| Index
| -1
| +1 |
Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 290-299
»Er Du gal!« udbrød Henry. »Hvad er det for en Masse Vaas, Du kommer med?«
»Selv Vaas, som Pigen sagde, der ikke kunde sige d, men alligevel var kommet i Vandtruget. Veed Du af, at man bør vise Respect mod en Mand, der gaaer med femten hundrede Daler i Lommen og blot paa et Vink kan lade sex tusinde Mensdorffere rykke i Marken? Det er en stolt Tanke, ædle Sir, ikke sandt?«
»Jeg forstaaer ikke et Ord deraf,« svarede Henry. »Har Du vundet i Lotteriet, eller er Din tilkommende Svigerfader død?«
»Nei, Herren holde ham endnu længe in salvo,« svarede Brandt. »Han lægger hvert Aar tre tusinde Daler op, og naar blot min Forlovede vil leve, haster det ikke med Giftermaalet. Det er ikke paa den Maade, at jeg er kommet til Sølvtøi.«
»Paa hvilken da?« spurgte Henry.
»Naa,« sagde Brandt, »jeg kan jo ligesaa gjerne fortælle Dig det Hele; Du gaaer mig vel neppe i Næringen. Der, drik det Glas, som jeg har mixet til Dig for Din Maves og Dit svagelige Helbreds Skyld, som Apostelen siger, saa skal Du faae Historien, og den er ikke saa daarlig endda. Kan Du huske forleden Dag,« vedblev han, efter at have taget et langt Drag, »samme Dag, som vi havde seet Dit nydelige Svaleapparat, at d'Acorda kom med en Sauceskaal i et Stykke Papir. Da vi kom udenfor Porten, faldt det mig ind, at han egentligt seer ud som en Guldfisk, der spiser Oblater, og lige i samme Øieblik siger Boldt til mig: »Sæt Prisen høit!« - Saa gik vi ned ad Bredgade, medens d'Acorda gumlede paa sit Gebis, og jeg paa, hvad Boldt havde sagt. »Kjender De Noget til gammelt Porcellain?« siger han paa een Gang til mig. »Nei, ikke Andet,« svarer jeg, »end at min gamle Tante har en gammel Pige, som forstaaer at klinke det.« »Saa,« spørger han meget opmærksomt, »hvorledes klinker hun det?« »Aa,« svarer jeg, »ganske som det kan falde. Noget paa Skorstenen og Noget ned ad Kjøkkentrappen. Det er lige som hun er i Humeur til. Hun holder nu mere af nyt.« »Ah, nu forstaaer jeg Dem,« sagde han og gumlede noget ganske gevaltigt, »hun slaaer det itu.« »Accurat s'gu,« sagde jeg tvært, thi jeg syntes, at nu kunde det snart være nok. »Hør, siig mig engang,« fortsatte han, da vi stod paa Hjørnet af Kongens Nytorv, »hvor gammel er egenligt Deres Tante?« »Aa,« svarede jeg, »noget ud over den giftefærdige Alder, saadan henved de Halvfems.« »Halvfems!« udbrød han og satte et frygteligt Nøddeknækker-Ansigt op. »Det er en høi Alder.« »Ja, den er noget antik,« sagde jeg, »og Livsforsikkringen bliver noget dyr.« »Aa, hvor vil De hen?« svarede han med et Griin. »Jeg tænker ikke paa at gifte mig med hende. Men er der endnu ikke noget af hendes Udstyr tilbage? Har Pigen klinket alt det gamle Porcellain?« Nu troede jeg, han var blevet reen spirantendes gal, og beklagede, at jeg ikke var gaaet den modsatte Vei ned ad Bredgade, for saa havde jeg kunnet putte ham ind paa Frederiks Hospital strax. Jeg vilde anbefale mig, men han hængte fast, og saa maatte jeg slæbe det gale Menneske hjem med mig. Neppe var han kommet ind i min Stue, før han foer omkring som en Griis efter Trøfler og kigede paa mine Pibehoveder, Theekopper og Servantestel, som om han skulde begynde en Panteforretning. »Det er et snurrigt Askebæger, De der har,« siger han paa een Gang til mig, »hvortil ere de mange smaa Rum?