V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 370-379

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 370-379

   From fortsatte sin Vandring op og ned ad Gulvet efter at have hørt det Hjertesuk, som Boldt havde udstødt. Hans Tanker vare øiensynligt stærkt beskjæftigede med en eller anden Plan, der endnu gjærede hos ham: thi han glemte ganske Boldts Nærværelse og foer sammen, da denne efter et Par Minutters Forløb pludseligt spurgte:
   »Du kommer altsaa ikke med iaften?«
   »Jo,« svarede From. »Hils Brandt og siig, at jeg skal komme.«
   Boldt syntes forbauset over den Tone, hvori From havde udtalt de tre sidste Ord, og udbrød:
   »Du tager altsaa Dit Afslag tilbage? Det er første Gang, jeg har hørt Dig gjøre det. Husk paa, at det er Klokken Ni, over Stalden i Charlottenlund. Det er en frygtelig gemytlig Karl, den gamle Niels Husar, og nogle Pokkers nydelige Pigebørn, han har faaet iaar. Vi vare ude igaar for at bestille Locale. Da vi skulde gaae, spurgte Brandt ham, om de vare dydige. Du skulde have seet, med hvilket comisk, forskrækket Udtryk han svarede: »Det vil jeg ikke haabe, Hr. Lieutenant!« - Er det ikke et mageløst Hoved, der sidder paa den Karl? Det bliver en prægtig Aften. Altsaa Klokken Ni præcise.«
   Med disse Ord sagde Boldt Farvel og slentrede ned ad Trappen, idet han mumlede ved sig selv:
   »Det er dog en Allerhelvedes Karl, denne Brandt! Nu faaer han s'gu ogsaa Frederik til at gaae paa Skovbimpel. Det kan ellers blive en morsom Situation. Jeg vil nok see Frederik sige Netheder til de smaa Sangerinder. Det bliver guddommeligt!«

Neppe havde Boldt forladt Værelset, før Frederik aabnede en Skuffe i sit Skrivebord og udtog en Række beskrevne Blade, som han omhyggeligt ordnede foran sig. Han gjennemlæste flere, der alle vare skrevne med Henrys Haand, og udtog endeligt eet, netop det samme, som Mary havde bragt ham hiin Aften paa Henrys Fødselsdag. Hans alvorlige Ansigt antog et bedrøvet Udtryk, medens han langsomt læste det igjennem. Derpaa rykkede han sig tilbage i Sophahjørnet, greb Digtet og læste, ligesom for at fixere Stemningen, endnu en Gang følgende Vers høit for sig selv:

   »Jeg er saa slap, saa mat og saa svag, 
   Som skulde mit Livslys slukkes. 
   Det er, som jeg leved den sidste Dag, 
   Den Dag, hvor mit Øie skal lukkes. 
   
   Saa mørke Billeder svæve paa 
   Min Tankes de stride Strømme; 
   De svundne Tider igjen opstaae, 
   Jeg seer det Alt, som i Drømme. 
   
   Der hæver sig op af Tankernes Strøm 
   Et deiligt, men vansiret Billed; 
   Det er mig selv og min Ungdomsdrøm - 
   Det Gode, som jeg har villet. 
   
   Men Fjenden seired - nu ligger jeg knust, 
   Tungt vaandende mig, i Støvet, 
   Og veires bort af Dæmoners Pust, 
   Falmet, som Efteraarsløvet. 
   
   Jeg troede fast paa min Villies Staal, 
   Det skulde nok Driften kue; 
   Men Lysten blev til et mægtigt Baal 
   Som blødnede det i sin Lue. 

   O, gaves der dog et rensende Hav, 
   Som luttred de urene Sjæle! 
   Med glæde jeg dukked i Bølgernes Grav 
   Og vilde mig dybest fjæle. 
   
   Ja, gjerne gav jeg selv Livet hen! 
   Alt, hvad jeg har, maa de tage - 
   Naar blot jeg for det kunde kjøbe igjen 
   Min tabte Reenhed tilbage!«

   Frederik lagde Digtet fra sig og udbrød:
   »Der maa dog være noget Godt hos Henry; det er umuligt andet. Han maa kunne vækkes; men han maa rystes saaledes op, at han een Gang for alle bryder med denne Djævel. O, hvor megen Ret havde han ikke, da han hiin Aften sagde, at Brandt var hans onde Dæmon! Han anede neppe selv Sandheden i sine Ord. Det maa skee. Følgerne blive saa, hvad de ville!«
   Med disse Ord tog From Pen og Papir frem og gav sig ivrigt til at skrive. Aftenens Skygger samlede sig, Halvskumringen begyndte at komme; men endnu sad From fængslet ved sit Skrivebord og med et Udtryk i sit Ansigt, som om han ganske var rykket bort fra denne Jord med dens Bekymringer og Sorger. Endeligt blev Tusmørket saa stærkt, at han næsten ikke kunde see at skrive. Uhret paa Garnisonskirke slog fuldt Slag. Han talte dem - det var Otte. Hurtigt lagde han Pennen fra sig, trykkede den endnu vaade Skrift af mod det underliggende Papir og læste, lænet til Vinduesposten, det Skrevne endnu engang igjennem. Saa trak han sin Overfrakke paa, stak Papiret i Brystlommen, og kort efter rullede han paa en Kapervogn ud ad Strandveien.
   Da From naaede det betegnede Sted og traadte ind i den lille Stue, som af den gemytlige Niels Husar var bleven indrømmet Selskabet, fandt han Brandt ifærd med at tillave en Drik, som han betegnede med det velvalgte Navn af Anti-Cholerapunsch. Lysene vare slukkede, men fra en vældig Sukkerblok, der laae over Bollen hvilende paa en Ildtang som Rist, udgik blaalige, flakkende Flammer, der forvandlede sig til et mægtigt rødligt Blus, hvergang Brandt øste den over med det brændende Fluidum, som sydede i Bunden af Bollen. I Sophaen laae Boldt og nød med Velbehag en Cigar. Henry sad overskrævs paa en Stol med Hænderne hvilende paa dens Ryg og betragtede tankeløst de blaalige Luer, i hvis Belysning Brandts koparrede Ansigt tog sig ud som et fra Graven opsteget Spøgelses.
   »God Aften, rare From!« raabte Brandt, idet han lod en mægtig Ildstraale strømme ud af Skeen. »Det var kjønt af Dig, at Du paa denne skyfrie Aften vilde see ind til de livlige Ungersvende. Dette kaldes »Som det behager Eder« eller »Livet i Skoven« - »Skovbimpel« eller »Skov-Jeu«, hvilket ikke maa forvexles med »Frit-Jeu«, som er Hazard og derfor forbudt af Hans Majestæt Kongen, der kun har Lov til selv at spille det tilligemed Prinserne af Blodet - hvilket Altsammen har været bekjendt lige fra Shakespeares til vore Tider. - Saa for Fanden! Der gik den anden Tinskee. - Lad mig faae den Sølvskee der! Om ogsaa den løber lidt an - naa Herregud, hvad gjør det? Den Feil lide vi Alle af. - Du er nok ogsaa løbet an et eller andet Sted paa Veien, rare From, og trænger naturligviis ikke til den Aftensmad, som vi Andre have spist: Hummer, Kalkuner og syltet Ingefær. Det er den faste Ret herude, undtagen naar Hummerne slaaer sig løs og tager det Andet med sig, hvilket kaldes Afbræk eller Nemesis. Dog vil jeg haabe, at den ikke kommer over Dig, for det er altid ubehageligt at møde sin Hummer om Morgenen paa Trappen, navnlig naar Ens Ophav er faldet over den i Forveien. Gak saa ud og lad Dig bespise, From! Husaren har maaskee endnu fem Fiske og to smaa Brød, skjøndt det er lovligt seent paa Aftenen.«
   Da From kom tilbage, vare Lysene tændte, Glassene fyldte, og Brandt just færdig med et længere Foredrag over Ægteskab og Hornfisk. From satte sig ved Siden af Henry, som slog Øinene ned, da deres Blikke mødtes; men Brandt fyldte et stort Glas med Punsch og skød det over til Frederik, idet han sagde: »Drik, Schwächling!«
   Frederik tog Glasset og tømte det uden at sige et Ord.
   »Det var som Satan!« raabte Brandt. »Hvem skulde troe om Dig, at Du havde Anlæg? Med en Smule Øvelse kan Du bringe det vidt.«
   »Ja, det haaber jeg ogsaa,« svarede From med et ironisk Smiil.
   »Lad os nu engang høre Din Mening!« raabte Brandt, idet han fyldte hans Glas paany. »Jeg talte just om Ægteskabet. Jeg paastaaer, at det er Nonsens. Henry, at det er Lotteri, og Boldt, at det er bansat kjedsommeligt. Ingen af os har rigtignok prøvet det, men lad os nu høre Din Mening.«
   »Ja,« svarede Frederik rolig, »den skal Du faae. Min Mening er, at det for Dig vilde være Nonsens, for Henry Lotteri og for Boldt bansat kjedsommeligt.«
   »Maa jeg spørge Dig, om Du har stanget Aal iaften?« spurgte Brandt. »Der er noget forbandet Slimet ved Dine Talemaader.«
   »Ingenlunde,« svarede From. »Min Mening er blot den, at man ikke saadan ganske i Almindelighed kan tale om Ægteskabet. Det er en Institution, hvortil der baade hører Kald og Forberedelse, og som maa behandles af Enhver efter hans særegne Individualitet. Det gaaer med det, som med Studierne, - de maa være alvorlige, hvis de skulle føre til Noget.«
   »Hør,« raabte Brandt, »hvor Viisdommens Perler trille hen over Bordet! Er det ikke grangiveligt, som jeg kunde høre mig selv, naar jeg er fuld? Der er nogle Mennesker, som efter at have stormet alle mulige Examiner, ende med at tage Cameral eller Kammeratexamen, som jeg kalder det. Det fører nu ikke til Noget. De samme Mennesker ende gjerne, efter at have stormet en Deel uindtagelige Fæstninger, med at gifte sig med deres Cousine. Det fører nu heller ikke til Noget; thi enten faae de ingen Børn, eller de blive døvstumme. Er det ikke ganske mærkværdigt, hvor Froms og mine Anskuelser falde sammen iaften? Jeg er vis paa, at han ender med en ny Tauchnitzerudgave af »Ægteskabets Hemmeligheder«, eller »Brandts store og gode Handlinger«. Lad os drikke paa det!«
   Henry og Boldt brast ud i en høi Latter og klinkede med Frederik, der atter roligt tømte sit Glas.
   »Maa jeg spørge Dig, From,« raabte Brandt med en vis Beundring, »om Du har Drosken holdende nedenfor? Jeg er ellers bange for, at det gaaer Dig som den hellige Augustinus, før han flyttede hen paa Vestergade. Det er bedst, at Du handler en detail som han. Der er et lille Glas til at begynde Forretningen med. - Hvad var det, vi talte om? - Naa, det er sandt - det var om det ægte Skab, det, som From vil bære hjem iaften. Ja, jeg er nu et Rovdyr. Veed Du, hvad det vil sige, Frederik?«
   »Nei,« sagde From, nippende til sit Glas, »det veed jeg ikke.«
   »Saa skal jeg forklare Dig det!« raabte Brandt. »Det er en Stilling, som ikke er saa gal. Den stemmer desuden med Naturen, thi det er en reen Feil, naar Naturforskerne mene, at vi staae Abekattene nærmest. Kjender Du ikke den behagelige Situation, naar man paa et Bal ingen Dame har? Jeg vil ikke tale om, at man saa har Madro ved Bordet, men kun om den gyldne Frihed, en saadan Stilling giver. Man danser kun med de Yngste og Smukkeste, snapper dem bort fra deres Herrer i det meest ubeleilige Øieblik, hvisker dem en Dævel i Øret og lader dem drive af, naar man er kjed af dem. Det kaldes at gaae paa Rov og er uhyre svækmæssigt, for man kommer aldrig til Ro i dette Forhold, men jager om som efter Sommerfugle. Overfør nu dette paa Livet, og Du maa indrømme mig, Problemet er løst.«
   »Hvorfor Pokker har Du da forlovet Dig?« spurgte Boldt langsomt fra Sophaen.
   »Hvorfor Pokker har Du ladet Dig ansætte i Livrente- og Forsørgelsesanstalten?« svarede Brandt.
   Henry loe og raabte: »Hør!«, men Frederik vendte sig imod Boldt og sagde: »Ja, hvad er nu Din Mening?«
   »Ja, den har jeg s'gu sagt saa tidt,« svarede Boldt phlegmatisk, »at jeg neppe gider gjentage den. Gift Dig eller gift Dig ikke - det er s'gu lige skidt begge Dele. Derfor gjør jeg ikke det første og er kommet galt fra det sidste. Det er min Mening.«
   »Den var der ellers ingen Mening i!« raabte Brandt. »Lad os nu høre Henry! Hvad siger den ædle Lord? Giv ham Hatten paa, saa troer han, han er i Parlamentet.«
   »Jeg er Præsident,« raabte Boldt, idet han stak sit Glas ud og reiste sig overende i Sophaen. »Den ædle Sir Henry har Ordet, og derefter tillades det allernaadigst Frederik From at fremsætte sine Bemærkninger.«
   »Min Mening,« sagde Henry, idet han reiste sig, som forat holde en Tale, »ligger midt imellem Brandts og Boldts og trænger derfor til at motiveres lidt nøiere. Ægteskabet har for mig noget Philistreust, som jeg ikke kan overvinde. Jeg kan ikke gjøre for det, men naar jeg hører det Ord, kommer jeg til at tænke paa Frederiksberg og en Barnevogn med Tvillinger. Jeg skal ikke motivere dette i noget længere Foredrag, men jeg har Lyst til at læse et lille Eventyr, hvori Ægteskabet er seet fra mit Standpunkt. Har I Lyst til at høre det?«
   »Hør, Hør!« raabte Boldt.
   »Bravo! Kom med det, Sir!« secunderede Brandt.
   »Fyld Eders Glas!« raabte Henry og tog et lille Blad Papir frem. »Der kommer en Skaal ovenpaa.«
   »Bravo!« raabte From, men med en særegen Betoning, saa at Blodet foer op i Kinderne paa Henry.
   »Ingen Flauser, From!« raabte Brandt. »Først høre, saa dømme! Den ædle Lord har Ordet!«
   Henry stak sit Glas ud, skød det over til Brandt, og læste derpaa Følgende:


           Et sandt Eventyr

   »Der var engang en ung Mand. Han var saa glad - han kjørte alene den deiligste Vei ud i Landet. Veien bugtede sig vildsomt med Nøddebuske, Hvidtjørn, Roser og Caprifolier paa begge Sider. Ude i Skoven ventede Vennerne. Der vinkede Vinen, der fristede - det vidste han - Pigernes Skjønhed, rødmende som Aftensolens Guld, farlig og dog forfriskende som Nattens drivende Dug. Deiligt var det at kjøre! Morgenen saa mild, Luftningen saa lind, Sindet saa sundt, og Dugdraabeperleglans, hvor man saae hen. - Saa mødte han en ung Pige fra Byen. - Maa jeg kjøre med?« - Ja, det sagde nu ikke hun, men det sagde hendes Øine. - »Vær saa god,« sagde den unge Mand, »her er vel Plads til To.« Og saa kjørte de. - Hvor det gik! Over Sletter, gjennem Enge, op ad Bakke, ind i Skovens Dybder, langs med de stille Søer og ned ad de bratteste Skrænter. - »Du vælter mig!« sagde den unge Pige. »Saadan en uregelmæssig Kjørsel er jeg, ved Gud, ikke vant til. Det er bedst, at vi see til vore Bekjendte, saa skal jeg presentere Dig for dem.« - »Men vi skulde jo ud i Skoven?« sagde den unge Mand. - »Der kunne vi altid komme,« svarede den unge Pige. »Pas blot paa Hestene! Den ene har een Gang været nærved at slaae op, og det kan spolere Kjøretøiet.« - Saa kjørte de til Bekjendtene, og dem var der nok af. En satte sig paa Bukken, en Anden paa Forsædet, Nogle bagpaa, Andre overskrævs paa Hestene, og - hvad der var det Værste - En satte sig lige hos den unge Pige. - »Nu er jeg nok godt oppe at kjøre!« tænkte den unge Mand; men han sagde det ikke. - »Vi have glemt Præsten,« sagde Bekjendtene; »det er det Allervigtigste.« - »Ja, Gud bevares!« svarede den unge Mand - og saa kjørte de til Kirken, hvor Præsten boede. Og Præsten tog en sort Kjole paa, en hvid Krave, et alvorligt Ansigt og et Ridderkors, og saa sagde han en heel Deel. - Saa kjørte den unge Mand videre. Men hvor vare de kornbølgende Sletter? Hvor de græsfriske Enge? Hvor de lyngklædte Bakker? Hvor vare de lokkende Dybder i de dæmrende Skove? Hvor de stille Indsøer med Bøgebladenes Hang mod de løvsorte Flader? Alt var Landevei - en ypperlig, bred, macadamiseret Landevei - lidt støvet rigtignok, og med ræklede Popler paa begge Sider. Men Kornet stod ypperligt paa Marken, Gjødningen duftede lifligt fra Agrene, og det var ægte Anglerkøer, der græssede paa Engene. - »Kjør blot lige ud ad Livets Landevei!« sagde Bekjendtene. »De kan aldrig tage feil.« - Og saa kjørte han lige ud. Det gik langsomt. Bekjendtene tyngede paa Vognen, og Sorgen paa hans Sind. - »Hvorfor kjører Du ikke raskere?« spurgte den unge Pige. »Vi er jo paa gode Veie. Jeg er det i det Mindste.« - Kort efter kom der en lille Dreng og hængte bag. - »Gratulerer!« sagde Bekjendtene. - »Tak skal De have!« svarede den unge Mand. - Men det blev ikke derved. Noget efter kom en lille Pige, - derpaa en lille Dreng og saa endnu en lille Pige. - »Nu blive vi nok snart for mange,« sagde den unge Mand. »Jeg er bange for at Kalvestegen slipper op, og at Hestene ikke kunne trække igjennem.« - »Aa, naar De først faaer Dousinet fuldt,« sagde Bekjendtene, »saa kan De snakke med.« - »Men Skoven?« spurgte den unge Mand. - »Skoven?« svarede Bekjendtene. »Er det passende for en Familiefader at tage i Skoven ved Aftentide? De gjør bedst i at vende.« - Og den unge Mand sendte endnu et Blik til den dæmrende Skov, et Længselens Suk til de rødmende Aftenskyer, til de stille Skovsøer, hvorover de lette Aftentaager begyndte at samle sig; en stille Klage til Vennerne, et lønligt Blik til Pigernes Skjønhed, farlig og dog forfriskende som Nattens drivende Dug - og saa vendte han. - »De er vist træt af at kjøre saameget?« sagde den af Bekjendtene, der sad ved Siden af den unge Pige. »Lad mig tage Tøilerne!« - Og saa tog han dem. - -
   Der var en ung Mand. Han var saa glad - han kjørte ganske alene den deiligste Vei ud i Landet. Den bugtede sig vildsomt, med Nøddebuske, Hvidtjørn, Roser og Caprifolier paa begge Sider. - I Skoven ventede Vennerne! - Der var en gammel Mand. Han var vranten og tvær - han kjørte med Bekjendte til Byen ad den støvede Landevei med ræklede Popler paa begge Sider. Han havde kun een Ven - og han holdt Tøilerne!«
   »Bravo, bravo!« raabte Brandt. »Det er, Fanden gale mig, ypperligt gjort. Lad mig faae en Afskrift deraf ved Leilighed.«
   »Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu,« brummede Boldt fra Sophaen. »Giv mig den Kladde, Henry, mens Du har den! Ellers gaaer den Fanden ivold som alt det Øvrige, Du skriver. Det bliver dog til Slutningen From og mig, som komme til at udgive Dine samlede Opera.«
   »Hvad Fanden! Skriver Henry ogsaa Operaer?« raabte Brandt. »Saa bliver han snart ikke til at styre. Silence, Messieurs! Sir Henry har Ordet paany! Du passer ogsaa Din Præsidentforretning som en Dromedar, Boldt!«
   »Aa, Fanden ivold med at præsidere, naar man kun er Fire,« svarede Boldt. »Snak væk, Henry!«
   Henry kastede et overlegent Blik hen over Forsamlingen, rakte Kladden til Boldt og begyndte derpaa sin Tale med følgende Ord:
   »Venner, Bekjendte og Stalbrødre! Undskyld, at jeg strax fra første Færd, saaledes deler Eder i tre Categorier; men Skjæbnen har nu engang føiet det saa, at jeg maa kalde From en Ven, Boldt en Bekjendt - og Brandt, med Hensyn til det Locale, hvori vi befinde os, en Stald- eller maaskee rettere en Overstaldbroder -«
   »Bravo, Bravo!« brølede Brandt.
   »Tys!« sagde Henry med et underligt Smiil. »I maa ikke afbryde min Tale med Eders Bifaldsraab; thi jeg føler, at Aanden er over mig, og fornemmer Gudindens Vingeslag i det Fjerne, Vingeslagene af Nemesis, Nattens hævnende Datter med det rullende Hjul. Dog, I skulle ikke frygte; thi det malmtunge Hjul vil ikke rulle hen over Nogen af Eder. - Siig mig, hvad er det, vi leve for? Er det for at vinde Ære og Berømmelse, for at blive Riddere af Elephanten og begraves med Sangklokkerne? - Mange gjøre det; jeg kalder dem Daarer. - Er det for at æde og drikke, for at have bløde Chaiselonguer, hvor man gladeligt kan slumre sin Alderdom hen, er det derfor, vi leve? - Mange gjøre det; men »Lidet haver Den levet, som regner det efter Det, han haver ædet«. - Eller er det for at tage tilægte, avle Børn og forplante den ulykkelige Slægt, at vi leve? Desværre, Mange gjøre det; jeg kalder disse trofaste Sjæle de dummeste blandt de Dumme. Lad dem seile deres egen Sø, disse tre Vrængebilleder af Livet, og lad os vende os til Aandens Riddere, de ædelbaarne Forkæmpere for Ideen! Hvad leve de for? Det er let sagt - for Frihed! Men Ideens mægtige Stamme, der som en Eeg rækker sine af Kampen krumbøiede Arme op mod det himmelske Lys, har ligesom Egen utallige Blade, utallige spirende Kviste, hvori de ideelle Bestræbelser virke og røre sig. Dog, ligesom Egen kun har een Slags Blomst og en Frugt, saaledes have de ideelle Bestræbelser, trods deres Mangeartethed, kun eet Formaal. De samle de splittede Kræfter i Ideens Træ, indtil de endeligt, concentrerede og fortættede, bryde frem som Frihedens mægtige Blomst; thi for Frihed er det, Ideen kæmper, efter Frihed længes den i sine Lænker slavebundne Jord.
   Ja, Frihed og Lighed var altid Løsenet i Menneskeslægtens Kampe. Efter dette Gjøglebillede stormede altid Masserne, naar de vare satte i Bevægelse. Men hvor findes denne Frihed og Lighed? Seer Eder omkring, mine Venner, og fortæl mig, hvor kunne I opdage den? Er det ikke Kamp, Undertrykkelse og Vold, der hersker trindtom paa Jorden? Er det ikke Ulighed i Alt, i Stand, i Vilkaar, ja i selve Naturen, som I træffe overalt? Hvorfor jage da Menneskenes Børn efter disse glimrende Sæbebobler, der briste i Vinden, længe før de naae dem? Hvorfor kæmpe de for det Uopnaaelige? Hvorfor gjøre de sig selv til Martyrer? Fordi - det er forfærdeligt at sige - fordi det Hele er een eneste, uhyre Misforstaaelse, en som Lynet blendende, som Tordenen dundrende Løgn. Hvori ligger da denne uhyre Misforstaaelse? Deri, at vi søge Friheden ovenpaa Jorden, istedetfor under den; Ligheden i Livet, istedetfor i Døden. Livet er et eneste, stort Gjøglebillede uden Sikkerhed, uden Hold. Døden en eneste, stor, dyb og stille Sandhed. Livet ophøier og fornedrer, spreder og adskiller; Døden gjør Alle lige, samler og forener. Hvad vi kæmpe for her paa Jorden, haabløst og uden Resultat: Frihed og Lighed, det giver Døden os frivilligt, uden Kamp, uden Møie. Som en trofast Ven rækker den os det imøde, naar vi ere traadte indenfor dens dunkle Porte. Kun den løser Problemet, og derfor er den vor sande Forløser.
   Thi tømmer jeg da et Glas for Dig, Du tause Død, Du, det urolige Livs stille og alvorlige Behersker! Alt tidligt har Din skyomhyllede Moder sendt mig sine Børn, den lette Søvn, den strenge Nemesis og den altfortærende Kummer. Tag mig i Din Favn og bring mig stille til Din Moders Rige, hvor der aldrig høres en Lyd af Livets rullende Bølger! Lad mig hvile som et Barn ved hendes Bryst, og bred sagte hendes Klædebon, vævet af Forglemmelsens Mørke, henover mig! Skaan mig for den trøstesløse Alderdom! Jeg forlanger den ikke, og beder kun Parcerne, Dine Søstre, om rask at overskære min Livstraad - men lad dem skaane Brandt! Tag mig, hvis det fordres - men lad ham leve, thi han trænger dertil! Din Skaal, Brandt, og fremdeles et hæderligt Liv, til Du døer af Delirium!«
   Med disse Ord tømte Henry sit Glas og satte det saa haardt mod Bordet, at Foden gik af. Brandt saae et Øieblik stift paa ham og spurgte saa:
   »Hvad var det for noget Sludder? Der var jo ikke sund Fornuft i det Hele. Hvad mener Du med et hæderligt Liv? Du bliver da ikke pludselig kratzbørstig?«
   »Jeg veed neppe selv, hvad jeg sagde,« svarede Henry. »Det kom [s380] saadan over mig. Meningen var, at Du ikke altfor snart maa reise ad Helvede til.«

Vilhelm Bergsøe Homepage