Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 500-509
»Paa Morgenskyerne røde Flyve vi Livet imøde.«
Den Sommer, jeg nu tilbragte i de maleriske Albanerbjerge, snart i Ariccia, snart i Genzano eller det stille Nemi - thi disse Byer ligge tæt ved hverandre - hører til de skjønneste Minder i mit Liv, som jeg ikke kan tænke tilbage paa uden med en vis smertelig Længsel, som om Hjemveen imod sin Natur kunde kalde og lokke til fremmede Kyster. Var det disse forunderligt stille og dybe Indsøer, kransede som hos os af Rør og Elle, der lokkede beslægtede Minder frem i mit Bryst? Var det Aabyes jævne Lune og gode Humeur, var det Verners sværmeriske Sange eller den Gamles godmodige, sarcastiske Væsen, der bevirkede, at disse Dage staae for mig, som om de vare levede i Hjemmet selv? Eller var det de Begivenheder, som indtraf derude, de Eventyr og Hændelser, jeg endnu, som en sanddru Historieskriver, har at berette? - Jeg veed det ikke, og bryder mig ikke heller om at vide det; jeg veed kun, at det var en mageløs Sommer.
Høit oppe, hvor de brune, forvittrede Tufklipper, beklædte med deres fine, mangefarvede Lav og det for Vinden som Lokker bølgende Venushaar, speile sig i den lille, maleriske Nemisø, der nu ligger saa fredeligt, at kun Naturforskeren i den seer det udslukkede og vandfyldte Krater, havde vor gamle Fører leiet en Bolig, som for mig var bedre end hvilketsomhelst Kongeslot i Verden. Fra mine Vinduer havde jeg, saasnart Morgensolen brød frem, en Udsigt, liig den, som Ørnen maa have, naar den har bygget sin Rede paa Fjeldets høieste Tinde. Fra det flade Tag overskuede jeg paa den ene Side Søen og Skovene ved Nemi, paa den anden Ariccia og Albano. Længere ude havde jeg den vidtstrakte, af Valmuer rødmende Campagne. Bag denne glimtede i Horizonten det blinkende Middelhav, og under mine Fødder laae det fredelige Genzano, endnu indhyllet i Morgenens Taage, endnu begravet i Søvnens Arme, med Undtagelse af en eller anden Hyrde, der fløitende drog ud for at tage fat paa sit tidlige Dagværk.
Det var netop saadan en klar, dugfrisk Morgen, at jeg ad den lille Hønsestige var kravlet op til Husets Loggia, hvis Tag en enkelt Viinranke, der, som et Ankertoug, snoede sig op fra den mørke Gaard, forsynede med Kjølighed og Skygge. Jeg havde netop faaet min Cigar tændt og sad i taus Beundring af den deilige Morgenstund, da jeg hørte Aabye pustende og stønnende arbeide sig op ad den snevre Trappe for pludseligt at dukke op gjennem Loggiens Gulv som en Aand fra Underverdenen. Dette kunde nu synes i og for sig ikke at være videre mærkværdigt; men for mig, der under mit Ophold havde havt rig Leilighed til at studere min Contubernals Vaner og Tilbøieligheder, var det et Phænomen, en Begivenhed, der fik mig til at tabe Cigaren og fuld af Forbauselse stirre paa den anden opgaaende Sol.
»Død og Pine, hvor her er smukt!« udbrød Aabye efterat have tørret sit runde, godmodige Ansigt med sit Lommetørklæde. »Det er en ganske eiendommelig Belysning, hvori Alt ligger. Saaledes har jeg aldrig seet Egnen før.«
»»Tidlig Morgenstund ved Genzano. Solopgang; Hyrderne drive deres Faar til Campagnen.« Saaledes vilde der staae i Cataloget, dersom vi vare i April Maaned og saae det paa Charlottenborg. Jeg har en Anelse om, Høistærede, at De kun kjender Morgenbelysning sammesteds fra. De synes ikke at hylde Principet: »Morgenstund har Guld i Mund.««
»Jo,« svarede Aabye leende, »jeg hylder det i Principet, men ikke i Praxis. Der har den Bly i Enden, og det er altid det, der forhindrer mig i at komme op.«
»Hvilke Tegn og underlige Gjerninger er der da skeet idag,« spurgte jeg, »siden jeg faaer et saa uventet og smigrende Besøg i min stille Loggia?«
»Tillader De?« spurgte Aabye, idet han tog Sæde paa en af Straastolene og laante min Cigar for at tænde. »Tak! Seer De, der er hændet noget ganske Mærkværdigt, Noget, der staaer i Forbindelse med hele den lange Historie om Sarkophagen, som jeg, oprigtigt talt, troede var Løgn fra Ende til Anden.«
»Nu, og det er?«
»Ja, tænk Dem blot,« sagde Aabye. »Ham, Fyrsten, - hvad Fanden var det nu han hed - Pasini eller Paganini - nok er det, han er myrdet allerede for tre Uger siden.«
»Myrdet! Hvoraf veed De det? Hvem har fortalt det?«
»Ja, hør nu blot,« sagde Aabye og rykkede sin Stol nærmere hen til mig. »De husker jo nok den Formiddag, da vi vare sammen i Osteriet ved Ponte Molle? Den Dag, da hele den Historie skete med Bøflerne, som ikke kunde trække Marmorblokken? Husker De, at denne Fyrste - saa for Pokker, nu kan jeg igjen ikke huske, hvad han hedder - husker De ikke, at han allernaadigst behagede at piske en Hyrde, som laae bagbunden paa Veien?«
»Jovist,« svarede jeg; »men hvad kommer det Sagen ved?«
»Jo, i allerhøieste Grad,« raabte Aabye; »thi Fyren, som blev transporteret til S. Michele, er kommen løs igjen og har myrdet Fyrsten i hans egen Reisevogn, ikke en halv Miil udenfor Roms Porte, paa Via Appia Nuova, udenfor Trattoria Tavolata, hvor han holdt for at skifte Forspand. Nitten Dolkestød! Hvad siger De dertil? Det er forsvarligt Arbeide.«
»Og Hyrden, hvad blev der da af ham?« spurgte jeg.
»Han stak af, naturligviis,« udraabte Aabye. »Det gjør de jo altid i dette forbandede Land, hvor der hverken er Lov eller Ret. Nitten Dolkestik, og deraf syv i Halsen. Jeg forstaaer ikke, hvorledes han har faaet Tid til at støde saamange Gange, saa lidt som jeg seer nogen Grund dertil.«
»Jeg har seet en Englænder, som blev myrdet en Vinteraften inde i Rom i Vicolo del S. Giuseppe; han havde faaet sex og tredive. Det er ene for Sikkerheds Skyld, at de give saamange.«
»Fy for Fanden!« sagde Aabye med en Grimace. »Det maa være ækelt at være Læge i Rom; det sagde jeg ogsaa til Leon de Ville, som lige i dette Øieblik bragte os Efterretningen. Det er første Gang, at vi seer ham herude, skjøndt det nu er over sex Uger siden, at vi traf Aftale med ham. Husker De den Aften paa Piazza del Popolo? Var Leon de Ville ikke saa nobel en Charakteer, kunde man fristes til at troe, at han havde underkjøbt Banditten.«
»Det behøves ikke,« svarede jeg. »Selv den simpleste Romer glemmer ikke at hævne en Fornærmelse, navnlig naar den er saa grov og modtaget i saamange Menneskers Paasyn. Nu er Fyrstinde Pisani altsaa fri. Jeg negter ikke, at jeg nok havde Lyst til at lære hende nærmere at kjende; efter hvad Leon de Ville fortalte, maa hun være en mærkelig Charakteer. Nu kan jeg forstaae, at vi aldeles Intet have seet til hende i al den Tid, vi have ligget herude.«
»Leon de Ville har ikke opfyldt sit Løfte om at indføre os paa Villaen i nogen synderlig Grad,« bemærkede Aabye, idet han slog Asken af sin Cigar. »Jeg maa, oprigtigt talt, tilstaae, at jeg heller ikke beklager mig derover. Det romerske Selskabsliv er ligesom deres Haver; Alt er snirklet, opstillet og lavet. Jeg har rigtignok kun een Gang prøvet en saadan Aften i Rom; men Gud fri og bevare mig for at opleve den paa ny. Vi fik hverken Vaadt eller Tørt, men levede den hele Aften af italiensk Passiar og ussel Musik. Saa priser jeg dog vore danske Aftener, skjøndt de sommetider ogsaa kunne være drøie nok.«
»Men hvem indestaaer Dem for,« spurgte jeg, »at Fyrstinde Pisani virkeligt er Italienerinde? Efter hvad Leon de Ville fortalte om hende og den unge Pige, maa hun enten være fra Holland eller Danmark, og maaskee snarest det sidste.«
»Ja, det kan gjerne være,« sagde Aabye ligegyldigt; »men jeg betakker mig alligevel for disse italieniserede Danske, navnlig naar de bære Fyrstetitel. Alene dette Ord Principessa faaer jeg bestandigt galt i Halsen, hver Gang jeg skal udtale det - og de bruge det jo ved hvert andet Ord.«
»De kan godt spare Dem den Uleilighed,« svarede jeg. »Titlen har jo Intet at betyde. Den betegner neppe saa meget som Baronesse hos os. Desuden er jeg vis paa, at hun aldeles ikke bryder sig om denne Titel. Hun er for fri en Aand til at ville bekymre sig om en paahængt Etiquette, der langt snarere forringer hendes Værd end fremhæver den. Hun er en af disse stille, dybe Charakterer, der, ligesom Søen her, villigt modtager alle Skjønhedens Indtryk, og straaler den tilbage med Undtagelse af dem, som den gjemmer i sit Dyb. Hun er - -«
»Hillemænd!« afbrød Aabye mig, »hvor De tager paa Veie! Man skulde næsten troe, at De havde isinde at sætte Dem paa den ledige Throne, og at De blot ønskede at komme til Villaen for at faae Leilighed til at anlægge de første Løbegrave. De omtaler hende jo med en Varme og en Interesse og maler Phantasiebilleder, som havde De længe kun havt hende i Deres Tanker. Tag Dem iagt! Den italienske Luft er farlig.«
»Maaskee,« svarede jeg, »men ikke for mig; derimod vistnok for Deres Ven, Henrik Verner. Har De ikke lagt Mærke til, at han er meget forandret, siden vi kom herud? Har De ikke tidt, ligesom jeg, følt, at han er urolig, adspredt, higende snart efter Et, snart efter et Andet, kort sagt - at han er en ganske Anden end den muntre, glade Ungersvend, han var i Rom?«
Aabye saae alvorlig paa mig og sagde: »Det kan De ikke regne efter. De kjender ikke Verner saa godt som jeg. Han har nu saadan ganske sin egen Maade at tage Verden og Tingene paa. Hvad vi andre gaae og gnave over, snart paa een Tid af Dagen, snart paa en anden, det samler han til en Hovedsum og har da »de mørke Dage«, som han kalder dem. Maaskee har han havt nogle af disse herude, skjøndt jeg har ikke mærket det.«
»Nei, og hvorfor ikke?« spurgte jeg. »Fordi De har slentret om med den Gamle, snart i Skovene, snart i Campagnen, og ladet mig passe mine Skriverier, og Verner sig selv. Se, derfor har De ikke mærket Noget.«
»Og hvad har De da mærket?« spurgte Aabye lidt urolig. »Der er da Intet iveien med Henrik; han er da ikke syg?«
»Jo«, svarede jeg, »men hjertesyg, saavidt jeg kan mærke. Det er, som om der tyngede Noget paa hans Sind, han ikke kunde blive fri for. Forleden Aften kom det til et Sammenstød mellem ham og mig, som jeg ikke kan forklare, og som fra min Side var ganske ufrivilligt.«
»Saa,« spurgte Aabye opmærksomt, »hvad var da det? Fortæl mig det, jeg beder Dem. De veed, hvormegen Priis jeg sætter paa Henrik, og jeg frygter for, at der maaskee igjen er nogle af de gamle Historier iveien.«
»Oprigtigt talt,« svarede jeg, »forstaaer jeg mig ikke ret paa Verner. Det forekommer mig, at der ligesom hviler et Tryk paa ham, som om der havde været en Begivenhed i hans tidligere Liv, der endnu kastede en mørk Skygge ind i hans Sjæl. Trods al hans Freidighed er han dog tidt sørgmodig, ja næsten indesluttet, og den lille Begivenhed, der hændte iforgaars tyder, trods sin Ubetydelighed, paa, at han gaaer med et Saar, der endnu ikke er fuldstændigt lægt.«
»Hvad var det da?« spurgte Aabye ivrigt.
»Aa, igrunden den ubetydeligste Sag af Verden. De veed, at jeg i Rom strax sluttede mig stærkt baade til Verner og Dem, og at vort Forhold snart antog en fortrolig Charakteer. Jeg har aldrig benyttet dette til at trænge mig ind i nogen af hans Hemmeligheder, men stedse behandlet ham paa den samme frie og utvungne Maade, hvorpaa han optraadte mod mig. De vil derfor kunne dømme om min Forbauselse, da jeg iforgaars Aftes fik et Svar af ham, der kom ligesom et Lyn fra en skyfri Himmel. Jeg vandrede langs ad den lille Sti ved Albanersøen og saae ham komme noget foran mig ad den Klippevei, der fører ned fra Villa Pisani. Jeg indhentede ham og spurgte, hvor han agtede sig hen.«
»Ud i Skoven,« svarede han kort og uden at see paa mig.
»Det træffer sig heldigt,« vedblev jeg, »saa kunne vi følges ad.«
Han vendte sig om og svarede med et Udtryk, som om jeg havde været den meest paatrængende Tigger: »Gaa De Deres egne Veie! Jeg følges ikke med Nogen!« Medens jeg endnu stod ganske forbauset over dette Svar, som jeg saalidet havde ventet, var han forsvunden bag en Ombøining af Klippestien, og jeg lod ham da vandre alene.«
»Hm,« sagde Aabye, »saa galt har det dog aldrig været. Han maa have havt en Strid med En eller Anden, maaskee med den unge, franske Officeer, med Leon de Ville.«
»Det er neppe rimeligt,« svarede jeg. »I al den Tid, vi have været herude, har Leon de Ville kun enkelte Gange været paa Villaen, paa Grund af Maneuvren i Roms Omegn.«
»Ja, først idag,« svarede Aabye, »har han faaet en længere Permission til at blive herude i nogen Tid, inden han tager sin endelige Afsked for at gaae til Normandiet med sin Forlovede. Det fortalte han mig for lidt siden, da han holdt herudenfor. Desuden er der jo aldeles ingen Grund for Verner til at komme i noget fjendtligt Forhold til en Mand, som han selv har udrevet fra Døden, og som altid har behandlet ham med den meest udsøgte Artighed, for ikke at sige Galanteri.«
»Han har dog ikke opfyldt sit Løfte om at skaffe os Invitation til Villaen,« bemærkede jeg.
»Kjære Ven!« raabte Aabye leende. »Husk paa, at Leon de Ville er forlovet, hvilket vil sige det Samme, som at han er bleven distrait; at han er bleven forlovet med en meget smuk og munter Pige, hvilket er det samme, som at blive jaloux. Det kan hverken Verner eller De regne ham til Last.«
»Har De da slet ikke lagt Mærke til,« spurgte jeg, »at den betydelige Forandring, der er foregaaet med Verner, daterer sig fra den Aften, da Leon de Ville paa Piazza del Popolo fortalte sit uhyggelige Eventyr? Lagde De ikke Mærke til, at han under denne lille Fortælling sad ligesom i en feberagtig Spænding, at han snart blev rød, snart bleg og havde stor Møie med at tvinge sig saameget, at han kunde sige Leon de Ville de faa Ord efter Fortællingen? Husker De ikke, at han den Aften pludseligt forlod os i Palombella under et løst Paaskud, og lod os alene med den unge Franskmand? Husker De endvidere, at han om Aftenen var som rasende efter at komme til Albano og neppe vilde unde vor gamle Fører de to Dage til at arrangere sig i, medens han tidligere aldeles ingen Lyst havde havt til at besøge Albanerbjergene, men derimod med Djævels Vold og Magt vilde ud i Sabinerne? Læg nu hertil, at han i Reglen er tre Timer oppe om Morgenen, før Nogen af os, at han strax efter at have taget sin Frokost styrter afsted ud i Skoven eller i Bjergene, at han er umeddeelsom, mørk og indesluttet, eller pludseligt knalder løs med en Explosion som en Vulcan - saa vil De dog vistnok give mig Ret i, at han er forandret, at Noget maa være Aarsag til denne Forandring, og at denne Aarsag, saavidt jeg kan skjønne, er feminini generis, eller - hvilket igjen er det Samme - at han har faaet Friersko med i Kufferten, da han reiste fra Danmark.«
»Hvor vil De hen!« raabte Aabye leende. »Her er jo, Gud hjælpe mig, ikke saameget at frie til, som en Maren Amme; han besøger jo ikke en eneste af de fremmede Familier, som boe herude i Sommer, og han er da ikke saa gal, at han vil give Englænderens Rolle i »Tonietta.«
»Ja, hvem ved?« spurgte jeg smilende. »Vel er Albano ikke saa rig paa Skjønheder, som den i Almindelighed har Ord for; men der findes dog adskillige kjønne Evadøttre herude, og Verner -«
»Nei, nei!« raabte Aabye. »Nu gaaer De ogsaa altfor vidt i Deres sindrige Combinationer og bygger Deres Slutningers Pyramide op til en saadan Høide, at jeg næsten svimler derved. - Nei, desværre,« vedblev han med en alvorlig Mine, »der er ganske andre Ting iveien, og - De maa ikke tage det ilde op - De er aldeles paa Vildspor. Kjendte De Verner saa godt, som jeg, vilde De neppe tage Sagen saa let, som De gjør. Han har langt dybere Vand at svømme i, end De maaskee aner, og lokkes ikke af den første den bedste Sølvfisk, der glimrer i Overfladen.«
»De har vist ikke glemt,« sagde jeg, »hiin sørgelige Aften paa Piazza del Popolo, da vi Alle vare forsamlede og neppe ventede at see ham mere. Kan De huske, at De den Aften lovede at fortælle mig Noget om hans tidligere Liv. De udtalte Dem paa en Maade, som gav mig Interesse, for den unge Mand, en Interesse, som ikke har tabt sig derved, at jeg senere har lært ham personlig at kjende.«
Aabye betragtede mig med et opmærksomt Blik, som om han først vilde udforske, hvad jeg egentligt førte i mit Skjold, og svarede derpaa:
»Siig mig, er dette Spøg eller Alvor?«
»Hvor kan De spørge saaledes!« udbrød jeg forundret.
»Undskyld mig,« sagde Aabye alvorlig. »Det forekommer mig, at vi to ikke ganske have Rede paa hinanden, hvad dette Punkt angaaer, og jeg maa til Gjengjæld gjøre Dem et andet Spørgsmaal. Husker De, at De en Aften oplæste et Manuscript, som skulde være forfattet af Een, som De kaldte Holmgreen? Husker De endvidere, at jeg den Aften tilfældigt var fraværende, og at De senere paa min Anmodning laante mig Manuscriptet til Gjennemlæsning? Er det nu Holmgreen, der har forfattet dette Manuscript, eller er det Dem?«
»Ingen af os,« svarede jeg. »Jeg var nødt til at holde Forfatterens Navn skjult og greb derfor i Flæng det første det bedste Navn, som faldt mig ind.«
»Vil De da,« spurgte Aabye, »tilstaae Forfatterens Navn, dersom jeg gjetter det rigtigt første Gang, saa skal jeg til Gjengjæld fortælle Dem Noget mere?«
Jeg nikkede bejaende. Aabye lagde sig tilbage i Stolen, pustede med stor Værdighed en tyk Røgsky fra sig og sagde ikke uden en vis Emphasis:
»Den, der har skrevet Henry Vernons Historie, hedder Frederik From, saa sandt som jeg hedder Poul Aabye.«
»Hvorledes veed De det?« spurgte jeg overrasket.
»Paa den simpleste Maade af Verden,« svarede Aabye. »Forfatteren har, maaskee af Magelighedshensyn, maaskee fordi han ikke havde isinde at lade Manuscriptet trykke, ikke engang forandret sit eget Navn, medens han dog har maskeret de Andres, og jeg har derfor kjendt to af Personerne i dette Drama saa godt, at Gjetningen aldrig kunde falde mig vanskelig. Nu spørger jeg Dem, hvormange og hvilke har De kjendt?«
»Ikke en Eneste,« svarede jeg, »alene med Undtagelse af Frederik From. Jeg veed vel, at han i tidligere Aar levede meget med den Person, som han har skildret under Navn af Henry Vernon; men netop paa den Tid gjorde jeg min første Udenlandsreise, og ved min Hjemkomst stod From i Begreb med at forlade Danmark paa længere Tid. Uagtet vi ere Skolekammerater og levede den første Studentertid meget cordialt sammen, har jeg dog ikke seet ham i de sidste Aar, og [s510] det Manuscript, som han tilsendte mig, berører Begivenheder, der netop ligge i hiin Periode.«