« »Aa,« svarer jeg, »jeg lægger gjerne Asken af hver cigar i sit Rum; saa er det saa nemt at holde Regnskab den næste Dag.« »Hm,« siger han, »den Idee tiltaler mig. De kunde forære mig den Tingest?« Nu faldt Boldts Ord mig ind, og jeg sagde ganske tørt: »Det kan jeg desværre ikke, det er et Familiestykke.« Han gav sig til at see paa mine Bøger, og lidt efter sagde han: »Vil De sælge den? De kan selv sætte Prisen.« »Ja, den bliver noget stram,« sagde jeg, »for jeg holder meget af gamle Erindringer.« Nu gjorde han en forfærdelig Allarm og kom med en Masse Udflugter, accurat som de gamle Jøder. To Gange var han nede ad Trappen, og to Gange kom han op igjen, men endeligt maatte han ud med hundrede Daler, men trak mig det Halve af for Touren til Bellevue. Saa vilde han have min Tantes Adresse, men den kunde jeg naturligviis ikke huske, og medens han løb efter Veiviseren, fik jeg fat i en Droske og to Sjovere, slog en Handel af med den gamle Marie om de Stumper, der vare tilovers, og kjørte ud med hele Læsset, ligesom han kom ind ad Porten.«
»Naa, og hvad saa?« spurgte Henry, medens Brandt til Gjengjæld for den lange Historie tømte hele sit Glas.
»Ja, nu har jeg nedsat mig som Antiqvitetshandler,« sagde Brandt, »det er en brillant Forretning. Iforgaars solgte jeg et Par gamle Urtepotter, som jeg kan huske, at Tante Lene altid havde Svibler, Rødder og Ranunkler i, for firehundrede Daler Stykket. Samme Dag fik Stern fra Hamborg et forgyldt Fyldehorn med Krimskrams for trehundrede. Dagen efter kom Joseph og vilde have en gammel Peberbøsse; men paa Grund af dens Lighed med Tante Lene fik han den ikke under halvhundrede Daler, og dog er jeg vis paa, at han snød mig for det Dobbelte af dens Værdi.«
»Ja, det er jo en god Entreprise,« sagde Henry.
»Ja, den er ganske lagom,« forsikkrede Brandt, »men egenligt er det Boldt og Dig, jeg skylder det Hele. Han gav mig Vinket, og det var jo Din Bakke, jeg først solgte. Det var den, Du havde givet til Laura Petersen, og der huggede jeg den en Aften, da vi havde været i Skoven. Det er i denne Anledning, at Boldt og jeg komme for at indbyde Dig til noget Fælles, en utomordentlig Skovbimpel, som vil blive afbrændt Natten mellem den Fem og Sexogtyvende hujus. Cataloget er lovende: Morgensup over Stalden, Frokost i Bellevue, Middag paa Eremitagen, Bimpel i Filendriverværket eller Nyholte, Alting gratis undtagen Cigarer, og egen Equipage baade ud og ind.«
»Den Dag kan jeg ikke,« sagde Henry undvigende. »Det er netop min Fødselsdag.«
»Accurat,« svarede Brandt, »det har Boldt og jeg allerede for længe siden udregnet med skyldig Ærbødighed. Livet er kjært, Henry, og Ingen hader sit eget Legeme, men føder og vederkvæger det, som skrevet staaer. Netop derfor have vi valgt Din Fødselsdag.«
»Ja, jeg kan nu ikke,« svarede Henry, »jeg er netop den Dag inviteret ud - til Middag hos Etatsraad Gram,« lagde han nølende til.
»Na so!« gjenmælede Brandt med et ironisk Smiil. »Saa skal I vel spille Croquet efter Bordet eller spadsere i Skoven og spise varme Kantøfler med Smør til? Ja, »hver Mand sin Lyst,« som Matrosen sagde, da han spiste levende Aal.«
»Kan Du ikke en anden Dag?« spurgte Boldt, der hidtil med stor Andagt havde hørt paa Brandts Ord.
»Eller en anden Nat,« supplerede Brandt; »thi Natten er vor egen, som de fyenske Piger sige.«
»Nei,« sagde Henry bestemt, »hverken den Dag eller nogen anden Dag. Jeg er kjed af det og gaaer ikke paa Sold mere.«
»Du er da ikke blevet maadelig?« spurgte Brandt med ironisk Deltagelse.
»Nei,« svarede Henry, »men Alt skal have en Ende, og jeg synes ofte, reent ud talt, at jeg er blevet for gammel til de Løier.«
»Ja, vist er Du,« sagde Brandt meget alvorlig. »Du seer i dette Øieblik ganske ud som en aldrende Herre, der har i Sinde at gjøre Bod og Bedring i Tide. Hvor skjønt staaer der ikke i »De Troendes Kramkiste«: »Saa ligger han da hen, den hoffærdige Synder paa sit eenlige Smertensleie med Legemet fuldt af Pine, med Sjælen fuld af Angst og Banghed. Og hvorledes skulde ogsaa Herren nogenlunde kunde excusere saadanne usselige Drenge og næsvisede Grønskollingsunger, saadanne Sprattebasser og Spyttegjøge, som skulle være fordømte af alle Øvrigheders Øvrighed?«
»Aa, det er ikke derfor,« sagde Henry. »Den Side af Livet rører mig ikke stort; men jeg har i Sinde at føre en roligere Levemaade, og de Gilder lønne reent ud sagt slet ikke de Efterveer, som de fremkalde.«
»Nei, Du har Ret,« sagde Brandt som før. »De ende gjerne med Anger og Ruelse og frygtelig Misbrug af Kjøbenhavns Vandværk. Ak ja, hvor skjønt taler ikke Digteren, naar han priser Livets gyldne Nøisomhed og siger:
»I Dalens Grød en Skytte laae,
Løvhytten er en Kilde.
Dens Væg var Tag, dens Leer var Straa,
Dens Regn var Hoser vilde.
Dens Leiers Mod var Fattigdom;
Dog var han flad, thi han - var krum.«
Henry kunde ikke lade være at briste i Latter over den parodiske Pathos, hvormed Brandt declamerede disse Ord og sagde vaklende: »Naa, lad det da være den Tre og tyvende.«
»Eh bien!« sagde Brandt. »Saa er Alt i Orden. Den Tre og tyvende: Bimpel. Den Fire og tyvende: Reparation paa Tagværket. Den Fem og tyvende: Fødselsdag, og den Sex og tyvende kan Du begynde det nye Liv - det slaaer udmærket til.«
»Hvem kommer?« spurgte Henry. »Du faaer vel Frederik med?«
»Gud bevares,« sagde Brandt, »han er jo uundværlig. Hvem skulde ellers holde Talen og strøe Sand paa os, naar vi ligge under Bordet? Den Aften vil idetmindste jeg være rigtig yndig drukken. Saa kommer d'Acorda, der skylder mig Revanche fra sidst; thi en lille Basse maae vi naturligviis have - jeg mener saadan een, som en Fader kan spille med sine Børn. Desuden kommer der tre eller fire Noteskrivere fra den italienske Legation, overordentligt rare Mennesker, som alle have Mønt og samle paa sprukne Theedaaser. Saalænge der er en Stump tilbage af Tante Lenes Beholdning, maa jeg passe Geschäftet.«
»Det var flinkt af Dig, Henry,« sagde Boldt oprømt, »at Du gaaer med. Jeg begyndte s'gu at blive ganske bange for, at der var noget Sandt i, hvad Folk sige i Byen; det havde dog været Jammerskade.«
»Naa, og hvad sige da Folk?« spurgte Henry.
»Ja, de er næsvise,« faldt Brandt ind, »og fortælle, at vor fælles Ven d'Acorda er blevet forlovet med Harriet Gram.«
»Det er Løgn!« tordnede Henry, idet han foer op.
»Ja, det kan gjerne være«, sagde Brandt rolig, idet han strøg Asken af sin Cigar. »Derfor er der ogsaa Andre, der sige, at Harriet Gram er blevet forlovet med Henry Vernon. Er den Version maaske bedre?«
»Den er lige saa usand som den første,« svarede Henry kort.
»Kan Du tænke Dig, Boldt,« spurgte Brandt, »den mageløse Situation, naar Henry for første Gang i Dagslys seiler op ad Østergade med en Crinoline om Benene? Den bliver storartet!«
»Ikke godt,« svarede Boldt. »Det vil blive svækkende for os Alle. Derimod kan jeg nok tænke mig ham følge hjem; det gjør han udmærket. Husker Du?« - -
»Aa, ti nu stille!« afbrød Henry, der følte sig ilde berørt. »Jeg er jo slet ikke forlovet.«
»Jeg veed ikke, hvoraf det kommer,« sagde Boldt, »men hver Gang jeg seer et Par Forlovede trække ned ad Østergade, saa leer jeg, og, hvad der er værre, jeg leer ganske høit. Jeg veed ikke, hvoraf det kommer; thi vel er Situationen latterlig, men dog ikke latterlig nok dertil.«
»Aa jo,« svarede Brandt, »det synes jeg dog nok. Jeg kan ikke tænke mig noget værre end denne anteciperede Connuptialtilstand, som hverken er Kjød eller Fisk. Det er accurat, som om man en Aften vilde gaae ud paa Livet og blot lugte til gulldropparne og lade sig nøie med at faae Champagneskummet i Næsen. Det vilde være en flau Historie, som man snart blev kjed af.«
»Men Du er jo selv forlovet!« udbrød Henry.
»Ja, man siger saa,« svarede Brandt. »Jeg betragter det Hele som en Whist en deux, forbandet kjedsommelig, men dog god nok til at slaae en Aften ihjel og vaagne med en Blaahammer den næste Morgen.«
Henry gik hen til Vinduet og trommede paa Ruden. I dette Øieblik havde han stor Lyst til at opgive det Hele, naar han blot kunde finde et antageligt Paaskud dertil. Han blev et Øieblik tankefuld staaende og lod sit Blik dvæle paa Thorvaldsens Psyche, der stod paa hans Skrivebord.
»Hei!« raabte Brandt. »Du falder nok i Staver, ligesom Kong Valdemar, da han hang fast i Stigbøilen, og Hesten rendte med ham. Skal Din Psyche have reen Særk paa? Hun trænger forbandet haardt dertil.«
»Ja, den er bleven støvet,« sagde Henry, »og der er ikke Noget, der ærgrer mig mere end Støv. Bevidst er det maaskee kun, fordi det fremkalder et Indtryk af Smudsighed; men ubevidst ligger der den Bagtanke, at det er Forkrænkelighedens Symbol, som vi ikke kunne taale at see, fordi vi selv skulle blive dertil.«
»Død og Pine!« sagde Brandt. »Tør jeg spørge Professoren, om det Farlige i Støvregn staaer i Forbindelse hermed? Thi skulle vi philosophere, saa lad os gjøre det grundigt. »Vogter Eder for Støvregn, Nippedrik og Kys i Krogene,« som skrevet staaer; det har jeg med ærlig Villie altid afholdt mig fra.«
»Saa skal jeg altsaa ikke komme, hvis det bliver Støvregn?« spurgte Henry smilende.
»Jo vist,« raabte Brandt, der flere Gange nøiagtigt havde undersøgt Henrys tomme Caraffe. »Een Maal is kein Maal,« som Hollænderen siger, og med Hensyn til kommende Undskyldninger gjelder: »Latet angvis sub herba,« hvilket er udlagt: »Det kan Du bilde Jøden Behrendt ind.« Kom saa, Boldt! Vi maae op til d'Acorda - han lider af Hjemvee efter en Punschebolle.«
Med disse Ord forsvandt de lystige Venner gjennem Portièren. Henry blev staaende et Øieblik taus, indtil han saae dem forsvinde ud ad Porten. Saa gik han ind i sit Laboratorium, idet han mumlede ved sig selv:
»I Aften stak han mere af Hestefoden frem end sædvanligt.«
Henimod Solnedgang paa den af Brandt fastsatte Dag rullede et elegant lille Kjøretøi fra Jægersborg Dyrehave ned ad den Vei, der fra Fortunen fører til Lyngby. Paa Forsædet sad Boldt med Brandt, der agerede Kusk, og bagved dem Henry og From. Da de naaede Lyngby, og Vognen kjørte over den ujevne Steenbro, udstødte Brandt forskjellige Naturlyde, som han erklærede for at være de første Elementer til Talemethoden for Døvstumme, og gav sig derpaa til at tude i et medbragt Kohorn med en saadan Virtuositet, at alle Hundene tudede med, og alle Lyngbyniter kom til Vinduerne. Efter at have foredraget dette Solonummer, som han meente nok turde være Ouverturen til »Den Stumme«, og efter at have lovet en Mark til Lyngby Fattigblok, dersom der skulde blive Ildløs i Nærum, purrede han alt det sorte Haar ned over sit blege Ansigt og erklærede, at nu vilde han vises frem som Kanonjøde fra Kamschatka. Paa dette Stadium fandt Boldt, at det vist var det Hensigtsmæssigste at gribe Regeringens Tøiler, et Forslag, hvortil Alle sluttede sig med Undtagelse af Brandt, der indgav et Mistillidsvotum, hvori han paa det Høitideligste erklærede, at han ifølge indre, politiske Anskuelser ikke kunde dele den sidste ærede Talers Ansigt. Trods denne Protest overtog Boldt Regeringens Tøiler som uansvarlig Minister, medens Brandt erklærede, at han vilde give den tøilesløse Presse, naar Henry og From vilde forestille Hovederne paa Revolutionens Hydra. Under disse og lignende Hentydninger havde man naaet Sorgenfri Slot, hvor Hesten, der vilde fortsætte Veien lige fremad, blev saa imponeret ved et rullende »Prurr!« fra Brandt, at den standsede med et Ryk.
»Hvor Pokker vil Du hen, Brandt?« raabte Henry fra Bagsædet. »Lad Boldt kjøre, ellers komme vi til at ligge i Grøften inat!«
»Hjertelig gjerne!« raabte Brandt. »Men det er en forbandet Omvei at kjøre til Frederiksdal over Helsingør.«
»Men vi skulle jo til Nyholte!« raabte From. »Saa gaaer jo Veien ligefrem.«
»Sind schon mehrmals da gewesen und immer besoffen!« raabte Brandt, der allerede nu havde et betydeligt Hang til at tale Tysk. »Wir sollen, wollen und müssen nach Friedrichsthals Gasthaus. Da habe ich schon gestern die trinckendes Waaren angekommen lassen.«
»Vist ikke« raabte Henry. »Lad os tage ind i Nyholte, der er langt smukkere og - -«
»Ja, langt smukkere!« raabte Brandt. »Thi Laura forgylder det samlede Søllerød med sin Skjønheds Solstraaler. Det var ogsaa forbandet, jeg glemte det; men Alt er gjort istand paa Frederiksdal. Vinen er sendt derud, og, hvad der er værre, jeg har sat d'Acorda og de Øvrige Stævne der, da de ikke kunne komme med om Formiddagen.«
Dette Argument var saa slaaende, at selv Hesten syntes at forstaae det; thi den dreiede efter et Øiebliks Betænkning af sig selv om tilvenstre og travede frem ad Veien til Hummeltofte.
»Se,« sagde Frederik, da de kom paa Høiden af Bakkerne, »hvor mageløst Furesøen tager sig ud i Solnedgangen!«
»Ja, det er Skovens det blaae Øie!« raabte Brandt. »Det skulde Du skrive Noget om, From. Det kunde blive saare skjønt i otteliniede Vers - naar man læste dem bagvendt.«
Lidt efter kom de forbi det uanseelige Spurveskjul, hvis tre høie Popler tegnede sig i den begyndende Aftenskumring som lige saa mange Cypresser. Solen kastede Stænk af Rødt og Violet hen over den rolige Sø og paa Skovens Kroner, der stod i al deres sommerlyse Pragt, susende i Aftenvinden. Fra Engene duftede Høet, der lige var sat i Stak, og inde fra Skoven hørte man af og til et Par Køer, der brølede længselsfulde efter at malkes. Grebet af Stemningen begyndte From: »Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove!« Henry faldt bevæget ind med, medens Brandt smeldede med Pisken og fordreiede baade Text og Melodi, saa det var en Gru at høre paa.
Da de kom ind i Kroens store Sal, hvis Vinduer vende ud til Haven, og hvorfra man kan see Voldbankerne af det gamle Hjortholm i Baggrunden, maatte man beundre saavel Brandts overordentlige Smag, som de Emblemer, hvormed han havde smykket Værelset. Ved den ene Ende af det dækkede Bord var paa Væggen anbragt en gammel, blaablomstret Caffekande af kjøbenhavnsk Porcellain, der hang i et blaat, vatret Baand, hvorpaa man læste: »Det er det Samme, hvad det koster, naar bare Pigebarnet morer sig!« I den modsatte Ende var der opstillet en gammel, klinket Suppeterrin, smykket med en guul Evighedskrans og Indskriften: »Der er flere, hvor den kom fra!« Paa hver af Sidevæggene var der i Guirlander anbragt to Transparenter, fremstillende bekjendte kjøbenhavnske Skilte, det ene med Indskriften: »Her kjøbes gamle Been og Klude,« det andet med Ordene: »Her klinkes og sammenbrændes godt og billigt.«
Brandts hurtige Øie gjennemløb Salens hele Længde med den samme Sikkerhed, hvormed Napoleon maalte en Valplads, og han udbrød andægtigt: »Her skal Slaget staae!« til øiensynlig Tilfredsstillelse for Boldt, der havde benyttet den ledige Tid til at eftersee, hvor mange Glas der var ved hvert Couvert.
Et Øieblik efter rullede et let Kjøretøj frem for Døren, og d'Acorda sprang ud, idet han kastede Tøilerne til Joseph, der sad paa Bagsædet. Inden han gik ind, rettede han et Øieblik paa sin Dragt og hviskede til ham:
»Du har altsaa forstaaet Ordren? Pietro kjører for Etatsraaden iaften. Du vender tilbage og er her igjen om tre Timer. - Ah, der komme de. Det bliver en prægtig Aften.«
d'Acordas sidste Ord vare møntede paa en Vogn, som viste sig kommende fra Jægerbakken og nu kjørte over Broen. Den indeholdt fire, siirligt klædte Herrer, hvis høirøstede Stemmer og overgivne Latter i Forbindelse med deres mørke Teint og sorte Haar tydede hen paa, at de hørte til Sydboernes livlige Race. Den, der kjørte, knaldede uafladeligt med Pisken paa neapolitansk Maneer, og de lette Heste dansede og sprang, medens de fore over Møllebroen. d'Acorda ilede Vognen imøde, og medens han hjalp sine Colleger ned, sagde han til dem paa Italiensk:
»Det glæder mig at see dem, mine Herrer! Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg skulde komme til at tilbringe Aftenen alene blandt disse unge Burscher af kjøbenhavnske Studenter. Men om det ogsaa kommer til at gaae lidt vildt til, er det dog altid en Forandring efter en kjedelig Formiddag i Bureauet.«
»Der bliver dog spillet iaften?« spurgte en af Herrerne, en høi og svær Skikkelse med et rødt Ansigt og et Skjæg à la Victor Emanuel.
»Naturligviis,« hviskede d'Acorda. »To af disse Fyre trænge til at faae deres Vinger stækkede, og det bliver en smal Sag.«
»Spille vi paa de vante Vilkaar?« hviskede den Anden.
»Naturligviis,« svarede d'Acorda dæmpet. »Halv Gevinst hver.«
I samme Øieblik kom Brandt ud, og de fem Herrer ilede hen imod ham, idet de beklagede at have ladet vente paa sig.
»Man kan ikke negte,« sagde Henry, der med From under Armen spadserede ude i Haven, »at Brandt egenligt er en Fandens Karl. Lagde Du Mærke til, med hvilken Overlegenhed han tumlede disse storsnudede Italienere og med hvilken uforskammet Suffisance han forklarede dem Decorationerne paa Væggen, skjøndt de ere en blodig Satire paa disse Herrers smagløse Snurrepiberier. Uforskammethed er dog en god Ting. Man kan komme vidt med den i denne Verden.«
»Aa ja,« sagde From, »i denne Verden. Men hvor langt kommer man med den i den næste?«
»Det har jeg ikke tænkt over,« svarede Henry, »og Brandt vistnok endnu mindre. Han tænker kun paa at blive Oberst og Kammerherre, og jeg - -«
»Ja, med Dig er det næsten endnu værre, for Du tænker egenligt paa slet ingen Ting. Er det nu for Exempel slet ikke faldet Dig ind, at der er en besynderlig Modsætning mellem denne Aften og den, som Du gjennemlevede herude for kun otte Dage siden? Hvis jeg var saa lykkelig som Du, var jeg slet ikke taget herud.«
»Naar jeg skal være oprigtig,« svarede Henry, »skete det ogsaa ved et coup de main. Hvor kunde jeg vide, at Brandt netop vilde vælge Frederiksdal til Gildet? Jeg var ganske sikkert staaet af ved Sorgenfri, hvis jeg ikke vidste, at Etatsraad Gram tilbringer hver Fredag med sin Familie paa Strandveien, hvor hans Broder ligger paa Landet.«
»Se engang, Henry!« sagde Frederik, idet han fra Baggrunden af Haven pegede ud over Engen, hvorigjennem Aaen snoede sig. »Se, hvor friskt og lysegrønt Løvet endnu er! Se, hvor de hvide Taager begynde at hæve sig fra Engen, og hvor smukt de mørkegrønne Ellebuske fortone sig mod den lysegrønne Grund. Var det nu ikke langt smukkere at vandre ind i Skoven paa en saa deilig Aften som denne, end at sidde i den qualme Kneipe og høre paa Brandts Witzer og Brandere?«
»Jo, Du har Ret,« svarede Henry, »men nu lader det sig ikke gjøre. Jeg har halvt modstræbende givet Møde til denne Tour. Nu er det gaaet for vidt til, at jeg med Honneur kan trække mig tilbage.«
»Der kjender jeg Dig igjen,« sagde Frederik hovedrystende. »Bestandig den samme Forfængelighed, den samme Misforstaaen af Begreber. Hvad i Alverden har Du og Brandt med Honneuren at gjøre? Honneur betyder Ære, hvilket jeg vel neppe behøver at sige Dig; men derimod er det min uforgribelige Mening, som jeg tidt nok har meddeelt Dig, at hvor Du og Brandt gaae ind, der gaaer Honneuren gjerne ud. Jeg kan overhovedet ikke begribe, hvad der i Længden kan fængsle Dig til det Menneske?«
»Jeg veed det neppe selv,« svarede Henry. »Det er maaskee ogsaa vanskeligt at sige, hvad det egenligt er, der drage Menneskene til hverandre. Ligesom Jernet har Affinitet til Luftens Ilt, og ligesom [s300] Sølvet forbinder sig med den Smule Svovlbrinte, der findes i Atmosphæren, saaledes har jeg tidt tænkt mig, at Charaktererne, hvor forskjellige de end kunne være, dog have visse Atomer i sig, der saa mægtigt tiltrække en anden og heelt forskjellig Charakteer, at de dog, trods deres Ueensartethed, maa forbinde sig med hinanden.«
Vilhelm Bergsøe Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek