V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 460-481

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 460-481

   Endnu medens jeg stod og var opfyldt af Forundring over det selsomme Sprog, hørtes der pludseligt et Commandoraab af Captainen, Hjulene satte sig langsomt igang, og deres brusende Pjasken overdøvede de Fremmedes Stemmer. Elba begyndte at forsvinde i Aftentaagen, Brisen stænkede det lette Skum ind over Skibet, og inden jeg fik Tid til at tage nogen videre Beslutning, vare de to fremmede Damer tilligemed deres italienske Ledsagerinde forsvundne i Kahytten.
   Jeg vedblev at spadsere op og ned ad Dækket under den forunderligt rene og stjernefulde Octoberhimmel. Bestandigt haabede jeg, at de vilde vende tilbage, om ikke for Andet, saa for at nyde det pragtfulde Syn, som Middelhavet frembød nu efter Solnedgang, idet tusinde, glimtende Punkter viste sig hist og her som af lysende Insecter, der fore gjennem Vandet, medens hver Draabe og hvert Stænk fra Hjulskovlene skinnede og glødede som smeltet Sølv. Rimeligviis vare de vante til dette Syn, thi Ingen af dem kom op paa Dækket, og jeg tilbragte Tiden med at bygge de herligste Luftcasteller og lægge de dristigste Planer, medens jeg vandrede frem og tilbage paa den indskrænkede Plads. Jeg følte hos mig selv, at jeg for første Gang var bleven virkeligt og dybt truffet, og at de Blikke, som den lette, ungdomsfriske Blondine havde sendt mig, havde smeltet den Forstandighedens Iis, der hidtil havde omgivet mit Hjerte. Ingen Jord er saa frugtbar, ingen Vulcan saa gjærende som en Elskers Phantasi, og i den stille, stjerneklare Nat anstillede jeg tusinde Betragtninger over disse elskværdige Kvinders Maal og Øiemedet med deres Reise, disse Kvinder, hvis Fædreland og Sprog jeg ikke engang kjendte. Jeg kom til det Resultat, at det rimeligviis maatte være polske Flygtninge af høi og adelig Byrd, der nu, fordrevne fra deres Fædreland, ene flakkede om i Verden, sorgfulde over, hvad de havde mistet, og higende efter et nyt Hjemsted i fremmede Lande. Jeg svoer ved mig selv, at jeg, saavidt det stod i min Magt, vilde være dem en Støtte og Forsvarer, og, naar jeg da var paa mine Drømmes Høidepunkt, faldt jeg atter pludseligt ned i den kolde Virkelighed, kæmpede paany med mine Tvivl, med mine Forhaabninger, svigtedes atter af disse og drømte videre igjen.
   Saaledes gik den største Deel af Natten. Morgenen kom med Kulde og Taage, og medens jeg søgte Hvile i min Kahyt og lidt efter lidt gled over i Drømmenes Rige, hørte jeg endnu denne blide, melodiske Stemme, denne hjertelige Latter, saae endnu disse trofaste, blaae Øine, disse tykke, guldgule Lokker og disse friske, smilende, halvtaabne Læber. Men ved Siden af alt dette, saae jeg ogsaa den Andens Skikkelse, ædel og rank, med det alvorlige, melancholske Smiil, de blege, regelmæssige Ansigtstræk og det underlige, alvorlige Blik, som bar hun paa en stor Sorg og mere skuede indad mod sig selv og tilbage, end fremad og ud imod Verden. De livsaligste Billeder vexlede med hverandre. Jeg troer aldrig, at jeg nogen Nat har drømt saa sødt, og, jeg maa tilstaae det, saa længe; thi jeg vækkedes først ved Ankerkjettingens Raslen og ved en tordnende Salut fra den franske Fregat l'Armide, der med sine Malmkanoner hilsede det pavelige Fort. Hurtig som Lynet ilede jeg op paa Dækket, hvor jeg i det blanke Solskin saae de to Damer staae ved Relingen: den Ældste med sin faste, rolige, aristokratiske Holdning, skyggende med Haanden over Øiet og følgende med Blikket de hvide Krudtskyer, der rullede hen over Havet, medens den Yngre klyngede sig til hende og foer sammen ved hvert Skud, der drønede fra Fregatten.
   Jeg benyttede det Øieblik, da det sidste Skud var knaldet ud af Fregattens Kanonporte, til at henvende Nogle Ord til Damerne, hvori jeg presenterede mig selv og bad dem tillade mig at yde dem min Assistance ved den overdrevne og kjedsommelige Pas- og Toldvisitation, der fra gammel Tid har gjort denne Havn saa berygtet. Jeg hørte den Ældste sige: »Tak, det behøves ikke«, udtalt med en blød og mild Stemme, men paa fuldkomment, reent Fransk, hvorimod den Yngste tilkastede mig et taknemligt Blik, der forekom mig at være en mere end tilstrækkelig Grund til ikke saa hurtigt at opgive Kampen. Jeg gjentog derfor mit Tilbud, idet jeg forsikkrede dem om den Glæde, de derved vilde forskaffe mig, og den Yngste aabnede allerede Munden for at svare, da Fortets Kanoner begyndte at besvare Saluten og tordnede løs over vore Hoveder med en saadan Vedholdenhed og Styrke, at enhver Forklaring blev uhørlig. Jeg maa rimeligviis have sat et baade meget comisk og meget tragisk Ansigt op; thi den Yngste betragtede mig først med et forlegent, derpaa noget ironisk Smiil og brast endeligt ud i en munter Latter, hvis søde Velklang overdøvedes af Kanonerne. Den Ældste sendte hende et alvorligt Blik, der tvang hende til at vende Hovedet bort, og vinkede hende derpaa hen til den pavelige Pas-Officiant, der under al denne Forstyrrelse ubemærket var kommen ombord paa Skibet. Hun viste ham intet Pas, men sagde blot et Par Ord, idet hun rakte ham en lille Billet, hvis Indhold syntes at virke som Trolddom paa den pavelige Embedsmand; thi han bukkede dybt og vinkede ad et Par Matroser, der med Lynets Hurtighed bragte et Par svære Kufferter ned i hans Chaloup, som han derpaa stillede til de fremmede Damers Raadighed. Krudtdampen, der endnu som et hvidt Tæppe bølgede hen over Vandet, skjulte snart den lette Baad, der bar en for mig saa dyrebar Byrde, tilligemed den smukke Albanerinde, hvis farverige Skjørt var det sidste, der forsvandt i Taagen.
   Inden jeg havde faaet mit Pas efterseet og mit Tøi gjennemrodet i Doganaen, vare de Fremmede borte, og mit Haab om at træffe dem paa Stationen i Rom, naar Toget standsede der, skuffedes fuldkomment. Forgjeves eftersaae jeg de forskjellige Coupéer, forgjeves dvælede jeg i Ventesalen. Der var intet Blik, ingen hjertelig Latter mere tilovers for mig, og fuld af Længsel og Savn begyndte jeg igjen den kjedelige Garnisonstjeneste i Rom. Saaledes sled Tiden sig hen, og alle mine Forhaabninger om at komme efter, hvem disse to fremmede Damer havde været, strandede bestandigt paa Skjær, som det ikke var mig muligt at rydde afveien. Gjennem Anbefalinger fra min Onkel, der i lang Tid havde været Consul i Rom, var det lykkedes mig at faae Adgang til de fornemste, romerske Familier, hvor jeg stadigt haabede paa en eller anden Maade at træffe den unge Pige, til hvem jeg følte, at mit Hjerte og min Fremtid var knyttet; men uagtet jeg deeltog i det romerske Selskabsliv hele den Vinter med en Iver og en Udholdenhed, der forbausede selv mine Kammerater, opfangede jeg dog ikke det ringeste Spor af mine Ubekjendte, og jeg begyndte allerede at fortvivle, da jeg dog tilsidst maatte antage, at de rimeligviis slet ikke opholdt sig i Rom, men blot paa en Gjennemreise havde berørt Civita Vecchia.
   Endeligt kom Carnevalet, kjedsommeligt og miserabelt, som det bestandigt har været siden 1847, et ægte »carnevale di forestieri«, som Romerne spottende kalde det. Som sædvanligt vare vore Tropper opstillede foran det franske Gesandtskabshotel, hvor jeg havde faaet Post. Pavelige Dragoner, med deres hvide Kapper og blanke Hjelme, holdt Sidegaderne besatte, medens talrige Gensdarmer, med deres store, trekantede Hatte og brutale, storskjæggede Ansigter med vigtige Miner spanculerede op og ned ad Corso, som om de vare anbragte der for at forhindre ethvert Tegn paa Liv, Lystighed og Glæde. Jeg stod, som sagt, foran Hotellet og beundrede den Taalmodighed, hvormed mine flinke Folk lod sig overdænge med confetti, der som en sand Hagelbyge knaldede løs paa deres Chakoter og Patrontasker til stor Fornøielse for de romerske Gadedrenge. Pludseligt ramte en tilsølet Kaalstok en af de gamle Veteraner fra Krim, og idet mit Blik foer over Gaden for om muligt at finde Gjerningsmanden, opdagede jeg, at en tom Loge lige over for mig, der var draperet med Rødt og Hvidt, var bleven fyldt med Tilskuere. Jeg vilde neppe troe mine Øine, thi mellem de fremmede Ansigter saae jeg pludseligt mit Hjertes varmeste Attraa, den unge, blonde Dame, som jeg havde mødt hiin Aften ombord paa l'Aigle i Middelhavet.
   Hun var iført en mærkværdig, men saare klædelig Nationaldragt, som jeg ikke mindedes nogensinde at have seet, hverken paa mine Reiser eller i Kobberværker. Hendes rige, blonde Haar var strøget glat tilbage fra Panden og omfattedes af et mærkeligt Slags Hovedtøi, ligesom en Tut eller Cylinder, der var skraat afskaaren bagtil. Hendes Hals var bedækket med svære Sølvkjæder, omkring hendes Bryst laae i maleriske Folder et stort broget Shavl, og et blankt, mørkviolet, kort Skjørt sluttede Dragten og fremviste paa en coquet Maade hendes smaae Fødder, der vare indesluttede i sorte Sko med svære, gammeldags Sølvspænder. Denne Dragt, der, saa mærkværdig den var, dog i høi Grad fremhævede hendes Skjønhed, forvirrede mig ikke et Øieblik; thi hun bar ingen Maske, og hendes Træk havde altfor tydeligt indpræget sig i min Hukommelse, til at jeg skulde kunne tage Feil af dem. Hvor forbandede jeg ikke i dette Øieblik min Stilling som Militair! Jeg var nødt til at blive staaende, hvor jeg stod, latterlig, som Situationen gjorde mig - udsat, ikke for Ilden fra en fjendtlig Skanse, men for at overdænges af den første den bedste Gadedreng med tilsølede confetti eller raadne Appelsiner. Heldigviis skete ingen af disse Fataliteter, der vilde have bragt mig til Toppunktet af Raseri og kun tjent til at gjøre mig fuldstændigt latterlig. Den gjøglende Sværm bevægede sig frem og tilbage - Englænderne med deres barokke, grimme Masker, Tydskerne med deres sentimentale Fagter og Udraab; men hun syntes ikke under denne Larm og Tummel at ane, at mine Øine hvilede paa hende, og at mit Blik fulgte den mindste af hendes Bevægelser. Pludselig tog hun en Violbouquet af den lille Kurv, som hun bar paa Armen, bøiede sig ud over Balconen og kastede den ud til en Skare Kunstnere, der phantastisk smykkede drog forbi. Bouquetten beskrev en Bue langt ud over den smalle Gade, og Ingen bemærkede den. Jeg opfangede den henrykt, fæstede den ved Siden af Æreslegionens Kors og hilsede med min Sabel op imod Logen. Hun blev rød som Blod, trak sig hurtigt tilbage mellem de andre Damer, der loe og smilede ad hende, og skjøndt jeg vel indsaae, at denne Bouquet kun var kommen mig ihænde ved et Feilkast, vilde jeg dog ikke have skilt mig ved den for Alt i Verden. Lidt efter kom hun paany tilsyne, men i samme Øieblik knaldede Kanonerne, Trommerne hvirvlede, og Dragonerne fore frem i et rasende Choc for at rydde Corso til Væddeløbets Begyndelse. Hermed var min Rolle tilende, jeg maatte trække bort med mit Regiment. - O, hvor en Soldats Pligter undertiden kunne falde ham tunge!
   Den næste Dag og alle de følgende, saalænge Carnevalet varede, gjennemstreifede jeg Corso med en feberagtig Uro, der imidlertid ligesaalidt som mine tidligere Forsøg førte til nogetsomhelst Resultat. Jeg opdagede Hundreder af Skjønheder i Logerne, Hundreder af forunderlige og bizarre Dragter, men hun, den Eneste, jeg brød mig om, var forsvunden for mit speidende Øie. Moccoliaftenen kom - Tusinder af Smaalys tændtes og funklede som lige saa mange straalende St. Hansorme fra Balconerne, fra Vognene, fra Husenes Tage og fra den myldrende Mængde i Corso. Overalt var der Travlhed, Skrig, Raaben og Forvirring. Man puffedes, trængtes, stødte til hverandre for gjensidig at slukke de funklende Smaablus og forhindre, at de tændtes igjen. Selv havde jeg blandet mig i Sværmen og bar mit Blus paa Enden af en af de romerske Cannaer, saa at det ragede høit op over Mængden. Jeg brød mig imidlertid hverken om det eller om det eiendommelige romerske Tilraab »amazza«, der trods sin truende Betydning har en saa lidet fjendtlig Hensigt. For mig var det jo den sidste Aften, jeg kunde vente at træffe hende, og som en Fortvivlet foer jeg omkring, undersøgende paa det Nøiagtigste hver Loge i Corso og hver Vogn, der drog forbi. Mit Lys var blevet slukket utallige Gange, men ligesaa hurtigt tændt igjen, ikke fordi jeg brød mig derom, men fordi en Moccolibærer med bestandigt slukket Lys vilde være en Uting. Med Eet følte jeg en let Haand, der greb fat i Spidsen af det svaiende Rør, og i samme Øieblik pustedes mit Lys ud fra en Loge i første Etage. Jeg saae ikke, hvem der gjorde det, men jeg hørte en frisk, ungdommelig Latter lige over mit Hoved. Der var ingen Tvivl om, at det var hende. Endeligt haabede jeg altsaa at være kommet paa et Spor, der ikke vilde svigte. Jeg var fast bestemt paa denne Aften ikke alene at see hende, men ogsaa at faae Leilighed til en Samtale, hvori jeg vilde bede hende at afsløre det mystiske Slør, som Tilfældet havde indhyllet hende og hendes Ledsager i. Jeg blev staaende, stiv og ubevægelig, som en trofast Vagt ved Indgangen til Paladset. Jeg taalte med en stoisk Taalmodighed, at man traadte mig op ad Benene, stødte og puffede til mig. Jeg ventede, til den sidste af de blinkende Stjerner var slukket i Corso, men hun, den Stjerne, til hvem jeg havde seet op med hele den første Kjærligheds Begeistring, tøvede bestandigt med at komme. Overbeviist om, at hun altsaa maatte boe i Paladset, ilede jeg ind i den store, fiirkantede Gaard, i hvis Midte en ældgammel Fontane sendte sin blinkende Straale i Veiret. Jeg speidede efter hvert Lys, der glimtede bag Vinduerne, og bestræbte mig for ved Hjælp af den meest udsøgte Conjecturalcritik at udfinde, ad hvilken Vei hun maatte komme, dersom hun forlod Paladset, da jeg i det Samme blev standset af en Portner, der bad mig om at fjerne mig, fordi Paladset skulde lukkes. Jeg vilde gaae ud ad den store Port, ad hvilken jeg var kommet, men han viste mig en lille Udgangsdør i den modsatte Side af Bygningen. Et Par Ord vare tilstrækkelige til at forklare Alt. Paladset var ubeboet og leiedes kun bort i Carnevalstiden. Den adelige Familie, der fra sine Fædre havde arvet denne uhyre Bygning, havde, som saamange andre romerske Familier, ikke engang Raad til at opretholde, hvad Andre havde erhvervet. Paladset, der Aar for Aar forfaldt, indbragte Eieren en betydelig Indtægt i Carnevalsugen, og han havde til Gjengjeld fiin Følelse nok til at opretholde sine Fædres Navn og Værdighed ved i Leiecontrakten at bestemme, at de Besøgende ene maatte have Udgang gjennem Bagporten, over hvilken hans Vaaben ikke prangede.
   Der forløb atter en rum Tid, i hvilken jeg paany gjennemgik hele den Skjærsild af Tvivl, Formodninger og skuffet Haab, som er saa uadskillelig fra enhver reen og ægte Kjærlighed. Undertiden var jeg nærved at tro, at det Hele kun havde været et skuffende Drømmesyn; men den lille Violbouquet, som jeg bar hos mig som en Talisman, talte tydeligt nok om det Modsatte.
   En Dag var jeg i det begyndende Foraar taget ud til Albano, og henimod Solnedgang drev jeg i sværmeriske Tanker langs med den Klippesti, der løber paa den ene Side af Søen. Under min Vandring fik jeg Foden ind i en Brombærranke. Jeg faldt og forstuvede min høire Fod saaledes, at jeg maatte bæres til Locandaen, hvor jeg var taget ind ved min Ankomst til Byen. Her forværredes imidlertid min Tilstand meget betydeligt i Løbet af et Par Dage, og til Slutningen erklærede den italienske Læge, der behandlede mig, at han ikke ret vidste, om der var et Brud tilstede eller ikke. Smerterne vare saa betydelige, at han antog en Flytning til Rom for betænkelig, og tilraadede mig at søge Hjælp og Ophold i et lille Kloster, S. Vito, hvor der skulde findes et Hospital, som var oprettet paa Fyrstinde Pisanis Bekostning. Udsigterne til et længere Ophold i Garnisonshospitalet i Rom vare just ikke af nogen tiltrækkende Natur, og Smerterne vare saa ulidelige, at jeg næsten fik Ondt ved den mindste Bevægelse. Da jeg tilmed hørte, at der i dette Kloster skulde findes en lægekyndig Munk, hvis Anseelse var meget udbredt i Egnen, besluttede jeg at tage derhen.
   Uagtet jeg leed meget ved Transporten op ad den bratte Fjeldsti, der i Zigzag snoede sig op ad Bjerget, fortrød jeg ingenlunde, at jeg havde ombyttet den kvalme, støiende Locanda med det friske og rolige Opholdssted, hvortil jeg var bragt. Jeg skal heller ikke negte, at mine Forventninger om Hospitalet i S. Vito blev overtrufne i allerhøieste Grad. En korshvælvet Hal, der fordum havde tjent Klosteret til Refectorium, var nu bleven indrettet til en lys, luftig og reenlig Sal, hvori alle ikke smittende Syge indlagdes uden Hensyn til Rang eller Stand, og hvor de, hvad der var Hovedsagen, behandledes aldeles eens. En prægtig, gammel Munk, den samme, som De saae paa Villaen, modtog mig ved min Indlæggelse, og jeg fik snart Leilighed til at erkjende, i hvilken uendelig høi Grad han stod over den italienske Læge i Albano. Ganske som paa Hospitalet S. Spirito, var ved hver Sengs Hovedgjerde anbragt en sort Tavle, hvorpaa Patientens Navn, Sygdom og Diæt blev optegnet; men til min store Forbauselse opdagede jeg i hele Sygesalen ikke et eneste Spor af den katholske Kirkes mangfoldige Helgenbilleder, hvorpaa der i S. Spirito er saa stor en Overflødighed. Efterat Fra Ambrosio havde undersøgt min Fod og anordnet de hensigtsmæssigste Midler, hengav jeg mig til den Hvile, som han saa stærkt havde anbefalet mig, og nød som en sand Vederkvægelse den klare, friske Bjergluft og den reenlige Hyggelighed, der herskede allevegne. Jeg er næsten tilbøielig til at troe, at mit ubehagelige Ophold i den stinkende Locanda havde været en Hovedaarsag til min Lidelse; thi allerede den næste Morgen følte jeg mig betydeligt lettet og istand til at bevæge Foden en lille Smule. Foraarssolen skinnede klart ind ad Vinduet paa en lille, romersk Hyrdedreng, der var bleven bidt af en Hugorm, og som nu sad overende i sin Seng ved Siden af mig, stirrende nysgjerrig paa mig med sine store, steenkulssorte Øine. Selv laae jeg, skjøndt træt og afmattet, dog i et behageligt dolce farniente og betragtede Skyggerne af de store Palmer udenfor, der vuggede deres Blade i Solskinnet. Pludseligt hørte jeg lette Trin ned ad den lange Gang, der dannedes af Rummet mellem de to Sengerækker, og lidt efter saae jeg en rank, kvindelig Skikkelse, iført sort Dragt, bøie sig ned over en Seng i Nærheden for at tale nogle trøstende Ord til den deri liggende Patient. Jeg antog, at det var en af de barmhjertige Søstre, hvorpaa de italienske Hospitaler ere saa rige, og tænkte ikke videre derover, før hun standsede ved den lille Hyrdedreng, hvis Barneansigt straalede af Glæde, da hun tiltalte ham. Røsten, Figuren, Ansigtet - Alt var mig bekjendt. Det slog ned i mig ligesom et Lyn. Jeg foer i Veiret, men sank i samme Øieblik tilbage mod Hovedpuden med et Smertensskrig, som det ikke var mig muligt at undertrykke.
   »De maa ligge fuldkomment rolig,« sagde hun med en Stemme, hvis forunderlige Velklang trængte dybt ind i min Sjæl. »Enhver Utaalmodighed forøger Smerten og vil kun tjene til at forlænge Deres Lidelser.«
   Hun vendte sig atter om mod Drengen, strøg ham Haaret fra Panden og viste ham, hvorledes han skulde anvende en lille Tankering, som hun havde taget med til ham for at fordrive de lange Timer. Det var øiensynligt, at hun ikke havde gjenkjendt mig. Jo mere jeg betragtede hendes ædle, rene Profil og udtryksfulde Holdning, desto mere maatte jeg erkjende, at hun paa sin Maade var ligesaa smuk som Blondinen, efter hvem mit Sind bestandigt higede.
   Da den lille Fyr havde fattet Hensigten med Tankespillet, vendte hun sig om imod mig, og jeg troer, at mit Hjerte bankede lige saa voldsomt, som da Keiseren besøgte Lazarethet, hvorpaa jeg laae saaret efter Slaget ved Solferino.
   »Lider De meget?« spurgte hun og fæstede sine udtryksfulde Øine paa mig.
   Jeg veed ikke, hvad jeg svarede; men jeg veed bestemt, at jeg i det Øieblik tænkte paa, at hun uden al Tvivl gjemte dybere og smerteligere Lidelser i sit Bryst end den Skade, som Brombærranken havde tilføiet mig.
   »De er Fransk?« spurgte hun med et forundret Udtryk, da hun hørte min Stemme, og en let Rødme farvede hendes Kinder, medens hun læste de Ord, som Fra Ambrosio havde skrevet paa min Tavle.
   »Ja, Madame,« svarede jeg. »Og jeg tager neppe feil, naar jeg antager, at jeg har seet Dem før under Forhold, som mindst lod mig formode, at jeg skulde træffe sammen med Dem under Omstændigheder, som de nærværende.«
   Hun rødmede stærkere end før og sagde: »Ak ja, nu erindrer jeg det. Det var ombord paa l'Aigle, ikke sandt?«
   »Ja, Madame,« svarede jeg, og tilføiede frittende: »jeg traf Dem der sammen med en anden ung Dame, muligviis Deres Søster?«
   Hun svarede Intet hertil, men vinkede ad en kvindelig Oppasser og pegede med en misfornøiet Mine paa en Skaal, der var bleven staaende fra den foregaaende Aftens Forbinding, og som den Tiltalte hurtigt fjernede med alle Tegn paa en kjærlig Ærbødighed. Derpaa tilføiede hun endnu nogle Ord om min Behandling, og forlod mig, idet hun paany anbefalede Rolighed og Taalmodighed.
   Under andre Omstændigheder vilde en saa kort Samtale, der ikke bragte nogen Oplysning, kun have tjent til at forhindre den Sindsstemning, som hun anbefalede mig. Nu derimod, da jeg var vis paa at træ herskede stor Bevægelse i Gaarden, hvor flere af Tjenerskabet løb frem og tilbage med Lygter og Blus. Jeg løb videre, men overalt havde jeg de aabne Plainer tilvenstre, den sex Alen høie Villamuur tilhøire, og overalt pegede de fordømte sorte Spydspidser op imod Himlen. Hovedindgangen blev aabnet, flere Folk nærmede sig mig saavel fra denne som fra den Kant af Haven, hvorfra jeg selv var kommen ind; enhver Retraite var bleven mig afskaaren, og jeg havde nu kun den lille Lund af Steenege at tye til. Ligesom jeg traadte ind i denne, faldt mit Øie paa Sarkophagen, hvis Laag stod reist paa skraa, støttet af en mægtig Egetræsstiver. Jeg havde i dette Øieblik ingen anden Tilflugt; thi Lunden var paa Grund af Steenegenes stærke Skygge aldeles fri for Buskvæxter, og Træerne selv stod temmelig vidt fra hverandre. Jeg betænkte mig ikke et Øieblik længere, men entrede hurtigt op paa Kanten af Sarkophagen, svøbte mine lange Klæder saaledes om mig, at de dækkede ethvert Spor af Hvidt, og lod mig derpaa glide ned i Kistens Indre, idet jeg bedækkede mit Ansigt med den brede Hat. I Begyndelsen lod det til, at min List skulde lykkes over al Forventning. I over en halv Time hørte jeg Folkene ile frem og tilbage, søgende og ledende, ransagende ethvert mistænkeligt Punkt; af og til hørte jeg Fyrst Pisanis Stemme, der snart bandte og skjældte, snart lovede dem en betydelig Belønning, dersom de kunde skaffe ham fat paa Tyven. Flere Gange hørte jeg dem vandre tæt forbi Sarkophagen, en enkelt Gang standsede de og oplyste med Lygterne Rummet under den; men det simpleste af Alt, at see ned i selve Kisten, faldt Ingen ind. Lidt efter lidt tabte Larmen sig, og jeg begyndte allerede at lykønske mig selv til de heldige Følger af min List, da jeg i det Samme hørte Trin af to Mænd, der atter nærmede sig mit Skjulested.
   »Det er umuligt andet, Eccellenza,« hørte jeg en dyb Stemme sige. »Han maa være i Haven; han har da ikke som den hellige Michele Vinger til at flyve bort med.«
   »Vi have gjennemsøgt ethvert Sted i Haven, Benedetto,« hørte jeg Fyrsten sige ikke tre Alen fra mig. »Han maa være sluppet bort, Djævlen vide hvordan. Hvor Pokker kunde Du ogsaa skyde feil af ham?«
   Benedetto svarede Intet hertil, men jeg hørte ham stryge en Svovlstik paa Kanten af Sarkophagen, og Fyrsten udbrød:
   »Dumme Dyr! Veed Du ikke, at Du ikke maa stryge paa Marmoret der? De gule Streger gaae aldrig ud.«
   »Om Forladelse, Eccellenza! hørte jeg Benedetto sige. »Jeg havde ikke andet at stryge paa, og Natten er fugtig.«
   »Giv mig Svovlstikkerne!« hørte jeg Fyrsten sige. »Jeg vil selv tænde en.«
   Et Øieblik efter blinkede en lille Flamme, der snart blussede høit op og snart igjen næsten forsvandt. Jeg kunde ikke undlade at skele frem under Hatten; det maatte være Fyrsten, der tændte sig en Cigar.
   »Fordømt!« udraabte han paany. »Der gik ogsaa den ud; jeg fik ikke tændt. Løb op, Benedetto, og tag det Cigaretui, som ligger øverst i min Reisekuffert! Disse forbandede spanske Cigaretter ere ikke engang værd at ryge; de blive fugtige selv i Solskin.«
   Jeg hørte Benedetto fjerne sig med hurtige Trin og lyttede med ængstelig Opmærksomhed efter Fyrsten, der som Skildvagt vedblev at spadsere op og ned foran Sarkophagen. Hans Trin, der i Begyndelsen havde været langsomme, blev lidt efter lidt hurtigere, alt eftersom Utaalmodigheden begyndte at voxe hos ham; jeg hørte ham stampe i Jorden, og heftigt udbryde:
   »Hvor bliver han af, det Murmeldyr! Jeg er vis paa, at han stjæler af mine Cigarer, før han forsyner mig. Jeg har ikke Een i min Tjeneste, uden at han er en Slyngel.«
   Neppe havde Fyrsten udtalt disse betegnende Ord, førend jeg hørte ham træde op paa et af de Egetræes Fodstykker og stryge en Svovlstik paa den indvendige Side af Sarkophagen. Mit Hjerte bankede heftigt under denne Operation, thi Lysstraalerne trængte sig heelt ind under mit Hat, og hans Haand havde været lige ved at berøre mit Hoved. Selv maa han have været blændet af den pludselige Overgang fra Mørke til Lys, thi Luen blussede op, og den glødende Svovlstik faldt ned i Sarkophagen lige ved Siden af mit Ansigt. Han blev staaende et Øieblik, hvori jeg tydeligt kunde mærke den brændte Lugt af Cigarettens Papir. Pludseligt hørte jeg ham udstøde et Udraab, og i samme Øieblik kastede han Cigaretten med en saadan Kraft imod mig, at den rullede sig op og spredte sine smaae, lysende Funker lige ved Siden af mig. Jeg troede, at jeg var opdaget, og at Alt var tabt; men i samme Øieblik hørte jeg ham stige roligt ned fra Fodstykket og langsomt vandre op mod Villaen, hvor hans Skridt lidt efter lidt tabte sig i det Fjerne. Slaget maatte nu være vundet, og jeg begyndte allerede at tænke paa, hvorledes jeg bedst kunde omskifte mit ubehagelige Opholdssted med et andet, fra hvilket jeg paa en eller anden Maade kunde naae over Villamuren ud i det Frie. Jeg vidste, at de mægtige Steenege paa enkelte Steder ragede ud over denne, og at jeg ved Hjælp af disse med Lethed kunde naae det Frie, saasnart Haven var fuldkommen sikker. Imidlertid besluttede jeg endnu at vente en halv Time for at være vis i min Sag, skjøndt det allerede begyndte at blive mig ubehageligt at ligge i den ubekvemme, tvungne Stilling. Jeg foldede min Hat sammen og fik den anbragt som en Støtte under mit Hoved, jeg svøbte min Kappe tættere om mig og begyndte at tælle Minuterne for at forslaae den ubehagelige Ventetid. Neppe havde jeg ligget saaledes en ti Minuter, før jeg paany hørte Trin, der nærmede sig Sarkophagen, og samtidigt dermed en skrabende Lyd, som om Den, der kom, slæbte en tung Gjenstand bag efter sig. Jeg vilde allerede hæve Hovedet for at lytte, da en Pakke kastedes ned lige ved mine Fødder. I samme Øieblik traf et rasende Slag den Egeklods, hvormed Sarkophagens Laag holdtes oppe, og dette styrtede med et tungt, drønende Bulder ned over mig.
   Jeg udstødte et Skrig, saa fortvivlet og forfærdeligt, at det næsten skræmmede mig selv, da det kastedes tilbage med al Kraft fra de snevre, indesluttede Vægge. Derpaa hørte jeg Noget, der lignede en dump Skoggerlatter, og Gravens Stilhed herskede omkring mig. Min første Tanke var at afkaste Laaget. Jeg foer op med en Hurtighed, der fik mig til at tørne med Panden imod det, da jeg ikke var istand til at beregne Afstanden. Med alle de Kræfter, som Stødet levnede mig, stemmede jeg begge Haandflader mod det kolde Marmor, men det svære Laag rokkedes ikke af Stedet. Jeg udstødte et nyt Skrig af Raseri og Fortvivlelse, thi den iiskolde Rædsel traf i dette Øieblik centnertungt min Bevidsthed. At falde i en Kamp, at falde, selv om det var sønderrevet af Granater - Alt dette forekom mig for Intet at regne mod den forsmædelige Død, at kvæles som en Flue i en Æske. Det forekom mig allerede, at jeg følte, hvorledes Luften forpestedes omkring mig, hvorledes mit Aandedræt standsedes derved, at en bjergtung Byrde lagde sig paa mit Bryst. Jeg foer op igjen, stak begge Fingrene i mine Øren og skreg om Hjælp saa højt, som jeg kunde, medens Dødsveden brast ud af min Pande. Pludseligt var det, som om En jog et tørt Klæde dybt ned i min Hals; jeg snoede mig krampagtigt om paa Siden, følte, at jeg fik fat i noget Blødt, og tabte dermed Bevidstheden.
   Hvorlænge jeg saaledes har ligget, kan jeg ikke angive med Bestemthed. Da jeg vaagnede, var det, som om jeg havde sovet Evighedens Søvn, og kun en dump Fornemmelse i mit Hoved tilligemed skjærende Smerter i Lemmerne mindede mig om, at jeg endnu levede. Jeg saae mig omkring og forsøgte at samle mine Tanker; men det var, som om der bag ved mig laae en mørk Afgrund i min Tilværelse, hvori ingen Tanke, ingen Erindring vilde spire eller slaae Rod. Pludseligt, ligesom ved et Lynslag, foer den samlede Erindring ind paa mig som en Stormvind, der adsplittede hver Taage, hver Uklarhed, som herskede i mit Sind. Jeg vidste, hvor jeg var, jeg vidste, hvorledes jeg var kommen derhen, og jeg vidste, at jeg maatte omkomme af Sult, dersom ingen frelsende Haand var i Nærheden. Jeg troer, at jeg besvimede igjen ved Vægten af disse knusende Tanker; thi da jeg paany lukkede mine Øine op, var der ligesom et Dæmrelys i Sarkophagen, for hvilket jeg i Begyndelsen ikke kunde gjøre mig Rede. Lidt efter lidt, alt som jeg samlede mine Tanker og gjenvandt mine Sandsers Brug, saae jeg, at Lyset som en Strøm piblede frem og skjød sig ind under Kistens veirbidte Kanter. Gjennem enkelte, uendeligt fine Ridser i Sidevæggene, næsten usynlige for det blotte Øie, kastede Solen sine lokkende Straaler, disse Straaler, der rundtomkring mig vakte Alt til Frihed, Liv og Opstandelse, medens de for mig vare det sidste Farvel, det sidste blinkende Afskedsvink, inden jeg for bestandigt drog ind i Dødens uendelige Skygger. Jeg lukkede Øinene og søgte at bortvise disse gruelige Tanker om en Død, som jeg i al sin rædselsfulde [s480] Virkelighed flere Gange havde havt Leilighed til at iagttage. Som en Række Spøgelser manede Phantasien dem op af Graven, disse Skikkelser med de blege indfaldne Ansigter, de spidse Træk ved Næsen og Mundvigene, liggende i Stillinger, der alle tydede paa en langsom Hungersdøds uendelige Kvaler. Jeg havde engang havt Leilighed til at see det. Det var i Oasen Zoudiêh, hvorhen jeg var bleven beordret med et Detachement af Ingenieurer og Linietropper, fordi enkelte Arabere havde bragt Efterretning om, at en større Caravane var forulykket i Nærheden af den paa Grund af en Sandstorm. Vi kom til Oasen, og jeg ventede at finde Ulykkelige, halvt begravede under Sandet, vansmægtende af Hunger og Tørst, som vi kunde bringe Hjælp og yde Pleie. Men den nøgne Virkelighed frembød et Skuespil, der langt overtraf de Phantasiebilleder, som jeg paa Marchen derhen havde dannet mig, og som har præget sig saa dybt i mit Sind, at det endnu er Gjenstand for saa gyselige Rædselssyner, som kun Drømme kunne fremmane. Caravanen var ikke bleven ødelagt af Sandstormen. Vi vilde i saa Tilfælde kun have truffet en efter Vindens Love sammenhobet Dynge af Gruus og Sand, der dækkede Ligene. Dens Skjæbne havde været langt forfærdeligere; den var bogstaveligt omkommen af Sult og Tørst. Udmattede til det Yderste af Marchen gjennem det brændende Sand vare de ankomne til Oasen, hvis Palmetræer lovede de Trætte Kjølighed og Skygge, de Tørstige Vand og de Hungrige Frugter i Overflødighed. Men en af de Græshoppesværme, der ved Midsommerstid ere saa hyppige i denne Deel af den afrikanske Ørken, var paa sin Vandring kommen dem i Forkjøbet og havde kastet sig over Oasen, den eneste, der i mange Miles Afstand kunde tilbyde den nogen Næring. Da vi ankom, fandtes Cisternen fuld af disse væmmelige, rødblaae Insekter, der i tusindeviis havde fundet en langsom Død i dens Vand. Der var ikke et Straa, ikke et Blad, ikke en Blomst tilbage. Jorden var bedækket med et tommetykt Lag af disse Dyrs stinkende Gjødning, Palmestammerne stod som svedne Støtter uden Blade, ja de unge endogsaa uden Bark, og Vandet, der langsomt trængte sig frem som en sortegraae, muddret Strøm, var ligesom Luften stinkende og forpestet. Paa denne Jord, eller rettere, paa denne Mødding laae Kamelerne henstrakte og døde, med deres Been trukne op under sig og med de lange, slangelignende Halse skudte ligefrem foran sig. Halvt bedækkede af dem, og som om de i Dødskampens Fortvivlelse havde søgt Beskyttelse under dem, laae Kvinder og Børn skjulte ind under hverandre og med Slørene tæt trukne over Hovedet, medens Mændene indsvøbte i deres Burnusser og endnu med de tomme Vandsække i Hænderne laae udstrakte langs Oasens Rand, hvor de rimeligviis forgjeves havde søgt efter Et eller Andet, som kunde tjene dem til Næring. En Skare gribbe steg iveiret ved vor Ankomst og kredsede med dorske Vingeslag og hæse Skrig rundt om vore Hoveder, som om de ventede, at vi snart skulde forlade en saa uhyggelig Valplads. En Flok Schakaler tog hylende Flugten for vore Riffelskud; men naar man undtager disse og Gribbene, var der ikke et eneste Liv mere tilbaage. Der var for os Intet mere at gjøre. Jeg gav strax Ordre til Afmarche, men under mit korte Ophold i Oasen saae jeg flere af mine gamle Veteraner, der uden at blinke havde været Vidne til mere end een blodig Slagmark, fuld af saarede og døende Kammerater, vende Hovedet bort og gyse af Forfærdelse.

Vilhelm Bergsøe Homepage