| Index
| -1
| +1 |
Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 300-309
»Jeg fatter maaskee ikke Lignelsen i hele dens Dybde,« sagde From; »thi jeg er ikke Chemiker. Men det veed jeg, at det haardeste Staal ruster, og at det blankeste Sølv anløber, naar de indgaae den Slags Forbindelser, som Du omtaler.«
»Maaskee,« svarede Henry, »kommer den Indflydelse, som Brandt unegteligt udøver paa mig, deraf, at han kun repræsenterer en enkelt Side af Livet. Naar han om Aftenen kommer med sin hvide Støvfrakke over Armen og Hatten sat lidt paa Snur og med sin skalkagtige Mine siger sit bekjendte: »Bimpel, Henry?« saa kan jeg i ham egenligt kun see de ustadige Glæders letbevingede Guddom, men alligevel kan jeg ikke lade være at følge med. Jeg veed, at der venter mig en gemytlig Passiar, et Lystfyrværkeri af Brandere, Ordspil og Vittigheder, der vel i og for sig ingen Betydning har, men dog virke øieblikkeligt oplivende paa mit Humeur. Du glemmer, Frederik, at jeg staaer ganske alene i Verden, og at mine Anskuelser i mange Retninger ere saa stik modsatte dem, der doceres i det daglige Livs philistrøse Trædemølle. Naar derfor Brandt kommer og »tager et ironisk Sigte paa Umenneskeligheden«, som han kalder det, saa kan jeg ikke lade være at lee med, om han ogsaa af og til gaaer udenfor Stregen.«
»Ulykken er,« sagde Frederik varmt, »at han gaaer langt længere end udenfor Stregen. Han vender op og ned paa Begreberne, ja, tumler med dem som Jongleuren, der faaer Folk til at see en Række af gyldne Kugler, hvor der kun er een eller to. Han har ikke Respect for Noget i Verden, han har ikke Pietet for Nogen, og solgte gjerne sin »Gamle«, som han kalder ham, naar han kunde faae ligesaa meget for ham, som for det gamle Porcellain. Han har en udmærket Forstand, en skarp Dømmekraft, et glimrende Viid, og et fuldkomment klart Blik paa sig selv. Skjøndt han i enkelte Retninger kan være endog sentimental, har han dog ikke Hjerte eller Følelse for to Skilling. Se engang rigtigt paa denne sidste Historie eller paa dette »Geschäft«, som han kalder den. Hvad hans gamle Tanke med hellig Pietet har gjemt som Minder fra hendes lykkeligste Aar, det bestjæler han hende for uden den ringeste Betænkelighed, sælger det til et Par Jøder og »gaaer paa Livet« for Beløbet.«
»Du dømmer Brandt for haardt,« svarede Henry.
»Skulde man tage Alt, hvad Brandt gjør eller siger, lige efter Bogstaven, saa blev der ikke Meget tilovers.«
»Nuvel,« sagde Frederik ivrigt, »saa tag ham da efter Aanden, og se, hvad der saa bliver tilovers. Har han Sands for noget af det, som ellers glæder og fryder Mennesket, saasnart det har hævet sig lidt høiere? Har han Sands for Musik? Gaaer han nogensinde i Theatret? Læser han Poesie? Holder han af Blomster? Nei og nei og tusinde Gange nei! Han giver ikke en Døit for det Hele. Har han Respect for det Sande, det Evige i Videnskaben? Har han Øie for det Stemningsrige og Forædlende i Kunstens Værker? Nei og i al Evighed nei! Lad mig sige Dig een Ting, Henry, før det bliver for silde. Dersom Du skulde blive syg, forladt eller fattig, dersom Du skulde komme til at trænge til ham i Livet, dersom Du stod som Betler ved hans Dør - han vilde ikke reise sig fra sit Bord, men lade Dig kaste paa Porten, før Du havde banket paa Døren.«
Henry taug, og begge Vennerne fortsatte deres Vei langs ad den smalle Sti, der fra Krohaven fører ned til Søen over den nyslaaede Eng. Begge syntes fordybede i deres egne Tanker, og begge gik tause ved Siden af hinanden, indtil de naaede det gamle Hjortholm. Henrys Fod stødte mod nogle løse Tegl, som Bølgerne havde skyllet op. Han saae sig omkring og udbrød uvilkaarligt:
»Her var det!«
»Ja, her var det,« sagde Frederik alvorligt - »og der er det,« fortsatte han, idet han pegede op imod Kroen. »Lad mig sige Dig endnu et Ord til Afsked, Henry; thi jeg har faaet nok for idag. Du kan ikke paa samme Tid fortsætte to Sider af Tilværelsen, der ere saa forskjellige som den gamle Ruin, hvorpaa Din Fod nu træder, og det nye Huus, der ligger hist oppe. Opsæt ikke Valget for længe; Du kunde ellers let miste dem begge. Husker Du, at Du engang i et angergivent Øieblik kaldte Brandt for Din onde Dæmon? Nu har Du fundet Din gode, og staaer paa den Skillevei, der ikke tillader nogen Betænkning. Hidtil har Du læst »Enten« og fundet »Eller« forbandet kjedelig. Læs nu om igjen, og hvis Du da ikke kan finde Dig i de Fordringer, som den sidste stiller til Dig, bryd da med Harriet, thi det er bedre, at Een fortabes, end at To skulle gaae tilgrunde. Vend om, Henry, før det bliver for silde! Thi er Noget sandt, da er det de Ord, som jeg en Gang fandt understrøgne i en Bog, der laae paa dit Bord:
»Til Slangen gaaer man kun den halve Vei.
Den halve glider man imod sin Villie«.«
Inden Henry kunde fatte sig af den Overraskelse, som denne alvorlige Samtale havde frembragt, var From allerede oppe paa Bakkerne ved Hummeltofte, hvor hans Skikkelse forsvandt mere og mere i Tusmørket. Henry ilede efter et Øiebliks Betænkning op efter ham; men da han naaede Omdreiningen ved Veien, blev han uvis staaende, indtil Frederik var forsvundet. Saa dreiede han om tilhøire og fulgte langsomt Landeveien, der fører ned til Frederiksdals Kro.
Da Henry traadte ind i den festligt oplyste Sal, var Brandt just ifærd med en længere Tale, hvori han udviklede Antikens Betydning for den moderne Kunst, med særligt Hensyn til den Indflydelse, som de forskjellige Tidsalderes Sauceskaale havde havt paa Menneskeaanden. Uden at lade sig afbryde, jog han Forskjærergaflen ned i en kold Kylling, og langede den over til Henry, hvis Glas Boldt var i travl Bevægelse med at fylde. d'Acorda, der sad lige overfor Henry, tilkastede ham et skulende Blik og gav sig derpaa igjen ifærd med de Retter, hvormed Bordet saa rigeligt var forsynet. Af og til saae han paa sit Uhr, idet han lyttede opmærksomt, og i disse Øieblikke antog hans Ansigt et næsten endnu modbydeligere Udtryk, end det ellers pleiede at have.
»Hvor er Frederik?« raabte Brandt, da han havde endt sin Tale. »Stukket af, hvad? Ja, det stikker ham sommetider; men derfor behøver Du ikke at see saa stikken ud, Henry! Stik paa Varerne, saa kommer Du snart paa Stikkerne igjen. Hvad ønsker Du? Chateau Lafitte eller Petit Bourgogne? Petit? - Kenne Dich, Spielmann! Mit den Kleinen fängt man an, und - - - For Guds Skyld! Giv ham ikke Krakmandler til Kyllingerne, men lad Agurkesalaten gaae videre!«
Medens Brandt under Latter og Skjemt punktligt opfyldte en Verts Pligter steg Munterheden mere og mere og den Tvungethed, som det blandede Selskab i Begyndelsen havde fremkaldt, bortskylledes efterhaanden af de ædle Vine, der lidt efter lidt plettede Dugen og aabnede Hjerterne. Brandt syntes ved Maaltidets Slutning ganske at have glemt sin Aversion mod den fiffige Italiener, hvis Skaal han udbragte i et længere Foredrag, hvori han tillige udviklede de Fordele, som Handel, Skibsfart og en friere Omsætning føre med sig.
Efter at det lille Selskab paa Brandts Opfordring havde offret den Virak til Guderne, som en ægte Havana altid frembyder, begav man sig atter ind i den store Sal, der efter Brandts Anviisning nu havde antaget et ganske andet Præg. I hver Ende af Salen havde et Par grøntbetrukne Spilleborde afløst de ærværdige, gammeldags Sophaer, og Midten beherskedes af et langt Bord, paa hvis sneehvide Dug man hverken saae Fade eller Tallerkener, men derimod en sindrigt construeret Opsats, hvis øverste Top kronedes af Champagnens forsølvede Proppe, for derpaa at gjennemløbe diverse Trin af Rhinskviin, Madeira og Sherry.
»Død og Pine!« sagde Boldt til Henry. »Hvor Brandt har oppet sig iaften! Hvem Pokker skulde troe, at der kunde komme saa meget ud af nogle gamle Suppeterriner? Men Pengene regne jo ned over ham som Fluer i August Maaned.«
»Ja, dem er her nok af,« sagde Henry leende, »de spiste næsten mere ved Bordet end vi andre. Jeg veed heller ikke noget Sted, hvor der er saa mange som i Frederiksdal. Se blot, hvordan Lysekronen seer ud!«
»Ja, Fluer have Fluenoder,« bemærkede Brandt, som i dette Øieblik kom til. »De spytte paa Gulvet, hvor de vil, og danse paa Kongernes Næser. Fanden maa vide, hvad Vorherre har skabt dem til?«
»Erlauben Sie,« sagde den svære Herre, som havde talt med d'Acorda ved Vognen, »dass ich es Ihnen erkläre?«
»Vær saa god,« sagde Brandt, »De skal ikke genere Dem. Silence messieurs! Signor Vittorio vil holde et entomologisk Foredrag over, hvorfor Vorherre har skabt Fluerne. Pas nu paa, Boldt, at det ikke bliver Svar paa Din Ansøgning om trelirium demens!«
Signor Vittorio, der syntes at have fundet stort Behag i Brandts livlige Væsen, skjøndt han ikke forstod Halvdelen af, hvad han sagde, satte sig ned ved Bordet og sagde, idet han paa slet Tysk henvendte Ordet til Brandt: »Wir haben auch bei uns in Italien eine Menge von diesen kleinen Bestien, si chiama - ah, come si chiama?«
»Lopper!« svarede Brandt med en troskyldig Mine. »Det er der, hvor man bliver flaaet af Tiggere, stegt af Solen og ædt af Lopper - jo, det har jeg Altsammen hørt før.«
»Ach ja!« svarede Vittorio uden at agte paa Henrys og Boldts Latter. »Loper! Ganz recht ma ho dementicato il nome. Also, dem hat il Dio geschaffen, weil man sonst kein Lopenspiel bekommen konnte. Kennen Sie das Lopenspiel?«
»Nei,« svarede Brandt fuldkomment alvorligt. »Jeg kjender kun dette med at tage Effen eller Ueffen paa Droskenummere. Kennen Sie dieses mit Effen und Uneffen? Das nennen wir Droschkenspiel oder Karoschenspiel.«
»Nein,« svarede Vittorio med synlig Anstrengelse for at følge med Forklaringen. »Kenne es nichts; aber Lopenspiel - -«
»L'hombrespiel,« rettede Brandt alvorlig.
»Ja wohl, L'hombrespiel!« gjentog Vittorio uden at ane Uraad. »Das spielen wir sehr oft in Napoli in den kleinen Tavernen; denn alles Hazardspiel ist verboten. Dann aber spielt man so: Man nimmt ein Stück zucchero und legt es auf dem tavoletta. Dann pariert man und wartet, bis eine L'hombre sich auf dem zucchero niedersetzt, und der, auf wessen Zucchero die L'hombre sich niedergesetzt hat, bekommt den ganzen Paré. Verstehen Sie?«
»Jo, jeg troer det nok,« sagde Brandt, medens Vittorio tørrede Sveden af Panden, »skjøndt det var en lang Forklaring. Hei, Opvarter! En Skaal med hvidt Sukker! Det maa vi probere.«
»Gjør Dem ingen Uleilighed,« raabte d'Acorda, idet han foer ud efter Opvarteren. »Jeg skal selv hente det; jeg saae, at der stod en Sukkerskaal paa Buffeten inde i det andet Værelse.«
Med disse Ord aabnede d'Acorda Døren, som han smækkede i lige for Næsen af den forbausede Opvarter. Derpaa greb han et Stykke Sukker, mærkede sig nøie dets Form og Størrelse, og fremtog derpaa en lille Flacon, hvoraf han lod en enkelt, olieagtig Draabe strømme ud paa Sukkerets Overflade. Dernæst dyppede han Spidsen af Fingeren i et hvidt Pulver, som han havde fremtaget samtidigt med den lille Flacon, og gjorde et let Strøg hen over Sukkerets anden Flade. Da han havde truffet disse smaa Forberedelser, gjemte han Stykket paa Bunden af Skaalen og bar derpaa denne ind til det ventende Selskab.
»Bravo!« raabte Brandt, idet d'Acorda viste sig i Døren. »Det kalder man at snyde Politiet for Kortpengene. Vil De give rundt, Hr. d'Acorda, for i denne L'hombre er der nok ingen Styrvolter at tage fra? Sikke Volter De allerede slaae med Deres Fluebeen! Man kan neppe holde Styr paa dem. Det er noget for Dig, Henry, saadant et Myggespil. Faaer man ogsaa Noget, naar de sætte sig paa Næsen, for det er nu hændet mig tre Gange?«
»Nei,« svarede d'Acorda, der havde budt Sukkeret om, »Reglerne for Spillet ere følgende: Man holder en Paré, for Exempel en Daler, paa hvert Stykke. Den, paa hvis Stykke Sukker der først sætter sig en Flue, tager den samlede Indsats, som han kan lade staae eller trække ind, ligesom det behager ham. Hvis der derimod sætter sig to eller flere Fluer ned paa een Gang, multipliceres Indsatsen med Fluernes Antal, og han er da pligtig til at holde den hele Indsats, hvorimod det staaer de andre Spillere frit for at træde tilbage, dersom de finde Indsatsen for høi.«
»Capisce?« spurgte Signor Vittorio Brandt, som i et Anfald af Henrykkelse næsten omfavnede ham.
»Saraudlirksoak ekal luarksoak!« svarede Brandt, idet han gemytlig nikkede igjen til den tykke Italiener. »De forstaaer mig nok?«
»Hvad Pokker er det for et Sprog, Du taler!« raabte Boldt.
»Kun en Dialect af det Danske, som Signor Vittorio kalder det. Det er Grønlandsk, der flyder fra mine Læber.«
»Hvad Pokker betyder det?« spurgte Boldt Henry, der var nærved at kvæles af Latter.
»Det er en Lærdom, han har hentet hos mig,« hviskede Henry. »Han vilde forleden Dag absolut have at vide, hvad en Stortorsk hedder paa Grønlandsk. - Hør nu op, Brandt, med Dine Løier, og lad os begynde Spillet!«
»Ja, lad os nu være andægtige,« sagde Brandt, »skjøndt vi mangle Holmblads Psalmebog, og her ikke er nogen anden Banqueur end Belzebub selv til at hjælpe Philistrene mod Belials Børn. Se, hvor der kommer Liv i de sorte Sataner! - Der er en af den Urtekræmmeryngel! Se, han spadserer hen til mig. Aa, nu begynder han at rette paa sine Flipper - det er et reent Tab af otte Rigsdaler.«
Med disse Ord kastede Brandt sig tilbage paa Stolen og sang med comisk Fortvivlelse:
»Flue, Du Lille, Du luftige Smaa,
Siig mig, hvad tænker Du egenligt paa?
Trodse en Helt af saa ædel Gevæxt!
Du skulde læses en ordenlig Text.«
»Nei!« raabte d'Acorda. »Naar de gjør saadant et Spektakel, faaer De aldrig en Flue til at sætte sig. Det gaaer med dem som med Igler. De ville have fuldkommen Ro, og den ringeste Luftstrømning er nok til at blæse dem langt bort. Tillader De, Hr. Vernon, Deres Sukker ligger for nær ved Dem. Alle Stykkerne maa ligge omtrent en halv Alen fra Bordkanten.«
Neppe havde d'Acorda trukket sin Haand bort, førend en stor Spyflue kom seilende og slog ned paa Henrys Sukker.
»Skal han have dobbelt Paré for den?« spurgte Brandt. »Den er accurat dobbelt saa stor som de andre.«
»Nei vist ikke,« svarede d'Acorda; »men nu kan han holde hele Indsatsen mod os.«
»Jeg holder den,« sagde Henry roligt.
»Otte Daler!« udbrød Boldt. »Det er en svær Udskrivning.«
»Ja, det er det altid med dette Dobbelte!« raabte Brandt. »Vent til Ballonen gaaer høiere op, saa skal Du see hvor det kribler i Rygraden!«
Der blev en forventningsfuld Taushed. Alles Øine vare heftede paa de smaa, sorte Punkter, der i forskjellige Retninger krøb hen over den hvide Dug. Pludselig dalede en ny Flue ned og satte sig igjen paa Henrys Sukker.
»Død og Pine!« raabte Brandt. »Du har Lykken med Dig. Jeg har nu havt Bid tre Gange, men altid er der bleven vinket af igjen. Holder Du alle Fireogtreds, Henry?«
»Naturligviis,« svarede denne tørt.
»Ja, saa melder jeg mig fra!« raabte Boldt. »Det er jo et reent Blankenstein, dette Spil.«
d'Acorda kastede et lurende Blik til den Sølvdynge, der allerede laae foran Henry, og Brandt hviskede til denne: »Se, hvor han skyder Pengeskuffen ud og ind. Man skulde troe, at Vorherre havde været paa Veie til at gjøre hans Mund til en Croupierskovl.«
»Faites votre jeu, Messieurs!« raabte Signor Vittorio med en Stemme og et Tonefald, som fik Brandt til at bemærke, at den Vise havde han vist sunget før.
Indsatserne blev lagte paa Bordet, og Brandts Spaadom begyndte at gaae i Opfyldelse. Spændingen var allerede nu saa stor, at Enhver tilbageholdt det sagteste Aandedræt, saa at man ganske tydeligt hørte de omkringflyvende Insecters Surren. Kun Henry og d'Acorda syntes fuldkomment rolige. Signor Vittorio var derimod blevet blodrød i sit store Ansigt, og Aarerne paa hans Pande svulmede. Han fæstede sine stive, stirrende Øine snart paa Sukkeret, snart paa d'Acorda, som om han vilde anraabe ham om Bistand. I samme Øieblik hørtes igjen en snurrende Lyd, og to Fluer faldt samtidigt ned paa Henrys Sukker.
»Det er, Gud hjælpe mig, to Elskende og dobbelt Indsats!« brølede Brandt. »Nu skal Fanden spille med Dig længere. Dit Sukker er jo ligesom forhexet! De to Fluer var jo ganske matte, dengang de krøb hen over Bordet.«
»Ja, det kan nu have en anden Grund,« raabte d'Acorda med en raa Latter, medens Brandt i Harme over sit Tab knipsede til Henrys Sukker, saa at det fløi langt ud i Stuen.
»Holder De hele Indsatsen paany, Hr. Vernon?« spurgte d'Acorda.
»Halveer den!« hviskede Brandt. »Der er Ingen, som holder mod det Hele. Det bliver jo næsten et tusind Daler.«
»Holder De den hele Indsats,« spurgte Henry i en Tone og med et Blik, som fik d'Acorda til at bide sig i Læben, »saa antager jeg, at jeg ogsaa kan holde den. Er der Nogen af de andre Herrer, der holder denne Gang?«
Alle trak sig tilbage med Undtagelse af Signor Vittorio, der tilkastede d'Acorda et betydningsfuldt Blik. Denne rettede ligegyldigt paa den store Diamantbrystnaal, som han bar i sit Kalvekryds, og Vittorio trak sig tilbage.
»Nu er det nok os To, som skulle spille!« udbrød d'Acorda. »Hvor er Deres Sukker?«
Henry tog sig et nyt Stykke af Sukkerskaalen; men Brandt hviskede til Boldt:
»Henry er gal. Nu taber han, det er jeg vis paa. Fordømt, at jeg knipsede til det Stykke. Det var mageligt sine to tusinde Daler værdt.«
Alles Øine vogtede paany paa de to Stykker, der saa uskyldigt laae foran de Spillende. Flere Fluer nærmede sig det, som laae foran d'Acorda, men saasnart de vare komne i et Par Tommers Afstand, dreiede de af og krøb videre. Endelig kom Een krybende midt imellem de Spillende. Den nærmede sig til d'Acorda, men fløi pludseligt op og dalede lige ned paa Sukkeret foran Henry.
»Hurra!« raabte Brandt, der i den største Spænding havde fulgt Fluens Maneuvre. »Nu griner Banqueuren og Dyden græder! Den Flue vilde jeg i Dit Sted balsamere, Henry.«
Denne strøg Gevinsten til sig og sagde med et irriterende Smiil til d'Acorda. »Har De maaskee Lyst at prøve det endnu en Gang?«
»Ja, jeg holder en Fjerdedeel af Beløbet i rede Penge,« svarede d'Acorda. »Resten parole d'honneur eller mod en Anvisning - ganske som De behager.«
»Tak, en Anvisning er vistnok det Sikkreste,« svarede Henry haanligt. »Aa, Boldt, hent et Skrivetøi, Der staaer et inde ved Siden af.«
d'Acorda udstedte Anvisningen lige saa roligt, som om han quitterede for en Regning, og Spillet begyndte paany; men ogsaa denne Gang kaarede de lunefulde Insecter Henry til deres Yndling.
»Lad os prøve tre Gange endnu!« raabte d'Acorda.
»Hør op!« hviskede Boldt til Henry. »Du er rasende. Du kan jo tabe en sex, otte tusinde Daler paa den Maade.«
»Fortem fortuna!« hviskede Henry igjen. »Jeg har Lyst til at knække Halsen paa denne fordømte Italiener; jeg hader ham værre end Pesten.«
»De skulde vende Deres Sukker,« sagde Brandt. »Maaskee bider den anden Side bedre.«
»Maaskee,« svarede d'Acorda smilende. »Voyons!«
Neppe havde d'Acorda vendt sit Stykke, førend en Flue kom seilende og satte sig derpaa. Henry skød ganske rolig hele Gevinsten over til ham og sagde blot: »Endnu en Gang!«
»Det bliver en dyr Gang, den«, hviskede Brandt til ham. »Seer Du? Der er den! Den var værre end den paa Bellevue!«
Henry blev ganske bleg, og hans Øine lynede ved d'Acordas Ord: »Nu er det nok Dem, som faaer Brug for Skrivetøiet. Hvis De ønsker det, vil jeg eftergive Dem den tredie Gang. Man kan ogsaa drive dette Spil for vidt.«
»Jeg lader mig ikke eftergive Noget,« svarede Henry stolt, men med dirrende Stemme. »Kom an igjen!«
»Kom an, Proserpina, Kalliope stem op!« brølede Brandt, der nu var ligesaa ivrig, som om han selv deeltog i Spillet. »Hvad er en lille »Basse«, ja hvad er selv en »Nappe« mod dette her? Det er et Spil, som vilde fryde de Fordømte i Helvede. Død og Helvede! Der tabte Du igjen, Henry! De sværme jo omkring d'Acordas Sukker som Gribbe om et Aadsel.«
Medens Henry udstedte Anvisningen hørte man en Vogn rulle op for Døren, og et blandet Chor af Latter, Stemmer og smaa Hviin klang fra Corridoren. Brandt og Boldt ilede ud, og et Øieblik efter aabnedes begge Fløidøre, og et malerisk Tableau viste sig for de Tilbageblevnes nysgjerrige Blikke.
I Spidsen gik Brandt, stolt som en Gardeofficier, med en uhyre Muffe paa Hovedet og en lyserød Silkeparasol i Haanden. Derpaa fulgte fire eller fem meget pyntede, særdeles smilende og aldeles ugeneerte Damer, der i Baggrunden sluttedes af Laura, som nysgjerrig tittede over de Andres Skuldre, støttende sig til Boldt, der med usædvanlig Energi sang i høien Sky:
Jeg er ingen Joseph! Jeg er ingen Nar!
Kom kun, I flotte Dryader!
Kom, lille Laura, som Spillemænd har
I Øiets Par!
Lad dem kun spille! Jeg frygter dem ei.
Tømmermænd ikkun jeg hader!
Saa hader jeg Brøndvand og Pigernes Nei -
Og Lammesteg.
Nu klar, alle Manne, ved Pumper og Pøs!
Læns Bollen, vor Skude, skjænk i for Din Tøs!
For nu gaaer det løs!
»Brandt!« raabte Henry, idet han foer hen imod ham. »Dette er ikke efter Aftalen! Dette er ikke fair play!«
»Aa, Fanden ivold med den!« raabte Brandt. »Skal vi nu ha'e de forbandede Nykker igjen? Tag Exempel af Signor Vittorio! Valser han ikke allerede ned ad Gulvet med Josephine, saa tyk som han er. Han seer ud som en svedende Centrifugalpompe.«
»Ja vist,« udbrød Henry heftig, »Du troer naturligviis at kunne slaae det Hele hen i Narrestreger. Men fra iaften ere vi færdige med hinanden, forstaaer Du?«
»Nei Gu' gjør jeg ei,« svarede Brandt, »ikke et eneste Ord. Kan jeg gjøre for, at Du spiller som et Asen og taber Dine Penge? Det maatte Du jo naturligviis, da man selv med en almindelig Fluesnapperforstand kan indsee, at Fluerne ikke i eet Kjøre ville sætte sig paa det samme Stykke Sukker.«
»Aa, Pokker ivold med Pengene!« raabte Henry, idet han bestræbte sig for at rive sig løs fra Brandt. »Jeg har Raad til at tabe, hvad jeg tabte, [s310] og gjorde det kun, fordi jeg var vis paa at opdage, at den fordømte Italiener gjorde Hundekunster med os Alle. Hvor blev hans Sukker af? Giv mig det! Jeg vil undersøge det chemisk, og lad mig saa gaae.«
Vilhelm Bergsøe Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek