V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 250-259

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 250-259

   [s250] Disse Froms Ord vare fremkaldte ved den Gruppe, der viste sig i den næste Stue, og som fik selv Henry til at blegne af Vrede.
   Ved Vinduet tilhøire sad hans gamle Amme med et underligt Udtryk af Kummer og Ærgrelse i sit rynkede Ansigt. Hun bar som alle Mulatter sit sorte, krusede Haar bundet op bagtil, omhyllet af en Slags Turban eller Tørklæde, der fortil løb op i en afrundet Snip. Trods det smilende Ansigt, hvormed hun modtog sin kjære Massa Henry, der var hendes uindskrænkede Behersker, syntes gamle Mary, som var det godmodigste Menneske paa Jorden, dog at være smækvred; thi med et lynende Blik, reiste hun sig op og sagde:
   »Nu kan Massa Henry gjøre hvad ham vil, for nu har mig passet mig, ganske som Massa befalede. Men nu gaae gamle Mary sin Vei, for mig kan tænke sig, Massa Henry helst være ganske alene med ung Mis, som Massa bragte inat, og som nok vil gjøre, at Massa Henry ikke mere behøver Brug for saadan En, som gamle Mary.«
   Efter at have holdt denne Tale, der utvivlsomt var den længste i hendes Liv, og det Bittreste, hun nogensinde havde yttret til Henry, reiste hun sig med en dethroniseret Dronnings hele Værdighed, idet hun pegede hen mod et elegant serveret Caffebord i Baggrunden af Stuen. Der stod Laura ifærd med at tragte Caffe, indhyllet i en sneehvid Mousselins Kjole, hvis nedringede Snit viste det Hele af hendes fine, smukt afrundede Skuldre og Halvdelen af hendes bølgende Barm. Om den slanke Hals havde hun vundet en tredobbelt Rad af svære Coralperler, og om det lyse Haar, der i lange Krøller faldt ned fra Nakken, havde hun slynget et broget Silketørklæde med livligere Farver, men ombundet paa samme Maade som Marys. Man kunde ikke negte, hun var udmærket smuk, saaledes som hun stod der, medens hendes spillende Øine skjelmsk vare heftede paa Henry.
   »Men er Du da besat, Laura!« raabte Henry heftig, saasnart han for Forbauselse kunde komme tilorde. »Hvordan er det, Du har uglet Dig ud? Lovede Du ikke at blive i det inderste Værelse, indtil jeg kom tilbage?«
   »Uglet mig ud?« gjentog hun halvt stødt og halvt forskrækket over Henrys barske Stentorstemme. »Herregud, jeg kunde da ikke trække i de vaade Klæder igjen og blive i det mørke Hul, hvor den gamle Hex puttede mig ind, og hvor der hverken kom Sol eller Maane.«
   »Gammel Hex!« hvinede Mary, hvis broncebrune Ansigtsfarve pludseligt gik over i det Olivengule. »Hører Dem, Massa Henry? Hun mig kalde en gammel Hex, mig, som give Dem Melk, før hun kunde tænke paa at blive født.«
   Frederik smilede ad gamle Marys naive Ord, men Henry greb Laura haardt ved Armen og sagde: »Gaa ind! Dette er at drive Spillet for vidt. Jeg taaler det ikke længere.«
   »Men, min Gud, hvor Du tager paa Vei!« udbrød Laura, der nu selv syntes at blive alvorlig vred. »Hvor kunde jeg vide, at Du vilde komme hjem med en fremmed Herre? Jeg glædede mig saa meget til at skulle skjænke Caffe for Dig, ligesom Frøken Emmy gjorde det hos Etatsraadens, naar vi laae paa Strandveien. Derfor fik jeg Mary til at laane mig sin Brudekjole og det smukkeste Silketørklæde, for at jeg kunde see rigtig fiin ud. Lad mig blot skjænke for Dig denne ene Gang - jeg kan jo ikke skade Dig derved?« tilføiede hun bønligt.
   Henry vaklede, da disse blaae, barnlige Øine paany fæstedes paa ham, men da hans Blik i det Samme strøifede Frederik, om hvis Læber der spillede et let, ironisk Smiil, greb han Laura ved Armen uden at sige et Ord, stødte hende ind i Laboratoriet og tillaasede Døren.
   »Det, Massa Henry, gjort meget vel af Dem,« jublede Mary og klappede ham paa Skulderen. »Altsammen meget vel og ganske, som hun fortjener. Hende vær' meget ung, meget smuk og meget hvid, meget hvidere end Mary; hende vær' dog meget ond, meget heftig, og ikke som fiin Dame være det. Hende vend' op og ned paa alle Marys Klæder og tag' selv det Bedste; hende tag' gamle Marys Brudekjole, som aldrig blev brugt, fordi sorte Ring slog stakkels Jemmy død i Sukkermøllen; hende tag' Alt af Massas Tøi og ikke bryd sig om gamle Mary. Hende vær' ikke nogen fiin Dame hende.«
   Under denne Hjerteudgydelse stillede den skikkelige Gamle sig foran Maskinen, for at gjøre Honneurs ved Caffebordet. Var hun ikke smuk, saa var hun, som unge Damer sige om deres Veninder, »saa inderlig god«, og det er jo Hovedsagen. Hun loe over hele sit brede Ansigt, hver Gang Henry eller From henvendte et Ord til hende, og syntes kun med synlig Ulyst at forlade Stuen, da hun havde taget af Bordet.
   »Hør nu, kjære Frederik,« sagde Henry, »hvad Du har oplevet i denne Morgenstund, synes ikke at være særligt skikket som Introduction til det, som jeg nu vil meddele Dig. Du er kommen lige i rette Tid, for at faae Vrangsiden af Medaillen at see, eller rettere, Du har seet den Orm, der gnavede min Kjærligheds Blomst, uden at ane, hvor rigt den spirer i mit Indre.«
   »Naa, igjen en Ny?« udbrød Frederik smilende. »Hvad er det nu for en Julie, der har fortrængt Din Rosalinde?«
   »Nei, Frederik,« svarede Henry og lagde sin Haand paa hans Skulder, »her er ikke Tale om nogen Ny, heller ikke om at lade sig fortrænge. Du veed, Frederik, hvem jeg har baaret længst og inderst i mit Hjerte. Livets Bølger ere gaaede over mig og hende; de have drevet os vidt fra hinanden, men vi have fundet hinanden igjen og agte nu i Fællesskab at vove os ud paa Livets Ocean. Der er ingen Misviisning længere - Harriet er min Trolovede!«
   »Gud velsigne Dig for det, Du her siger!« raabte From, idet han i et Sæt fløi op fra Stolen og rystede hans udstrakte Haand. »Det trængte Du svært til. Hun er en udmærket Pige, en ægte, fiin Natur og dog stærk nok til at lægge Baand paa Dine forfløine Frihedsideer, som have gjort Dig mere ufri, end ti Ægteskaber kunde gjøre det.«
   Henry saae et Øieblik tankefuld hen for sig; derpaa tvang han atter From til at tage Sæde og fortalte saa glødende, som kun en Elsker formaaer det, om sin gjenvundne Kjærlighed, sit Møde med Harriet og den Skygge, som Laura saa pludseligt havde kastet ind i hans Kjærligheds Solskin.
   Frederik hørte med stor Taalmodighed hele Henrys lange Fortælling til Ende og sagde derpaa:
   »Hør, Henry, sommetider faaer jeg Lyst til at give Dig nogle ordenlige Bank, og Du fik dem ganske bestemt ogsaa, dersom Du ikke var meget større og stærkere end jeg. Du har havt Lykken med Dig i Alt, hvad Du har taget fat paa. Du har, fra Du blev født, havt Dit rigelige Udkomme og lever for Øieblikket i Overflod. Du har et Studium, hvortil Naturen har givet Dig et umiddelbar Kald, og hvori Du med Din Begavelse og Dine Midler kan drive det til noget Stort, uden at være generet af de philistreuse Tryk, som Livet paanøder os Andre. Nu finder Du ovenikjøbet en deilig, ung Pige, som villig giver sig hen til Dig trods Alt, hvormed Du har mishandlet hende - og saa klager Du alligevel over Livets Gjenvordigheder, istedetfor at takke Din Gud, fordi han endnu ikke har mistvivlet om Din syndige Sjæls Frelse, men har tilladt Dig at see det Lys, hvorefter vi Alle hige.«
   »Ak ja,« sagde Henry, »jeg føler kun altfor vel, hvor megen Ret Du har i, hvad Du siger; men jeg veed ikke, hvoraf det kommer. Der er saadan en forunderlig Uro og Forvirring i mit Sind. Jeg kan slet ikke tænke mig ind i det Forhold, hvori jeg er kommet til Harriet. Naar jeg seer hende og taler med hende, faaer jeg Fred i min Sjæl; men saasnart jeg er udenfor Tryllekredsen, pines og plages jeg af tusinde Ængstelser og Bekymringer. Snart forekommer det mig, at der bagved det Hele staaer en hevnende Nemesis, som jeg ikke kan see, fordi hun endnu skjules af Den, der fødte hende; snart at jeg endnu ikke er skikket til at bære et saa uhyre Ansvar som det Ægteskabet paalægger.«
   »Hvilket med andre Ord vil sige, at Du endnu ikke vil bryde med Dine gamle Vaner og Tilbøieligheder, at Du endnu har saa megen Lyst til Livets Uregelmæssigheder, at Du ikke troer at kunne finde Dig i det ægteskabelige Livs rolige Lykke, at Du ikke vil opgive de gamle, flotte Venner, de gemytlige Smaasold, de lette Streiftog paa de erotiske Marker, eller igjen med andre Ord, at Du er formeget Egoist, for stor en Velhaver og for lunefuld en Charakteer til at ville offre Dig selv heel og holden for en Anden.«
   »Nei, Frederik,« svarede Henry alvorlig, »jeg har vel staaet paa dette Standpunkt, men jeg er kommet ud over det igjen. Hvad der egentlig piner mig, er den Betragtning, at jeg, der selv er saa brødefuld, og som saa tidt har forsyndet mig baade mod Moralen og Kjærlighedens Ideal, ved at give mig hen til en Anden, der i Modsætning til mig staaer saa reen og uplettet, egenligt begaaer et Falskneri, som jeg frygter for skal blive straffet. Det gaaer mig som hiin Tyv, der havde slugt Diamanten, men blev syg af Angst og tilstod sin Brøde, da en Politibetjent tilfældigt pegede paa ham. Jeg kan ikke gaae et Skridt uden at frygte for, at Folk skulle pege paa mig og sige: »Der gaaer Bedrageren«.«
   »Ja, jeg har tidt nok sagt Dig,« svarede Frederik sagtmodig, »at der vilde komme et Tidspunkt, hvor den Orm, som Du selv har næret, vilde komme til at nage paa Din unge Kjærligheds Blomst, som Du selv yttrede. Det gaaer med Ungdommens Synder som med Dragens Tænder, da Kadmos saaede dem i Jorden. Fra hver Synd spirer der, som fra et Sædekorn, Skikkelser op, væbnede med Erynniernes Svøber og Fakler; men de vende sig ikke, som i Mythen, imod hverandre, men, som Tidsler og Nælder, mod Den, der udsaaede dem.«
   »Ja, Du har Ret,« sagde Henry sørgmodig. »Jeg føler altfor vel, at jeg mangler den Reenhed i Sjæl og Tanke, som er nødvendig for at kunne træde ind i den virkelige Kjærligheds Tempel; thi over dets Portal staaer skrevet som over Templet i Epidaurus: »Kun Den, hvis Sjæl er uden Plet, har Adgang her.« Ak, Frederik, Du veed ikke, hvor disse Ord greb mig, da jeg første Gang hørte dem.«
   Frederik trommede sagte paa Bordet og sagde: »Det var den Aften - i »Ninon«.«
   »Ja,« svarede Henry mørkt.
   »Og den samme Aften,« fortsatte Frederik, »var det, at Du gjorde Bekjendtskab med Brandt og begyndte at gaae paa »Bimpel«, som han kalder det.«
   »Ja,« svarede Henry sagte, »det var min Ulykke.«
   »Og den samme Aften,« fortsatte Frederik med urokkelig Ro, »at Du traf sammen med Laura og fulgte hende hjem til Etatsraadens efter at Brandt havde givet Dig fornøden Anviisning.«
   »Ja for Pokker!« raabte Henry heftigt. »Hvorfor Pokker ripper Du op i de gamle Historier? Vist var det den Aften.«
   »Og da Du saa,« tilføiede Frederik noget bittert, »havde bøiet denne letsindige Pige efter Din Villie og gik hjem i den stjerneklare Nat, saa reciterede Du vel til Opbyggelse for Dig selv »Chevalierens« Ord:

   Hvad vil jeg nu? Jeg veed, min Haand er løftet 
   Ved Brødens Port, beredt at banke paa. 
   Og om min Pande har der lagt sig Skyer, 
   Og om mit Hjerte ruller der et Hav, 
   En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger. 
   Og Stemmer raabe til mig: Her er Veien! 
   Frels Dig fra disse Elementers Oprør! - 
   Forgjeves! O, det gjærer i min Hjerne, 
   Og i mit Bryst hver Fiber sig bevæger, 
   En zittrende Magneetnaal - Ak, og dens 
   Misviisning er det, jeg maa styre efter. 
   Jeg kan ei Andet, om jeg end var vis paa, 
   At hiint Minut, jeg venter paa, vil klage 
   For mig mit hele Liv: »Gid det var ugjort!«

»Nei, for Pokker!« raabte Henry og slog i Bordet, saa det rystede. »Det gjorde jeg ikke; dertil kjender Du mig for godt, Frederik, og Du gjør Uret i at tage saa haardt paa mig. - Tilgiv min Heftighed,« tilføiede han mildere; »den løber saa tidt af med mig. Jeg har ikke Dit rolige, lidenskabsfrie Sind. Tro mig, mange Gange, naar jeg ikke kunde sove om Natten, og de mørke Tanker kom over mig har jeg tænkt paa Chevalierens Ord:

   Som Stjernechoret tændes ei og slukkes 
   I, mine flyvende, beruste Tanker! 
   Ja, ogsaa Mennesket har dristig Flugt, 
   Og gjennem fjerne Tider kan den glimre. 
   Men den er uberegnelig, paa eengang 
   Et Blik mod Himlen og et Fald i Dybet. 
   Mennesket - ja, det er hans Adel, - vidner, 
   At ubegrændset er hans Sjæl: Han angrer. 
   I smertefulde Timer kan han snoe sig 
   Paa Leiet med de Ord: »Gid det var ugjort!«

   »Ja, hvad hjælper det at angre, Henry,« spurgte Frederik, idet han opmærksomt betragtede ham, »naar man angrer, som Du gjør det? Angrer med en Phrase, angrer æsthetisk, angrer som Din Ven Boldt, der sagde til mig forleden: »Ja Gu' er det galt, men jeg kan s'gu ikke gjøre for det. Det er nu Drifterne, hvorfra det kommer, og dem er man født med - voilà tout«.«
   »Nei, Frederik«, sagde Henry, »det Raisonnement opstiller jeg ikke og har aldrig forsvaret det. Det er ikke derfra, at det kommer hos mig. Det er min Nysgjerrighed, min Phantasie, min Lyst til at experimentere, der har drevet mig ind i det. Det Romantiske, det Eventyrlige har altid havt en stor Magt over min Sjæl. Naar Natten ruller sit skysorte Slør hen over Himlen, naar Maanen lyser, og naar Stjernerne tændes, da er det, som om Jorden forandrer sin Skikkelse, som om der ruller en rig, forunderlig Eventyrverden op for mit Blik, hvor man kan hæve de skjulte Skatte, saasnart man kun nævner det Trylleord, som blot Tilfældet kan spille Een ihænde.«
   »Tillad mig,« sagde Frederik med et ironisk Smiil, »at omsætte disse skjønne Floskler i jævne Ord, thi Dine gaae en Smule for høit. Altsaa - »Naar Natten ruller sit skysorte Slør ud over Himlen,« hvilket med andre Ord vil sige, naar det er blevet saa mørkt, at man ikke behøver at frygte Skamrødmen paa sine Kinder, naar Hovedvagtsuhret lyser og Tranlygterne tændes, da er det, at Bylivets uklare Taager som lette Drømmebilleder banke paa din Dør. Da er det, at Henry Vernon ikke kan modstaae Østerlandets Eventyr fra Tivoli eller Charlottenlund, men slaaer sin Kappe tæt om sig for at vandre ud i det underfulde Trylleland, der udbredes for ham. Da er det, at han giver Brandt »halve«, og den gavmilde Brandt ham »hele Historier« igjen, og naar de saa forlade den gamle Ølhalle eller den gemytlige Schweizerpavillon eller la maison blanche, da tale de fortryllede Ord til de fortryllende Sanggudinder og finde Nøglerne til Romantikens Døre i Enden af deres Pengepung.«
   »Frederik!« raabte Henry, idet han paany foer op. »Du fornærmer mig! Det taaler jeg ikke«.
   »Fornærmer Dig?« gjentog Frederik, idet han med et roligt Blik maalte Henrys blussende, af Lidenskab bevægede Ansigt. »Hvorledes? Kan Sandheden fornærme Dig? - Du er nu een Gang saaledes, Henry, eller rettere, saaledes har Du været; thi jeg haaber, at det nu vil være forbi. Hvad kan jeg gjøre for, at du seer Gorgonens Billede i det Speil, som jeg holder Dig for Øie? Jeg kan ikke skaffe Dig Skovanemoner, hvor Du har faaet Brændenelder.«
   »Nei, men Du bedømmer mig for haardt,« gjentog Henry. »Du stiller Sagen i et altfor grelt Lys. Tænk Dig selv i mit Sted. Jeg er ildfuld, heftig, lidenskabelig, fuld af Higen og Tragten efter det Uvisse, der lokker mig med en forunderlig Magt. Du er rolig, kold, det er næsten, som om Du havde Fiskeblod i dine Aarer. Jeg er rig indtil Overflødighed. Du hugger Dig tarvelig igjennem ved Informationer. Hvordan Pokker kan Du saa forlange, at vi To skulle ligne hinanden?«
   »Det forlanger jeg heller ikke,« svarede Frederik smilende. »Jeg forlanger blot, at Du ikke skal styre omkring efter Dine Lyster, men erkjende, at Livet stiller andre Krav til Dig, end det at leve som den rige Athenienser. Jeg forlanger tillige, at denne Erkjendelse skal slaa dybere Rod i Dig, saa at Du ikke vedbliver at være denne Mellemting af Sommerfugl og angergiven Muldvarp.«
   »Ja vel,« svarede Henry lidt stødt, »men Du tager slet intet Hensyn til min Individualitet eller til Menneskenes overhovedet. Du stiller Kvinden op paa en Piedestal og slynger os ned i Sodoma og Gomorrha. Jeg gad nok see, hvorledes Verden vilde komme til at see ud, dersom alle de Damer, som Du saa beundrende stirrer op paa, havde samme Frihed som vi. Jeg gad vide, hvad der vilde blive af dem, dersom de ikke sad indelukkede i Afhængighedens Jernbuur, og ikke havde en Heidukke af Tjener, hver Gang de om Aftenen gaae paa Gaden, eller en Dragedukke af gammel Tante, hver Gang de tage paa Bal.«
   »Fy for al Landsens Ulykke!« udbrød Frederik heftig. »Gjorde jeg Dig Din Ret, skulde Du paa Dine Knæ tvinges til at tage Dine letfærdige Ord i Dig igjen. Naturligviis vilde langt Flere gaae til Grunde, end under de nu bestaaende Forhold - det er jeg ikke blind for - men husker Du, hvad den gamle Captain Holm yttrede, da vi en Dag seilede Sundet op med Agentens Brig: »Kvinden er den Angel, hvormed Satan lokker Sjælene i Fordærvelse; men hun er ogsaa den Baadshage, hvormed Herren trækker dem iland efter Skibbrudet« -
   Henry trykkede venlig sin Vens Haand. »Det var en smuk Dag,« sagde han veemodig. »Harriet var med ombord. Siig mig, Frederik, skal jeg betroe hende Alt?«
   »Ubetinget,« svarede denne. »Halvhed fører til Fordærvelse i ethvert Forhold. Det hjælper ikke, at Du i et erotisk Øieblik river ned paa Dig selv og saadan i almindelige Udtryk lader hende forstaae, at Du har været Noget af en Laban. Der maa være mere Alvor i et saadant Forhold, end Du hidtil har været vant til. Du maa betroe hende Alt med hensyn til Laura; det er kun en ringe Straf for det, Du har forbrudt.«
   »Ak,« sagde Henry sørgmodig, »jeg tør næsten ikke tænke derpaa. Vidste hun, hvordan jeg har syndet, og hvor stor min Brøde er, hun sendte mig ikke en Tanke mere.«
   »Siig ikke det,« sagde Frederik opmuntrende. »En Kvinde, der elsker, kan tilgive Alt. Hun vil glemme Din Utroskab i Fortiden, saasnart Du blot bevarer Din Tro og Tillid til hende i Fremtiden. Du har tre Ting at gjøre, Henry: Først bryde med Dine gamle Venner, navnlig med Brandt og Boldt; saa tilstaae Harriet Alt, og dernæst, under Forudsætning af, at hun ikke forskyder Dig, - hvilket jeg ikke troer - at anholde om hendes Haand hos Agenten. Hemmelige Forlovelser due ikke for Dig.«
   Henry stirrede et Øieblik tankefuld mod Gulvet og sagde derpaa med sagte Stemme:
   »Du rører der ved et Punkt, Frederik, som er det mørkeste i hele mit Liv, og som jeg foruden til Dig kun har omtalt til Harriet. Hvorledes kan jeg anholde om en ung og rig Piges Haand, jeg, som er saa langt fra at kjende til Slægt og Frænder, at jeg ikke engang kjender mine egne Forældre? Hvor tidt er ikke den piinlige Tanke faret igjennem min Sjæl, at jeg er Frugten af en ulovlig Forbindelse, et Brødens Barn, der er bestemt til den sørgelige Lod at vandre ene og ukjendt gjennem Verden, uden at en Taare vil fældes ved min Grav. Undertiden har jeg drømt, at min Fader havde begaaet en gruelig Forbrydelse, der nødte ham til at flakke landflygtig om fra Sted til Sted uden at finde Ro eller Hvile. Denne Drøm, der har plaget mig fra min tidligste Ungdom, og som periodisk vender tilbage, ender altid med, at jeg træffer ham i en øde, vild Egn, at han forfølger mig, at jeg flygter i vild Rædsel, og at jeg vaagner i en usigelig Angst. O, Frederik, det er en frygtelig Pine!«
   »Og Du har aldrig,« svarede denne blidt, »tænkt over, at Du ved et saadant Forhold som det, hvori Du har staaet til Laura, selv kunde sætte et Brødens Barn ind i Verden og saaledes forplante Forbandelsen paa dit Afkom?«
   »Skaan mig, Frederik,« bad Henry, der med begge Hænder bedækkede sit Ansigt. »Jeg kan ikke udholde at tænke derpaa. Min Gud, hvor jeg har været letsindig!«
   »Siig mig,« sagde Frederik efter en Pause, »har Du da slet ingen Oplysninger, slet ingen Formodninger, som kunne lede Dig paa Sporet? Har gamle Mary, der holder saa meget af Dig, og som jo maa vide en Deel, aldrig meddeelt Dig Noget derom?«
   »Jeg bliver aldrig klog paa Mary i dette Punkt,« sagde Henry. »Jeg har naturligviis frittet og spurgt, men hun synes ganske forvirret i Hovedet, saasnart hun kommer ind paa det Capitel. Jeg kan ikke engang blive klog paa, om det er, fordi hun ikke vil tale derom eller fordi hendes Hukommelse allerede er svækket, at hun fortæller mig det meest forvirrede og modstridende Tøieri. Hendes Forstand maa vist have lidt, den Gang de dræbte hendes kjære Jemmy i Sukkermøllen paa hans Bryllupsdag. Hun blander sin egen sørgelige Historie paa en saadan Maade ind i Alt, hvad der senere er passeret, at intet Menneske i Verden kan hitte Rede deri. Snart taler hun om Plantagen paa Jamaica. Snart om den kjære, søde Frue, der var saa deilig, men saa ulykkelig, fordi hun ikke maatte komme til det kolde Land med de høie Bjerge. Snart om Massa Henry, der var saa styg, men saa god imod fattige Folk! - og saa blander hun sin gode, unge Massa Henry, sin kjære Jemmy, den onde Ning, Sukkermøllen og de kolde Bjerge ind i et saa forfærdeligt Chaos, at jeg har seet hende holde paa sit Hoved, for at ikke den Smule Forstand og Hukommelse skulde løbe bort, som hun endnu var i Besiddelse af.«
   »Men af alt Dette synes dog at fremgaae,« sagde Frederik, »at Du maa være født paa Jamaica, ligesom jo Alt, hvad Du faaer sendende, kommer med den vestindiske Post.«
   »Ja, eller ogsaa i Grønland, Spitzbergen eller Nowaja Zemlja,« sagde Henry smilende, »eller paa ethvert Punkt, der ligger imellem disse, hvilket bliver noget vidtløftigt. Meget koldt maa der have været i det kolde Land med de høie Bjerge; thi Mary spørger mig hver Gang, hun kommer paa det Capitel, om hun maa vise mig de Huller, som den stygge Kulde bed i hendes Fødder, dengang hun var i det kolde Land, hvor Folk løb med Sukkerknive under Fødderne, for at de ikke skulde falde omkuld paa Isen.«
   »Men har Du da ingen Smaating fra Din Barndom?« spurgte Frederik.
   »Jo,« svarede Henry, »en massiv Guldslangering, i hvis Øine der er indsat to Diamanter, og en lille romersk Mosaikagraffe med de capitolinske Duer. Ringen har været min Moders, hvis jeg tør troe Marys Fortælling. Om Agraffen veed hun derimod intet Andet, end at den sad i min Halslinning.«
   »Er det det Hele?« spurgte Frederik.
   »Nei,« svarede Henry tøvende, »der er endnu een Ting tilbage, men den er mig saa dyrebar og hellig, at jeg ikke har talt om den til Nogen, ikke engang til Dig. Kom med, saa skal jeg vise Dig den; thi nu skal Du have Alt at vide.«
   Med disse Ord skød han et Felt tilside i Panelet over sit Skrivebord, og idet han pegede paa et Portrait, som derved kom tilsyne, sagde han stolt: »See, er det ikke smukt?«
   Frederik betragtede længe og i Taushed Maleriet. Det var en ung, deilig Kvinde, malet saa levende i Udtrykket og saa frisk i Farven, som om Juul havde gjort det. Hun stod med let bøiet Hoved i lyttende Stilling og hævede ligesom tyssende den høire Haands Pegefinger iveiret. Det lysegule Haar var sat op efter antikt Mønster og rullede bagtil i frie Krøller ned over hendes blendende Hals. De mørkeblaae Øine, der spillede med en usædvanlig Glans, syntes ligesom at fæste sig paa Beskueren og smile til ham, fra hvilket Punkt man end betragtede Billedet. Draperiet var behandlet med overordentlig Routine, og overalt følte man Figuren igjennem det. Ja selv den Bouquet af [s260] blegrøde Camelier, som hun holdt i Haanden var malet med en gjennemført Fiinhed, der røbede en saare sikker og øvet Haand.

Vilhelm Bergsøe Homepage