V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 481-489

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 481-489

   Idet vi trak bort, saae jeg en ung Pige ligge ved Liget af en af de sidste Kameler, som vi passerede. Hun var kun femten til sexten Aar, af en ganske ualmindelig Skjønhed, rimeligviis Slavinde, bestemt for en eller anden Paschas Harem. Hendes Nakke hvilede paa Kamelens udstrakte Hals, og hendes høire Haand havde krampagtigt boret sig ind under den og sænket sig dybt ned i Sandet; den venstre havde hun begravet i sit blaaligsorte Haar, der som en bred Strøm flød hen ad Jorden og bølgede i VInden. Sin guldstukne Tunica havde hun i Dødens rasende Vanvid søndersplittet og flænget, saa at det skjønne, ungdommelige Bryst traadte frem, nu kun et Bytte for Døden og Gribbene. Øinene vare aabne, og det brustne Blik vendte endnu op mod den Himmel, som hun forgjeves havde anraabt om Barmhjertighed; de blaalige Læber og guulblege Kinder vare hist og her bedækkede med tørre, sorte Pletter, som om hun var slagen af Pest. - O, mine Herrer! Jeg glemmer aldrig de Følelser, der i dette Øieblik gjennemstrømmende min Sjæl - jeg har aldrig, selv ikke efter den vildeste Kamp, gyst saaledes over Menneskenes Elendighed, som jeg gjorde i det Øieblik.
   Det var disse Tanker, det var disse Billeder, der paany steg op af Graven og i hele deres Styrke fremstillede sig for min ophidsede Phantasie. Forgjeves bestræbte jeg mig for at forjage dem, forgjeves tvang jeg mig til at tænke paa andre Ting. De vendte tilbage, lynsnare og i store Kredse, ligesom de Fluer, man bortjager i Sommerens Hede. Det forekom mig, at jeg allerede begyndte at føle alle Hungerens og Tørstens Stikkende Kvaler. Jeg aabnede mine Øine paany og skubbede mig tilbage, idet jeg bestræbte mig for at sætte mig saa meget overende, som det snevre Rum vilde tillade mig. Pludseligt forekom det mig, at Luften igjen begyndte at blive tung, trykkende og kvalm. Jeg følte igjen den samme, tørre, stikkende Fornemmelse i Halsen, jeg begyndte at mærke alle Symptomer paa en sig nærmende Kvælning; mine Muskler slappedes, og jeg sank atter bevidstløs sammen paa Bunden af Sarkophagen. Hvor lang Tid denne nye Besvimelse medtog, veed jeg ikke. Da jeg atter kom til mig selv, forekom Alt mig at være uforandret, kun syntes den svage Lysning, der udbredte sig fra de enkelte Revner og Sprækker, at være tiltaget i Styrke. Jeg følte intet Spor længere hverken til Sult eller Tørst; kun syntes det mig forunderligt, at jeg endnu kunde leve i det indesluttede Rum, hvis svage Tilgang af Luft ikke nær kunde være nok til at vedligeholde Aandedrættet. Jeg kunde ikke forklare, hvorledes det var gaaet til, at jeg nu to Gange var vaagnet, paa en vis Maade med fornyet Styrke efter Kvælningsanfald, som jeg begge Gange troede maatte medføre Døden. Jeg forsøgte langsomt at vende mig om paa Siden i det snevre Rum, da jeg i høi Grad var forpint af de heftige Smerter, som den idelige Liggen paa Ryggen havde fremkaldt. Efter nogen Anstrengelse kom jeg virkeligt om paa venstre Side, og da jeg derved tilfældigviis kom til at skyde den bredskyggede Abbatehat tilside, opdagede jeg Grunden til det Phænomen, som hidtil havde været mig uforklarligt.
   I Sarkophagens Bund, tæt op i det ene Hjørne, var der boret et Hul, saa stort, at jeg med Lethed kunde føre to af mine Fingre igjennem det. Rimeligviis var denne Sarkophag, som saa mange andre, bleven benyttet som Vandingstrug af de første Kristne, hvis Fanatisme mod de betvungne Ledninger ikke kjendte nogen Grændse. Gjennem denne Aabning kunde Luften trænge ind i tilstrækkelig Mængde; men ved min voldsomme Omtumlen maatte jeg rimeligviis to Gange have stoppet det med Abbatehatten og derved selv fremkaldt de Kvælningstilfælde, som jeg allerede har omtalt. Med en Fanges hele Begjærlighed stirrede jeg ned igjennem det lille Kighul og indsugede i lange Drag den friske Luftstrøm, der som en Livsaare slog mig imøde. Jeg saae nedenfor mig det friske, grønne Græs, beskinnet af den klareste Foraarssol, hvori Dugperlerne tindrede og brød sig som tusinde Diamanter. Lidt til Siden stod en af de store, rødblaae, romerske Anemoner med Knopper, der lige vare ifærd med at aabne sig. Jeg havde en Følelse af, at jeg i uendelige Tider havde været indespærret i et mørkt, fugtigt, enligt Fængsel, og at jeg havde været der saalænge, at jeg næsten ganske havde glemt Solstraalernes Glans og Duggens Glimten paa Blomsternes Blade. Med en forunderlig vemodig Følelse betragtede jeg denne fattige Blomst, som jeg hundrede Gange var gaaet forbi, som jeg hundrede Gange havde undladt at bemærke, og som nu stod for mig som et Haabets Tegn midt i mit grusomme Fangenskab. Den friske Luft styrkede i en vidunderlig Grad mine Kræfter, og alt som disse vendte tilbage, kom ogsaa Eftertankens og Selvbevidsthedens Ro. Fortvivlelsen ophørte, og jeg begyndte nogenlunde klart at overskue Situationen. Den var alt Andet end behagelig; den var uforandret den samme som om Natten, og dog forekom den mig langt mindre rædselsfuld. Jeg havde jo alt gjenvundet Luften og Lyset, og i begge glimtede der et Haab om Frelse. Jeg beregnede, at jeg med min kraftfulde Constitution maatte kunne holde ud en fire eller fem Dage endnu. I denne Tid vilde jeg være bleven savnet i Rom; Undersøgelser vilde blive anstillede, og det var da umuligt andet, end at disse maatte lede til min Opdagelse og Frigjørelse. Desuden havde jeg det Haab, at en eller anden af Fyrstens Folk tilfældigviis kunde gaae forbi Sarkophagen, bemærke det tilklappede Laag, og at jeg ved at raabe igjennem Aabningen kunde tiltrække mig deres Opmærksomhed. Efterhaanden blev disse Tanker saa levende hos mig, at det Hele næsten kun forekom mig som et Tidsspørgsmaal, som en Prøvetid, jeg let kunde overvinde, naar jeg blot anvendte den fornødne Taalmodighed. Med Eet foer Tanken om min unge Elskede dom et Lyn igjennem mit Hoved. Jeg tilstaaer ærligt og frit, at jeg indtil dette Øieblik kun havde havt hende dæmrende i min Bevidsthed, fordi Nattens Rædsler havde været saa overvældende og saa frygtelige. Nu stod hun igjen smilende for mig i al sin ungdommelige Skjønhed. Jeg hørte hendes hjertelige, overgivne Latter, jeg saae hendes lyserøde Kjole, der flagrede mellem det dunkle Løv, og jeg blev næsten greben af Vanvid ved Tanken om at skulle miste hende, min første Kjærligheds opgaaende Sol. Atter strømmede de mørke Tanker ind over mig, atter kastedes jeg tilbage i den samme Afgrund af Tvivl og Frygt, som jeg nys havde forladt. Det forekom mig pludseligt, at min Skjæbne var afgjort, og at det var umuligt andet, end at jeg som dødsdømt maatte ende et Liv, der lige havde begyndt at straale i al den Fylde, som Kjærligheden formaaer at yde. Af disse Tanker, de sørgeligste og frygteligste, der endnu havde angrebet mig, blev jeg pludseligt udreven ved Lyden af lette Trin, der nærmede sig Sarkophagen.
   Jeg lyttede med ængstelig Opmærksomhed og tilbageholdt Aandedræt. Trinene kom nærmere; et sødt og straalende Haab blussede atter mægtigt op for min Bevidsthed - maaske var det hende, der, trodsende enhver Fare, kom for at befrie mig. Pludseligt standsede Trinene, og der opstod en Stilhed i hvilken jeg gjerne kan sige, at hele min Sjæl laae i mit Øre. Derpaa lød de atter, men svagere og svagere; der var ingen Tvivl om, at de fjernede sig. Jeg bøiede mig ned imod Aabningen, jeg raabte med en Kraft, der var nær ved at sprænge baade mine Lunger og Trommehinder; men forgjeves - Gravens Stilhed herskede paany omkring mig. Jeg vedblev at lytte og at haabe i en Tid, der dengang syntes mig den gyseligste Evighed. I det Samme forekom det mig, at jeg hørte Trin paany; de nærmede sig atter, de styrede lige hen mod Sarkophagen, og et Øieblik efter hørte jeg en Lyd, som om man med en Jernnøgle bankede svagt paa Marmorkistens ydre Væg. Jeg raabte igjen af al Magt. Alting blev atter stille, og kort efter hørte jeg igjen Trin, der lidt efter lidt fjernede sig og endeligt hendøde ganske. En frygtelig Tanke foer gjennem mit Hoved, den, at Fryst Pisani, ikke tilfreds med at have mættet sit Had, nu ovenikjøbet med en Grusomhed, der vilde være en Nero værdig, gjekkende haanede mig i den korte Tid, der skulde gaae forud for min Dødskamp. I dette Øieblik svoer jeg ved mig selv, at jeg vilde dræbe denne Mand, naar og hvorsomhelst jeg traf ham, og at jeg, dersom jeg levende slap ud af den Fælde, han havde stillet for mig, vilde forfølge dette Maal til det Yderste og ikke standse, før jeg havde seet ham ligge udstrakt, død for mine Fødder.
   Lidt efter vendte de samme lette Trin tilbage, og det forekom mig, næsten endnu lettere og mere listende end før; ligesom tidligere standsede man ved Sarkophagen, og jeg hørte igjen den samme Lyd, som om man med en fiin Metalgjenstand slog paa Ydrevæggen. Denne Gang svarede jeg ikke, Fortvivlelsen begyndte allerde at sløve mig, og alene den Tanke, at min Dødsfjende gottede sig over mine Kvaler, var nok til at faae mig til at forstumme. Slagene gjentoges et Par Gange efter hverandre, hver Gang med et længere Mellemrum, som om Den, der stod udenfor, lyttede efter Tegn paa Liv. Lidt efter hørte jeg en kradsende Lyd, der med en mærkværdig Tydelighed forplantede sig igjennem Steenmassen, og i samme Nu formørkedes det Lys, der strømmede ind igjennem Aabningen i Hjørnet. Et Øieblik efter strømmede Lyset atter ind, Trinene fjernede sig hurtigt, og til min store Forbauselse opdagede jeg en lille Rulle Papir, som var stukken ind igjennem Aabningen. Kun en Fange, der i Dødsøieblikket bliver benaadet paa Skafottet, kan forstaae de Følelser, der i dette Øieblik gjennembævede mit Indre. Jeg var ikke længere ene, jeg var ikke forladt. Der vaagede Nogen udenfor, som kjendte min Skjæbne og vilde udvriste mig fra den Elendighed, hvori jeg var styrtet. Jeg greb Papirer, mine Hænder skjælvede, da jeg rullede det op, og sittrende Taager dandsede for mine Øine, da jeg i Halvmørket forsøgte at finde ud af den Linie, som det indeholdt. Med stor Umage fik jeg mig dreiet saaledes, at de faa Lysstraaler fra Aabningen faldt paa Papiret.
   Skrevet med en stor, men usikker og uøvet Haand stod der kun de tre korte Ord: »Si voule pazienza.« Alt det Haab, alt det Mod, al den Kraft, som jeg havde følt blusse op i mig, forsvandt ved Læsningen af denne korte Epistel. Jeg havde haabet, at Brevet skulde indeholde en længere Meddelelse, en Plan til Flugt eller en Angivelse af Midler til at opholde Livet; men skjøndt jeg vist over de hundrede Gange vendte og dreiede den lille Papirstrimmel, traf mit Øie kun de samme tre trøstesløse Ord - de samme, som Garibaldi, i Følelsen af sin Ulykke, skrev i sit Fængsel efter Slaget ved Asperomonte. Jeg vedblev at gjentage disse Ord for mig selv, men uden at de fyldte mit Sind eller i Virkeligheden satte Frugt. Taalmodighed! Hvem, uden en Qvinde, vilde forlange det af en Skabning, der fra den høieste Lyksalighed, nedstyrtes i den sorteste Elendighed. Brevets Indhold, de lette Skridt, den uøvede Haand, Alt gjorde det paa een Gang klart for mig: det kunde ikke være Andre end Marietta, der havde skrevet disse Ord - det var af Marietta, jeg skulde vente min Frelse.
   Taalmodighed! Jeg gad vide, om den Mand, som har opfundet dette Ord, blot har lidt en Tiendedel af de Kvaler, som jeg gjennemgik paa hiin mit Fangenskabs første Dag. Jeg troer det neppe; thi han havde da tiet, havde siddet taus og mørk, vansmægtende i Haabløshedens Elendighed, og hans Sind vilde ikke have været stemt til at finde paa Noget, ikke engang et Ord. Alle mine Tanker, alle mine Følelser, der hidtil havde staaet til min Sjæls Raadighed og været rede, naar jeg kaldte dem, begyndte lidt efter lidt at slappes. Alle Indtryk, alle Følelser blev lidt efter lidt mattere og svagere, indtil jeg endeligt sank ned i en fuldkommen Sløvhedstilstand, hvorover jeg ikke kunde blive Herre, og hvoraf jeg ikke engang forsøgte at rive mig løs. Den Kjølighed, for ikke at sige Kulde, der hele Natten havde hersket i mit snevre Gjemmested, og som for en stor Deel havde bidraget til at holde mine Aandsevner skærpede og friske, begyndte nu at give Plads for en tung, trykkende, heed og indelukket Luft, der ved hvert Aandedrag fortalte mig, at Solen var ifærd med at naae sin Middagshøide. Jeg vidste fra mine tidligere Besøg i Villaen, at Solen først henimod Eftermiddagen forlod denne Plet, der var Fyrstindens Yndlingsopholdssted, hvor hun pleiede at tilbringe de kjølige Morgen- og Aftentimer. Jeg vidste, at Sarkophagen efter Fyrstens Befaling netop var stillet paa denne Plads, for at Solen med hele sin Kraft kunde blege de organiske Bestanddele, som Marmoret havde indsuget under sin tusindaarige Hvile i Jorden. Med hvert Kvarteer, der gik, følte jeg Marmorkistens Vægge blive varmere og varmere, saae jeg Lyset blive stærkere og stærkere, medens jeg selv blev svagere og svagere. Mine Tanker faldt uvilkaarligt paa de Ulykkelige, som i Dogernes Tid vare vandrede over Sukkenes Bro for at indespærres i Venedigs Blykamre, indtil de, vanvittige af Hede og af Mangel paa Luft, sønderrev deres egne Legemer, for i deres Blod at skaffe den Lædskedrik, som deres Vogtere negtede dem. Jeg tænkte paa Silvio Pellico, hvem jeg i min Barndom engang havde læst, og hvis Lidelser, halvforglemte og næsten udslettede af min Erindring, nu med en forunderlig Klarhed trængte sig frem for min Tanke.
   Jeg fornam i mit Hoved frygtelige Smerter, der lidt efter lidt strakte sig hen langs ad Ryggen, og for hvilke jeg kun kunde skaffe mig en øieblikkelig Lindring ved at trykke min flade Haand mod Sarkophagens Bund, og derefter lægge den paa min Pande. Flere Gange blev jeg fristet til selv at gjøre en hurtig Ende paa mine Lidelser, og meer end een Gang greb jeg efter den bredskyggede Abbatehat, for med den at tilstoppe Aabningen; men hver Gang bævede jeg tilbage derfor. Jeg havde jo Mariettas mystiske Ord og med dem Haabet, den sidste Gnist, der slukkes i et Menneske før Livets.
   Det maatte efter min Beregning være henad Eftermiddagen, da jeg igjen hørte de samme lette Trin nærme sig, der hvergang fik Haabet til at blusse op i mit Bryst. De kom henimod mig, men standsede ikke ved Sarkophagen, tvertimod fjernede de sig hurtigt i den modsatte Retning. Lidt efter hørte jeg tunge Mandstrin, der nærmede sig Stedet, hvor jeg laae, og i samme Øieblik blev en svær, klirrende Gjenstand som en Geværkolbe eller noget Lignende stødt imod Marmorkistens Sider.
   »Hvad mener Du om den Dagkiste der?« hørte jeg Benedettos raae Stemme sige. »Det er forsvarligt Arbeide det, ikke sandt?«
   »Jo,« klang en tynd, pibende Stemme, paa hvilken jeg gjenkjendte Fyrstens Kok, »de gjorde deres Arbeide forsvarligt disse gamle Romere.«
   »Ja, ikke sandt?« gjentog Benedetto. »Den er noget varm,« vedblev han, idet han med sin Haand klappede paa Laaget; »jeg er vis paa, at Du prægtigt kunde stege en Agerhøne i den. Den, der ligger i den paa en Dag som denne, vil komme ud som fritto om Aftenen. Mener Du ikke det, Antonio?«
   »Hellige, Madonna!« udbrød Kokken. »Det er da ikke Din Mening, Benedetto, at der et et Menneske i Kisten?«
   »Nar!« udbrød Benedetto med en haanlig Latter. »Troer Du, at Fyrsten sætter alle sine Folk til at bevogte Haven for en saadan Bagatels Skyld? Et Menneske, siger Du? Hvem skulde være saa seiglivet, at man ikke skulde kunne expedere ham med et Knivstik eller en Riffelkugle?«
   »Veed Du da, Benedetto, hvad der er i Kisten?« hørte jeg Kokken spørge. »Den har jo ellers altid staaet med aabent Laag; hvorfor er den da lukket idag?«
   »For at Intet skal blæse ud af den, Din Faarekylling!« svarede Benedetto. »Kom og sæt Dig ned! Lad mig faae en Slurk af den franske Viin, som Du har stjaalet, saa skal jeg fortælle Dig, hvad der er iveien.«
   Jeg hørte Kokken støtte sit Gevær mod Sarkophagens Side og tage Plads paa den ene af de Egebjælker, hvorpaa Kisten hvilede. Derpaa hørte jeg den klukkende Lyd af en Flaske, der tømtes - tømtes lige ved Siden af mig, som leed af Hedens og Tørstens brændende Kvaler, og kort efter tog Benedetto atter tilorde:
   »Seer Du, Antonio, jeg behøver vel neppe at sige Dig, at vor Herre er en stor Rad, der prægtigt forstaaer at bære Kappen paa begge Skuldre. Han spekulerer med de Liberale i Neapel og med Frants den Anden i Rom og har hidtil gjort gode Affairer dermed. Saavidt jeg nu kan forstaae, har den hellige Fader faaet et lille Vink om, at Egnen herude ikke er saa ganske sikker, og har nok faaet Lyst til at see Fyrsten lidt efter i Papirerne. Han er bange for en Huusundersøgelse; det har jeg godt kunnet mærke. Da han igaaraftes alene gik hernede i Haven for at see efter den fordømte Abbate, der vist har været en af Kardinalens Udsendinge, lod han mig hente en Pakke Papirer, som han sagde, at han vilde skjule i Sarkophagen. Imorges er han jo taget afsted med sin Familie over Hals og Hoved.«
   »Men Marietta,« hørte jeg Antonio indvende, »hvorfor er hun da bleven tilbage? Fyrstinden pleier jo aldrig at reise uden at tage sin Kammerpige med.«
   »Ja, men Fyrsten pleier aldrig at reise uden at tage sin fine Næse med,« svarede Benedetto med en høi Latter. »Marietta er Fyrstindens Fortrolige. Hun er indviet i alle hendes Planer og Den, der iværksætter alle hendes Ordrer. Du veed, hvorledes Fyrsten lever med sin Kone, og paa en Reise, som denne, har han gjort meget klogt i at afskjære hende enhver Forstaaelse med Andre.«
   »Men hvad gjør da Marietta hernede i Haven?« spurgte Antonio. »Hun har nu allerede været her tre Gange idag. Jeg synes bestandigt, at hun lusker om ved Egelunden her.«
   »Ja, det er jeg ogsaa nysgjerrig efter at vide,« svarede Benedetto. »Jeg frygter for, at hun gjennem Fyrstinden har faaet Nys om Fyrstens Planer, og nok har Lyst til at faae Fingre i Papirerne der; men Du kjender Ordren: ikke en Sjæl maa betræde Haven, før Fyrsten vender tilbage.«
   »Saa har Du været meget mild imod Marietta,« grinede Antonio.
   »Aa ja,« svarede Benedetto skjødesløst. »Hvad skulde saadant et stakkels, eenligt Fruentimmer gjøre? Hun løber ikke bort med Kisten der; men kommer hun næste Gang, skal jeg dog selv tage hende og bære hende op, hvor hun kom fra. Hun er saadan en sød, lille, nem Tingest at tage paa.«
   »Ja, men hun sparker,« sagde Kokken i en ynkelig Tone. »Jeg vilde en Aften kysse hende, da hun var nede i Kjøkkenet; men da jeg tog hende om Livet, sparkede hun mit ene Knæ saaledes, at jeg haltede tre Dage derefter. Det er et farligt Fruentimmer.«
   »Farlig?« gjentog Benedetto med en Haanlatter, idet han reiste sig. »Fruentimmerne ere aldrig farlige, naar man kun veed, paa hvilken Maade de skulle tages. Hun skal tages haardt; men Du er et Fæ, Antonio, og der er ikke saamegen Kraft i begge Dine visne Beenpiber, som i en af Mariettas runde Arme. Bliv nu her, og dersom hun kommer igjen, saa kald paa mig; thi skrige kan Du, og en Brølabe har ogsaa sin Værdi.«
   Efter disse lidet smigrende Yttringer hørte jeg Benedetto fjerne sig; medens Antonio en Tid lang vedblev at vandre frem og tilbage. Saa underligt det kan synes, vare hans eensformige Trin en Trøst for mig, der hidtil havde ligget omgivet af Gravens Stilhed. Jeg begyndte at see noget klarere ind i Situationen, og skjøndt den førte Samtale ikke indeholdt noget særligt Trøstende for mig, afslørede den dog saameget, at jeg erkjendte Fyrstens Nederdrægtighed i hele dens Udstrækning og fik den fulde Erkjendelse af, at min Frelse beroede paa, hvad denne modige Pige nu vilde foretage sig. Hvorledes hun vilde løse sin Opgave, og hvilke Midler der stod til hendes Raadighed, var mig en fuldstændig Gaade. For mig var der intet Andet at gjøre, end at have Taalmodighed og holde ud saalænge som muligt.

Da Antonio i nogen Tid havde vandret frem og tilbage, hørte jeg ham kaste Geværet og paany sætte sig paa den ene af de Stolper, der bar Sarkophagen. Det var aabenbart, at han kjedede sig; thi han nynnede ved sig selv og slog Takten med Foden mod Egebjælken. Lidt efter lidt gik hans Nynnen over til Sang. Det var en bekjendt, neapolitansk Barcarole, der priser det lykkelige Neapel med dets skyfri Himmel, dets frugtbare Jordbund og dets mørkeblaae, evigtrullende Hav. Hvormange Gange havde jeg ikke hørt denne Sang, naar jeg i Aftenens Dæmring vandrede langsmed den blaanende Golf, eller i Midnattens Stund, naar den som en Serenade, baaren af Mandolinernes og Citharernes Toner, flagrede op mod et enkelt, oplyst Vindue, bag hvilket en ungdommelig Skjønhed skjulte sine blussende Kinder? Hvor ofte havde jeg ikke hørt min Elskede synge den, naar vi om Aftenen sad ved Klaveret? Hvor ofte havde hun ikke nynnet den, naar vi i Aftenens Eensomhed vandrede langs med Nemisøens Bredder? O, det var mere end de Fordømtes Kvaler at høre disse Toner i et Øieblik som dette! Min Sjæl vaandede sig som i Krampe, og Taarerne styrtede ud af mine Øine, da jeg hørte ham gjentage disse Længselens, Kjærlighedens og Frihedens Ord:

Vilhelm Bergsøe Homepage