| Index | -1 | +1 |

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 450-459

   »Naa,« sagde Berthelsen, da Fortællingen var tilende, »De vil da vel ikke have, at vi skal troe den Historie?«
   »Nei, maae vi bede om en anden Løgn!« raabte Aabye leende. »Denne her duer ikke.«
   »Og hvorfor ikke?« spurgte den Gamle tørt, afbrydende det Forsvar, som Verner vilde begynde.
   »Fordi,« raabte Berthelsen ivrig, »fordi Middelalderens og Romantikens Dage ere forbi. I vore Tider, hvor man farer med Lyntrain og skriver med Telegraph, skeer ikke flere af den Slags Undere. Ja, selv i Romaner due de ikke mere; vi ere nu langt ude over Romantikens Periode.«
   »Ja forbandet langt,« svarede den Gamle. »Saa langt, at vi snart ikke mere vide, hvad Romantik er. Den er paa Nippet til at blive et Slags Fossil, der mere og mere er i Færd med at dækkes af Lagene fra Dampperioden. Denne Periode vil ogsaa faae sin egen Literatur, og den vil naturligviis skrives af Maskiner. Det bliver et betydeligt Fremskridt.«
   »Naar vi skulle være fuldkomment oprigtige mod hverandre,« sagde Aabye, »saa vil De da ikke for Alvor forlange, at vi skulle troe paa Verners Historie. Jeg er vis paa, at det er en, som han har lavet af bare Kjedsommelighed, medens han sad fangen i et eller andet Hul ude i Campagnen. Han er ikke ganske fri for Digtertalent, skal jeg sige Dem, og oplever altid Noget der, hvor vi Andre finde, at det gaaer ganske naturligt til.«
   »Javist,« sagde Verner ærgerligt. »Fordi jeg bruger mine Øine, medens Du bruger Briller, fordi jeg tidt ubesindigt kaster mig ind i Forhold, hvor Du vilde trække Dig tilbage. Du kan jo troe, hvad Du vil!«
   »Ja, saa foretrækker jeg,« sagde Aabye, »at spille den vantroe Thomas, indtil jeg faaer fat enten i Pietro, Abbaten eller den smaa Marietta. Eet Udbytte har Du altid havt af Din Tour: Du har faaet en udmærket Dragt til det næste Studentercarneval.«
   »Tillader De,« sagde den Gamle, »at jeg taler et Ord med, inden De saa hastigt fælder Dom over Deres Ven? For omtrent ti Aar siden hændtes der følgende Historie med en Vetturin fra Trastevere. Han havde giftet sig med en ung, udmærket smuk Pige, der kun havde den Feil, at hun havde staaet Model til den berømte Danaë, der vakte saa stor Opsigt i Paris. Hun lod til ikke at kunne forglemme denne Rolle, thi naar Manden gjorde sin sædvanlige Tour til Ostia, modtog hun Besøg af en ung Commis hos Torlonia. En skjønne Dag styrtede den ene af Vetturinens Heste og Manden red tilbage paa den anden for at faae et nyt Forspand. Den unge Danaë, som mærkede Uraad, lod sin Elsker skjule sig i en svær Egetræeskiste og dækkede ham over med det Lintøi, som laae i den. Manden saae det gjennem et Nøglehul, men sagde Intet. Tvertimod syntes han at være i det brillanteste Humeur af Verden og indbød sin unge Kone til at tage med og besøge en Familie i Ostia. Danaë, der paa sin Side meente, at den gyldne Regn derved vilde faae mere end Tid nok til at fordampe, tog henrykt mod Tilbudet, og ilede ind i sit Soveværelse for at iføre sig sin bedste Pynt. Da de skulde kjøre afsted, gik Manden ind, aflaasede Kisten og stak Nøglen i Lommen. Det var en meget fornøielig Tour for dem alle undtagen for den ulykkelige Commis, der opgjorde sit sidste Regnskab og fandtes død ved Tilbagekomsten. Hans Slægtninge anlagde Sag mod Manden; men denne anstillede sig meget ulykkelig over det Passerede og frikjendtes fuldstændigt, da han haardnakket holdt fast ved, at han kun havde seet Lintøi i Kisten og derfor aflukket den for Tyve. Hvad siger De dertil? Synes De ikke, at denne Begivenhed har nogen Lighed med den paa Villaen?«
   »Jo,« sagde Aabye, »det lader sig jo ikke negte. Men man kan dog i vore Dage knap tænke sig slige Rædselsgjerninger.«
   »Det kommer af,« sagde den Gamle, »at De endnu er for ung; det vil sige, at De endnu ikke har levet tilstrækkeligt hernede, til at sætte Dem ind i romerske Forhold. De tænker paa Dansk, De handler paa Dansk og glemmer derover reent, at De er i Italien og har med Italienere at gjøre. Hjemme hos os straffes et Ægteskabsbrud med en Dragt Prygl, eller kommer det høit, med en Skilsmissedom. Vilde man duellere, vilde jo Verden ansee En for gal. Her nede duellerer man ikke for den Slags Sager; heller ikke prygler man. Prygl anvendes overhovedet slet ikke i Italien. Her er man practisk. Man skaffer blot den generende Gjenstand af Veien, og enten dette skeer ved et Dolkestød, en Riffelkugle eller Mangel paa Luft, er den ligegyldigste Sag af Verden, naar man blot opnaaer sin Hensigt.«
   »Men en saa raffineret Grusomhed,« raabte Aabye, »som den, at lade et Menneske crepere af Hunger og Tørst i en antik Sarkophag, kan jeg ikke tiltroe den høiere Stand. - Paa den anden Side vedbliver Henrik at see saa alvorlig ud, at jeg troer, han bliver vred, dersom vi tvivle længere.«
   »Jeg har ikke tvivlet et eneste Øieblik,« sagde den Gamle, idet han reiste sig. »Læg vel Mærke til, at Romerne ere Børn i deres Glæde og Sorg, men Dyr i Tilfredsstillelsen af deres Lidenskaber. Værre end Dyr behandle de ikke blot hverandre, men ogsaa de Skabninger, der ere dem underlagte. De forbausedes forleden Dag over at see, hvorledes en Urtekræmmer i Corso dyppede en Rotte, som han havde fanget, i Brændeviin, tændte den og lod den løbe, indtil den styrtede. Troer De, at den Nation, der behandler Dyret med en saa raa Grusomhed, er stort bedre ligeoverfor Mennesket? »Non sono Cristiani« sige de. Det er det almindelige Omquæd, hvormed de afvise enhver Bebreidelse, som man retter til dem i denne Henseende.«
   »Javist,« sagde Aabye leende, »men han, der laae i Kisten, var jo ikke alene rettroende Katholik, og saaledes i fuldeste Maal Christen, men oven i Kjøbet en af Kirkens Tjenere. Hvorledes forklarer De det?«
   »Det er netop det vanskelige Punkt,« svarede den Gamle, »og det, der forekommer mig som det meest Tvivlsomme i hele Historien, saameget mere, som Fyrsten er bekjendt ikke alene som Bourbonist, men ogsaa som en af de ivrigste Clericale i Rom. De veed maaskee, hvad den pavelige Soldat sagde til sin Kammerat i Fængslet: »Har Du slaaet en Præst? Per Baccho, saa seer det galt ud for Dig! Jeg har kun slaaet min Lieutenant.« Men jeg antager, at Tiden snart vil bringe Opløsning paa Gaaden.«
   »Ja, hvordan nu end det Hele forholder sig,« raabte Berthelsen, »saa har Hr. Verner tabt sit Væddemaal, og jeg synes, at det vilde være meget passende, om vi feirede hans Indtog endnu iaften i Palombella.«
   »Jeg har ikke Noget derimod,« svarede Verner, der ligeledes reiste sig. »Vi samles vel der om en Time?«

-----
   Den ene Dag forløb imidlertid efter den anden, uden den Gamles Spaadom syntes at skulle gaae i Opfyldelse. Verners Eventyr begyndte allerede at gaae ud af Omtale og gjemtes kun hos de Enkelte, for maaskee at fortælles Aar derefter paa en eller anden hyggelig Vinteraften i Hjemmet, naar de romerske Minder bragtes paa Bane. Sommersolen begyndte at brænde stærkere og stærkere, og den lumre Hede lidt efter lidt at forjage de Faa, der endnu opholdt sig i Rom. Verner og Aabye havde tilligemed den Gamle og mig besluttet at tilbringe Sommeren i Albanerbjergene, og den sidste Mai samledes vi efter vort Aftensmaaltid, som sædvanligt, nede ved den gamle Obelisk for at nyde lidt Kjølighed ovenpaa Dagens brændende Solskin. Vi vare de sidste Levninger af den store Armee, som Europa og Amerika dette Aar havde sendt til Rom.
   Piazza del Popolo var den Aften, som sædvanligt, næsten mennesketom, da Mængden før Solnedgang bevæger sig over Monte Pincio, og senere holder sig inde af Frygt for Campagnens Malaria. Vi passiarede om Nyhederne fra Hjemmet, og lagde derfor ikke synderlig Mærke til, at en ung, fransk Officeer af Occupationskorpset stod stille i nogen Afstand og betragtede os med en Mine, som om han ikke ret var sikker paa, hvorvidt han kjendte os eller ikke. Jeg vilde lige til at gjøre den Gamle opmærksom paa ham, da den unge Officeer ilede frem imod os, greb Verners Haand, som han trykkede med den varmeste Begeistring, og fremførte en Mængde Ord, som jeg paa Grund af Hurtigheden ikke kunde forstaae. Vi andre saae forbausede paa ham, og Verner selv satte et Ansigt op med et umiskjendeligt Udtryk af den Forlegenhed, man føler, naar man hilses hjerteligt af et Menneske, hvis Ansigt ganske er udslettet af Ens Erindring.
   »Ah, De kjender mig ikke?« raabte den Fremmede under en hjertelig Latter. »Jeg har ogsaa forandret mig noget, siden vi sidste Gang saae hinanden. Har De ganske glemt Villa Pisani? Husker De Sarkophagen?«
   Dette sidste Ord slog, ligesom en elektrisk Gnist, paa een Gang ned i os Alle. Selv den Gamle reiste sig og gav sine tilbagetrængende Følelser Luft i et aldeles uconventionelt: »Det var som Satan!«
   »De maa undskylde min Mangel paa Høflighed,« sagde Verner, da den unge Officeer havde taget Plads ved Siden af os; »men jeg maa tilstaae, at jeg aldrig vilde have gjenkjendt Dem, med Deres nuværende blomstrende Udseende, i det blege, halvdøende Ansigt, som jeg den Aften saae. Det er dog næsten endnu mærkeligere, at De har kunnet kjende mig igjen.«
   »Tvertimod,« sagde den unge Officeer livligt. »Deres Træk have saa uudsletteligt præget sig i min Erindring, at jeg aldrig nogensinde troer at kunne glemme dem. De var den Første, jeg saae, da mine Øine atter aabnede sig til Livet og til Lyset. Tillad mig endnu engang at takke Dem for det Liv, som De har gjengivet mig, og vredes ikke over, at jeg beder Dem om at nævne mig min Redningsmands Navn.«
   Verner sagde med faa Ord sit Navn og sin Stilling og presenterede os Andre som sine Landsmænd og Bekjendte.
   »Danske!« udbrød den unge Mand, efter at have trykket hver af os hjerteligt i Haanden. »Det er dog forunderligt, hvor hyppigt man træffer Danske hernede! Det er, som havde Skjæbnen bestemt, at min Tilværelse skulde knyttes til dette Folk, som jeg agter saa høit.«
   »Har De da,« spurgte Verner, »truffet mange Danske i Rom, Hr. -?«
   »Ah! Undskyld!« sagde den Fremmede leende. »Jeg har af lutter Glæde over Gjensynet glemt at presentere mig selv. Tillader De: Leon de Ville, Lieutenant ved det ottende algierske Jægercorps.
   »Hvad Pokker!« udbrød den Gamle. »Er De den Leon de Ville, som forsvandt i Begyndelsen af Mai, og om hvem vi have hørt saa meget Tale?«
   »Det smigrer mig,« svarede den unge Officeer med en let Bøining, »at mit Navn er naaet saa vidt. Jeg er den samme Person.«
   »Og som blev fanget af Briganterne ude i Bjergene, lige umiddelbart før Deres Redningsmand der?«
   »Ah, saa De har været i Briganternes Fangenskab?« raabte Leon de Ville. »Det vidste jeg ikke. Jeg har været ganske andre Steder.«
   »Har De da ikke havt Noget med Briganterne at gjøre?« udbrød den Gamle. »Er det da ikke sandt, at De har været i deres Fangenskab, som man almindeligt fortalte her i Rom?«
   »Nei,« svarede Leon de Ville, »men indtil videre beder jeg Dem om at holde dette Rygte vedlige. Det var ganske andre Omstændigheder, som bragte mig til at forlade Rom, og som havde bevirket min Fraværelse fra Corpset.«
   »Vilde det være meget indiscret,« spurgte Verner, »at spørge Dem om Grunden til Deres forfærdelige Fangenskab? De vil vist ikke forundre Dem over, baade at jeg siden hiin Nat har tænkt meget paa Dem, og at min Phantasie er bleven sat i stærk Bevægelse derved.«
   Den unge Officeers Ansigt antog et alvorligt Udtryk. Han betænkte sig noget, inden han svarede:
   »De Begivenheder, som jeg har oplevet i det sidste halve Aar, staae alle i en saadan Forbindelse med hverandre, at de ikke kunne skilles ad; men paa den anden Side berøre de mit Hjerte saa dybt, at jeg ikke godt kan fortælle dem til Andre end til dem, som jeg betragter som mine Venner, og som forstaae at bevare en Hemmelighed. Jeg er vis paa, at De, mine Herrer, ville gjøre dette, og kun paa denne Betingelse kan jeg indlade mig paa at fortælle nogle Begivenheder, som jeg ellers gjemmer hos mig selv.«
   Vi rykkede tættere sammen om den unge franske Officeer, hvis smukke, intelligente Ansigt i høi Grad tiltalte os, og efter et Øiebliks Pause fortalte han omtrent Følgende:
   »Jeg er født i Bretagne, hvor min Fader eiede en mindre Landeiendom. Allerede fra min tidligste Barndom var jeg bestemt for den militaire Stand; thi min Fader var ikke lidet stolt af, at den Førstefødte af ti Generationer havde tjent og kjæmpet under det franske Banner, der altid bliver sig selv ligt, hvorledes end dets Farver og Mærker skifte. Som ung Fændrik gjorde jeg to Aars Felttog med i de afrikanske Besiddelser og deeltog senere i Kampen for Italiens Uafhængighed. Efter det italienske Felttog opholdt jeg mig i nogen Tid i Frankrig som Følge af et Saar, jeg havde faaet, og fik derpaa Befaling til at afgaae med mit Regiment til Rom. Naar man i en længere Periode har taget Deel i Feltlivets Farer og afvexlende Begivenheder, er et stille Garnisonsliv just ikke den morsomste Sag, navnlig naar man har Begivenheder som de ved Magenta og Solferino endnu i frisk Minde. Det var derfor med Glæde, at jeg imødesaae den Tid, hvor jeg skulde ombytte det stille, alvorlige Rom med mit muntre Paris. Nogle Forhandlinger med det pavelige Hof, der indtraf omtrent paa samme Tid, som vi skulde afgaae til Marseille, bevirkede imidlertid, at mit Regiment fik Contraordre, og det Hele, jeg kunde opnaae, var en længere Permission, som jeg vilde benytte til et Besøg i Bretagne, hvis Klipper og Høider jeg i saa lang Tid ikke havde seet. Inden jeg naaede hjem, modtog jeg imidlertid Efterretningen om min Faders Død, og det Sted, som jeg havde længtes saameget efter at gjensee, laae nu tomt og uhyggeligt for mig. Langt tidligere end min Permission var udløben, begav jeg mig tilbage til Rom, og det er egentlig paa denne Tilbagereise, at Spiren lagdes til de Begivenheder, som jeg nu skal meddele Dem.
   En Dag i Slutningen af October gik jeg ombord i »l'Aigle«, et af det keiserlige Messageries bedste Dampskibe, der paany skulde føre mig til Civita Vecchia. En saadan Søtour, der dog altid varer halvandet Døgn, afgiver vistnok ikke meget Stof til Adspredelse. Jeg gjorde derfor, saasnart vi vare komne udenfor Moloen, en Runde for at see, om der ikke imellem Passagererne skulde findes En eller Anden, i hvis Selskab jeg kunde dræbe den Tid, der paa Søen ofte falder Een saa uendelig lang. Min lille Expedition kronedes imidlertid ikke med noget synderligt Held. Jeg opdagede kun en spansk Maler, to Kjøbmænd fra Levanten og et talrigt Følge af romerske Geistlige af forskjellige Grader, som ledsagede en af Roms meest ansete Cardinaler, der i en diplomatisk Sendelse havde besøgt Paris, og nu behagede at holde sig søsyg i sin Kahyt, rimeligviis som en Følge af, at han ikke medbragte det meest gunstige Svar til den hellige Fader. Udsigterne vare saaledes temmelig mørke, det tilstaaer jeg. Sprogene lagde et uoverstigeligt Bolværk mellem de Første og mig, og Svaret fra Paris syntes at have været af en saa ubehagelig Natur, at det blotte Syn af en fransk Officeer bragte de ærværdige Fædre til at forstumme.
   Forgjeves speidede mit Øie efter en eller anden kvindelig Passager. Dækket var i denne Henseende ligesaa tomt, som Sahara paa Vand, og jeg belavede mig allerede paa at tilbringe en Vansmægtelsens Periode, da jeg pludselig opdagede en Skikkelse, en yndig Prophet, der syntes at varsle om, at en eller anden Oase maaskee kunde dukke op i denne Kjedsommelighedens Ørken. Det var en ung Albanerinde, udmærket smuk, iført hele sin Egns eiendommelige Prydelser og Dragt. Hun stod i en gemytlig Passiar med en af Opvarterne ved Indgangen til anden Kahyt.
   Imidlertid syntes en ond Aand at finde sin Morskab i uafladeligt at forfølge mig; thi ligesom jeg nærmede mig hende, for at faae nærmere Oplysninger om det Herskab, i hvis Følge hun upaatvivleligt var, saae jeg en anden Opvarter komme farende hen over Dækket og tilhviske hende et Par Ord, som med Vindens Hurtighed fik hende til at forsvinde i Retningen af Damekahytten. Forgjeves stillede jeg mig som en samvittighedsfuld Skildvagt paa Post foran denne, forgjeves søgte jeg at faae Tiden til at gaae ved at tælle, hvormange Personer der var i Hans Eminences Følge, og ved at søge at indprente mig den forskjellige Farve af Korsene og Hjerterne paa deres Kutter. Tiden vilde ikke gaae, hun vilde ikke komme, og da selv nogle indtrængende Forsøg paa at indlede en Fingersprogs-Conversation med de to Armeniere mislykkedes, begav jeg mig fuld af Fortvivlelse til min Kahyt for paany at studere en af de Journaler, som jeg allerede kunde halvt udenad. Søen gik huult. Jeg kastede mig i min Køie, hvor den eensformige Lyd af Hjulenes Brusen og Maskinens Gang snart lullede mig i en sød Søvn. Da jeg vaagnede, troede jeg næsten, at vi laae for Anker, saa stille og lydløst var Alt omkring mig. Jeg ilede op paa Dækket og saae, at jeg tildeels havde Ret i min Formodning. Maskinen havde faaet et lille Brud, som man var ifærd med at reparere. Jeg saae mig omkring. Tusmørket brød frem, mere end den halve Solskive var allerede under Horizonten, og endnu havde vi kun naaet Høiden af Elba. Allerede var jeg paa Veie til at forbande denne lille Begivenhed, der maaskee kunde udsætte vor Reise i nogle Timer, da jeg paany maatte sande den gamle Sætning, at Intet her i Verden er saa ubehageligt, at det jo dog kan afvindes en eller anden behagelig Side. Det lille Uheld havde ved sin Pludselighed kaldt samtlige Passagerer op paa Dækket. Selv Hans Eminence havde forglemt Diplomatiens og Søsygens Kvaler, og syntes for første Gang i sit Liv, tilligemed sit Følge, at ville gjøre sig fortrolig med hvorledes en Dampmaskine er indrettet. Jeg stod i taus Beundring af Elbas Klippekyst, der, belyst af Aftensolens sidste Straaler, steil og gigantisk hævede sig iveiret lige foran os. Jeg beundrede det mørkegrønne Krat af Laurbær og Myrther, der stod saa frodigt paa den golde, graae Klippegrund, og i de sidste Solstraaler tog sig ud, som om det var drevet i skinnende Kobber. Høit oppe paa en af Klippetoppene havde Hyrderne forsømt et af deres Vagtblus. Ilden havde tændt Krattet til begge Sider og flammede nu lystigt op i den lette Aftenbrise, der førte den blaalige, vellugtende Røg ud imod Skibet. Uvilkaarligt kom jeg i Tankerne til at forbinde Corsicas, Elbas og St. Helenas Navne med hverandre, disse Øer, der ere indflettede for bestandigt i Frankrigs Historie, og hvis blotte Lyd faaer en Franskmands Hjerte til at banke. Dette Blus høit oppe paa Klipperne, denne lille og ganske tilfældige Skovbrand, syntes mig at have sin Betydning. Det forekom mig, at disse blinkende Stjerner oppe paa Høiderne maatte være tændte for at hædre den bortgangne Heros, og at de brændte som Bauneblus til hans Forherligelse. Midt under disse Phantasier gled mit Blik henover Dækket, og pludseligt saae jeg der et Par Skikkelser, der fik mig til at glemme Keiseren, Elba og St. Helena, og som fra Tanker om blodige Valpladse og dyrtkjøbte Seire med Eet satte mig tilbage til den hjemlige Arnes Fredelighed og Hygge.
   Støttet til Relingen stod to Damer, forskjellige i Alder og Dragt, men begge af ubestridelig Skjønhed. Den Ene af dem, den Ældste, var en fiin, slank Skikkelse, med et intelligent, lidt sværmerisk, men tillige sørgmodigt Ansigt. Hun syntes at bære Sorg for en Afdød, men den sorte Dragt, der stod i en vis Harmonie med hendes særegne Skjønhed, tjente kun til at fremhæve denne endnu mere. Den Anden var i alle Henseender en Modsætning til hende og syntes at forholde sig til hende, som Dagen til Natten. Hun var mindre og aabenbart yngre, blond, med en frisk, livlig Ansigtsfarve og med fyldige, næsten barnlige Træk. Hun var klædt i lyse Farver, og et let, lyserødt Slør flagrede som en Morgensky over hendes Hoved. Bagved disse stod den unge Albanerinde, som jeg alt tidligere har omtalt, og som for Øieblikket var Gjenstand for den unge Piges Spøg og hjertelige Latter. Hver Gang Albanerinden paa sin livlige Maade og med en Mangfoldighed af Gestus bestræbte sig for at forklare sin unge Herskerinde Et eller Andet, lyttede denne meget opmærksomt, indtil hun endeligt, i et Anfald af Overgivenhed over ikke længere at kunne følge med, brast ud i en munter Latter, hvori hun forgjeves bestræbte sig for at faae sin tause Ledsagerinde til at deeltage. Jeg vidste ikke, hvad jeg meest skulde beundre, enten den stille Melancholi, der som et let Slør hvilede over den Ældres Ansigt, og som i Forbindelse med en vis aristokratisk Fiinhed og Ynde i Bevægelserne gav hende noget uendeligt Tiltrækkende, eller den lette, barnlige Naivitet, den hjertelige Overgivenhed, hvormed den Yngre modtog og besvarede de Ord, der henvendtes til hende.
   Jeg spurgte Captainen om deres Navne. Han kjendte dem ikke, men vidste kun, at de rimeligviis maatte være komne med det sidste Tog fra Paris, da de vare indtegnede næsten umiddelbart før Skibets Afgang.
   Jeg besluttede derfor selv at undersøge Terrainet og valgte min Stilling saaledes, at jeg med Lethed kunde opfange hvert Ord, der blev talt imellem dem.
   Paa mine mange Tog har jeg havt Leilighed til at høre adskillige Sprog. Jeg har vel ikke kunnet sætte mig ind i disse; men jeg har dog hørt saameget af dem, at jeg troede med en vis Lethed at kunne gjætte de to Damers Nationalitet, saasnart jeg blot hørte deres Samtale.
   Leiligheden hertil lod ikke længe vente paa sig, men jeg maa tilstaae, at jeg baade blev forbauset og skuffet, da den Yngre henvendte en [s460] længere Sætning til sin Ledsagerinde, uden at jeg var istand til at fatte Meningen, ja uden at jeg forstod et eneste Ord deraf. Det var et mærkeligt Sprog, som disse to Fremmede talte med hinanden. Der var noget forunderligt mildt og blødt i Klangen, Noget, der mere syntes at tale til Hjertet end til Øret, og dog flød de enkelte Ord paa en forunderlig, sammensmeltende Maade over i hverandre. Det lød næsten som et sladdrende Kildevæld, der paa en solvarm Foraarsdag søger sin Vei ud til Havet imellem Smaasteen og Siv. Jeg havde hørt Russisk og Tyrkisk paa Krim, Ungarsk, Czeckisk og Slavonisk i Venetien, Græsk, Portugisisk og Spansk i Marseille - ja, jeg havde endog under mit Ophold i Algier hørt Kabylisk og Arabisk, og dog lignede dette Sprog ikke noget af alle disse. Det havde af og til en forunderlig Lighed, snart med Engelsk, snart med Hollandsk; men det var ikke noget af disse Sprog. Undertiden forekom det mig, at jeg hørte et eller andet Ord af germanisk Rod indblandet deri; men det var heller ikke Tydsk, og jeg begyndte næsten at tvivle paa mine egne Øren, da det af og til forekom mig, at selv Ord fra mit kjære Bretagne blandede sig ind i Samtalen. De talte nu frit og ugeneert med hinanden, og de kunde i Sandhed gjøre det; thi der var ikke en levende Sjæl paa Dækket, som forstod dem. Hvad mig angik, kunde de ligesaa gjerne være fødte paa Otaheiti, som paa Kysterne af Spitzbergen.