| Index
| -1
| +1 |
Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 400-409
TREDIE DEEL [s400]
Allerede den næste Aften viste os, paa hvilken løs Grund vi havde opført vore Forhaabninger. Hele Dagen havde været anvendt til at agitere for den unge Danske, som i de faa Unger, han havde været i Rom, havde vidst at vinde Alle med sin belevne Optræden og sit elskværdige Væsen. Vi havde faaet indsamlet otte hundrede Scudi, en ikke ubetydelig Sum, naar man erindrer, at den udgjør noget over femten hundrede Daler, og vi haabede ved Hjælp af denne, og vor gamle Fører, der talte et fortræffeligt Italiensk, at kunne nedstemme de ublue Fordringer, som Schiavone saa pludseligt havde stillet med Hensyn til sin Fanges Frigivelse.
Der var meget stille den Aften i Osteriet. Faa talte, og da om ligegyldige Materier og med dæmpet Stemme. Selv den vevre Evangelista, der ellers leende og sladrende pleiede at bringe os vor Viin og vore Cigarer, naar Maaltidet var endt - selv han var kjendeligt forstemt og glemte ved vor Bortgang ganske sit sædvanlige, muntre »Felicissima notte.«
Da vi kom til Piazza del Popolo henimod Kl. Ni, var Pladsen, som sædvanligt, næsten øde; thi Romerne ere ikke, og navnlig ikke i Mai Maaned, hvor de allerede begynde at frygte Malarien, noget sildigt Aftenfolk. En enkelt Munk drev af og til forbi med sit Æsel, hvorpaa han havde læsset de Varer, som det af Paven sanctionerede Tiggeri havde indbragt ham. En Gensdarm slentrede af og til over Pladsen med Armene overkors og med dybsindige Miner, som om han speculerede over, ved hvilken Ironi af Skjæbnen han var sat til at vaage over den offentlige Sikkerhed paa et Sted, hvor den allerede for lang Tid siden havde ophørt at existere. Nogle pjaltede Bønderdrenge kom trækkende med et sort Sviin og udraabte deres sædvanlige: »Datemi un' bajocco, signor! Moro di fame!« medens deres røde Kinder struttede saa fyldigt, at der var langt større Sandsynlighed for, at de vilde døe af Overmættelse. Selv sad vi tause og nedslagne paa de store Marmortrin, der føre op til Obelisken. Forgjeves plaskede det crystalklare Bjergvand fra de store Fontaner paa begge Sider af Pladsen, hvor et Par Abbater sad og nød Aftenens kjølige Ro, forgjeves førte Aftenvinden Rosernes Duft og Acaciernes berusende Vellugt ned til os fra Monte Pincio, forgjeves kappedes de smaae, vevre Ildfluer med Stjernerne i Klarhed, medens de i korte Sæt glimtende og blussende fore igjennem Luften. Der var en Gravstemning over os Alle; en uhyggelig Følelse af, at vi stod i Nærheden af et virkeligt Livsdrama, hvis sidste, tragiske Act vi ikke kunde forhindre.
Den lille Kirke S. Maria del Popolo, der ligger tilvenstre for Porten, naar man passerer ind i Rom, og som er berømt ved sine rige Malerier, var glimrende oplyst, og af og til hørte man Orgeltoner bruse hen over Pladsen. For at adsprede Aabye, som var meest nedstemt af os Alle, foreslog jeg ham at see ind i Kirken og overvære Høitideligheden. Han nikkede stiltiende, og vi begav os derhen.
Ved vor Indtrædelse bølgede Virakskyerne os imøde. Høialteret og et enkelt Sidealter var glimrende oplyst, Orgelet bruste, og et mægtigt »De Profundis« klang os imøde fra Choret. Det maatte være en eller anden meget rig Romer, som man her stedede til den sidste Hvile. Oppe i Choret samlede Processionen sig, og da de sidste Toner af den gribende Gravpsalme vare hendøde, satte Skaren sig i Bevægelse. Først kom en Række Præster og Abbater med deres sorte Dragter, bredskyggede Hatte og Rosenkransene i de foldede Hænder. Saa skred Capucinermunkene frem parviis, med de spidse Hætter ligesom Masker trukne ned foran Ansigtet, hvorfra de mørke Øine glimtede uhyggeligt frem i Voxkjerternes rødlige Belysning. Saa fulgte Franciscanerne, kronragede, barfodede og istemmende den forunderlige, snart i høie, snart i dybe Toner mumlede Bøn, der bringer Tilhørerne til at tvivle, om det er en Formular, der oplæses, eller en Psalme, der synges. Endeligt kom Kisten eller rettere Baaren, hvorpaa Liget laae udstrakt, ubedækket, pyntet med Guld og Blomster og skarpt belyst af de talrige Kjerter, som bares omkring det.
Var det Spil af min ophidsede Phantasie, eller den rene Virkelighed? Idet Liget bares forbi, forekom det mig, at den unge Mand, som bleg og kold laae udstrakt paa Baaren, havde en slaaende Lighed med Verner. Det var den samme høie og buede Pande, den samme bestemte, noget brede Mund, den samme ædle Profil. Mit Blik traf Aabye, der stod paa den modsatte Side. Hans Ansigt var lige saa blegt som den Dødes; han støttede sig til en af Sidepillerne og vaklede øiensynligt, medens Liigtoget passerede forbi. Vi fulgte begge tause til Udgangsdøren, og saae Toget bevæge sig langsomt i den stille Foraarsaften over Piazza del Popolo. Da det kom forbi Obelisken, reiste Skandinaverne sig op, blottede Hovederne, og snart efter forsvandt Lysenes sidste Glimt i Corso.
»Det var et underligt Sammentræf,« yttrede Aabye sagte.
»Ja,« svarede jeg, »men vi ville ikke tage Varsel deraf. Vi ville haabe, at det vil skee her som i Drømme, hvor Begivenhederne opfyldes i modsat Retning af det, som man har drømt.«
Aabye trykkede taust min Haand, men jeg kunde paa hans Ansigt see, at han var dybt bevæget af det Syn, der var draget forbi os. Langsomt begav vi os hen til Obelisken. Ogsaa her havde man havt samme Fornemmelse; det var let at see, skjøndt Ingen udtalte sig derom.
Vi ventede endnu et Par Timer, snart drivende henover Pladsen i træg og langsom Samtale, snart siddende i Stilhed og lyttende til de store Fontaners eensformige Plasken, snart vandrende et Stykke udenfor Porta del Popolo for om muligt der at træffe Sendebudet. Klokken slog Elleve - Tiden sneg sig med Sneglefjed.
Endeligt saae vi oppe i Corso en uanseelig Skikkelse, iført de romerske Bønders sædvanlige Dragt, med Trøien hængende løst over den ene Skulder. Han slendrede langsomt henimod Pladsen, og neppe havde han faaet Øie paa den lille Gruppe ved Obelisken, før han gik hen til os og tiltalte den Gamle uden videre Omsvøb. Jeg fik derved god Leilighed til at iagttage Schiavones nye Sendebud, der i hele sit Ydre saavel som i sine Ansigtstræk hørte til den sletteste Race af Campagnens Beboere, en Race, der fødes, lever og døer blandt Kvæget, uden i nogen Henseende at staae synderligt over dette. Jo mere jeg betragtede ham, desto mere forekom det mig, at han havde en forbausende Lighed med den Bonde, som havde mishandlet Bøflerne, og som til Gjengjæld var bleven mishandlet af Fyrst Pisani.
Alle vore Forhandlinger med ham førte ikke til noget Resultat. Han vedblev at ansee os for »Ingresi«, og brugte dette fordreiede Navn i en stadigt tilbagevendende Tilknytning til de to Ord »enorme ricco«, som jeg vist hørte ham gjentage over hundrede Gange. Han syntes aldeles ikke at kunne forstaae Muligheden af at tinge eller prutte med slige Folk, og negtede reentud at modtage den ringere Løsesum, som vi med saa stor Vanskelighed havde bragt tilveie.
Da endeligt alle vore Anstrengelser viste sig frugtesløse, vare vi nødte til at lade ham gaae, idet vi som en stor Naade og for en god Betaling fik ham til at medtage et Brev til Schiavone, hvori vi anmodede om tre Dages Henstand med Betalingen, om ikke for andet, saa dog for at vinde Tid til at føre en Telegraphisk Correspondance med et Handelshuus i Kjøbenhavn. Da han gik, tog han atter Veien hen imod Corso. Idet han strøg forbi mig, standsede jeg ham og spurgte, om han ikke var den Bonde, der var bleven mishandlet ved Ponte Molle. Hans Ansigt fortrak sig til et afskyeligt Griin, idet han svarede: »Det var min Broder Luigi.«
»Han er arresteret,« bemærkede jeg.
»Men har smurt Haser igjen,« hviskede han med et Haansmiil over hele Ansigtet.
»Hvorledes?« udbrød jeg forbauset. »Er han allerede brudt ud?«
»Nei!« svarede han med et triumpherende Blik. »Nogle gode Venner hjalp ham paa Veien til S..Michele.«
Jeg svarede Intet, men lykønskede i dette Øieblik mig selv til, at jeg ikke var i Fyrstens Sted. Han syntes at gjette mine Tanker med den for Italienerne eiendommelige Snarhed og sagde til mig:
»Var den gamle Mand med det lange graae Skjæg, den røde Trøie og den spidse Hat ikke tilstede, da min Broder blev mishandlet?«
»Jo,« svarede jeg.
Han betænkte sig et lille Øjeblik og sagde paany: »Var det ikke ham, som raabte til Fyrsten, at det var infamt at slaae en Mand, der laae bagbunden paa Jorden?«
Jeg bekræftede det.
»Godt. Saa siig ham,« sagde han langsomt og med et vist Eftertryk, »at jeg takker ham, og at jeg med mit Liv indestaaer for, at den unge Englænder, som vi have taget, ikke skal lide nogen Skade i de tre første Dage. Mere kan jeg ikke gjøre.«
Jeg noterede denne Pluralisform, dette »vi«. Det var øiensynligt, at Schiavones Bande havde Forgreninger lige ind til selve Rom, Noget, hvorpaa man forresten ikke behøvede at tvivle, naar man vidste, at Ordrer daglig udgik saavel fra Vaticanet som fra Palazzo Farnese. Jeg sagde derfor ikke Noget, men bemærkede blot:
»Vi ere ikke Englændere.«
Han trak paa Skuldrene med et meget betegnende Smiil og sagde tørt:
»Ham, vi have fanget, er en Englænder.«
Jeg vilde ikke indlade mig i nogen ørkesløs Disput og spurgte derfor:
»Hvad vil nu skee, dersom vi ikke om tre Dage kunne bringe den forlangte Løsesum?«
Han saae paa mig med et betydningsfuldt Blik og sagde følgende Ord, som jeg endnu den Dag idag ikke har glemt:
»Allora sara fucilato al levarsi del sole!«
Med disse Ord hilste han til Afsked og forsvandt i Corso.
Den korte Scene havde gjort et dybt Indtryk paa os Alle. Bjørcks muntre Latter var forstummet, den Gamle havde ingen Sarcasmer tilovers for Berthelsen, der yderst nedslaaet vendte tilbage med os Andre, og som langt hellere havde taalt de drøieste Spydigheder end denne dødlignende Taushed. Meest fortvivlet var dog Aabye; han gik bagest i Flokken og talte ikke et Ord. Jeg nærmede mig ham og søgte at trøste ham ved at meddele ham den Samtale, som jeg havde havt med Sendebudet fra Bjergene. Han greb hvert Ord med Begjærlighed, men rystede dog paa Hovedet ved Slutningen af min Beretning og udbrød:
»Det er jo dog Galgenfrist det Hele. Det er, som naar vi give vore Patienter Moskus for at holde Livet i dem endnu en Time eller to.«
»Jeg begriber ikke,« sagde jeg for at give Samtalen en anden Retning, »hvorfor de saa pludseligt have antaget Verner for en Englænder. Budet vedblev haardnakket at fastholde denne Paastand.«
»Nei,« sagde Aabye sørgmodig, »De kan ikke forstaae det; men jeg troer at ane den sande Grund dertil, skjøndt jeg endnu ikke kan forklare mig de nærmere Omstændigheder.«
»Verner,« bemærkede jeg, »maa dog vistnok have foretaget sig Et eller Andet, der har ledet Briganternes Opmærksomhed hen i den omtalte Retning. Maaskee kan denne Formodning være opstaaet alene ved hans Ydre og hele hans Maade at bevæge sig paa. Jeg kan ikke negte, at der i hans energiske Holdning og til en vis Grad ogsaa i hans Ydre er Noget, der undertiden har bragt mig paa den Formodning, at han maa have bevæget sig meget mellem Englændere, skjøndt han ikke hører til denne Nation.«
»Denne Formodning,« svarede Aabye, »har jeg ogsaa hørt fremsætte; men det Hele, den støtter sig paa, bestaaer efter min Formening i, at Verner taler udmærket godt Engelsk og bærer whiskers. Dette er jo i Danmark, hvor vi kjende saalidt til de virkelige Englændere, allerede nok. Verner har aldrig været i England, har aldrig omgaaedes Englændere, og er saa dansk som Nogen af os, naar undtages, at han besidder hele den Energi, hele det Mod og hele den Foragt for Fare og Død, som er de ægte Britter saa eiendommelig.«
»De har kjendt ham længe?« bemærkede jeg.
»Ja, i otte Aar,« svarede Aabye, »og aldrig har Nogen vundet mit Venskab i en saadan Grad som han. Aldrig har jeg kjendt nogen ædlere, dygtigere og mere selvopofrende Charakteer end hans, og aldrig har jeg sluttet mig saa fast til Nogen, som til ham. Jeg kan ikke udholde den Tanke at skulle miste ham, navnlig ikke paa en saa infam Maade som denne.«
»Har De studeret sammen?« spurgte jeg.
»Nei,« svarede Aabye, »Verner er endeel yngre end jeg; men jeg har fulgt hans Studier og tildeels veiledet ham i dem. - Har De nogensinde,« vedblev han efter en Pause, »havt en eller anden sjelden Plante, som De i lang Tid har pleiet, eller har De havt et eller andet Dyr, som De har helliget hele Deres Omsorg og Opmærksomhed, og har De følt det Bittre og Skuffende, naar denne sjeldne Plante gik ud, eller det trofaste Dyr døde? Dersom De har havt en saadan eller lignende Følelse, da vil De kunne forstaae, hvad det vil sige at miste et Menneske, der ganske har sluttet sig til Een, og som man har reddet fra det, der er værre end Undergang og Død. Jeg kan ikke taale at tænke derpaa - den blotte Tanke gjør mig ganske syg og fortvivlet. De kjender ikke Verner som jeg. De veed ikke, hvad der ligger i dette Menneske, og hvormeget der gaaer tilgrunde med ham. Dersom der kommer bedre Tider, skal jeg fortælle Dem Noget derom; men i dette Øieblik er det mig umuligt. Først da vil De kunne forstaae de Følelser, som nu ganske overvælde mig.«
Aabyes Stemme dirrede ved de sidste Ord, og han trykkede mig saa heftigt i Haanden, at det gjorde ondt. Derpaa skiltes vi; men i mange Timer var det mig ikke muligt at sove. Det var den sørgeligste Nat, jeg endnu havde tilbragt i Rom.
Naar Morgenen i vort kolde, taagede Norden ofte bryder frem mørk og trist, mere indbydende til fornyet Søvn end til Dagens Gjerning, saa forholder det sig ganske anderledes i det varme, livsfriske Syden. Her er ikke Tale om den Stemning, vi saa træffende betegne med Ordet »morgengnaven«. Alene det Lyshav, der fra Italiens Himmel vælter ned over Nordboen, naar han om Morgenen slaaer de tykke Træskodder tilside, er nok til at jage enhver melancholsk Stemning paa Flugt, og fylde Sindet med morgenglade Forhaabninger. Alt, hvad Natten gjemmer i sit mørke, hemmelighedsfulde Skjød, synes at maatte vige for dette straalende Lys, denne friske, balsamiske Bjergluft, dette Liv og denne Tummel, der rører sig rundt omkring.
Uagtet Aftenens Begivenheder stod klare og skarpt udprægede for min Tanke, forekom det Hele mig som en Drøm, da jeg vaagnede. Da jeg senere paa Formiddagen, henimod Klokken To, vilde begive mig til vort sædvanlige Trattori syntes Aftenens Ængstelser mig næsten comiske, og jeg troer ikke, det vilde have undret mig, dersom jeg havde truffet Verner dernede, ifærd med at spise til Middag. Det overraskede mig derfor egentlig ikke, da jeg paa min Trappe mødte Aabye, som med et høit Glædesudbrud kom farende op ad den, idet han svang et hvidt Blad Papir over sit Hoved. Han foer lige i Armene paa mig og knugede mig saa heftigt, at jeg næsten ikke kunde trække Veiret; derpaa stødte han Døren op, foer ind i mit Værelse og raabte:
»Hurra! Nu skal De høre Nyt fra Campagnen!«
»Hvad er det?« spurgte jeg, medens jeg stræbte at redde en af min Værtindes Vaser, som Aabye havde været paa Nippet til at tage med sig i Farten.
»Verner lever! Han er ikke skudt! Der er ikke det Mindste iveien, Hurra!« raabte Aabye, der efter disse høirøstede Glædesudbrud stak mig det hvide Blad i Haanden.
Jeg greb den lille Seddel og læste med Forbauselse følgende mystiske Linier:
»Kjære Aabye!
Jeg har været i stor Fare, men er paa en vidunderlig Maade sluppet derfra. Send mig ufortøvet en Dosis efter de to nedenstaaende Formler. Jeg har faaet Praxis i Campagnen. Senest imorgen Aften haaber jeg at kunne møde ved Obelisken. Den fordømte Nordmand har dog vundet Væddemaalet!«
Din Verner.«
Vilhelm Bergsøe Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek