V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 530-539

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 530-539

   [s530] Let som en Fugl fløi den livlige Pige om for at lukke de grønne Persienner, medens Leon de Ville løb afsted for at hente Verner. Da denne traadte ind, dreiede Fyrstinden sin Stol saaledes, at hun kom til at sidde med Ryggen til Lyset, og efterat vi Alle havde taget Plads, begyndte Verner for anden Gang sin Fortælling. Ethvert Publicum øver imidlertid sin usynlige Indflydelse; og det var let at mærke, at Verner her befandt sig under Trykket af en Magt, som bragte ham til at give et Referat af Begivenhederne, der vel var det samme, som vi havde hørt, men dog et forskjelligt. Idet han lod sin egen Person forsvinde saa meget som muligt, brugte han sin korte Fortælling væsenligt som en Ramme, for at det Billede, Leon de Ville skulde rulle op for os, deri kunde glimre desto mere. Den unge Franskmand derimod syntes at benytte den modsatte Fremgangsmaade; han var jo vis paa, at der i denne Kreds af Tilhørere bankede ham et Hjerte imøde, fuldt af Forventningens og Ængstelsens søde Uro, og at to Øine, snart straalende, snart slørede af Angstens Taareglands, hang ved hans Læber, medens han talte. Med en langt stærkere Ild, med en Kraft og en Fyrighed, ja med en digterisk Begavelse, som jeg ikke havde tiltroet ham, fortalte han paany om den skrækkelige Eensomhed i sit Fængsel, om Mariettas Snildhed, om Pietros og Verners Mod og Aandsnærværelse. Med fiin Takt vidste han at undgaae Alt, hvad der kunde saare Fyrstindens Følelser. Han var kun nedstegen i Sarkophagen for at prøve, om Oldtidens Romere havde været større end Bretagnes Indbyggere, og et uheldigt Tilfælde, ikke Fyrsten, havde været Aarsag til hans frygtelige Fangenskab. Det lille Selskab lyttede med spændt Opmærksomhed. Efterat Fortællingen var tilende, herskede der en Taushed, i hvilken man vilde have kunnet høre en Naal falde til Jorden. Da foer med Eet den unge Pige op fra sin Stol og aabnede Fløidørene til Altanen, saa at det blanke, fulde Maanelys lig en Sølvstrøm styrtede ind i Stuen og oplyste os Alle. Den friske Farve var forsvunden af hendes Kinder, der endnu vare fugtige af Taarer. Med et inderligt Glædesudbrud styrtede hun knælende ned for Fødderne af Leon de Ville og skjulte sit Ansigt ved hans Bryst, medens hun hulkende udbrød:
   »O, Leon, Leon! Hvor jeg takker Gud for at have Dig her igjen. Jeg var omkommen af Sorg, dersom Du havde lidt en saadan Død.«
   Derpaa reiste hun sig og ilede hen til Verner, hvis Haand hun greb med en Bevægelse, som om hun vilde føre den til sine Læber - i samme Øieblik traf hans Blik hendes, og der laae et forunderligt, smerteligt Træk om hans Mund. Hvad enten det nu var dette eller Bruddet paa det Conventionelle, der overraskede hende, veed jeg ikke. Hun blev pludseligt ligesaa blussende rød, som hun før havde været bleg, og idet hun forvandlede sit Haandkys til et stumt, taknemmeligt Blik, forsvandt hun i Sidecabinettet. Fyrstinden selv havde reist sig og støttede sig med den ene Haand til den høiryggede Lænestol, hvori hun havde siddet. Maanelyset beskinnede hendes fine Ansigt og ædle Profil. Hun var bleg, endnu langt blegere end Søsteren. Der laae en Forfærdelse, ja næsten en Gru udbredt over alle hendes Træk. Hun fæstede et langt Blik paa Verner, hviskede et Par Ord til Leon de Ville, og da hun begav sig ind ad den modsatte Dør, forekom det mig, at hun kun gjorde dette med Møie og ligesom vaklende.
   »Jeg frygter for, at vi have forskrækket Damerne med vore Eventyr,« sagde Leon de Ville og reiste sig. »Jeg veed ikke, om De, mine Herrer, have Lyst til at vandre ud i Haven? Vi kunne da besee den berømte Sarkophag, der har spillet saa sørgelig en Rolle i min Historie, at jeg næsten frygter for, at den vil blive taget bort, inden De næste Gang besøge os.«
   Vi vandrede ud i den store, efter italiensk Mønster anlagte Have, der i det fulde Maaneskin laae saa dæmrende og dog saa klart belyst, som hjemme hos os paa en af vore Vinterdage. I de grønne, tætslaaede Plainer vare store Blomsterbroderier anlagte, alle bestaaende af stærkt farvede, men ganske lave Planter, som ved deres Farver og Figurernes Conturer dannede forunderlige Mønstre, liig dem, man seer i et Kaleidoskop. Hist stod en antik Torso, her sendte en Fontane sine plaskende Straaler iveiret, paa andre Steder vare Mindesmærker fra Rom og Tivoli efterlignede en miniature; men Alt var uden Harmoni og Smag, og disse Dukkedecorationer i Roms umiddelbare Nærhed forekom mig baade grelle og latterlige. Hvad der var smukt, var den mægtige Allee af Alme, som strakte sig indenfor Havens Muur; thi ikke alene dannede Træernes Kroner et hvælvet Løvtag, hvorigjennem Maanens Straaler tittede ned, men som mægtige Tove slyngede Vinen sig omkring de ranke Stammer, kastede sine slanke Guirlander fra Træ til Træ og hang med de fine, svaie Kviste, tæt bedækkede med det rigeste Løv, lige ned til Jorden, af og til gyngende svagt frem og tilbage i den kjølige Aftenluft. Med Eet aabnede et andet Terrain sig for os. Gamle Pinier strakte deres brede Kroner op imod Nathimlen, sorte Steenege kastede deres mægtige Skygger, medens Cypresserne som høie, slanke Minareter pegede opad mod den sorteblaae Himmel. Den stive Stiil, der var saa fremherskende i den øvrige Deel af Haven, forsvandt ganske i den lille Park, der her traadte os imøde. Krumme Stier afløste de snorlige Gange, Blomsterbosketter og subtropiske Bladplanter de kjedelige Opstillinger fra en svunden Tid, og en frisk, naturlig Skovbund de raserede og blomsterbroderede Plainer.
   »Det er Fyrstindens Yndlingsparti,« sagde Leon de Ville, henvendende sig til Verner. »Her faaer Alt Lov til at groe, som det vil, og former sig dog under Skjønhedens Love. - Nu komme vi til Noget, som vil interessere Dem,« sagde han til den Gamle, »hvis De ikke under Deres lange Ophold i Rom allerede har seet det før.«
   Den Gamle svarede med et stumt Nik - han var ikke synderlig stiv i det Franske - og fulgte efter Leon de Ville, der bøiede nogle Grene til Side for gjennem en Gjenvei at naae Maalet. I Baggrunden af den halvcirkelformede Plads stod den berømte Sarkophag, opstillet næsten som et Alter, indviet til Nattens og Dødens tause Genier. Det fulde Maanelys faldt ned gjennem Løvet og belyste et Marmorarbeide, som havde holdt sig vidunderligt, naar man tog Hensyn til dets tusindaarige Ophold i Jorden. Op fra Laaget hævede sig en døende Psyche med Pandoras skjæbnesvangre Æske i sin Haand, og med et Udtryk i sit Ansigt saae fuldt af Skjønhed og dog saa lidende, saa døende og saa forsagende, at jeg blev staaende, fuld af Beundring.
   De Andre havde taget Sæde paa en af de Bænke, der begrændsede den halvrunde Plads, bag hvilke nogle mægtige Figencactusser hævede deres phantastiske, tornede Skikkelser iveiret som underlige, staalgraae Kæmper med gule Fjerbuske i Hjelmkammene.
   »Har jeg ikke Ret?« udbrød den gamle Kunstner, idet han reiste sig og slog mig paa Skulderen. »Har det ikke været nogle Helvedes Karle, reverenter talt, disse gamle Romere? Slog de ikke Broer og Buer, hvor vore moderne Ingenieurer neppe tør hænge deres Jernkram? Og hvor er saa Det om to tusinde Aar? Og nu paa Kunstens Omraade? Har vi ikke lært Alt af dem, og ere vi dog ikke Begyndere i Sinkelectien, naar vi skulle være ærlige mod os selv? Se engang rigtigt paa det Hoved! Jeg faaer s'gu tidt Lyst til at smide Meisel og Fiil Fanden ivold, naar jeg seer saadant Noget - men man skal jo leve, det er Sagen.«
   Leon de Ville traadte til. Jeg saa et underligt Smiil paa hans Ansigt, da jeg forklarede ham min gamle Vens henrykte Ord. Denne mærkede imidlertid Intet. Som sand Kunstner var han i fuld Begeistring og gjennemgik med megen Dygtighed hvert enkelt Felt i det rige Billedværk, indtil han paany endte med sin Yndling, den døende Psyche.
   »Ingen« raabte han under en Pause, i hvilken vi beredte os til at forlade det beundrede Mesterværk, »er istand til at gjøre saadanne Basreliefs, og der er, Fanden tage mig, ikke Een, som kan gjøre et saadant Hautrelief, som den Psyche, der hæver sig fra Laaget. Den er saa udmærket, at ikke engang Thorvaldsen, hvis han levede, kunde gjøre noget Lignende, og han arbeidede dog godt.«
   Jeg saae paany det samme sarcastiske Smiil kruse sig omkring Leon de Villes Læber, men denne Gang mærkede den Gamle det.
   »Hvad griner han ad?« hviskede han til mig med et ærgerligt Udtryk.
   Leon de Ville syntes at forstaae hans Ord og vinkede ad os med en Mine, som om han havde noget Vigtigt at betroe os. Vi fulgte ham til en lille Pavillon, der laae længere inde i Lunden. Her aabnede han Døren og førte os ind i et Rum, et Slags Museum i det Smaae, hvor der i Montrer og paa Hylder stod opstillede forskjellige antike Sager, som vare fundne i Nærheden. Med en Anstand, der, trods sin Høflighed, dog havde noget Sarcastisk ved sig, førte han den gamle Kunstner hen til et langt Bord, som dannede det midterste Parti af Værelset, og idet han strakte Haanden ud imod det, indskrænkede han sig til det ene Ord: »Voilà!«
   Den Gamle blev maalløs staaende med Øinene stivt heftede paa de Plader, som i sønderbrudte Stykker vare ordnede, saa godt det lod sig gjøre, foran ham paa Bordet. Der var ingen Miskjendelse mulig. Det var klart for Alle, at her laae Sarkophagens oprindelige Laag, sønderbrudt og mishandlet i den Grad, at kun de raae Omrids af Figuren vare tydelige, medens det ene Endestykke, netop det, hvor Psychens Hoved og Bryst skulde findes, aldeles manglede.
   »Det var som Fanden!« udbrød den gamle Kunstner, da han havde faaet sit Mæle igjen. »De havde Ret til at grine ad mig, Hr. Lieutenant! Ja, Gu' havde De saa! En saadan Prostitution har jeg ikke oplevet i mine Dage. I det forbandede Maanelys saa det ud som -«
   Videre kom han ikke. Med lange Skridt styrede han ud af Pavillonen under Leon de Villes hjertelige Latter som vi Andre ikke kunde lade være at istemme. Vi saae ham ile hen imod Sarkophagen. Da vi naaede den, stod han paany hensunken i taus Beundring af Billedet.
   »Det er s'gu godt alligevel,« sagde han ganske rolig, idet han vendte sig imod os. »Jeg gad nok seet Den der har gjort det Stykke Arbeide. Een har jeg kjendt, som kunde gjøre det; men han er død for længe siden.«
   »Mesteren kan De let faae at see,« svarede Leon de Ville. »Det er vor kjære Fader, Fra Ambrosio, der har gjort det i sine ledige Timer.«
   »Har han mange af dem?« spurgte den Gamle med en Mine, som om han antog, at Leon de Ville fixerede ham. »Hvis han har det, kan De hilse ham fra mig og sige, at han gjør bedst i ikke at gjemme sin Meisel i Munkekutten, og at han duer til noget Andet end til at smøre Plaster og tælle Kugler i et Paternosterbaand.«
   Leon de Ville vilde svare, men en af Tjenerne viste sig og meldte, at man ønskede at see Herrerne i den store Sal, hvor der var serveret.
   Den Stemning, der øiensynligt havde grebet i det Mindste Damerne ved Verners og Leon de Villes Fortælling, syntes endnu at være fremherskende ved den første Deel af Maaltidet. Fyrstinden var, trods de Pligter, der paahvilede hende som Værtinde, og som hun paa den elskværdigste Maade stræbte at opfylde, dog af og til distrait, og Søsteren syntes endnu ikke at have forvundet den Angst, hvori hendes Elskers Eventyr havde sat hende. Lidt efter lidt veeg dog denne Stemning for den Munterhed, som Leon de Ville vidste at udbrede omkring sig, og hvori han troligt understøttedes snart af Aabye, snart af den Gamle, der havde taget Fyrstinden tilbords. Da vi reiste os, var enhver Skygge forsvunden. Den Gamle trykkede min Haand med den Forsikkring, at det, saavidt han kunde huske, var første Gang, han havde moret sig i Fruentimmerselskab; men hun var ogsaa et Stadsfruentimmer, det kunde han forsikkre mig.
   Kun paa Verners Pande hvilede nogle tungsindige Skyer, der glimtviis forsvandt for atter at komme saa meget desto tydeligere tilsyne. Neppe vare vi atter samlede i Havesalen, før Leon de Ville aabnede Fortepianoet, anslog nogle Accorder og først med dæmpet, derpaa med stigende Røst sang nogle af disse gamle Folkesange fra Bretagne, der maaskee mere end andre Folkesange have den Eiendommelighed ved kunstløse Midler at faae Hjertet til at strømme over. Der reiste sig en lille Disput herom. Clara, som med lidenskabelig Iver havde forsvaret de danske Folkesanges Forrang fremfor et hvilketsomhelst andet Lands, indtog nu Leons Plads og foredrog med simpel Hjertelighed nogle Melodier, der som ved et Trylleslag førte os tilbage til Hjemmet. Det er et gammelt Ord, at Intet vækker Minderne saaledes tillive som Toner og Duft. Medens Sangen om Ridder Aage, der fæstede Jomfru Else, klang fra den unge Piges Læber til Weyses forunderlige Melodi, og medens Jasminerne, som nu blomstrede for anden Gang, sendte deres Duft ind ad de aabne Altanvinduer, følte jeg mig saa levende hensat paa en af vore Herregaarde i en stille Juniaften, at jeg næsten undredes over gjennem Altandøren at see det mørke Monte Cavo fortone sig mod Nattehimlen.
   Verner stod, som forhen, lænet op imod Dørstolpen med et alvorligt, næsten mørkt Udtryk i sit kjække, mandige Ansigt. Den Gamle sad med foroverbøiet Hoved paa en Chaiselongue, medens Fyrstinden tankefuldt lænede sig til Klaveret.
   Da Romancen forstummede, reiste den Gamle sig pludseligt op, gik hen til den unge Pige og sagde med bevæget Stemme:
   »Jeg kan ikke sige Complimenter, Frøken; men vil De tage imod en gammel Mands Tak, er den ærligt meent. Det var en lang Række Billeder, som De her pludseligt kaldte tilbage. Jeg har ikke hørt den Melodi, siden Weyse selv spillede den for Thorvaldsen og mig. - De synger vel ogsaa, Signora?« sagde han uden videre Indledning, idet han vendte sig mod Fyrstinden.
   »Nej, ikke mere,« svarede denne med et Smiil, der skulde være forbindtligt; men Smilet havde en saa smertelig Baggrund, og der var noget saa forunderligt Vibrerende i Klangen af de to sidste Ord, at jeg uvilkaarligt fik en Fornemmelse af, at det var en af Hjertets Strænge, der her gav Klang, - ja, jeg var vis paa, at hun baade vilde og kunde synge ganske anderledes end sin yngre Søster, naar Tiderne kom.
   »Synger De ikke, Hr. Verner?« spurgte den unge Pige pludseligt, idet hun vendte sig imod ham. »De seer ud,« lagde hun skalkagtigt til, »som om De havde et Talent, De ikke vilde aabenbare.«
   »Verner har en meget kjøn Tenor,« sagde den Gamle, »naar han er i Humeur dertil; men han gjør sig kostbar og skal nødes.«
   »Jeg troer ikke,« svarede Verner med en let Bøining, »at min Stemme vil have nogen synderlig Betydning, navnlig naar man har hørt en saa smuk Tenor som Leon de Villes. Men hvis Damerne ønske det,« tilføiede han med et dulgt Blik paa Fyrstinden, »saa vil jeg naturligviis ikke undslaae mig.«
   Clara reiste sig op og gav Plads for Verner, som nærmede sig Fortepianoet med en noget usikker Mine. Han satte sig ned, greb nogle Accorder, som om han i Hukommelsen søgte efter en eller anden gammel Sang, og efter halvt phantaserende at have anslaaet nogle af vore gamle Kjæmpevisemelodier, som han arabeskagtigt slyngede sammen til et Slags Forspil, slog han pludseligt et Par Accorder kraftigt an og sang:

   Jeg kjender et Land, som fra Urtid blev lagt 
   Høit mod Nord, midt i rullende Hav. 
   De bølgende Høider er hele dets Pragt, 
   Hvor Egene grønnes og Tjørnen staaer Vagt 
   Som Væbner ved Kjæmpernes Grav. - 
   Ja, vel er Du lidet, mit Fædrenehjem, 
   Blev Du maalt efter Fattigmands Karv; 
   Men dog gaaer Dit Rygte blandt Folkene frem, 
   Thi Fortiden tog Du i Arv. 
   
   Jeg kjender et Sted paa min Fædrenestrand, 
   - Som et Syn staaer det frem af min Hu - 
   Dybt speiler sig Bøgen i Skovsøens Vand, 
   Let Aakanden gynger langs Sivenes Rand, 
   Og Roserne blomstrer endnu. - 
   Ja, vel har af Roser fra Ungdommens Vaar 
   Den bedste jeg selv veiret hen; 
   Men Tiden kan vel bringe fastere Kaar, 
   Og selv har jeg reist mig igjen. 
   
   Nu fylder saa lønlig en Længsel mit Sind, 
   Liig en Fugl gaaer det frem imod Nord, 
   Hvor Bøgene hvisker i Aftenens Vind, 
   Og Roserne rødmer med blussende Kind 
   Og bøier sig blysomt mod Jord. - 
   Ja, Skoven og Vandet og Rørenes Suus, 
   Alt det kan vel findes paany; 
   Men hvo skal vel tjælde min Kjærligheds Huus 
   Og reise dets Taarne mod Sky?

   Der var i Sangens simple Ord, men navnlig i den mig ubekjendte Melodi, Noget saa veemodigt rørende og dog saa stolt og storslaaet, at jeg ganske blev grebet deraf og neppe lagde Mærke til, at Fyrstindens lette Skikkelse bevægede sig forbi mig henimod Altanen. Da Sangen var forbi, var hun forsvunden, og medens Verner indhøstede Bifald baade for sit Foredrag og sin Stemme, speidede han forgjæves efter det Øiekast, der vistnok vilde have været ham en kjærere Løn end de smigrende Ord, hvormed Leon de Ville overøste ham.
   »Lad det nu være godt!« afbrød den Gamle den høflige Franskmand. »Verner er for gammel til at spise Sukkerbrød. Desuden, jeg troer ikke længere paa Deres Tale efter den Krønike, som De fortalte mig om den gamle Fra Ambrosio. Det var for galt.«
   »Parole d'honneur!« udbrød Leon de Ville lidt heftigt. »Det forholder sig saaledes, som jeg har fortalt. Han har selv bygget hele Laaget i Løbet af et Par Maaneder, alene fordi han engang hørte min tilkommende Svigerinde beklage sig over, at det smukke, antike Arbeide var blevet sønderbrudt. Compositionen er strengt taget ikke hans egen; men alle Detaillerne og navnlig Psychens Hoved er af ham selv.«
   »Jeg forsikkrer Dem,« sagde Clara, der bemærkede den Gamles endnu tvivlende Mine, »det forholder sig virkeligt saaledes, som Leon fortæller. Fra Ambrosio har et stort Talent, meget større, end han maaskee selv veed af. Man siger, at han har været Billedhugger, førend han blev Munk i S. Vito. Han lærer mig at tegne og har selv tegnet en heel Række Skizzer til mit Album. Vil De see Dem?«
   »Jeg vilde hellere see ham selv,« brummede den Gamle. »Den, der har gjort det Laag, kan sagtens kradse Noget op i et Damealbum - havde jeg nær sagt. Ja, De maa ikke see saa fortrydeligt paa mig! Jeg mener blot, at naar man kan bygge en Herregaard, kan man sagtens lave en Hønsesti. - Nei, for Pokker, jeg mener - -«
   »De mener«, sagde den unge Pige leende, »at De helst vil see og tale med ham, og at vi Damer ikke forstaae os paa Kunst. Jeg kan saa godt begribe begge Dele. Det Første kan De let faae opfyldt. Han pleier at indfinde sig her hver Aften for at give min Søster Underretning om Dagens Begivenheder i Hospitalet. Men hans Tegninger slipper De ikke for at see - mine skal jeg derimod forskaane Dem for.«
   »Det er en nydelig Pige,« sagde den Gamle og saae efter hende. »Ikke en Smule stødt paa Mansketterne for det Vrøvl, jeg kom til at sige. Jeg veed ikke rigtigt, hvordan det er; men af og til komme Ordene saa akavet ud af Munden paa mig, at det bliver langt grovere, end jeg egentlig mener. Det var godt, at jeg ikke kom til at sige det til Fyrstinden; thi hun er en Perle, som jeg næsten troer, jeg er paa Veie til at blive forelsket i.«
   Claras Tilbagekomst afbrød den Gamles Hjerteudgydelse, som hun maaskee ikke saa let vilde have tilgivet ham. Med en straalende Mine bredte hun sit Album ud paa Bordet foran den Gamle, og snart vare baade han, Aabye og Leon de Ville inde i en levende Samtale, hvorved jeg følte mig ganske tilovers.
   Sangen og Musiken havde sat mig i en underlig Stemning. Jeg troer, at jeg leed af Hjemvee eller maaskee rettere af denne ubestemte Længsel efter Hjemlighed og Hygge, som undertiden anfalder Een, naar man i lang Tid har flakket om i Udlandet uden noget egenligt Hjem, og da pludseligt træffer et saadant, der dukker op i al sin hyggelige Ro. Haven laae foran mig i Maanens halvdæmrende Lys, Luften var mild og varm, Blomsterduften bølgede igjennem den, og det var, som om alle gamle Minder vuggedes i dens Aandedræt og vaktes tillive. Jeg kastede et Blik om i Salonen. Ingen bemærkede mig og sagte sneg jeg mig ud i Haven langs den lange Almeallee, for paany at naae Egelunden, hvor jeg i al Ro kunde indaande Aftenens Kjølighed og hengive mig til mine Drømmerier. Snart stod jeg igjen paa den halvcirkelformede Plads, hvor Sarkophagen hævede sig som et Monument paa en Kirkegaard, og hvor en enkelt Fugl, hvis Triller jeg ikke kjendte, fløitede fra en nærstaaende Myrthebusk. Lidt efter svarede en anden længere borte; men med Undtagelse af disse to Fuglerøster, som førte deres for mig uforstaaelige Elskovssprog, var Aftenen saa stille, at neppe at Blad rørte sig. Jeg betragtede paany denne mærkelige Sarkophag, i hvis Indre maaskee en eller anden Prætorians eller Proconsuls Been vare hensmuldrede, og medens jeg gik rundt om den, maatte jeg paany beundre den døende Psyche og beundre den dobbelt, nu da jeg vidste, at det ikke var noget Mesterværk af Antiken. Jeg steg op paa en af de svære Egebjælker, som dannede Underlaget, og medens jeg saae ned i det mørke Gab, der ligesom opfordrede til Ro og Hvile, blev jeg greben af en forunderlig Lyst til at prøve, hvorledes man befandt sig dernede - en Lyst, der stadigt tog til, jo mere jeg stræbte at vise den tilbage, og som rimeligviis stod i Forbindelse med den, man føler til at styrte sig ned fra Høider, eller som Selvmorderne til at aflive sig paa visse, i denne Retning allerede berygtede Steder. Da det her heldigviis ikke gjaldt saa morderiske Planer gav jeg efter for min Phantasie, der stadigt fremstillede Leon de Villes uhyggelige Ophold for mig, og efter at have forvisset mig om, at Stiveren baade var solid og tilstrækkeligt fast, svang jeg mig med et Sæt ned i det mørke Rum. Der er imidlertid Intet, for hvilket selv den meest udskeiende Phantasie viger hurtigere end den kolde Virkelighed. Neppe havde jeg følt Trykket af den haarde Steen, Kulden fra Marmoret og Fugtigheden paa Kistens Vægge, før jeg var bleven tilstrækkeligt afkjølet og vilde op igjen. Til denne Operation viste det sig imidlertid, at der krævedes en vis gymnastisk Færdighed. Det smalle Rum tillod ikke megen Bevægelighed, og jeg var allerede nær ved at fortryde min uoverlagte Skrinlæggelse, da jeg ved at hæve Hovedet over Randen saae to Skikkelser, der langsomt nærmede sig Stedet, hvor jeg laae. Jeg antog først, at det var nogle af Fyrstindens Folk, som den smukke Aften havde lokket ud, men alt som de nærmede sig, skimtede jeg Omridsene af en kvindelig Skikkelse, hvis sorte Silkekjole raslede mod Gruset i Gangene, og ved hendes Side en høi, ung Mand, paa hvis lyse Panamahat og faste Trin jeg øieblikkeligt gjenkjendte Verner. Nysgjerrig tittede jeg frem igjennem Mørket, og idet de traadte ind paa den halvrunde, af Maanen stærkt oplyste Plads, var enhver Forvexling umulig: det var Fyrstinden i sin kulsorte Dragt og Verner, jeg havde for mig. Langsomt passerede de forbi, han med sænket Hoved, og, som det syntes, i en ivrig, hviskende Samtale, hun støttende sig til hans Arm og af og til hævende Blikket op imod ham. De havde allerede nærmet sig den modsatte Udgang, og jeg begyndte alt at lykønske mig til at være bleven fritagen for at være et ufrivilligt Vidne til denne mærkelige tête à tête, da hun pludseligt standsede, bandt det fine, hvide Kammerdugstørklæde fastere om sit Hoved og tog Plads paa en af Bænkene, neppe tre Alen fra mig.
   »Se her, Henry, er min Yndlingsplads,« sagde hun med sin blide, melodiske Stemme, idet hun udstrakte Haanden. »Her har jeg tilbragt alle de sorgfulde Timer, som jeg har havt, siden vi skiltes. Her har jeg siddet hver Morgen og hver Aften i de lange Aar, og nu, da jeg skal skilles derfra, forekommer det mig næsten, som om jeg ikke kan forlade denne Plet, der har været Vidne til mine dybeste og bedste Tanker.«

Vilhelm Bergsøe Homepage