V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 430-439

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 430-439

   [s430] »Og denne Ring?« spurgte han, idet han trak min Guldslangering frem af en indvendig Brystlomme i min Vest. »Den er vel heller ikke Deres?«
   »Jo,« svarede jeg. »Jeg har arvet den netop efter den samme Person, til hvem Brevet er stilet.«
   »Undskyld mig,« sagde han med et spottende Smiil, »at jeg mere troer paa min egen Dom end paa en Mand, der allerede een Gang har forsøgt paa at narre mig. De har bestukket en af mine Folk til at gjøre Mytteri og flygte med Dem. De er Læge og Englænder. De har Bekjendte i London og bærer i den Ring Diamanter til det halve Beløb af den Løsesum, hvori De var sat. Efter alt Dette, er De lige saa god som to tusinde Scudi.«
   »De ville ikke blive betalte,« svarede jeg.
   »Vi ville forsøge derpaa,« sagde han med et hæsligt Griin. »Postgangen til Rom er billig, og der er endnu mange Englændere derinde.«
   Han satte sig atter ned ved det lille Bord og udfyldte paany en Blanquet, som han rakte mig, og hvori Løsesummen netop var ti Gange saa stor som før.
   Jeg skød Blanquetten tilbage uden at underskrive, og forsikkrede ham om, at det var umuligt for mine Venner at betale.
   »Saameget værre for Dem,« svarede han saa rolig, som om det var den simpleste Forretningssag af Verden. »Gjør Deres Toilette, og tag disse Sager til Dem igjen. Vi røve Intet!«
   Medens jeg overtænkte, hvorledes man bedst skulde forstaae denne dristige Selvmodsigelse, og under disse Tanker klædte mig paa, dukkede min elskværdige Ven Bambino ind igjennem Teltaabningen. Han aflagde en Rapport, af hvilken jeg kunde forstaae saameget, at man endnu intet Spor havde truffet af Pietro, saa at denne foreløbigt maatte være i Sikkerhed. Derpaa blev jeg overgivet til denne min tidligere Ven og Ledsager i Campagnen, der modtog mig med et modbydeligt Griin, og kort efter befandt jeg mig atter i mit eensomme Fængsel.
   Hele den Dag, Natten og en ny, lang Dag, sad jeg der og havde god Tid til at angre min Daarskab. Meldinger kom og gik, Patrouiller trak ud til Afløsning - det Hele var en underlig Mellemting af militair Organisation og regelløst Banditvæsen. Den tredie Nat brød frem, og med den kom alle de Ængstelser, som under saadanne Forhold ere uadskillelige fra Mørket. Ingen Baal blev tændte, alle Signaler blev givne saa stille og lydløst, som om der var stor Fare paafærde, og skjøndt Bambino endnu ikke med et Ord indlod sig paa nogensomhelst Oplysning, troede jeg dog at mærke, at Banden beredte sig til Opbrud. Time efter Time sneg sig saaledes hen, Stjernerne begyndte at blegne paa Morgenhimlen, Vedetter saaes enkeltviis at røre sig mellem de sovende Grupper, da jeg pludseligt opdagede Schiavone, som nærmede sig Indgangen og vexlede et Par Ord med den udenfor staaende Bambino. Denne vinkede ad mig, og jeg stod nu paany foran den frygtelige Brigantanfører, om hvilken Rygtet har fortalt saa forfærdelige, men desværre kun altfor sande Ting.
   »Deres Venner i Rom,« sagde han til mig, »have meddeelt mig, at de ikke strax kunde betale den forlangte Løsesum, og have derfor forlangt tre Dages Opsættelse. Jeg er gaaet ind paa denne Betingelse, for at der kan telegrapheres til London, og De maae saaledes belave Dem paa et længere Ophold herude. Kjender De den engelske Consul i Napoli?«
   Jeg benægtede det, og forsikkrede ham endnu engang om, at jeg ingen Englænder var.
   Han stampede heftigt i Jorden og raabte rasende: »Ingen Løgne! Jeg troer ikke et Ord af hvad De siger. De følger med til det Neapolitanske, dersom Tropperne dirigeres i den Retning, og Sagen maa da ordnes fra Napoli af gjennem det engelske Consulat.«
   Neppe havde han udtalt disse Ord, førend en Brigant kom ilende med alle Tegn paa Uro og Forvirring. Da han saae Schiavone ved Indgangen, løb han uden nogensomhelst Ceremoni hen til ham og tilhviskede ham et Par Ord, som jeg ikke forstod. Imidlertid maa det have været en særdeles vigtig Efterretning; thi Schiavone traadte et Par Skridt tilbage og knyttede Haanden truende ad mig, idet han udbrød: »Pietro! Ti pilia un' accidente!« hvorpaa han hastigt ilede bort i Retning af Teltet.
   Et Øieblik efter begyndte et pludseligt Røre at vise sig i Leiren. Muldyrene blev pakkede og sendte i forveien. Briganterne samlede deres Bagage og marcherede i smaa Afdelinger bort i forskjellige Retninger. Kløften tabte lidt efter lidt det brogede Liv, der saa kort iforveien havde opfyldt den, og kun Bambino vandrede urokkelig frem og tilbage, idet han af og til fæstede sine smaa, ondskabsfulde Øine paa mig. Noget efter kom en af Briganterne, der syntes at beklæde en overordnet Stilling, tilbage, og hviskede et Par Ord til min Bevogter. Bambino nikkede, undersøgte Laasen paa sin Riffel og vinkede ad mig, idet han i en kort, befalende Tone sagde: »Avanti!« Det var anden Gang, at jeg hørte dette skjæbnesvangre Ord blive udtalt, men denne Gang var det i en saa truende Tone, at jeg uvilkaarligt spurgte: »Hvorhen?«
   »Fremad!« gjentog Bambino, idet han gav mig et Stød med Bøssekolben, og tvang mig til at gaae foran.
   Jeg blev ikke synderlig klog ved denne Oplysning, og følte mig noget uhyggelig tilmode, da vi bevægede os op ad et smalt, udtørret Vandløb, fuldt af skarpkantede, uregelmæssige Stene. Det var mig næsten ikke muligt at komme opad. Bestandigt gled Stenene bort under mine Fødder, men hvergang jeg gled og faldt forover, stødte Bambino til mig med Spidsen af Riffelløbet og tvang mig derved til at fortsætte min Vei. Efter en halv Times Vandring naaede vi endelig Styrtningens Top, der ganske rigtigt dannede en Høideryg, hvis ene Ende aflukkedes af en ældgammel Castanieskov, medens den anden, der kun var sparsomt begroet med lave Buske, faldt lodret af til alle Sider. Uvilkaarligt dreiede jeg tilvenstre henimod Castanieskoven, men i samme Øieblik følte jeg mig kraftigt grebet i Skulderen af Bambino, der tilraabte mig: »Alla destra, Eccellenza!«
   Jeg foer studsende tilbage - der var ingen Redning, Afgrunden gabede mig imøde overalt.
   »Naa, vil Du frem!« raabte Bambino, og gjorde paany Mine til at bruge Bøssekolben.
   »Der er jo ingen Vei!« raabte jeg. »Gaaer jeg frem, styrter jeg i Dybet.«
   »Det gjør ikke noget!« raabte Bambino igjen. »En Kjætters Sjæl kan fare ad Helvede til, ad hvilken Vei det skal være!«
   Nu først gik det op for mig, at jeg var fortabt; men endnu indsaae jeg ikke Grunden til en saa pludselig Overgang fra Fangenskab til Død. Jeg foer rasende ind paa Livet af Bambino og forsøgte at gribe en af de Revolvere, som han bar i Beltet.
   Han stødte mig fra sig, idet han raabte:
   »Ikke et Skridt, Din Hund, eller jeg skyder Dig paa Stedet!«
   »Hvorfor?« raabte jeg. »Det er imod Tro og Love! Schiavone kan ikke have befalet det.«
   Jeg hørte flere Riffelskud falde nedenfor i Kløfterne, og Bambino raabte med et Udtryk af Raseri i sit Ansigt: »Du har snydt os Alle for Løsesummen og underkjøbt Pietro til at forraade os. I dette Øieblik kæmper Schiavone med de piemontesiske Bersaglierer. Saa fare da Din Sjæl ad Helvede til, Kjætter, som Du er!«
   Han løftede Revolveren imod mig. Jeg saae Hanen hæve sig. Skuddet knaldede af, og jeg hørte Kuglen hvine forbi mit Hoved. Han udstødte en Eed, forandrede Sigtet, og jeg saae igjen Hanen blinke i Morgensolen, der, spredende Taagerne til alle Sider, hævede sig over Bjergenes Tinder. Da hørtes pludseligt et skarpt Knald i nogen Afstand fra mig. Et Glimt og en blaaelig Røg, som brød ud af Castanieskoven, vare dets Forløbere, og i samme Øieblik sprang Bambino i Veiret med en Bevægelse, som om han snappede efter en Flue, snurrede sig rundt og styrtede derpaa til Jorden, medens Blodet styrtede ud af hans Mund. Inden jeg fik Tid til at tænke mig om, eller forstaae, hvorledes det Hele var gaaet til, stod Pietro ved min Side. I en Haandevending greb han Bambinos Hat, der var rullet hen ad Jorden, løste hans Kappe, og kastede begge Dele hen til mig, idet han raabte: »Tag det paa, Eccellenza! Skynd Dem! Her er ikke et Øieblik at spilde!«
   Overgangen fra den øiensynligste Livsfare til en ligesaa fuldstændig Frelse var saa brat, at jeg ikke kunde udføre den Befaling, som min Ven Pietro gav mig. Mine Hænder rystede, og trods al min Villiekraft, var det mig ikke muligt at beherske den nerveuse Skjælven, som havde grebet mig i de faa Secunder, hvori jeg havde været ene med Bambino paa Fjeldstyrtningen. Pietro saae det og smilede selv. Jeg selv ærgrede mig derover; thi det var ikke af Feighed jeg rystede. Jeg har engang før i mit Liv seet ind i en Pistolmunding uden at blinke, men dengang var jeg forberedt derpaa. Her var det Snigmordets Uhyggelighed og Overraskelsens Bestyrtelse, som fik mig til at tabe den Ro, jeg ellers er i Besiddelse af. I en Haandevending rev Pietro Frakken af mig, kastede Bambinos Kappe omkring mig, trykkede hans Hat paa mit Hoved og gav mig hans Riffel i Haanden. Derpaa kastede han min Frakke henover Liget, som han i al Hast bedækkede med nogle Riiskviste og tørt Løv, og da denne simple Begravelse var iværksat, hviskede han til mig: »Afsted til Skoven, Eccellenza! Veien er ryddelig, og Filippo venter os med Heste.«
   »Var det Dem, Pietro, som skød?« spurgte jeg, medens vi ilede frem under Stammerne.
   »Nei,« svarede han, »det var Filippo. Han har længe havt en gammel Regning at opgjøre med Bambino. Han har taget hans Kjæreste fra ham.«
   Skuddene, der i Begyndelsen havde været hyppige, næsten som Tirailleurild, begyndte nu at aftage, baade i Antal og Styrke. Pietro syntes at lægge Mærke til dette. Hans Ansigt antog et uroligt Udtryk, og et Par Gange stod han stille og lyttede.
   »Var det Dem,« spurgte jeg, »som bragte mig Bersagliererne til Undsætning?«
   »Ja,« svarede han, »der var ikke Andet for, og Tilfældet var mig gunstigt. Paa Veien traf jeg et halvt Compagnie, som hvert Øieblik ventede Forstærkning. Jeg førte dem hen til Kløften, og ligesom Kampen begyndte, saae jeg Dem i Følge med Bambino stige op imod Fjeldstyrtningen. Jeg kjender Schiavone for godt til ikke at vide, hvad dette havde at betyde, og jeg vilde være kommet for seent, hvis ikke Filippo havde besørget mit Ærinde iforveien.«
   »Frygter De da ikke for,« spurgte jeg, »at Schiavones Folk kunne indhente os?«
   »Ikke endnu,« svarede han hurtigt. »Dagen bryder vel frem, og Bersaglierernes Angreb synes at være slaaet tilbage. De vare ikke nok, og skyde desuden slet med deres korte Rifler. Angrebet har imidlertid vakt Opmærksomhed, thi Skuddene høres vidt omkring mellem Bjergene, og Schiavones Bande bliver nødt til at søge længere ned imod Grændsen ad Ceprano til, hvorfra de have en sikker Retraitelinie. De ville søge bort gjennem de lavere Dalstrøg, og Ingen af dem vil troe Andet, end at Skuddet, som traf Bambino, var hans eget imod Dem. Rimeligviis have de ikke engang hørt det, og naar vi holde os til Høiderne, ville vi ikke træffe sammen med dem.«
   Vi ilede endnu et Stykke afsted og traf kort derefter den omtalte Filippo, en lille, lav, undersætsig Karl med et bredt, fladt og hæsligt Ansigt. Han tilraabte os sit: »Buon' giorno!« ligesaa roligt, som om Intet var forefaldet, og kort efter fore vi afsted i Gallop, jeg ikke uden Fare for hvert Øieblik at faae Panden knust mod de lavt udstaaende, krumbøiede Kastaniegrene, som begge mine Ledsagere med stor Behændighed vidste at undgaae. Skoven var øde og vildsom. Der var ikke Tale om nogen banet Vei eller Sti, og saameget mere maatte jeg beundre mine Føreres uhyre Localkundskab; thi de red saa hurtigt og saa bevidst sikkert, som om hvert Træ og hver Busk var dem en gammel Bekjendt. Solen steg høiere, Morgenkulden begyndte at tabe sig, og alt som Dagen mere og mere vandt Seir, blev Skoven ogsaa lysere og tyndere. Castaniestammerne veeg for adspredt Krat og Gyvel, Laurbær og Myrther, og endeligt bevægede vi os hen over en vidt udstrakt Høislette, hvor Lyng og Alpeurter var den meest fremherskende Vegetation. Ved et usselt, lille Huus, bygget af de Stene, hvormed Høisletten var rigeligt oversaaet, tog vi Afsked med Filippo, der førte de skummende Heste ind i en tarvelig Stald, som om Natten tjente hans Geder til Opholdssted. Jeg gav ham et Guldstykke, som han til min FOrundring afslog. Derimod tog han med øiensynlig Glæde imod en Scudo, som jeg fandt i min Vestelomme, og med hvis Værdi han syntes at være bedre kjendt.
   Pietro og jeg fortsatte Veien i al Taushed; thi jeg var endnu altfor opfyldt af Dagens Begivenheder, og han syntes at gruble over en eller anden Plan, der optog alle hans Tanker. Pludseligt standsede han og spurgte:
   »Trænger De ikke til Noget at spise, Eccellenza? Vi kunne ad Omveie maaskee naae Rom inden Aften, men jeg tør ikke love Dem Noget paa den øvrige Vei. Nu kan jeg derimod skaffe Dem det.«
   »Hvor?« spurgte jeg overrasket; thi saa langt mit Øie rakte, saae jeg kun Gyvelens gule Blomster, Klippeblokke og Myrtheriis, men ikke Tegn til nogetsomhelst levende Væsen.
   »Se der!« sagde han og førte mig et halvt hundrede Skridt tilhøire, saa at jeg kunde see ned i det Dalstrøg, der laae udstrakt foran mig. »Der nede boer min Kjæreste.«
   Jeg saae ned og opdagede en prægtig Villa, hvis Vaser, Aloer, Statuer og Terrasser tog sig ud som Dukketøi, medens Blomsterpartierne i de udstrakte Græsplainer lignede brogede Figurer i et Shavl. Pietro studerede mit Ansigt med spændt Opmærksomhed, og jeg begyndte at forstaae Grunden til den godmodige Fyrs Tilbud.
   »Lad os gaae der ned,« sagde jeg. »De længes nok lige saa meget efter at see Deres Kjæreste igjen, som jeg efter at komme under et fredeligt Tag. Jeg er desuden sulten. Det var ikke store Sager, som Briganternes Kjøkken leverede.«
   »Jeg har ikke seet Marietta i Maaneder,« sagde han med et sørgmodigt Udtryk i sit Ansigt. »Jeg har maattet drive omkring med Briganterne lige siden den Dag, de tog mig tilfange og gav mig Valget mellem at følge med dem eller blive skudt som en Hund. Jeg længes saa meget efter at see hende! Hun er saa god og saa smuk, Eccellenza.«
   Jeg betænte mig ikke et Øieblik længere, men begyndte, understøttet af Pietro, at stige ned ad Fjeldsiden. Her havde jeg imidlertid paataget mig et vanskeligere Arbeide, end jeg fra første Færd havde havt Anelse om. Klippen var raadden, som Italienerne kalde det og hvert Øieblik løsnedes de fremspringende Kanter, paa hvilke Foden famlende søgte sit Fæste, og de løsrevne Stykker rullede ned, hoppende med en dump Lyd, indtil de forsvandt i Dybet under os. De smaae Gyvelbuske og de vilde Figen, som jeg hvert Øieblik nødtes til at holde mig fast ved, reves ud med Rode, og hundrede Gange var jeg vist styrtet ned, hvis ikke den utrættelige Pietro havde ydet mig en Haandsrækning. Jeg kunde ikke Andet end beundre den Lethed og Sikkerhed, hvormed den unge Bjergboer bevægede sig. Aldrig svigtede Fodfæstet, aldrig greb han i en Busk, der ikke kunde bære hans Vægt, og uagtet han havde belæsset sig med Bambinos Riffel og Kappe, sprang han fra Steen til Steen med en Lethed, der viste, at han fra Barndommen af havde været vant til at færdes i Bjergene.
   Efter omtrent to Timers anstrængende Nedstigen naaede vi endelig Daldybet, og Villaen, der fra Høiden havde taget sig ud som et Dukkehuus, viste sig nu at være en anseelig Bygning med en betydelig Have, der paa italiensk Viis rundtom var afsluttet med høie, hvidkalkede Mure, i hvilke et Par svære Jerngitterporte dannede Indgangen. Pietro skjulte mig i en lille Udhugning i Fjeldvæggen, der gjemte et Madonnabillede, og som syntes at være indrettet til et Slags Capel for andægtige Veifarende. Selv begav han sig paa Vei alene og lovede at afhente mig, saasnart han havde bragt sin Kjæreste Underretning om min Ankomst.
   Da han omtrent efter en halv Times Forløb vendte tilbage, kunde jeg neppe kjende min ærlige Fører igjen. Hans Ansigt var blegt, alle hans Træk røbede en lidenskabelig, bevæget Sindsstemning, og hans Stemme dirrede, da han sagde de faa Ord: »Kom, Eccellenza, man venter os.«
   »Hvad er der iveien, Pietro?« spurgte jeg, ikke uden en vis Uro. »Man er da ikke paa Spor efter os?«
   »Nei,« svarede han kort, »der er Intet at frygte for. Kom blot med, Eccellenza. Denne Vei, om De behager.«
   »Er der tilstødt Dem noget Ondt, Pietro?« spurgte jeg; thi hans Meddelelse om Kjæresten faldt mig pludseligtind.
   »Spørg mig ikke derom, Eccellenza!« raabte han heftig og bed Tænderne sammen, medens hans Blik antog et Udtryk af Vildhed, som jeg aldrig havde tiltroet ham. »Der er skeet Noget, som jeg næsten ikke kan troe; men jeg vil have Vished, om det saa skal koste mit Liv. De er Læge, og kan nu gjøre Gjengjeld mod mig. Vil De det?«
   »Ja, ubetinget,« svarede jeg hjerteligt. »Jeg skal hjælpe Dem med, hvad jeg kan.«
   Vi ilede hurtigt henad Veien, og pludseligt spurgte Pietro: »Vil De skrive en Gift for mig? En Gift, som virker hurtigt og sikkert, en Gift, som i Løbet af en halv Time kan gjøre det af med Tre eller Fire paa een Gang.«
   Jeg tumlede i Ordets egentlige Forstand tilbage ved dette Forslag, som jeg naturligviis reent ud negtede at ville udføre, og stræbte i faa Ord at vise Pietro baade det Utilladelige i at anvende sine Kundskaber paa denne Maade, og det Urigtige i at fordre en saadan Gjengjeld for de Tjenester, han havde viist mig.
   »Det hjælper ikke,« svarede han, idet vi standsede ved en lille Laage i en Udbygning af Villaen. »Jeg maa have Noget, der kan faa fire Personer til at tie. Jeg maa ind i Villaens Have; men alle dens fire Indgange ere bevogtede, og man kan ikke dræbe Nogen, uden at det vækker Opsigt.«
   »Kunde da ikke et søvndyssende Middel gjøre samme Virkning?« spurgte jeg.
   Han saae paa mig med et overrasket Udtryk, som om denne Tanke aldrig var falden ham ind.
   Jeg gjentog mit Tilbud, og han svarede hurtigt: »Jo! Dersom De kan faae dem til at sove, som om de vare døde. Kjender De et saadant Middel?«
   »Ganske sikkert!« svarede jeg smilende. »Jeg skal faa dem til at sove saaledes, at de ikke vilde høre et Pistolskud, der blev fyret af over deres Hoved. Er det tilstrækkeligt?«
   »Mere end tilstrækkeligt,« svarede han livligt. »De maae tilgive mig, Eccellenza. Jeg vidste ikke, at der gaves saadanne Midler; men det er ganske nødvendigt at komme ind i Haven endnu inat.«
   »Hvad er der da ivejen?« spurgte jeg.
   Han taug et Øieblik stille, og en dyb Rødme farvede hans Ansigt. Endeligt sagde han med sittrende Stemme:
   »Jeg vil sige Dem Alt, Eccellenza! Jeg er selv meget ulykkelig og bliver ikke rolig, førend jeg faaer Vished. Da jeg kom op til Marietta, blev hun meget glad ved at see mig igjen; men hun var forvirret og modtog mig saaledes, at jeg kunde see, at hun vilde skjule Noget for mig. Vi kom i Ordstrid, jeg blev heftig, og ved at rive noget Tøi ned, der hang paa et Skab, opdagede jeg en fransk, sort Hat, der var skjult ovenpaa det. Jeg kunde have dræbt hende i det Øieblik, og jeg troer, at jeg var nær ved at gjøre det. Hun hængte sig om min Hals, bad og besvoer mig om at være rolig og paastod, at den Fremmede ikke havde besøgt hende, men hendes Frue, der tilligemed sin Mand og sin Søster var taget bort ganske tidligt om Morgenen. Hun vedblev at forsikkre mig, at den Fremmede laae skjult i Villaens Have, indelukket i en Sarkophag, og at han maatte sulte ihjel, da Laaget var lukket til, og Havens Udgange bevogtedes af Fyrstens Folk. Fyrstinden vidste Intet derom. Hun antog, at den fremmede Herre var taget bort om Aftenen, kort før Fyrsten var kommet hjem, men Marietta forsikkrede, at han var der endnu, da hun ved at gaae igjennem Haven havde seet, at Sarkophagens Laag var lukket til. Hun havde en Aften bragt ham noget Viin og Brød, som hun havde stukket ind gjennem en Aabning i Kisten, og hun sagde, at han levede endnu. - Jeg kan ikke troe denne Historie. Jeg frygter for, at Marietta bedrager mig. O, Eccellenza, jeg er meget ulykkelig!«
   Jeg maatte tilstaae, at jeg desværre deelte hans Anskuelse, og at den hele Historie forekom mig at være greben fuldstændigt ud af Luften. Imidlertid spurgte jeg blot:
   »Hvem eier denne Villa?«
   »Fyrst Pisani,« svarede Pietro mørkt. »Den værste Bourbonist og Aagerkarl, som existerer i Rom. Der er ingen Forbrydelse, han ikke har begaaet.«
   »Guds Død!« raabte den Gamle, idet han halvt reiste sig op. »Ham mødte vi jo i Onsdags, da vi kom tilbage fra Ponte Molle efter vor mislykkede Expedition. Det var ham, der slog Bonden, og havde de to kjønne Damer paa Vognen. Det lader til, at Pietro kjender sine Folk; thi naar jeg undtager Frants den Anden og Antonelli, gives der vel neppe større Skurk i Rom. Saa De har været paa hans Villa i Albanerne?«
   »I Albanerne?« spurgte Verner forundret. »Jeg troede, at jeg var slæbt ud i Sabinerne eller Volscerne.«
   »Aa, Passiar!« raabte den Gamle med sin ironiske Latter. »Hvorledes troer De, at et Bud paa fire Timer kunde naae Rom fra Volscerne eller Sabinerne? Man kan mærke, at De har været betydelig plumret. Der er vildsomme Punkter nok i Albanerne, og dem har Schiavone naturligviis valgt, siden han havde sine Forposter næsten inde under Roms Mure.«
   »Siig mig, hvorfra kjender De Fyrst Pisani?« spurgte Verner.
   »Egenligt kun af Omtale,« svarede den Gamle. »Som ivrig Clerical er han godt kjendt her i Rom, og staaer øverst paa den sorte Liste hos de Nationale. Jeg fortalte forleden Dag lidt om ham. Da skulde De kjønt have været tilstede og hørt derpaa, istedetfor at føite om i Bjergene. Nu maae De undskylde, at vi brænde af Begjærlighed efter at faae Deres Historie først. Den begynder jo at blive dramatisk.«
   »Aa ja,« sagde Verner smilende, »næsten som et fransk Melodrama. Men desværre mangler jeg den egentlige Opløsning. Alligevel vil jeg gaae videre, naar blot ikke mine Hændelser trætte Dem.«
   »Gud bevares!« svarede den Gamle og lettede paa sin graae, spidspullede Filthat. »Skal vi nu have det med Complimenter? Kjør blot videre! Enhver kan jo gaae, naar han vil. Den Frihed have vi altid havt i Rom.«
   Verner tændte sig en frisk Cigar, og vedblev derpaa:
   »Vi traadte ind ad en lav Dør og gik op ad en Steentrappe, der fra den hvidkalkede Corridor førte op til en Mezzaninetage, som syntes at være bestemt for Tjenerskabet og for, hvad vi Kjøbenhavnere vilde kalde, Udenomsbekvemmeligheder. Pietro aabnede en lille Dør, og ligesom jeg traadte ind, fik jeg Øie paa den omineuse Hat, som endnu laae henslængt paa Gulvet, og paa en ung Pige, der iført Albanerindernes klædelige Dragt stod ved Vinduet. Hun syntes endnu at være i heftig Bevægelse. Hendes mørke Øine lynede, og hendes brune Kinder blussede, da hun saae Pietro træde ind. Som et uartigt Barn, der ikke kan faae sin Villie, dreiede hun sig trodsig om imod Vinduet, paa hvis Ruder hun gav sig til at tromme Garibaldimarchen, for derpaa, med et underligt Spring i Tanken, pludseligt at slaae over i den ligesaa forbudte calzolajo-Vise. Jeg kunde ikke lade være at smile ved denne Forandring af Melodi; thi calzolajo-Visen, som den Vinter blev sunget i alle Roms Gader og Stræder, maaskee netop fordi den var forbudt, omhandler paa en populair Maade alle en ulykkelig Skomagers ægteskabelige Lidelser og navnlig den begrundede Jalousies. Det lod ogsaa til, at min Ven Pietro følte det Barokke i Overgangen fra Garibaldis Frihedshymne til Ægtestandens Regimente. Han kastede den [s440] Haandteen, hvorpaa hun havde spundet, og som han galant havde taget op fra Gulvet, hen i det ene Hjørne af Stuen, medens han samtidigt dermed sparkede Hatten hen i det andet, og meget ugalant raabte: »Hold Mund, Marietta!«

Vilhelm Bergsøe Homepage