V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 440-449

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 440-449

   »Er Du gal, Pietro? Er Du afsindig? Er Du reent rasende?« raabte hun med stigende Heftighed, idet hun dog til en vis Grad gjorde Vold paa sin Stemme. »Vil Du da absolut kalde Folkene op fra Haven, for at de kunde gjøre det Samme ved os, som de have gjort ved den rige, fremmede Herre?«
   »Pokker ivold med ham! Jeg troer ikke den Historie, Marietta!« raabte Pietro, idet han slog i Bordet. »Det gjør Doctoren her heller ikke. Det kan jeg see paa ham.«
   »O, Eccellenza!« udbrød Marietta grædende, idet hun vendte sig til mig. »Red ham, hvis det er muligt! Han er saa god, saa ung og saa smuk! - Ak,« vedblev hun hulkende, »han er maaskee allerede død af Sult og Tørst, uden at jeg har kunnet hjælpe ham. Ak, min Gud, hvad skal jeg gjøre? Hvad vil min Frue sige dertil?«
   Pietro syntes paany tvivlraadig ved dette nye Udbrud af Fortvivlelse og saae med et spørgende Blik paa mig, som om han aldeles ikke vidste, hvorledes han skulde tage sig i denne Klemme.
   »Er det sandt?« spurgte jeg Marietta, »hvad Pietro har fortalt mig? Er det virkeligt Tilfældet, at Fyrst Pisani har ladet en Fremmed indeslutte i en Sarkophag, og at Havens Udgange ere bevogtede?«
   »Ja, Signor dottore,« stammede Marietta og brast paany ud i en heftig Hulken. »Det er sandt, fuldstændigt sandt, saavist Madonna hjælpe mig. Jeg veed ikke, om Fyrsten selv har indespærret ham; men den Aften var han nede i Haven tilligemed alle Folkene, fordi Nicolo paastod, at han havde seet en Tyv springe ud ad Vinduet. Næste Morgen reiste Fyrsten ganske tidligt bort tilligemed sin Gemalinde og hendes Søster.«
   »Er Sarkophagen heelt lukket?« spurgte jeg.
   »Nei,« svarede Marietta, »der er et Hul i det ene Hjørne. Han er ikke kvalt, men han er vist død af Sult og Tørst.«
   »Kan De ikke skaffe Folk,« spurgte jeg Pietro, »som kunne bryde ind i Villaen og forjage disse Uslinger?«
   »Ak, Eccellenza,« svarede han, »her boe kun Bønder, fattige Folk, som heller ville røve fra Kirken end fra Fyrst Pisani. Jeg kjender desuden Ingen, jeg er jo en Flygtning, ligesom De.«
   Hans Raisonnement forekom mig fuldstændigt logisk, og jeg svarede derfor:
   »I saa Tilfælde er der intet Andet at gjøre, end hemmeligt at trænge ind i Haven inat, dersom jeg kan faae de Midler, som jeg vil skrive op nu.«
   Pietro kastede et Blik paa Marietta, som om han hos hende søgte den fornødne Hjælp, og hun svarede livligt:
   »Gaa op i Klosteret til Fra Ambrosio, Pietro! Det er kun et Bøsseskud herfra. Siig ham, at vi trænge til hans Hjælp, og at han fremfor Alt maa skaffe Dig en Hest, paa hvilken Du kan ride til Rom. Du kan da være her tilbage inden Aften. Siig Fra Ambrosio, at det gjelder en Fremmeds Liv, en nøie Bekjendt af Fyrstinden, saa negter han Dig det ikke.«
   Jeg satte mig ned og skrev to Recepter, den ene paa Morphin, den anden paa et styrkende Middel, hvortil jeg meente, at den Ubekjendte kunde trænge. Hertil føiede jeg et Par Ord til Aabye og anbefalede Pietro den største Forsigtighed saavel med Hensyn til sin egen, personlige Sikkerhed, som til en hurtig og nøiagtig Besørgelse af Medicamenterne.
   Det lod ikke til, at den gode Pietro var synderligt fornøiet med sin Mission. Han havde et Udtryk i sit Ansigt, da han forlod Stuen, der stærkt mindede mig om Masettos i »Don Juan«, navnlig i den Scene, hvori Zerline forsikkrer ham om sin uforandrede Troskab. Jeg maa tilstaae, at jeg endnu ikke ganske kunde troe paa en saa nederdrægtig Handling som den, Marietta havde fortalt, og at jeg endnu dvælede ved den Tanke, at det Hele var en vel udtænkt List, hvorved hun haabede at fjerne Pietro, medens hun samtidigt dermed aabnede en Retraite for sin Elsker.
   Jeg besluttede derfor at iagttage hende, og dertil frembød den lange Ventetid en rigelig Leilighed. Hun var udmærket smuk, endog af en Albanerinde at være, men ogsaa dette var kun en Grund mere til at give Zerlines Rolle. Det tykke, blaaligsorte Haar var bundet op bag i Nakken og fastholdtes af den velbekjendte Sølvpiil, hvormed mere end een Albanerinde skal have forsvaret de Angreb, der rettedes mod hendes Dyd. Hendes lave Pande og prægtige sorte Øine overskyggedes af det hvide, flade Hovedtøi, der var ligesaa reent og skinnende, som hendes høirøde Fløiels Spencer, der i Brystet sammenholdtes med Sølvkjæder, var glimrende og guldbroderet. I de smaa Ører bar hun et Par store, massive Guldørenringe, men en større Pryd var hendes lille, fiintformede, men dog svulmende Mund, der tilligemed den buttede, svagt kløftede Hage og den stærktbuede Næse dannede et fortryllende Hele, for hvilket Pietro sandeligt kunde have Grund nok til at frygte.
   Jeg gjorde hende en Compliment i Anledning af hendes smagfulde Dragt, og det lod ikke til, at jeg mishagede hende, thi hun svarede smilende:
   »Se, den er ganske ny! Jeg fik den igaar af Fyrstinden. Hun ønsker kun at see mig i denne Dragt. Hun siger, at den klæder mig bedst, meget bedre end den Silkekjole, som Fyrsten vilde forære mig.«
   »Ah,« sagde jeg smilende. »Holder De meget af ham?«
   »Jeg kan ikke udstaae ham,« svarede hun med lynende Øine. »Der er ikke et Menneske, der kan lide ham. Han er ond, gammel, styg, og piner Fyrstinden, naar han kan komme dertil.«
   »Hvorfor har hun da taget ham?« spurgte jeg.
   »Taget ham?« gjentog Marietta med usigelig Haan. »Der er Ingen, der vilde tage Fyrst Pisani, naar hun kunde blive fri derfor. Hun er blevet tvunget dertil, og er meget ulykkelig, hver Gang han kommer tilbage.«
   Jeg tænkte paa den Fremmede i Sarkophagen, og den gamle Historie om de romerske Ægteskaber mellem Folk af Stand stod klart for mig. Jeg troede at kunne gjætte hele Situationen og sagde til Marietta:
   »Jeg forstaaer Alt. Naar Fyrsten er borte, kommer en ung Mand i sort Dragt og med saadan en Hat, som den der. Det er ham, den dumme Nicolo har antaget for en Tyv, og saa har Fyrsten overrasket ham i Haven og indespærret Fyrstindens Elsker i Sarkophagen, for at han kunde faae Tid til at komme paa bedre Tanker. Er det ikke saaledes?«
   Marietta reiste sig blussende op. Vreden gav hendes Blik en uforlignelig Glans, og hun afbrød heftig:
   »O, De kjender ikke Fyrstinden, Eccellenza! Ellers vilde De ikke tale saaledes. De er ikke bedre end Pietro og de andre Mandfolk. Aldrig har Fyrstinden taget imod Nogen her paa sin Villa, naar Fyrsten var borte. Ingen vil kunne fortælle noget Ondt om hende; men hun er ogsaa fra de nordlige Lande, hvor Folk ere meget blidere og meget bedre end her hos os. Havde det været mig, jeg havde dræbt det Afskum for længe siden.«
   »Hvorfor er den Fremmede da kommen til Villaen?« spurgte jeg.
