit Telt, og saa bød det sig hverken værre eller bedre, end at en Bondekone kom gaaende forbi, og hun var en skammelig knøv Kvinde. Kongen fik Lyst til hende og lod hende trække ind i Teltet og laa ogsaa hos hende, men haardt imod hendes Villie. Der kunde været mange Koner, der ikke havde taget sig saadant Kællingeri nær saa nær; men denne her var striks i det. Saasnart hun var sluppen ud igen, rendte hun hjem og græd saameget bitterlig og fortalte sin Mand alting, ligesom det var gaaet til. Saa blev han ildvorn og sagde: »Da skal jeg endda se, om jeg kan betale den Skidting af en Konge det her Stykke Arbejde.« Dermed tog han en Økse og stak ned bag sin Nakke mellem sin Indertrøje og sit Uldenskørt og gik ud. Men Slaget var begyndt, og det varede ikke længe, før Svends Folk blev splittede ad og fordrevne. Han maatte jo ogsaa selv rømme og kom farende alene paa sin Hest der forbi, hvor Bonden stod og saa paa Slaget. Men saa styrtede hans Hest. Fjenderne var efter ham et Stykke tilbage. Han raaber til Manden: »Hæl mig! Hæl mig! om du ved et Sted.« »Jeg skal hæle dig saadan,« sagde Bonden, »at dine Uvenner ikke skal finde dig levende.« Med det samme huggede han Kongen midt i hans Pande med Øksen, saa han faldt stendød over Ende.
   [Original 1842] Da hans Modstander, Kong Valdemar, kom til og fandt ham, lod han ham jorde paa det samme Sted og bygge den Smule Kirke over ham.
   [Original 1842] Efter hans Død har de altid kaldt ham Svend Graa, fordi han omkom der. - Men ovenpaa det her vil vi nu have en Vise, ogsaa om Krig, som en af mine gode Venner - ja, det er ikke længer end to Aar siden han døde - han har selv digtet:

[Original 1842]
Den Tid jeg var en bitte Karl og gik og vogted Faar,
jeg fik min Føde og Klædemon i Morten Jensens Gaard.
Af Naade og Barmhjertighed de fik i Sinde at tage mig,
da mine Forældre var falden mig fra og ingen andre vilde have mig. 

[Original 1842]
Der var jeg ellers mange Aar - havde rigtig gode Dage,
led ingen Nød i nogen Maade - for det var Synd at klage.
Børn havde de ingen fler end mig og saa deres egen Datter -
de tænkte vel ogsaa, som det gik, at der kom ingen efter.

[Original 1842]
Og jeg og Mortens Sessel som Søskende vokste vi op.
Der var ikke en ond Blodsdraabe i hendes hele Krop.
Vi var som et; hvad den ene vilde, det vilde den anden altid;
vi var tilsammen først og sidst, i Mark og ved vort Maaltid.

[Original 1842]
Vi havde en Seng at lægge os i, ikke heller kunde vi sove,
før de havde lagt os sammen i vor egen Bysselov.
Til Skole og fra Skole gik vi knøvt og holdt hverandres Hænder;
og hver en Pyt jeg bar hende over, fordi at hun var mindre.

[Original 1842]
Saa fulgtes vi, mens vi var smaa; og siden, da vi blev større,
vi gik en Vinter begge to til Præsten i Forhør.
Og saa blev hun mit Gadelam og jeg hendes Nytaarsgave da,
dengang at de delte Kærester ud i Karle- og Pigelag da.

[Original 1842]
Men siden, da jeg vokste bedre til og blev de enogtyve,
saa maatte jeg til Session og springe Soldat og lade mig skrive.
Jeg fik mit Pas, og Sessel græd og sagde: »Farvel nu, Per!
Jeg tænker vist, du gaar din Vej, jeg ser dig aldrig mer.«

[Original 1842]
Hun græd - jeg græd - det var en Ynk, og vi græd begge to.
Men da vi skiltes, loved hun, at hun skulde blive mig tro.
Saa maatte jeg da marchere af Sted og ind til Regimentet.
Jeg saa hende ikke i elleve Aar; det havde jeg aldrig ventet.

[Original 1842]
I to Aar gik jeg Skolen igennem, og siden kom jeg i Krig;
der led jeg Ondt og Haardhed; det var en sølle Tid.
Tilsidst kom jeg i Slag og fik min højre Arm spoleret.
De skar den af ved Akselen, og saadan blev jeg kureret.

[Original 1842]
De kunde ikke bruge mig længer der, og derfor fik jeg Lov.
Saa gik jeg hjem den lange Vej, helt ude fra Itzehoe.
Jeg tænkte saa tit og mange Gange: hvordan mon Sessel har det?
kan hænde sig, hun er død og henne, saa er hun vel forvaret.

[Original 1842]
Og som jeg kommer til vor By og ser til Mortens Gaard,
hvor jeg havde levet saa glædeligt mine gode Ungdomsaar,
da var der Spil og Lystighed og Huset fuldt af Gæster,
og Gildevogne i den hele Gaard og Toften fuld af Heste.

[Original 1842]
Og da jeg kom saa til den Dør og sagde: Gudsfred herinde!
da var der ikke en, sagde Tak, ikke en, der kunde mig kende,
før Bruden kom og keg derud - og det var Mortens Sessel -
hun slog sine Hænder mod sine Laar alt med saa stor en Rædsel.

[Original 1842]
»Aa, Herregud! hvad ser jeg nu! det er jo Per, der staar.
Aa, Per, jeg vented efter dig i samfulde elleve Aar.
Min Fader og Moder er begge døde - hvi skulde jeg gaa fra Gaarden? 
du kom jo ikke - du skrev jo ikke - nu er jeg gift med Søren.«

[Original 1842]
»Hvad skulde jeg skrive med, Sesselil? min højre Arm er henne;
og før, i Krig og fremmed Land, jeg kunde jo ingen sende.
Jeg er en Krøbling, det ser du vel, og intet Menneske nyttig -
Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven flytte!«

[Original 1842]
»Giv dig tilfreds!« sagde hun, »du skal slet ikke sukke for Brød.
Saalænge vi andre har et Korn, da skal du ikke lide Nød!
Du kan jo blive, som du har været i gammel Tid, i Gaarden!
Kom ind og sæt dig ved vort Bord! saa kan vi snakke med Søren!«

[Original 1842]
Se nu er jeg en gammel Karl og gaar og vogter Faar;
jeg faar min Føde og Klædemon i Morten Jensens Gaard.
Jeg flytter Køer, jeg flytter Heste, og Smaatøj ser jeg efter,
og sommetider paa min venstre Arm jeg bærer Sessels Datter.«

[Original 1842] Da nu denne her Vise om den enarmede Soldat var ude, saa tog Ole Vistisen fat igen og sagde: »Jeg skal endda beskrive jer, hvordan det gik mig det Aar, jeg tjente derovre i København. Jeg har endnu gemt det Brev, jeg skrev hjem, og nu vil jeg læse det for jer:
   [Original 1842] »Nu er jeg da bleven Kusk hos en Brandinspektør, og hvis I saa mig nu, kunde jeg redelig rædde jer hen, for naar jeg sidder paa Bukken, ser jeg ud som en Bjørn, for jeg har et Uldenskørt af bare Ræveskind og en laadden Kabuds med en Rævehale i Nakken. Den naadige Frue sagde først, at det skulde været en Ræverumpe; men saa sagde jeg: »Nej, ellers mange Tak, det passer jeg ikke om.«
   [Original 1842] Det værste, jeg havde her, det første jeg kom her, var ellers at forstaa deres Snak; den naadige Frue var ren tysk i sin Tale. En Svinesteg kalder hun en Svinestej, og en »Stej« kalder hun en Stige. Jeg vidste hartad ikke, hvordan jeg var vendt i det. »Kan han bære en »Stej« til Bageren?« sagde hun til mig. »Nej, hverken kan jeg, ikke heller vil jeg; hvad skulde han ogsaa med den?« sagde jeg til hende. »Saa kan han gaa den Sti, han er kommen paa, jyske Kvaj!« sagde hun til mig; men saa kom Herren, og han skilte vor Trætte. De smaa Børn er ogsaa nogle grumme Krabater: naar de ser mig, skal jeg altid stave til mit Navn; naar jeg saa siger: »O siger ou, L, e, Le, Wolle,« saa griner de, saa deres Mave er færdig at sprække. Det gaar ellers knapt til her, for naar jeg beder om en Taar Vædelse til Brødet, saa overbegriner de mig og lader, at de ikke kan forstaa, hvad jeg siger. Da var de meget bedre nede i det Sønden, dengang da vi var i Lag med Kosakkerne; naar jeg forlangte for to Skilling Ost, saa gav de mig altid for fire Skilling Pølse. Jeg har været to Gange paa Komedie; de sagde mig, at de spillede der, men jeg saa hverken Kort eller Tærninger; jeg saa det værre var, for jeg saa den Slemme. Det var ude paa Vesterbro. Først kom der en Krigskarl, og han satte en Stige til et Hus og krøb indad et Vindue. »Det kommer du galt fra,« sagde jeg, »dersom der ellers er Folk hjemme.« Der stod nogle Kompaner ved mig, de gav sig til at le ad mig; men aldrig saasnart var han kommet ned igen, før Manden kom ud med et Lys i den ene Haand og en Kaarde i den anden, og saa røg de sammen; men Tyven stod sig og stak Manden ihjel. Jeg raabte, at de skulde gribe ham og føre ham til Herredsfogden, men de lo af mig og holdt for min Mund - saadan er det at have gode Fortalere; kan hænde sig, han ogsaa havde stjaalet sig rig, for saa havde han ingen Nød. Det varede ikke længe, saa saa jeg ham igen, han sad og aad med to Kvindfolk, og en Møllersvend gik for Borde. Det var en speddelsk Knægt den samme Møllersvend, han havde lært sin Profession til Gavns, for han stjal baade Brændevin og Ædelsevarer af Skiven fra dem og holkede i sig som en Stork; men kan hænde sig, han heller ikke havde faaet at æde i mange Dage, for slanten var han, og hans Klæder hang og slubrede om ham. Saa red de det Hus overende, og saa saa jeg et andet Sted, der var Legestue og saa mange Karle og Piger, der rendte og dansede; der kom Tyven og vilde danse med, og den lange Møllersvend ogsaa. Men Skam slaa dem! Møllersvenden holdt Karlene ved Snak, medens Tyven stjal en af Pigerne og rendte afsted med hende. »Hej!« raabte jeg, »hvi løber I ikke? Tyven skiller hende vist ved hver Klædetraad, hun har paa sin Krop.« Men saa grinte de igen og sagde, at jeg skulle holde Kæft. Alligevel rendte de da ud af Legestuen, men saa kunde de tage ibag. Lidt efter kom Pigen, som Tyven havde stjaalet, igen og fløj fra den ene Side til den anden og rev sig i sit Haar og bar sig ad, som om hun havde været gal. »Hvad gaar ad hende?« sagde jeg til ham, der stod ved mig. »Tyven har lokket Pigen,« sagde han. »Sk . . .,« sagde jeg, »var det værd at skabe sig saadan for? han har vel saameget, at han kan betale for Barnet.« »Se hist!« sagde han, »der kommer den skammelige Møllersvend tilbage med en lang Strimmel Papir.« - »Nu vil han tage Maal af hende til en ny Kjole,« sagde jeg, »kan hænde sig, Tyven har revet den, hun har paa; ja, ja, noget er bedre end slet intet.« Men Pigen var ikke fornøjet med det, for hun lod til, hun vilde have slaaet Møllersvenden med sin Knytnæve, og saa sprang hun op paa en Smule Dige og ned igen, og hvor hun saa blev af, det ved jeg ikke. Hun rendte vel sagtens efter en Indkaldelse, men hvad kan det nytte? Det hun har, det har hun, og Karlen kan gaa fra det ene Herred til det andet, saa kan hun tage ibag. Men saa skulde I have set et Spil! Der staar en Hest med en Mand paa paa Kongens Nytorv - jeg har mange Gange gaaet om ved den og tænkt, at det var noget, de havde skaaret ud af Træ; men Skam slaa ham! han kan godt ride, hvorhen han vil, for allerbedst som jeg sad og gabte paa de her Anstalter, kom han ind efter Tyven. Han havde rigtignok smurt sig over med Kridt, men jeg kendte ham alligevel. Tyven var ikke glad ved ham; for hver Gang han saa til ham, saa nikkede han ad ham; men han blev endda holdende stille saalænge, at Tyven fik Stunder at undrende. Tilsidst saa bares det mig for, at jeg saa Helvede. Den Slemme og saamange Smaadjævle, at det var grueligt, rendte og slog Ild paa Tyven, og saa puttede de ham ned i en gloende Ovn og sprang selv bag efter, men den levende Træhest sprang med Manden op paa Loftet. Den anden Dag gik jeg ned paa Torvet og vilde se, om han var der - jo, han stod der rigtignok og havde faaet al Kridtet tørret af sig; men jeg skal vel hytte mig, jeg kommer ikke for nær til ham, for nu ved jeg, hvad han bestaar af.
   [Original 1842] Den anden Gang jeg var derude paa det Komedietøj, da kom Skam Møllersvenden igen, og dengang var han kommen i Tjeneste ved en anden Husbond, og de skulde vel langt hen, for han havde en grumme stor Madkurv at slæbe paa; men det var en Slyngel, hvorhen han kom, og denne her Stjælen var saa at sige gjort ved ham, for lige saasnart han saa, at Manden var kommen lidt frem, saa gav han sig i Lag med Madkurven, og han huggede i sig og stoppede ned i sin Mave en Humpel efter en anden, og saa tog han sig en god Taar af Flasken ind imellem og satte den hver Gang bag ved sig. Men saa kom der en i saadan noget pænt tavlet Forklædetøj med en Hølestryge i sin Haand, og han snappede Flasken og rendte med. Dengang Møllersvenden saa vendte sig og vilde tage sin Flaske, saa var den henne. Det huede ham ilde: han saa sig rundt om paa os allesammen, tilsidst faldt hans Øjne paa mig, for jeg stod nærmest, og da kunde jeg vel se, han mistænkte mig for det, for han blev ved at glo paa mig, som han skulde have ædt mig. »Hvad kan det nytte,« sagde jeg, »at I ser paa mig? Jeg har Skam ikke taget jer Flaske, men der var en, der rendte her i et Par lange Bukser og med en Hølestryge, han tog den fra jer.« Men det kunde lidt hjælpe, alt hvad jeg sagde, for han blev ved at se paa mig; han sagde ingenting, men hans Øjne gnistrede som gloende Ild, og alle dem, der var i Stuen, de grinte ligesaa stærkt, som de kunde. Saa blev jeg ildvorn og sagde til ham: »Tyv tænker, Hvermand stjæler; dersom du ikke vil lade være at glo paa mig, saa skal jeg Skam komme over til dig og banke Melet af din Trøje.« Han stod lige kækt og gabte saa højt, at jeg kunde have jaget begge mine Knytnæver ind i hans Mund. »Da skal jeg se, om jeg ikke kan lette din Møllertyv!« sagde jeg, og saa vilde jeg til at kyle mit ene Ben over Plankeværket; men saa begyndte de allesammen at raabe, at jeg skulde gaa ud; de har vel været ræd, at der skulde ske en Ulykke. Saa var der to, de tog mig hver under sin Arm: »Jeg kan gaa selv,« sagde jeg; men det kunde ikke nytte, hvad jeg sagde, for saa krøb de sammen rundt om mig og raabte Hurra for mig, fordi jeg saadan havde beskæmmet Tyven, og saa bar de mig redelig ud paa deres Skuldre, men i Døren skiltes de ad, og saa trillede jeg og brækkede Mundbidet til min Pibe.
   [Original 1842] Men saa har jeg ogsaa engang været i Kirke, i den lille kullede Kirke, der ligger paa Kongens Nytorv lidt fra den levende Træhest; det var en fin Kirke indeni. Midt over var et stort Omhæng; og det stod der en lille Knægt og trak op og ned, og en Præst stod der ved hver sin Side af det, og de var sorte i Ansigtet; jeg stod ved vor Kokkepige højt oppe paa Pulpituret. Kongen sad ved den ene Side af Prædikestolen; men han tav stille, og hele Menigheden tav stille, undtagen sommetider at de klappede i deres Hænder og gav et grumme Vræl fra sig. I Koret der gik de ud og ind, og saa prækede en, og saa prækede to, og saa raabte de i Munden paa hverandre; saa sang de, og saa spillede de. Der var ogsaa Brudevielse, men Bruden og Brudgommen holdt hver i sin Ende af et Stykke Lærred - det klippede Præsten midt over. Siden kom de bærende ind med Brudgommen, og han var slaaet fordærvet, hvordan han saa var kommet af Sted, og saa tog Degnen en grumme stor Fiol og gav sig til at spille og synge for Bruden, saalænge til hun faldt i Søvn. Vor Kokkepige gav sig til at græde og sagde, at hun var død, men det havde vel intet at betyde, for jeg ved da, at en kan ikke synge en ihjel, og jeg tror ogsaa, at jeg saa hende et Par Dage efter paa Gaden, og da skadede hun ingenting. Det var ellers den særeste Haandtering, at jeg har set i nogen Kirke.
   [Original 1842] Nu ikke mere denne her Gang, andet end om I vilde skikke mig en Ost og et Par Faarelaar og saa en lille Fjerding Smør, for her faar vi ikke andet Smør end Fedt, for her er ikke andet end Bæster i Byen, alligevel den Gade, jeg bor i, hedder Studenstræde. Farvel!«

[Original 1842] Derefter tog Rasmus Oustrup fat og fortalte den her Historie:
   [Original 1842] »Som jeg nu skulde fortælle jer: det var i Krigens Tid, da de her Engelskmænd havde gjort det her grumme Spektakel i København, saa maatte jeg da heller ikke blive i Ro, for Lægdsmanden kom og drev mig ud paa Sessionen, og der blev jeg tagen til de Horsens Hestfolk, og jeg lærte baade at ride og hugge Folk ihjel; men jeg fik selv ingen Hug, for jeg skal sige os: de slaar kun i Fredstider, for naar der er Krig, saa er de bange, at vi skal gøre det slemme ved dem. I Freden saa raader de for os, men i Krigen saa raader vi for dem - se det er en Forskel. - Jeg havde en god Madpose med mig ud til Skolen, og mere fik jeg sendende hjemmefra, og det gjorde intet Onde ved ham, der skulde lære mig, og jeg kom til at staa højt baade for ham og for Officererne.
   [Original 1842] Saa siger Underofficeren til mig en Dag, jeg havde givet ham en Pølse og et Par Oste - for han var gift, skal jeg sige os - »Hør,« siger han, »kender Du Messingjens?« - »Det var ikke godt andet,« sagde jeg, »det er den bedste ved hele Regimentet.« - »Naa,« sagde han igen, »Vattrup, der rider ham, er bleven syg, og han dør vel ogsaa.« - »Ja, det kan godt være,« sagde jeg. - »Vil du have ham,« sagde han, »saa skal jeg se at skaffe dig ham, men saa skal du ogsaa tænke paa min Kone!« -»Jeg skal betænke hende,« svarede jeg, »med et Faarelaar og en bitte Smule Flæsk, hvis at jeg maa faa Messingjens. Og hun skal endda faa en Snes Æg og en fire Mark Smør, saasnart min Moder kommer herud.« »Det er Ord nok,« svarede han. Saa fik jeg redelig nok Messingjens, alligevel der var en grumme Rift om ham, for de vilde ride ham allesammen: men hvad, der kunde jo da kun en komme paa ham ad Gangen. Den første Gang jeg skulde paa ham, da saa han redelig nok vist paa mig, ligesom han vilde spørge mig: Hvad er du for en Karl? Men jeg snakkede mig endda tilrette med ham og fortalte ham, at Vattrup laa paa Sygestuen og gik nok ikke fra det, og saa havde Underofficeren sagt, at jeg skulde have ham, og at det kunde slet ikke nytte, at han gjorde sig stiv. Det kunde han forstaa, - for alle dem, der kendte ham, de sagde, at han alene havde ligesaa megen Forstand som to Kyradserer. Og det var ogsaa sandt; han fattedes ikke andet, end det at han kunde ikke snakke, og det var jo ikke hans Skyld. Jeg glemmer aldrig dengang jeg sagde ham, at Vattrup var saa ringe, da sukkede Hesten redelig ligesom et andet Menneske. Ja, I kan tro, at vi to talte siden meget med hverandre, og til alt, hvad jeg sagde, saa enten kronniede han, eller hvinniede han, eller rimmede han, og jeg forstod altid, hvad han mente.
   [Original 1842] Som jeg nu skulde fortælle, saa drog vi da ind i det Sønden. Og vi marcherede en Dag og en anden Dag, og saa blev en en bitte Smule træt af den Riden og lidt øm der, hvor en er højest, naar en sanker Spaaner. Saa stod Karlene af, gik imellem og havde Bidselet over Armen. Jeg gik ogsaa, men jeg lod Jens skøtte sig selv. Han fulgte mig nok saa trolig, og kom nogen ham for nær, saa skrollede han - for de vilde have til, han var en Halvtig - og vilde baade bide og slaa. Nuda: saa kom vi en Dag til en By derude ved Aabenraa, og jeg fik mit Kvarter ved en Gaardmand. Der stod godt til ved ham, men det var en pinevorn Hund, for vi kunde ikke vel faa det, vi kunde æde. Men saa var der en af Døtrene - han havde seks af det Slags - og hende kunde jeg rigtig godt lide, og hun gav mig et godt Nødsfor den samme Aften, og Dagen efter - for vi laa over der - saa var hun endda bedre ved mig, og hun vidste aldrig det Gode, hun vilde gøre mig. Den anden Morgen, før vi kom af Sted, saa kom hun ind til mig i Stalden, hvor jeg stod og striglede. »Rasmus!« sagde hun, »nu drager du hen, og saa faar vi vel ikke hverandre at se mere.« - »Det kunde byde sig!« - siger jeg. - »Nej!« sagde hun. »Du kan miste dit Liv, eller du kan faa dig en Kæreste derude.« - »Ved du hvad,« siger jeg, »enten jeg nu lever eller jeg dør, saa faar jeg ingen Kæreste, hvis du vil ikke være det, Helle!« - »Gud bedre det,« siger hun, »jeg faar aldrig Lov til det af min Moder og knap nok af min Fader, for de har set en anden ud til mig.« - »Helle!« siger jeg, »er det dit Alvor, du vil drage ind til mig, saa bi en Stund efter mig og se, om jeg kommer tilbage. Jeg faar snart min Afsked og min Faders Gaard, saa skal vi gifte os, naar Du vil rømme herfra og følges med mig til mit Hjem.« - Saa tog hun mig om Halsen og kyssede mig og græd en Smule og smuttede ud igen. -Messingjens saa efter hende, og jeg lagde Sadel og Bidsel paa ham og red min Vej med de andre. - Det var en sølle Tid for os: sommetider fik vi noget at æde og sommetider ikke; men jeg delte alligevel mit Brød - naar jeg havde - med Jens; og ligesaasnart vi kom til Kvarter, saa sørgede jeg først for ham med Hakkelse og med Havre, og med hvad jeg ellers kunde bjærge til ham, sommetider Rug og sommetider Byg og sommetider Hvede, som det kunde træffe sig. - Vi drev langt afsted, jeg ved aldrig, hvor vi var; men Krig, det fornam jeg ikke til. Langt om længe fik vi Ordre at drive hjemad. - Helle havde ikke været meget af mine Tanker al den hele March. Da jeg nu kom saa nær, at jeg kunde se hendes By, saa rider jeg hen til vor Ritmester og forklarer ham, hvordan det var gaaet mig der sidst, og hvad vi havde i Sinde, og bad ham saa om Forlov at tage Pigen med. »Messingjens,« sagde jeg, »kan godt bære os begge to, og jeg ved, han gør det med en god Vilje.« - Ritmesteren smilede og sagde: »Du er en Helvedes Karl! Men hvordan vil du komme godt fra det Pigetyveri? De kommer nok straks bagefter og tager hende fra dig, og du faar en Ulykke - jeg kan ikke redde dig.« - »Det har ingen Nød,« siger jeg, »hun skal have mine Staldklæder paa, saa kan der ingen kende hende, og jeg siger til mine Kammerater og hvem der spørger: at det var en syg Dragon af de fynske, der var bleven liggende der i Byen.« - »Lad gaa, din Gavtyv!« siger han; »jeg skal selv tale med Chefen og faa ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit Puds og bilde ham ind, at Messingjens af Medlidenhed selv havde forlangt at faa den syge Dragon paa Ryggen.« - Det gik nu altsammen, som det skulde. Vi red ind ad Byen, og der stod de store og de smaa udenfor Porte og Døre for at bede os velkommen. Jeg skottede efter Helle - jo! hun var der redelig nok, og da hun fik Øje paa mig og jeg lod min Pallask hilse hende, da glinsede hun over hele sit Ansigt, som om hun skulde have været ud at fæste Piger, som de siger for et Mundsprog.
   [Original 1842] Jeg lod som ingenting; og jeg sagde Goddag baade til de gamle og til de unge; men jeg gjorde ingen Forskel. Da vi havde faaet vor Nadver (det var ikke andet end Boghvedegrød, og de var fattige, og der var ikke andet end noget sølle blaasur Mælk at dyppe dem i), saa gik jeg ud for at fodre af - et Stykke Brød havde jeg listet ud af Skuffen derinde under Skiven. - Jens rimmede, da han saa mig og lugtede det her Brød. »Nu skal du have det her foruden din Ration,« sagde jeg til ham, »kan du saa staa ved at bære en til foruden mig?« - »Hohohohohohoho!« sagde han. »Det er Ord nok,« sagde jeg, »Du skal ikke komme til at fortryde det.« - Med det samme kom Helle. Hun var baade glad og sorgfuld; saa smilede hun, og saa græd hun, og sommetider begge Dele paa en Gang. Nu at det skulde til at være Alvor med hendes Rømning, nu blev hun en lille Smule forknyt ved det. »De er alligevel mine Forældre, og det er min Fødegaard, jeg skal aldrig se i mine Dage mere, jeg skal ud mellem fremmede og have ikkun en eneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil du være god ved mig?« - »Du kan se,« sagde jeg, »hvordan jeg er mod Jens, alligevel han er kun en Umælende; jeg deler min sidste Mundfuld Brød med ham - hvordan skulde jeg nogen Tid blive slem ved dig?« - »Men hvordan skal jeg slippe herfra?« sagde hun saa. - »Det har jeg betænkt,« sagde jeg. »Det skal ingen Fare have.« Saa flyede jeg hende mine Staldklæder: Lue og Kittel og det hele, et Par Hoser og et Par Sko, og bad hende gaa ind i Herberget og drage af sine egne Klæder og i mine. Dem hun var trukken af, skulde hun af, skulde hun saa kyle i Søen, der var der tæt ved Gaarden, for det de kunde tro, at hun havde druknet sig selv. Saa klinede jeg hende ogsaa en dygtig Knebelsbart over hendes Mund. Den havde jeg gjort af de ydre Ender af Jenses Manke. Det grinte hun ad. »Gaa nu,« sagde jeg, »hen ad Vejen Nord paa, til du kommer til den By, der ligger her en Mils Vej herfra. Saa kan du gaa ind i Kroen og blive, til vi kommer, og det skal ikke vare længe. Men du skal bære dig ad, som du var meget overvunden.« - Nuda: hun gjorde, som jeg havde undervist hende. Et Par Stunder efter, saadan i Dagskæret, saa pilrede Eskadronen af. Da vi kom til den her Kro og gjorde Holdt, kom hun staglende ud og bad, om ikke en af os vilde tage hende op. »Hvad skader du?« sagde jeg. »Jeg er rent skidt,« sagde hun, »jeg kan ikke gaa længer.« - Jeg saa til Ritmesteren og spurgte om Tilladelse. -»Javel!« sagde han; »men hvor Satan vil du saa have - den, du ved nok?« - »Det har ingen Nød,« sagde jeg, »jeg vover Messingjens.« -»Naa naa!« sagde han, »det faar Jens og du enes om.« »Vi er enige allerede,« svarede jeg; og saa var den Snak forbi.
   [Original 1842] Mine Kammerater i Pelotonen saa paa den her bitte Dragon med det mægtige Skæg og grinte lidt ad ham; men ellers talte de ikke til ham, for de troede, at han var syg.
   [Original 1842] Naa, det er ikke værd at gøre vidt og bredt af de her Sager. Vi kom godt hjem, og vi lod lyse efter os paa Prædikestolen, og vi holdt Bryllup det snareste vi kunde, og - men det er sandt: jeg havde snart glemt at fortælle, hvordan det siden gik med Messingjens. Da vi kom til Horsens, saa havde han ogsaa udtjent og blev solgt med nogle andre Udsættere. Jeg købte ham, alligevel han kostede vel meget. Men jeg sagde til ham: »Messingjens!« sagde jeg, »jeg vil have dig og pleje dig og hæde dig paa dine gamle Dage, det har du forskyldt.« - »Hohoho!« sagde han; det huede ham. Jeg bedrog ham heller ikke: jeg havde ham paa syvende Aar, og han havde bedre Dage, end jeg havde selv, for han bestilte slet ikke andet, end jeg red paa ham engang imellem til Købstaden, og i Saatid og Høsten kunde han tage et Bed nu og da. - Men vi kan ikke leve til evig Tid - Jens maatte ogsaa af Sted. - Jeg havde engang været hjemmefra en fire Dage, og da jeg kom i Gaarden, var der ikke et levende Menneske at se hverken oppe eller nede, undtagen min gamle Moder, der stod og ragede i Grøden paa Skorstenen. »Guds Fred!« sagde jeg, »hvordan er det fat? hvor er alle de andre?« »De er ude i Toften ved Messingjens,« sagde hun, »for han vil til at styrte.« Jeg gik derud. De stod om ham, baade Helle og begge vore Børn og Karlen og Pigen, og Jens laa imellem dem paa sin Side. »Det er nok skidt med dig,« sagde jeg. Han lettede sit Hoved og saa saa naadelig til mig og sukkede og lagde Hovedet ned igen, strakte sine Ben og døde. - »Helle!« sagde jeg, »han skulde endda begraves lidt hæderligt; jeg vil ikke trække Kjolen af ham for aldrig det; og han skal jordes i Kaalgaarden, for jeg vil hverken have Svin eller Hunde til at snage i ham.« - Saa kom han da ogsaa til at ligge under den store Abild, som min Fader havde stammet. - Hvergang jeg ser Træet, tænker jeg paa Messingjens.«

[Original 1842] »Det var en knøv Historie den,« sagde Mads Ure, »alligevel den kun var om en Hest. Men nu skal jeg fortælle jer en om en Stakkelsmand, og hvordan jeg kom ved det med ham.«
   [Original 1842] »Hvis,« - sagde han nu, Mads Ure, - »at I har været i Herning eller deromkring, saa ved I ogsaa, at der er en grumme stor Mose der Sønden for. Den samme Mose er slet ikke saa meget gæv at gaa over for hvem der ikke er vel kendt.
   [Original 1842] Det var den Sommer jeg tjente hos Kristens, saa kom der en Ko i Synk derude, og det var af dem, jeg skulde passe paa. Jeg tog hende ved Hornene, og jeg tog hende ved Halen; men hun vilde slet ikke selv hjælpe til; og naar en vil hjælpe en, og en ikke vil gøre en Smule, hvad skal saa en blive til? Som jeg staar og bødler med den her speddels Ko, saa kommer der en Stakkelsmand derovre fra Rind - af dem, de kalder Rakkere. - »Jeg faar at hjælpe dig,« sagde han, »tag du nu ved Hornene, saa vil jeg lette ved Halen.« Det battede, for han prikkede hende ogsaa under hendes Hale med sin Pigkæp, og saa fik hun i Sinde at ville selv kratte ved. »Hvad giver du mig nu for det?« sagde han. - »Jeg har ikke noget at give jer,« sagde jeg, »andet end Tak.« -»Dem vil jeg ikke have,« svarede han; »men hvis at jeg engang skulde komme i Synk enten paa den ene Maade eller paa den anden Maade, vil du saa laane mig en Haand, om du er tilrede?« - »Da vil jeg ogsaa det,« svarede jeg. »Godt nok!« sagde han, og saa stavrede han op ad Byen til, og saa var det ikke mere.
   [Original 1842] Hvilken Tid var det nu, jeg kom til at tjene i Sunds Præstegaard? -Det kan ogsaa være det samme. Jeg kunde gaa med en Høle, men hvor gammel jeg var, det kan jeg ikke huske, for jeg ved ikke saa nøje, hvor gammel jeg er nu. Præsten var ellers en grumme god Mand, men Gud bevares for Kone, han havde! Hun var saa ond ved ham, som nogen Kone kan være, og han havde ikke Hunds Ret ved hende. Jeg har reddet ham to Gange af hendes Kløer - for han var en lille forpint Spirrevip, og hun var stor og stærk, men jeg var endda stærkere og kunde magte hende. - Hun havde faaet i Sinde at ville gøre noget ved ham, jeg passer ikke vel om at sige, og rendte efter ham rundt om Gaarden med en Kniv i sin Haand og raabte, at hun skulde gøre det her ved ham. Det kunde jeg ikke lide, og saa tog jeg Kniven fra hende og truede hende til at være skikkelig - men det var ellers ikke det, jeg vilde sige. - Saa var jeg engang, medens jeg tjente der, ude ad Kæret at se efter Hoet. Og saa kommer den her Kumpan - den samme Stakkelsmand - stagrende hen ad Vasen imod mig, og han havde to Kvinder i Følge med, og de havde hver af dem en Vugge paa Ryggen og et Barn i hver Vugge. »Goddag skal I have!« sagde jeg. - »Det skal du selv have,« sagde han. »Hvordan har din Ko det? Har du ikke ladet hende gaa i Dy siden?« - »Aa nej!« sagde jeg, »og I skal endda have Tak engang endnu.« - »Tjener du i den her Smule Præstegaard?« sagde han. - »Det gør jeg,« sagde jeg. - »Hør! ved du hvad,« sagde han, »kunde du ikke se at hæle mig de her to Diller med deres Grumslinger en Dag over; for i Morgen skal der være Jagt efter vore Folk, og jeg vil ikke gerne have de her i Viborghus; jeg skal nok hytte mig selv.« - »Jeg vil se, hvad jeg kan gøre,« svarede jeg; »lad dem komme her saadan lidt efter Sengetid til det vestre Hus der, saa skal jeg faa en Stige tilrede og hjælpe dem op paa Høstænget - men har I selv nogen Ædelse og nogen Drikkelse?« - »Det har ingen Nød med det,« sagde han, »og nu vil vi give dig Farvel, til Solen er vel nede.« -Saa slentrede de hen paa Vasen til en Enstedgaard, og om Aftenen kom de redelig nok, og jeg hælede de her to Kvinder og de her Børn til den anden Aften, og saa listede de af igen. - Før jeg skiltes ved dem, sagde Kumpanen: »Jeg vil ellers gerne forskylde dig det her Stykke - er der ikke noget, du har megen Lyst til?« - »Ja,« sagde jeg, »hvad skulde det være? hm! - det eneste var Mortens Ane Kirstine der i den Gaard, hvor I gik til i Aftes. Men hendes Forældre vil ikke lade mig faa hende, for de siger: jeg har for lidt, og det har jeg ogsaa.« - »Hm! Farlil!« siger han, »du ser ud til at have et Par gode stærke Arme; det er en god Arvepart, og hun har Skillinger - om et Par andre Dage kan du jo forsøge, hvordan den gamle kan være til Sinds. Jeg skal spaane til, det bedste jeg har lært.« - Det lyttede jeg efter; for Skam slaa dem, de her Rakkere! de er ikke saa meget taabelige. De kan baade spaa og vise igen, og de kan gøre baade ondt og godt, ligesom det kan falde.
   [Original 1842] Jeg spekulerede paa det her et Par Dage og noget af Nætterne med, og saa den tredie Dag daskede jeg hen til Mortens. Ane Kirstine stod alene udenfor Porten og vendte Ryggen til, for hun var ved at glodre en Væg, saa jeg kom bag paa hende, inden hun vidste af det. »Jøsses! er det dig?« raabte hun, »hvor har du været i alle de mange Dage?« -»Jeg har været hjemme og ad Marken og i Heden, ligesom det kunde byde sig. Og nu kommer jeg og vil se til dig.« - »Jeg er ikke værd at se paa,« svarede hun og jog sine pludrede Hænder ned i Dullen for at skylle Lervællingen af dem. »Jeg er lige glad,« sagde jeg, »enten du er gul eller graa, for du er mig den bedste Ven i denne Verden; men jeg skal vel aldrig blive værdig til at tage dig i Favn i Tugt og Ære.« -»Det var ikke godt andet,« sagde hun, »men kan hænde sig, at vi faar at bie lidt.« - »Jeg kan ikke bie svart længe,« sagde jeg, »for min Moder vil have Ophold, og enten skal jeg til Gaarden eller og en Søster; saadan er det, og det kan ikke blive anderledes.« - Saa begyndte hun at snøvse og tørrede sine Øjne og sukkede, men sagde ikke noget. Jeg havde ondt af det for hende, men hvad Raad skulde en hitte paa? -Naa, der kom endda en, der kunde kende os Raad, og det var sgi den her samme Stakkelsmand. Han kommer med den ene af sine Koner og havde sin Glaskiste paa Nakken og vilde ind i Gaarden. Saa vendte han sig om imod os og sagde: »Se se! hvad staar I her og bestiller? Følg med mig ind, lille Pige! saa vil jeg se, om jeg kan lave det for jer; men bliv du her udenfor saalænge, bitte Karl! saa vil jeg prøve, hvordan det kan gaa.« - De gik, og jeg satte mig paa en Sten, der laa der, og lagde mine Hænder sammen - jeg var ikke svart glad. Jeg ved ikke, hvorlænge jeg sad der, for jeg var falden i Søvn; men saa vaagnede jeg ved det, at der var en, der kyssede mig, og det var ingen anden end Ane Kirstine. »Sidder du her og sover?« sagde hun, »følg ind med, nu er det, som det skal være. Rakkeren har talt godt for os ved vor Móer, og da intet andet kunde omvende hende, saa sagde han: »Der sidder en sort Kok paa Ranen - I kunde gerne faa en rød en til at gale over jer, hvis I ikke gør, som jeg nu siger.« Derover blev hun en bitte Smule bange og sagde: »Det faar at være; men jeg siger dig, Ane Kirstine! jeg vil beholde den sorthjelmede Ko til min Mælkeforsyning, og jeg vil have al den Ophold, jeg kan tilkomme.« »Det er ikke mere end rimeligt,« sagde jeg, »og saa har vi vel ikke mere at trækkes om. Nu kan du lade lyse, naar du tykkes.« - »Hør! ved du hvad, Ane Kirstine!« siger jeg: »den her Stodder, han kommer til at have en Kendelse, og den vil jeg give ham med en god Vilje; og kan vi faa fat paa ham, naar vi skal have Gilde, saa skal han ogsaa have en Gryde Suppe og en Høne til sig selv og de her Kvinder og de her Børn.« - »Det er ret nok,« sagde hun; »og jeg skal endda ogsaa give dem en Trævl eller lidt mere af mine halvgamle Klæder.«
   [Original 1842] Nu da: min Godemoder gjorde et prægtigt Gilde, og der var fuldt op i alle Maader. Stakkelsmanden var der ogsaa med hele sin lange Hale; men de fik da deres Levemaade for sig selv, kan I nok vide, ved det de var af Rakkerslagsen. Ham gav jeg et Uldenskørt, og Ane Kirstine gav Kvinderne hver en Lue og et Korsklæde og et Stykke Vadmel til en Sløjkjole til hver af Ungerne, og de var farlig godt fornøjede.
   [Original 1842] Mig og Ane Kirstine vi havde levet en fire Aar godt sammen, som vi gør endnu, og i al den Tid havde vi ikke set noget til den her Stakkelsmand, alligevel vi havde snakket om ham baade dengang og dengang. Sommetider tænkte vi, at han var bleven øde, og sommetider, at de havde sat ham ind i Viborghuset. Nuda: saa var det, da vi skulde have vor anden Dreng i Kirke - ham Søren - jeg gik til Præsten for at faa den her Sag gjort i Stand. Som jeg kommer paa Vasen lige paa det selvsamme Sted, hvor jeg saa den Stakkelskumpan første Gang, saa ser jeg en, der ligger ved den ene Side af Vasen paa sin Ryg i Lyngen og med sine Ben i Groben. Det var sgi ham, jeg kunde nok kende ham. »Hvorfor ligger du her alene?« sagde jeg, »skader du noget?« - »Jeg tror, jeg vil til at dø,« sagde han; men han hvæste det ud, jeg kunde knap forstaa ham. »Hvor er de her Kvindfolk,« sagde jeg, »du plejer at have med dig? Har de forladt dig og ladet dig ligge her paa Vasen?« - Han vrikkede med Hovedet og hviskede: »en Taar Vand!« - »Det skal jeg give dig,« sagde jeg, og saa tog jeg noget af det Regnvand, der stod i Groben, det tog jeg i min Hatteskygge og holdt til Munden af ham. Men det var ingen Nytte til, for han kunde ikke drikke længer, men han gav et Spjæt med Benene og gabte, og saa var Aanden af ham. - Jeg havde endda ondt af det for ham, og da jeg kom til Præsten, bad jeg ham, at det her sølle Spøgelse maatte blive kastet ned i Kirkegaarden. Det gav han mig Lov til, og saa hentede jeg ham paa min egen Vogn og slog nogle Fjæle sammen om ham og kylede ham ned i det nordvestre Hjørne af Kirkegaarden, og der ligger han«.

[Original 1842] »Det var nu det,« sagde han Kristen Katballe, »men hvorfor sidder du saa stille, Marie Kølvraa? Kan du hverken fortælle eller synge os noget?« - »Det var ikke umuligt,« svarede hun og drog et Suk og sang saa vemodeligt, at en skulde hartad tro, at det var hændt hende selv: