V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 280-289

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 280-289

   Ligesom Henry mismodig vilde forføie sig bort gjennem Haven, glimtede pludselig et enkelt Lys fra Kvistvinduet i Gavlen og kastede sine Straaler lige hen foran hans Fod. Henry betænkte sig et Øieblik. Lyset straalede fra Harriets Værelse, men det kunde muligt være Pigen, der gjorde det istand til Natten. Han sneg sig nærmere ind under Huset, men al hans Speiden var forgjeves; der faldt ikke saa meget som en Slagskygge paa den oplyste Væg. Pludseligt erindrede han, at det store Ferskentræ, den nybagte Etatsraads Helligdom, var espalieret op ad Muren, og at han muligt ad denne Vei kunde naae Vinduet. Han gjorde et Par Forsøg, men de spinkle Tremmer brast under hans Fødder, hver Gang han vilde hæve sig iveiret. Endelig fik han fat et Sted, hvor Stammen afgav et fastere Holdepunkt, og ved Hjælp af denne naaede han at komme i lige Linie med Vinduet. Han tittede med Henrykkelse ind i denne Helligdom, som var hans Ønskers og Attraaes høieste Maal, og misundte i sit stille Sind den store Vedbende, der turde strække sig heelt hen over hendes Seng, og de duftende Roser, der dagligt blev pleiede af hendes Hænder og nu ligesom skinsyge skjulte deres Herskerinde. Henry lod sit Blik glide hen over hendes fine, sneehvide Seng, over den lille Bogreol i Baggrunden, over det simple Fortepiano, som hendes Moder havde eiet, og som han gjenkjendte fra Præstegaarden i Bjerrelide; men længst og inderligst dvælede hans Blik paa Harriet, der i en simpel, sort Kjole sad og læste ved sit Skrivebord. Fra det Sted, hvor han stod, kunde han kun see en ringe Deel af hendes Profil, men derimod hele hendes fine, hvide Nakke, hvorpaa hendes mørke Krøller vuggede sig. Hun støttede Hovedet paa den venstre Haand og læste ganske fordybet i en Bog med Guldsnit, der laae opslaaet foran hende paa en Læsepult. Af og til løftede hun Hovedet iveiret, stregede Noget under i Bogen, og hendes Blik hvilede da længe og inderligt paa et Portrait af hendes Fader, der hang over Skrivebordet. Henry betragtede henrykt hendes lette Skikkelse, der i den sorte, høihalsede Kjole med den lille Pibestrimmel foroven tog sig dobbelt fiin og elegant ud. Han vovede ikke at røre sig af Frygt for at skræmme hende og vidste paa den anden Side ikke, hvad han skulde gjøre for at vække hendes Opmærksomhed. Pludseligt klang et skjærende Ugleskrig lige over hans Hoved, og Harriet foer forskrækket iveiret, da hun stirrede imod Vinduet. Han vilde vinke; men ved den pludselige Bevægelse knækkede den tynde Ferskengreen, hvortil hans venstre Haand støttede sig og tørnede mod Ruden, som klirrende fløi ind i Værelset. Hun foer op med et Skrig og sank, bleg af Skræk og halvt afmægtig, ned ved Døren, som hun forgjeves bestræbte sig for at aabne.
   »Harriet!« raabte Henry, gjennem den frembragte Aabning. »Det er mig. Luk Vinduet op! Jeg beder Dig derom.«
   Hun saae forvildet hen imod Vinduet, men rørte sig ikke fra sin halvt knælende Stilling.
   »Luk op!« raabte Henry paany. »Min søde, min elskede Harriet! Frygt ikke, det er jo mig, det er Henry.«
   Hun reiste sig og nærmede sig langsomt Vinduet. »O, min Gud, Henry,« hviskede hun. »Hvor Du gjorde mig angst. Jeg troede, det var Tyve, og jeg vidste, at jeg ikke kunde flygte, thi jeg er indespærret her.«
   »Indespærret?« raabte Henry forbittret. »Du indespærret? Hvem har vovet det?«
   »Tys!« hviskede hun igjen. »Gjør mig ikke mere ulykkelig, end jeg allerede er. Gaa bort, gaa ned, Du vækker Trine og gamle Marthe! O min Gud, gaa bort!«
   »Nei,« svarede han lidenskabeligt, »jeg kan ikke! Om det saa gjaldt mit Liv og min Salighed, jeg kan ikke gaae bort i dette Øieblik. Hører Du, Harriet, Du maa lukke mig ind! Jeg viger ikke, før Du har gjort det.«
   »O, Henry,« sukkede hun, »hvor Du er grusom, hvor Du er egoistisk og egensindig! Er det Lønnen, fordi jeg har tilstaaet Dig, at jeg elskede Dig høiere end mit Liv? Min Gud!« afbrød hun sig selv. »Du bløder! Blodet drypper fra din Haand ned paa mine stakkels Roser. O, vent et Øieblik, saa skal jeg hjælpe Dig.«
   Hun flyttede hurtigt nogle af Blomsterne tilside og løsnede den nederste Krog. Henry rev Vinduet op og var med et eneste Spring inde i Stuen.
   »Min søde, elskede Harriet!« raabte han, idet han sluttede hende i sine Arme. »Hvor smuk seer Du ikke ud iaften! Hvor yndigt er ikke dette lille Værelse, som jeg saa tidt har drømt om, og som jeg aldrig har faaet Lov til at betræde!
   »Nei, slip mig,« sagde hun med et sky Blik paa ham, idet hun viklede sig ud af hans glødende Favntag. »Du har heller ikke iaften faaet Lov til at betræde det. Som en Tyv om Natten er Du kommen, som en Voldsmand er Du brudt ind -«
   »Og Du glemmer,« sagde han indsmigrende, »at Du selv var den, der lukkede mig ind -«
   »O min Gud,« sagde hun rødmende, »jeg blev saa forfærdet over at see Dig saaret, at jeg neppe vidste, hvad jeg gjorde. Kom! Saa skal jeg forbinde Dig.«
   Hun bøiede sig ned foran ham, og bandt sit hvide, fine Lommetørklæde om de lette Rifter paa hans Haand. Henry saae ned paa dette blege Ansigt, der skuede op mod ham med saa megen Kjærlighed, med saa freidig, øm Tillid, og en blussende Rødme farvede hans Kinder. Han hævede hende op, kyssede hende paa Panden og sagde:
   »Tillad mig at blive blot et Øieblik. Jeg skal være stille og rolig, som Du selv; men jeg trænger saa meget til at tale med Dig netop iaften.«
   »Sæt Dig derhen,« hviskede hun. »Sæt Dig ved mit Skrivebord, saa kan Ingen see Dig fra Haven. O, Henry, vidste Du, hvad jeg vover for Din Skyld, saa var Du ikke kommet her. Jeg er saa angst, saa gruelig angst, og dog takker jeg Gud for, at Du er kommet.«
   Hun lukkede den lille, engelske Bibel i, og skød den ind i Reolen under hendes Faders Portrait. »Den og det,« sagde hun, idet hun pegede paa Portraitet, »have hidtil været mine Venner; men nu har jeg Dig. O, Du veed ikke, hvor jeg er glad og lykkelig derover!«
   Hun greb en lille Skammel og satte sig ved hans Fødder, medens hun betragtede ham med et glad, næsten beundrende Blik. Han greb hendes Haand og sagde:
   »Men for lidt siden bad Du mig ikke at gjøre Dig ulykkeligere, end Du allerede er. Fortæl mig, hvad der er gaaet Dig imod, og hvem der har vovet at lukke Dig inde.«
   »Tal ikke derom,« svarede hun. »Naar jeg har Dig og seer paa Dig, er jeg saa lykkelig, at jeg neppe synes, det er Umagen værd at tale om mine Sorger. Naar jeg hører Dine raske, mandige Fjed, naar jeg seer Dit venlige Smiil og den energiske Glans i Dit Øie, da forekommer det mig tidt, at Du ligesom Kong Volmer er født til Seier og Lykke, at hver Hindring maa svinde bort under Din Haand, og at Du maa kunne føre enhver Sag igjennem. Ak, det har idag været en ulykkelig Dag, Henry, og jeg vil ikke besvære Dig med den.«
   »Fortæl mig Alt,« sagde han, idet han bøiede sig over hende. »En Ulykke, der freidigt bæres af To, bliver en halv Lykke, min elskede Veninde.«
   »Du kjender jo Fader,« hviskede hun, »og veed, hvor hidsig og urimelig han er. Jeg frygtede ikke saa meget for Ballet, hvortil d'Acorda, allerede for længere Tid siden havde indbudt os, thi Moder sagde mig, at vi ikke kunde komme med. Men imorges kom den afskyelige Italiener og gratulerede hende, fordi hun var blevet Etatsraadinde. Senere hen paa Formiddagen kom Fader fra Byen i et glimrende Humeur og paastod haardnakket, at vi Alle skulde tage med, da vi nu havde Rang dertil.«
   »Og saa?« spurgte Henry.
   »Ak Gud,« hviskede hun med et smerteligt Træk omkring Munden, »saa kom en af disse huslige Scener, som jeg hundrede Gange har lidt under, og hvortil Du et Par Gange har været Vidne. Jeg negtede reent ud at tage med, og da hverken Bønner eller Trudsler hjalp, spærrede Fader mig inde her og sagde, at han vilde sende mig over til sin gamle Søster i Jylland, hvis jeg ikke viste mig mere føielig mod Hr. d'Acorda.«
   »Føielig!« raabte Henry rasende, idet han sprang op. »Føielig mod denne elendige, udenlandske Skurk og Hazardspiller, som - -«
   »Tys, Henry,« hviskede Harriet forfærdet og lagde Haanden paa hans Mund, »hvis Nogen hørte Dig! Hvor kan Du, som er saa god og elskværdig, fare saaledes op? Du ligner ikke længer Dig selv, saasnart Lidenskaben faaer Magt over Dig.«
   »Ja, Du har Ret,« sagde Henry, idet han betvang sig. »Jeg glemmer reent mig selv, saasnart jeg blot tænker Dig i Forhold til denne afskyelige Bandit, der har sneget sig ind her i Huset.«
   »Frygter Du da for mig?« spurgte hun rolig. »Troer Du, jeg har en Følelse tilovers for Hr. d'Acorda? Jeg kan ikke udstaae ham. Jeg har ligefrem Antipathi imod ham; men man maa vogte sig for disse antipathiske Følelser, der tidt ere uretfærdige og ugrundede. Saaledes har jeg idag faaet mere Godt at vide om ham, end jeg tiltroede ham.«
   »Saa?« spurgte Henry forundret. »Hvori bestaaer da hans Godhed?«
   »Han har mere Takt og fiin Følelse, end jeg troede,« svarede Harriet troskyldigt. »Han generer sig for at give Almisse, men afkjøber tidt fattige Folk rene Ubetydeligheder, for paa denne Maade at komme dem til Hjælp. Fader fortalte saaledes idag, at han havde kjøbt en lille Vase hos en Baadsmand Petersen i Nyboder og betalt den med en Daler, skjøndt den efter Faders Sigende ikke var en Mark værd. Det er dog et ganske smukt Træk.«
   Henry formaaede ikke at svare; han følte Blodet brænde i sine Kinder. For at skjule det reiste han sig op og gik henimod Vinduet, hvor han begravede sit Ansigt i en Skaal med Roser, som stod paa Harriets Sybord. Han følte hendes lette Haand blive lagt paa sin Skulder.
   »Nu eller aldrig!« hviskede han ved sig selv, idet han løftede sit Hoved iveiret. Hans Blik traf Harriets Øine, der med et halvt frygtsomt halvt bedrøvet Udtryk vare fæstede paa ham.
   »Er Du vred,« spurgte hun sagte, »fordi jeg tager vor fælles Fjende en Smule i Forsvar? Tro mig, der findes hos ethvert Menneske, han være nok saa slet, dog en Spire til det Gode, naar man blot forstaaer at søge den. Ak, hvor ofte er denne Spire ikke vissen og svag, blot fordi den ikke er bleven pleiet i Tide?«
   Henry følte sig forunderligt bevæget ved den blide, frygtsomme Stemme, der udtalte saa mild en Dom over Den, som hun afskyede. Han greb hendes Haand, lagde den paa sin brændende Pande og hviskede til hende:
   »Veed Du, hvad der har drevet mig herud inat?«
   »Nei,« svarede hun lidt forskrækket over det selsomme Udtryk i hans Ansigt. »Du skal ikke fortælle mig det; jeg bryder mig ikke om at vide det.«
   »Jo,« svarede han sagte, »Du bør vide Alt. Jeg kan ikke føle mig rolig, før jeg har deelt med Dig den Byrde, som tynger paa min Sjæl. Jeg har tidligere blot slaaet derpaa, men jeg trænger til fuldkomment at dele den med Dig. Du veed ikke, Laura, hvorledes -«
   »Laura?« udbrød hun forundret. »Hvor kommer Du dog til det Navn? Jeg troer, det er en fix Idee hos Dig. Kan Du huske ifjor, da Du var saa forunderligt distrait, da hændte det vist over tyve Gange, at Du sagde Laura baade til Trine og Marthe?«
   En brændende Rødme bedækkede Henrys Ansigt. Han følte ydmyget og forvirret, at Øieblikket var gaaet tabt, og han undveeg det ærlige, troskyldige Blik, som Harriet fæstede paa ham. Han sænkede sine Øine mod Jorden og blev staaende i mørk Taushed. Det var ham i dette Øieblik umuligt at fremføre nogensomhelst Undskyldning, endsige en Usandhed. Hun slyngede begge Arme om hans Hals, klyngede sig tæt op til ham og hviskede sagte ind i hans Øre:
   »Henry, glem den gamle Sorg! Glem, hvad der tynger paa Dit Sind! Hvad bryder jeg mig om at vide, hvem Du er, og fra hvem Du stammer? Enten Du er en Rigmands Søn eller, som vor Frelser, født af den fattigste blandt Kvinder, hvad Magt ligger vel derpaa? Jeg har kun Dig, jeg elsker kun Dig, og jeg frygter kun, at Nogen skal tage Dig fra mig. See ikke saa bedrøvet ud, Henry! Glem de forsvundne Dage! Det er Fremtiden, som hører os til.«
   »Men hvis nu min Fortid var brødefuld?« spurgte han med sagte Stemme.
   »Saa er kun Fremtiden istand til at udslette Brøden,« svarede hun freidigt og saae ham fuld af Tro og Tillid ind i Øiet. »Ak Henry,« vedblev hun med sagtere Stemme, »ogsaa jeg har en Brøde paa min Samvittighed, som jeg tidt har tænkt paa at betroe Dig. Husker Du det Bal hos min Onkel, Justitsraad Gram? Husker Du den unge Lieutenant Merlin, der siden døde saa pludseligt ombord paa Corvetten og blev begravet paa Ascension? - Han var indtaget i mig,« tilføiede hun med hviskende Stemme, »og jeg vil ikke negte, at hans mandige Skikkelse og freidige Færd ikke forblev uden Indtryk paa mig; thi han lignede Dig saa meget. Jeg talte den Aften mere med ham, end jeg maaskee burde, og baade Du og de Andre lagde maaskee mere Mærke dertil, end Sagen fortjente. Jeg kunde ikke bære over mit Hjerte at være haard imod ham, thi jeg vidste, at han om tre Dage skulde forlade sit Fædreland paa flere Aar; og han selv syntes den Aften at ane, at det skulde blive for stedse. Da vi skiltes, gav han mig et Digt og en lille Ring, der havde tilhørt hans Moder, og som han bad mig bære som et Venskabstegn. Det var urigtigt af mig, Henry, at modtage disse to Ting, men jeg kunde ikke modstaae det bedrøvede Blik, hvormed han ledsagede sin Bøn. Jeg vilde have sagt Moder Alt, men havde ikke Mod dertil; og da senere Budskabet kom om hans Død, gjemte jeg begge Dele som en Erindring. Jeg har tidt taget disse to smaa Reliqvier frem og glædet mig ved at beskue dem; men veed Du hvorfor? Fordi jeg i min barnagtige Phantasi bildte mig ind, at det var Dig, der havde skrevet disse bløde Vers, og at det var Din Ring, jeg satte paa min Finger og førte til mine Læber. Maaskee forekommer det hele Dig tosset og barnagtigt; men jeg har aldrig turdet tale til Dig derom siden hiin ulykkelige Eftermiddag, der fulgte ovenpaa Ballet, da Du behandlede mig saa haardt.«
   Henry saae paa hende med et veemodigt Blik, medens hun aabnede den lille Læsepult paa Skrivebordet og fremtog en Æske, der indeholdt Ringen og Digtet. Hun satte den første paa hans Finger og sagde: »Bær denne som Tegn paa, at Du tilgiver mig, og læs saa det lille Digt for mig. Jeg vil da troe, at det er Dig, som har skrevet det.«
   Med skjælvende Haand lukkede Henry det lille rosenrøde, men nu afblegede Blad op og læste Følgende:

   Jeg beder Dig ikke om Rosen paa Dit Bryst, 
   Ei heller om en Lok af Dit Haar; 
   Thi Rosen vil falme som Blomsterne i Høst, 
   Og Lokkernes Glansspil forgaaer. 
   
   Jeg ønsker ei heller den perletunge Snor, 
   Der snoer sig lig en Snog om Din Haand; 
   Thi vilde Du mig fængsle, Du kjendte vel de Ord, 
   Der bandt mig med stærkere Baand. 
   
   Nei, skjænk mig en Tanke, naar Dagen bryder frem, 
   Et stille Suk i Skumringens Fred! 
   En taareblank Perle, ifald jeg stifter Hjem 
   Og sænkes under Havbølgen ned. 
   
   Thi Tanker og Taarer er Evighedens Guld, 
   En Sjælerigdom, Herren os gav. 
   Ret aldrig kan de falme og lægges under Muld, 
   Men spire som Blomster fra vor Grav.

Han lagde taus Bladet fra sig, trykkede Harriet i sine Arme og sagde bevæget: »O, vidste Du i dette Øieblik, hvilken Stemning der gaaer gjennem min Sjæl, da vilde Du forstaae, hvor dybt jeg angrer Alt, hvad jeg har forbrudt imod Dig. Du forekommer mig som den fromme Dagmar, der lod Dankonningen kalde til sig, da hun laae syg i Ribe. Som han red over Ranbøl Hede, saaledes har jeg ilet til Dig, og som hun skriftede for Konning Volmer, saaledes har Du skriftet for mig. Husker Du hendes sidste Ord?

   Havde jeg ikke mine Ermer om Søndag snørt 
   Og ikke der Striger paasat, 
   Da havde jeg ikke syndet dermed 
   Og havt saa ond en Nat.

   »O, Harriet, jeg skal aldrig glemme hverken disse Ord eller Dig!«
   Hun vilde svare, men i samme Øieblik hørte man en Vogn komme rullende hen ad Landeveien.
   »O Gud, der er Vognen!« udbrød hun, idet hun rev sig løs af hans Favntag. »Forlad mig, eller jeg er fortabt!«
   Henry foer hen til Vinduet, men inden han beredte sig til at stige ud, greb han hende endnu en Gang i sine Arme og hviskede til hende:
   »Harriet, Du vil høre ondt om mig; mere end Du maaskee troer. Der, tag dette Digt som jeg har skrevet til Dig. Tro paa mig, forlad mig ikke, thi nu hviler Alt paa Dig!«
   Med disse Ord forsvandt han i Mørket, og Harriet stod ene med det lille Brev i Haanden, stirrende ud efter ham.

   Nogle Dage efter sad Henry ene i Skumringen og stirrede ud paa den ufuldførte Kirke, paa hvis Tinder Kragerne forsamlede sig under støiende Skrig for at søge Natteqvarteer efter deres daglige Udflugt. Himlen var graa og kold, og det chemiske Laboratorium, som Henry med stor Bekostning havde ladet indrette, tog sig næsten uhyggeligt ud med sine forunderlige Kolber, Digler og Smaaovne. Fra en enkelt af disse flammede endnu af og til en svag Lysning iveiret og kastede sit Skjær snart over Henry, der tankefuld sad ved Vinduet, snart over et kunstigt sammensat Destillationsapparat, der stod foran ham paa et Bord, og i hvis Indre Vædsken gjærede og boblede med en forunderlig sukkende, eensformig, melancholsk Lyd. Flagermusene begyndte at komme frem ude paa Pladsen, og hvirvlede som lette Skygger hen gjennem Luften, udstødende deres forunderlige, pibende Toner, der have en saa stor Lighed med Faarekyllingernes Skrig. Lygterne tændtes paa Gaden, enkelte Stjerner blinkede frem; men endnu sad Henry ubevægelig, tilsyneladende tankeløst stirrende ud over den øde Plads. Han mærkede slet ikke, at Døren aabnedes, og at et blegt Ansigt, omgivet af tæt, sort, purret Haar stirrede paa ham og efter et Øiebliks Ubevægelighed gjorde en haanlig Grimace. Ved Siden af dette Ansigt viste sig kort efter et andet, større og plumpere, med blondt Haar og Skjæg og et underligt sløvt Udtryk i alle Træk.
   »Skal Du polere Myg iaften?« lød det fra det første Ansigt med Brandts velbekjendte Røst.
   Henry foer op som af en Drøm og stirrede imod Døren, hvis Besætning han paa Grund af det tiltagende Mørke neppe kunde see.
   »Gid Fanden havde dem!« mumlede han ærgerlig, idet han reiste sig.
   »Du seer, Gud hjælpe mig, ud, som Du vilde løse Bevilling som Eddikebrygger!« sagde Boldt gabende, idet han traadte frem. »Det duer ikke. Brændeviinsbrænder, det har nu altid været mit Ønske.«
   »Er det sandt,« spurgte Brandt, idet han antog en lærd Mine, »at man kan lave Brændeviin af Flintesteen? Det har en Irlænder O'Høi fundet paa, Broder til ham med Reiepillemaskinen.«
   »Nei«, svarede Henry roligt; »men man kan forfalske Smør med dem. Saa vidt har man bragt det chemisk.«
   »Det var da comisk!« udbrød Brandt. »Bliver det saa ævret Smør eller Græssmør?«
   »Tag Fingrene til Dig!« raabte Henry, da Brandt begyndte at pille ved det opstillede Apparat.
   »Er det Gift?« spurgte Brandt med comisk Forfærdelse.
   »Ja,« svarede Henry kort, idet han aabnede en lille Hane paa Apparatet og lod nogle Draaber af et vandklart Fluidum flyde ud i en lille Phiole af tyndt Glas, hvis Stilk han hurtigt tilsmeltede over en Spirituslampe. »Har Du Lyst til at prøve en Draabe deraf, Brandt, saa skal Du see, hvor roligt Du sover inat.«
   »Fy for Fanden!« raabte Brandt, idet han sprang tilbage. »Hvad er det for et Mephistophelesansigt, Du sætter op? Lad os komme ind i Din egen hyggelige Wigwam, Henry! Her seer saa forbandet apothekeragtigt ud. Det lugter forresten rart af bittre Mandler; men jeg synes, det river i Halsen.«
   »Det skal Du aldrig bryde Dig om,« sagde Henry. »Gaa ind og lad Mary bringe Dig den gamle Jamaica. Den er et godt homøopathisk Middel; men Du behøver ikke at anvende de smaa Dosers Theori.«
   Efterat Vennerne vare forsvundne, skilte Henry Apparatet omhyggeligt ad, og aabnede et lille Skab, paa hvis Hylder der stod en Deel Smaaflasker med forskjelligfarvet Indhold. Her satte han Phiolen ind og lukkede Skabet.
   Da Henry et Øieblik efter kom ind, havde Brandt viist sin overordenlige Sporsands ved ikke alene at have fundet hans gamle Jamaica, men endogsaa Vand, Sukker og Cigarer uden Marys Hjælp. Han havde med megen Samvittighedsfuldhed blandet et Glas først til sig selv og saa til Boldt; men da Henry viste sig, reiste han sig op, svang sit Glas og udbrød:
   »Hil være Dig, Du stormægtige Monarch, hvis Rensdyr græsse det fineste, islandske Mos i det øverste Thule, medens Dine Slaver, sortere end Ibenholt, høste den hvideste Riis og presse den meer end guddommelige Rom i det brændende Syden! Hvad skal jeg sige til Din Ære, Du, som bliver besneet med den fineste Raffinade, beregnet med den blomsterduftende Jamaica, og imod hvem Jupiter sender sine Tordenkiler i Form af ægte Trabucos? Duftende er Du som Røgen af denne Habana, skjøn som Mary, da Jemmy bedaarede hendes sorte Uskyldighed, rig som Krøsus og viis som Salomo, før han udgav sin Høisang. Din Pengepung strutter af Guld som Vexelerernes i Templet, Din Tale flyder lifligere end Kedrons Bæk, og Din Forstand er stor som Taarnet paa Libanon, der skuer ud mod Damascus. Hvis Du ikke er fornøiet med denne Indledning, maa Du, som den berømte Forfatter siger, være værre end et Bakkelsebæst.«
   »Hvor vil Du hen med alt Det?« spurgte Henry og tændte Lysene paa Skrivebordet.
   »Ædle Sir,« fortsatte Brandt i samme høitidelige Tone, »Du skal strax faae det at vide. Jeg har adlydt Dine Befalinger og takker Dig derfor. Jeg har betvunget gamle Mary og erobret Jamaica, skjøndt hun forsøgte at give første Act af Opstanden paa St. Domingo. Jeg har modtaget rige Gaver af Herren, og solgt dem igjen til den italienske Jøde, der gjæstede Dit Huus. Pengene regne ned over mig, Henry! Jeg har Raad til at tage Droske i timeviis og slaae Plat og Krone om [s290] Flødeboller hos Firmenich. Jeg har iaften spiist syltet Ingefær i Spinat, og det er det Høieste, vi stakkels Dødelige kunne drive det til.«

Vilhelm Bergsøe Homepage