V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 520-529

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 520-529

   Denne Meddelelse, saa løierlig den ene klang, var dog af en saadan Natur, at den opfordrede til ufortøvet Virksomhed, og da den Ulykkelige efter Meddelerens Udsagn laa syg som en Følge af den Faste, han havde paalagt sig, blev jeg, som lægekyndigt Medlem, anmodet om at undersøge Sagen.
   Umiddelbart efter Mødet begav jeg mig i den barske Vinteraften atter ud paa Christianshavn, hvor den omtalte Verner skulde boe i et for mig nærmere opgivet Huus. Jeg havde ikke søgt ret længe, før jeg igjen stod foran den høie, skumle og uhyggelige Bygning i Dronningensgade. Min Ven, den bortflygtede Caffeskjænker, syntes at have gjort et sidste, fortvivlet Forsøg paa at slaae sig op til sit tidligere Renommé, thi paa Døren fandt jeg skrevet med Kridt: »Her gives Credit i tre Dage, og Pant tages for Penge«. Selv stod han udenfor Døren i en sørgende Tilstand, som betydeligt forhøiedes ved Nydelsen af en af hans egne Cigarer. Af ham fik jeg da at vide, at der nok boede en Fyr af det Navn, dersom jeg vilde uleilige mig op paa den øverste Kvist. Jeg frabad mig enhver Assistance, thi jeg kjendte jo Huset fra tidligere Tider. Efterat være steget op ad de samme, smalle og uhyggelige Trapper, som nu om Vinteren forekom mig baade uslere, mørkere og mere smudsige end før, naaede jeg den saakaldte øverste Kvist ved Hjælp af den tidligere omtalte Hønsestige, der endnu stod saa uforandret, som om Intet var passeret. Et svagt: »Kom ind!« efterfulgte min Banken paa Døren. Jeg tændte det lille Lys, som jeg af viis Forsynlighed havde taget med, og traadte for anden Gang ind i dette Kammer, der havde været Vidne til saa megen Nød og Elendighed og fyldt mig med den dybeste Rædsel. Jeg lyste mig frem og saae en Skikkelse, mager og sammenfalden, der hvilede paa en Bunke - en underlig Blanding af Halm, Aviser og pjaltede Klædningsstykker - en Skikkelse, der med den ene Haand dækkede begge sine Øine, som om den i lang Tid ikke havde seet Lys, medens den med den anden gjorde en afvisende Bevægelse henimod Døren.
   Jeg søgte et Sted, hvor jeg kunde sætte Lyset fra mig - der var bogstaveligt intet andet end den smalle Vindueskarm. Hvert Meubel, ja selv det simpleste Bohave, syntes, slagen med Rædsel over saa megen Nød og Elendighed, at være flygtet bort for længe siden. Kakkelovnen stod rød og rusten i det ene Hjørne af Værelset; men dens iiskolde Jern var kun en bitter Ironie paa Vinterens Strenghed, og jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor han ikke havde brændt eller solgt de sex til otte Bøger, der stod opstillede i dens Nærhed paa det bare Gulv langs Væggen. Endnu havde jeg ikke faaet Leilighed til at betragte den forfrosne, næsten mere end pjaltede Skikkelse, som vedblev at holde Haanden for Ansigtet uden at reise sig eller sige et Ord. Jeg bøiede mig ned over ham og drog hans udtærede Haand bort fra Ansigtet - og her, hvor jeg midt i Sommerens glødende Hede havde staaet ved Lauras Dødsleie, her traf jeg midt i Vinterens Mørke og Kulde sammen med ham, der havde havt saa stor en Indflydelse paa hendes Skjæbne, og som nu syntes snart at maatte følge hende.
   I Begyndelsen laae han taus, som om han havde fattet den ubøielige Beslutning ikke at tale et Ord mere i denne Verden. Derpaa talte han, men paa en Maade, som om han ikke kjendte mig, som om jeg var uberettiget til at trænge ind i det mørke Fristed, han havde valgt sig. Først da jeg mildt og blødt mindede ham om gamle Tider og besvoer ham om ikke at opgive sig selv, først da styrtede en Taarestrøm ud af hans matte Øine, og han fik de Ord frem, som Sorgen og Bitterheden havde gjort til Steen og lagt paa hans Hjerte. Da fortalte han mig Alt - hvorledes han var bleven skuffet af sin tilsyneladende Stilling i Livet, hvorledes han havde svigtet sin Kjærligheds Ideal og til Gjengjæld var bleven svigtet af hende, hvor høit han havde elsket sin Moder, og hvor dybt hans Hjerte var bleven saaret ved Tanken om at maatte opgive hende, hvorledes han havde kæmpet, savnet og lidt, og hvorledes han nu kun ønskede een Ting: at døe i Ro, useet af Verden.
   De aner neppe, hvor dybt jeg blev rystet af dette korte, i afbrudte Sætninger fremførte Skriftemaal, som, skjøndt det aldeles bar Sandhedens Præg, dog var saa vidt forskjelligt fra de Tanker, jeg havde gjort mig om den forhenværende Henry Vernon og hans nuværende Tilstand. Ham var det, som jeg om Eftermiddagen havde truffet i Kongens Have, som Konen havde givet Brødet, det samme Brød, som de graadige Bølger opslugte, skjøndt det var erhvervet for den sidste Skilling, han eiede. Jeg skal ikke skildre Dem al den Møie, som jeg havde med at bringe ham fra det fortvivlede Forsæt, at ende sine Dage i den Afkrog, han havde valgt sig; heller ikke behøver jeg at meddele Dem, hvorledes jeg lidt efter lidt helbredede ham.
   Under mine idelige, næsten daglige Besøg paa Almindeligt Hospital, hvor jeg fik ham indlagt, da Cicatricen paa det modtagne Saar endnu ikke var færdigdannet, lærte jeg ham lidt efter lidt at kjende som et Menneske, der forenede en dyb Følelse og rigt udviklet Forstand med den største Taalmodighed og Udholdenhed. Kun havde han faaet en Tanke, der næsten var bleven fix hos ham, den, at Nemesis var over ham, fordi han havde brudt med Ideen, i hvis Tjeneste han havde staaet, og at denne Nemesis atter og atter straffende vilde vende tilbage, hvor meget han ogsaa stræbte at undgaae den. Først da jeg ved alvorlige Samtaler havde faaet denne Idee ryddet afveien og viist ham, at Livet i al sin Rigdom endnu kunde ligge aabent for ham, først da begyndte den egentlige Helbredelse, der til Gjengjæld skred saameget raskere frem. Under sit Ophold paa Hospitalet havde han fattet en Hengivenhed for mig, der hurtigt gik over til et trofast Venskab, hvorpaa han aflagde rørende Beviser. Hans Lyst til Lægekunsten forøgedes her i høi Grad, og da jeg gjennem »Philadelphia« kunde skaffe ham tilstrækkelig Understøttelse, vedblev han dette Studium med en Iver, der snart gjorde ham til en af de dygtigste blandt de Studerende. Kun eet mørkt Punkt staaer der tilbage fra hans tidligere Tid, kun eet Savn er der, som det ene staaer i Tidens Magt at læge - det er Sorgen over Tabet af den unge Pige, som han elskede, og hvis Kjærlighed han, efter sin egen Mening, forspildte, fordi han ikke havde Kraft nok til hurtigt og gjennemgribende at forandre et Liv, der stred mod den sande Kjærligheds Natur. Hvor hun er henne i Verden, veed han ikke engang selv; men jeg er overbeviist om, at han bærer hendes Minde dybt i sit Bryst, og at det er disse Minder, dette smertelige Tab, der sætter sig hos ham, naar de mørke Tanker komme over ham, ligesom jeg antager, at det har været i et af disse Øieblikke, at han har givet Dem det Svar, som De meddeelte mig.«
   Her standsede Aabye sin korte Beretning og pegede ned mod Søen, der pludseligt viste sig foran os.
   Lige under vore Fødder, netop paa det Sted, hvor det lille Væld, som man kalder Egerias Kilde, risler over Sand og Smaastene for at naae Søen, sad Verner, stirrende ud over den stille Vandflade. Hans lyse Dragt tegnede sig smukt mod det friske Grønne, der omgav ham til begge Sider. Panamahatten havde han skudt bort fra sit rige, mørkebrune Haar, og selv syntes han aldeles hensunket i Betragtninger, som han der sad, støttende sit Hoved tankefuldt paa sin Haand. Faa Skridt fra ham stod den gamle Kunstner, betragtende ham stille, uden at Verner havde mærket hans Komme; og saa dybt syntes Begge at være hensunkne i deres egne Betragtninger, at de fore op ligesom ved et elektrisk Stød, da Aabye med et lydeligt »Halløi« og en munter Latter tilkjendegav vort Komme. Verner trykkede mig i Haanden og sagde et Par undskyldende Ord med Hensyn til det korte Svar, han havde givet mig. Aabye meddeelte den nys ankomne Invitation, som Verner til min store Forbauselse øieblikkeligt gik ind paa, og den Gamle, der saaledes saae sig forladt af sin sidste Allierede, brummede et Par Ord, hvis Mening var, at han aldrig havde troet, vi vare saa jammerlige Karle, at vi kunde glæde os til Fruentimmer og Theevand.
   Ligesom vi vilde forlade Søen, der her snævrer sig ind til en smallere Vig, greb Verner sin Hat, satte den paa Hovedet og sagde pludseligt til den Gamle:
   »Troer De, at man kan kaste en Steen over Søen her?«
   Det gav ligesom et Ryk i den Gamle. Han stirrede stivt paa Verner og udbrød forbauset:
   »Hvor Pokker falder De paa det?«
   »Jo,« svarede denne, »det kommer af, at jeg har havt et lille Eventyr her, eller maaskee rettere faaet fortalt et Eventyr. Jeg var tidligt imorges gaaet ud over Albano langs med Søen og derfra til Nemi, hvor jeg udenfor Osteriet traf paa vor Værtindes Søn. Han viste mig denne Vig af Søen og fortalte, at det var et gammelt Sagn, at naar man med et Ønske kunde kaste en Steen over Søen, saaledes at den klingrede mod Klippevæggen hist ovre, saa vilde man faae dette opfyldt. Da jeg naaede herhen, var jeg bleven mat af Varmen, og dette lille rislende Væld, der sladdrede saa lystigt, og som jeg fik til at tumle sig endnu kaadere ved at rulle et Par Steen i dets Leie, indbød mig til Hvile og Forfriskning. Jo mere jeg laae og betragtede Omgivelserne her, desto mere gik det op for mig, hvad maaskee Ingen af Dem har anet, at dette Sted egenligt ligner Furesøen.«
   »Ja, som en Ko ligner en Veirmølle,« sagde den Gamle.
   »Aldeles ikke,« svarede Verner; »det er virkeligt mit Alvor. Kun kjender De ikke Furesøen som jeg. Der er et Sted paa dens vestre Bred, hvor steile Bakker falde af mod Søen, med smaae Kildeløb ligesom her. Forgrunden dannes af Rør og Siv, og mellem de rullede Strandsteen skyde sig høie, krummede Elle op, som med deres Grene hænge langt ud over Vandet, ganske ligesom her. Af og til hører man det stærke, gjennemtrængende Skrig af en Maage, der fra Sundet er strøifet ind over Søen, ligesom Maagerne hver Dag komme hertil fra Ostia. Hører De? - Der lød Skriget af en. Hør, hvor hjemligt det klinger! Vidste jeg ikke, at jeg stod i Italien, vilde jeg ønske, at jeg var i Danmark, eller rettere, at jeg snart maa komme der igjen.«
   »De har jo Ønskestenene liggende ved Deres Fod,« sagde jeg smilende. »De ere jo efter Filippos Udsagn de Sibyller, som raade Fremtidens Gaader.«
   »Troer De,« spurgte Verner atter den Gamle, »at man med en Steen kan naae herfra over til den modsatte Søbred?«
   »Ja,« svarede han, jeg har engang seet det Kunststykke blive gjort; men det var en anderledes Karl end De, der kastede.«
   »Saa?« spurgte Verner lidt stødt, idet han bukkede sig og tog en Steen op. »Lad os da prøve engang. Hvad ønsker Du, Aabye?«
   »At blive en duelig Læge«, svarede Aabye smilende. »Det vil da sige, at faae en lavhjulet Vogn, to Heste og en Kusk, hvis Skjæg svarer til Bæsternes Farve; thi først med en saadan Befordring kjører man lige ind i Dueligheden.«
   »Snak!« sagde Verner og kastede. »Det gider jeg knap engang gjøre et Steenkast for. Nu har Du det saa godt - der plumpede baade Heste og Vogn og Kuskeskjægget ned i Søen og gik tilbunds med det Samme. Du faaer aldrig Vogn i Dine Dage, Aabye!«
   »Der kan De see,« sagde den Gamle; »Afstanden er for stor.«
   »Hvad ønsker De?« sagde Verner og vendte sig til mig, uden at agte paa den Gamles Bemærkning.
   »Jeg ønsker,« svarede jeg, »et Liv, hvori jeg ikke behøver at ønske mig Noget.«
   »Saa vil jeg ikke kaste for Dem,« svarede Verner. »Et Liv uden Ønsker er det Værste, som De kunde ønske Dem, og jeg vil ikke bidrage til, at det skulde gaae i Opfyldelse. - Og nu Deres Ønske?« vedblev han, idet han henvendte sig til den Gamle.
   »Aa«, brummede denne, »blot at De vil høre op med de Narrestreger; men da De vel neppe har Lyst til at kaste for den Sags Skyld, vil jeg dog prøve paa at gjøre Sagnet til Løgn. Jeg ønsker at gjensee Den, som jeg i dette Øieblik tænker paa.«
   Verner lagde sig tilbage. Der kom et underligt, jernfast Træk om hans Mund. Naar man betragtede hans kraftige, athletiske Skikkelse, var det let at see, at han havde ladet Aabyes Steen falde langt nærmere, end han behøvede. Som en Maage foer nu den hvide Steen ud af hans Haand. Med en surrende Lyd beskrev den en Bue høit op mod den himmelblaae Hvælving; vi tabte den næsten af Syne, men pludseligt klang det mod Fjeldvæggen - Stenen var naaet derover.
   »Det var som Satan!« udbrød den Gamle forbauset. »Det er mere, end jeg selv kunde gjøre. Hvad ønsker De nu selv?«
   »Det kan jeg ikke svare paa,« sagde Verner, der nu greb en flad Steen, som laae ved hans Fod. »Pas paa denne, den skal flyve som en Due!«
   »Med Olieblad?« spurgte den Gamle ironisk.
   »Maaskee,« svarede Verner, idet han atter lagde sig tilbage. »See, hvor den seiler!«
   Vi fulgte Alle med vore Blikke det hurtige Bud, der susede og sang, som kom det fra en Slynge. Tilsidst forsvandt det for vore Øine; vi hørte ingen Lyd, hverken i Vandet eller mod Klippen, og den Gamle udbrød: »Jeg troer, Gud hjælpe mig, at den gik baade over Søen og Klippen og blev liggende deroppe paa Grønsværet. Hør nu op og kom med, ellers risikerer De at slaae Folk ihjel i Genzano.«
   Da den Gamle om Eftermiddagen traadte ud af sit Værelse for at slutte sig til os Andre, som i fransk Dragt stod i Begreb med at vandre til Villaen, var der rig Anledning til Latter og Spøg over hans klædelige, men fra det Almindelige stærkt afvigende Costume. Paa Hovedet bar han, som sædvanligt, en graae, spidspullet Filthat, kun at den nu var finere og børstet med en Omhu, der ellers ikke var ham sædvanlig. Hans sorte Fløilsvams saae mere ud til at tilhøre en Sømand end en Billedhugger; men den fremhævede godt hans kraftige Skikkelse og hævedes igjen ved de stærke, brogede Farver i det svære romerske Silketørklæde, der var slynget om hans Hals. Trods Sommervarmen greb han sin brune, romerske Kappe, som han i eet Kast slængte om den ene Skulder. Naar man saaledes saae ham med det lange, graae og bølgende Skjæg, den folderige Kappe, de ugarvede Sko og den spidspullede Filthat, kunde man ikke Andet end indrømme, at denne Dragt - saalidet den stemmede med de Fordringer, som Moden stiller til, hvad vi med et bredt Begreb kalde fashion - dog var malerisk smuk, ganske anderledes end det Tilbehør af lakerede Støvler, snævre Handsker, rørpullede Hatte og Kjoler, der ere en Mellemting af Knibtænger og Svalehaler. I denne Henseende havde især Aabye »fisket sig« særdeles op, som den Gamle kaldte det, og trods al sin Godmodighed var han dog nær ved at tabe Taalmodigheden over alle de Sarcasmer, som fra den Gamles Side regnede ned over ham.
   »Husk nu endeligt paa,« sagde han saaledes, da vi nærmede os Villaen, »at De hverken siger »Principessa« eller »Felicissima notte«. Begge Dele faaer De altid galt i Halsen, og det er Ting, der skulle siges med Anstand. Husk ogsaa paa, at De ikke forsluger Dem i Oliven, Finocchie, Salsa piccante og de andre Sager, som komme før det egenlige Maaltid; og endeligt, at De ikke efter Bordet gaaer omkring og siger »Velbekomme.« Det bliver betragtet som en ligefrem Grovhed mod Værtinden, da man her antager, at hendes Mad altid er saa god, at den maa bekomme Enhver vel.«
   Lidt efter traadte vi ind i Villaens Gaard, der til begge Sider begrændsedes af to lave Fløie, medens den egenlige Hovedbygning med sin Marmorsøilehal og sine prægtige Altaner laa længere henne imod Baggrunden, beskygget af hundredaarige Acacier, hvis fine Løv spillede i Sollyset. Foran Portalen stod Leon de Ville, ifærd med at hjælpe en ung, blond Dame ned af den skummende Hest, der nyligt havde baaret hende. Efterat han havde viist hende denne Tjeneste og med stor Courtoisie kysset hendes Haand, førte han hende ind i Søilegangen og ilede derpaa henimod os, idet han bad os undskylde, at det smukke Veir havde forlænget deres Udflugt og nu var Skyld i, at han paa sin tilkommende Svigerindes Vegne ikke kunde modtage os med større Anstand.
   Aabye saae meget høitidelig ud, medens disse conventionelle Ord udtaltes for os, og hans Høitidelighed syntes at tiltage, da vi traadte ind i den aabne Søilehal, hvorfra en bred, blankt poleret Trappe af det hvideste Marmor, med Statuer paa hver Afsats førte op til den høie Stueetage. Han skubbede ængsteligt til mig med Hatten og hviskede:
   »Hvad Pokker hedder »Deres Naade« paa Italiensk?«
   Inden jeg fik Tid til at svare herpaa, havde Leon de Ville allerede aabnet Døren, og vi traadte nu ind i en meget stor, med Blomster og Malerier rigt decoreret Havestue, fra hvis Altan man havde den meest henrivende Udsigt over Albanerbjergenes kuppelformede Høider, over hvilke igjen Monte Cavo og Rocca di Papa hævede sig blødt iveiret. I de faa Øieblikke, hvori Leon de Ville forlod os for at melde vor Ankomst, havde jeg rigelig Leilighed til nærmere at mønstre de Omgivelser, hvorunder vi befandt os, og som navnligt forbausede mig derved, at de havde et forunderligt hyggeligt, næsten hjemligt Præg, der var meget forskjelligt fra den sædvanlige, stive, italienske Maneer.
   »Det er s'gu næsten ligesom hjemme hos os,« vare ogsaa Aabyes Ord, efter at han i nogen Tid havde seet sig omkring. »Jeg tør vædde paa, at det Sybord er fra Hofstolemager Hansen.«
   Caminen i det ene Hjørne af Salen med den store Vase med Skovbregner, Rør, Blaaklokker og Snerler fra Søen var saa langt fra Italienernes sædvanlige Afsky for Blomster i Værelserne, at det ikke forundrede mig at see de hvide Roser og Hortensier, der stod i Vinduerne, saalidt som det rige Blomsterflor, der smykkede den aabne Veranda. Fløidørene til Haven vare aabne, men ikke forsynede med Net. Det runde Bord foran Hjørnedivanet bar danske Bøger og danske Prospecter, og paa Opsatsen saae man Thorvaldsens Arbeider i Biscuit; hans Alexandertog var som Frise anbragt under Loftet, og de fleste Malerier, der smykkede Væggene vare af danske Mestere. Jeg nærmede mig Fortepianoet: Kuhlaus og Weyses Navne hilste mig velkommen fra de første Noder, jeg aabnede. En Bog laae opslaaet ved Siden af Sytøiet paa det store, ovale Bord foran Havestuens Døre. Jeg saae i den, det var Heibergs Intelligensblade, som nu uden Antagonisme hvilede paa et Hefte »Nye Eventyr« af H.C. Andersen.
   Inden jeg fik Tid til at komme mig af min Forbauselse, hørte jeg den Fløiels Portière blive trukken tilside bag ved mig, og i samme Øieblik saae jeg Leon de Ville træde ind med to Damer, der venligt hilste, medens han som Vært forestillede os for hverandre.
   Allerede ved det første Øiekast maatte jeg give den unge franske Enthousiast Ret i den Skildring, som han i sin lille Fortælling havde udkastet af de to Kvinder, som havde havt saa væsenlig en Andeel i hans Eventyr; men hvis jeg skulde have valgt, er jeg vis paa, at mit Hjerte havde knyttet sig til den Ældste: et saadant Udtryk laae der i hendes mørke Øine, saamegen Aand og Følelse spillede der om hendes fiintformede Mund.
   Den Gamle, der havde ventet at skulle tilbringe en kjedelig Aften i en lige saa kjedelig Selskabssal, syntes at blive betydeligt bedre stemt ved at see disse to Damer træde ind med en Fordringsløshed, som i Forbindelse med deres Toilette ikke tydede paa, at nogen stor Forsamling var ivente. Aabye, der rimeligviis nu fandt det passende at anbringe den italienske Hilsen, som han i saa lang Tid havde studeret paa, udførte ogsaa dette med en Anstand, der fik det ulykkelige »Principessa« til at knække paa ikke mindre end tre Steder, og den yngre af Damerne til at see ud ad Vinduet for at skjule sin Overgivenhed.
   »Jeg beder Dem,« sagde Fyrstinden, som med en Haandbevægelse bød os tage Plads, »om ikke at medbringe et Ceremoniel, der maaskee er uundværligt i Rom, men som vi heldigviis kunne aflægge paa Landet. - Titlen Principessa er for mig ubehagelig«, tilføiede hun med et vemodigt Smiil. »Den er nutildags saa godt som Parodi og søges af saa Mange, og saa Forskjellige, at den har tabt al den Betydning, som Ordet indeholder.«
   Jeg beundrede den melodieuse Velklang, som tonede igjennem disse faa Ord, der udtaltes i mit Modersmaal, og sagde hende en Compliment i den Anledning.
   »Jeg kan ikke tage imod deres smigrende Bemærkning,« svarede hun og fæstede sine mørke Øine alvorligt paa mig. »Jeg er ikke Romerinde, som De maaskee antager, og min Vugge har staaet langt fra Italiens Land; men paa den anden Side har jeg været saa længe borte, at jeg næsten frygtede for at have glemt det Danske, skjøndt det er mit Barndoms Sprog.«
   »Ja, tænkte jeg det ikke nok!« udbrød den Gamle, idet han uden videre Omstændigheder tog Plads ved Siden af hende. »Jeg veed ikke, om De længere kan huske os fra den Foraarsdag i Ponte Molle; allerede dengang havde jeg en Anelse om, at De hørte Danmark til.«
   »Ja,« svarede Fyrstinden alvorligt, »jeg husker desværre altfor vel den sørgelige Dag, der ikke bragte os Andet end Ulykke og Fortræd. Jeg har tidt ønsket at kunne takke Dem for den Bistand, som De dengang ydede os. - De er maaskee senere ankommen til Rom?« tilføiede hun let henkastende til Verner. »Jeg troer ikke jeg havde den Fornøielse at see Dem den Formiddag i Osteriet.«
   »Nei,« sagde den Gamle med sit lunefulde Smiil, »vi havde heller ikke den Fornøielse at see ham i de Dage. Han var, som den rige Mand i Testamentet, falden mellem Røvere, indtil han fandt en barmhjertig Samaritan, der tog sig af ham og frelste hans Liv. Til Gjengjæld optraadte han selv som saadan og frelste vor unge, franske Ven, da han laae i Sarkophagen.«
   »Hvad mener De? Leon i Sarkophagen?« raabte den unge Pige forundret. »Det var da morsomt! Har Du hørt Noget derom?«
   Fyrstinden betragtede først Verner, som stod taus lænet imod Altandøren, og derpaa Leon de Ville, der under dette Udraab forgjeves havde sendt den Gamle Vink og Øiekast om at holde op.
   »Der har jeg nok,« tog denne tilorde, »begaaet en Dumhed; men jeg antog ikke, at man her kunde være uvidende om Begivenheder, som have sat hele Rom i Bevægelse. Jeg antog, at de selv bedst vidste, hvor nær vi have været ved at miste de to unge Mænd, der have fristet saa høist ulige Skjæbne?«
   »Leon!« raabte den unge Pige med en forfærdet Mine. »Har Du været i en saa skrækkelig Fare uden at sige mig et Ord derom? Fortæl dog, jeg beder Dig! Hvad er der hændet? Du var da ikke den Abbate, som Folkene paastod at have seet i Haven?«
   Jeg kastede et Blik paa Fyrstinden. Hun var bleg, men det forekom mig, at Verner, der i dette Øieblik vendte sig for at gaae ud paa Altanen, var blegere end hun. Situationen syntes at være pinlig for Alle. Den Gamle var forlegen, Leon de Ville forstemt, og selv Aabye sendte mig et Blik, som om han frygtede for en Explosion.
   »Hvad har der da været iveien?« raabte den unge Pige, idet hun gik hen til Leon de Ville, og lagde Haanden paa hans Skulder. »Fortæl os Alt, Leon! Jeg kan ikke holde ud at være i denne pinlige Uvished, skjøndt Du er frelst.«
   »Jeg troer,« sagde den unge Lieutenant, »at Hr. Verner gjør bedst i at fortælle sin Historie først, da den paa en vis Maade danner en Forløber for min.«
   »Er den uhyggelig?« spurgte den unge Pige livligt.
   »Ja, lille Frøken,« sagde den Gamle paa sin eiendommelige Maade, »meget hyggelig er den just ikke.«
   »O, det er deiligt!« raabte hun. »Saa faaer jeg Lov til at lukke Persiennerne? Det begynder allerede at mørknes. Nu skal Hr. Verner fortælle os sin Historie saa rædselsfuldt som muligt. Det bliver ligesom i gamle Dage, naar - -«
   »Vil De kalde paa Hr. Verner, Leon,« sagde Fyrstinden blidt, idet hun bøiede Hovedet for at søge Noget i sit Syetui.

Vilhelm Bergsøe Homepage