V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 410-419

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 410-419

   [s410] »Ja, dette Brev bliver jeg ikke meget klog af,« sagde jeg leende til Aabye, der betragtede mig med et smilende, tilfreds Udtryk i sit runde Ansigt. »Recepterne forstaaer jeg ikke et Ord af. Er det Gift?«
   »Ignorant!« svarede Aabye med et vist Lune. »Verner er saa langt fra at ville forgive Folk, at det tvertimod lader til, at han vil kalde dem tillive. Jeg fatter ikke et Ord af det Hele; thi den ene Recept lyder paa en oplivende Mixtur, som man benytter til Patienter, der ere opvaagnede efter Skindød. Den anden faaer Folk til at blive skindøde - det er nemlig Morphin. Men i ethvert Tilfælde viser det, at Verner lever, hvilket er det Vigtigste.«
   »Hvorledes har De faaet denne Seddel?«
   »Paa den forunderligste Maade af Verden. Min Værtinde var i Formiddags efter Sædvane gaaet ned paa Piazza Navona for at kjøbe Grønsager. Der bliver hun pludseligt tiltalt af en Hyrde, som stikker hende denne Seddel i Haanden, efter at have forhørt sig, om der boede en Doktor hos hende. Heldigviis var jeg hjemme og løb strax ned paa Farmacia Sinemberghi for at skaffe det Forlangte. De antog mig vist for gal, thi jeg vilde selv være med at tillave det efter Formlerne. Nu skal jeg ned for at tale med min gamle Værtinde, som jeg har sat Stevne dernede. Farvel saalænge!«
   Med disse Ord foer Aabye afsted uden at give nogen nærmere Forklaring, og jeg ilede ned til Trattoriet med de nyeste Efterretninger, som naturligviis gav Anledning til en uendelig Række Gisninger og Spørgsmaal.
   Rygtet om Verners Tilfangetagelse og Ophold i Bjergene havde spredt sig til alle Skandinaver og vakt ikke alene disses Interesse og Opmærksomhed, men ogsaa begyndt at gjøre en vis Sensation hos Franskmændene, der endnu ikke havde faaet den mindste Efterretning om den unge Lieutenant af Occupationskorpset, der paa en endnu mere hemmelighedsfuld Maade var forsvundet siden den første Mai.
   Obelisken paa Piazza del Popolo, var derfor Gjenstand for en større Valfart næste Aften, da man ventede Verners Tilbagekomst. Man havde besluttet derfra i Triumph at føre ham til Falcone, for at han efter et lucullisk Aftensmaaltid, hvilket vi meente, at han maatte trænge til, kunde fortælle sine Eventyr. Vel gaves der adskillige Tvivlere, der meente, at han ogsaa denne Gang vilde skuffe vore Forventninger, men ikke destomindre havde den gamle Obelisk fra Heliopolis aldrig seet ned paa saa mange Skandinaver som hiin mindeværdige Aften.
   Ventetid er altid lang, men dobbelt, naar der staaer noget Alvorligt paa Spil. Snese Gange foer En af os op, udpegende en eller anden fjern Skikkelse, som for det skuffede Syn tog sig ud som Verner, og Snese Gange vendte vi da mismodige tilbage til vor Plads. Mørket begyndte at falde paa, Klokken nærmede sig Ti, og Gensdarmerne gjorde allerede Mine til at lukke Porta del Popolo; men endnu var Verner ikke kommet. Veien til Ponte Molle indhylledes mere og mere i Skygge, Fodgængerne blev sjeldnere og sjeldnere, og kun langt ude øinede vi en enlig Abbate komme ridende paa et Æsel, iført sin korte Kjole og bredt opkrampede Hat. Ligesom Porten skulde lukkes, saae vi Abbaten nærme sig og velsignende udstrække de tre Fingre. Gensdarmerne gjorde ærbødigt Plads, bøiede Hovedet for det hellige Tegn og lukkede en af Portfløiene høiere op, for at den ærværdige Pater uhindret kunde komme igjennem.
   Han red tværs over Pladsen og styrede Coursen lige imod Obelisken: men neppe havde han nærmet sig denne paa et Par Favnes Afstand, før vi saae ham springe af paa en høist upræstelig Maade, kyle sin trekantede Hat midt ind imellem os, og styrte sig i Armene paa Aabye, der af Bevægelse ikke kunde fremføre et Ord. Vi stod Alle forstenede af Forbauselse, og kom først til os selv igjen ved at høre Bjørcks humoristiske Stemme, der udbrød:
   »Det var for Tusan! Det måste jag ovilkorligen säga!«
   »De kommer jo tilbage som Ridder Kalv,« sagde den Gamle, da den første Overraskelse havde sat sig, »naar jeg undtager, at De har et Dyr mindre med Dem. Har De mødt Sancho Pansa i Campagnen og taget hans Æsel fra ham?«
   »Nei,« svarede Verner smilende, »jeg har jo selv paa en Maade spillet Don Quixotes Rolle, og har jeg ikke havt nogen Sancho Pansa, saa har jeg i det Mindste faaet Mage til hans Ganger, og det er altid eet Udbytte af Touren.«
   »Herren ser inte, ta' mig Tusan, så mycket illa ut af en man, som har fallit mellem röfvare!« sagde Bjørck. »Hvad tycker herren om en sup och en smörgås?«
   »Tak,« sagde Verner, »jeg trænger ikke til Noget. Lad blot den Dreng tage mit Æsel og føre det hen til Vetturinen Domani i Rippetta. Jeg har lovet Munken i Klostret, at det skal kunne afhentes der.«
   »Naa, saa Du har været i Kloster?« spurgte Aabye. »Det kunde Du gjerne have skrevet til os. Vi troede ellers, Du havde tilbragt Tiden blandt Briganterne.«
   »Det har jeg ogsaa,« svarede Verner tørt.
   »Men saa fortæl dog, Menneske!« raabte Aabye. »Vi have her gaaet i en Dødsens Angst for Dig, og saa kommer Du ridende, som om Du havde gjort en Tour til Monte Cavo eller Nemi. Hvad Pokker er det for en Dragt Du bærer? Du er da ikke blevet catholsk under Dit Ophold derude?«
   »Jo,« svarede Verner leende, »for Øieblikket er jeg Abbate. Igaar var jeg Røver og Catholik, og iforgaars Maler, skjøndt jeg gik ud som Reservechirurg ved Almindelig Hospital. Det er en reen Comedie, jeg har været med til, men aldrig har jeg troet, at Tiden kunde bringe saadanne Omskiftelser. Forresten mærker jeg, at Præstekutten er den sikkreste Dragt i Rom. Jeg har paa hele Veien kun talt Fingersprog og ovenikjøbet kun med tre Fingre; men overalt er jeg bleven modtaget med den dybeste Ærbødighed.«
   »Hør nu!« sagde den Gamle. »Lad os være enige om, at De er sluppet forbandet heldigt fra en dum Streg; men til Straf for denne, kommer De ikke af Pletten, før De har fortalt os Alt, hvad der er hændet Dem som Landstryger. Vi have nu ventet Dem her adskillige Aftener, og De har bragt det dertil, at endogsaa jeg har maattet fortælle en lang Historie for at faae Tiden til at gaae. Det er altsaa ikke mere end billigt, at De giver Deres til Gjengjeld. Efter hvad De alt har sagt, synes den jo at være lovende. De er jo Dagens Helt, og jeg gjør Dem nu til Ridder af Løven. Tænd Dem en Cigar, og sæt Dem op paa dens Ryg, saa skulle vi af Hensyn til Dragten være andægtige Tilhørere.«
   Med disse Ord klappede den Gamle Verner paa Skulderen. Igjennem hans haarde Træk kunde man tydeligt læse den Tilfredsstillelse, som han følte over, at Alt var gaaet saa vel.
   Verner trykkede hans Haand, kiltede sin Kappe op, satte sig paa Løven og begyndte sin Fortælling, paa følgende Maade:
   »Jeg behøver neppe at minde Dem, mine Herrer, om den Ordstrid, der opstod mellem Berthelsen og mig paa Valborgs-Aftenen, da vi kom fra Falcone. Det var Montefiascone'ns Aander, som spøgte i min Hjerne, rimeligviis en Straf, fordi jeg havde forraadt dens Hemmelighed. Det var vistnok ogsaa disse, der fik mig til at prøve, hvad jeg dengang ikke antog for noget Vovestykke, men hvad jeg nu - det bekjender jeg oprigtigt - ikke vil gjøre anden Gang.
   Den Aften forekom det Hele mig kun at være en Leeg. Maanen skinnede saa klart, Veien laae saa fredelig med sine hvide Vignemure, Pinierne og Cypresserne tegnede sig saa skarpt mod den mørkeblaae Himmel, at jeg over Aftenens Stilhed ganske glemte den Frygt, man havde bestræbt sig for at indgyde mig. Der hændte mig heller Intet paa Udveien til Ponte Molle. Jeg saae ikke et Menneske, og det eneste levende Væsen, jeg mødte, var et Æselsføl, som havde revet sig løs, og som i kaade Spring og med de latterligste Fagter satte afsted, hvergang jeg nærmede mig det. Da jeg naaede Ponte Molle, var man ifærd med at begive sig til Ro. I den endnu aabne Skjenkestue stod nogle Bønder og spillede morra. Et Par Opvartere gabede i Krogene, og en rødblisset Kat snurrede velbehageligt ved den halvt udslukte Ild. Jeg forlangte en Fogliette Viin og bad om at tale med Værten. Han kom ned, og medens jeg passiarede med ham, spurgte jeg ham, om han vilde give mig en Attest for, at jeg havde været hos ham.«
   »Tak!« sagde den Gamle. »Man kan mærke, at De er en ægte Kjøbenhavner. Der er Intet, Romerne have saa megen Respect for, som Attester, Vidneførsel og hvad alt det Kram nu hedder. De er bleven antaget for en Spion.«
   »Ja, det kan gjerne være,« svarede Verner. »Værten saae rigtignok noget betænkelig ud, og medens den ene af Opvarterne løb efter Pen og Blæk, forlod Bønderne Stuen og - -«
   »Gik bort for at melde det til en af Schiavones Poster,« fortsatte den Gamle. »Gud frie os, hvor de Danske ere naive, naar de komme til Italien! - De kan gjerne beholde Deres Attest hos Dem selv! Tabt har De alligevel.«
   Verner stak Papiret til sig og vedblev: »Jeg havde selv en Slags Mistanke om noget Lignende som det, De der siger. Heller ikke vil jeg negte, at det Griin, hvormed Værten lukkede Døren i for mig til Afsked, havde noget endnu mere Mistænkeligt. Det var derfor ikke uden en vis Tilfredsstillelse, at jeg saae en pavelig Gensdarm, som stod omtrent midt paa Ponte Molle og dybsindigt spyttede ned i Tiberen.«
   »Naa, og saa gav De Dem i Kløerne paa ham?« spurgte den Gamle ironisk. »Jeg har s'gu aldrig hørt Mage! Betroe sig til en pavelig Gensdarm Klokken Tolv om Natten, det hører der, min Sjæl, Barnesind til.«
   »Naar De kjender Historien,« sagde Verner stødt, »saa kan jeg spare mig min Uleilighed. De kan fortælle Resten.«
   »Naa, godt Ord igjen,« svarede den Gamle. »Jeg skal nok være stille. Det er blot nogle romerske Hjertesuk, som jeg ikke kan dye mig for. Mine kjære Landsmænd ærgre mig altid i Begyndelsen. De troe at kunne gjøre hernede, hvad de ville. Bliv kun ved!«
   Verner nikkede ironisk til den Gamle og vedblev derpaa: »Jeg fulgtes altsaa med Gensdarmen, saaledes som vor gamle Fører alt har gjettet. Det var en høi, prægtig Karl med et stort, sort Mundskjæg, meget beleven i sit Væsen og sine Manerer. Da vi omtrent havde tilbagelagt en Fjerdedeel af Veien, bøiede han tilhøire ad en lille Gangsti, der øiensynligt førte ned mod Tiberen. Jeg gjorde nogle Indvendinger; men hans Bemærkning om, at han havde en Melding at bringe til den næste Station, forekom mig saa naturlig, at jeg fulgte ham uden videre Mistanke. Veien gik et lille Stykke mellem Viinhaver med levende Hegn paa begge Sider; men da vi kom ned til Floden, syntes den efterhaanden at tabe sig mere og mere og endte til Slutningen i en Slags Rydde- eller Losseplads, hvor ingen Bygning var at see, hvorimod jeg øinede en større Baad, der laae halvt optrukken paa Flodbredden. Nu begyndte jeg at ane Uraad og tænkte allerede paa at trække mig tilbage, da jeg i det Samme hørte min Ledsager udstøde en Lyd, der meget lignede de Toner, som Minerva-Uglerne hver Aften lade høre fra Trinità de' Monti, og i samme Øieblik hørte jeg det rasle i Hegnet bagved. Inden jeg fik Tid til at see mig om eller blot gjøre en Bevægelse, følte jeg mig grebet bagfra, kastet til Jorden, kneblet og bagbundet - Alt i en Haandevending. Et Par Karle i lasede, luvslidte Klæder bar mig hen til Baaden og kastede mig ned i den, som om jeg var en Sæk. Gensdarmen kylede en Rørmaatte hen over mig og hjalp selv med til at skyde Baaden ud i Vandet. Det Sidste jeg hørte, var hans spottende: »Felicissima notte Eccellenza! Buon'viaggio!« - og afsted fore vi med Strømmen.
   Det første Qvarteer kunde jeg hverken sandse eller samle paa Grund af det Stød, jeg havde faaet. Jeg følte kun, at Rebene snærede mine Ankler og Haandled, og at Kneblen, tilligemed den halvmugne Maatte, der var kastet over mit Ansigt, var nær ved at kvæle mig. Mit Hoved smertede stærkt, og da jeg laae paa Ryggen over Spanterne i Bunden af Baaden, havde jeg snart en Følelse, som om jeg blev radbrækket. Jeg gjorde en utaalmodig Bevægelse; Maatten blev trukken bort, og en Stemme hviskede til mig: »Zitto, Signore!«
   Jeg saae op og fik Øie paa en høi, slank Karl, klædt ganske som Hyrderne i Campagnen, med Lædergamascher, spidspullet Hat, bruun Trøie og den fordømte lange Flint over Skuldren. Da han bøiede sig ned over mig, saae jeg, at han havde et ganske smukt Ansigt og syntes temmelig ung.
   »Kom herhen, Pietro, og hjælp mig at styre!« hørte jeg en raa Stemme udbryde fra Agterenden af Baaden. »Strømmen løber haardt under Bropillerne.«
   Paa Grund af Mørket kunde jeg neppe skjelne den Anden, der syntes at styre Baaden med en Aare, som var udlagt fra Agterenden, dog forekom han mig mindre, og plumpere bygget. Der blev paany en dyb Stilhed, medens vi fore afsted med Strømmen. Over mig havde jeg den sorteblaae, skyfrie Nattehimmel. Carlsvognen skinnede svagt lige over mit Hoved, og tilhøire, temmelig lavt over Horizonten, stod Orions Billede i al sin straalende Skjønhed. Af og til gik vi under en Bro, men Farten var saa rivende, at jeg ikke kunde bestemme, hvilken det var. Da vi gik med Strømmen, maatte Jernbanebroen være den sidste, og kort efter saae jeg ogsaa dens Jern-Bjælker svæve over mit Hoved og forsvinde med det Samme. Efter min Beregning kunde Klokken omtrent være Tolv, og med den Fart, vi havde, maatte vi i Løbet af Natten naae Ostia, dersom dette var Reisens Maal. Jeg begyndte at fryse, Natteluften blev skarpere, alt som vi kom ud i Campagnen, og Bundvandet i Baaden begyndte at trænge igjennem mine Klæder. Jeg gjorde et Forsøg paa at reise mig op; men neppe havde jeg forsøgt denne Bevægelse, førend jeg hørte den samme raa Stemme udbryde: »Lig stille, Din Hund, eller Du faaer en Kugle igjennem Hovedet!«
   Uvilkaarligt dukkede jeg mig ned, og hørte den Første sige:
   »Lad mig tage Kneblen bort, Bambino! Det er jo et christent Menneske.«
   »Han! Han er en Kjætter,« svarede den Anden, »og Kjætterne ere ikke Christne. De er værre end Jøderne; thi de korsfæstede kun Christus. Men Kjætterne have sat sig op mod den hellige Fader selv, og blive forbandede hver Paaskedag fra S. Pietro - det har jeg selv hørt.«
   Den Anden svarede Intet, og Baaden vedblev at holde sin Cours ned ad Tiberen. Smerterne i mine Hænder og Fødder begyndte at blive aldeles utaalelige, og den fugtige Kulde stivnede mig efterhaanden saaledes, at jeg næsten ikke var istand til at røre mig. Jeg lukkede Øinene, befalede mig Gud i Vold og opbød al min Taalmodighed for at udholde Smerterne. Pludseligt fik Baaden et stærkt Stød, der fik den til at gire i alle Sammenføininger. Vi vare løbne paa en Steen, en Pæl eller noget Lignende - det kunde jeg høre paa Raabene - og Baaden begyndte temmelig hurtigt at fyldes med Vand. Den ene af Briganterne, som jeg havde hørt benævne ved Navnet Bambino, foer hen til mig i den Hensigt, som jeg troede, at løse mine Baand; men istedetfor snappede han min graae Pariserhat, dreiede den sammen til en Visk og forsøgte at stoppe Lækken dermed. Jeg laae nu ganske oversvømmet af Vandet, der begyndte at naae mit Ansigt, og maatte paany hæve Hovedet iveiret for ikke at drukne.
   »Lad os sætte Baaden paa Land, Bambino!« hørte jeg Pietro sige. »Dette kan ikke gaae længere; der er flere Steen længere nede.«
   »Accidente!« raabte den Anden. »Vi have endnu to Miglier tilbage.«
   Paany fore vi afsted i en Tid, der forekom mig en Evighed. Vandet vedblev at sive ind i Baaden. Pludseligt fik den et nyt Stød og dreiede af med et huult Brag. Vandet skyllede ved Tilbageslaget heftigt over mig, og det var neppe sandsynligt, at Baaden efter dette nye Stød ret længe kunde holde sig oven Vande. Et Øieblik efter følte jeg den skure mod Grunden. Begge Briganterne sprang ud, for at trække den iland, Vandet strømmede paany henover mig, og jeg tabte Bevidstheden.
   Da jeg atter kom til mig selv igjen, laae jeg paa et Leie af de haarde, romerske Rør, og et sammenrullet Faareskind var stukket ind under mit Hoved. Jeg var bleven befriet for Kneblen, og Rebene, der bandt mine Fødder, vare løsnede. Foran mig stod Pietro, lænende sig til sin lange Flint og betragtende mig opmærksomt. Omkring mig havde jeg nogle øde, nedfaldne Mure, saa rigeligt begroede med Vedbend og Figen, at jeg ikke kunde skjelne, om det var Resterne af et antikt Tempel eller Murene af en af Middelalderens Borge, der omgav mig. Gjennem en enkelt Gjennembrydning i Muren kunde jeg see ud i Horizonten. Det begyndte at dages, og jeg antog, at Klokken maatte være henimod Tre.
   Ved den første Bevægelse, som jeg efter min Opvaagnen gjorde, dreiede den unge Brigant Hovedet bort, som om han skammede sig over at have iagttaget mig saa skarpt under min bevidstløse Tilstand. Jeg forsøgte paany at reise mig op, men Smerten i min Ryg og mine Lænder afpressede mig uvilkaarligt en Stønnen. Han gjorde et Skridt henimod mig, bøiede sig over mig og sagde med et medfølende Udtryk i sin Stemme:
   »Vi have behandlet Dem haardt, Eccellenza; men Ordrene ere strenge.«
   »Hvor er jeg?« spurgte jeg.
   »I Campagnen,« svarede han kort og vendte atter tilbage til sin Post.
   Der opstod en længere Pause, i hvilken jeg havde Tid nok til at betragte min Bevogter. Det var en kraftig, høi og rank Skikkelse, med Lemmer, som trods deres Styrke, dog vare lette og smidige i enhver af deres Bevægelser. Hans Ansigt var ædelt og veldannet, ganske af den romerske Type, og i hans mørke, spillende Øine var der et Udtryk af Intelligens, parret med en Godmodighed, som i høi Grad tiltalte mig. Han stod paany ubevægelig, som en Soldat paa sin Post, medens jeg grundede paa et eller andet Middel, hvormed jeg kunde sætte mig i Forbindelse med ham. Det faldt mig ind, at det vist maatte være ham, der havde givet mig Faareskindet til Hovedpude, og jeg spurgte ham derom. Han bejaede det og spurgte mig, om der ellers var Noget, hvortil jeg trængte. Jeg bad ham om at skaffe mig Noget at drikke, men han rystede paa Hovedet og sagde:
   »Det er umuligt, Eccellenza! Her er kun Svovlvand - Kilderne ere en Miglie borte.«
   Lidt efter forsvandt han gjennem Aabningen i Muren, og da han kom tilbage, medbragte han en sex til otte Stengler af den saftfulde, vilde Finocchie, der er saa almindelig i Campagnen. Derpaa trak han ganske roligt sin lange, romerske Kniv frem, snittede Bladene fra og skar et Stykke ud, som han stak mig i Munden. Han smilede ad mine keitede Bevægelser, da jeg maatte tygge Stykket uden at kunne bruge Hænderne, og sagde efter et Øiebliks Betænkning:
   »Vent lidt, Eccellenza, saa skal jeg løse Deres Baand.«
   Medens han syslede hermed, faldt et lille Billede ud af hans Trøie, et daarligt, lille Træsnit, rimeligviis skaaret ud af en eller anden Billedbog og klistret paa et lige saa slet Stykke Pap. Det var Garibaldi, Manden fra Lago maggiore, Caprera og Asperomonte.
   Jeg greb Billedet, rakte ham det og sagde ikke uden en vis Bitterhed:
   »Det er nok et Billede af Frants den Anden, som De der har?«
   Han saae et Øieblik forskende paa mig og sagde stolt, idet han stak Billedet til sig:
   »Hele Verden kjender il liberatore!«
   Det var øiensynligt, at jeg havde berørt en smertelig Streng i hans Indre, og jeg sagde koldt:
   »Jeg havde ikke troet at finde Befrierens Billede hos den, der bagbinder Fremmede.«
   Hans broncefarvede Ansigt dækkedes af en mørk Rødme og han sænkede Blikket, idet han svarede:
   »Jeg var imellem dem, der gik iland paa Sicilien og styrtede Bourbonerne - jeg har tjent under Garibaldi.«
   »Og nu tjener De Frants den Anden, under Schiavone? Det er en Forandring.«
   Han rødmede endnu dybere end før, men kastede dog stolt Hovedet tilbage og svarede:
   »Jeg tjener ham ikke med Hjertet - jeg er blevet tvunget til at følge med Briganterne.«
   »Og hvorfor forlader De dem ikke?« spurgte jeg. »De kan jo flygte over Grændsen.«
   »Fordi jeg kunde blive skudt,« svarede han. »Jeg har en gammel Moder i Velletri.«
   Han trak sig noget tilbage, som om han ikke ønskede at fortsætte en Samtale, der øiensynligt generede ham. - Jeg satte mig overende og fremtog min Forbindtaske for at finde noget Charpie til at lægge paa et Saar, som Rebet havde gnavet i mit ene Haandled, og som smertede mig meget. Han iagttog nøie alle mine Bevægelser, traadte paany hen til mig og sagde med synlig Overraskelse:
   »De er Læge?«
   »Ja,« svarede jeg.
   »Fra hvilket Land?« spurgte han paany.
   »Fra et Land, De ikke kjender,« svarede jeg. »Fra et Land høit oppe imod Nord, fra Danimarca.«
   »O, jeg kjender Danimarca meget godt,« sagde han livligt. »Signor Alberto var derfra. Signor Ernesto var dansk, og Signore Federigo var det ogsaa.«
   At han ved det første af disse Navne maatte mene Thorvaldsen, var mig temmelig klart. Derimod kunde jeg ikke saa lige fatte, hvad han meente med de andre, og spurgte ham derom.
   »Kjender De ikke Signor Ernesto?« spurgte han forundret. »Han tegnede saa smukke Billeder, og hver Sommer boede han hos Vannutellis i Gennazzano. Min Moder boede dengang ogsaa der. Han har tegnet et Billede af min Fader ganske saaledes, som han saae ud, dengang han levede. Han kunde gjøe ligesom en Hund. Kjender De ham saa ikke?«
   Jeg maatte uvilkaarlig smile over dette naive Kjendemærke, men ikke destomindre gik det op for mig, at han ved denne Beskrivelse maatte mene den afdøde Ernst Meyer, der hver Sommer laae i Sabinerbjergene, i den lille Bjergby Gennazzano, som dengang var temmelig ubekjendt, men nu næsten hver Sommer besøges af danske Kunstnere. Jeg forklarede Pietro, hvor godt jeg kjendte Signor Ernesto, og spurgte ham dernæst, hvem da Signore Federigo var, thi her stod min Forstand ganske stille.
   »Signore Federigo?« spurgte han forundret. »Har De ikke kjendt ham? Han var Læge ligesom De. Han boede bestandigt hos Signor Ernesto, og reddede min Moders Liv, dengang hun skulde føde mig og ikke kunde forløses. - Alle Danske ere meget gode Mennesker,« tilføiede han.
   Jeg søgte at forklare ham, at vi hjemme hos os bestandigt betegnede Personerne med deres Efternavne, og at Fornavnet alene ikke kunde slaae til. Han kunde imidlertid ikke gaae ind herpaa og var meget forbauset over, at jeg hverken kjendte Signore Federigo eller alt det Gode, som denne havde gjort i hans Fødeby.
   Der opstod en længere Taushed, i hvilken Pietro syntes at kæmpe med en Beslutning, han havde taget. Jeg lagde Mærke til, at han paany betragtede mig skarpt og ligesom studerede mit Ansigt, naar han troede at kunne gjøre dette ubemærket. Af og til stirrede han opmærksomt ud over Campagnen, som om han frygtede for at blive overrumplet af en eller anden uventet Fjende.
   Morgenskyerne, der længe havde dæmret halvbelyste i Øst, farvedes nu mere og mere røde, og den første Stribe af den opgaaende Sol begyndte at vise sig i Horizonten. Pludseligt traadte Pietro, der hidtil havde vandret frem og tilbage, lige hen imod mig og sagde med en særegen Betoning:

Vilhelm Bergsøe Homepage