V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 390-399

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 390-399

   [s390] Og flyve vi engang som Engle smaa 
   Med pæne Vinger i Veiret, 
   Vi ere dog Menneskens Børn og maa 
   Imellem i Gadekjæret.« - 
   
   Tæt bredte Natten sit Taageslør, 
   Og Mørket herskede atter; 
   Men gjennem Mørket skogrende brød 
   En vild, en sardonisk Latter. 
   
   Hans gode Dæmon ved Døren staaer 
   Og fælder saa modige Taarer: 
   »Din Reenhed svinder, Din Tugt forgaaer, 
   Og Løgnen Din Sjæl bedaarer.« 
   
   Men da hans gode Dæmon gik bort, 
   Saa kom den onde til Døren: 
   »Se, hvor de falde, de gode Kort! 
   Hoho, nu griner Banqueuren!« 
   
   Lidt efter de Tvende kom ravende ned. 
   - Den fagreste Glæde faaer Ende - 
   Saa vandred de atter sammen afsted - 
   Tre livlige Ungersvende! 
   
   De talte ikke meget først - 
   Da sagde han, som tracterte: 
   »Hvad Satan, Ihr Herren! Hør fire Slag 
   Fra Kirken, den Reformerte! 
   
   Nu synker i Jord de Haner smaa, 
   Og Aanderne lifligt gale, 
   Saa er det vel bedst, at vi hjemad gaae 
   Og lægger os paa vor Hale.« 
   
   Saa bød han Farvel til de andre To 
   Og takked dem for iaften. 
   Usikkert han raved ad Trappen op - 
   En Følge af Druesaften. 
   
   Han klædte sig af og sa'e til sig selv: 
   »Den kostede femten Daler! 
   Aa, skidt! Mit Ophav en Plade jeg slaaer, 
   Saa røres han dybt og betaler.« 
   
   Han putted sig dybt under Dynen ned, 
   Saa han skjultes for Verdens Blikke; 
   Men af de Tvende den Ene var 
   Kun hjemme, den Anden ikke. 
   
   Den Første sad paa sin Sengekant 
   Saa heftigt hans Pulsslag banke: 
   »Ak, vidste Du, hvor jeg har syndet inat, 
   Du skjænked mig aldrig en Tanke!« 
   
   Den Anden gik til sit øde Hjem: 
   »Det bliver en morderlig Jammer! - 
   Aa! Hvem der nu bare laae i sin Seng 
   Og sov i sit lune Kammer! 
   
   Ja, kjedeligt er det hele Liv 
   I alle dets enkelte Dele. 
   Dog faaer man vel døi'et alligevel - 
   Men det er s'gu skidt det Hele!«

   Under Oplæsningen af dette Digt, som Brandt havde hørt med et spottende Smiil, Boldt derimod med halvaaben Mund og et underligt flovt, forbauset Udtryk i Ansigtet, havde Henry staaet opreist ved Siden af From. Hans Ansigtsfarve var bleven blegere og blegere, hans Tænder mere og mere sammenbidte, og et Par Gange havde han gjort en Bevægelse, som vilde han rive Manuscriptet fra From og slynge det ud ad Vinduet. Da Oplæsningen var tilende, greb han From fast i Skulderen, tvang ham tilbage mod Stoleryggen, og løftede Haanden, som om han vilde slaae ham i Ansigtet. From lagde Armene overkors og saae ham med et alvorligt, roligt Blik lige ind i Øinene. Henry lod den opløftede Haand synke, stirrede om sig med et forvildet Blik, greb Hat og Ridepisk, der laae i Vinduesfordybningen, og styrtede uden at sige et Ord hen imod Døren.
   »Hvor Fanden vil Du hen?« raabte Brandt, der ved at sidde for Bordenden spærrede Veien for ham. »Det kan s'gu ikke hjælpe Dig, at Du nu bisser afsted med Boldts Hat og min Ridepisk.«
   »Afveien!« raabte Henry med en Stemme, saa Glassene rystede paa Bordet.
   »Er Du gal?« spurgte Brandt og tog Benene til sig. »Er det nu Noget at blive fornærmet over? Naar From skriver de Vers om paa Melodi af »Peter Skjøt«, saa kan det blive en pæn Vuggevise for Børn. Skade, at Du er saa gammel, Henry! Ellers kunde din Moder synge den for Dig.«
   »Afveien, Skurk! Hjerteløse Hund! Eller jeg knuser Dit Hoved!« raabte Henry, idet han trængte ind paa ham.
   Brandt foer op. Han var dødbleg og hans smaa, mørke Øine lynede, idet han sagde:
   »De glemmer vist, Hr. Vernon, hvem De taler til; med mindre det er Deres behagelige Spøg Altsammen?«
   »Afveien!« raabte Henry endnu engang, idet han hævede Ridepisken.
   »Nei, Du bliver, Dreng, som Du er!« raabte Brandt, der ved Synet af Ridepisken glemte al Selvbeherskelse. »Jeg skal lære Dig, hvad det er at løbe af Gilde, efterat have fornærmet Mænd af Ære!«
   »Af Ære?« fnyste Henry med en haanlig Latter. »Høre I det? Han taler om Ære - han, der ikke har et Gran deraf i Livet. Men I skulle være Vidner til, hvorledes jeg behandler ham.«
   Neppe havde Henry udtalt disse Ord, før Ridepisken hvinede igjennem Luften og efterlod en blodrød Stribe i Brandts af Raseri fortrukne Ansigt. Han styrtede frem med et Skrig; men i samme Øieblik følte han sig grebet i Halsen af Henrys kraftige Haand, og inden han kunde tænke paa Forsvar, slyngedes han ud ad den aabnede Dør og forsvandt med et Brag under Bordet i det næste Værelse.
   Der blev dødsstille. Henry stod midt paa Gulvet med Ridepisken i Haanden, gispende efter Luft.
   Lidt efter aabnedes Døren, og en fremmed Herre, iført Captainsuniform, traadte ind.
   »Deres Navn er Henry Vernon?« sagde han.
   Henry bukkede bejaende, men svarede ikke.
   »Lieutenant Brandt af Hans Majestæts Armee, som De groveligt har fornærmet, har bedet mig om at overrække Dem dette Kort,« vedblev Captainen.
   »Meget vel,« svarede Henry. »Vil De lægge det der!«
   Captainen saae studsende paa ham og spurgte: »Jeg haaber, at De forstaaer Betydningen af denne Handling?«
   »Jo, Hr. Captain,« svarede Henry, der nu havde gjenvundet noget af sin Fatning, »og jeg haaber, at De forstaaer Betydningen af min. Jeg beder Dem lægge Kortet der paa Bordet, fordi jeg ikke gider røre ved, hvad der har været i hans infame Haand. Jeg skyder ham ned som en Hund, naar vi mødes. Vil De meddele ham det, Hr. Captain!«
   »Henry!« raabte From, da Døren lukkede sig. »Du vil da ikke - -«
   »Jo,« raabte Henry og greb sin Hat, »saa sandt der er en Gud i Himlen!«

   Skjæret af de sidste Cerino'er belyste med deres hendøende Flammer den lille Gruppe af Skandinaver, som med spændt Opmærksomhed havde fulgt Oplæsningen. Den gamle Kunstner greb et nyt Bundt, tændte det og skød det hen til mig, idet han sagde: »Skynd Dem. Lad os faae Enden paa Historien!«
   »Desværre,« svarede jeg, »Manuscriptet slipper her. Forfatteren har kun sendt mig det, for at høre min Mening om Det, som han allerede har gjort færdigt.«
   »Hvad bliver det da til med denne Henry Vernon?« spurgte den gamle Kunstner. »Bærer den ideelle Stræben ham oppe, eller kaster han sig paany ud i den Strøm, hvorfra han var paa Vei til at bjerge sig? Skyder han Brandt, eller dræber Brandt ham? - Alt dette var dog rart at faae besvaret.«
   »Deri har De fuldkommen Ret,« svarede jeg, »men Løsningen tilhører Digteren, og før han kommer, faaer De vel neppe Noget at vide. Jeg selv veed ikke engang, om denne Henry Vernon er en historisk Person eller ikke, og endnu mindre hvor meget af Begivenhederne der tilhører Virkeligheden, og hvor meget Manuscriptets Forfatter. Da jeg traf Holmgreen i Norditalien, havde han ikke været hjemme i flere Aar, og andre Arbeider havde afholdt ham fra at gjøre dette Livsbillede færdigt. Imidlertid venter jeg ham til Rom endnu i denne Maaned, og De vil da kunne faae Deres Nysgjerrighed tilfredsstillet.«
   »Ja, jeg negter ikke, at jeg længes efter ham,« sagde den Gamle. »Der var flere Ting i denne Henry Vernons Historie, som jeg nok gad tale med ham om. Den er ikke digtet, den er oplevet, det er jeg vis paa.«
   »Meget muligt,« svarede jeg. »Det er undertiden ogsaa faldet mig ind; men naar man ret seer efter, gives der vel neppe i et Digterværk nogen Charakteer, der ikke har Virkeligheden til Baggrund, lige saa lidt som den nøgne Virkelighed nogensinde er ganske blottet for Poesi.«
   »De har Ret,« svarede den Gamle. »Det er et nyt Beviis for, at det ikke er Æmnet, men Behandlingen, som skaber Kunstneren; thi vi ere jo ogsaa Digtere paa vor Maade. - Det er dog underligt, hvor Begivenhederne ofte gjentage sig eensartede for de forskjellige Individer, og dog opfattes uensartede af disse. Jeg kan ikke faae denne Henry Vernon ud af Hovedet, eller rettere, jeg kan ikke faae de Begivenheder bort, som vare betegnende for hans Liv. Det kommer maaskee af, at ogsaa jeg engang har gjennemlevet noget Lignende, dengang jeg stod paa Overgangen. Derfor er det, at jeg interesserer mig for Helten.
   Ligesom jeg vilde svare, saae vi en høi, rank Skikkelse bevæge sig fra Porta del Popolo henimod Obelisken, og Berthelsen udbrød:
   »Der har vi, ta' mig Fa'n, Manden fra Campagnen! Jeg var ganske angst for, at han ikke skulde komme, siden de lukkede Porten; men det lader til, at han har godt Bekjendtskab til Gensdarmerne og den lille Portlaage.«
   Den Gamle gik tilligemed Berthelsen Sendebudet imøde. Jeg saae mig om efter Aabye, men til min store Forbauselse var hans lille, trivelige Skikkelse forsvunden, og han selv var i dette critiske Øieblik ikke til at see. Medens jeg speidede efter ham og søgte at gjennemtrænge det Mørke, der hvilede over Corso, følte jeg et let Slag paa min Skulder, og hørte en Stemme, der hviskede mig i Øret:
   »Her er Ugler i Mosen! Jeg er bange for, at vi har tabt vort Spil.«
   Jeg vendte mig om. Det var den Gamle, i hvis Ansigt jeg for første Gang læste en dyb og uforstilt Bekymring.
   »Hvad er der iveien?« raabte jeg. »Der er da ingen Ulykke skeet? Hvorfor kommer Aabye ikke med Pengene?«
   »Endnu er der Intet skeet,« svarede den Gamle, idet han tog sin Hat af og tørrede Sveden af Panden; »men jeg frygter for, at der nu let kan hænde en alvorlig Ulykke. Gid Fanden havde Berthelsen og det dumme Væddemaal! Aabye gik midt under Deres Fortælling, fordi han havde glemt sin Tegnebog hjemme, og nu kan han spare sig at komme igjen.«
   »Hvad er der? Han er dog ikke myrdet?« hørte jeg Aabyes velbekjendte Stemme udbryde ved Siden af os. »Jeg kommer vel ikke for seent med Løsepengene?«
   »Har De ti tusinde Scudi hos Dem?« spurgte den Gamle med et alvorligt Blik.
   »Ti tusinde!« raabte Aabye. »Troer De, at jeg gaaer med saadanne Capitaler hos mig? Løsesummen lød jo paa to hundrede, og dem har jeg her i Tegnebogen. Jeg glemte den ved at skifte Frakke.«
   »Kan De da skaffe ti tusinde til imorgen Aften ved denne Tid?« spurgte den Gamle.
   »Nei, Gu' minsæl om jeg kan!« svarede Aabye lidt heftigt. »Staa nu ikke der, og hold mig for Nar! Lad mig snarest muligt komme til at tale med denne Banditslyngel og levere ham Pengene, for at vi kunne faae Ende paa det.«
   »Faae Ende paa det!« gjentog den gamle Kunstner. »Ja desværre, det kunne vi maaskee altfor snart. Veed De, at Løsesummen er forhøiet til ti tusinde Scudi, som De kan see af dette nye Manifest fra Schiavone?«
   Det gav et Sæt i Aabye. Han blev ganske bleg, medens han gjennemlæste Papiret, og udbrød tilsidst:
   »Det er umuligt! En saadan Sum kan jeg ikke skaffe tilveie.«
   »Ikke engang,« spurgte den Gamle, »dersom De gjennem Consulatet kunde reise et Laan hos Torlonia?«
   »Nei,« svarede Aabye fortvivlet. »Ikke om vi saa solgte Alt, hvad vi eie, baade her og hjemme.«
   »Og Deres Ven har ikke nogen rig Paarørende, ikke nogen velvillig Ven, der kan forstrække ham med denne Sum? I saa Fald kunne vi telegraphere endnu iaften.«
   Aabye lod Hovedet synke med dyb Bedrøvelse i alle sine Træk og svarede sagte:
   »Verner staaer ganske ene i Verden. Han har kun sin Videnskab at leve af, og de Mænd, som han har valgt til sine Venner, ere ikke saa formuende, at de til den Hjælp, som de alt have ydet ham, kunne føie en saa betydelig Sum. Desværre, det er umuligt.«
   Den Gamle trak paa Skulderen uden at sige et Ord; men der var i denne Gestus noget saa Betegnende, noget saa ægte Romersk, at baade Aabye og jeg følte den dybere end den bedst førte Argumentation. Det var et Menneskeliv, der her stod paa Spil. Det var en Vens Liv, hvorpaa Prisen var heftet. O, hvor dybt følte jeg ikke i dette Øieblik Guldets Almagt og det Sørgelige i dets ulige Fordeling! Med min bedste Villie kunde jeg ikke skaffe Aabye en Tiendedeel af denne Sum.
   Det var med sørgelige Tanker, at vi den Aften maatte forlade vor gamle Obelisk for at begive os til vort Hjem. Verners Tilfangetagelse, der i Begyndelsen næsten var bleven betragtet og behandlet som en Spøg, traadte nu frem med al den Alvor, som en slig Begivenhed har under romerske Forhold. Forgjeves gjettede vi paa Grundene til en saa pludselig og urimelig Forhøielse, forgjeves bestræbte vi os for at faae Budet til at modtage en saadan Sum, som vore smaa Midler kunde bringe tilveie, forgjeves anstrengte vi al vor Opfindelsesevne for at finde en eller anden rimelig Løsning paa den Opgave, der saa ubarmhjertigt var bleven stillet os. - Bestandigt tørnede vi tilbage fra den jernkolde Muur, som Guldet nu engang har opreist her i Verden, og som kun vil forsvinde med det selv. Var Verner blevet taget tilfange fjorten Dage før, havde man maaskee kunnet ordne Alt ved Hjælp af et Par rige, danske Privatmænd, som dengang opholdt sig i Rom. Nu derimod var der ingen Sandsynlighed for, med et saa kort Varsel, at kunne tilveiebringe en saa betydelig Sum. Vort hele Haab stod til at vi ved diplomatiske Kunststykker kunde forhale den afgjørende Katastrophe nogle faa Dage, i hvilke der da maaskee kunde indtræffe et eller andet Uventet, som kunde bringe os Hjælp. - Det var den danske Politik, vi vilde forsøge.

Vilhelm Bergsøe Homepage