V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 420-429

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 420-429

   [s420] »Har De Venner i Rom?«
   »Ja!« svarede jeg, forundret over dette pludselige Spørgsmaal.
   »Troer De,« spurgte han, »at De kunde skaffe mig over Grændsen og fuld Tilgivelse, dersom jeg bragte Dem uskadt til Rom?«
   »Det antager jeg ganske sikkert,« svarede jeg endnu mere forbauset over dette dristige Forslag. »Gjennem vor Consul vil De let kunne opnaae det franske Consulats Beskyttelse.«
   »Jeg har ikke dræbt Nogen,« tilføiede han, mere som om han forfulgte sin egen Tankegang end hørte paa mine Ord. »Jeg er kjed af dette Liv. Jeg hader Frants den Anden og Briganterne!«
   Jeg lovede ham at gjøre Alt, hvad der stod i min Magt, for at han kunde opnaae det Maal, hvorhen han higede med alle sine Tanker, at tjene i den norditalienske Armee imod Østerrigerne. Efter at han endnu engang havde forvisset sig om, at der, saavidt man kunde øine, ikke nærmede sig Nogen, skar han Faareskindet i to Stykker med sin Kniv, surrede det med det Laadne udad om sine Fødder, og sagde kort:
   »Kom saa!«
   Jeg reiste mig op, men var saa stiv af Kulde og Fugtighed, at jeg neppe kunde gaae to Skridt. Han bøiede sig ned foran mig, pegede paa sin Ryg og sagde blot: »Stig op«. Jeg gjorde det, og et Øieblik efter vare vi udenfor Muurværket.
   Jeg havde ikke rigtigt forstaaet den unge Røvers Hensigt med at binde Faareskindet om Fødderne, men et eneste Blik paa Omgivelserne viste mig tilstrækkeligt, hvad han meente dermed. Den Ruin, vi lige havde forladt, laae paa en brat affaldende Høideryg, der bag ved os stod i Forbindelse med den øvrige, fladere Deel af Campagnen. Til Siderne faldt den derimod brat af med næsten lodrette Tufklipper, hvori der kun hist og her fandtes en enkelt Gedesti, der imidlertid vare saa steile, at de udelukkende syntes indrettede for disse Dyr. Med Flinten over Skulderen og mig paa Ryggen klavrede Pietro ned med en Lethed og Behændighed, som viste, at han fra Barn af havde været vant til disse vanskelige Omgivelser, og kort efter stod vi ved et lille Aaleie med svovlholdigt, stinkende Vand og med enkelte Steen ragende frem af dette. Let som en Kat og behændig som denne, sprang Pietro fra den ene Steen til den anden, indtil vi naaede en lille Sti, der i den lavaholdige Skrænt førte op til Campagnen. Her satte han sig ned og bad mig paany forsøge, om jeg kunde gaae. Jeg prøvede derpaa, og skjøndt det i Begyndelsen baade voldte mig Smerte og Besvær, gik jeg dog efterhaanden bedre og bedre, alt eftersom Blodet kom i raskere Løb. Saaledes vandrede vi temmelig hurtigt henover Sletten i en Egn, der var mig aldeles ubekjendt, men som dog havde samme Charakteer, som de Partier af Campagnen, jeg havde seet omkring Rom. Overalt kuppelformede Høider, beklædte med et sparsomt Grønsvær, gjennemvævet med stærkt lugtende Smaablomster, enkelte smaa Vandløb hist og her med glimmerholdig Bund og større Tuf- eller Pimpsteenblokke, der vare trillede ned fra Høiderne. Længere ude dukkede Bjergene frem som lette, blaalige Skyer gjennem Morgentaagen.
   Vi havde vistnok tilbagelagt en halv dansk Miil uden at møde et eneste Menneske, ja uden at see en eneste af de prægtige, lysegraae Oxer, der ellers ere saa almindelige overalt i Campagnen. Pludseligt standsede Pietro ved en steilt affaldende Klippevæg, langs med hvilken vi i længere Tid havde bevæget os, og sagde:
   »Eccola!«
   Jeg saae mig omkring, men kunde aldeles Intet opdage. Tilvenstre havde vi den steile Klippemuur, hvor Vedbend, Brombær og Bregner hang ned i en vild Overflødighed. Tilhøire, lidt nedenfor os, den flade, udstrakte Campagne, i Ryggen Bjergene og foran os, langt ude i Horizonten, Havet, der glimrede som et rødligt Guldbaand i den frembrydende Morgensol; Omgivelser, der alle passede saare slet til et Skjulested. Pietro syntes at gjætte mine Tanker, thi han bøiede med et Smiil noget af det rige Løvværk tilside, der i naturlige Guirlander hang ned over Klippemuren, og viste mig en Aabning, stor nok til at en Mand kunde krybe igjennem den paa alle Fire. Det Hele saae ud til at være Indgangen til et af de mangfoldige Puzzuolanbrud, der saa hyppigt findes i Campagnen.
   »Avanti! sagde han, idet han med en høflig Haandbevægelse pegede mod Aabningen.
   Jeg fik i dette Øieblik en uhyggelig Fornemmelse af, at min værdige Ven Pietro vilde narre sin Collega for Byttet, myrde og udplyndre mig og lade mig blive tilbage paa et Sted, hvor eet Liig meer eller mindre ikke vilde komme i nogensomhelst Betragtning. Der var imidlertid intet Andet for mig at gjøre end at adlyde Opfordringen, og jeg kravlede derfor langsomt ind igjennem Aabningen, idet jeg efter Pietros gjentagne Raad bestandigt holdt mig tilhøire. Jorden var fugtig og klam, en muggen Luft slog mig imøde paa alle Kanter, og Hulen var i Begyndelsen saa lav, at man kun ved at krybe paa alle Fire kunde komme frem i den. Lidt efter lidt udvidede den sig imidlertid, og en lys Aabning, der i Mørket glimtede som en lille Stjerne, viste, at den maatte staae i Forbindelse med Yderverdenen.
   Da vi havde naaet dette Lyshul, udvidede Rummet sig pludseligt til alle Sider, og gjennem en bred Loftsaabning, der syntes at være en gammel Indstyrtning, spredte Lyset sig rundt omkring. Hulens Væg og Gulv var dannet af Tuf. De glimmerholdige Bestanddele funklede som smaa Diamanter overalt, hvor Lyset trængte hen, og længst inde tilhøire viste nogle forkullede Grene, tilligemed et Leie af Rør, at Hulen rimeligviis blev benyttet som Natteqvarteer for Hyrder i denne Deel af Campagnen.
   Pietro pegede med en Haandbevægelse henimod dette, Hulens eneste og meget tarvelige Bohave, og sagde derpaa til mig:
   »Her, Eccellenza, antager jeg, at De vil være i fuldkommen Sikkerhed. Skulde Nogen forsøge at trænge ind til Dem, behøver De blot at rulle denne Blok hen for Indgangen. Den vil ikke kunne skydes tilbage, da Gulvet har stærkt Fald ned efter. Naar Solen begynder at falde igjennem Hullet hist oppe, er det Middag, og jeg haaber da at kunne være tilbage. Jeg skal medbringe Levnetsmidler, og naar Natten bryder frem, haaber jeg, at vi kunne slippe tilbage til Rom. Vor Frelse beroer ene paa, at Ingen af os bliver seet idag; thi imorgen har Schiavone rimeligviis et ganske andet Qvarteer.«
   »Vor Frelse?« gjentog jeg. »De kan jo altid frelse Dem.«
   Pietro greb med en betydningsfuld Haandbevægelse om sin Bøsse og sagde kort: »Hvis vi blive opdagede, blive Deres Løsepenge betydeligt forøgede, og jeg skudt - det er i sin Orden. - Men jeg haaber at have et Skud først,« tilføiede han smilende.
   Først nu forstod jeg, at det var Alvor med hans Beslutning at forlade Banden. Jeg tog min Pung op og tilbød ham dens Indhold, men han afslog det med en vis Stolthed og spurgte, om han ellers kunde være mig til Tjeneste med Noget.
   Jeg rev da et Blad ud af min Tegnebog og skrev et Par Linier til Aabye, hvori jeg forklarede ham, at Alt gik vel. - Har du modtaget det?«
   »Takker og qvitterer,« sagde Aabye. »Det kom samme Dags Middag Kl. To og var til stor Opbyggelse for os Alle. Vi ventede den Aften paa Dig her ved Obelisken; men Den, der ikke kom, var Dig.«
   »Nei,« sagde Verner smilende, »jeg fik Andet at tænke paa; men det var for en Deel min egen Skyld, at jeg blev forhindret i at møde den Aften. - Da Pietro var gaaet bort, kastede jeg mig paa de mugne Rør, der laae i et Hjørne af Hulen. Men jeg opdagede snart, at der var en saadan Overflødighed af Skorpioner og Bænkebidere mellem de mugne Straa, at et fortsat Samliv kunde blive mindre behageligt. Jeg gav mig derfor til at vandre op og ned, idet jeg snart undersøgte Grottens fugtige Vægge, hvor en underlig graa, vingeløs og langbenet Græshoppe satte afsted i lange Spring, snart beskuede den tragtformede Aabning i Midten, den blaae Himmel oven over mig, med dens enkelte, forbidrivende Skyer, og det sønderrevne Grønsvær, der i lange Tjavser hang ned fra Aabningens Rand og kun sammenholdtes af de tæt i hinanden sammenfiltrede Græsrødder. Med min forandrede Stilling begyndte Trygheden at indfinde sig. Jeg kjedede mig i det halvmørke, fugtige Hul, jeg frøs i mine gjennemblødte Klæder, og da Solstraalerne lidt efter lidt, lokkende og indbydende begyndte at liste sig ind igjennem Aabningen, fik jeg en uimodstaaelig Lyst til at sole mig udenfor. Jeg forsøgte altsaa at kravle tilbage ad samme Vei, som jeg var kommet, og ved bestandig at holde mig tilvenstre lykkedes det mig ogsaa. Det var en reen Nydelse at komme udenfor i den friske, solvarme Luft, efter i adskillige Timer at have siddet indespærret som en Muldvarp i sin Gang. Jeg opsøgte mig et tørt og luunt Sted, ikke langt fra Indgangen, og morede mig med at betragte snart de vævre, grønne Fiirbeen, der med Lynets Fart jog efter hverandre, snart de røde, storhovede Myrer, der arbeidede saa flittigt i Tufvæggens Spalter, snart de lette, stærktfarvede Sommerfugle, der flagrede mig forbi. I disse Naturstudier blev jeg pludseligt afbrudt ved Lyden af Hovslag. Jeg sneg mig hurtigt tilbage til Aabningen, kigede forsigtigt ud, og saae til min store Glæde Pietro, der kom farende i fuldt Fiirspring henover Campagnen, førende en usadlet Hest med sig ved Tømmen. Hurtigt sprang jeg paany ud paa Veien og klavrede ned ad Skrænten, idet jeg raabte til ham og vinkede med mit Lommetørklæde. I fuld Fart kom han sprængende hen imod mig. Jeg kjendte tydeligt hans spidspullede Hat og den brune Trøie, der flagrede for Vinden, men hvo skildrer min Overraskelse, da jeg pludseligt saae ham springe af, sigte paa mig med sin Flint, idet han raabte: »Staa stille, Eccellenza, eller jeg skyder!« Neppe havde jeg hørt denne Stemme, før jeg tilfulde indsaae min Vildfarelse og min Taabelighed. Det var Bambino, der var sendt ud for at opsøge mig, og jeg var ved min egen Godtroenhed, saa at sige, løbet i Armene paa ham.«
   »Eccellenza kan vel ride?« sagde han med et spottende Griin, idet han nærmede sig til mig. »Jeg haaber ikke, at Eccellenza vil undslaae sig derfor?«
   Der var intet Andet at gjøre end at adlyde, dertil kjendte jeg ham altfor godt fra vor korte Fart ned ad Tiberen. Jeg satte mig altsaa op paa den ledige Hest, en af disse smaa, livlige, lodne Heste fra Campagnen, og et Øieblik efter gik det i susende Galop ad Bjergene til. Bambino havde Saddel og Bøiler, jeg derimod maatte klamre mig fast, saa godt jeg kunde; thi Farten gik uafbrudt i Carriere over Stok og Steen, idet min Ledsager snart opmuntrede Hestene ved Eder og Tilraab, snart tvang de stakkels Dyr fremad ved Hjælp af Campagnehyrdernes lange og spidse Lanse, som han førte med sig.
   Omtrent efter to Timers voldsomt Ridt i en brændende Sol, der fik Sveden til at dryppe fra mit Ansigt, naaede vi en ussel Hytte i Nærheden af Bjergene. Her stod vi af og overgav Hestene til en Bonde, der forsynede os med noget oret Brød og en Viin, saa ram og bitter, at jeg havde Grund til at antage, at mere end een Bajocco vilde findes paa Bunden af Ankeret. Disse Næringsmidler, saa slette de end vare, styrkede imidlertid mig, der i saa mange Timer Intet havde nydt, og gav mig nye Kræfter til at begynde den Bjergvandring, der forestod. Denne var i Sandhed heller ingen lempelig Sag. Det gik op ad den ene Aas og ned ad den anden, snart paa løse, rullende Steen, snart paa snevre og steile Gedestier, snart i Bunden af de smaa Vandløb, der ved Tøbruddet føre Vandet ned ad Bjergene, men som, nu laae fuldkomment tørre. Jeg var aldeles desorienteret, jeg havde saa lidt Begreb om, hvor vi egentligt vare, at jeg lige saa gjerne kunde have antaget Terracina for den nærmeste By som Frascati eller Palæstrina. Efter en meget anstrengende Vandring naaede vi endeligt en Høislette, der var saa tæt gjennemvoxet med Gyvel, Tjørn og Brombær, at min Ledsager flere Gange maatte benytte Kniven for at trænge igjennem. Høisletten begrændsedes længere bagtil af en steilt opragende Klippevæg af hvid, kiselholdig Kalk, og i denne saaes en bred Spalte, der syntes at strække sig længere ind i Bjerget. Foran denne naturlige Gjennemgang stod en Mand i Levningerne af Noget, som en udsvævende Phantasie vilde kalde for Uniform, men som i Forening med hans øvrige Pjalter gav ham et aldeles lazzaronagtigt Udseende. Ikke desto mindre blev paa militair Viis baade forlangt og givet Feltraabet: »Pio Nono«, et Feltraab, der ikke forekom mig uden Interesse, naar man erindrer, hvilke af den hellige Faders Forsvarere det var, som her fandtes opstillede.
   Den dybe Kløft, hvor vi nu traadte ind, og som foroven næsten dækkedes af yppigt Løvværk, frembød et ligesaa malerisk Skue som et sikkert Værn imod Forfølgelse og Angreb. Bunden var oversaaet med større og mindre Blokke, der i Tidens Løb vare sprængte løs fra den lodrette Klippevæg. Denne selv var bevoxet med den yppigste Vegetation af Bregner, Venushaar, spraglede Lavarter og lysegrønne Mosser, der opsugede og samlede den fra Høiden kommende Fugtighed. Alt som vi vandrede frem, udvidedes Klippespalten mere og mere, indtil den endeligt dannede et Slags Hal eller Rotunde, hvorover ældgamle Castanier og lysegrønne Figentræer heldede sig ud, som vare de nysgjerrige Tilskuere til, hvad der foregik i Dybet. Tilvenstre saae man Indgangen til nogle af de naturlige Huler eller Grotter, som ere saa almindelige i de italienske Bjerge. Tilhøire var et Slags Telt udspændt, mere til Pynt end til Værn imod Solen, der vistnok sjeldent naaede Spaltens Bund, og foran dette laae en tredive til fyrretyve halvt uniformerede og heelt pjaltede Fyre, alle forsynede med Dolke, Rifler og Revolvere.
   Her overgav Bambino mig til et Par af disse Karle og slentrede hen til Teltet, ved hvis Forhæng der stod en enkelt Vagt, halvsovende med Riflen ved Foden. Et Øieblik efter kom han tilbage og anmeldte i en høitidelig Tone, at Schiavone, Frantz den Andens Generalissimus, lod mig kalde. Jeg betragtede mig selv og maatte tilstaae, at mit Toilette neppe var anstændigt nok til den betydelige Ære, der vistes mig. Min hele Klædning var tilsølet og snavset, mine Beenklæder forrevne af Vandringen igjennem Tjørnekrattet, og mine Støvler ituskaarne af de skarpe Kiselstene. Først i dette Øieblik gik det op for mig, hvor hensigtsmæssigt Campagnuolernes Dragt er. Imidlertid lod jeg mig ikke genere, saa meget mindre som den saakaldte Generalissimus selv bar Skylden derfor, og med en vis urolig Nysgjerrighed traadte jeg indenfor det Seildug, der skilte mig fra en Mand, der saalænge har trodset Regjeringens Foranstaltninger og opfyldt Italiens Befolkning med Rædsel.
   Da jeg traadte ind, sad han i en fuldstændig soigneret Uniform, der i Tilsnit havde en vis Lighed med den franske. Det var en Mand paa henved et halvhundrede Aar, med et solbrændt, stærkt udpræget Ansigt, hvis langagtige Form og magre Træk, tilligemed de skarpt fremtrædende Skraamuskler paa Halsen, snarere mindede mig om Billedet af en ægte Yankee end af en Italiener. Han reiste sig op fra den lille Feltstol, hvorpaa han havde siddet, skød nogle Papirer og et Kort tilside, og traadte mig imøde med hurtige, bestemte Trin.
   »Deres Navn?« sagde han kort, medens hans dybtliggende, sorte Øine fæstede sig gjennemborende paa mig.
   »Henrik Verner,« svarede jeg.
   »Fædreneland?«
   »Danmark.«
   »Stilling?«
   »Kunstner,« svarede jeg, men maaskee ikke saa sikkert, som de to foregaaende Gange; thi han saae endnu skarpere paa mig og spurgte indtrængende:
   »Hvad Slags Kunstner? Billedhugger, Maler, Architekt?«
   »Maler,« svarede jeg paa Lykke og Fromme.
   »Vel,« svarede han. »Hvormeget kan De betale?«
   Dette var at gaae lige til Sagen, og da jeg nødigt vilde give mere end netop nødvendigt, svarede jeg tøvende: »Hundrede scudi antager jeg.«
   »Saa er De ikke nogen stor Maler,« sagde han spottende. »Lad os sætte to hundrede. Mine Folk trænge til Penge.«
   Jeg forsøgte at gjøre nogle svage Indvendinger men han agtede ikke derpaa, rev et Blad Papir af en Bog, skrev Noget derpaa og rakte mig det. Jeg saae til min Forbauselse, at det var en udførlig, trykt Blanquet, kun med Navnet og Løsesummen in blanco. Den sidste var ansat til to hundrede Scudi.
   »Er De fornøiet hermed?« spurgte han efter et Øiebliks Ophold.
   Han rakte mig Pennen, og jeg tilføiede blot Ordet »paga«, idet jeg gratulerede mig selv til at være sluppet for saa godt Kjøb. Han smilede, da jeg gav ham Sedlen tilbage, og da han saae Underskriften.
   »De er en Mand med Forstand,« sagde han. »Deres Venner ville betale for Dem.«
   »Det haaber jeg,« svarede jeg.
   »Det haaber jeg ogsaa, for Deres Skyld,« svarede han med et Blik og en Betoning, som pludseligt mindede mig om, hvor jeg var.
   Derpaa gav han Sedlen til Bambino og sagde blot: »Endnu iaften!« - I fik vel den Seddel?
   »Jo,« svarede den Gamle smilende. »Briganternes Post har i lang Tid været den sikkreste her i Rom. Men lad os nu høre, hvorledes det gik til, at Løsesummen saa pludseligt blev forhøiet. De har naturligviis gjort en eller anden dum Streg derude, ja maaskee forsøgt paa at spille den rige Englænder. At sætte Ordet »paga« under Schiavones første Brev, var allerede galt nok.«
   »Det kan gjerne være,« svarede Verner, »men i det Øieblik forekom det mig, at der ikke var Andet at gjøre, og jeg negter ikke, at jeg allerede dengang havde faaet nok af Røverlivets Romantik.«
   »Ja, ikke sandt?« sagde den gamle Kunstner. »Det er ikke slet saa morsomt, som man indbilder sig. Jeg husker endnu en lille dansk Frøken, hvis høieste Ønske det var at blive fanget, for at kunne blive Heltinden i et nyt Epos af Christian Winther. Hun daanede rigtignok, naar hun hørte et Skud, og blegnede blot ved Synet af en romersk Kniv. Men saadan ere nu engang vi Danske. Phantasien løber bestandigt af med os.«
   »Jeg negter ikke,« svarede Verner, »at der baade var en vis Poesie og et Slags Romantik udbredt over Livet derude, men den var blot altfor haandgribelig. At sulte, sove paa den bare Jord og bivouakere flere Nætter i Bjergene mellem Banditter, kan tage sig meget smukt ud paa Papiret, men er i Virkeligheden meget ubehageligt. Imidlertid maatte jeg bide i det sure Æble og havde intet Andet at gjøre, end øve min Taalmodighed og vente paa Dagens Frembrud, som skulde bringe mig min Frihed fra Rom. Jeg sov den Nat ganske antageligt paa et Leie af Gedeskind i et lille Hul inde i Klippen, foran hvis Indgang en Brigant var posteret som Skildvagt, og den næste Morgen ved Solopgang havde vi allerede Budet tilbage, som meddeelte, at Løsesummen vilde blive udbetalt, saa at jeg den næste Dag kunde vende tilbage til Rom. Da jeg imidlertid ikke maatte forlade den lille Grotte, hvori jeg var blevet indespærret, begyndte Tiden at falde mig lang, og jeg tog derfor nogle Breve frem, som jeg havde faaet fra en Bekjendt i England. Under Læsningen havde jeg sat mig saa nær hen til Grottens Udgang som muligt, og da jeg vendte Ryggen mod Lyset, mærkede jeg ikke, at Schiavone var i min Nærhed, førend jeg pludseligt følte hans Haand paa min Skulder. Jeg reiste mig hurtigt op og beholdt Brevet i Haanden.
   »De er Englænder?« spurgte han med et Blik, som om han vilde læse i mit Inderste.
   »Nei,« svarede jeg. »Jeg er Dansk, men har Bekjendte i England. Det er et Brev fra en Ven i London.«
   »De læser altsaa Engelsk?« spurgte han med det samme ransagende Øiekast. »Taler De ogsaa det Sprog?«
   »Ja,« svarede jeg, »nogenlunde.«
   »Hvilket Motiv har De valgt til Deres sidste Maleri?« spurgte han skarpt.
   Dette Spørgsmaal kom saa brat og uventet, at jeg ikke kunde faae en Løgn færdig i en Hast. Jeg stammede i det og snakkede noget om, at det sidste, jeg havde malet, var nogle Studiehoveder fra Albano, Forberedelser til et større Maleri.
   »Det træffer sig ret heldigt,« fortsatte han med et mistænksomt Blik. »Følg med!«
   Jeg anede ikke, hvad han havde isinde, men havde dog en Følelse af, at jeg var gaaet i en Fælde. Jeg fulgte bag efter ham, ledsaget af den Brigant, der havde tjent mig som Vagt, og faa Øieblikke efter stod jeg igjen ved hans Telt. Han slog Seilduget tilside, lod mig træde ind, og idet han pegede paa en ung Albanerinde, der var ifærd med at gjøre Teltet ryddeligt, sagde han kort: »Tegn mig hende!«
   »Det er umuligt,« svarede jeg, »jeg har ikke mine Requisiter hos mig.«
   Han svarede ikke, men vinkede ad den unge Brigant, der stod ærbødigt indenfor Teltets Indgang. »Bring hurtigt de Papirer, Giuseppe, som den engelske Photograph efterlod her sidst, tilligemed hans Kasse med Retoucheapparater! Vi ville dog forsøge engang.«
   Jeg saae, at min Maske var gjennemskuet, og det gøs i mig ved at høre den engelske Photograph blive nævnet, en Mand, der først fik sin Frihed efter Tabet af begge sine Øren og en Løsesum af fem hundrede Pund Sterling. Imidlertid holdt jeg mine Øren stive. Jeg troer, at jeg havde et svagt Haab om, at Kassen kunde være bleven borte.
   Et Øieblik efter vendte Giuseppe tilbage med en Oppakning, der ikke længere lod nogetsomhelst Haab tilbage. Frants den Andens Generalissimus aabnede Kassen, lagde et Ark Velin hen foran mig, og behagede allernaadigst selv at spidse en Blyant med sin Dolk. Den unge Pige smilede skelmsk til mig, satte sig i Stilling, og Schiavone betragtede os begge i den dybeste Taushed.
   »Det var ogsaa et forbandet Spring fra en Reservechirurg til Portraitmaler. Det kom De naturligviis skidt fra,« bemærkede den Gamle.
   »Ja, grundigt,« svarede Verner leende. »Jeg har aldrig bragt det videre i Tegning end til det berømte spanske S og Marekatten med det trekantede Hoved, der hinker afsted paa fire Svovlstikker. I Skolen malede jeg engang paa fri Haand en Cirkel, som min Lærer øieblikkelig gjorde til en Klumpfisk, blot ved at sætte Finner paa, og til Examen tegnede jeg en Viindrueklasse, om hvilken Censorerne afgav den gunstige Dom, at den havde en skuffende Lighed med en Kartoffelbunke. Videre har jeg aldrig drevet det.«
   »Naa,« spurgte den Gamle ironisk, »hvad Charakteer gav saa Schiavone Dem?«
   »Slet ingen,« svarede Verner. »Da jeg saae, at det blev Alvor, kylede jeg Blyanten hen ad Bordet og erklærede, at jeg ikke var Kunstner.«
   »Det var dumt,« sagde den Gamle. »De skulde have svaret, at De ikke var i Stemning. Det er en Forrettighed, som vi Kunstnere have havt fra Arilds Tid.«
   »Aa ja,« svarede Verner. »Det kunde jeg have sagt med fuldkommen god Grund; thi et Øieblik efter kom to lurvede Fyre ind og klædte mig i en Haandevending saaledes af, at den unge Albanerinde fandt det passende at gaae udenfor. Alt, hvad der fandtes i mine Lommer, blev lagt paa Bordet foran Schiavone, og et Øieblik efter var jeg atter alene med ham.
   »De er Læge,« sagde han, idet han aabnede min Forbindtaske.
   Jeg bukkede bejaende, og han vedblev i den samme tørre, iiskolde Tone:
   »De er Englænder af Fødsel og hedder Henry Vernon.«
   »Nei,« svarede jeg, »jeg benegter begge Dele.«
   »Hvad siger De da til dette?« spurgte han, idet han kastede et Brev til mig, hvorpaa den nævnte Udskrift fandtes. »Er dette Engelsk eller ikke?«
   »Jeg negter ikke, at det er Engelsk,« svarede jeg, »men Brevet er ikke stilet til mig. Det har tilhørt en af mine Venner, som er død for adskillige Aar siden.«

Vilhelm Bergsøe Homepage