V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 260-269

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 260-269

   Medens Frederik betragtede Billedet, lod han af og til sit Blik glide hen over Henrys Ansigt, der nu havde et Udtryk af dyb Alvor, ja næsten af Andagt. Han kunde ikke dølge for sig selv, at mange Liniamenter i Portraitet gjenfandtes hos Henry; navnlig forekom det ham, at baade den noget krummede Næse og de underlige, halvt veemodige, halvt satiriske Linier omkring Mundvigene vare de samme.
   »Er det ikke et deiligt Billede?« spurgte Henry paany.
   »Jo ganske deiligt,« svarede Frederik, »men det mangler dog det, som desværre alle Malerier mangle, fordi det ligger udenfor den menneskelige Kunsts Evne at kunne gjengive det. Man maa tænke sig disse straalende Øine fulde af Spil og Liv, disse skjønne Træk vexlende efter Stemningernes Indtryk, denne fine Teint farvet af Blodets rullende Strøm, - kort sagt, man maa tænke sig det beaandet af Livets underfulde Magt - og man kan da ikke negte, at Originalen har været udmærket smuk.«
   »Ja, deilig har hun været, min Moder,« gjentog Henry med et tindrende Blik og med en vidunderlig blød Betoning af de to sidste Ord. »Veed Du, hvad jeg ofte gjør, Frederik? Naar jeg sidder alene om Aftenen, og gamle Mary er gaaet tilsengs, tænder jeg Lys foran dette Billede, ligesom Sydboerne gjøre foran deres Madonnaer, og da kan jeg vedblive at betragte det timeviis uden at trættes. Naar Lysene flamme uroligt - og for at faae dem til det, lukker jeg ofte et Vindue op ud til Marmorpladsen - kommer der et underligt vexlende Spil i disse deilige Træk, og jeg bilder mig da ind, at hun er levende og sidder snart talende til mig, snart skjelmsk tyssende paa mig. Undertiden tænder jeg kun eet Lys og sætter det langt tilbage, saa at Billedet kommer til at hvile i halv Dæmring, hvori jeg kun svagt kan skjelne de enkelte Træk. Da bilder jeg mig ind, at vi sidde i det begyndende Tusmørke og tale fortroligt med hinanden. Men naar Fuldmaanen staaer saa høit paa Himlen, at den ikke skjules af Marmorkirken, da lukker jeg de øverste Vinduer op, slukker min Lampe og lader dens blaalige Lys falde hen over Portraitet. Naar den da fra sin mørke Hvælving lader sit fulde Skær spille hen over de bløde Folder i denne hvide Mousselins Kjole, naar den belyser det brogede, romerske Skærf, som er slynget omkring hendes smekkre Liv, naar den falder paa de duftende Blomster, de spraglede Confetti, paa den sorte Halvmaske og den lille, grimme Polichinel, der ligge paa Bordet ved Siden af hende, da forekommer det mig, som om vi vare i Syden, som om hun stod taus lyttende efter Capitoliets store Klokke, der forkynder Carnevalet, for at vi tilsammen kunde drage ud til Liv, Lystighed og Glæde. Men naar da mit Blik falder paa den øde, sørgelige Ruin derude, naar jeg husker paa, at disse guldgule Lokker nu ere hvide, disse fine, yndige Træk henvisnede og rynkede, hun selv kun en Ruin af det Billede, som Maleren her har fremtryllet, da farer en isnende Fornemmelse af Livets Korthed og Forgjængelighed igjennem min Sjæl, da har jeg tidt bedt om, at det maatte forundes mig kun een Gang at see disse blide Øine fæste sig paa mig, kun een Gang at kunne trykke denne fine, hvide Haand, inden vi for bestandigt skilles fra hinanden. Du finder maaskee alt Dette latterligt, sentimentalt, men jeg kan gjerne sige, at jeg elsker dette Billede mere end mit Liv og disse farverige Drømme høiere end den Virkelighed, der omgiver mig. Jeg kan ikke taale, at dette Portrait profaneres af vanhellige Blikke. Det er derfor, at jeg aldrig har omtalt det til Nogen, selv ikke til Dig, og det er derfor, at jeg har skjult det saa snildt, at Ingen aner dets Tilværelse.«
   Henry vilde atter skyde Feltet til, men Frederik hindrede ham deri og udbrød:
   »Har Du lagt Mærke til, Henry, hvor hendes Mund, eller rettere Trækkene omkring den, ligner Din. Jeg er vis paa, at hendes Smiil har været ganske som Dit. Veemodigt og bevæget har hun smilet, men see saa paa Linierne om Mundvigene, er det ikke ganske, som om Satiren der sad og lurede i en Krog, beredt til at springe frem og ved sin Spot dæmpe det Udbrud af inderlig Følelse, som Munden og de milde Øine altfor tydeligt havde givet tilkjende. Jeg er vis paa, at hun, ligesom Du, har havt megen sand og virkelig Følelse, men at hun, som Du, har trængt den tilbage under Satirens Maske; thi satirisk har hun været, og maaskee noget coquet, det er jeg temmelig vis paa.«
   »Aa Passiar!« raabte Henry, idet han atter skød Feltet for. »Altid skal Du komme med Din dumme Critik. Gud maa vide, hvorfor jeg viste Dig Billedet?«
   »Fordi Du aldrig kan tie med en Hemmelighed,« svarede Frederik smilende, »fordi Du er for livligt et Gemyt til at kunne bære en Ting indesluttet i Dig selv.«
   »Saa,« sagde Henry stødt, »har jeg da ogsaa fortalt Dig, hvorfra jeg har faaet det te Portrait?«
   »Nei,« svarede Frederik ironisk, »men jeg faaer det nok at vide.«
   Henry saae meget alvorlig og høitidelig ud. Frederik gik hen til Vinduet, fløitende en Melodi, men da han vendte sig om og endnu saae Henrys høitidelige Ansigt, brast han i Latter og sagde:
   »Lad mig saa faae hele Hemmeligheden, Henry! Du risquerer ellers, at den gaaer i Brandt eller Boldt, og saa kan Du lige saa gjerne sætte den i Adresseavisen. Jeg skal til Gjengjeld skriftligt give Dig den Erklæring, at Du blandt alle Dødelige meest eier denne »tiefe Verschwiegenheit,« som Goethe sætter saa stor en Priis paa. Mere kan Du da ikke forlange.«
   »Jeg veed ikke,« svarede Henry, »hvorfor jeg bestandig taaler Dine Drillerier, som jeg ikke vilde finde mig i af nogen Anden. Jeg troer det kommer af, at Du siger dem paa en saa forunderlig rolig Maade og altid rammer de Punkter, hvori jeg maa erkjende, at Du har Ret. - Du veed jo,« vedblev han, at Agent Gram er en Slags Formynder for mig, eller rettere en Slags Curator, thi han udbetaler mig hvert Aar paa min Fødselsdag meget punktligt de tre tusinde Daler, som jeg maa ansee for Renterne af den Capital, hvormed et gavmildt Forsyn har begavet mig. Af og til komme ogsaa andre Ting til »Naboben,« som Brandt kalder mig. Da jeg fyldte mit attende Aar og altsaa var bleven myndig under Curator, indløb der med Agentens Brig en flad Kasse af usædvanlig Omfang. Den indeholdt det Portrait, som jeg har viist Dig, men mellem Lærredet og Blendrammen var der indskudt en lille Seddel saaledes, at kun et af dens Hjørner stak frem. Vent et Øieblik, saa skal jeg vise Dig den; den hører med til Portraitets Historie.«
   Henry gik hen til sit Skrivebord, lukkede en Skuffe op og fremtog en lille Rosentræes Kasse, rigt indlagt med gammeldags Sølvarbeide.
   »Det er mit Reliquieskriin,« sagde han smilende til Frederik, »og Nøglen bærer jeg altid hos mig. Det indeholder kun een Reliquie, men denne bytter jeg ikke bort for alle dem, der gjemmes i Rom. - Læs, hvad her staaer skrevet,« fortsatte han, idet han rakte Frederik en afbleget, rosenrød Billet.
   Frederik greb den og læste Følgende:

            »Henry, min Søn, min elskede, min eneste!

Hvad jeg i dette Øieblik foretager mig, fylder mig med Angst, thi jeg sætter maaskee Din Lykke paa Spil. En ond Skjæbne har kastet os milevidt fra hinanden, og dog gaaer der ingen Dag, uden at jeg i Tanken er hos Dig og vugger Dig i mine Arme. En tung Brøde hviler paa mig, og har som en ond Dæmon forspildt et Liv, der oprindeligt kun synes at være skabt til Lykke. Og dog vilde jeg midt i min Ulykke være lykkelig og glad, naar Du blot ikke glemmer Din ulykkelige Moder, hvis Billede jeg hermed sender Dig. Saaledes saae jeg ud, da jeg første Gang greb Dig i mine Arme, bedækkede Dig med mine Kys og vædede Dig med Angerens og Skamfuldhedens Taarer, og saaledes ønsker jeg, bestandigt at staae for Dig. Glem ikke, Henry, at disse Taarer vare Din Daab, hvormed Du viedes til Livet i Verden. Vogt Dig for dens Fristelser og Forførelser, som have kostet Din Moder mere, end Du nogensinde vil komme til at ane. Vogt Dig for Forfængeligheden, for de flygtige Glæder, der saa fristende svømme ovenpaa, som ere saa lette at gribe, og som dog betales saa uendeligt dyrt. Lad intet Menneske paa Jorden ane, at jeg har skrevet Dig til, thi Din timelige Lykke afhænger deraf. Bliver Billedet fordret tilbage, saa afsend det strax uden Indvendinger. Farvel, min Henry, tusinde Gange Farvel!

              Din Moder kysser Dig!  
                 S. Vernon.«

   »Du seer,« sagde Henry bevæget, medens han paany indesluttede den lille Seddel i sit Gjemme, »hvor stor Tillid jeg i dette Øieblik har sat til Dig. Jeg har baaret paa denne Hemmelighed i næsten syv Aar, og ofte har den været nærved at sprænge mit Bryst; thi jeg trænger af Naturen til at have Een, til hvem jeg kan meddele mine Sorger. Naar Du dadler min Mangel paa Discretion, kan Du vistnok i mange Tilfælde have Ret, men Du seer dog her eet, hvor jeg har bevaret en Hemmelighed længe nok.«
   »Tak for Din Tillid!« udbrød Frederik, idet han varmt trykkede sin Vens Haand. »Hos mig veed Du, at den ikke vil blive misbrugt. - - Maleriet blev altsaa ikke fordret tilbage?«
   »Jo,« svarede Henry, »og det særdeles indtrængende.«
   »Men hvad gjorde Du da?« spurgte Frederik.
   »Jeg tillod mig,« svarede Henry smilende, »det eneste Bedrageri, jeg har begaaet i mit Liv. Jeg lod hemmeligt Maleriet copiere af en af vore dueligste Portraitmalere og sendte saa Copien afsted istedetfor Originalen.«
   »Det havde jeg ikke gjort i Dit Sted,« sagde Frederik. »Grovere Sandser kunne bedrages deraf, men enhver Kjender vil strax opdage Forbytningen. Desuden er Din Moders Udtryk saa bestemte, at Du ikke burde have handlet derimod. Dertil synes det, at hun hverken skriftlig eller paa anden Maade maa staa i Correspondance med Dig. Under slige Forhold var det dobbelt uforsigtigt at omgaae et saa bestemt Forbud som det, der er nedlagt i de faa Linier, og Du har sat, om ikke hendes, saa maaskee Din egen Velfærd paa Spil.«
   »Aa, hvad mig selv angaaer,« svarede Henry, »bryder jeg mig ikke stort derom. Jeg hverken kan eller vil skille mig ved dette Billede, selv om jeg derved skulde lide et betydeligt Tab i materielt Velvære, og er Forbytningen ikke blevet opdaget i de syv Aar, som nu ere hengaaede, saa er det ikke rimeligt, at den senere vil blive det. - Og selv om dette skete, er der ingen Grund til Ængstelse; thi naar man lægger alle de forskjellige Momenter sammen, fremgaaer det dog med temmelig Sikkerhed, at jeg rimeligviis er en uægte Søn af en eller anden engelsk Lord, der i Anledning af min Fødsel har sat en betydelig Livrente ud for mig. Det er naturligviis Udbyttet af denne, som Agent Gram hvert Aar udbetaler mig, og naar man hvert Aar har tre tusind Daler i sikker Indtægt foruden Sportler i Sukker, Rum og Cigarer, bryder jeg mig Pokker om at blive Nabob paa Jamaica.«
   Frederik vilde svare, da der i det Samme bankedes stærkt paa Gadedøren. Gamle Mary foer forskrækket ud og kom lidt efter tilbage, idet hun meldte Henry, at Massa Boldt og Massa Brandt stod udenfor og ønskede at tale med ham.
   Henry gjemte hurtigt Skrinet i Skrivebordet og udbrød gnavent:
   »Det er ogsaa fordømt, at de skulde komme just i dette Øieblik! Nu har jeg ingen Lyst til at tale med dem. Siig til dem, Mary, at jeg er redet ud og først kommer hjem iaften. Kryb bag denne Sopha, Frederik! Her kunne de ikke see os, naar Døren gaaer op.«
   Henry trak sin Ven ned bag den Fløiels Chaiselongue og beredte sig til at fortsætte den afbrudte Samtale, men ligesom han vilde til at begynde, viste et blegt, koparret Ansigt, ombølget af et forvildet Opløb af sort Haar sig udenfor en af Ruderne, imod hvilket det trykkede sin Næse ganske flad, medens en øvet Haand ved Hjælp af en lang Rødviinsprop bragte Ruderne til at jamre sig i saa hjerteskjærende Toner, at Henry og From maatte holde sig for Ørene.
   »Sødeste Sir!« klang en Stemme, medens Rødviinsproppen gjorde en længere Pause. »Tag Deres Ord i Dem igjen, ligesom Deres berømte Collega og Stalbroder Galilei gjorde! Hvorfor vil De, bedste Sir, fornegte Deres Venner og intimeste Bekjendte, ligesom hiin Galilæer Peter, da det kneb hos Pilatus? De er en daarlig Professor i Benegtelseskunsten, rare Sir, eller ogsaa lyver Deres elskværdige, gamle Caneelstang værre, end en Hest kan rende. Hvordan kan De være ude at ride, naar Deres Hest staaer optømmet i Gaarden, og hvorledes vil De komme hjem iaften, naar De selv ligger bag Sophaen i en øm tête à tête med Fromhedens Frederik?«
   Efter denne Monolog geraadede Rødviinsproppen i et nyt Anfald af Raseri, som Stemmen under en kort Pause erklærede for at være et Melodrama, og samtidigt hermed hørte man en anden, dybere Stemme ufortrødent gjentage det gamle Omkvæd: »Den er svær, men den kan ta'es!«
   »Hør dog op, Du sprænger jo vore Trommehinder!« raabte Henry.
   »Ganske det Samme som Trommeslageren bemærkede, da hans Kone daskede ham med Trommeskindet om Ørene!« raabte Brandt udenfor. »Vent blot, nu kommer Ritornellen af Donsevan.«
   »Nu skal jeg lukke op!« raabte Henry i tragi-comisk Fortvivlelse.
   »Gjør Dem ingen Uleilighed for min Skyld, bedste Sir, som Ole Kollerød sagde til Skarpretterens Dreng, der vilde klippe Haaret af ham. Jeg kan godt hjælpe mig selv.«
   Med disse Ord tog Brandt sit Lommetørklæde op, gjorde en Bevægelse, som om han vilde pudse sin Næse, men stødte det i samme Øieblik mod Ruden med en saadan Kraft, at Stumperne fløi ind paa Gulvet.
   »Er Du gal, Brandt?« raabte Henry.
   »Attenteret Indbrud! - Intet videre? - 2den April 1801 efter engelsk Lovgivning!« raabte Brandt, idet han hastigt stak sin Haand ind ad den frembragte Aabning og lettede den øverste Krog af. »Svup, der gik den anden; det er akkurat en Daler. Vær saa artig, Henry! - En igjen - Intet videre!« Med disse Ord aabnede han Vinduet, sparkede Glasstumperne bort og sprang ned i Værelset.
   »Født med Drengestreger og døbt med Bindestreger - hvad, Henry?« fortsatte han med utrolig Tungefærdighed. »Hedder egentlig Rem-Brandt, men har af Hensyn til Forvexling udeladt det Første. Det er saa forbandet kjedeligt med disse Collisioner, navnlig i Veiviseren. Goddag, From! Du seer ud, som Du var i Collision med Dit Ansigt. Næsen gaar udad, Munden indad og Haaret hænger paa Dig som Grenene paa en Hængeask i Regnveir. Sikken et Bedemandsansigt, Du sætter op! Du seer jo ud som en Undergraver.«
   »Det kommer af, at Du undergraver Henry for mig; vi talte netop derom,« sagde From paa sin rolige Maade.
   »Vær saa artig, der er en Skilling. Put den i Lommen til bedre Leilighed, for Du kommer nok til at give mig den igjen. Jeg tjente igaar Aftes syvogfyrretyve og en halv Skilling; saa nær var jeg ved at blive Tremarksmand. Det var egenlig Boldt, der snød mig derfor, thi han paastod, at min sidste Brander kun var halv saa god som de andre. - Aa, Død og Pine, Henry! Tag et Tag med i Boldt. Han kan nok endnu gaae igjennem Vinduet, uden at blive skaaret til Snittebønner.«
   »Nei, lad være!« stønnede Boldtunder Forsøget. »Lad mig komme christeligt ind ad Døren, smaa Henry! Jeg føler, at min Corpusmasse er taget forfærdeligt til, og min Manuducteur har anvendt hele Aftenen til ovenikjøbet at proppe Corpus juris i mig. - Aa, lad være! Jeg kan s'gu ikke; mine Buxer revner, Brandt!«
   »Vær saa god, runde Boldt!« raabte Brandt. »Der er een for Corpus juris og een til Syløn. Lad saa den elskværdigste blandt Kvinder lukke Dig ind ad Døren; men pas paa Dit Hjerte, Boldt! Jeg veed, Du altid har havt en Svaghed for Ibenholt.«
   Lidt efter gled Boldts Skikkelse ind under Portièren og dukkede derpaa op i sin fulde Høide. Det var en svær, athletisk Figur med noget Hang til Corpulence og med en underlig Mangel paa Kraft i Bevægelserne. Hans fyldige, brede Ansigt havde et godmodigt Præg, men hans store vandblaae Øine viste kun lidet Liv og tydede ligesom hans Langsomhed paa en stærk Phlegma.
   Som han der stod i Døren, dannede han en skarp Modsætning til sin Kammerat, der, uden at være lille dog var fiint bygget og smidig i alle sine Bevægelser. Brandts Ansigt, som Kopperne havde vansiret, var snarere grimt end smukt, eller, rettere sagt, det var overmaade vanskeligt at udtale sig derom; thi Livet i hans smaa, brune Øine og Spillet i hans Træk vare af en saa vexlende Natur, at hans Udtryk næsten aldrig i det ene Øieblik lignede det, som han havde i det næste.
   »Puh!« sagde Boldt, idet han med Velbehag sank ned i en lav Fløiels Lænestol. »Den var stram!«
   »Hvad for en den?« spurgte Henry og skjød en Kasse Havanacigarer over til ham.
   »Den igaaraftes naturligviis,« svarede Boldt, idet han stak en Haandfuld Cigarer i Lommen og rakte en over til Brandt. »Hvor er Producterne fra Ildlandet?«
   »Der,« svarede Brandt og kastede sit Svovlstikke-Etui hen til ham.
   Boldt tændte sin Cigar og sendte med stort Velbehag to blaalige Skyer ud af sine Næseboer. Derpaa lod han sig synke endnu dybere ned i den bløde Lænestol og sagde stønnende:
   »Den var værre!«
   »Ja, den var næsten »pivain«,« ytrede Brandt philosophisk.
   »Hvad for en den?« spurgte Henry paany.
   »Bah, vær nu ikke naiv,« sagde Brandt. »Naturligviis den vi trak igjennem igaaraftes. Den var fæl. Spørg blot Hinkelbeen derom.«
   Boldt syntes ikke at ynde denne Hentydning til hans slentrende, noget vaklende Gang, og sagde tvært:
   »Før Du den til Protocols, Flottin! Jeg gider s'gu ikke.«
   »Passiar!« svarede Brandt. »Oplad Din Røst og græd, som skrevet staaer i Jesu Sirups Søns Bog. Du kan godt fortælle Historien.«
   »Ja, det var egentlig en Perlemodersknap,« sagde Boldt, »som gjorde hele Ulykken. Der var en af Drengene i Skolen, som kom til at skjære en af min Skjorte, og saa skulde jeg ud igaaraftes for at finde Magen til den. Men det er altid saare svært at finde en Mage, og min var og blev mageløs, og det var jo netop det umagelige ved det. Saa mødte jeg Flottin paa Østergade. Han proclamerede »Schwalbe«, hvortil jeg stillede mit Ændringsforslag »Den gamle Ølhalle«. Saa drev vi da derned og drak først en Flaske hvid Viin -«
   »Som var rød,« afbrød Brandt ham med urokkelig Alvor.
   »Nei, som var hvid,« sagde Boldt ærgerlig. »Vi begyndte med den hvide.«
   »Silence, mine Herrer!« raabte Brandt. »Uvillige Mænd dømme i Trætten! Her er hele Museet; jeg har alle Proppene i Lommen. De ere nummererede allesammen; det er den nemmeste Maade at holde Regnskab paa.«
   »Voilà toute la compagnie,« vedblev han, idet han kastede dem ud paa Henrys Skrivebord og begyndte at stille dem op. »Her er først en Petit-Bourgogne, den har Nummer Et, men Vinen var s'gu ikke Nummer Et, det maatte vi bekjende. Saa kommer her en lille Liebfraumilch, det er Nummer To - der hører to Dousin Østers til. Nummer Tre er Chambertin - det var en stor Carnaille. Nummer Fire og Fem er Porter og Ale, der formælede sig sammen og avlede half and half. Den skulde vi nu ikke have drukket, for den giver tykt Blod og Anlæg til Spleen. Saa satte vi Nummer Sex ovenpaa de andre - det var Sillery. Den er bedre end Cliquot, naar man har drukket Ale og Porter i Forveien. Nummer Syv er nu saadan en nem lille Tingest - det var Curaçao, som vi tog istedetfor Ananaspunsch.
   See, det var nu Oldtiden eller »den gamle Ølhalle«,« vedblev han, idet han ligesom kjælede for Proppene og stillede dem op i en Kreds. »Nu gaae vi over til la maison blanche eller Middelalderen. Den ligger midt i Raahedens og Vansmagens Periode, og Nummer Otte til Ni er derfor ogsaa kun to halve Baiere, som vi maatte tage for et Syns Skyld, medens vi tracterede syv af Middelalderens Drabanter i Form af Slagtersvende med Nummer Ti til Sexten. - See, der staaer la maison blanche,« udbrød han, da han havde stillet alle Proppene op, »og nu gaae vi til den nyere Tid eller Alleenberg. Nummer Sytten er svensk Banco - »gulldroppa« - den eneste Grund, hvorfor jeg er Skandinav. Nummer Atten til Toogtyve sodavatten, thi gulldroppan er i og for sig lidt svær ovenpaa det andet, men naar den bliver mixet, er den delicat. Disse fire Fodstykker af Snapseglas har jeg ikke kunnet mærke, fordi Kniven ikke bider paa dem. De hidrøre fra den allernyeste Tid, hvor Kniven ellers bed godt nok, nemlig fra Revolutionen eller den gamle Accisebod. Deres Overdele have i deres Velmagtsdage indeholdt »Knækbeinere«, et baade nærende og behageligt Fluidum, naar man blot ikke faaer Kyllinger efter at have nydt dem. Hermed er Cataloget færdigt, thi jeg regner ikke disse fire Pharmaccutproppe med, som vi bankede op paa Svaneapotheket, desformedelst vi trængte til mere sodavatten.«
   »Ih, Du Friis's!« udbrød Boldt døsig forundret. »Drak vi saa Meget?«
   »Accurat,« svarede Brandt, idet han knipsede den ene Prop efter den anden ud ad Vinduet, »men vi vare ogsaa saa yndigt fulde, da vi vendte hjem, at Hinkelbeen vilde løse Sætteskipperbevilling paa Sverig, for at kunne seile med gulldroppar alle sine Dage.«
   »Og Du seilede, som om Du allerede havde Bevillingen i Lommen,« sagde Boldt gabende. »Jeg har en frygtelig Hovedpine, Brandt.«
   »Saa duer Du ikke til Hovedregning,« bemærkede Henry smilende, »og kan vel ikke læse hos Frøken Petersen idag.«
   »Nei, de søde Unger faae at undvære mig. Jeg er desuden saa mat, at jeg neppe kan see ud ad Øinene,« bemærkede Boldt.
   »Schwächling!« sagde Brandt haanende. »Du trænger til et Glas af Henrys Jamaica, saa Du kan regne Regula Petri med Frøken Petersen selv. Aa hør, Mary, min gamle Deilighed, min allerdeiligste gamle Deilighed! Giv os en Caraffe ind med Henrys Livsopvækker, saa er Du sødere end det Sukker, som Du gjerne maa tage med ved samme Leilighed.«
   Gamle Mary viste næsten Tænder ad Brandt og kastede et spørgende Blik til Henry. Denne nikkede, og kort efter bragte hun det Forlangte.
   »Tak, min gamle Muskatenblomme, min Nellikerod og yndige Malabar-Cardemommeblomst! Nu er jeg næsten i samme Humeur som Noah, da han strandede paa Ararak. Gaa nu, min sorte Uskyldighed! For nu vil jeg fortælle.«
   »Ja, lad os høre Noget om Soldet,« sagde Frederik med et betydningsfuldt Blik til Henry.
   »Bimpel!« rettede Brandt. »Maa jeg bede Dig være correct i Dine Talemaader. Sold er Ingenting, og betyder Ingenting; men Bimpel eller Dangel, om Du hellere vil, er betegnende Ord, som har Rod i Sproget.«
   »Naa, hvordan bimplede I da igaaraftes?« spurgte Frederik.
   »Folgender Maasse, som Figura udviser«, svarede Brandt og pegede paa Boldt, der var falden i Søvn i Lænestolen. »Den sidste, ærede Taler har bestræbt sig for at fortælle Begyndelsen; jeg skal nu tillade mig at give en kort Anmeldelse af Aftenens Begivenheder.«
   Med disse Ord satte Brandt sig overskrævs paa en Stol, tændte sig en frisk Cigar og begyndte dernæst paa følgende Maade:
   »Det er os en sær Tilfredsstillelse at kunne henlede vore Læseres Opmærksomhed paa en Kunstpræstation, som de to berømte Virtuoser, Stud.jur. Peter Tobias Boldt og Lieutenant i Hans Majestæts Armee Jonas Brandt beredte sig selv og det store Publicum igaaraftes i den store Salon fra Kongens Nytorv til Runddelen. Efter at disse Herrer omtrent Klokken halv Ni havde skaffet to stakkels Blinde den [s270] Adspredelse, som altid følger med en Tomands Whist, blev der stukket paa Kavaien omtrent Klokken Ni, og kort derefter landede Galaien i den gamle, gemytlige Halle. Vi skulle ikke trætte vore Læsere med at beskrive denne alvorlige Del af Festen, eller underholde dem med saa lave Skabninger, som Østers og Hummere unegteligt ere. Da det naturligviis efter denne korte Ouverture ikke var vor Agt at vende tilbage til vore egne Hummere, dampede Galaien videre til la maison blanche, som den anløb omtrent Klokken Ti. Naar vi undtage, at de to berømte Virtuoser her sluttede nøiere Bekjendtskab med den verdensberømte Kunstner Ratscha-Sing - hvilket betyder den, der er skabt af Guttapercha - indtraf intet videre af Betydenhed. Bemeldte Kunstner curede paa det ivrigste til Harpenympherne; men da han havde den stygge Vane, hvert Øieblik at patte paa sine Hæle, gjorde han ingen videre Lykke, hvilket derimod paa hans og vor Bekostning, blev tildeelt syv massive Slagtersvende, som havde slaaet Kreds om de Skjønne. Da vi gjerne vilde have Vort paa det Tørre, gav vi dem noget af det Vaade, og stiftede derved et saa intimt Bekjendtskab, at vi fandt det meest passende at gaae paa Alleenberg, inden uheldige Begivenheder formørkede vore Øines Lys. Her kom vi tidsnok til at overvære den sidste Præstation af den russisk-asiatisk-granatiske Ildkonge Bob Muah del Re Boabdil, hvilket svækkede Boldt i en usædvanlig Grad. Han fik formelig ondt, da denne Virtuos til Slutningen skraaede gloende Jernstænger og spyttede dem fra sig som Hestesko, hvorpaa han stangede sine Tænder med en gloende Jerngaffel og drak en Bolle sydende Olie for dog at svale sig lidt. Glanspunktet i Festen dannedes imidlertid af den Scene, hvori Rikke Wulf synger sin bekjendte Bravour-Arie i P-mol:

Vilhelm Bergsøe Homepage