V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 540-548

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 540-548

   [s540] »Ak, Harriet,« hørte jeg ham sige, »Du veed ikke, hvor jeg i dette Øieblik føler mig lykkelig! Det forekommer mig, at Alt, hvad jeg i de tunge Aar har kæmpet og lidt, er for Intet at regne mod de Dages Lidelser, der fulgte efter den Dag, da jeg første Gang mødte Dig ved Albanersøen. Jeg kjendte Dig strax, øieblikkeligt, som ved et Lynglimt; men hvor pinligt var det mig ikke at modtage dette høflige Smiil, denne formelle Indbydelse til det store Selskab, der omgav Dig, at besee den Plet, som for mig havde været et lukket Paradiis. Ak, hvor angst og usikker var jeg ikke i hvert Ord, jeg henvendte til Dig - angst for, at Du ikke kunde tilgive mig, usikker i Haabet om Din Kjærlighed og kun sikker i den Bevidsthed, at jeg gik en ny Tid, fuld af skuffende Kvaler, imøde. Da jeg gik, og Du høfligt hilste mig til Afsked med det forunderlige, formelle Smiil, som jeg aldrig har seet hos Dig før, da var jeg saa sønderrevet og saa fortvivlet, at det blotte Syn af et Menneske var mig til Lede. Jeg havde kunnet knuge Jorden sammen som en Bold og kastet den bort i det uhyre Verdensrum, dersom jeg havde havt Magt dertil.«
   »Daare, som Du er!« svarede Fyrstinden, idet hun blidt lagde sin Haand paa hans Skulder og lænede sit Hoved til den. »Hvilket andet Vaaben har en værgeløs Kvinde, der er kastet ud i den store Verden, naar hun ikke maa bruge Formen som Skjold? Formen er det Dække, der dølger vore Lidelser for en Verden, som kun vilde benytte dem som Stof til en Conversation. Formen er det Brystværn, bag hvilket vi forskanse os mod Angreb, der, skjøndt de bære hele den ydre Anstands Præg, dog kun ere Yttringer af den forfinede Vellysts Raahed. Formen er den Maske, hvormed vi tildække de sande og inderlige Følelser, hvorom den os omgivende Verden kun vilde tale som en chose de plaisanterie - men gjennem denne Formens Maske, der tilslører og indhyller Alt, trænger dog Blikket frem, og havde Du hiin Dag, Henry, istedetfor at agte paa mit Smiil, opfanget det Blik, som jeg sendte Dig til Afsked, da havde Du sparet Dig mange Dages Uro og Bekymring. Du siger, Du har tænkt paa mig, Henry? O, Du veed ikke, hvorledes en Kvinde kan tænke paa en Mand! Han tænker maaskee paa hende i Ny og Næ, i de ledige Øieblikke; hun derimod tænker paa ham, som et Barn tænker paa sin Moder - det er ikke roligt, dets Øie er ikke frit for Graad, før det seer hende igjen.«
   Verner greb hendes Haand og bøiede sig over hende for at løsgjøre den brede Knipling paa hendes Mantille, der havde indviklet sig i de skarpe Torne paa de store Figencactussers Blade. Pludseligt foer han tilbage med et forundret Udraab, der fik hende til at vende Hovedet om imod ham.
   »Hvad er det?« spurgte hun. »Saarede de skarpe Torne Dig? Bløder Du? Kom, saa vil jeg forbinde Dig, som jeg gjorde hiin Aften, da Du ikke havde Mod til at aabne Dit Hjerte for mig. Ak, havde Du blot gjort det, Henry, da havde Meget været anderledes. Jeg havde tilgivet Dig; det burde Du have anet. Jeg havde aldrig ophørt med at elske Dig; det burde Du have vidst, og Du burde have kuet den Stolthed, der krympede sig ved at modtage en Kvindes Tilgivelse.«
   »Nei, ved Gud, Harriet, saaledes var det ikke meent!« raabte han lidenskabeligt. »Jeg frygtede for at miste Dig heelt. Ak, jeg anede ikke, at Du under Din Landflygtighed bevarede saa meget som mit Navn, dette Navn, som jeg her finder indskrevet.«
   »Og Du aner ikke,« svarede hun, idet hun lagde sin Kind til hans, »at disse stive, tornede Planter, som kun ere Form, dog ere de Eneste, til hvem jeg har betroet min Hemmelighed. Se paa deres Blade, og Du vil ikke finde et eneste, hvorpaa Dit Navn ikke er indridset! Som underlige, kolde Spøgelser stod de her den første Aften, da min Fod betraadte disse Gange; jeg var næsten bange for dem, naar jeg i Skumringen vandrede dem forbi. Det forekom mig, at de lignede sære, forstenede Kjæmper fra en svunden Tid. Men lidt efter lidt lærte jeg dem at kjende. De bære her i Italien Bud mellem Elskende, og hver Morgen, naar jeg alene vandrede til denne Plet, ridsede jeg med min Naal Dit Navn i den grønne Bark, for at det kunde voxe sammen med Planten og tale til Dig, dersom jeg skulde være død, naar Du engang kom til det Sted, hvor jeg havde levet.«
   »Ak, Harriet,« sagde han smerteligt, »hvorfor lod Du mig i den lange Tid slet Intet vide? Hvorfor udspredte Du Rygtet om Din Død, saa at ethvert Haab slukkedes for mig?«
   »Hvad skulde jeg lade Dig vide?« svarede hun veemodig. »At jeg var solgt, givet hen til en Mand, som jeg foragtede og afskyede, og som dog Ingen kunde løse mig fra - kunde det bringe Dig nogen Trøst? Ikke har jeg udbredt Rygtet om min Død, men han, som for at hævne sig, piinte og forfulgte mig, fordi han vidste, at jeg havde Elskede i Hjemmet. Dog bar hansonde Gjerning en god Frugt. Den bragte mig min Søster herned, og med hende ligesom et frisk Pust deroppe fra Danmark, uden hvilket jeg ikke troer, at jeg havde gjennemlevet det sidste Aar.«
   »Og med hende Leon de Ville, og med ham mig. Velsignet være den Aften, da jeg fattede det ubesindige Forsæt at vove mig ud i Campagnen! Uden dette havde jeg maaskee neppe gjenfundet Dig.«
   »Ak, tal ikke derom,« sagde hun gysende. »Jeg kan ikke taale at tænke derpaa. Vel vidste jeg, at Fyrsten var ond, lav og hævngjerrig; men at han med roligt Overlæg kunde lade et Menneske vansmægte i den forsmædeligste Død - nei, det havde jeg ikke troet om ham. En enkelt Gang tænkte jeg, at jeg maaskee bedømte ham for strengt, og at der muligt var en eller anden lys Side hos ham; men nu er selv Tanken herom udslukket. Som han har piint, plaget og forfulgt mig, saaledes foragter jeg ham nu i Alt, selv i hans Minde, og jeg velsigner den Dag, som drog Dødens Gitter imellem os.«
   »Jeg forstaaer ikke,« spurgte Verner efter et Ophold, »hvorledes det var muligt, at han kunde vinde nogen Magt over Dig, og hvorledes Din Fader kunde tillade, at Du ægtede en Mand, der var værre end den Bandit, som skilte ham ved Livet.«
   »Ak, Henry,« svarede hun smerteligt, »hvorledes kan Du, selv om det tusinde Gange var blevet Dig fortalt, troe, at han har havt nogen Magt over mig. Aldrig har han formaaet at aftvinge mig selv det svageste Kjærtegn. Jeg var hans Slavinde - han havde jo betalt mig - skjøndt jeg derved ikke friede min Stedfader fra den sørgelige Skjæbne, der endte hans Liv. Da min Ægtefælle mærkede, at denne Slavinde saa lidet lystrede ham, at hun paa en vis Maade blev hans Beherskerinde, fængslede han mig til denne Villa, hvor jeg var meest fri og lykkelig i de Timer, hvori han var borte. Ak, Henry, anede Du de rædselsfulde Optrin, der have fundet Sted imellem os, da vilde Du i Sandhed forundres over, at jeg havde saa meget Mod, efter først eengang at være blevet bundet.«
   »Harriet,« sagde Verner, »langt mere end Tabet af Dig har den Tanke piint mig, at Du var bundet til den Mand, som jeg mindst i Verden vilde see Dig givet hen til. Jeg forstaaer ikke, med hvilket Tryllemiddel Du har vidst at betvinge en Natur, der i sin Slethed ikke veeg tilbage for Noget i Verden.«
   »Det er sørgeligt at sige,« svarede hun; »men kun ved hans egen Slethed holdt jeg ham bundet. Du veed, at han alt førend vor Afreise fra Danmark havde indviklet min Stedfader i et vidtløftigt Foretagende, der allerede dengang stod paa Nippet til at briste. For at redde, hvad der var muligt at redde, drog vi herned. Jeg blev da det ulykkelige Offer, som han betingede sig for at frelse min Stedfaders Navn og Rygte. Jeg husker neppe de Dage mere; de staae ligesom et tomt Rum i min Tilværelse. Jeg blev bestormet med Bønner, Formaninger og Trudsler; jeg vidste neppe mere det Sted, hvor jeg kunde søge hen for at finde Hvile og Ro. Tabet af Dig og den Mistro, man havde indgivet mig til Dig, satte mig i en Tilstand af Sløvhed og Ligegyldighed, hvori jeg lod mine Omgivelser handle, som de vilde. Kun da Milanos Klokker ringede til min Brudefærd, var der et Øieblik, hvor jeg kunde være sprungen ud ad Vinduet for at knuse mig mod Steenbroen - jeg havde ikke Mod dertil, og Veien gik til Kirken. Men ved Alteret svoer jeg, hellere at lade mig dræbe end give efter for det mindste af hans Ønsker. Jeg var fast bestemt paa, dersom han tvang mig ogsaa dertil, da at berede ham et Liv saa pinefuldt, at han ikke skulde kunne holde det ud. O, jeg kjender intet mere Uværdigt for en Mand, intet mere Hadefuldt, mere Udslukkende enhver Gnist af Kjærligheden, end det, at ville tvinge en Kvinde!«
   »Hvad skete da, Harriet?« spurgte Verner, idet han drog hendes Hænder til sig, med hvilke hun i sin Bevægelse havde tildækket sit Ansigt.
   »Da vi kom hjem,« hviskede hun sagte, »kom der pludseligt Efterretning om, at hele Foretagendet var mislykket, og at min Stedfader var ruineret, medens han kun havde lidt et ubetydeligt Tab. Der opstod en forfærdelig Scene imellem dem, som endte med, at d'Acorda befalede mig at følge med sig. Jeg afslog det bestemt, da min Stedfader, som en Følge af sin Sindsbevægelse havde faaet et Anfald af den Sygdom, hvoraf hans Liv flere Gange havde været truet. Han var pludseligt ganske som forandret. Kun jeg maatte vaage ved hans Seng, thi Moder var saa angreben af de sidste Dages Begivenheder, at hun ikke kunde gjøre det. Du veed ikke, hvor han den Nat angrede, hvad han havde gjort imod mig. Han kaldte d'Acorda en Skurk og Bedrager, forklarede mig hele Sagens Sammenhæng, og gav mig Papirer ihænde, ved hvilket det blev mere end klart, at d'Acorda virkeligt var det. Det er kun ved disse, at jeg har kunnet styre hans Tøilesløshed, da jeg fuldstændigt blev overgivet til ham. Henimod Morgenen indtraf min Stedfaders Død. Moders paafulgte otte Dage efter, og min Tante, der var taget ned for at pleie hende, og med hvem jeg aldrig har staaet paa nogen god Fod, tog Clara tilbage med sig til Danmark og overlod mig til min Skjæbne.«
   »Hvor Du har staaet ene og forladt!« udbrød Verner og omfavnede hende.
   »Men Du da?« spurgte hun. »Har Du da været det mindre?«
   »Du veed det!« raabte Verner, idet han sprang op. »Hvo har kunnet fortælle Dig det?«
   »Ak, Henry,« svarede hun sørgmodig, »troer Du, at jeg kunde leve uden at have Kundskab om Dig? Har Du glemt Din eneste Ven, den Eneste, der i Sandhed vilde Dig vel? Har Du glemt Frederik From?«
   »From!« gjentog Verner forbauset. »Han reiste jo udenlands kort efter - -«
   »Ja, kort efter at Du var bleven saaret i Din Duel med Brandt,« sagde hun og bøiede sig over ham. »O, hvor kunde Du saa ubesindigt sætte et Liv paa Spil, der var mig saa dyrebart? Henry, jeg veed Alt: Duellen, Din paafølgende Sygdom, Din uhyre Nød - Alt har jeg erfaret gjennem From, som igjen stod i Forbindelse med den unge Læge, der saa ædelmodigt tog sig af Dig.«
   »Med Aabye!« raabte Verner, idet han forbauset foer op. - »O, Harriet, siig mig,« tilføiede han næsten hviskende, »var det Din usynlige Haand, der drog mig ud af Nøden? Var det Dig, der var min ubekjendte Velgjører, uden hvis Hjælp jeg aldrig havde reist mig igjen?«
   »Ak, tal ikke derom,« svarede hun sagte. »Min Landflygtighedstid er gaaet hen med at hjælpe dem, som vare syge og sorrigfulde. Kun paa den Maade turde jeg anvende det Guld, over hvilket der ellers vilde have hvilet Forbandelse.«
   »Harriet!« raabte han, idet han styrtede ned for hendes Fødder og greb Sømmen af hendes Kjole, som han førte til sine Læber. »Jeg forstaaer næppe Din Kjærlighed, som jeg saa lidet har fortjent. Jeg forstaaer ikke, at Du ikke paany forstøder mig. Ak, hvor langt var jeg fra at ane, at Din Kjærlighed fulgte mig i Nødens Dage? Jeg troede, at min ubekjendte Velgjører endnu var Sir Henry Vernon, der, forsonet med min Brøde, kort før sin Død havde forandret sine Bestemmelser med Hensyn til mig.«
   »Nei,« svarede hun og hævede ham op, »det var ikke ham. Jeg veed nu Alt. - Din Fader var en langt ædlere Mand en hiin lunefulde Englænder. Har Du været nedbøiet over Din Moder, Henry, da vil Du med dobbelt Ret kunne see op til ham, som hun svigtede, og som, næst Dig, er den Mand, jeg skatter høiest i Verden.«
   »O,« raabte han. »Du har lettet den sidste Steen fra mit Hjerte, og nu slaaer det frit og freidigt, som aldrig tilforn. Her er den Ring, som jeg engang trolovede Dig med, og som Du atter gav mig tilbage. Lad den paany snoe sig om Din Finger, og glem de tunge Dage, der ere henrundne, siden den voldte os Begge saamegen Sorg og Kummer.«
   »Nei, ikke den!« udbrød hun med en afværgende Haandbevægelse, der fik Ringen til at fare ud af hans Haand, saa at den sprang ned ad Jorden og klingrende slog imod Sarkophagen. »Ingen Mistroens og Mistillidens Slange skal længere skyde sig imellem os. Lad den ligge, Henry! O Gud, jeg hører Stemmer - kom, følg mig! Jeg vilde ikke for Alt i Verden, at Nogen saae os her.«
   De fjernede sig med hurtige Skridt, og neppe havde jeg faaet Tid til at smutte ud af mit ufrivillige Skjulested, før jeg saae Leon de Ville med det øvrige Selskab nærme sig fra den modsatte Side af Haven.
   »Nei, hvor De gjorde mig forskrækket!« udraabte Clara med et lille Skrig, da jeg traadte frem. »Den afskyelige Sarkophag! Jeg tør ikke gaae alene forbi den i Mørke, saa spøgelseagtig seer den ud. Finder De ikke, at den minder om Commandantens Statue i »Don Juan«?«
   »Jo, paafaldende,« svarede den Gamle med en let Grimace. »Navnlig naar man sætter en Rytterstatue ovenpaa. Dette her kan da kun gjælde for Fodstykket, min smukke Frøken.«
   »Hvor De er uforskammet!« udbrød Clara leende. »Jeg mener blot, at den bibringer mig den samme Stemning, som Statuen i »Don Juan«, og saa vil De, som er Kunstner, sætte en Rytterstatue ovenpaa og lade dette deilige Billede søndertrædes af Hestehove?«
   »Nei, min Salighed, om jeg vil! Ikke for Alt i Verden!« raabte den Gamle. - »De veed ikke, Frøken,« vedblev han, idet han standsede og paany betragtede den døende Psyche, »hvilket underligt Indtryk den Figur har gjort paa mig. Den har vakt en heel Række Ungdomsminder tillive hos mig. Jeg har kun kjendt Een, der har gjort Noget paa denne eiendommelige Maade, som den der; men han er forlængst død og borte. Nu havde jeg nok Lyst til at see Den, der saaledes har forstaaet at følge ham efter.«
   »Det kan De let komme til,« svarede Clara, idet hun vendte sig om og pegede op ad Gangen. »Der kommer Fra Ambrosio for at give min Søster Melding for idag. Nu kan De jo selv tale med ham.«
   Mit Blik fulgte den Retning, som den unge Pige betegnede, og frem igjennem Løvgangen saae jeg den Mand komme, som Verner alt havde omtalt, da han paa Piazza del Popolo fortalte os sine Eventyr i Campagnen. Jeg kom til at tænke paa Ridder Jernskæg, da jeg saae den athletiske Skikkelse skride frem i sin brune Kutte og med et Skæg, der syntes at lyse i Maaneglansen. Den simple, brune Kutte, en Rosenkrans af ufarvede Træperler og et Par grove Sandaler, opbundne med Hampesnore, udgjorde hele hans Klædedragt, og dog skred han frem med en Anstand og Sikkerhed, som om han istedetfor Tonsuren havde en Krone om sin Isse. Han hilste ikke, men gjorde Velsignelsens Tegn, da han gik forbi os, og nærmede sig Fyrstinden, der fulgt af Verner kom ham imøde ad den samme Vei, hun nylig havde forladt. Den Gamle betragtede ham med et gjennemborende Blik, idet han passerede ham forbi; men Fra Ambrosio syntes slet ikke at bemærke det, og afgav i faa, korte og tydelige Ord sin Beretning til Fyrstinden. Denne lyttede adspredt dertil, medens Verner gjorde Tegn til mig, at jeg skulde tage Ringen, der glimrede i Maaneskinnet ved Foden af Sarkophagen.
   Fra Ambrosio syntes forbauset over den talrige Forsamling, han forefandt, og hans klare, rolige Blik vandrede søgende fra det ene fremmede Ansigt til det andet. Fyrstinden bemærkede dette. Hun rev sig med en vis Tvang ud af de Drømmerier, hvori hun havde været hensunken, og presenterede os for Fra Ambrosio, En for En, idet hun rødmede stærkt, da hun nævnede det skjæbnesvangre Enrico Vernero, Dottore Danese. Fra Ambrosio lagde imidlertid ikke Mærke dertil. Klangen af et andet Navn syntes ganske at have lagt Beslag paa hans Opmærksomhed, og han stirrede ufravendt med et halvt spørgende, halvt tvivlende Blik paa den Gamle, hvis Øiekast vexelviis deelte sig mellem den lette, slumrende Psyche paa Sarkophagens Laag og den mægtige Kæmpeskikkelse, der i Maanens fulde Glans stod for ham.
   »Malm!« udbrød den Gamle pludseligt, idet han styrtede frem imod ham og greb begge hans Hænder. »Tal! er det Dig?«
   »Christian! Husker Du mig endnu?« raabte Fra Ambrosio og udbredte Armene.
   »Du lever!« raabte den Gamle med glad Stemme. »Du kjender mig atter! Jeg vidste, at Du maatte leve; thi kun Du, kun Du, har kunnet gjøre dette.«
   De to længe adskilte Venner styrtede i hinandens Arme. Den Gamle hulkede høit. Jeg havde ikke troet ham istand til en saa heftig Bevægelse. Spørgsmaal fulgte paa Spørgsmaal, uden at finde noget Svar. Fra Ambrosio var altfor bevæget dertil, og han havde i den lange Adskillelsens Tid næsten glemt det Sprog, hvori han og hans gjenfundne Ven i saa mange stille Timer havde ført deres fortrolige Samtaler.
   Da de første Stemningers Strøm havde lagt sig, greb den Gamle Fra Ambrosios Haand og førte ham hen til Sarkophagen.
   »Det er Din Psyche, Malm,« sagde han med blød Stemme. »Bedre og skjønnere end nogensinde før.«
   »Ja,« svarede Fra Ambrosio med sittrende Læber. »Jeg har lagt hende som Opstandelsens Tegn paa Støvets Gjemme. Først der ville vi samles.«
   »Samles?« udbrød den Gamle og greb med Heftighed hans Haand. »Du tænker da ikke paa at døe, Olaf? Du maa vende tilbage til Rom! Du kan endnu føre Din Meisel.«
   »Nei,« svarede Fra Ambrosio, idet han med et resigneret Blik betragtede den Gamles stærkt bevægede Træk. »Mit Liv har været en Forberedelse til Døden. Hvad jeg har udrettet, vil bestaae, skjøndt det ikke er hugget i Marmor. Jeg har begravet mig for Verden og vender aldrig mere tilbage!«
   Den Gamle foer med Haanden over Ansigtet og bøiede sit Hoved for at skjule sin Bevægelse. Hans Blik faldt paa Verners Ring. Han bukkede sig, tog den op og rakte den spørgende til Fra Ambrosio.
   »Christian!« raabte denne, idet hans mægtige Skikkelse ligesom sittrende sank sammen. »Hvem har givet Dig denne Ring? Hvor har Du faaet den fra? For Guds Skyld, tal!«
   Den Gamle stirrede med et forbauset Blik paa Fra Ambrosio, hvis hele Tankegang syntes omsluttet af dette magiske Tegn. Verner stod taus; han var liigbleg og lænede sig til det ene Hjørne af Sarkophagen.
   »Fra Ambrosio!« udbrød Fyrstinden bevæget og lagde sin Haand paa hans Skulder. »Følg med os. Vi ville tale sammen om en Sag, som kun jeg og Een til ere indviede i. Natten vil bringe den Klarhed, som saamange Dage ikke have formaaet at give.«

---------

   Nogle Dage efter, paa en deilig Sommeraften, vandrede Aabye og jeg op og ned i den kjølige Buegang, der omgiver Haven i Klostret S. Vito. Smaae, lave Døre førte ind til de forskjellige Celler; men hvergang vi kom forbi den, hvorpaa der var malet et Dødningehoved, fra hvilket en spraglet Sommerfugl hævede sig i Luften, standsede vi med spændte Miner og vandrede tilbage til Klostrets store, aabne Port, udenfor hvilken to af Fyrstindens Reisevogne holdt forspændte. Den ene var tom, i den anden sad Leon de Ville og Clara i livlig Samtale, medens Pietro i en Jægers straalende Liberie stod ved Vogndøren og skottede op til den smukke Marietta, der smilende sad paa Bukken. Pludseligt hørte vi Trin gjenlyde i den stille Buegang; det var Fyrstinden og Verner, der kom os imøde. Begge saae alvorlige ud, og bag efter dem fulgte vor gamle Fører med Fra Ambrosio ved Siden.
   »Tager han med?« spurgte Aabye deeltagende. Verner rystede paa Hovedet, men svarede ikke.
   Vi traadte ud af Portalen. Det rige, smilende Bjerglandskab laae udstrakt for vore Fødder, rødmende i den nedgaaende Sol, medens Maanen som en bleg, neppe synlig Halvring, stod høit paa den vestlige Himmel.
   Fyrstinden og Verner tog i stærk Bevægelse Plads paa den Vogn, der allerede bar Leon de Ville og hans unge Brud, medens Aabye, den Gamle og jeg satte os i den anden. Der stod endnu en Plads aaben. Den Gamle pegede paa den, medens han lænede sig over Vognens Karm og endnu engang trykkede Fra Ambrosio i Haanden.
   Denne gjorde en afværgende Bevægelse og hviskede med brudt Stemme: »Farvel, Christian! Farvel! Gud være med Eder Alle!«
   Endnu engang maatte han hen for at trykke Verners og Harriets Haand og give dem sin Velsignelse. Da knaldede Piskene, Pietro sprang op paa Tjenersædet, og ned ad gik det i rullende Fart forbi Vignier og Viinløv - de første Skridt imod Hjemmet. Men hvergang Veiens Slangelinie snoede sig saaledes, at vi endnu engang fik en Udsigt til Klostret, saae vi Fra Ambrosios høie Skikkelse stirre efter os med Armene korslagte over sit brede, mægtige Bryst. Først i Dalen skjultes han og S. Vito for vore speidende Blikke.

Vilhelm Bergsøe Homepage