V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 360-369

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 360-369

   De havde under denne Samtale nærmet sig Lygterne, og stod nu foran en bred Kule eller Grav, som en halv Snees Arbeidere havde travlt med at gjøre bredere og dybere. Flere Tønder med ulæsket Kalk stod i Nærheden. Henry pegede mod Gruben og sagde til From:
   »Hvorledes forklarer Du dette? Efter hvilken Styrelsens Lov gaber denne efter de Offre, som den skal opsluge? Er det ikke rædsomt at see Livet ende paa denne Maade?«
   Det knagede i Buskene bagved dem, og en bekjendt Stemme udbrød:
   »Ja, bid paa den, From! Den bliver hamper at knække! Hvad mener Du om Leporellos Ord i »Don Juan«:

   »Min ædle Herre! 
   Hør dog et Ord og tro en ærlig Tjener! 
   Det Liv, som her I fører, 
   Rædsomt det ender!«

   »Brandt!« udbrød Frederik forskrækket, idet han vendte sig om.
   »Accurat s'gu,« svarede Brandt, som traadte frem mellem Buskene, »og det jeg sang, hører navnlig hjemme i det recitative Skuespil eller Recidivet, mindre derimod i Balletten, hvor det kun gjøres med Benene, og faaer Navn af Entrechat eller Mellemkattespring.«
   »Brandt!« raabte Frederik indigneret. »Spar Dit Vid til bedre Leilighed! Her er ikke Stedet dertil.«
   »Et pourquoi non?« spurgte Brandt. »Seer ikke det Hele ud som det Bedrøvelsens Jerusalem, der saa livligt skildres i Begrædelsernes Bog? Det er heller ikke til Dig, jeg taler, Du Fromhedens Frederik. Jeg kaster aldrig mine Sviin for Perler. Jeg taler kun for hans Skyld, der har været saa syg, at han allerede begyndte at dyppe de smaa Tvebakker i Davids Psaltkar. Kun for hans Skyld oplader jeg min Stemme som i den senere Tid har naaet en høist mærkelig Udvikling. Hør blot:

   »Med Løier og Munterhed, 
   Med falsk, løgnagtig Tale, 
   Som jeg har lært af Belzebub, min ædle Herre, 
   Stræber jeg ham at more - 
   Bravo!«

   Ja det Bravo siger nu Don Juan, men jeg synes, at det gjør god Virkning som Slutstrophe. Hvorledes har Du det ellers, ædle Lord? Det forekommer mig, Du seer noget langnæbet ud. Jeg har hørt, at Du har faaet det ene Recitativ ovenpaa det andet. Det var nok nær blevet til et Melodrama?«
   »Jeg takker,« sagde Henry koldt. »Du besøgte mig ikke under min Sygdom.«
   »Nei,« svarede Brandt, »jeg har aldrig Omgang med »Schwächlinge«; det er imod Naturen. Naar et Menneske bliver sygt, farer der strax en anden Natur i ham. Han bliver en ganske Anden, og for denne Anden skjøtter jeg ikke om at lade mig presentere.«
   »Du var maaskee bange for Smitte?« spurgte Henry ironisk.
   »Aa ja, det Ene med det Andet. Man kan aldrig vide, hvor saadan Noget kommer fra. Kopper havde Du da ikke. Den Sygdom er den eneste, jeg har lidt af. Man kan ogsaa see paa mig, at jeg baade er blevet klinket og brændt sammen; der kan s'gu ikke gaae en Flue hen over mit Ansigt uden at den knækker Bagbenene.«
   »Nei,« svarede Henry, »det, jeg feilede, smitter ikke. Det var kun et let Anfald af en Sygdom, som jeg i den senere Tid har lidt af. Men dersom Du er bange for Smitte, Brandt, hvorledes kan det da gaae til, at vi træffe Dig herude? Er Du ikke bange for Choleraen?«
   »Aa, Fanden i Vold med Choleraen!« raabte Brandt med en Skoggerlatter. »Den holder sig til de Lavere og vover sig s'gu ikke op i Rangforordningen. Har Du nogensinde seet en Geheimeraad døe af Cholera? Det er en Proletariatsygdom, en reen Mixtur af Tykmælk, Skillingsøl og umodne Blommer, rørt sammen og nydt i et Baghuus i Borgergade. Det er en solid Udrensning det Hele, en fortræffelig Styrelse af det alvise Forsyn, der ønsker at skaffe Luft paa Almindeligheden og Balance i Fattigregnskabet. Desuden giver den Anledning til en Masse smaa Kæfere, navnlig i Portviin, som min Gamle udskjænker gratis.«
   »Ja, det er en velsignet Sygdom,« sagde Henry ironisk.
   »Ja,« svarede Brandt, »en velsignet Sygdom, naar den ikke var saa skidenfærdig, som Vaskerkonen bemærkede. Forresten har den ogsaa sine ubehagelige Sider, hvortil jeg navnlig regner det, at man bestandigt skal gaae med Mavebelte og spise Kyllingesteg uden Agurkesalat. Det fik nu endda at være, hvad det var. Det værste er dog det, at man maa moderere sin Flothed, og ikke, som i gamle Dage, kan slaae rigtig til Skaglerne, saa Lygterne ryge af.«
   »Ja, det er kjedeligt,« sagde Henry.
   »Reent forbandet,« svarede Brandt. »Jeg havde just presset min Gamle, saa Vandet drev ham ud af Øinene, og Dalerne sprang ham ud af Buxelommerne, før denne Historie kom paa. Jeg havde glædet mig til en ordenlig Gjennembagning, enten i Charlottenlund, eller et andet grønt Sted, en eller anden skyfri Aften; men mit Ophav lukker i denne Tid Porten Klokken Elleve og kommer hver Aften op Klokken Tolv, for at see, om jeg ikke er knebet ud gjennem Bagdøren. Det er en daarlig Indretning det; men den er overmaade tidssvarende.«
   Under hele denne Samtale havde Brandt med sin Stok puffet til den ene Jordklump efter den anden og ladet dem trille ned i Gruben. Nu nærmede en af Undergraverne sig og bad ham, i en noget brøsig Tone, om at lade de Drengestreger fare.
   »Som De vil, elskværdige Aadselgraver,« sagde Brandt i en galant Tone, idet han bukkede for ham.
   »Er De gal!« raabte Graveren hidsigt. »Hvad Fanden vil De herude? Her har De jo Ingenting at bestille!«
   »Ikke det?« svarede Brandt i en overlegen Tone, medens hans Ansigt lagde sig i de alvorligste Folder. »Troer De, man sender en Reservechirurg og to Underlæger fra Almindelig Hospital ud for Ingenting?«
   »Om Forladelse!« svarede den betuttede Graver, der ganske lod sig imponere af Brandts Holdning. »Jeg vidste ikke, at de Herrer - -«
   »Spar Deres Undskyldninger,« afbrød Brandt koldt, »de ere til ingen Nytte. Vi have fundet Tilstanden herude under al Critik, og Luften i en utilladelig Grad forpestet. - Hvordan er det, De seer ud?« tilføiede han, idet han traadte den forbausede Graver lige ind paa Livet, og skarpt fixerede hans Blik.
   »Seer ud? Jeg - jeg - hvad behager - jeg, jeg feiler da vel ikke noget?« stammede den ulykkelige Graver og tumlede tilbage for Brandts sikkre Blik. »Jeg - vil da ikke haabe - at der er - -«
   »Hm,« afbrød Brandt, »De seer mig noget cholerisk ud. Har De sorte Pletter paa Tungen? Lad mig see engang?«
   Den ulykkelige Graver rakte sin Tunge saa langt ud, som det var ham muligt, medens den kolde Sved perlede paa hans Pande, og Brandt vedblev:
   »Ja, ganske fri er den ikke, og Pletterne have den samme pyramidale Form, som Gaimard iagttog under sit Ophold paa Apis i Ægypten. Sveder De?«
   »Ja,« svarede den tilintetgjorte Graver og gispede efter Veiret. »Jeg sveder ganske overordentligt, navnlig ned ad Ryggen.«
   »Hm, ganske som Gaimard beskriver det,« sagde Brandt med et uhyggeligt Blik, »og Deres Puls slaaer to Hundrede i Secundet, hvilket er temmelig meget for en Mand i Deres Alder. Er De et dannet Menneske?«
   »Ja - jo - ja, det vil sige, jeg - jeg troer det nok - men jeg - veed det ikke rigtigt. Jeg kan - da læse - og skrive, kan -.«
   »Ja, det er mere end tilstrækkeligt,« sagde Brandt, »saa kan De nok taale at høre, hvad jeg mener om Dem. - Seer De,« tilføiede han, idet han velvilligt klappede ham paa Skulderen, »De skal ikke blive bange, for hvad jeg siger. Vi ere jo Alle Vorherre en Død skyldig. De har nu et cholerisk Temperament; det kunne vi ikke ændre, det lade vi staae. Men hvad det Øvrige angaaer, er det bedst, at De strax gaaer i Seng og snarest muligt lader hente et Stykke Helvedessteen paa Nørrebroes Apothek, og med dette Stykke bestryger De Deres Tunge. Skulde der komme et hvidt Overtræk, stryger De om igjen, indtil det er borte. Dernæst drikker De et Glas Punsch hvert Qvarteer, saa varmt, som De kan taale det, og naar Deres Pige gaaer paa Apotheket, lader De hende med det Samme kjøbe tre Unzer Dyvelsdræk, hvormed De dygtigt lader Deres Ryg og Mave indgnide hvert tyvende Minut. Skynd Dem nu! Der er ingen Tid at spilde. - Kald med det Samme paa de to Herrer deroppe i Gangen. Jeg ønsker at tale med dem.«
   »Hvad var der i Veien med den Graver?« spurgte Henry, der nærmede sig. »Han var jo bleg som et Liig.«
   »Saa, var han det?« sagde Brandt ligegyldigt. »Ja, Luften er noget usund herude. Jeg vil ikke haabe, han falder i en af de Grave, han har gravet for Andre.«
   »Hvad Pokker gjør Du egentligt her?« spurgte Henry.
   »Aa, jeg comparerer,« svarede Brandt. »Det er dette med Ligninger af første Grad. Jeg havde nyligt seet til nogle Menige af mit Compagni paa Garnisons Kirkegaard, og nu vilde jeg see, hvorledes det stod til paa Assistentshuset. Det er forbandet høie Panter, de tage herude for Laan i urette Tid. Desuden skulde jeg see lidt til min gamle Tante Lene, som gladelig er indslumret i Herren.«
   »Er hun død?« raabte Henry.
   »Ja, det vil jeg haabe!« svarede Brandt. »Ellers har De s'gu begravet hende levende. Nu spiser hun ikke mere paa det gamle Sèvres-Porcellain, og det er heldigt, at hun i sin Dødsstund har udnævnt mig til Universalarving. Onkel Peter havde begyndt at faae Færten af Ragoutfadene og vilde op for at fortælle hende det; men saa var hun død, det skikkelige Skrog.«
   »Leed hun meget?«
   »Jeg glemte at spørge derom,« svarede Brandt. »Jeg holder i det Hele ikke af Familiescener, navnlig ikke af de rørende. Jeg er for lang Tid siden kommet ud over Kotzebue.«
   Der spillede et foragteligt Træk omkring Froms Læber. Brandt bemærkede det og vedblev:
   »Ja, Du mener maaskee, at jeg ikke er Pietist nok lige overfor gamle Tante Lene; men saa falsk dømmer man nu i Verden. Har jeg ikke været inde hos Hintze og faaet tyve Porcellainsblomster, som jeg har plantet rundt om Graven tilligemed et Storkenæb i Midten? Det finder jeg sønligt gjort. Hvad Frederik?«
   Frederik vendte sig om og hviskede til Henry:
   »Kom, lad os gaae! Jeg væmmes ved det Menneske. Der er ikke Gnist af Følelse tilbage hos ham.«
   »Pst, mine Herrer!« raabte Brandt bagved dem. »Tag mig med! Er det nu en Maneer, at løbe bort fra de Sørgende paa? Du sagde engang, Frederik, at jeg kun kunde lee med de Glade, men ikke græde med de Sørgende. Sørg nu med mig paa min Maneer. Gaa med iaften paa Bimpel, saa give vi første Act af Pesten i Florents. Hvad siger Du om Tivoli?«
   »Fy for Pokker, Brandt!« raabte Henry indigneret. »Troer Du, jeg vil gaae herfra og ind paa Tivoli? Jeg er vis paa, det gjør Du heller ikke, skjøndt Du siger det.«
   »Jo, Gu' min Salighed, gjør jeg saa!« raabte Brandt. »Hvad Fanden skulde der være iveien for det? Vil Du maaskee ha'e, at jeg skal gaae og sørge, fordi et gammelt Menneske paa over de Halvfems gaaer hen og creperer? Eller mener Du, at jeg af den Grund skal sidde alene og kukkelure paa Casernen? Kom nu med!«
   »Nei,« svarede Henry, »jeg gjør det ikke. Jeg vil i det Hele sige Dig, Brandt, at vi To ikke længere passe for hinanden, og at jeg bestemt holder det Løfte, som jeg gjorde forleden Aften.«
   »Det er da ogsaa bansat, som den Cholera gjør Folk moralske!« raabte Brandt ærgerlig. »Hvad siger ikke Apostlen Paulus i Brevet til de Galaner: »Drik ikke Vand, men drik hellere Viin for Din Maves og Dit svagelige Helbreds Skyld.« Havde den Guds Mand levet under vore Forhold, er jeg vis paa, at han havde stemt for »gulldroppar«.«
   »Veed Du af, Brandt, at jeg er blevet fattig?« spurgte Henry, idet han vendte sig imod ham og saae ham stift ind i Øinene.
   »Veed Du af, at man har taget et Stykke ud af Maanen med en Osteprøver og befundet, at den er ægte Eidammer?« spurgte Brandt leende. »Henry Vernon fattig? Naboben af Golconda læns paa Diamanter? Deres Majestæt behager at drømme; men alligevel staaer en Femdalerseddel ganske til Deres allernaadigste Disposition.«
   »Tak, Brandt!« sagde Henry og rakte ham Haanden til Afsked. »Jeg kan maaskee snart komme til at trænge til den.«
   »Ja, men saa faaer Du den Pinedød ikke!« svarede Brandt. »En Blaahammer til en glad Aften, det lader jeg gaae; men fem Daler til Een, der trænger, hvilket med andre Ord er det Samme som til Een, der ikke betaler mig den igjen, den gaaer ikke, den er opdaget for længe siden. - Det er ogsaa forbandet, at Du ikke vil gaae med,« fortsatte han. »Hvad Fanden skal jeg nu gribe til? Runde Boldt er blevet slemt blesseret, desformedelst at de trillede ham op og ned ad Trapperne hos Ginderup. De fordømte Italienere ere stukne af, og From drikker kun Theevand. Apropos, om Italienere: Veed Du af, at den smaae Bagge er kommen hjem fra Rom for at tilbyde sin Tjeneste som Choleralæge? Det er et ædelt Træk i hans Charakteerbog.«
   »Ja,« svarede Henry adspredt. »Nei, det vidste jeg ikke. Han havde jo Permission til Efteraaret.«
   »Jeg talte med ham igaar,« fortsatte Brandt. »Han havde truffet Etatsraad Grams Familie i Milano.«
   Henry hævede pludselig sit Hoved iveiret og lyttede med Opmærksomhed. Brandt vedblev:
   »Hvem Fanden kan nu forstaae sig paa Pigebørn? Det er det, jeg altid, trods mit dybe Studium, har sagt. Hvem skulde nu troe, at saadant et nysseligt Pigebarn som Harriet Gram kunde gaae hen og forlove sig med saadan en Prins Gumlingegnask som d'Acorda?«
   Henry tumlede tilbage, som om han havde faaet et Slag i Ansigtet, og blev et Øieblik staaende ligesom forstenet. Derpaa sparkede han til en Liigsteen, som stod lænet til et Træ i Gangen, og brast ud i en skraldende Latter, medens han vred sine Hænder, saa Handskerne sprængtes i alle Sømme.
   »Hvad Satan gaaer der af Dig?« raabte Brandt. »Er det Noget at grine af? Fy for Fanden, Henry, saa hør dog op med den Latter! Det er jo væmmeligt at høre paa.«
   »Kom med, Henry!« raabte From og stak hurtigt sin Arm ind under hans. »Kom med! Her er ikke et Øieblik at spilde. Du bliver syg, hører Du! Jeg besværger Dig, Henry! Hør mig, kom med!«
   »Syg!« raabte Henry og brast paany ud i den forrige, voldsomme Latter. »Hører Du, Brandt? Jeg bliver syg; syg af Cholera og begravet af Fattigvæsenet. Henry Vernon paa Fattigkirkegaarden! Er det ikke morsomt, Brandt, uhyre morsomt?«
   Brandt stod med et Ansigt, som om han var faldet ned fra Skyerne. From tog et Tag i Henrys Arm og sagde til ham i en bestemt Tone:
   »Kom nu med, Henry, hører Du? Jeg befaler Dig det! Du skal gaae med! Du maa ikke blive her længer alene eller i Selskab med Brandt. Det er Dit Liv om at gjøre!«
   »Du befaler mig det?« raabte Henry i en trodsig Tone. »Hvem har Ret til at befale over mig, og hvem til at raade over mit Liv, uden jeg selv? Mit Liv? Har jeg bedet Nogen om Livet? Har jeg gjort Fordring paa at komme ind i denne jammerlige Verden af Usselhed og Gjøgl? Paa Tivoli! - Ja, Brandt har Ret! - Paa Tivoli! Det passer jo udmærket. Kom, Brandt! Skynd Dig før Banqueuren henter os begge! - Saa gaae vi sammen paa Tivoli!«
   »Brandt,« sagde Frederik hviskende, idet han trak ham tilside, »blot et Ord, inden vi skilles. Henry er vild i dette Øieblik. Det kan ikke hjælpe, at jeg taler til ham; han bliver kun værre derved. Lad ham da have sin Villie, indtil han faaer raset ud, men benyt ikke den Stemning, der for Øieblikket er over ham. Han er fortvivlet, - fortvivlet indtil Døden - jeg har aldrig seet ham saaledes før. Husk paa, hvad jeg siger Dig i dette Øieblik. Jeg gjør Dig ansvarlig for dette Menneske, og Du skal engang staae til Regnskab derfor.«
   »Vær ganske rolig,« sagde Brandt med et svagt Udtryk af Følelse i sin Stemme. »Jeg skal nok tumle ham. Jeg kjender mine Pappenheimere, og skal nok kjøre varligt med de smaae Heste. Jeg har før seet Andre som ham, og veed nok, hvad det vil sige, naar man faaer noget Extra fra Kurvemageren. Lidt Adspredelse er nødvendig - forstaaer sig, i al Anstændighed - jeg skal nok sætte Hemsko paa. Farvel! Jeg skal see op til Dig imorgen, hvis jeg ikke faaer alt for mange Tømmermænd paa Tagværket. Adieu, so lang!«

   I Bredgade, høit oppe paa en Kvist, havde From sit enlige Studereværelse med Udsigt over Havnen, Sundet og de grønne Træer i Esplanaden. Vinduerne stod aabne i den stærke Sommervarme, og de tætte Vedbender, hvormed Posterne vare beklædte fra øverst til nederst, vuggede deres lysegrønne Skud for Aftenvinden.
   I Sophaen laae Boldt saa lang, han var, paa Ryggen med Benene op over Sidelænet, rygende paa en sølvbeslaaet Meerskumspibe, det eneste Arvegods, som Frederik havde faaet efter sin Fader. From gik op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen og med bøiet Hoved, som i dyb Eftertanke. Ude fra Gaden hørtes med bestemte Mellemrum de eensformige Raab med Frugt og Grønt. En Lirekasse spillede i Gaarden ved Siden af »Den tappre Landsoldat« - men der var ingen Børn, der jublende flokkede sig om Liremanden, ingen flanerende Drivervrimmel paa den sædvanlige Route til Langelinie - kun af og til en enkelt Skikkelse, der listede sig afsted langs Husene, eller en Droske, der i skarpt Trav førte en Ulykkelig til Hospitalet. Selv Spurvene kviddrede ikke saa lystig som før, men sad tause og med hængende Vinger i den lumre Aftenluft, der som en Dødstaage havde leiret sig over Byen. From gik hen til Vinduet og stirrede et Øieblik ud derad; han saae urolig og bekymret ud. Pludseligt vendte han sig om og sagde til Boldt:
   »Var Henry virkelig med til alt Dette?«
   »Javel var han det,« svarede Boldt, udsendende en vældig Røgsky, »fra først til sidst. Jeg naaede jo at komme med til den Sviir.«
   From vandrede paany en Stund op og ned ad Gulvet i dybe Tanker, og Boldt, der fandt Tausheden lidt trykkende, sagde efter en Pause:
   »Ja, hvad Fanden skal man sige til det? Det er s'gu galt; men vi ere jo alle Mennesker. Det kan hændes den Bedste, at man et Øieblik glemmer sig selv. Jeg fortryder det s'gu altid bagefter.«
   »Javist,« svarede From, »det gjør man altid.«
   Boldt fulgte med Øinene Frederik, der vedblev at vandre op og ned ad Gulvet, taus som før. Endeligt sagde han:
   »Det er en Satans magelig Sopha, Du har, Frederik! Her kunde jeg blive liggende den hele Dag.«
   »Vær saa god!« sagde Frederik, der vedblev sin rolige Gang.
   Boldt dampede løs paany, skelende efter Frederik, hvergang denne vendte Ryggen til. Jo længere Pausen blev, desto bønligere saae Boldt efter sin alvorlige Ven. Det var øiensynligt, at Sophaen nu ikke var saa magelig, som for et Qvarteer siden. Endeligt reiste Boldt sig overende, satte Piben fra sig med et Suk og udbrød:
   »Ja, det var en styg Historie, Frederik; men jeg har ingen Skyld deri. Det var ikke mig, der trak af med Henry. Det var naturligviis Brandt, som sædvanligt.«
   »Brandt er en Djævel!« raabte Frederik heftig, idet han stillede sig foran Boldt. »Og Henry et Vrag, der lader sig tage paa Slæbetoug af den Første, den Bedste. O, jeg kunde have Lyst til at dræbe dette Menneske, inden han trækker Flere med sig i Afgrunden! Henry er ikke den Første.«
   »Ja, Brandt er noget vild i den senere Tid; men det gaaer nok over, naar han kommer fra Mønten. Det er et Satans Menneske! Man kan ikke lade være at lee, naar han lukker Munden op. Du skulde have hørt ham den Onsdag Aften, da han holdt sin Tale om Reiefødder og Forlovelse. Det var til at grine sig fordærvet over; han er dog uhyre morsom!«
   »Javist,« gjentog Frederik, »uhyre morsom. Det er det Morsomme, man jager efter i vor Tid, fordi det Alvorlige er for tungt, til at det kan løftes af Mængden eller løfte den. Man er træt og mæt af Livet, man trænger til »et mildt Pirringsmiddel«, som Brandt kalder det, og saa har man det Morsomme. Det Morsomme fordriver Tiden, det Morsomme leer man ad, med det Morsomme jog man gjerne Døden paa Porten, hvis den ikke var saa ubehøvlet, ikke at ville tage imod en Vittighed. - »Han er saa morsom!«. - Hvilken glimrende Anbefaling for et Menneske! Hvor tidt glemmer man ikke, at det egentligt burde hedde: »Han er saa farlig!« Thi hvori bestaaer det Morsomme hos Brandt? Ikke i godmodig Skjemt, ikke i egenlig Vittighed - han bevæger sig, høit regnet, kun i Brandere. Han besidder kun en vis Færdighed i at tumle med Ordene i en for ham eiendommelig Jargon. Dette lader jeg gaae; thi det kan ikke skade. Men han endevender tillige Begreberne og rører dem om i et forvirret Chaos, hvori hverken han eller Andre kan see Forskjel paa Godt eller Ondt, Løgn eller Sandhed, Skam eller Vanære. Deri ligger hans Farlighed.«
   »Det kan s'gu gjerne være, Du har Ret,« svarede Boldt; »men hvad Fanden skal man gribe til i denne syndige Verden, naar man skyder det Griinagtige fra sig? Der var en Tid, da jeg havde Lyst til at bestille Noget; ikke saa meget for min Skyld, som for en Andens - men det [s370] gik skjævt, rimeligviis fordi jeg ikke var fiin nok i min Tale og mine Manerer. Siden den Tid har jeg s'gu ikke Lyst til Noget. - Der sidder sommetider ligesom Noget herinde,« vedblev han og bankede paa sit Bryst; »men jeg er for slap til, at det kan komme frem, og nu driver jeg af med Strømmen. Jeg er nu en Gang kommet ikast med Brandt og veed Fanden ikke, hvordan det er med det Menneske, men naar man een Gang har nærmet sig til ham, kan man ikke undvære ham. Det er et daarligt Leben, det indrømmer jeg; men det er ogsaa en daarlig Verden, vi leve i. Det forekommer mig tidt, at det hele Maskineri er slidt og løst i alle sine enkelte Dele; men hvad skal man sige til det, man faaer vel døie det alligevel.«

Vilhelm Bergsøe Homepage