V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 510-519

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 510-519

   »Ja,« svarede Aabye, »og Begivenheder, der ikke maae trykkes, uden at en vis Person giver sit Minde dertil.«
   »Brandt?« spurgte jeg tvivlende.
   »Nei,« svarede Aabye, »han er død for flere Aar siden og har desuden sat sig selv saa offentligt et Minde, at det ikke kan skjules. Nei, jeg tænker paa Hovedpersonen, paa Henry Vernon.«
   »Det er da ikke Henrik Verner!« raabte jeg, idet jeg sprang op. »Det er da vel ikke hans virkelige Liv, som Frederik From har skildret?«
   »Ja og nei,« svarede Aabye, »ganske som De vil tage det. Ingen Digter griber sine Charakterer lige ud af Luften, og Motiverne i ethvert digterisk Arbeide have altid en skjult Traad, der er slynget om Virkeligheden som Vindsel. Vi kunne jo tænke os, at Verner virkeligt har lidt og kjæmpet saaledes, som From har skildret. Vi kunne jo antage, at han virkeligt har været et Bytte for disse sjælelige Kampe, for disse Skjæbnens Omskiftelser, og jeg vil da spørge Dem, om det er saa forunderligt, hvis der i hans Sjæl er bleven en sort Plet tilbage, der, hvor lille den end er, dog er stor nok til at formørke hans Liv, selv naar Lykkens Sol skinner allerklarest.«
   »De har altsaa ikke kjendt Verner i den Periode, som From har skildret?« spurgte jeg.
   »Nei,« sagde Aabye og rystede sørgmodig paa Hovedet, »jeg traf ham, da de onde Dage kom. Har From seet ham i hans lyse Periode, saa har jeg kjendt ham i hans mørke, og der kunde godt skrives en ny Roman derom, dersom jeg havde de samme Evner som From, og dersom Tiden ikke holdt mere af de lyse Billeder end de mørke. Maaskee er det Froms Hensigt at gjøre dette. Manuscriptet er jo ufuldendt, og hvad jeg har seet, kunde godt tjene som Pendant til den lyse Side af Maleriet. Dog troer jeg neppe, at Verner vilde tillade det; thi den Kamp, som han har stridt igjennem, den Nød, de Lidelser og de Savn, som han har taalt, holde vistnok kun meget Faa af at læse, og han mindst af Alle af at see paa Papiret.«
   »Hvorledes gjorde De Verners Bekjendtskab?« spurgte jeg frittende. »Fortæl mig Noget derom. Nu er det Dem, som skal indfrie Deres Løfte.«
   Aabye vilde svare, da vi i det Samme hørte Trappen, som førte op til Loggien, knage under tunge Trin, der havde tilfølge, at først en graae, spidspullet Filthat viste sig i Aabningen; derpaa fulgte et Par godmodige, joviale Øine, et smilende Ansigt og et mægtigt, staalgraat Skjæg, indtil den Gamle i hele sin imponerende Skikkelse stod for os med en lille Billet i Haanden.
   »Det er en rar Hønserede, De har faaet lavet sammen heroppe,« sagde han pustende. »Her løber jeg hele Huset omkring for at meddele den nyeste Nyhed, og saa sidde de unge Hanekyllinger heroppe, uden at give et eneste Gal fra sig ved Solopgang. Hvor er Verner?«
   »Ude!« svarede Aabye, medens jeg greb Papiret, som den Gamle havde lagt paa Loggiens Rand, og som Morgenvinden truede med at bortføre.
   »Holdt, stop!« raabte den Gamle og snappede Papiret fra mig. »Er det en Maade at behandle et høiadeligt Invitationskort paa? De aner vist neppe, at det er en virkelig Prindsesse, der har forfattet denne Øiensfordærvelse, som jeg holder i Haanden.«
   »En Invitation!« raabte jeg. »Tænkte jeg ikke nok, at Leon de Ville fik sat sin Plan igjennem? Det bliver morsomt.«
   »Ja, ganske som man tager det,« sagde den Gamle tørt. »Holder De meget af at gnide Deres Ryg mod et Consolspeil eller at studere Mønstret i Deres Hattefoder en heel Aften igjennem, saa for mig gjerne; jeg er aldrig misundelig. Hvad mig angaaer, spiser jeg hellere min Salat i Bufalo, end jeg knækker Krakmandler med Grever og Baroner, og bliver grint ud af et Par skrammererede Lakaier, som troe, at jeg har glemt at barbere mig.«
   »De gaaer altsaa ikke med?« spurgte Aabye.
   »Forbandet nødigt,« svarede den Gamle, »og vil Nogen sælge mig et Paaskud, kjøber jeg det strax. Jeg har nu ikke været i Selskab i tredive Aar og har derfor glemt, hvordan en sort Kjole seer ud.«
   »Det er forresten mærkeligt, at Fyrstinden inviterer saa kort efter sin Gemals Død,« bemærkede jeg. »Det er ikke efter italiensk Skik. De maa endeligt gaae med; jeg længes efter at komme ind i en italiensk Familie og see et rigtigt italiensk Selskab.«
   »Velbekomme!« sagde den Gamle. »Jævn Kjedsommelighed og conversazione fra Syv til Ni; to Viindruer, tre Figner og een Krakmandel til en suur Orangiata fra Ni til halv Ti og vanvittig Kjedsommelighed til Claveermusik fra halv Ti til Elleve - det er Programmet, og det er jo meget lovende.«
   Jeg loe og snakkede saalænge for den Gamle, at hans stærke Aversion mod fiint Selskab blev neddæmpet saavidt, at han lovede at blive den første Time; men videre kunde vi heller ikke drive ham. Aabye foer ned for at faae fat paa Verner og meddele ham den glædelige Nyhed, medens jeg med den Gamle gik ned i hans improviserede Studie for at see en Buste af den skjelmske Giulietta, Barberens Datter, der boede ligeover for os, og som hver Morgen coquetterede med os, naar hun flettede sit deilige, sorte Haar.
   Da vi senere hen paa Formiddagen samledes til det fælles Maaltid, var Verner endnu ikke kommet. Efter vor gamle Værtindes meget vidtløftige Forklaring var han om Morgenen først seet paa Broen, der forbinder Ariccia med Albano, og senere paa Veien ned imod Nemi, hvor hendes Søn havde truffet ham. Rimeligviis maatte han nu være paa Vandring hjemad, og da vi havde endt vort Maaltid, besluttede vi at gaae ham imøde for at meddele ham den lille Begivenhed, der idag afbrød vort idylliske, men paa Forandringer temmelig fattige Liv. Ved Ombøiningen til den lille Sti, der fra den brede Hovedlandevei fører ned imod Søen tilvenstre, skiltes vi ad, saaledes at den Gamle fulgte Stien, der i Dybden slynger sig langs med Søens Rand, medens Aabye og jeg gik ad den bredere Vei, som løber høiere oppe, og paa hvilken Verner maaskee kunde være slaaet ind, dersom han vilde følge denne Vei til Genzano. Medens vi saaledes vandrede sammen, faldt Talen atter paa Verners tidligere Liv, og Aabye meddeelte mig da Følgende:
   »De vil rimeligviis fra den lille Historie, som jeg fortalte den første Aften paa Piazza del Popolo, erindre, at jeg i 1853 ved Choleraens Udbrud var bleven ansat som Choleralæge ved Almindeligt Hospital, nogen Tid efter at jeg var bleven Candidat. Medens jeg studerede Medicin havde jeg af og til Leilighed til at træffe sammen med Henry Vernon - det var dengang hans virkelige Navn - især i Studenterforeningen og paa de physiologiske Forelæsninger, som han da hørte, skjøndt de strengt taget laae udenfor hans egentlige Studier. Allerede dengang tiltalte han mig i en overordenlig høi Grad; thi foruden at være livlig og opvakt, havde han mange, maaskee for mange Interesser, der dog alle stod i Aandens og Ideens Tjeneste. Hvad der derimod mindre behagede mig, var en vis Jagen efter forfængelig Opsigt, en Tilbøielighed, som han let kunde tilfredsstille, da i hiin Periode alle Rigdommens Midler stod til hans Raadighed. Lidt efter lidt syntes imidlertid de ideelle Interesser at svækkes, og hans Besøg i Studenterverdenen og paa Forlæsningerne blev bestandigt sjeldnere. Den Omgang, som vi havde havt med hinanden, men som aldrig havde været af nogen synderlig Betydning, hørte endeligt ganske op, da han sluttede sig til en Kreds af Mennesker, med hvilke jeg i ingen Retning kunde harmonere, mindst med Lieutenant Brandt, om hvem De vistnok vil have faaet en klar Forestilling gjennem Froms Manuscript. Der gik i den Tid mange Rygter i Kjøbenhavn baade om den unge Vernons colossale Rigdom og om de mange, dumme Streger, som Brandt forledede ham til. Ond eller fordærvet har han aldrig nogensinde været, men derimod letsindig og denne Egenskab benyttede Brandt sig af med megen Snildhed, idet han satte den i Forbindelse med hans Forfængelighed og Vankelmodighed. Dette hans Vankelmod, der jo iøvrigt er saa almindeligt hos unge Mennesker, og som saa ofte rettes med Aarene, fremtraadte imidlertid hos Vernon med en saadan Styrke, at det tidt forekom mig, at han ligesom var splittet i to Naturer, der ikke formaaede harmonisk at smelte sammen i hinanden. Paa den ene Side havde han megen Phantasie og Følelse, der tidt drev ham over i sværmeriske Drømme og Syslen med digteriske Arbeider, hvortil han besad baade Smag og et vist Talent; paa den anden Side havde han en critisk Scepticisme, der i Forening med en virksom Ransagelsens Aand drev ham over til Studier i Naturvidenskaben, hvilken han betragtede som vor Tids kommende Messias, under hvis Banner det næsten var mere end en Hæder at kjæmpe. Disse to Naturer, der, hvor gode de end hver for sig kunde være, dog ligesom fjendtlige Magter stod sønderrivende imod hverandre, frembragte en Spaltning i hans Stræben, som han da søgte at udfylde med det sletteste Materiale, der kunde findes: de daarlige Glæder og overfladiske Fornøielser, hvorpaa Kjøbenhavn er saa rig. Hvor ofte har jeg ikke seet ham midt under Løsningen af et eller andet videnskabeligt Problem, der hyppigt havde beskjæftiget ham i Maaneder, pludseligt at kaste dette tilside for at overvinde de Vanskeligheder, som et eller andet digterisk Emne frembød, og som han nu følte sig istand til at beseire. Naar da Kræfterne eller Lysten ogsaa her svigtede ham, kastede han det mismodigt overbord og ansaae da den aandelige Slaphed og Træthed, der var opstaaet ved disse to forskjelligartede Strømningers Brydning, for Mangel paa virkelig Dygtighed og Begavelse. Under disse Anfald, som næsten periodisk vendte tilbage, var det at Brandt og de Andre kunde tumle med ham, omtrent som de vilde. Det Anker, der ene kunde give ham noget Hold og bringe ham til at svaie op imod Strømmen, hvormed han ellers drev af, syntes ikke at være muligt for ham at finde; thi hver Gang han nærmede sig en Kvinde - og jeg troer, at han navnlig i en vis Periode stærkt nærmede sig til en - traadte hans Critik og Scepticisme saameget i Forgrunden, at det altid berøvede ham Modet til at beherske Situationen og gribe i rette Tid det forbiflyvende Øieblik. Den Hemmelighed, der knyttede sig til hans Fødsel, og som jeg dengang ikke kjendte, bidrog ogsaa meget hertil. Ofte har jeg tænkt, at hans Fader og Moder maatte være meget uensartede Naturer, dersom man turde dømme fra de Brydninger, der herskede hos Henry, og som trods hans Rigdom og store Begavelse dog gjorde ham til et ulykkeligt Menneske.
   Da var det, at den sørgelige Duel indtraf, som jeg allerede har meddeelt Dem i min lille Fortælling, og som snart, ligesom en Løbeild, med de utroligste Forvanskninger foer rundt i Kjøbenhavn. Duellen gjorde under de daværende Forhold ikke saamegen Opsigt, som den under andre Omstændigheder vilde have gjort; men dog vare de Gisninger rigelige nok, som Folk anstillede med Hensyn til dens Motiver. Nogle paastod, at Brandt, der pludseligt var kommen til Penge, havde bedraget Vernon for en Deel af hans Formue; Andre, at Brandt havde berøvet Henry en ung Pige, som han elskede, og som netop skulde være den samme Patient, som jeg hiin Aften besøgte paa Christianshavn. Det virkelige Motiv, som jeg først langt senere erfarede, var imidlertid det, som De selv kjender fra Froms Manuscript. Hvad det Barn angaaer, som blev fundet hos Patienten, da var dette ikke Henrys, men Brandts, det var Brandt, der fra Begyndelsen af havde forført Laura, og som senere havde benyttet Henry som det gyldne Skjermbræt, bag hvilket han i al Tryghed kunde operere.
   Alle de Rygter, der i hiin Tid circulerede, vare imidlertid ikke synderligt skikkede til at stille Henry i noget videre gunstigt Lys. Da jeg fra mit tidligere Bekjendtskab til ham kjendte den Stolthed og Uafhængighedsfølelse, der altid havde besjælet ham, satte jeg fuld Tiltro til en Meddelelse, jeg fik om, at han tilligemed From, der havde pleiet ham under hans Sygdom, vilde forlade Danmark, - ja maaske bosætte sig paa Jamaika, hvor man paastod, at han havde Slægt og Forbindelser. Jeg fæstede saa fuldstændig Lid til dette Rygte, at jeg lidt efter lidt, ligesom alle Andre, tabte disse Begivenheder af Syne og allerede betragtede Vernon, og hvad der stod i Forbindelse med ham, som uhyggelige Minder fra en Rædselsperiode, som jeg haabede aldrig mere at skulle opleve.
   Imidlertid - Efteraaret gik hen, Vinteren kom, og en kold blæsende Februaraften vandrede jeg efter Sædvane hjem fra Hospitalet gjennem de sneelagte Gange i Kongens Have. Da jeg kom i den korte Lindeallee, som ved et Gitter er afspærret for den Gaardsplads, der danner Udgangen til Volden, saae jeg en Skikkelse, der i høj Grad tildrog sig min Opmærksomhed. Det var en Mand, høj af Væxt, men med en forunderlig, sammenfalden og vaklende Holdning. Han var iført en Dragt, der saavel ved sit Snit som ved sit Stof tilkjendegav, at baade den og dens Besidder havde kjendt lykkeligere Dage.
   Han var klædt i sort fra Top til Taa; men Beenklæderne vare forneden iturevne og sammenrimpede med blækfarvet Garn. Frakken, der hang løs og slubbrende omkring ham, manglede over Halvdelen af Knapperne, og saavel hans Støvler som hans Hat syntes at rødme høit over den Tilstand, hvori de befandt sig. Jeg antog, at det var en eller anden gammel, forfalden Student, der nu fristede et kummerligt Liv som Oversætter eller Literat af laveste Rang, og jeg greb i Lommen for at give ham Lidt, naar jeg gik forbi. Neppe hørte han imidlertid Lyden af mine Trin paa den knirkende Snee, før han forstærkede sin Gang, som om det blotte Syn af et Menneske vilde være ham ubehageligt, og samtidigt hermed dreiede han Hovedet noget til Siden og sendte mig under Hatteskyggen, der var trykket ned i Panden, et sky, skulende Blik, som om han frygtede for at see en Rykker i enhver Forbigaaende. De vil kunne forstaae min Overraskelse, min Skræk og Forbauselse, da jeg i dette blege, sammenfaldne Ansigt, i denne usle, næsten pjaltede Skikkelse, der syntes at skjælve i Vinterkulden, troede at gjenkjende den fordums rige og elegante Henry Vernon, ham, der havde givet Kjøbenhavn saa megen Anledning til Omtale, ham, der havde været saa feteret, og til hvem saa mange Mødre havde knyttet lige saa mange, stille Forhaabninger. Jeg blev staaende som lamslaaet, men inden min Forbauselse havde faaet Tid til at sætte sig, var han forsvunden gjennem Gitterlaagen og ude i Gaarden foran Gartnerboligen.
   »Tempora mutantur et nos mutamur in illis,« tænkte jeg uvilkaarligt, idet jeg ilede efter ham, for muligt ved et nøiere Eftersyn at blive sikker i min Sag. Jeg opnaaede dette Gjensyn, og dermed den fuldkomne Forvisning om hans Identitet og den uhyre Nød, hvori han maatte være sunken. Da jeg kom til Gitterporten, saae jeg ham staae udenfor det lille Træhus, hvor en tyk og trivelig Kagekone driver en ikke ufordeelagtig Handel med de Soldater, Ammer og Børn, der nu, som en bitter Satire paa Kjøbenhavnernes tivolisk uddannede Smag, ere Havens eneste Besøgende. Uden for dette lille, graamalede Træhuus stod Henry Vernon med den venstre Haand støttet imod Disken, som om han næsten ikke mere kunde holde sig paa Benene, medens han med den høire famlede i Lommen efter de faa Skillinger, som hans røde, valne og forfrosne Fingre havde stor Møie med at hente op. Derpaa talte han dem efter endnu engang førend han skød dem ind ad det lille Glughul, bag hvilket Kagekonen sad i Læ for den skarpe, iiskolde Vind, der ubarmhjertig foer ind under hans iturevne, tyndslidte Klæder. Et Øieblik efter modtog han et halvt Commisbrød, der af en usynlig Haand blev stukket ud gjennem den samme Aabning. Han knappede sin Frakke og skjulte det omhyggeligt under den ene Arm, medens han samtidigt dermed, næsten som et Barn, kastede et længselsfuldt Blik paa de Tvebakker, Kager og andre Herligheder, som laae udbredte for ham. Da han havde knappet Frakken, vendte han sig om og gik langsomt henimod Porten; men i samme Øieblik kom Kagekonens røde Ansigt tilsyne udenfor Gluggen, og med skingrende Stemme hørte jeg hende raabe: »Hør De der! Der mangler en halv Skilling.« Jeg trak mig noget tilbage henimod Skilderhuset og saa ham langsomt og med sænket Hoved vende tilbage for at gjøre Regnskabet om igjen. Paany famlede hans usikkre Haand rundt i alle Lommer; derpaa knappede han Frakken op og vilde give Brødet tilbage. Da saae jeg igjen Kagekonens Ansigt komme tilsyne som et uhyre Hoved»»
   ud af Mester Jakels Proscenium, derpaa fulgte en Haand med en afværgende Bevægelse, og en anden med to Kummenskringler som Tegn paa Fred og god Forstaaelse. Han betænkte sig et Øieblik, saa tog han dem og stak dem i Baglommerne paa Frakken, gjemte Brødet paany og forsvandt ud ad Porten. I et Nu var jeg henne hos Konen, og et Par Ord fra hendes Side bragte Opløsning paa Gaaden.
   »Han var en fattig Studenter, der nok havde sit Læs med at komme frem i Verden, skjøndt han saae ud til at være kommen af pæne Folk; nu kjøbte han hver Middag det gamle Commisbrød, som Soldaterne solgte, naar det var blevet saa tørt, at de ikke længere skøttede om det.«
   Jeg ilede ud, kastede et langt Blik til begge Sider af den udstrakte Voldgade, men kunde ikke øine ham nogetsteds. Han maatte altsaa være oppe paa Volden, og da jeg kom derop, saae jeg ham gaae til venstre en hundrede Alen foran mig. Jeg vedligeholdt denne Afstand, dog saaledes, at jeg ikke noget Øieblik tabte ham af Syne. Paa denne Maade fortsatte vi Veien, indtil vi kom til Langebro. Her saae jeg ham staae stille, lægge Brødet og varme sig, ved som Droskekudskene at slaae Armene over hinanden; derpaa trak han den ene af Kummenskringlerne op og gav sig til at spise den, medens han vandrede over Broen. Vinden, som inde i Byen havde været temmelig stærk, var her saa voldsom og bidende, at den tvang mig til at trykke Hatten fastere ned i Panden og smøge Kraven op over Ørene. Jeg saae ham gaae foran mig, støttende sig til Rækværket og begjærlig spisende paa den Kummenskringle, han bar i Haanden. Midt paa Broen kom et stærkt Vindstød, der rev Hatten af hans Hoved, og i et Nu førte den bort med den skummende Strøm. Han gjorde en ufrivillig Bevægelse med Armene for at gribe efter den. Derved løsnedes Frakken, Brødet styrtede ud, tørnede mod Rækværket og forsvandt i samme Øieblik i Vandet. Han saae et Øieblik efter det med et underligt sløvt Blik; derpaa vandrede han langsomt videre, bestandigt støttende sig til Rækværket, og uden engang at tilknappe sin tynde Frakke, der flagrede for Vinden.
   Under hans langsomme Gang langsmed den øde Reberbane gik jeg ham flere Gange forbi og fik derved den fuldstændige Overbeviisning, at det var den tidligere rige, muntre og livsglade Henry Vernon, som jeg havde for mig. Jeg var uvis om, hvad jeg skulde gjøre; thi de Gange, jeg strøg ham forbi, havde baade hans Ansigt og Blik havt et Udtryk, som fyldte mig med Medlidenhed, medens det dog paa den anden Side tilkjendegav, at han ønskede at vandre ukjendt og alene. Jeg besluttede da at lade ham vinde et lidet Forspring, derpaa indhente ham paany og følge ham op i det Huus, hvor han maatte gaa ind, for der at tilbyde ham den Tjeneste og den Hjælp, som jeg formaaede. Han dreiede om ad Overgaden over Vandet og slog ind i en Gade tilhøire, hvor Mørket var saa tæt, at jeg ganske havde tabt ham af Syne, da jeg et Par Secunder senere naaede Hjørnet. Jeg ilede frem ad den smalle, svagt belyste og slet brolagte Gade, der kun syntes at indeholde de usle Fattigboliger, som jeg kjendte saa vel fra Choleraperioden, og øinede henimod Enden af den en Skikkelse, der langsomt sneeg sig ind ad en Gadedør, som førte ind i et særdeles høit, smalt og mørkt Huus. Det kunde neppe være nogen Anden end ham, da Gaden, paa enkelte Børn nær, var ganske mennesketom, og jeg ilede derfor rask til for om muligt endnu at kunne naae ham paa Trappen. Ligesom jeg standsede foran Huset, der laae saa øde og skummelt i det døsige Lygteskjær, slog pludseligt et Gjenkjendelsens Lyn ned i mig: det var det samme Huus, som Choleraen havde ryddet Sommeren forud, som havde været Vidne til den Rædselsscene, jeg alt har fortalt Dem, og hvis usle og elendige Tilstand jeg kjendte saa godt. Uvilkaarligt veeg jeg tilbage, greben af en ængstelig Gru. Det forekom mig mere end et Spil af Skjæbnen, at den unge, rige og af sin Rigdom overmodige Henry Vernon skulde ende i »Tordenskyen« - netop det samme Sted, hvor den letsindige, ulykkelige Laura havde tilbragt sine sidste, skrækkelige Timer. Det var for mig ikke Tilfældighedens Spil, ikke et Sammentræf af Omstændigheder - det var den hævnende Nemesis, der aabenbarede sig.
   Jeg gik op i den elendige Beværtning, der saa stolt bar Skildtet »Billard og Café«, og gjennem den tykke Atmosphære af osende Olielamper, Brændeviin og Øl opdagede jeg et enkelt Menneske, der sad paa Hug foran Kakkelovnen og hurtigt reiste sig ved min Indtrædelse. Det var Værten selv, men han syntes ikke at have ret megen Søgning; thi han blev synligt overrasket, da jeg satte mig ned og forlangte en Kop Kaffe. Under de Bestræbelser, som jeg gjorde for i det mindste at nedsvælge noget af den afskyelige Mixtur, som han bragte mig, førte jeg Talen hen paa Sommeren og dens Begivenheder. Han var den Eneste, der var bleven tilovers af Husets Beboere; men han skyldte det kun den Omstændighed, at han efter sin Kones og tre Børns pludselige Sygdom og Død var flygtet ud af de Omgivelser, der havde dræbt de Andre. Han havde da taget Tjeneste som Opvarter i Nyholtekro; men ved sin Tilbagekomst havde han fundet Huset lukket, Beboerne uddøde, og Eiendommen, hvis simple Café tidligere havde været et Tilflugtssted for en stor Deel af Christianshavns Arbeidere, var nu saa berygtet, at han neppe kunde tjene det, hvormed han skulde betale sin Huusleie. Dette og meget Andet fortalte han mig, idet han udbredte sig vidtløftigt derom. Om Henry Vernon kunde han derimod aldeles ingen Oplysning give mig. Der boede ingen galante Personer i Eiendommen, og mindst Nogen med »et saa fiint Navn«, som han udtrykte sig.
   Den Vinter var jeg bleven valgt ind i Bestyrelsen af Selskabet »Philadelphia«, et Selskab, der, som De veed, gaaer ud paa at understøtte fattige og værdige Studenter ved Bidrag, der indsamles hos deres af Lykken mere begunstigede Kammerater. Selskabet, hvis Virksomhed foregaaer i al Stilhed, modtager i Reglen Ansøgninger fra de Trængende selv, og Trangen afhjælpes da, saavidt muligt, naar man har overbeviist sig om, at den virkeligt er tilstede. Det traf sig, at et Medlem den Aften i Bestyrelsesmødet meddeelte nogle Oplysninger, som han havde modtaget fra forskjellige Kilder, angaaende en vis Student Verner, der skulde leve i den yderste Trang og under Omstændigheder, som man neppe vilde ansee for mulige i Kjøbenhavn. Der blev fortalt, at han allerede om Efteraaret skulde være ankommen til Byen for at studere Medicin, og at han i den første Periode udelukkende havde levet af Rugbrød og Anchiovis, som han, efter hvad han havde meddeelt nogle af sine Kammerater, ansaae for den billigste og den i Forhold til Prisen meest nærende Kost. Uagtet disse havde fraraadet ham at leve paa en Maade, der ikke stod i noget Forhold til den Jernflid, han udviste, og de Anstrengelser, han paalagde sig selv paa Hospitalet, havde han dog ikke villet følge deres Raad, men haardnakket afviist ethvert Tilbud om Hjælp, ligesom det heller ikke havde været dem muligt at faae ham til at søge nogle af de Legater, der saa rigeligt ere tilstede for trængende Studerende. I Løbet af et Par Maaneder havde han underkastet sig den medicinske Forberedelsesexamen med »præ ceteris« i alle Fag: men kort derefter var han fuldstændigt forsvunden fra Hospitalet, hvor han havde været en daglig og virksom Gjæst. Uagtet han var særdeles afholdt af sine Kammerater, havde han dog aldrig taget imod nogen Understøttelse af dem, ja endogsaa tilbageviist deres Opfordring om at besøge dem i Hjemmet med en Vedholdenhed, der havde skaffet ham adskillige Uvenner. Paa den anden Side havde han heller aldrig seet Nogen hos sig, ligesom han over hele sin Existens kastede et saa hemmelighedsfuldt Slør, at hans Kammerater ikke engang vidste, hvor eller hos hvem han opholdt sig. En af disse, der havde fattet oprigtig Medlidenhed med ham paa Grund af hans stille, sørgmodige Væsen og den Ubøielighed, hvormed han bar aabenlyse Savn, havde anstillet en formelig [s520] Undersøgelse i de Dage, da han var forsvunden, og havde fundet ham paa en ussel Kvist i et Baghuus paa Christianshavn, hvor han, saaledes paastodes det idetmindste, i de sidste tre Uger havde opholdt Livet ved Rugbrød og Mælk, i Forbindelse med smaa Quantiteter Opium, tre Stoffer, der efter hans Mening vare tilstrækkelige og endnu billigere, end hvad han tidligere havde levet af.

Vilhelm Bergsøe Homepage