   »Chi lo sa!« svarede Marietta i en Tone, som om hun ikke havde Lyst til at forraade sit Herskabs Hemmeligheder. »Maaskee for at tale med Fyrstinden om de mange, fattige Børn, som hun lader opdrage i Klosteret; maaskee fordi han synes om Fyrstindens Søster, som boer hos hende. Man kan ikke vide Alt.«
   Det lod til, at jeg paa det Dybeste havde fornærmet den unge Albanerinde, der rimeligviis var Fyrstindens Kammerjomfru; thi hun svarede kun kort paa alle mine Spørgsmaal og syntes navnlig ikke at ville indlade sig paa Noget, der angik den Fremmedes Ophold i Villaen. Hver Gang der hørtes den ringeste Støi i Huset, blev hun urolig og ordknap, og det forekom mig, at hun i det Hele ikke syntes om den Stilling, hvori hun var blevet bragt ved min Ankomst.
   Med hver Time, der gik, begyndte Tiden, som jeg først havde fordrevet med allehaande Gisninger, at falde mig mere og mere lang, navnlig da min smukke Værtinde, efterat have bragt mig et godt Maaltid, hvortil jeg i høi Grad trængte, havde forladt mig uden senere at vende tilbage. Formiddagen sneg sig saaledes hen, lang og kjedsommelig. Middagen kom uden at bringe Marietta tilbage - jeg havde kun Kjedsomhed og Længsel til Selskab. Eftermiddagen gik efterhaanden over til Aften, Solen gik ned, farvende Bjergenes Toppe med sin Guldglans, og snart efter hvilede Mørket fuldstændigt over Jorden. Stjernerne begyndte at komme frem, først de store, senere de smaae, indtil endelig den mørkeblaae, italienske Nattehimmel stod i sin fuldeste Pragt. Jeg stirrede længselsfuldt ud gjennem Vinduet. Alt var saa stille, ikke et Blad bevægede sig paa de mørke Steenege, ikke en Green paa de høie Cypresser, som jeg skimtede fra Havens Baggrund. Nattergalenes Triller lød ude fra Buskene, hvor de smaa Ildfluer bevægede sig gjennem Luften, rhythmisk udstraalende deres grønlige Phosphorglands - men endnu hverken saae eller hørte jeg noget til Pietro. Et Par Timer forløb saaledes i spændt og ængstelig Forventning. Jeg formodede, at Klokken maatte være henad Tolv, skjøndt jeg paa Grund af Mørket ikke kunde see Viserne paa mit Uhr. Da hørte jeg pludseligt i det Fjerne den svage Lyd af en galopperende Hest og kort efter Fodtrin, der sagte listede op ad Trappen. Døren blev aabnet, og Pietro stod aandeløs for mig med en Pakke i Haanden.
   Hans skarpe Blik gjennemfoer med et eneste Øiekast Stuen, og han syntes at blive kjendeligt beroliget ved at see, at Marietta ikke var tilstede.
   »Jeg har redet som en Besat, Eccellenza,« sagde han og tørrede Sveden af Panden med sit Trøieærme. »Men Hesten styrtede under mig paa Tilbageveien, og jeg havde stor Møie med at skaffe en anden. Her er, hvad De har befalet mig at hente.«
   Med disse Ord lagde han Pakken paa Bordet, og i samme Øieblik tittede Mariettas skjelmske Ansigt ind ad Døren. Neppe havde hun seet ham, før hun foer hen til ham, slog sine Arme om hans Hals og hviskede til ham:
   »O, hvor jeg har været bange for Dig, Pietro! Jeg troede, at Briganterne havde skudt Dig paa Veien. Madonna være lovet, at Du kom. Nu skal Du see, at jeg ikke har bedraget Dig.«
   Efter en kort Raadslagning med Pietro og Marietta, besluttede jeg at blande den medbragte Morphin i den syrlige og noget ramme Landviin, hvori Morphinens bittre Smag mindst vilde mærkes. Pietro bragte, efter Mariettas Anviisning, en Barile Viin op af Kjælderen. Hun selv tappede den af paa Foglietterne, og jeg tilsatte et passende Quantum af Morphinen. Derpaa bragte Marietta Vinen ned, og kort efter saae vi hende vandre over Græsplainen i Haven og forsvinde ind under Cypresserne.
   Vi speidede og lyttede, men Alt vedblev at være stille. Kort efter saae vi Marietta vende tilbage, og vi besluttede endnu at vente en Time, inden vi vovede os ud paa vor natlige Expedition, hvorpaa vi begge vare saa spændte, skjøndt af heelt forskjellige Grunde. Pietro benyttede Tiden til at eftersee Spidsen paa sin Kniv og til at prøve denne ved gjentagne Gange at jage den igjennem en Bajocco, som han lagde paa Bordpladen. Efterat have forvisset sig om, at dens skarptslebne Spids hverken brækkedes eller bøiedes ved dette Experiment, smilede han tilfreds, og gav sig derpaa til at eftersee Pistonerne paa en Revolver, som jeg erkjendte for at være den samme, som Bambino havde rettet imod mig, da vi befandt os paa Bjergstyrtningen. Han gjorde disse Forberedelser ligesaa roligt og forretningsmæssig, som jeg fremtog min Forbindtaske og undersøgte dens Indhold. Ingen af os talte til hinanden. Vi havde begge en Følelse af, at der forestod noget Alvorligt, og at vi gjorde bedre i at handle end at tale.
   Klokken kunde vel være henimod halv To, da vi hørte lette Trin paa Trappen. Døren aabnedes, og Mariettas Skikkelse kom tilsyne. Hun havde svøbt et sort romersk Slør, der klædte hende fortræffeligt, omkring Hovedet, men endnu klædeligere forekom hendes bløde, fuldtonende Stemme mig at være, da hun sagde: »Fra Ambrosio è venuto! Dormino tutti«. Det var et simpelt, men bestemt Signal til Opbrud.
   Marietta gik i Spidsen for os ned ad den samme Trappe, ad hvilken vi vare komne op, og bøiede derpaa om ad en lang Corridor, som endte i et rummeligt Kjøkken. Ilden glimtede endnu fra Arnestedet, hvor en Karl laae saa lang han var, i en blidelig Slummer, medens det dybe Aandedræt fra nogle Værelser tilhøire tilkjendegav, at Søvnguden ogsaa her viftede med sine Vinger.
   »Dormino tutti!« gjentog Marietta, der næsten ikke kunde bare sig for at klappe i Hænderne. »Eccola, questa contrada, Signor dottore!«
   Hun ilede hen til en lille Laage, som hun lukkede op, og hvorfra en lav Trappe over en Mødding førte ned i Haven. Det var just ikke den fineste Vei, vi vare komne, men under slige Omstændigheder hjælper man sig, som man kan. Marietta ilede rask fremad, idet hun saameget som muligt holdt sig i Skyggen af Villaen og den Muur, der omhegnede Haven. Vi fulgte hende, og kort efter standsede vi i en lille Lund af Steenege, Pinier og Cypresser, mod hvilke nogle faa Figencactus tog sig heelt spøgelsesagtige ud i det stærke Maaneskin. Pludseligt udvidede Gangen sig til en cirkelformet Plads, paa hvis mørke Baggrund en antik Sarkophag traadte frem, hvid og skinnende i Maanestraalerne, hvilende paa to mægtige Egeblokke.
   Pietro tilkastede mig et betydningsfuldt Blik og smilede næsten tilfreds, medens en let Gysen gjennemfoer mig. Laaget var virkeligt lukket til, og den Stiver, der havde holdt det opløftet paaskraae, laae henslængt paa Jorden. Jeg undersøgte den. Træet var fuldkommen frisk, og Kløften for begge Ender fuldstændigt ubeskadiget. Sarkophagen maatte være bleven lukket ifølge en overlagt Plan. Efter et Øiebliks Taushed sprang Pietro op paa den ene af de fremspringende Blokke og forsøgte at skyde Laaget fra, idet han af al Magt stemmede sin Skulder imod den Figur, der var anbragt øverst; men han kunde ligesaa gjerne have sat sine Skuldre mod Monte Cavo, saa fast og ubevægelig laae det.
   »I Havehuset!« hørte jeg Marietta hviske til ham, og i samme Øieblik ilede hun afsted tilligemed Pietro og lod mig alene ved Sarkophagen. Jeg bankede paa den og lagde Øret til; men ikke en Lyd, ikke den svageste Stønnen forstyrrede den Stilhed, der herskede omkring mig. Jeg beregnede, hvorlænge et Menneske vilde kunne udholde en saa kvalfuld Existens, som den at være indespærret imellem fire Steenvægge, i et saa snævert Rum, at han ikke kunde reise sig i Veiret eller udbrede sine Arme, og kom til det Resultat, at han vel endnu kunde være levende, dersom Mariettas Forudsætning var rigtig. Men i hvilken Tilstand? Levende, men maaskee, ja endog høist sandsynligt, vanvittig, rasende, gaaet fra Forstanden af al den Sjælekval, al den Pinsel og Angst, som en Indespærring paa et saa rædselsfuldt Sted maatte medføre. Jeg bankede paany - intet Svar. Jeg undersøgte hver Krog, hver Kant af Sarkophagen. Der maatte være Luft nok, thi Laaget sluttede ikke fuldstændigt tæt, og desuden fandtes i det ene Hjørne under Bunden et cirkelrundt Hul, saa stort, at man med Lethed kunde føre et Par Fingre igjennem. Saa trøstende som disse Opdagelser vare, kunde det dog ikke aflede min Opmærksomhed fra selve Sarkophagen. Den var af et ganske udmærket Arbeide, og afgav et høist tiltrækkende Beviis paa den Pietet, som Romerne nærede for deres Afdøde. Paa Laaget laae i Hautrelief en døende Psyche, holdende Pandoras Æske i den slapt nedfaldne, høire Haand og hvilende sit skjønt formede Hoved paa den venstre. Forsiden dannede et eneste, stort Basrelief, indfattet af en simpel à la Grecque med Amorinhoveder i Rammens Hjørner. Basreliefet selv forestillede Niobes Børn, der dræbes af den fjerntrammende Apollos Pile, og i det klare Maaneskin stod Niobes rædselsslagne Skikkelse tilligemed de andre Figurer saa klare og bestemte, som om de vare hugne igaar. Jeg undersøgte Sfinxerne, der ragede frem som Kistens Fodstykker, jeg indprægede mig hver enkelt lille Eiendommelighed, og jeg havde god Tid dertil - det forekom mig en Evighed, inden Pietro vendte tilbage.
   Endeligt kom han, medførende et Par Jernløftestænger, som han ved Mariettas Hjælp havde taget i Havehuset, og det Øieblik, som jeg saa længselsfuldt havde ventet paa, var endeligt forhaanden. Vi drev de stærke Jernstænger ind i de Aabninger, som Tidens Tand havde gnavet i Sarkophagens Rand. Men saa betydelig var Laagets Vægt, at vi med vore forenede Anstrængelser kun formaaede at hæve det et Par Tommer iveiret. Alle vore Forsøg paa at løfte det saa høit, at vi paany kunde faae Stiveren sat under, mislykkedes ganske, og der var ikke Andet for, end lidt efter lidt at dreie Laaget saaledes, at det kom til at hvile paatværs af Sarkophagen. Greben af Ivrighed og maaskee ogsaa af en vis, spændende Ængstelighed, anvendte jeg min Løftestang saa kraftigt, at en Marmorflise sprang af og med en klingende Lyd trillede ned i Sarkophagen.
   »Piano, Eccellenza, piano!« hviskede Pietro til mig. »Lad os ikke ødelægge den gamle Sarkophag. Det er den smukkeste, der findes, næst efter et Par, som staae i Vaticanet.«
   Jeg tog noget lempeligere fat, idet jeg ikke kunde lade være at beundre den Ærbødighed, som selv de simpleste og meest udannede Romere nære for Oldtidens Mindesmærker. Det er maaskee kun en Slags Stolthed over disses gigantiske Storhed; men hvor rolig og selvtilfreds i Følelsen af det Materielles Betydning bortpløier ikke den danske Bonde de ældgamle Høie, der staae paa hans Mark, og hvor ligegyldig seer han ikke de store Overliggere fra Steenalderens Gravkamre blive forvandlede til Veiskjærver eller Grundsteen? Dertil er det romerske Folk, trods al dets Uvidenhed, for civiliseret.
   Endeligt havde vi med megen Anstrængelse faaet Laaget dreiet saa meget tilside, at der var fremkommet en Aabning, stor nok til, at en ikke altfor svær Mand kunde føres igjennem den. Jeg greb ned i Sarkophagen, næsten med samme Varsomhed, som den, hvormed man fører Haanden ind i et huult Træ for at fange Fugleunger - Marietta havde Ret, der laae virkelig et Menneske indespærret i den. Pietro havde gjort samme Opdagelse; thi han fløi hen og omfavnede Marietta, der temmelig ublidt stødte ham tilbage. Jeg famlede endnu engang med Haanden ned i det mørke Rum, og fik fat paa en løs Gjenstand, som jeg tog op, og som til min Forbauselse viste sig at være en Pakke Documenter, sammenholdte af en Silkesnor. Jeg greb ned paany og fik atter fat paa Noget - det var en stor, stærkt forkrøllet og sammenknuget Abbatehat.
   »Det er en Præst!« udbrød Pietro med Forfærdelse og slog Kors for sig. »Dio mio! Det kan blive en dyr Fornøielse for Fyrst Pisani.«
   »Ak, hellige Madonna! Det er Fyrstindens - det er Signor - som han har indespærret i Kisten!« stammede Marietta forfærdet, idet hun slog Hænderne sammen.
   »Hvem?« spurgte jeg hastigt.
   »Jeg veed det ikke,« svarede hun og ilede bort igjennem Haven ind i Huset.
   Vi dreiede endnu Laaget lidt, og ved forenede Anstrængelser lykkedes det os at bringe den Indespærrede frem for Dagens, eller rettere for Maanens Lys. Det var en ung mand, vistnok neppe femogtyve Aar, med mørkt Haar og et, trods dets Bleghed, udmærket smukt og ædelt Ansigt. Han var iført Abbaternes sædvanlige, lange, sorte Kappe, og naar man undtager et let Ar i Kinden, som af et Sabelhug, var der Intet, der tydede hen paa, at han ikke hørte til den geistlige Stand. Vi bare ham hen til den nærmeste Græsplaine, men under denne Vandring var jeg i Tvivl, om det var et Liig, vi bare paa, eller ikke. Hans Arme hang slappe ned, og Blegheden i hans Ansigt var saa stor, Stivheden i hans Lemmer saa betydelig, at jeg troede, han havde ophørt at leve.
   »Campa ancora!« raabte pludseligt Pietro, idet han triumpherende pegede paa et Svaneduun, som han havde fundet paa Græsplainen og nu holdt for hans Mund.
   Det var med en Blanding af Glæde og Overraskelse, at jeg hørte disse simple Ord blive udtalte; thi jeg maa, oprigtigt talt, tilstaae, at det første Indtryk paa mig havde været saa afgjort ugunstigt, at jeg næsten uden nogen nærmere Undersøgelse vilde have udstedt en Dødsattest. Nu var Touren til mig at virke, og efter en halv Times Forløb vare vi komme saa vidt, at hans Puls slog føleligt, og at jeg tydeligt kunde spore det tilbagevendende Aandedræt. Det var imidlertid ogsaa paa Tide. Dagen begyndte allerede at lyse stærkt i Øst, vi havde alt hørt enkelte Hyrder ride forbi Villaens Muur, og vi kunde hvert Øieblik vente, at en eller anden af de slumrende Poster kunde vækkes derved. Med stor Forsigtighed bare vi den Forulykkede op til Villaen, hvor Marietta ventede os og viste os op i et stort Værelse, der var beredt til hans Modtagelse.
   Da vi traadte ind, forefandt jeg foruden Marietta en Skikkelse, som i høi Grad imponerede mig. Det var den saakaldte Fra Ambrosio, en Munk fra det nærliggende Kloster og, efter Mariettas Sigende, Fyrstindens fortrolige Raadgiver og Ven, den Mand, der styrede og ledede den storartede Godgjørenhed, hvormed Fyrstinden velsignede Omegnens Beboere. Som han der stod ved Sengen, belyst af den trearmede, romerske Lampe, som Marietta havde tændt ved vor Ankomst, mindede baade Hans Figur og Ansigtstræk mig om disse mægtige Skikkelser, som vi undertiden finde gjengivne af Rubens eller van Dyck. Han var iført Franciscanernes tarvelige, brune Kutte, og Snoren, der holdt den sammen om Livet, var kun et slet og ret Reeb, hvori der hang en ligesaa simpel Rosenkrans af ufarvede Træperler. Baandene, der sammenholdt hans Gedeskinds Sandaler, vare ikke engang Læderremme, men raae Hampesnore. Tydede saaledes allerede hans Dragt paa, at han var Franciscaner af strængeste Grad, da modsagdes dette ikke af hans Ansigt; thi over dette var udbredt en saadan Høihed og Ro, et saadant Udtryk af Fred med Verden og sig selv, at jeg sjeldent har seet noget Lignende. Han var allerede noget tilaars; derpaa tydede de graae Lokker, der hist og her tittede frem i Tonsuren, og endnu mere hans mægtige, hvide Skjæg, der i sjelden Fylde og Styrke næsten naaede ham til Bæltestedet. Han betragtede mig skarpt, idet jeg traadte ind, og hans Blik havde, trods dets Mildhed, dog noget forunderligt Gjennemtrængende, som man uvilkaarligt kom til at bøie sig for.
   »Han lever!« sagde han med dyb og malmfuld Stemme, idet han rettede sin mægtige Skikkelse iveiret. »Her er ingen Fare mere. Om to Timer vil han være kommen sig saavidt, at han vil kunne fortælle os, hvem der har udøvet denne Misgjerning.«
   Jeg saae med en vis Forundring paa ham; thi deels forekom hans Accent mig ikke at være fuldkomment romersk, deels udtalte han sin Dom med en Ro og en Sikkerhed, som om han havde anvendt hele sit Liv til at pleie og vederkvæge Lidende og Syge.
   »De er Læge?« spurgte han med det samme skarpe og gjennemtrængende Blik.
   Jeg bejaede det og tilføiede nogle Ord om, at jeg neppe troede, at den Ulykkelige saa hurtigt vilde komme til Kræfter.
   Han bøiede sig paany ned over den Syge og følte hans Puls.
   »Der er ingen Fare længere,« gjentog han. »I hans Alder kan man udholde meget.«
   Jeg betragtede ham, medens han saaledes bøiede sig ned over Sengen, og opdagede paa hans høire Kind og Hals nogle forfærdelige Ar, der strakte sig dybere ned, hvor de skjultes af Kutten.
   Han bemærkede, at jeg iagttog disse Spor af en tidligere Mishandling, drog Kutten noget høiere op og spurgte hurtigt: »De er Fremmed?«
   »Ja,« svarede jeg.
   »Fra hvilket Land?« vedblev han og fæstede sine for en Italiener mærkværdigt lyse Øine fast paa mig.
   »Fra Danmark,« svarede jeg; »men jeg har tilbragt mine første Aar i et Land, som De neppe kjender, nemlig i Norge.«

Vilhelm Bergsøe Homepage