V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 230-239

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 230-239

   »De synes at længes stærkt efter den ottende September, som efter vor gjensidige Overeenskomst er ansat til Declarationen. Imidlertid kan De fuldkomment berolige Dem, hvad Henry angaaer. Han har nu, som De selv siger, i fem eller sex Aar besøgt vort Huus uden at erklære sig for Harriet. Aa, spar den Rose tilhøire! Den er podet og har nylig slaaet an - desuden, hvad var det nu, jeg vilde bemærke - naar Folk som Henry, der er saa ung og letsindig, har saa mange Penge ihænde, som han nu engang har, saa tænke de ikke paa Giftermaal. De skulle have Tid til at løbe Hornene af sig, og komme først i det ægteskabelige Slutteri, naar de ikke længere kunne honorere de Vexler, som Livet i Kjøbenhavn trækker paa dem. Henry tænker ikke mere paa Ægteskab end bag paa min Haand. Harriet kom vel noget ud i de første Aar, men saa blev hun syg og skrantede, saa vi først havde hende liggende et heelt Aar, og siden maatte tage hende med til Italien. I al den Tid kom Henry ikke i vort Huus, og har Harriet nogensinde syntes om ham, saa er det vistnok gaaet over, da han lod hende ligge under hendes Sygdom og nok morede sig ganske godt i Kjøbenhavn, efter hvad jeg har ladet mig fortælle.«
   Det var med en vis Tilfredsstillelse, at den snue Agent iagttog den Overgang fra Skinsyge til Beroligelse, som viste sig i d'Acordas vexlende Træk. Imidlertid vilde han prøve, om Isen ogsaa virkelig var sikker, ved endnu en Gang at føre ham ud paa den, og han vedblev derfor:
   »Imidlertid kan det jo gjerne være, at Henry i det sidste Aar har skiftet Anskuelse og maaskee nærmet sig Harriet noget. Han er bleven mere stadig, efter hvad jeg hører, og tænker nok i denne Vinter at tage sin Examen, skjøndt han ikke behøver den; thi naar man som han har en fire, fem tusinde Daler i aarlig Indtægt, trænger man ikke til at sultefødes paa et Contoir, men kan jo gifte sig, naar man vil.«
   »Accidente!« mumlede d'Acorda mellem Tænderne, medens Agenten med indre Tilfredshed betragtede de umiskjendelige Tegn paa Jalousie, som hans Ord havde frembragt. »Hvor har han da de Penge fra, hvis han ikke er Søn af en eller anden rig Englænder?«
   »Ja, derpaa kan jeg ikke svare Dem,« sagde Agenten tørt, »thi det Forhold, hvori jeg er sat til ham, forbyder mig det. Jeg er egentligt kun hans Banquier, og han er formodenlig en rig Arving, der forstaaer at bruge, hvad han faaer. Det er ellers ganske morsomt. Det falder mig netop ind, at vi snart have hans Fødselsdag, Dagen for hans Myndighedsalder, saa kan De dog faae den store Hemmelighed at vide. Det vil da sige,« fortsatte Agenten med et hurtigt Blik, »dersom ikke Henry kommer Dem i Forkjøbet. De har dog aabnet mine Øine og har maaskee en Rival, hvor man mindst skulde vente det. Det er jo ganske morsomt.«
   Det lod imidlertid ikke til, at den hidsige Italiener fandt Morskaben synderlig stor, thi han blev ligesaa guul som Elfenbeenshaandtaget paa hans Spanskrørsstol og sagde med sittrende Stemme:
   »Jeg haaber, Hr. Agent, at De ikke glemmer vor Overeenskomst. Alt kan gaae tilbage endnu, og jeg vil, efter hvad De har meddeelt mig, ansee mig forpligtet til at holde Sagen svævende, indtil et Ægteskab har gjort Forholdet bindende. I ethvert Tilfælde vil en Forlovelse med Sir Henry være et Brud med Cavaliere d'Acorda.«
   Det var med en næsten slangelignende Hvislen, at den skinsyge Italiener fik Ordene pressede frem mellem sine sammenknebne Læber, men det var med en ublandet Glæde, at den snilde Agent ledsagede sin Gjæst gjennem Skoven i det begyndende Tusmørke, og havde han havt den Vane at tænke høit, vilde man hvert Øieblik have hørt ham udbryde:
   »Jeg har ham, jeg har ham!«
   Den dalende Sol havde endnu kun et lidet Stykke tilbage til Horizonten og kastede sit sidste Glanslys ind imellem Aasevangens smekkre Stammer, hvor den farvede Græsset og de lavere Buske med et næsten kobberagtigt Skjær. Ude paa Søen spillede dens Straaler hen over de smaa, toppede Bølger, der brødes i den svage Aftenbrise, som netop var stærk nok til at fylde Seilet paa en elegant Baad, der, rigget efter neapolitansk Mønster, førte sit lette Latinerseil med samme Elegance, som en neapolitansk Donna sin Vifte og sit Slør. Denne Baad, som Agenten havde kikket efter, hver Gang han standsede ved den ene Ende af Gangen, hvor der var Udsigt over Vandet, havde med en vis Haardnakkethed holdt sig paa den modsatte Side af Søen ind under Dronninggaards Næs og d'Auchamps Plantage, hvor den, ført af en øvet Haand, havde krydset under smaae Slag mellem de nævnte Steder. Neppe havde imidlertid Agenten og hans italienske Ledsager forladt Aasevang, førend det lille Fartøi gjorde en Vending og, let som en Maage, stod ind mod den lille Landingsbro, som laae ved Foden af de Bakker, der her fra Aasevangen falde brat af imod Furesøen. Da Baaden omtrent var en halvhundrede Alen fra Land, sprang en ung Mand, iført en elegant engelsk Sportmans-Dragt, op paa den midterste Tofte og strøg det brede Latinerseil i en Haandevending. Derpaa løb han med en Sikkerhed, hvorover ingen Sømand behøvede at skamme sig, langs Relingen henimod Stavnen, greb Baadshagen og gjorde sig parat til at tage imod Stød i det Øieblik, Baaden nærmede sig Landingsbroen. Som han saaledes stod, let og fri, belyst af den synkende Sol, med Forkroppen bøiet noget fremad og hvilende fast paa den smalle Stavn, tog han sig næsten ud som en Athlet beredt til at optage Kampen, eller som en Jæger, der i spændt Forventning iagttager sit Bytte for at kunne give det Dødsstødet, medens han samtidig dermed havde hele en Sømands sikkre Holdning og kraftige Energie. Den bredskyggede Panamahat var skudt lidt tilbage og fremhævede i lige Grad hans aabne, solbrændte Ansigt og hans mørkebrune, noget krøllede Haar. Alle hans Træk, hvad enten man saae hen til hans brede Pande, stærke, noget krummede Næse eller hans bestemte, maaskee noget store Mund, røbede Kraft og Energie, parret med godmodig Aabenhjertighed og et vist jovialt Udtryk, som man ikke saa sjeldent træffer hos vore Søfolk. Hvad der navnlig bestemte denne Side af hans Physiognomie, var et Par prægtige, godmodige, men tillige kloge Øine, der lyste med en vidunderlig violblaa Glans. Han kunde gaae for en forklædt Sømand, om saa skulde være, men han kunde ogsaa, hvad alt hans fiintformede Hænder noksom antydede, være en ung Mand af Stand, der af Lyst til Søen havde gjort sig fortrolig med en Sømands Gjerning. Baaden stevnede endnu i fuld Fart lige ind imod Landingsbroen, men da den havde naaet denne paa en tre Favnes Længde, gjorde den en coquet Vending og strøg med en forbausende Sikkerhed langs Kanten af Broen, dog uden at berøre denne.
   »Bravo, Harriet!« raabte han. »Du styrer jo brillant. Vent blot et Øieblik, til jeg har gjort Fangelinen fast, saa skal jeg komme og hjælpe Dig.«
   Den unge Pige, hvis Opmærksomhed hidtil havde været fæstet paa Baadens Bevægelser, hævede sit Hoved iveiret og saae paa ham med et underligt, halvt stolt, halvt veemodigt Smiil. Havde han bemærket det længselsfuldt higende Udtryk i disse mørktfarvede Øine, havde han hørt det lette Suk, der undslap disse smaae og fiintformede Læber, men som var saa svagt, at selv Sivenes Midasøren neppe opfattede det, havde han visselig ikke gjort Fangelinien fast med den Ro, hvormed det skete.
   Hun reiste sig op i Agterstavnen af Baaden, og idet hun med Haanden skyggede for Aftensolen, speidede hun op imod Land og hviskede sagte:
   »Ere de borte?«
   »Javist, for længe siden,« svarede Henry uden at vende sig.
   Et langt dybere Suk end det forrige undslap igjen den unge Pige, hvis fine, melancholske Træk syntes at tyde paa, at hun alt havde lidt mere af Livets Gjenvordigheder, end der ellers tildeles saa ung en Alder.
   »Min Gud, hvor Du sukker!« udbrød Henry, idet han gjorde den sidste Løkke fast. »Jeg kan høre det heelt herhen.«
   Den unge Pige svarede Intet, men medens hun dukkede sig ned efter en lille Kurv med blomstrende Aakander, spillede der et Træk om hendes Mund, som i Forbindelse med den fugtige Glans i hendes Øine røbede, at hun var nærved at briste i Graad, og hvad enten det nu var for at skjule dette eller for at forvisse sig om, at der virkelig Ingen var i Skoven, bøiede hun sig paany frem over Baaden og skyggede med Haanden for Øinene.
   Et Øieblik efter stod Henry ved hendes Side. Han betragtede hende med et lykkeligt, tilfreds Blik og sagde:
   »Harriet, veed Du, hvem Du i dette Øieblik ligner? Kan Du huske den Sommer, da jeg lige var blevet Student, og da vi vare sammen i Bjerrelide Præstegaard? Der hang paa Væggen i Havestuen et Billede, som jeg den Gang drillede Dig med. Det forestillede en ung Hinduerinde, som, belyst af Aftensolen, og halvt skjult af Siv og Rør, staaer ved Bredden af Ganges og speider med Haanden over Øiet efter den hellige Lotusblomst, som først aabner sin Krone og udsender sin Vellugt, naar Solen synker. - See nu,« vedblev han, idet han greb en af Aakanderne og kastede den ind mellem Rørene, »nu er Billedet fuldstændigt. Der svømmer Lotusblomsten paa Ganges, hvor Sivene hviske til hverandre om Fred, Lykke og Kjærlighed, og der staaer Du som Hinduerinden, lyttende til Aftenvindens Suk og speidende efter den hellige Blomst. Men jeg - ja, for mig bliver der vel neppe nogen Plads i Billedet. Det maa da være den hellige Bramin, der holder sig til Risengrød og Vand?«
   Hun rystede paa Hovedet og svarede:
   »Du mener ikke, hvad Du siger. Aldrig kan jeg komme til at ligne det deilige Billede, som Du omtaler. Det var Synd af Dig den Gang at drille mig med det, ligesom det nu er Synd at ville smigre mig med Noget, som jeg staaer saa langt under. Hvorfor satiriserer Du altid med Dine egne Følelser? Er det da nødvendigt, naar der gaaer en skjøn Stemning igjennem Din Sjæl og former sig til et ædelt Billede, da at rive det ned igjen ved at slaae en eller anden Narrestreg over det Hele? Du tryllede ved et Par Ord en heel Billedrække frem for mig, og jeg følte hvert enkelt af dem saa fuldt. Har Du glemt den Tid?«
   »Nei,« sagde Henry, »det har jeg ikke; det var en lykkelig Tid der i Bjerrelide. Husker Du den Eftermiddag, da jeg kom med Præstens Vogn, som havde hentet mig i Holbæk, og havde mit præ ceteris malet med Kridt paa begge Sider af Ruffet? Husker Du, at Du med egen Haand syede den lille antike Mynt, som Du havde faaet af Din Onkel, og som forestillede Pallas Athene, fast paa min Studenterhue istedetfor den hæslige Tinklat, som Bundtmageren havde forsynet den med? Husker Du, at Din gamle Onkel drillede mig med at paastaae, at de fleste Studenter havde Pallas Athene udenpaa Panden istedetfor indeni?«
   »Ja,« svarede hun tankefuldt, »jeg husker det Altsammen.«
   »Men,« vedblev Henry og greb hendes Haand, »husker Du ogsaa den sidste Aften, da Sommerferien var forbi, og da jeg den næste Morgen igjen skulde tage ind til Kjøbenhavn? Kan Du erindre den? Det var en Aften næsten som denne, mild og varm, skjøndt det var i Begyndelsen af September. Skarritssøen laae saa rolig og blank som et Speil. Alt var saa stille; der bevægede sig ikke et Blad, og vi kunde høre hver Fisk, som slog mellem Rørene. Vi vandrede alene sammen langs den lille Sti, som følger Søen, og da Maanen stod op, satte vi os paa Stenten ved det gamle Skarritsholm, og morede os med at lægge Planer og bygge Luftcasteller, medens Maanen kastede sin Lysstribe hen over Søen og lyste for os, da vi gik tilbage. Jeg var noget elskværdigere den Gang; var jeg ikke?«
   »Jo,« hviskede hun med dirrende Læber. - »Og bedre,« føiede hun sagte til.
   »Ja bedre,« gjentog han ligesom ved sig selv. »See,« vedblev han, »det er nu en Aften næsten ligesom hiin. Solen vil snart være sunken ned, og Maanen vil komme for at kaste sin Lysbro hen over Søen, og Alt vil blive saa stille, at vi ville kunne høre hver Fisk, som plasker mellem Rørene. See Dig omkring, er det ikke ligesom hiin Aften ved Skarritssø? Der ligger den lille Bro, der gaaer den smalle Sti langs med Søen, og der ligger Hjortholms Ruiner lige saa hensmuldrede som Skarritsholms. Siig mig, Harriet, vil Du følge mig langs Stien? Vi ville gaae til Hjortholm, og Maanen vil lyse for os, naar vi gaae tilbage.«
   »Henry,« svarede hun, og hendes Stemme skjælvede, »hvad hjælper det at ville kalde de svundne Tider tilbage? Du har forandret Dig meget siden den Tid, og Dine Tanker have faret saa vide om, at Du neppe husker Dig selv rigtigt. Den stille Skov, det rolige Vand, Maanens Glimt over Søen og Fiskenes Legen i Rørene - alt Det kan Du skaffe mig igjen; thi Naturen forandrer sig aldrig. Men Du og jeg ere ikke længere de Samme; der er runden for megen Tid siden den Aften.«
   Han saae et Øieblik taus og tankefuld paa hende, men hun udholdt hans skarpe, gjennemtrængende Blik og sagde med tiltvungen Fatning:
   »Vi maae hjem. Det er allerede silde, og Du veed, at jeg siden den Tid har faaet en Fader, som ikke holder af, at jeg lader ham vente.«
   Han greb hende i sine Arme og løftede hende som et Barn op paa Broen; men idet han hævede hende op, berørte hans Læber hendes. Hun blev blussende rød. Kurven med de hvide Blomster faldt ud af hendes Haand, og Aakanderne spredtes over Baaden, medens hun selv, let som en Fugl, ilede ind imod Land.
   Henry stirrede et Øieblik efter hende. Derpaa samlede han omhyggeligt de spredte Blomster op, og idet han greb Kurven for at lægge dem deri, betragtede han den et Øieblik og hviskede ved sig selv:
   »Mon hun blev vred? Jeg vil have Vished, hvad det saa skal koste. Vel var jeg bedre den Gang, men slet er jeg ikke endnu.«
   Han naaede Harriet, som var blevet staaende, hvor Stien til Aasevang skar den, der løber langs med Søbredden. Hun stod bøiet over nogle enkelte, høie Skovblomster, beskjeftiget med at afplukke nogle af Bladene for at skjule sin Forvirring. Pludseligt trak hun Haanden til sig med et svagt Udraab, ligesom Henry nærmede sig.
   »Hvad er det?« spurgte han deeltagende.
   »Min Gud,« svarede hun smilende, »jeg troer, jeg drømmer. Der var en Blomst, som slog mig over Fingrene. Det var den høie der med de enkelte, gule Blomster. Hvad hedder den?«
   »Impatiens noli tangere,« svarede Henry. »Det betyder den Utaalmodige, som ikke taaler at berøres. Naar blot man rører ved dens Frøkapsler, springe de op, rulle sig tilbage og kaste trodsigt de lette Frø i Ansigtet paa Angriberen.«
   »Hvor den ligner Dig,« hviskede Harriet sagte. »Som Du higer den utaalmodig efter at bortkaste, hvad den har brugt et helt Liv om at forberede; som Du aabner den sig for Enhver, der blot kommer i den svageste Berøring med den, og kaster Forfængelighedens lette Frø ind i Hjertet paa den, der ikke aner at have berørt den.«
   »Du dømmer mig for haardt,« sagde Henry nedslaaet. »Vel er jeg utaalmodig og ustadig; men hvad Godt og Ædelt, jeg een Gang har modtaget, det gjemmer mit Hjerte som et helligt Frø, der spirer og sætter Blomst, og det spreder jeg ikke som denne lunefulde Plante for alle Vinde. Men Du, Harriet, lignede i Dine første Aar den amerikanske Dionæa, som fanger hver Sommerfugl og hver lille Bi, der betroer sig til dens Blade, og som ikke aabner dem igjen, før dens Fange har sprællet sig tildøde.«
   »Henry!« raabte Harriet smerteligt. »Skal jeg af Dig atter høre denne Bebreidelse, som jeg kun troede udspredt af dem, der meest ønskede at forbittre mit Liv? Skal jeg høre den af Din Mund, Du, som bedst af Alle veed, at om jeg end ikke er heel skyldfri, saa dog hvor værgeløs jeg er lige over for denne Anklage? O, denne Aften har været saa lys og saa lykkelig, hvorfor vil Du da bebyrde mig saa tungt, inden jeg gaaer til et Hjem, hvor Du veed, at endnu større Byrder vente mig?«
   »Tilgiv mig!« raabte Henry, idet han knælende sank ned for hendes Fødder. »Tilgiv mig, Harriet! Det var atter den saarede Forfængeligheds Dæmon, der talte ud af mig, denne Dæmon, som jeg har saa ondt ved at bekæmpe, og som har forfulgt mig hele mit Liv. Du er saa ædel og saa god; men Du slutter Dig inde og lukker som Mimosen ængsteligt de fine Blade sammen saasnart en ublid Haand berører dem. Aabn dem igjen, som hiin underfulde Plante gjør, naar der bliver Stilhed omkring den! Slut ikke for bestandig hver Tvivl og hver Smerte inde i Dig selv!«
   »Reis Dig, Henry!« hviskede hun neppe hørligt og dækkede Ansigtet med begge sine Hænder. »Lad mig gaae! Vi to maae ikke oftere mødes. En Plante kan forbløde af smaa, men ideligt tilføiede Saar, og der gives Indtryk saa stærke, at Sjælens fine Blade ikke kunne aabne sig efter dem.«
   Hun vendte sig bort og hulkede høit. Henry reiste sig op og blev et Øieblik staaende maalløs foran hende; men da hun vendte sig for at gaae, greb han hende med den ene Haand om Livet og drog med den anden hendes fine Hænder bort fra et Ansigt, der var saa kummerfuldt og fortvivlet at han rystedes deraf.
   »Harriet,« raabte han ængstelig, »saaledes kan og vil jeg ikke skilles fra Dig. Jeg maa tale med Dig, og Du maa høre mig, om ikke for Andet, saa fordi jeg veed, at jeg har en stor Uret imod Dig, som jeg aldrig vil kunne forsvare for mig selv. O, fat Dig, hør op med at græde! Jeg kan ikke taale at see Dig saaledes. Hør mig blot et Par Minutter, thi mere end eet Livs Lyksalighed kan afhænge deraf.«
   Han drog hende tættere ind til sig og førte hende hen imod den lille Sti, der løber langs med Søen. Hun lod sig lede af ham som et villieløst Barn, medens den ene Taare efter den anden rullede ned ad hendes Kinder, der kun tog Farve af de sidste Solstraaler, som spillede ind igjennem Løvet. Saaledes naaede de en lille Plet, hvor Underskoven pludseligt aabnede sig, og hvor Henry selv havde anlagt en Mosbænk under en af de høistammede Bøge. Han tvang hende blidt til at sætte sig, og idet han selv tog Plads ved Siden af hende, vedblev han:
   »Harriet! Jeg maa skrifte for Dig, jeg maa tale frit og aabent med Dig; thi det aner mig, at vi for længe have spillet en Comedie, der har opført en Muur imellem os, som kan skille os for bestandigt. Da jeg første Gang saae Dig, Harriet, elskede jeg Dig! - O, reis Dig ikke, fortørnes ikke over mine Ord! Ved Gud, jeg skrifter ærligt for Dig. Ja, jeg elskede Dig - elskede Dig saa varmt og fyrigt, som man kun gjør, naar man modtager den første Kjærligheds høitidelige og hellige Indvielse. Men jeg var saa ung, jeg saae i Dig et Ideal, som jeg neppe turde nærme mig; og hvad der hiin Aften ved Skarritssøen bandt min Tunge, var Frygten for ved et Afslag at miste en Helligdom, som fyldte min Sjæl, selv naar jeg beundrende betragtede den i Frastand. Saa var det, at Du kom til Kjøbenhavn. Jeg traf Dig atter, men det var i Din Stedfaders rige, glimrende Huus, og Du forekom mig saa forandret. Du var ikke længer Dig selv; Du var den unge, rige, straalende Baldame, Soiréernes feterede Dronning, og jeg den keitede Student, som blendedes af det Guld, der glimrede fra en Portepèe eller en Kammerjunkers broderede Krave. Hvor tidt fløi ikke mit Hjerte imod Dig, naar Du stod omgivet af den Sværm, som jeg Daare ikke havde Mod til at gjennembryde, eller naar Du hvirvledes i Dansen med en eller anden skjoldet eller hjelmet Ubetydelighed, medens jeg fulgte enhver af Dine Bevægelser, opfangede hvert Glimt af Dine Blik, lænet til en Dørstolpe eller skjult bag et Gardin. Hvor ofte har jeg ikke fulgt Din Vogn blot for at see Dig stige ud? Hvor ofte har jeg ikke staaet timeviis skjult i Parterret, blot for at opfange Dit Billede i det enkelte Øieblik, Du bøiede Dig over Logens Rand? Da var det, at der indtraf en Begivenhed, som Andre vilde kalde en Lykke, men som for mig blev en Kilde til Sorg og Fortræd. Jeg blev riig, rigere end Du maaskee aner, og langt rigere, end en Mand i min Alder har godt af at være. Fra mit et og tyvende Aar modtog jeg gjennem Din Fader hvert Aar paa min Fødselsdag en betydelig Sum uden at ane, fra hvilken Haand denne Overflod strømmede ud. Din Fader var venlig imod mig, bad mig betragte hans Hjem som mit og drog mig ved alle Leiligheder til det. Jeg saae Dig igjen, fri for al den Gjøgl og Usandhed, der omhyller Selskabslivet, og det forekom mig, at Du igjen næsten var den unge Pige fra Bjerrelide. Næsten, og dog ikke ganske. Du var venlig, god og elskværdig imod mig, men - o, saa lav kan Guldet gjøre et Menneske - jeg troede, at Du, vant til Pragt og Overdaadighed, vant til at beundres og feteres, tragtede efter det istedetfor efter mig. O, Harriet! Aldrig kan jeg nogensinde tilgive mig denne Mistanke, som et Par Ord, jeg en Gang hørte Din Fader udtale, kun tjente til at bestyrke; men saa lavt jeg den Gang tænkte om Dig, saa ærligt bekjender jeg det nu. Da kom hiin ulykkelige Eftermiddag, som Du nyligt erindrede mig om, og som jeg selv desværre aldrig kan udslette af mine Tanker. Jeg var fuld af Bitterhed imod Dig, af Had til Verden og af Foragt for mig selv. Jeg udtalte, hvad jeg troede om Dig. Jeg kaldte Dig en Modedame og Coquette, der offrede Alt for en kort, forfængelig Lyst. Jeg sønderrev hvert Baand, der var knyttet imellem os, uden i min Heftighed at betænke, at jeg sønderrev Dit Hjerte. Ak, jeg husker det altfor vel. Da var det, at Du blev saa syg, og jeg Usling tænkte ikke et Øieblik paa, at Sjælen har Sygdomme, der ere farligere og smerteligere end Legemets. Det faldt mig ikke et Øieblik ind, at jeg hiin Eftermiddag maaskee havde udstrøet en Gift, der langsomt fortærede Dig. Jeg vilde være fri, jeg vilde glimre som den unge, uafhængige Rentier, og jeg styrtede mig paany ind i Selskabsvrimlen; men det conventionelle Livs stive Former behagede mig ikke, og jeg havde jo ikke længere nogen Attraa, der med uimodstaaelig Magt drog mig derhen. Nu var det mig, der blev beundret af den gabende Flok, feteret af Skjønhederne og complimenteret af Mødrene, som i mig saae det gode Parti, der stod ledigt paa Torvet. Jeg væmmedes derved, og gjennem al den Opsigt, jeg gjorde, følte jeg dog tidt den bittre Braad. Jeg var jo Parvenuen, den mystiske unge Mand med de mange Penge, men som hverken kjendte sin Fader eller sin Moder. O, Du veed ikke, hvor dette kan pine og kue et Menneske; men jeg var stolt og vilde ikke lade mig tvinge af Noget. Du reiste til Italien, og jeg saae Dig ikke engang til Afsked. Du skrev mig engang til fra Venedig; jeg brændte Brevet og svarede ikke derpaa. Jeg var blevet forhærdet, der klæbede en Forbandelse ved disse Penge, de gjorde mig ond og mistroisk, og jeg søgte ikke længer det gode Selskab, men det slette. O, Harriet, see ikke saa bedrøvet paa mig! Jeg kan ikke taale den milde Glans i Dine Øine! Den gjør mig mit Skriftemaal saa svært, og dog maa jeg føre det til Ende. Ja, jeg førte et Liv, som pirrede mig, fordi det dannede saa grel en Modsætning til den Side af Verden, hvori jeg tidligere havde bevæget mig, og dog - det er næsten forfærdeligt at sige - jeg fandt i dette ikke nær saa megen virkelig Slethed, ikke nær saa megen Jammerlighed, ikke nær saa megen Ondskab og Bagtalelse, som i hiint. Jeg følte, at jeg var paa Veie til at gaae tilgrunde, og dog kunde jeg ikke høre op. Det var, som om en Dæmon sporede mig fremad, som om han vilde friste mig til at søge min Glæde i det Onde. Da var det, Du kom tilbage, da var det, at jeg af Din Moder fik at vide, hvor syg og elendig Du havde været, hvor taalmodig Du havde baaret Dine Lidelser, hvor mildt Du dømte om mine Feil. Da var det, at jeg saae Dig igjen som hiin første Dag i Bjerrelide Præstegaard, ædlere, skjønnere og mere lutret end paa hiin Dag, og da besluttede jeg at sige Dig Alt, selv paa mit Livs og min Lykkes Bekostning. Og nu, Harriet, kan Du tilgive mig? Kan Du lade være at foragte en Mand, der har forsyndet sig som jeg? O, hvis Du ikke kan det, da vil jeg ikke vredes paa Dig derfor! Forstød mig og forkast mig, hvis Du vil, thi jeg staaer saa langt, langt under Dig, men Eet skal Du vide: Jeg har elsket Dig fra den første Dag, vi saaes, jeg har elsket Dig trods min Blindhed og Forvildelse, [s240] og jeg vil aldrig ophøre at elske Dig, før Dødens Skygger tilsløre mit Blik!«

Vilhelm Bergsøe Homepage