link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 490-499 

   [s490] 

   Mare si placido, 
   Vento si caro, 
   Scordar fa i triboli 
   Al marinaro, 
   E va gridando 
   Con allegria: 
      Santa Lucia! 

   O dolce Napoli! 
   O suol beato! 
   Ove sorridere 
   Volle il creato; 
   Tu sei l'impero 
   Dell' armonia: 
      Santa Lucia!

   Canzonettaen forstummede, og jeg frygtede næsten for, at han skulde have hørt det dybe Suk, der undslap mig; thi han foer pludseligt op med et Udraab, som om han var bleven forskrækket over Noget.
   »Ah, er det Dig, Marietta?« hørte jeg ham sige, medens han paany greb sin Flint. »Hvorfor kommer Du saadan listende paa mig i Mørkningen? Veed Du ikke, at ingen levende Sjæl maa komme i Haven? Det er Fyrstens udtrykkelige Ordre. Gaa Din Vei, eller jeg kalder paa Benedetto!«
   »Aa Snak, Antonio!« lød Mariettas melodieuse Stemme. »Vil Du have ham til at dele Din Aftensmad? Se, hvad jeg her har bragt med til Dig i min Kurv. Dersom ingen levende Sjæl maatte komme ind i Haven, hvem skulde da bringe Jer Mad? Du seer, at jeg har tænkt paa Dig først, Antonio. Hvad siger Du om denne Agerhøne? Den stegte Du selv igaar, og den er fortræffeligt stegt.«
   »Det er kjønt gjort af Dig, Marietta,« svarede Antonio. »Jeg har travet her frem og tilbage den hele, lange Dag med en tom Mave og i et brændende Solskin. Sæt Dig ned ved Siden af mig, medens jeg spiser, og fortæl mig saa, hvad der egentligt er iveien, Marietta; Du veed vist god Besked.«
   »Hvor skulde jeg vide Noget fra?« hørte jeg Marietta sige. »Jeg blev jo spærret inde af Fyrsten igaar Aftes; han var jo som rasende. Herskabet er taget bort paa længere Tid, og jeg troer, at Fyrsten har været bange for, at Tyvene, som vare her igaar Aftes, skulde bryde ind paany, naar Villaen staaer tom. Man er jo aldrig et Øieblik sikker herude.«
   »Troer Du Marietta,« fistulerede Antonio, under hvis Tænder det ene Agerhønebeen knagede efter det andet, »troer Du, at der er Nogen i Sarkophagen? Jeg syntes ligesom jeg hørte Noget røre sig, dengang Du kom.«
   »O, min Gud, Antonio, hvor Du er tosset!« raabte Marietta med en munter Latter. »I Neapolitanere see ogsaa Spøgelser allevegne, og Du har for længe siden spist hele Dit Mod op i Maccaroni. Hvem skulde vel være i Kisten? Han maatte jo være kvalt for længe siden.«
   »Det veed jeg ikke,« svarede Antonio, »men jeg syntes, jeg hørte en Lyd lige bagved mig, da jeg holdt op med at synge. Giv mig Foglietten, Marietta! Benedetto, den Hund, drak al Vinen fra mig.«
   Jeg hørte Marietta klirre med et Par Foglietter, og kort efter fornam jeg hendes Trin paa den modsatte Side af Sarkophagen.
   »Her er slet ikke rart at staae Skildvagt,« sagde Antonio, efterat have styrket sig ved nogle lange Drag. »Der er saa uhyggeligt her i Skumringen. De store Ege ere saa mørke, og den hvide Kiste seer næsten ud som et Spøgelse. Jeg har aldrig holdt af at være alene i Mørke. Veed Du ikke, naar Maanen staaer op?«
   Marietta svarede ikke; men jeg hørte hende ganske tydeligt pusle henne ved Hjørnet af Sarkophagen.
   »Hvor er Du henne, Marietta?« raabte Antonio med ængstelig Stemme. »Hvorfor gaaer Du bort nu, da jeg saa gjerne vilde tale med Dig? Hvad bestiller Du bag Sarkophagen?«
   »Bliv siddende, hvor Du er!« raabte Marietta med vred Stemme. »Jeg binder mit Strømpebaand; det behøver Du ikke at see paa.«
   Antonio tog igjen fat paa Kurven, som han lige havde sat fra sig, og begyndte paany sit afbrudte Maaltid. I samme Øieblik hørte jeg Noget blive stukket op til mig igjennem Aabningen; jeg greb det, det var Enden af en Canna, de bekjendte, romerske Rør. Jeg forstod strax den snilde Mariettas Hensigt; jeg førte det til mine Læber og opsugede med en Febersygs hele Begjærlighed den Lædskedrik, som hun havde bragt med i Foglietten. Neppe var jeg færdig hermed, før Røret atter blev trukket bort, og i dettes Sted modtog jeg et Par Stykker Brød, et Dusin Figner, nogle Viindruer og et Stykke stegt Kjød, med en Hurtighed, der viste, at intet Øieblik maatte gaae tilspilde. Derpaa blev et nyt Stykke Papir skudt ind, som jeg gjemte ved Siden af mig, da det fuldstændige Mørke ikke tillod mig at læse en Linie. Hele denne Forsyning, der var mere end tilstrækkelig til at stille min Hunger for det næste Døgn, medtog saa ringe Tid, at Antonio ingen Mistanke havde fattet, da Marietta paany traadte hen til ham. Jeg hørte hende tage Kurven og Foglietten, vexle et Par Afskedsord med Antonio og kort efter forsvinde i Haven.
   Min Stilling, der hidindtil havde forekommet mig saa forfærdelig, syntes nu paa een Gang ganske at have skiftet Charakteer, ja det var med en vis Freidighed, at jeg nu saae Fremtiden imøde. Det er mærkeligt, hvormeget Sulten bidrager til at nedstemme et Menneskes Sjælsstyrke, og neppe havde jeg faaet hiin bragt til Taushed, førend Liv, Haab og Mod vaagnede paany. Vel pinte Smerterne, fremkaldte ved den tvungne Stilling, mig i en ganske overordentlig Grad; men de vare dog for Intet at regne imod Hungersnødens forfærdelige og hentærende Lidelser, som hidtil havde staaet mig for Øie. Natten, der lidt efter lidt begyndte at falde paa, bragte sin Kjølighed og Skygge; mit snevre Gjemmested afsvaledes mere og mere, og Luften blev stedse mere reen og sval. Alt dette, i Forbindelse med Haabet om en snarlig Frelse, gav mit Sind en større og større Ligevægt, og til Slutningen morede jeg mig næsten over den stakkels Antonio, der ufortrødent spadserede frem og tilbage udenfor, og af og til ved et Udraab gav tilkjende, at hans Frygt for Nattens Rædselssyner langt fra havde tabt sig.
   Jeg skal ikke trætte Dem, mine Herrer, ved at meddele Dem alle de Planer og Tanker, der i hiin lange og forfærdelige Nat gjennemkrydsede min Hjerne. Ei heller skal jeg dvæle ved den indespærrede Fanges paa ny sig gjentagende Lidelser; disse ere og ville altid blive de samme. Jeg betvang mine Smerter, saa godt som jeg kunde, ved at vise dem tilbage med en Soldats haardføre Taalmodighed, og mine trætte Øine vedblev at stirre igjennem Mørket for at opfange det første Glimt af Dagen, der skulde bringe mig det Haab, som jeg vidste maatte være nedlagt i Mariettas Brev. Een Ting havde jeg dog ikke taget i Betragtning; det var den Udmattelse, som fire og tyve Timers uforandrede Leie allerede havde paaført mig. Min Nakke var saa stiv, at den smertede stærkt ved den ringeste Bevægelse, min Ryg og mine Lænder vare som gjennembankede, mine Fødder vare iiskolde, og jeg formaaede næsten ikke mere at bevæge Benene. Den stærke Smerte, som jeg allerede den foregaaende Dag havde følt i Hovedet, begyndte paany, og navnlig var det Punkt af Nakken, som stødte imod Sarkophagens Væg, ganske iiskoldt, og dog Sædet for de voldsomste og meest brændende Smerter. Alt som Dagslyset begyndte at udbrede sig, tog disse til; Tænderne klapprede i Munden paa mig, snart var jeg iiskold, snart foer en brændende Hede igjennem hele mit Legeme. Trods alle mine Bestræbelser følte jeg ligesom et Slør blive draget hen over min Bevidsthed, gjennem hvilket jeg kun uklart og forvirret kunde fastholde mine Tanker, medens Alt, hvad der var passeret, laae for mig i en underlig, drømmeagtig Taage. Vist over tyve Gange forsøgte jeg paa at læse Mariettas Brev; men mit Syn slog ikke til, og Bogstaverne dandsede for mine Øine, uden at jeg var istand til at sammensætte dem til en Linie. Hver Gang jeg saae op i Veiret, glimtede og dirrede ligesom et Ildnet for mine Øine, og naar jeg, næsten bragt til Fortvivlelse af disse Ildringe og Ildlinier, lukkede dem, havde jeg bestandigt et og samme Syn.
   Det forekom mig, at jeg til venstre saae en høi, steil og skarpt affaldende Klippekyst af graalig Farve. Nedenfor denne rullede Vandet med smaae, toppede og urolige Bølger, og paa disse flød et Fartøi, hvis Reling og Reisning jeg paa det Nøiagtigste kunde see, endogsaa til de mindste Smaating, medens det forneden syntes at flyde i Et med de urolige Bølger. Langt ude i Horizonten glimrede og dirrede Ildpunkter, snart som Lyn, snart som Nordlysflammer, og bestandigt bevægede Skibet sig med rivende Fart henimod denne lysende, dirrende Horizont. Bestandigt bestræbte jeg mig for at følge efter det; thi halvt paa Dækket, halvt i Bølgerne saae jeg min Elskedes Skikkelse, vel svagt og utydeligt, men dog saaledes, at jeg kunde see, at hun vinkede ad mig med Haanden. Pludseligt syntes jeg, at jeg ved en uhyre Anstrengelse naaede Skibet; men Dækket var Vand, Alt var vigende Bølger, hvori jeg sank ned ved hvert Skridt, og hvori jeg med hemmelig Gru vidste, at hun for længe siden var sunken ned og gaaet til Grunde. Endeligt naaede Skibet den lyse, sittrende Horizont, og altsom vi drog ind under den, styrtede Reisning, Takkel og Tov, eller rettere - det smeltede ned, sank sammen og blandede sig med de urolige Bølger. Med disse førtes jeg da afsted, uden at være istand til at synke, og alt som jeg reves bort ind under de lysende Buer, forekom det mig, at Vandet blev varmere og varmere, Luften hedere og hedere, indtil den næsten med sin glødende Aande dræbte mig, der pint af en rasende Tørst, med vanvittig Begjærlighed drak af det hede, bittersalte Vand, som ikke bragte nogen Vederkvægelse eller Lindring. Pludseligt blev Havet haardt, tunge Støvmasser væltede hen over det, Sandet piskede i mine Øine og fyldte min Næse, mine Øren og min Mund. Alt glødede og dirrede af Hede omkring mig. Jeg selv sad tilhest og foer i rasende Carriere hen igjennem Ørkenen; Samumen var efter mig, og store, hvide Sandhvirvler bevægede sig med vanvittig, omdreiende Hastighed ude i Horizonten.
   Forneden havde jeg det glødende, guulgraae Sand, foroven den tunge, blygraae Himmel; men bestandigt foer jeg afsted for at naae Oasen, hvor jeg vidste, at mine Folk ventede mig. Det forekom mig, at hele Naturen var i Oprør. Jeg havde en Fornemmelse af, at hele Verden brændte omkring mig, at jeg var den eneste Levende, der var tilbage, og at jeg kun kunde frelses, dersom jeg naaede den Plet, som vinkede mig i det Fjerne.
   Endeligt kom jeg til Oasens Rand, men Alt var udtørret, sort, sveden, som om Ildsluer vare gaaede hen derover. Flokke af Schakaler og Hyæner flygtede ved min Ankomst; Alt var bedækket med Liig. Franske Soldater, Arabere, uhyre Sværme af Græshopper, Løver og Kameler laae imellem hverandre og udbredte en Liigstank, der var nærved at kvæle mig.
   Jeg vilde vende om og ride tilbage mod de uhyre Sandstøtter, som med hvirvlende Hurtighed bestandigt kom nærmere og nærmere - da saae jeg pludseligt en ung Pige ligge henslængt over Halsen paa en Kameel. Hendes guldgule Haar var halvt begravet i Sandet; Vandsækken havde hun knuget ind mod sit blottede, sammenfaldne Bryst. Sorte Pletter, Dødens sikkre Kjendetegn, bedækkede hendes indsunkne Læber, og Gribbene krydsede i store Flokke omkring hendes Hoved. I et Nu gjenkjendte jeg hende - det var hende, min Elskede, til hvem jeg havde knyttet mit Liv, mit Haab og min Lykke. I et Nu sprang jeg af Hesten og kastede mig, vanvittig af Smerte og Fortvivlelse, over hendes Liig - da sang og klang det i Luften som tusinde Artillerisalver. De vældige Sandstøtter styrtede ned over os. Jeg følte, hvorledes de, stedse tungere og tungere, knugede os mod Jorden, hvorledes Blodet strømmede ud af min Mund og mine Øren, hvorledes mit Aandedræt forsvandt, indtil jeg fuldstændigt segnede hen i et uendeligt, kulsort Mørke.
   Længe, meget længe laae jeg saaledes, tilsyneladende berøvet alt Liv og al Bevidsthed og dog med en underlig, dunkel Følelse af, at der var Noget indeni mig, som ikke var fuldstændigt slukket. Lidt efter lidt syntes jeg, at den uhyre Byrde, der hvilede over mig, blev lettere og lettere, mit Aandedræt tog mere og mere til, det var, som om en svag Kjølighed begyndte at vifte rundt omkring mig, og som om jeg følte en blød Haand stryge henover min Pande. Jeg reiste mig op og saae mig forbauset omkring. Jeg stod i en gammel Have, som jeg kjendte saa godt fra min Barndom i Normandiet, jeg følte Nattevinden vifte omkring mine Kinder, hørte den stryge susende gjennem de gamle Ege, medens Maanen lyste frem over de høie, alvorlige Fyrre, som hang ud over Klippevæggens Fald. Ved Siden af mig stod min unge Brud smilende og rødmende i sin sneehvide Baldragt; hun heftede sine lyseblaae Øine paa mig med et bedende Udtryk.
   »Elsker Du mig, Leon?« hviskede hun sagte til mig.
   Jeg svarede Intet, men greb hende i mine Arme og trykkede et langt Kys paa hendes blussende Læber.
   »Vi maae op igjen, Leon,« sagde hun paany, pegende paa Slottets Vinduer, som viste sig stærkt oplyste trods det klare Maaneskin. »Vi maae op. Hører Du ikke Musiken? Kom Leon! vi maae op til Dandsen. O, det bliver en deilig Nat!«
   Vi gik tilbage langs ad Slotshavens Gange, og alt som vi vandrede, steg det ene af Barndommens Syner frem efter det andet: de stive, gammelfranske Buxbomhækker, de slyngede Canaler med deres buede Broer, hvorunder de sneehvide Svaner seilede, de pyramideformigt klippede Taxer, den store, gammeldags, forgyldte Haveport med sine omvendte Lanser og raslende Kjeder - Alt saaledes som jeg kjendte det fra min Barndom, naar jeg i de stille Sommeraftener vandrede med min Moder i Haven ved chƒteau de Vierge. Vi ilede op ad den høie Steentrappe, og et Øieblik efter stod vi i den store Riddersal, hvor de mægtige Lysekroner blinkede og Orchestret klang, medens de alvorlige Riddere med deres Fruer, Slottets gamle Ahner, fra deres gyldne Rammer, stive og ærværdige, saae ned paa Dandsens Jubel og Glæde. Imellem Portraiterne var der et enkelt, som jeg erindrede saa godt, og om hvilket min Moder havde fortalt mig saa Meget. Det var en ung Pige med et mærkeligt fiint og blegt Ansigt og med nogle høist forunderlige, dybe, blaae og sværmeriske Øine. Hun stod i en kulsort Nonnedragt, hendes ene Haand hvilede paa et Dødningehoved, og med sit veemodige, tankefulde Blik fulgte hun en Sommerfugl, der i Baggrunden af Maleriet flagrede ud ad Vinduet, belyst af den opgaaende Sol. Dette Billede havde en heel Historie; min Moder havde fortalt mig den, og nu, medens vi stod Arm i Arm i de Dandsendes Rækker, fortalte jeg den til min Elskede, som tankefuld lyttede dertil.
   Ogsaa hun hed Clara, den unge Pige, under hvis Billede vi stod, og hvis længselsfulde Blik endnu fulgte Symbolet paa Livets flagrende Glæde. Nu hedder hun St. Clara, og en dobbelt Betydning havde vistnok Maleren lagt i den bortflyvende Sommerfugl. Det var ikke alene Livets let henflagrende Glædesflugt, som den fremstillede, men ogsaa Psychens høie Gang imod det Evige. - Rig paa Skjønhed og Guld, men endnu rigere paa Hjertets dybe Følelser og paa Sjælens Adel, boede den unge Clara de Vierge paa den Borg, som hendes Fædre i umindelige Tider havde eiet, og som var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt. Hendes Fader fulgte Frankrigs vaiende Banner, og naar han en enkelt Gang var hjemme, lokkede Jagtens Glæder ham bort til de dybe Skove, hvorhen Klangen af Klostrets Klokker til Vesper og Ave aldrig naaede. Vendte han tilbage, overdøvede Bægernes Klang, den raae Latter og de vilde Sange de Sjælemesser, som Munkene holdt ved hans Hustrues Grav, hende, som han forlængst havde glemt. Næsten uden at kjende sin Fader og kun levende i Mindet om sin Moder, voxede Clara de Vierge op i den gamle Borg, indtil hun pludseligt som en fuldt udsprungen Rose stod blussende i hele sin Skjønhed. Faderen mærkede det neppe, hans Sind drog andre Veie; men da han det næste Efteraar atter kom hjem til det tause, forladte Slot for paany at fylde det med Jagthornenes Klang og Jægernes Raab, da mærkede han, at meer end een dristig Svend blev tilbage, naar de andre forfulgte Ulv og Vildsviin i de forgroede Skove. Han blev opmærksom, Faderstoltheden vaktes, og han besluttede, at hans Datter skulde gjøre et saa rigt og glimrende Parti, at det skulde spørges vidt og bredt over Frankrige. Han tænkte ikke paa, ja det faldt ham ikke engang ind, at hendes unge Hjerte allerede kunde have valgt, og dog var dette Tilfældet. Hvert Efteraar, naar Greven forlod enten de blodige Valpladse eller det muntre Paris for at nyde Jagtens Glæder, kom Minnesangernes Skare til Borgen for at synge om Kjærlighedens Fryd og forkorte de lange Vinterafteners mørke Uhyggelighed. Det var til en af disse Sangere, at den unge Pige havde fæstet sin Tanke, og det var ham, hun mødte i Lunden under de hviskende Ege, naar Greven troede, at hun trak sig tilbage til sit stille Jomfrubuur. Alt blev opdaget. Den unge Sanger flygtede og forsvandt; hun blev indespærret paa den mørke, tause Borg, hvor Faderen bevogtede hende med mistænksom Aarvaagenhed. En Nat var hun forsvunden, flygtet, uden at Nogen kunde vide hvordan. Ingen havde hørt eller seet Noget, og den høie Borgmuur, de lukkede Porte, de optrukne Vindebroer havde kun været afmægtige Bevogtere. Folkene paa Slottet hviskede i Krogene, men taug stille, saasnart de hørte Grevens rastløse Trin gjenlyde i de skumle og øde Haller. Han fik Intet at vide, og dog vidste Alle, at en tilsløret, hvid Skikkelse hver Aften var vandret fra Klostrets Kirkegaard gjennem Slottets Have, og at Porte og Døre havde aabnet sig for den som ved en hemmelig Magt, saasnart den berørte dem. Altid kom Skikkelsen ved Midnat, altid forsvandt den i det østre Porttaarn, hvor den unge Frøken havde sit Kammer; men naar Borgens Haner begyndte at gale, og den første Lysstraale dukkede frem i Øst, da havde en enkelt af Vagterne seet den glide tæt forbi sig. Han forsikkrede høit og dyrt, at dens Ansigt havde lyst som Ildsluer, og at skinnende Lysstraaler som Kornmod vare gaaede ud af dens Klædnings Folder. Han var vis paa, at det var Grevens afdøde Hustru, der kom for at trøste sin sørgende Datter.
   I et heelt Aar havde den unge Pige været forsvunden. Efteraaret nærmede sig paany; men denne Gang medtog Greven ingen af sine glade Vaabenfæller. Taus og eensom vandrede han om i de store Skove, hans Lanse og Bue rustede urørte, og hans trofaste Hunde havde næsten glemt deres Herres Stemme. Da forvildede han sig en Dag paa et Sted mellem Klipperne. Der var saa skummelt og saa eensomt, at han, trods sit nøie Kjendskab til Skoven og sin idelige Omflakken, aldrig havde været der før. Han fulgte en lille Sti, der snoede sig ind under de tæt sammenvoxede Træer, som Brombær, Gedeblad og Vedbend næsten havde muret sammen til et uigjennemtrængeligt Hele. Da den endte, kom han til et Huus, sammentømret af Skovens raae Stammer, tækket med Lyng og Bregner, tættet med Mos og den krybende Ulvefod. Her fandt han sin Datter - men hvad der den Nat skete inde i Skovens tætteste Tykning, fik ingen levende Sjæl at vide. Da han kom tilbage med hende, var han taus og mørk som Graven, og hun havde fra den Tid intet andet Sprog end det, hun førte med Ham, der trøster alle dem, som ere sorrigfulde og forladte. Hun flygtede ind i det stille Nonnekloster, som hendes Moder havde ladet bygge og givet Navn efter hendes Skytshelgen. Det næste Efteraar var der intet Jagthorn, som døvede Klokkernes Klang. Vidt og bredt trængte den ind i de tætte, dybe Skove, hvor Sangfuglene lyttede til de dumpe, melankolske Toner - det var Liigklokkerne, der klang. Langsomt og stille var hun falmet hen. Aldrig havde hun villet see Faderen, der ved Budskabet om hendes Sygdom og nær forestaaende Død havde teet sig som en Vanvittig. En fremmed Maler havde nogle Dage førend hendes Død malet det Billede, der hang over os, og Greven havde ladet det ophænge i den store Riddersal. En Aften, da han henimod Midnat havde begivet sig igjennem den for at naae sit Sovekammer, hørte man fortvivlede Raab om Hjælp. Da Tjenerskabet ilede til, fandt man ham liggende døende paa Gulvet med Blikket stift heftet paa det forunderlige Maleri. Han døde om Morgenen; men paa Slottet vidste man, at den blege Skikkelse var traadt ud af Rammen, dengang han havde ilet hende forbi, havde grebet ham i sine Arme og trykket et iiskoldt Kys paa hans Mund; thi herom, og kun om dette, havde Greven talt rasende og vildt den hele Nat, til Forfærdelse for de Vogtere, der omgav ham. Fra den Dag blev det et gammelt og almindeligt troet Sagn paa chƒteau de Vierge, at naar Nogen paa Slottet skulde døe, skete det aldrig, før den unge Nonne i sin sorte Dragt havde viist sig for ham og trykket Dødskysset paa hans Læber.
   Alt dette fortalte jeg til min unge Elskede, medens Musikens Toner brusede omkring os, og det ene Par efter det andet svævede forbi os til de jublende Melodier. Endeligt kom Touren til os at danse ud. Nu svævede vi paa det glatte, bonede Gulv, belyst af de blinkende Kjerter, og begge berusede af Blomsternes Duft, af Tonernes Flugt og Kjærlighedens Almagt. Jeg følte, hvordan hun hvilede i min Arm, jeg hørte, hvorledes hun hviskede til mig, medens hendes dybe, mørkeblaae Øine paany vare heftede paa mig med dette eiendommelige Udtryk af Barnlighed og Livsglæde, som jeg kjendte saa godt. Jeg saae, hvorledes hendes Kinder blussede, farvede af den hurtige Vals, jeg følte, hvorledes hun lænede sig fastere og fastere til mig, og medens vi hvirvlede rundt i den fjerlette Dans, følte jeg hendes Lokker som Svaneduun at strøife mine Kinder. Men over hendes Skulder saae jeg samtidigt dermed den blege Nonne i sin sorte Dragt med den venstre Haand paa Dødningehovedet og den høire udstrakt, som fristedes hun til endnu engang at gribe efter Livets lette, lavt henflagrende Sommerfugl. Det forekom mig, at hendes sværmeriske Blik blev alvorligt og smertefuldt, hvergang vi flagrede forbi; jeg syntes, at det vendte sig bort fra den brogede Sommerfugl og heftede sig stivt paa mig, fast og ubøieligt. Alligevel følte jeg hele Livets Kraft og Fylde gløde i mine Aarer; ligesom paa Trods dansede jeg udfordrende henimod Billedet - da slukkedes pludseligt alle Lysene, en sønderrivende Klang som af revnet Metal drog igjennem Luften, og ud fra Rammen skjød sig stærke Lysstraaler. Billedets Forgrund aabnede sig og flød taageagtigt sammen med Salen; Alle stod lammede af Rædsel, ventende paa, hvad der vilde komme; men paa den taageagtige Bro svævede Skikkelsen med alvorlige Blikke ned imod mig, stødte min unge Brud tilside, greb mig i sine Arme og trykkede et langt, hendøende, men iiskoldt Kys paa mine Læber. Da var det, som om Alt sank bort under mig. Den blege Skikkelse forsvandt, og kun den selsomme, blaalighvide Lysglans blev tilbage omkring mig. Ved mine Fødder laae min Brud, min Elskede. Hun hævede sit forfærdede, smertefulde Blik op imod mig, idet hun gysende gjentog:
   »Saae Du det, Leon? Veed Du, hvad det betyder? Du maa døe! Døe inden Morgensolens Frembrud! Døe bort fra mig, fra alt Liv, al Lyksalighed og Glæde!«
   Der gik en selsom Følelse igjennem mig. Jeg havde det fulde, stærke Indtryk af, at jeg maatte døe - det var jo umuligt Andet. Det var ganske den samme Troens inderlige Bevidsthed, jeg som Barn havde følt, da min Moder fortalte mig Eventyret. Jeg vidste, at jeg maatte døe, og dog var der intet Afskrækkende, intet Rædselsfuldt ved Tanken; det var næsten for mig, som om Døden slet ikke existerede. Jeg bøiede mig ned, løftede hende op i mine Arme og hviskede til hende:
   »Jeg veed, Clara, at jeg maa døe; men denne Nat tilhører mig endnu, og jeg giver ikke slip paa Dig. Kom, vi ville vandre tilsammen!«
Vilhelm Bergsøe Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek