V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 270-279

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 270-279

   Jeg elsker Peter saa inderligt, 
   Singdudiladei, Hurra!

hvorpaa hun som Dacaponummer gav sin deilige Romance:

   Amor er en lille Strik, 
   O ja! 
   Han rammer Hjertet paa en Prik, 
   Det er høist ubehageligt, hva'?

   Hinkelbeen var ude af sig selv af Henrykkelse. Han var væk, om jeg saa maa udtrykke mig, og kom først til sig selv igjen, da Rikke Wulf tog en af de Rosenknopper, hvormed hendes Livstykke var kantet forneden, og kastede den lige i Munden paa ham, da han af Henrykkelse gabede altfor høit. Saa kom den lille Trommeslager Pierre Timbale og gjorde et stort Bulder, og saa kom den franske Castagnetslager Robespierre og gjorde et endnu større. Saa kom den berømte eenbenede Don Juan Fandango og dansede sit store Solonummer »La roche, qui pleure«; men da saa Signora Buffala Ellevilda kom frem og dansede »Les pantalons d'amour« i Fyrværkeri forneden og elektrisk Belysning foroven, saa fik Hinkelbeen Lyst til at give »Saft«, men blev alligevel smidt ud og »snakkede med Ulrik« grumme længe ved et af Træerne i Alleen. Da jeg saa havde faaet ham knirket op igjen med en Flaske Sodavand, som jeg viseligt havde stukket i Baglommen, og mathematisk bevist ham, at det aldrig kan nytte at stikke den høire Arm i det venstre Ærmegab, undtagen naar man vil have sin Frakke knappet paa Ryggen, drev vi videre for at finde en Kneipe, som ikke var lukket. Jeg troer nok, at vi et Par Steder slog Ruderne ind med gamle Toskillinger, uden at de smaa Sanggudinder vilde forstaae et saa betydningsfuldt Vink. Jeg maa her indskyde den Parenthes, at Hinkelbeen hele Veien holdt et meteorologisk Foredrag over Storm i Almindelighed og Donner i Særdeleshed, hvilket han sammenfattede under det fælles Begreb af Nedslag. Hertil føiede han nogle Bemærkninger om Forskjellen mellem den kolde og varme Lynild, hvilket førte til, at vi slog ned i Boldts hyggelige Café, hvor vi drak Knækbeinere, medens vi hørte paa Familien Hylenberg fra Klagenfurt. Resten af Aftenen husker jeg ikke saa nøie. Kun forekommer det mig, at jeg bedækkede en ærværdig Vandposts skaldede Isse med min sorte Silkehat og bandt den mit Halsbind om Tuden. I det Mindste savnede jeg disse Hovedprydelser imorges ved mit Toilette; men ganske vist er det, at Hinkelbeen beklagede sig over, »at Smæklaasen til Corridoren laae i Portnøglen, og Gadedøren i Vestelommen«, hvoraf han uddrog den beklagelige Slutning, at saa kunde han ikke komme ind.«
   »Men I kom vel ind alligevel?« sagde Henry.
   »Jo-o!« svarede Boldt, idet han gabende strakte sig i Lænestolen. »Vi kom s'gu saadan ind, at vi nær aldrig var komne ud igjen. Brandt kunde nemlig -«
   »Chut! Silence, Hinkelbeen!« sagde Brandt og slog en høi Latter op. »Vi ere udover Revolutionen og ville ikke vide noget af Napoleoniderne. Forresten veed Du, at den første af disse Knækbeinere sagde til Familien: »Man vasker ikke sit skidne Tøi i Fremmedes Nærværelse.« »Det er gyldne Ord i gyldent Bind«, som Shakspeare siger.«
   »Naa, og hvormange Gylden gik der saa med?« spurgte Frederik med et betydningsfuldt Blik paa Henry. »Det var nok en dyr Historie.«
   »Ja, den kostede for min Part femten Daler,« henkastede Brandt, »og det er lidt skadeligt, naar man skriver den femtende i Maaneden. Det gaaer ud over mit Ophav. Jeg maa slaae min Gamle en Plade, men en ordenlig en, saa bliver han rørt og betaler. Nu kan Du føre Sagen til Protocols, Frederik?«
   »Det er den s'gu ikke værd,« sagde Boldt. »Det eneste Reelle, man har af den Slags Historier, er en myrderlig Katzenjammer. Den ene Bimpel ligner ganske den anden - det er s'gu skidt det Hele!«
   Brandt vendte Øinene mod Himlen og sagde sukkende: »Ja, hvad er vi Mennesker, som Hvalfisken saa rigtigt bemærkede, da han traf sin Kone i øm tête à tête med en Haifisk. Pulvis et cineres, som vi burde strøe paa vore Hoveder, hvis ikke saa Mange gik med Paryk. Jeg trænger idag stærkt til at see mig efter i »Menneskets Hjertespeil«; thi jeg er vis paa, at mit Ansigt vil udtrykke »Letsindigheden, der ingen Synd agter, der tillader sig Alt, hvad det onde Hjerte begjærer, og lever lysteligt hen uden at tænke paa Gud, paa Evighed eller paa Dom«.«
   »Hold Din Mund, Brandt!« sagde Frederik indigneret.
   »Om Forladelse, fromme From!« svarede Brandt og satte sig op i Vindueskarmen. »Jeg glemte, at Du hører til de Troendes hellige Kjede. Jeg har saadan en morderlig Lyst til at gaae ud og spille Kegler i Slukefter. Kjender Du »Nappe«, Frederik? Det er det, som Fanden spiller med vore Sjæle hver Dag, men de svenske Præster kun om Løverdagsqvælden. Jeg lærte det forleden Dag af en svensk Brukspastor ombord paa »Ophelia« - det stikker baade »Lanse« og »Frit Jeu«. Skal vi saa ikke have en lille Omgang?«
   Frederik greb efter sin Hat og Brandt vedblev, seende ud ad Vinduet: »Hvad Pokker er det for et Støvgran, som der er faret i et Par Ridestøvler? Han kan skyde Munden ud og ind ligesom Tallerkenmanden paa Lirekasserne, men seer for Resten ud som en sørgende Guldfisk. Det er, Gud hjælpe mig, Underspionen ved den italienske Legation, ham med det gamle Porcellain.«
   »d'Acorda!« udbrød Henry forbauset.
   »Netop,« svarede Brandt; »han har ikke en Accord i Livet, og dog blankede han mig saadan af forleden Dag paa Bellevue, at jeg maatte gaae paa Accord med ham.«
   »Gud maa vide, hvad han vil her?« sagde Henry, der opmærksomt havde betragtet ham gjennem Vinduet.
   »Fiske en eller anden gammel Sauceskaal eller prutte om en antik Flødebolle - han gjør jo i gammelt Porcellain. Sælg nogle af Dine Antiqviteter, Henry, og lad os faae et ordentligt Knald derfor. Lad ham byde paa gamle Mary, hun er s'gu ægte bronceret; det er netop denne brune Sveskefarve, de sætte saa høi Priis paa. Sælg hende, hun er jo Neger. - Gud velsigne Dig, søde Henry!« vedblev han, idet han hoppede ned fra Vinduet, »har Du ikke en Sæk til at skjule Hans Fransen i? Jeg risquerer ellers, at jeg maa give ham min Haand for Pengene, og at han, ma foi, ikke gaaer tilsengs iaften, før han har faaet mig fat. Den Karl veed forbandet godt, hvad en Livre de France er. Pant, Prygl eller Penge, det har altid været hans Valgsprog. Jeg skylder ham endnu Halvtreds, et je n'ai point d'argent.«
   »Nei, ikke i Laboratoriet!« raabte Henry, da Brandt greb i Laasen. »Der staaer et Præparat til Afsvaling, som Du ikke maa fordærve for mig.«
   »Bien,« svarede Brandt, »saa svaler jeg mig selv med i det nye Svaleapparat, som Du har faaet fra Paris. Det er et mageløst Studium, dette hersens Chemie.«
   Næsten i samme Øieblik, som Brandt forsvandt bag Døren, skød den smidige Italiener sig igjennem den svære Portière, idet hans hurtige Blik i et Nu omfattede de tre Personer saa sikkert, som om han vilde photographere dem. Han var iført en elegant Ridedragt og bar under Armen en lille, omhyggeligt indsvøbt Pakke, som han forsigtigt lagde fra sig paa Henrys Skrivebord. Derpaa kastede han sig nonchalant i et af Divanerne, efterat Henry havde presenteret ham for Boldt og From.
   »Jeg har taget mig den Frihed,« begyndte d'Acorda, »at besvære Dem med en lille Visit. Det generer Dem vel ikke? - De Herrer behøve ikke at gaae. Sir Henry og jeg have ingen Hemmeligheder.«
   »Sikken en Bisse!« hviskede Boldt til Frederik. »Nu troer han strax, vi stikke af for saadan en italiensk Porcellainshandler.«
   »Jeg kommer«, vedblev d'Acorda, »blot for at lade Dem vide, at De ikke skal gjøre Dem nogen Uleilighed med at tage ud til Landstedet iaften. Den Gramske Familie har viist mig den Velvillie ikke at afslaae en Indbydelse, som jeg har tilstillet den fra den italienske Legation til Ballet iaften i Anledning af den høie Fødselsdag. - Jeg beklager Meget,« vedblev d'Acorda med et ironisk Smil, »at jeg ikke kan udstrække Invitationen ogsaa til Dem; men det vilde stride mod den eengang vedtagne Regel, hvorefter kun Rangspersoner faae Adgang til Ballet.«
   »Død og Pine!« sagde Boldt. »Gaaer det saa fint til? Men det forstaaer sig, en Agent er jo ogsaa en Rangsperson, selv om han kun handler med gamle Theepotter.«
   »Jeg maa tillade mig at bemærke,« sagde d'Acorda med et Smiil, saa venligt, som om han slet ikke havde fattet Hentydningen, »at her slet ikke var Tale om Agent Gram, men om - Etatsraad Gram.«
   »Etatsraad Gram!« udbrød Henry forbauset.
   »Netop Etatsraad Gram,« gjentog d'Acorda med særligt Eftertryk paa Titelen. »Hans Udnævnelse stod i Berlingske for igaaraftes. Jeg har maaskee havt nogen Andeel deri. Jeg kommer lige fra hans elskværdige Familie, og var den Første til at bringe den min Lykønskning i Anledning af Udnævnelsen.«
   »De komme der Alle?« spurgte Henry med en Mine, som han forgjeves bestræbte sig for at gjøre ligegyldig.
   »Ja, de komme der Alle,« svarede d'Acorda, idet han med den ligegyldigste Mine af Verden slog lidt Cigaraske af med sin Ridepisk. »Alle med Undtagelse af Miss Harriet.«
   »Harriet kommer ikke?« raabte Henry, idet han sprang op. »Er hun syg?«
   »Ah Pardon!« svarede d'Acorda med en uhyggelig Latter. »Jeg forvexler altid Navnene paa de elskværdige Søstre - jeg meente Miss Clara. Hun er naturligviis endnu for ung til at kunne deeltage i den Slags Festiviteter.«
   Henry, der følte sig overrumplet, gik hen til Bordet og spurgte for at skjule sin Forvirring: »Hvad har De der? Det seer jo næsten ud som en Sauceskaal.«
   »Tag forsigtigt paa den!« raabte d'Acorda ængsteligt. »Tillader De, maa jeg?«
   Henry satte Gjenstanden fra sig med en Mine, som om han havde større Lyst til at knuse den mod Gulvet i hundrede Stykker. d'Acorda greb den forsigtigt, viklede den ud af det fine Silkepapir, hvori den var indsvøbt, og fremviste med en Raritetsamlers hele Vellyst en lille Vase med to brede Tude til begge Sider, hvorunder der paa en mat, olivengrøn Bund var anbragt to smaa Medaillons, malede som om de vare udskaarne Caméer, og forestillende paa den ene Side Maria Antoinette, paa den anden Ludvig den Sextende.
   »Kan De sige mig, hvad det er?« spurgte han triumpherende.
   »Det er s'gu en dobbelt Sauceskaal,« sagde Boldt, der i Hast havde faaet Klemmelorgnetten paa. »Det kan jo Enhver see. Den er ellers uhyre svækmæssig. Saa kan man have Skeen baade tilhøire og tilvenstre, naar Saucen gaaer rundt.«
   »Per Giove!« raabte d'Acorda, idet han sendte ham et medlidende Blik. »Troer De, man sætter Ludvig den Sextende og Maria Antoinette under Tuden paa en Sauceskaal?«
   »Det veed jeg s'gu ikke,« bemærkede Boldt phlegmatisk. »I Fidtefadet kom de jo begge To alligevel, og man kunde da bedre sætte dem paa en Sauceskaal end under Guillotinen.«
   »Bruto animale!« mumlede d'Acorda ved sig selv og satte den lille Vase paa Bordet. »Seer De,« henvendte han sig til Henry, »den er bestemt til to store Pragtblomster, saaledes som man brugte paa den Tid - - -«
   »Javel,« afbrød Boldt, der hele Tiden havde ærgret sig over det lidet Hensyn, som Italieneren tog til ham, »en Tøffelblomst over Ludvig den Sextende og en Paaskelilie over Maria Antoinette, saa bliver det et Pragtstykke.«
   »Hvor har De faaet den Vase fra?« spurgte Henry, der gottede sig over det rasende Blik, som d'Acorda tilkastede hans Ven. »Jeg synes, jeg skulde kjende den.«
   »Det troer jeg neppe,« svarede d'Acorda og saae skarpt paa Henry. »Det er en reen Tilfældighed, jeg skylder dette sjeldne Fund. De kan tænke Dem,« vedblev han, »hvilket mageløst Held jeg har med mig. Da jeg forleden Dag rider gjennem Nyboder, seer jeg denne Sèvres-Vase staae i Vinduet hos en slet og ret Baadsmand, hvor jeg kjøbte den for en Daler, medens den i Virkeligheden er sine femhundrede Francs værd.«
   »Det var jo kjønt gjort af Dem,« mumlede Boldt.
   »Jeg mangler nu blot,« vedblev d'Acorda, »den Skaal, hvorpaa Vasen har staaet, og som efter den Tids Mode har været forsynet med afdeelte Rum, hvori man satte mindre Blomster; saa er dette Stykke ærligt tusinde Francs værd mellem Kjendere.«
   »Hvor meget giver De saa mig,« spurgte Boldt pludselig, »hvis jeg skaffer Dem Underkoppen?«
   »Sacre Dieu!« raabte d'Acorda heftig. »Troer De, De har Lov til at gjøre Nar ad mig?«
   »Nei,« svarede Boldt uden at blinke, »men jeg har vel Lov til at spørge.«
   »Veed De da, hvor den er«, spurgte d'Acorda i den høieste Spænding.
   »Ja, Gu' veed jeg det,« sagde Boldt. »Den kneb Brandt en Aften, da han kom hjem fra Skoven med Laura Petersen. Han bruger den til Cigaraske.«
   »Dio mio!« raabte d'Acorda forfærdet. »Cigaraske i en Blomsterkurv, der maaskee har tilhørt Maria Antoinette! Bedste Signor Boldt, skaf mig fat paa Deres Ven, paa Signor Brandt! - Ah!« udbrød han med en pludselig Haandbevægelse. »Er det ikke en Søn af Oberst Brandt, som jeg traf sammen med paa Bellevue? Saa kjender jeg ham.«
   »Ja, hele Sevilla kjender Doctor Bartolo,« sang Boldt parodisk. »Jo, det er ham.«
   En klirrende Larm som af et stort Glas, der gik itu, hørtes fra Laboratoriet, og i samme Øieblik styrtede Brandt ind med Lommetørklædet for Ansigtet, halvt kvalt af Latter og halvt af de rødlige Dampe af Salpetersyre, der i underlige Taageskikkelser væltede ind ad Døren efter ham. Bagefter kom Laura vaklende, med Klæder, der vare halvt forbrændte af Syren. Brandt kastede sig uden at agte paa de Omstaaende ned i en Sopha, hvor han afvexlende hostede og vred sig i krampagtig Latter, medens Laura fortvivlet sank sammen paa en Stol, grædende og hostende paa eengang. Frederik foer hen og lukkede Døren, medens Henry i en Fart stødte alle Vinduer op. d'Acorda betragtede den unge Pige med et gjennemborende Blik og smilede ironisk til Boldt, der som sin ufravigelige Mening erklærede »At nu blev den fæl«.
   »Har I seet Henrys nye Svaleapparat fra Paris?« udraabte Brandt og druknede sig i et nyt Anfald af Latter. »Det er et mageløst Studium, dette Chemie, navnlig naar man henter sine Retorter fra Crocodillegade i Nyboder. Og saa har hun klædt sig ud ligesom det gamle Svaleapparat fra Jamaica! Aa, kom og hjælp mig, Boldt! Dunk mig lidt i Ryggen, inden jeg bliver et levende Gasapparat! - Sikken en Sybarit, Henry er! Det kalder man Luxus, at holde to Morenkopper, en hvid og en sort.«
   Henry følte sig tilintetgjort og sendte et bedende Blik til Brandt, der vedblev: »Du kunde ellers gjerne komme noget andet Eau de Cologne i Dine Flasker derinde, for det, Du har i dem, lugter reent forbandet. Jeg vilde give Laura noget paa hendes Lommetørklæde, og saa ryger Proppen af, meget værre, end om der havde været Cliquot i Flasken, og knalder løs paa en sort Dævel, som strax gav sig til at ryge rødt, saasnart den faldt paa Gulvet. Aa, jeg er halv kvalt!«
   Henry, der under hele dette Optrin havde været i den pinligste Spænding, men som ikke havde kunnet faae et Ord indført paa Grund af Brandts overstadige Latter, vendte sig nu til d'Acorda og sagde: »Jeg haaber, at De ikke misforstaaer den Scene, her er foregaaet, og som min Ven Brandt har arrangeret. Denne unge Pige hører ikke mig til, saaledes som Brandt insinuerede. Jeg har kun inat laant hende Huus for at -«
   »Ah, Caro mio!« udbrød d'Acorda, der med synlig Tilfredshed havde nydt det hele Optrin, »hvortil disse Undskyldninger mellem Folk af vor Alder? Jeg skal ikke incommodere Dem længere, og De trænger til snarest muligt at faae Deres Apparat paa Fode igjen. Tillader De, Hr. Brandt, at jeg taler et Par Ord med Dem?«
   Med disse Ord greb d'Acorda sin Hat og den igjen omhyggeligt indsvøbte Vase, og forlod Stuen i Følge med Brandt og Boldt. Da han var kommet udenfor, gik han hen til en Tjener, leverede ham Pakken og sagde hviskende:
   »Giv Pietro denne, og lad ham forsigtigt bære den hen til Hotellet. Dernæst skaffer han sig omhyggelig Underretning hos Politiet om Alt, hvad der vedrører en vis Laura Petersen, som for Øieblikket befinder sig her i Huset. Du bliver her i Nærheden, indtil hun gaaer ud, og kan gjerne give Dig i Snak med hende, hvis Du kan komme til. Har Du forstaaet mig, Joseph? Fuldstændig Oplysning à tout prix.« Med disse Ord forlod han sin snilde Tjener, om hvis Læber der spillede et Meget betegnende Smiil, og forenede sig med Brandt og Boldt, der ventede udenfor. Den sidste anbefalede sig et Øieblik efter, idet han hviskede til sin forbausede Ven: »Sæt Prisen høit!«

   Henimod Aften holdt en lukket Hyrevogn udenfor Henrys Bopæl, og kort efter steg Frederik og Laura ind, medens Joseph havde travlt med endnu engang at eftersee Bagagen, inden han, forklædt som Kusk, tog Plads paa Bukken.
   Da Vognens sidste Rullen havde tabt sig i det Fjerne, ilede Henry ind i sit Værelse, hvor han i Hast fuldendte et Brev til den Skolelærer, hvor Laura efter Frederiks Raad skulde tage Ophold. Derpaa lod han sin Hest føre frem, og kort efter red han i skarpt Trav ud ad Strandveien. Det var særdeles koldt den Aften. Det blæste skarpt fra Nordost, og i den begyndende Skumring rullede Sundets Bølger blyfarvede og med hvide Skumstriber ind imod Kysten. Det tog paa at regne, og Draaberne havde en Kulde, næsten som om Efteraaret, men Henry agtede ikke derpaa. Tusinde Tanker gjennemkrydsede hans Sind. I Stilhed gjennemgik han ikke alene Dagens, men hele sit tidligere Livs Begivenheder, og han fandt det jammerligt og usselt. Saa dvælede hans Erindringer ved Brandt og de glade Aftener, som de havde tilbragt sammen, og han forbausedes over, hvor vidt dette Menneske havde bragt ham; dette Menneske, der foruden sin Egoisme kun bares oppe af Livets Glæder og Lyst til at glimre. Saa vandrede han i Phantasien tilbage til hiin Aften ved Skarritssø, til sit sidste Møde med Harriet; men den erotiske stemning var udvisket, Frygten og Skammen sad paa dens Høisæde. Snart saae han i de to tilfældige Møder med d'Acorda et beregnet spil, hvis endelige Resultat var let at ane; snart troede han, naar Vinden susende foer igjennem Trætoppene, at høre Dansemusikens Toner, og hans ophidsede Phantasie viste ham da Harriet i den forhadte Italieners Arme, beluret af hans vellystige, stikkende Blik. Saa traadte Laura frem i sin fattige Nybodersdragt, saaledes som han første Gang havde seet hende i Etatsraadens Huus. Han følte, at denne Pige trods sin uhyre Letsindighed dog elskede ham, elskede saaledes, som hun formaaede det, mere med Sandserne end med Sjælen, men dog saaledes, at hendes Liv derved fuldstændig kunde forspildes.
   Under disse og lignende sørgelige Betragtninger havde han naaet Toppen af Fortunbakken. Her vendte han sin Hest og red langsomt ned ad den dybe, bakkerige Skovvei.
   »Hvor forskjellig,« sukkede han ved sig selv, »er dog ikke denne Aften fra den igaar? Frederik har Ret - her maa brydes med en heel Fortid; men med hvor mange Traade er jeg ikke bunden til den? Harriet maa vide Alt; men hvorledes skal jeg faae Mod til at betroe hende det, og kan hun senere troe paa mig, naar jeg fortæller hende dette?«
   Ved Tanken om Harriet foer ligesom et Lynglimt gjennem hans Sjæl. Han vendte sin Hest og red paany op mod Fortunen.
   »Det Hele er maaske en Rævestreg af d'Acorda,« mumlede han. »Maaskee er hun slet ikke med paa Ballet, maaskee har hun unddraget sig Invitationen under et eller andet Paaskud og venter nu paa mig. - O, I Guder!« udbrød han næsten høit. »Dersom hun i denne Aften venter paa mig, dersom jeg kan tale med hende blot et Quarteer uforstyrret i hendes Kammer, hvis jomfruelige Hellighed min Fod endnu aldrig har betraadt! Jeg vil tilstaae hende Alt, jeg vil trygle hende om Tilgivelse, og jeg vil ikke forlade hende, før jeg med den har vristet Hjulet og Tøilerne ud af Nemesis Haand, denne Nemesis, som min onde Samvittighed fremmaner, hver Gang mit Hjerte flyver hende imøde.«
   Han sporede sin Hest, og det ædle Dyr, der ikke var vant til denne Behandling, foer afsted, saa at den kolde Aftenvind susede om hans Øren. Først der, hvor Hummeltofteveien i en stor Bue falder af mod Furesøen, holdt han den an og red Fod for Fod til Frederiksdals Kro, hvor han overgav det skummende Dyr til Staldkarlens Varetægt.
   Regnen var hørt op, men Himlen var endnu bedækket med tunge, graae Skyer, der hindrede Maanen i at komme frem, og det tætte Mørke gjorde Veien dobbelt besværlig. Det var netop lyst nok til, at han fra Høiderne kunde see de hvide Skumstriber paa Furesøen bevæge sig ind imod Bredden, men da han naaede Leddet ved Indgangen til Nørreskov, forsvandt ogsaa dette sidste Kjendetegn, og han havde nu kun den urolige Søes dybe Brusen at rette sig efter. Med forrevne Hænder og forpisket Ansigt, gjennemblødt af Regnen fra de dryppende Træer, naaede han endelig Aasevang, hvor Mørket var mindre tæt, og hvor han fra et enkelt Punkt kunde see et Lys glimte fra Etatsraadens Landsted. Pludselig følte han sin Haand berørt af en fugtig, kold Gjenstand. Det var Nero, som kom ham imøde, hylende af Glæde, og til Overflod hvert Øieblik bevisende denne ved at sætte de brede Forpoter paa hans Bryst. Han tyssede ad Hunden og klappede dens vaade Pels. Dens Komme forekom ham som et lykkeligt Tegn, thi han vidste, at Hunden holdt sig til Harriet fremfor Alle og neppe var forbleven paa Landstedet, hvis hun var taget til Byen. Sagte [s280] aabnede han Laagen til Haven og sneg sig hen imod Huset, skjult af den mørke Lindeallee. Yderdørene for Havestuen vare lukkede, Verandaen tom, og Vinduesskodderne overalt paasatte; det saae ud, som om Huset var fuldstændigt uddøet. Idet han speidende passerede omkring det, faldt en enkelt Lysstribe ud gjennem et af Skodderne; det maatte være den, han havde seet i Skoven. Han nærmede sig og tittede ind. Der laae den lille Clara fuldt paaklædt sovende paa en Sopha. Den store Dukke var gleden ned og stod paa Hovedet ved hendes Fødder, og Huusjomfruen sov ved Siden af i en Lænestol med Sytøiet paa Skjødet - men Harriet var ikke til at opdage.

Vilhelm Bergsøe Homepage