| Index
| -1
| +1 |
Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 240-249
Hun havde imod Slutningen af hans Tale lænet sig tilbage mod den store Bøg og fulgt hver Mine i hans Ansigt med ængstelig Opmærksomhed, men ved hans sidste Ord reiste hun sig op med en Mine, som om hun forfærdedes ved hans Lidenskab.
Henry standsede hende og hviskede bønligt:
»Har jeg fornærmet Dig? Var min Tale for dristig? O, hvis Du ikke kan elske mig, saa lad mig i det Mindste høre, at Du tilgiver mig.«
Hun vendte sig om imod ham. Taarerne hang endnu som Dugperler i de lange, sorte Øienhaar, men der var en forklaret Glans i hendes Blik, da hun slyngede sine Arme om hans Hals og hviskede:
»Henry, jeg har ofte bedet til Gud om, at han vilde føie det saa, at jeg kunde blive Dig en Søster; men aldrig har jeg troet, at jeg skulde blive saa lykkelig som i dette Øieblik.«
Han tog hende om Livet, trykkede hende tæt op til sig og sagde:
»See, nu gaaer Jordens Sol bort, der er kun en Linie af dens blodrøde Skive over Horizonten; men seer Du, hist over Hjortholm staaer vor Sol, de Elskendes Sol, Freias lysende Stjerne. Om Aftenen tænder den sit Blus før nogen af de andre Stjerner. Den blender ikke som Solen, forraader ikke som Maanen, den lader Natten beholde sit skysorte Slør, som skjuler de Elskendes Gang, men selv er den det lysende Tegn, der kalder til Mødet.«
Hun saae op paa ham med et Blik, der lyste af den inderligste Kjærlighed, og sagde:
»Sværmer og Drømmer! Hvem kunde troe, at Du skulde blive det? Kan Du huske, hvor haardt Du engang udtalte Dig derimod, og hvorledes Du kaldte det Sentimentalitet og Narrestreger, som Himlen maatte bevare enhver sund Natur for? Kan Du huske, at Du vilde have, at vi stakkels Piger skulde lære Mathematik som Modvægt mod vort Sværmeri? Og nu?«
»O,« svarede han, krystende hende i sin Favn og bedækkende hende med Kys, »jeg har været blind og døv for Livets egentlige Kjærne. Jeg har som den vantroe Thomas hver Dag seet Kjærlighedens Undere for mine Øine uden at ville troe derpaa. Sværmer og Drømmer? Hvad er Livet Andet end Sværmeri og Drømme. See Dig omkring! Nu ruller Nattens Karm frem over Jorden og ender Dagens travle, møisommelige Værk, for at Aandernes Liv kan begynde. Mærker Du ikke, at hver Blomst dufter stærkere, at Skoven drager sit Aandedræt dybere og fylder Luften med sin Aande? Seer Du ikke, hvor Skyerne mødes, glødende og glimtende, og hvor Stjernerne søge hverandre paa deres Gang? Seer Du, hvor Søens og Engens Alfer stige frem som hvide Taageskikkelser, der smelte sammen med hverandre, og hvor Duggen som Kjærlighedens Graad glimter i hvert Blomsterøie, Du gaaer forbi? Hører Du ikke, hvor Aftenklokkens Klang blander sig med de underlige Toner, der stige op fra Søen, der hviske mellem Skovens Stammer og lege mellem Rørene? Det er Naturen, der smelter sammen i Kjærlighed. O, Harriet! I et Øieblik som dette kunde jeg falde ned og tilbede Naturen! I et Øieblik som dette, kan jeg forstaae Kong Volmers Ord: »Lad Herren beholde sit Himmerig, naar jeg blot har Tove og Gurre.««
»Tys!« hviskede hun, idet hun lagde Haanden paa hans Mund. »Det er ugudelige Ord, Du taler, og jeg føler mig allerede som hiin Græker, hvis Ring den stumme Fisk bragte tilbage. Jeg er ikke skabt for al denne Lykke; den overvælder mig.«
Han skød en Guldring af sin Finger, en glat Slangeguldring, i hvis Øine der funklede to Diamanter, og satte den paa hendes Finger.
»Det er Polykrates Ring,« sagde han smilende, »og jeg er som den. Du kan forstøde mig, kaste mig, hvorhen Du vil; jeg kommer dog altid trofast tilbage. Kom, Harriet! Vi ville vandre ad den lille Sti langs Søen for at drømme paa Hjortholms Ruiner; vi ville paany gjennemleve den lykkelige Aften fra Bjerrelide.«
Seent ud paa Aftenen gik Henry alene over det bakkede Parti af Dyrehaven, der fra Fortunen falder af imod Sundet. Hans lette, energiske Gang var dobbelt saa elastisk som ellers, hans Holdning dobbelt saa freidig, hans klangfulde Stemme dobbelt saa klar, thi det var lyse Billeder, der drog gjennem hans Sind. Maanen var alt sin Nedgang nær, men kastede dog endnu hist og her enkelte Sølvstænk ind imellem Træerne, hvor Daa og Hjort forskrækkede tog Flugten i lette Spring ved Lyden af hans Stemme. Ude i Horizonten laae Sundet glimrende og blankt som et hvidt, vatret Sølvbaand, der spillede i Maanelyset. Ovre mod den svenske Kyst stode som Bjerge, mægtige, sorte Skymasser, hvis øverste Toppe belyste af Maanen, tog sig ud som skinnende Iisbræer. Af og til straalede enkelte, fjerne Lynglimt ud bag disse optaarnede Skybjerge og gav dem momentviis en zittrende, lysende Glans, der næsten lignede den, som Gletscherne udsende, naar de bestraales af Solen. Henry betragtede dette begyndende Forspil til et sig nærmende Uveir uden at bekymre sig om Andet end dets Skjønhed, og selv da Tordenen som rullende Artillerisalver begyndte at drøne i det Fjerne, medens Himlen indhylledes mere og mere, selv da afbrød det ikke en eneste af de Tanker, der gjennemkrydsede hans Sind. Saaledes gik han snart jublende i sit Indre, snart brydende ud i fuldtonende Sang, indtil han naaede den saakaldte Triangel, hvor Strandveien hører op, og den kjedelige By tager fat. Regnen, der var begyndt smaat og jevnt, styrtede nu ned i Strømme, og Sortedamssøens mørke Flade fordoblede hvert af de talrige Lyn, som Skyerne udsendte. Han tænkte allerede paa at søge Ly i et eller andet Huus, da han midt under de stærke Drøn, der fik Ruderne til at klirre, syntes at høre høie Skrig, og Raab af forskjellige Stemmer. Ved Omdreiningen til Farimagsveien skimtede han en af de saakaldte Kapervogne, omringet af en Sværm af Mennesker, der raabte og skreg i Munden paa hverandre.
»Hvad er der iveien, Vægter?« spurgte han, idet en af disse Stadens natlige Levebrødsmænd kom luntende paa sine Træskoe med Fredspiben for Munden.
»Hvad der er iveien? Ja det maa De nok sige!« svarede Morgenstjernens Behersker i en irriteret Sindsstemning. »Saadant noget Rak kommer her og knipser en af Statens Embedsmænd paa Næsen, fordi han sidder og lurer lidt i en Gadedør.«
Her foredrog han et Solonummer paa Piccolofløiten, der øieblikkelig blev besvaret af en Collega i det Fjerne, og vedblev efter denne Kunstpræstation saaledes til Henry:
»Nu spørger jeg Dem, for De seer ud til at være en bedre Herre, er det nu en Maneer at gjøre Commers paa midt om Natten? Der komme de fra Skoven med deres Fruentimmer, og Kusken, som hører til Vognmanden derhenne, vil naturlig ikke kjøre længere i saadant et Guds Veir, for Bæsterne vil inte lystre, og Tøsene hvine og skrige som besatte for dennehersens Lynilds Skyld. Saa sige disse Handelscommisbrød, at de ville til Kongens Nytorv, og Kusken siger Nei - det er jo saa menneskeligt. Saa springer en af disse fulde Bændeljøder af og knipser mig paa Næsen, for jeg har noget Værk i Lænderne og taaler inte godt at gaae paa Gaden, naar det saadant er fugtigt i Veiret, og de andre Pultebidere falde over Kusken og sla'e ham halvt fordærvet. Saadan nogle Diskespringere! De troe nu strax, de kan gjøre, hvad de vil, fordi de har lidt fine Klæder paa Kroppen. Men jeg skal - -«
Efter saaledes at have lettet sit Hjerte, gav den værdige, levebrødsmandige Træskomand sig selv et harmfuldt Dunk i Kabussen, der var slaaet noget skjæv paa Hovedet, og foredrog et nyt Solonummer med Variationer over det bekjendte Thema: »Vil Du skrubbe af, eller jeg skal lette Dig!« hvorpaa han styrede hen mod nogle Colleger, der nærmede sig i Luntetrav. Henry, paa hvem den hele Scene gjorde et ubehageligt Indtryk, bøiede af ad Kjærlighedsstien, ligesom den samlede Vægterstyrke under Eder og Forbandelser gjorde et Choc, der spredte Skaren til alle Sider. Det tætte Mørke, der kun af og til afløstes af et blendende Lyn, forekom ham næsten dobbelt saa tykt paa den smalle Sti, der overskyggedes af de unge Kastanier. Regnen vedblev at styrte ned med en sislende Lyd, der gjorde Mørket saa tæt, at han neppe kunde skjelne Træstammerne et Par Alen foran sig. Han vedblev imidlertid at gaae fremad, da han pludseligt troede at høre sit Navn udtalt af en halvt klagende, halvt bedende Stemme. Han vendte sig om, og et nyt Glimt viste ham en sammenkrøben Skikkelse af en ung Pige, der med blegt Ansigt og bønligt Blik strakte Armene ud imod ham. Hun syntes næsten halvt Barn endnu, i det Mindste havde hendes Ansigt, skjøndt blegt og lidende, hele Barnets Præg. Hendes gule Lokker drev af Vand, og hendes tarvelige Dragt, gjennemblødt af Regnen, befandt sig i heelt krøllet og halvt forrevet Tilstand.
»Laura!« udbrød Henry, idet han forfærdet veeg tilbage, som om han havde seet et Gjenfærd.
»Ja, det er mig, det er Din Laura,« hulkede den unge Pige og klyngede sig til ham. »Forlad mig ikke! Lad mig ikke gaae alene i denne græsselige Nat! O, jeg er saa bange og saa fortvivlet. Du kan ikke troe, hvor jeg er ulykkelig.«
Han søgte at frigjøre sig fra den unge Pige, der krampagtigt vedblev at klynge sig til ham, medens hun hulkende gjentog:
»Du maa ikke gaae, Henry! Du maa ikke forlade mig!«
Det var mørke Billeder, der i dette Øieblik rullede op for ham, mørkere end den Nat, der omgav ham, og dobbelt mørke, fordi han kom fra saa meget Solskin og Lykke.
»Laura,« sagde han, »i et Aar har Alt været forbi imellem os, og det maa blive saaledes. Hører Du?«
Hun saae op paa ham med et Blik, der havde noget Spøgelseagtigt ved sig. Der var en vild Rædsel i disse Øine, som ufravendt stirrede paa ham, mere talende end den dybeste Lidelseshistorie.
»Hvad vil Du? Hvad forlanger Du af mig?« raabte han næsten fortvivlet. »Jeg tør ikke see Dig mere, hører Du! Jeg kan ikke sige Dig hvorfor; men det maa nu være saaledes. Glem mig, tænk ikke mere paa mig! Jeg skal hjælpe Dig med Alt, hvad jeg kan; men komme til Dig, det kan jeg ikke.«
»O, Henry,« hviskede hun uden at slippe hans Arm, »jeg forlanger ikke, at Du skal elske mig. Jeg er saa fattig, saa ubetydelig og staaer saa langt under Dig. Men lad mig ikke være ene i denne store By, Eensomheden er saa forfærdelig. Kom til mig engang imellem og tal med mig. Jeg trænger saa meget til at tale med Een, som er venlig imod mig; jeg faaer tidt saadanne underlige Tanker, naar jeg sidder ganske alene i de mørke Aftener.«
Hun saae med et sky, uroligt Blik ned paa de sorte skvulpende Bølger, der rullede lige ved hendes Fod, og Henry forstod hende.
»Kom med!« sagde han, idet han kastede sin Plaid over hende. »Her er mørkt og eensomt, og Du maa ikke blive her længere. Kom med, Laura! Alt kan endnu blive godt.«
Hun saae op paa ham med et Blik, hvori der paa een Gang glimtede Tillid, Kjærlighed og Haab; derpaa fulgte hun ham som et Barn, uden at sige et Ord.
Da de dreiede ind ad Nørrebro, og det første, døsige Lygteskjær faldt paa hendes blege, kummerfulde Ansigt, forfærdedes Henry næsten derved, og for at undgaae sine egne, piinlige Tanker sagde han til hende:
»Du siger, Du er ene, Laura. Boer Du da ikke længere hos Din Familie i Nyboder?«
»Nei,« svarede hun, idet hendes Taarer paany brød frem med ustandselig Kraft, »Moder er død, og Niels og Christian ere ude med Fregatten.«
»Og Din Fader?« spurgte han.
»O Gud, o Gud!« hulkede hun. »Fader er saa streng. Du maae ikke foragte mig, Henry. Han har pryglet mig, jaget mig bort og sagt, at jeg kunde tage Logie som Salsdame, hvor jeg vilde. Han brød sig ikke derom.«
»Laura!« raabte Henry forfærdet, idet han slap hendes Arm. »Er det kommet saa vidt? Du var da ikke«, tilføiede han næsten hviskende, »med paa den Vogn, som holdt ved Indgangen til Stien?«
»Jo jeg var, jo jeg var!« jamrede hun, idet hun vred sine Hænder. »O, min Gud, hvad skal dette blive til? Jeg løb fra dem, fordi jeg blev saa bange for en af de Herrer, som var med, og skjulte mig inde under Træerne paa Stien. Jeg var saa angst for ham og for mig selv og syntes, det var bedst, at jeg druknede mig. Men saa tænkte jeg paa, at jeg var - - - O nei, jeg tør ikke sige Dig, i hvilken Tilstand af Skam og Fortvivlelse jeg er. Lad mig gaae, lad mig være ene. Jeg duer ikke til at leve.«
Henry ilede efter hende, greb hende ved Armen og fulgte hende paany ned ad Stien.
»Hør nu, Laura,« sagde han alvorlig, »Du har handlet værre med Dig selv, end jeg kunde ane. Jeg bryder mig ikke om at vide, hvem Du har havt Omgang med i det sidste Aar, heller ikke hvorfor Din Fader har jaget Dig bort og behandlet Dig saa haardt. Du veed, at jeg har været Den, der har misbrugt Din Tro og Tillid til mig. Jeg kan nu mindre end nogensinde før taale at tænke derpaa. Du er ikke ond, Laura, Du er ikke fordærvet, og Alt kan blive godt endnu, dersom Du selv vil. Jeg kan ikke redde Dig fra Undergang, naar Du ikke selv ærligt vil det, men jeg kan redde Dig fra den Nød og Trang, som driver Dig derhen. Hør derfor paa mit Forslag, og svar mig oprigtigt derpaa. Vil Du forlade denne By med alle dens Fristelser og med alt Det, der fører Dig paa Afveie, saa vil jeg give Dig Midlerne dertil? Jeg vil skaffe Dig ud paa Landet hos venlige Folk, som ville bedømme Dig mildt, og behandle Dig som en af deres Egne. Jeg vil sørge for Dig i tre Aar, og skaffe Dig Alt, hvad Du behøver; men jeg gjør det kun under den Betingelse, at Du selv arbeider med, og den første Gang, Du falder fra, er det forbi mellem os.«
Hun saae op paa ham med et bedende Blik og sagde: »Skal jeg da ikke see Dig mere? Jeg vilde være saa lykkelig, naar Du blot engang imellem vilde tale med mig. Jeg føler mig saa eensom mellem Fremmede.«
»Nei,« svarede han bestemt, »det kan ikke skee. Du maa lyde mig ubetinget. Troer Du, at Du kan det?«
»Jeg veed det ikke,« hviskede hun sagte. »Den Gang jeg tjente hos Etatsraaden, gik Tiden saa roligt og saa stille; men siden jeg lærte Dig at kjende, kom der saa megen Længsel og Uro i mit Sind. Jeg syntes tidt, at jeg maatte lære saa meget, for rigtigt at kunne forstaae Dig. Jeg længtes efter at blive saadan rigtig en fiin Dame, saadan som dem, der kom til Etatsraadens, og som jeg tidt hørte Dig tale med. Jeg syntes saa tidt, at Du maatte komme til at holde mere af mig, dersom jeg kunde blive lige saa galant og oplært som dem. Du veed ikke, hvor det var svært for mig, naar jeg saae Dig tale eller danse med de fine Frøkener, mens jeg maatte gaae omkring med Theebakken for at byde Dig og de Andre. Husker Du, at jeg engang, blot fordi Du saae paa mig, væltede et Fad med Viingelee ned over den gamle Justitsraad, der sad i den lave, grønne Lænestol? Og husker Du, at jeg kastede Portnøglen ned til Dig i Etatsraadens Nathue, for at den ikke skulde klingre mod Steenbroen, og at jeg laante Dig hans Filtsko, for at Kjøkkentrappen ikke skulde knirke, naar Du kom tilbage efter at have fulgt de fine Frøkener hjem? Og kan Du saa huske den Aften, da Du faldt paa Trappen og greb for Dig i Mørket, og fik fat i Klokkestrengen, saa det kimede over hele Huset? Gud, jeg seer endnu Etatsraaden staa i Kjøkkendøren med Nathue paa Hovedet, Lyset i den ene Haand og Kjøkkenøxen i den anden, mens Du allerede var langt borte!«
Hun loe ganske høit ved sine egne Ord og ved den Erindring, de frembragte. Henry saae bedrøvet paa hende, men hun vedblev:
»Hvorfor seer Du saa alvorlig ud? Hvad troer Du at de fine Frøkener vilde have sagt, dersom de havde vidst, hvad Du gjorde, naar Du havde fulgt dem hjem? O, min Gud, see blot!« fortsatte hun, da de i det Samme traadte ud paa Fortovet, og Skjæret af en nærstaaende Lygte faldt hen over dem. »Min Kjole er reven itu forneden, og jeg har faaet Vognsmørelse paa det nye Foraarsstykke, jeg har laant hos Caroline, og Fjederen paa min Hat er vist regnet heelt sammen. Jeg faaer vel nye Klæder af Dig, naar jeg skal ud paa Landet, ikke sandt, Henry?«
»Jo,« svarede han kort, »Du faaer Alt, hvad Du behøver. Lad os skynde os! Det er allerede seent, og det drypper endnu stærkt fra Træerne.«
Hun pluddrede og loe, medens de fortsatte Veien ind til Byen, og vedblev at kaste det ene Billede efter det andet ind i hans forpiinte Sind. Endeligt standsede de i Bredgade ved den Port, der fører ind til Marmorkirken. Medens Henry søgte efter Nøglen, sagde han til hende: »Jeg kan inat kun skaffe Dig Logis hos mig selv, thi det er for seent at gaae andre Steder hen.«
Hun slog begge Armene om hans Hals, løftede sit smukke Ansigt, der nu ganske havde forvundet Sporene af Nattens Sorger, op imod ham og reiste sig paa Taaspidserne for at kysse ham.
»Nei, Laura,« sagde han, »saaledes var det ikke meent. Jeg gaaer ind med Dig og skal lade gamle Mary sørge for Alt, hvad der behøves. Selv kommer jeg til Dig imorgen for at træffe de fornødne Foranstaltninger til Din Reise.«
»O, Henry,« bad hun bønligt, »hvorledes kan Du nænne at behandle mig saaledes? Du har været saa taus og alvorlig hele den sidste Deel af Veien. Du er vist vred paa mig endnu? Giv mig blot et eneste Kys! Blot et eneste, ligesom i gamle Dage!«
Hun saae i dette Øieblik saa bønligt bevæget op paa ham med et Ansigt, hvori atter Sorgen havde afløst Letsindigheden.
»Blot et eneste!« hviskede hun endnu engang med Armene om hans Hals.
Henry saae ned, og kunde ikke modstaae det bedende Udtryk i disse mørkeblaae, svømmende Øine. Han greb hende om Livet, trykkede sine Læber mod hendes og skød hende sagte ind ad Porten. Ligesom han vilde lukke den efter sig, strøg en Skikkelse ham forbi, idet den spottende raabte: »Buona sera, Signore! Felicissima notte!«
»Fordømt!« hviskede Henry ved sig selv. »Det var d'Acordas Stemme!«
Da Henry havde beroliget Mary, sin gamle Amme, i Anledning af den uventede Gjæst, som han medbragte, begav han sig atter paa Veien, idet tusinde forskjellige Tanker gjennemkrydsede hans Sind. Legemlig træt, var det ham ikke muligt at sove, skjøndt de blødeste Bolstre i et af Byens bedste Hoteller indbød ham dertil. Hver Gang han faldt hen i en kort Blund, steg Harriets blege Skikkelse frem for ham. Han syntes at see hende flygte og svinde bort, snart bag Skovens Stammer, snart mellem Søens Siv, hver Gang han forsøgte at gribe hende. Saa forekom det ham, at han paany seilede derude; men naar han vilde sætte sig hos hende for at tale med hende, sad Laura imellem dem, plukkede Aakanderne itu, Blad for Blad, og hviskede til ham: »Du kan ikke troe, Henry, hvor jeg er ulykkelig; men Du bliver det ogsaa.« Saa forekom det ham, at han hørte d'Acordas raa Latter i det Fjerne, og hver Gang han hørte denne, reves han op af Søvne i en forfærdelig Angst - det var ikke til at udholde. Han saae paa sit Uhr, Klokken var henad Fem; før Klokken Otte kunde han ikke vente at træffe sin trofaste Mary oppe. Han stod op, tændte sig en Cigar og kastede den igjen - dens Smag forekom ham modbydelig og vammel. Han ringede paa Opvarteren og forlangte sit Øvertøi; det var vaadt, klamt og fugtigt som Morgentaagen selv. I denne drev han da ud, utilfreds med sig selv, fuld af Nag og bittre Selvbebreidelser, i Harmonie med den ham omgivende Natur og dog uharmonisk stemt med det Liv, der begyndte at røre sig omkring ham. Saaledes slentrede han om i Esplanaden uden Maal og Med, uden at kunne fastholde nogen bestemt Tanke, uden at kunne faae Phantasien til at arbeide, skjøndt den under hans urolige Søvn havde viist sig virksom nok. Morgentaagen lettede, bortpustet af Solens varme Aande, Fuglene kviddrede i Trætoppene, Livet begyndte rundtom at udfolde sin Virksomhed - og dog vedblev han mechanisk at vandre op og ned, idet han tankeløst lod Blikket glide snart ud over Sundet, snart ind over Byen, hver Gang han kom til de to Endepunkter for sin Vandring. Pludseligt følte han en Haand paa sin Skulder, og en alvorlig Stemme sagde til ham:
»Hvordan er det, Du seer ud, Henry? Har Du nu igjen været ude med Brandt?«
Henry saae op. Det var hans Ven, Frederik From, der talte til ham.
»Nei, Frederik,« svarede han; »i Nat ikke. Det er forbi mellem os. Jeg har »Spleen« idag, som Du jo kalder det, og jeg trænger ret til Dig. Kom med, vi ville tale med hinanden.«
From syntes at være vant til den Slags Luner hos sin Ven; thi han stak sin Arm under hans og sagde paa sin rolige, godmodige Maade:
»Er det igjen de gamle Historier, Henry? Er det igjen de mange Penge, der gjør Dig ulykkelig?«
»Jeg frygter for,« svarede Henry hovedrystende, »at de allerede have gjort det Onde, de kunne. Jeg har en stor Glæde og en stor Sorg at betroe Dig, men jeg kan ikke fortælle Dig det her. Jeg kunde ikke træffe Nogen heldigere end Dig i dette Øieblik; jeg troer næsten, at Skjæbnen har sendt Dig mig imøde.«
»Eller Forsynet,« rettede From. »Skulle vi sige Forsynet?«
»Ja, som Du vil,« sagde Henry. »Du veed, jeg troer ikke derpaa. Men Skjæbnen eller »Skjævbeen«, som Brandt kalder ham, det er en sikker Mand, ham undgaaer man ikke.«
Under denne korte Samtale vare de to Venner komne til en Port, der førte ind til Marmorpladsen. Henry lukkede op. Tilvenstre laae en lav Bygning, rigt omslynget af vild Viin, som naaede heelt op over Taget, og hvis lysegrønne Blade blinkede i Solskinnet, endnu betyngede af Natteregnen. Pladsen var besaaet med større og mindre Blokke af graat Marmor, som tilhøire havde formet sig sammen under Menneskets Haand for at danne den sørgelige Ruin, der endnu tynges under det pralende Navn af Marmorkirken.
»Hvor Du boer smukt!« udbrød From, idet han med Velbehag betragtede den frie, grønne Plads og den gamle Ruin, fra hvis øverste Tinder nogle Alliker og Krager skrigende fore op for under store Kredse at begive sig ud over Byen.
»Aa ja,« svarede Henry, medens han gik op ad den høie Steentrappe, »jeg boer i det Mindste ganske bekvemt. Her er lidt melancholsk, men det var det eneste Sted, jeg kunde faae til Laboratorium. Jeg har leiet det Hele af Agent Gram.«
De traadte begge ind i en stor Forstue, decoreret efter pompejansk Mønster, hvor en lav Trappe tilhøire førte op i den egenlige Leilighed. Denne bestod af et større Forværelse, hvis Vægge vare beklædte deels med polerede Nøddetræes Skabe, som indeholdt physiske Instrumenter og alle Slags Naturalier, deels med tilsvarende Reoler, hvis Hylder bugnede under kostbare, videnskabelige Værker. Fra denne »Videnskabernes Forgaard«, som Brandt kaldte det, traadte de ind i en stor Sal, hvis bløde Gulvtæppe dæmpede Lyden af ethvert Fodtrin, medens de svære Damaskes Gardiner kun lod et sparsomt Lys falde ind paa det rigt decorerede og smagfulde Bohave.
»Hvad siger Du saa om at boe paa en Kvist?« spurgte From, idet de gik igjennem Salonen.
»Det kunde jeg ikke holde ud,« svarede Henry, idet han slog den svære Portière tilside for en Dør, som i Baggrunden af Salen førte ind til hans Studereværelse. »Luxus er blevet mig en Nødvendighed.«
»Nonsens!« sagde From tørt. »Det er Egoisme, der taler ud af Dig. - Var det Det, Du vilde vise mig?« tilføiede han smerteligt, idet han blev staaende i Døraabningen. »Saa havde Du ikke behøvet at gjøre saa mange Ophævelser. Det er hverken Skjæbnen eller Forsynet, der laver den Slags Ting sammen, det er Dig selv.«
Vilhelm Bergsøe Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek