Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 380-389
Janushovedet
1. Paa Bal
Den første Dans er endt. - Af Ballets Gjester
Hver Cavaleer sig til sin Dame skynder;
Thi fra det fulde, brusende Orchester
En klangfuld Marche den glade Flok forkynder,
At Dansen, anden Dans, just nu begynder;
Hiin Dans, hvori hver Elsker sig befæster
I hendes Gunst, han ene giver Kronen,
Hiin Dans, som styres af Inclinationen.
Der klappes op. I Hast en broget Kjede
Sig parviis langs med Salens Vægge fletter,
Hvor blanke Lysekroner og Lampetter
Bestraale Liv og Lystighed og Glæde.
Det mindste Ønske man i Flugten gjetter
Og er med Ønskets Gjenstand strax tilstede.
Man flyver efter Iis og Tabouretter
Og smiler til Blondiner og Brunetter.
En lystig Polka fylder hvert et Øre,
Og derfra Vei til Hjertet snart den fandt.
Hver Tone blev en lille Prædikant
Om det, som allerhelst man vilde høre.
Som ved et Trylleslag Hver føler grant,
At Intet kan som Toner glad os gjøre.
I Toneklangen Amors Pile suse,
Og Gudens Vingeslag som Toner bruse.
I Dansen ud sig Søcadetten svang
Med Armen om en deilig Pige slynget.
Hen over Gulvet lydløst fast de gynged,
Mens skjelmsk og gjekkende Musiken klang.
Sin Arm til hans hun fastere nu klynged,
Og til et Haandtryk drev ham Hjertets Trang.
Hun rødmed, Haandens Tryk var Alt forklar]]
O Salighed! Han følte det besvaret.
Studenten havde talt om Fortidsminderne,
Som han erindrede til Punkt og Prik,
Saavel som hun, den deiligste blandt Kvinderne,
Hvem dybt i Øiet ret han skuet fik.
Hun rysted Hovedet ved dette Blik,
Og hendes Lokker flagred ham om Kinderne.
Det var, som havde Vinger ham omsuset,
Han endte Dansen elskovsfuld, beruset.
»Det næste Par!« - lydt Søcadetten byder,
Som var han Chef paa Skansen høi og bred;
Men næste Par gjør Mytteri og bryder
Sig Intet om en slig uhørt Besked;
Thi hver af dem kun Hjertets Attraa lyder,
Af ingen Verdens Ting de mere veed.
Kun for hinanden mægte de at sandse,
Man har det fattet - og de Næste danse. -
Kom, lad os da til Pillen hen os liste
Og titte bag det Damaskes Gardin.
Der sidder hun, saa yndig, faur og fiin
Og bly, som om hun Intet deraf vidste;
De fine Kinder farves som Carmin,
Og Hjertet banker, som det skulde briste.
En sneehvid Rose sig i Haaret dølger,
Og Korset vugger sig paa Barmens Bølger.
Og han, hvor smuk og ungdomsfrisk tillige,
Med brune Lokker og med Blus paa Kind.
De udtryksfulde Træk om Munden sige,
At Hjertets Solskin lyser i hans Sind.
Han sænker Blikket, og de straalerige,
Violblaae Øine seer i hendes ind.
Mod Gulvet stirrer hun, og Purpur maler
Den blege Kind, imedens saa han taler:
»Siig, kan Du huske hiin Sommer,
Mod Kvæld vi vandrede hjem
Fra Skoven, hvor Skarritssøen
Blinker bag Bøgene frem?
Ved Stenten vi ned os satte
Paa en mosgroet Egebul.
Foran laae Krattet beskinnet
Af de sidste Solstraalers Guld.
Granerne bag os sused,
Skjælved med kolde Gys.
Bag os Alvor og Mørke,
Foran Solskin og Lys.
Længe vi talte sammen
Rigtigt af Hjertens Grund.
Ak, aldrig gaaer mig af Minde
Hiin selsomme Aftenstund.
Thi pludseligt fæsted Du paa mig
Et kjærligt lysende Blik,
Saae mig ind i mit Øie,
Saa dybt det til Sjælen gik.
Du sagde: »Hvi seer Du Alting
I Tvivlens og Mørkets Glar?
Det er, som ikkun for Sorgen
Og Smerten Du Øie har.
Og siger Du ret, hvad Du føler,
Da følger et spottende Smiil
Og dræber den rige Tanke
Med Viddets giftige Piil.«
Det lysned i mig ved Blikket;
Det trængte til Sjælen ind.
Jeg sagde: »Nu skal jeg faae Bugt med
Mit tunge, mit tvivlende Sind!«
Du sad og ridsed i Sandet,
Da greb jeg hastigt Din Haand.
Visseligt talte mit Øie,
Laae Tungen i Bolt og Baand.
»Se dog ei saadan paa mig!«
Udbrød Du da i Hast,
Og rystede Hovedets Lokker
Med et underligt Nakkekast.
»Seer jeg dybt i Dit Øie,
Det er som et Smertens Hav,
Hvor al min Fryd vilde drukne
Og finde en sorgfuld Grav.« -
Jeg vandred fra Skoven alene,
Hvor Krattet saa lysende laae,
Og hvor de alvorlige Graner
Medlidende paa mig saae.
Da takked jeg Gud, som havde
I Mørket en Stjerne sat,
Der frelste min Sjæl fra Tvivlens
Og Vantroens mørke Nat.
Og da jeg kom ud af Skoven,
Søen saa selsom laae,
Mørk ved Kysten, men ude
Kun Lys og Klarhed jeg saae.
Hiint Lys, hiin Klarhed mig fulgte
Og skinned over min Vei.
Thi Alt, hvad jeg er og bliver,
Det skylder jeg ene Dig.
Seer jeg dybt i Dit Øie,
Det er som et Glædens Hav,
Hvor al min Kummer vil drukne
Og stige som Fryd af sin Grav.«
Han tier. Blikket fæster sig paa hende,
Hvem nu sin hele Lykke han betroer.
Hun sidder taus, den ungdomsfriske Kvinde,
Med Kinden hvid som hendes Kjoles Flor.
O, vilde hun dog tale blot et Ord!
O, vilde blot hun give ham sit Minde!
Hun hæver Blikket; endt er nu hans Kvaler.
Hun aabner Læben - Kjærligheden taler:
»Se da frit i mit Øie,
Se i det til Sjælens Grund!
Aldrig jeg Dig forglemte
Og aldrig hiin Aftenstund.
Ja, se kun frit i mit Øie,
Og læs, hvor min Sjæl er glad.
Nu skal Intet i Verden
Længere skille os ad!
Livet er dog en Glæde,
Naar Kjærlighed viser det Vei;
Men allergladest blandt Alle
Og lykkeligst er dog jeg!« -
Høit blussende hun rækker ham sin Haand.
En Taare over Kinden Vei har fundet,
En ægte Perle, reen som hendes Aand,
En Taare, født af Tanken: at skjøndt bundet
Hun føler sig ved Kjærlighedens Baand,
Den sande Frihed hun først nu har vundet.
I Taushed sidde de. Kun Blikket gaaer
Sin stille Lønvei, som til Sjælen naaer.
Hvor hurtigt gik dog denne Dans tilende!
Ei længere Musikens Toner lød,
Og atter skiller Ballets Larm de Tvende,
Som ikkun om hinanden nu sig brød.
Besynderligt! - Men snart Farvel hun bød
Til Husets Frue; hjem hun vil sig vende.
»De er ei vel, De har saa blege Kinder?« -
»Lidt Træthed, som jeg vistnok snart forvinder.«
Knap var hun taget bort, før Ballets Stimmel
Ham synes flau, kjedsommelig og bar.
Han iler ud. Hvi har dog Vintrens Himmel,
Besaaet med tusind blanke Stjerners Vrimmel,
En Lysglans, som ei før han skuet har?
Hvor er hans Gang dog hurtig, let og snar!
Han jubler høit, mens over Voldens Banker
Han iler hjem i solskinsklare Tanker.
Han sætter sig ved Arnens lyse Lue
Og lukker drømmende sit Øie til,
At hendes Billed han i Ro kan skue:
Den klare Pande, som med Brynets Bue
Sig hvælver over Øiets dunkle Spil.
Ja, hvert det mindste Træk han male vil;
I Tanken Alt han kalder sig til Minde
Hos denne skjønne, ungdomsfriske Kvinde.
Og atter seer han hendes Lok, den blanke,
Der slynger sig bag Ørets Bøining ind,
Og hendes Smiil, hans kjære, gamle Tanke,
Der gav ham Trøst, naar tidt han maatte vanke
Med Tvivlens Kvaler i det tunge Sind,
Og Mundens Skjelmeri, den fine Kind,
Og hendes Haand med Lillefingrens Bue,
Saa eiendommelig og fiin at skue.
De stille Nattens Timer hurtigt vige,
Og Dagens Rose rødmer alt i Øst;
Men ei af Tiden veed han meer at sige,
Fortabt i Kjærlighedens tause Lyst.
Han vandrer om i Drømmens store Rige,
Og Fremtidshaabet lyser i hans Bryst;
Han glemmer Alt, hvad før saa tungt ham faldt,
Nu er det Alt forsvundet - glemt er Alt!
2. Paa Bimpel
At samles gemytlig en Lørdagskvæld
Beslutted tre livlige Svende:
En Snaps, Ansjos, en lille Basset -
Og Forspillet var til Ende.
Da sagde den Ene: »Men skynd Jer nu,
Mine Herrer, stik paa Kavaien!
Vi solder og slaaer vore Folder, kort sagt,
Nu gaaer vi saa smaat paa Galaien.«
Han gned sine Hænder og foreslog:
Den gamle, gemytlige Halle.
Eller ogsaa et andet gemytligt Sted,
Alt som det nu kunde falde.
De fik sig et lille, hyggeligt Rum
I den kjære, gemytlige Halle.
Nu skulde det ret gaae paa Livet løs,
Den Mening deeltes af Alle.
»Hei, Slave, frem med Dit Catalog! -
Ihr Herren, her er Kalkuner,
Boeuf, Østers, og vil I nu bare see,
Med Trøfler er her Kapuner!«
Nu alle Tre paa Kapuner skreg. -
»Og saa var det rart, ifald en
Flaske Madeira vi fik i en Fart,
For vi skal ha'e En paa Skallen!«
»Ja, nu skal vi dog være fulde engang!«
Skreg han, som vilde tractere.
»Hei, Slave! Porter, Ale og Rom,
Chambertin og en heel Deel mere.«
Saa spiste de rigtigt af Hjertens Grund
Og stak paa de drikkendes Vare.
»Min gamle Moster er himlet inat;
Saa skulde Fanden da spare!«
Og Taler holdt de, mens Vinen flød,
Saa heelt den Dugen spolerte;
Men færdige blev de dog tilsidst,
Og saa sa'e han, som tracterte:
»Silence, Ihr Herren! Det synes mig dog,
Den Glæde var temmelig simpel.
Tys, mine Herrer! Jeg foreslaaer,
Nu gaaer vi rigtigt paa Bimpel.«
Man tvistedes lidt. Da sa'e han igjen:
»I mit Forsæt skal Ingen standse mig,
Og I skal ogsaa paa Bimpel med,
Det skal I, den Onde danse mig!«
»Hvi sidder I der og gloer paa mig,
Som var I syttenaars Fløse?
Kom med, jeg veed et aparte Sted
Med Satans gemytlige Tøse!
Steil ut nu, bröder, i Jesu namn!
Hurrah, vi skal ut på faveuren! -
Det gjælder en Speciesdaler for Den,
Der ikke slaaer med til Søren!«
De ravede ud i den mørke Nat,
Hvor Lygtemændsflammerne blinked.
De lyste dem hen til en Gadedør,
Der stod en Kvinde og vinked.
»Kom ind, min allersødeste Ven!«
- Det klang som Snogenes Hvislen -
»Eh bien! Kan ei man en Rose faae,
Saa faaer man vel nøies med Tidslen!«
De kom i en hyggelig Stue ind,
Hvor en nydelig Pige de skued.
Først var hun een, men saa blev hun tre;
Dog derfor ikke de grued.
Lidt efter lidt de Andre gik bort,
Og ene blev han, der tracterte;
Men den nette Pige var der endnu,
For hende han ei sig generte.
Han pustede hurtigt Lyset ud:
»Bliv ikke bange, min Hulde!
Vi Mennesker ere nu engang ei
Saa gode, som være vi skulde.