V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 350-359

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 350-359

[nyt afsnit]
   Tre Uger senere, og atter en Søndag Aften, sad de to Venner i det samme Værelse, som Ingen uden Lægen, From og Mary havde faaet Lov til at betræde. Denne Sidste skjænkede Thee ved et lille Skrivebord, hvor hun deelte sin trofaste Opmærksomhed mellem sine Forretninger ved Theebordet og sin unge Herre, der sad i Sophaen. Henry havde været syg; han saae endnu mat og lidende ud. From var som sædvanligt rolig og alvorlig, men saae ud til at have vaaget en Deel. Da Mary havde taget af Theebordet og begivet sig bort, lagde Henry Haanden paa Froms Skulder og sagde til ham:
   »Jeg er meget bedre iaften, Frederik. Synes Du ikke? Doktor Saabye har jo allerede i et Par Dage givet mig Lov til at gaae ud, og det er mærkeligt, hvor hurtigt Kræfterne komme. - Talte jeg meget vildt i den første Uge?« afbrød han sig selv.
   »Ja,« svarede Frederik, »navnlig om Natten.«
   »Forstod Du Noget deraf?« spurgte Henry i en noget ængstelig Tone.
   »Nei,« svarede Frederik, »det var meest usammenhængende Sætninger, hvor Du blandede Harriet, Din Moder og Brandt sammen med enkelte, afbrudte Udraab.«
   Henry gik hen, satte sig ved Skrivebordet og sagde med et dybt Suk: »Ak, gid jeg var død med det Samme!«
   »Det maa Du ikke sige,« svarede From. »Havde det været det Bedste, saa var det skeet.«
   »Troer Du?« spurgte Henry med et ironisk Træk ved Munden.
   Frederik svarede ikke, men kneb Læberne tættere sammen.
   Henry gjentog: »Jeg vilde ønske, jeg var død!«
   »Hvorfor?« spurgte Frederik lidt skarpt.
   »Fordi jeg ikke har nogen kraftig Villie, ikke nogen stærk Charakteer, og dog en dyb Fornemmelse af, at intet Liv kan naae sit Maal uden at være i Besiddelse heraf.«
   »Saa skærp Din Villie!« svarede From.
   »Ja, hvorledes?« spurgte Henry. »Kjender Du den Hvæssesteen, der kan gjøre det Stykke Arbeide?«
   »Ja,« svarede From, »den kjender jeg ret vel, men Du har hidtil manglet den. Den kaldes Kampen for Livet. Det er den, der hærder Villien som Staal og sætter de kunstige Drev i det store Maskineri i Bevægelse.«
   »Kampen for Livet?« gjentog Henry. »Livet er ikke en Kamp værdt! Skulde det komme saa vidt, at jeg skulde kæmpe for Livet, saa blæser jeg det hellere ud og lader staae til, om det skal tændes paany eller slukkes for bestandigt.«
   »Saa?« sagde From i en tør Tone.
   »Ja,« raabte Henry lidenskabeligt, »hellere døe end trælle for et Liv, som man afskyer!«
   »Og hvorfor afskyer Du det?« spurgte From.
   »Hvorfor?« raabte Henry med stigende Lidenskab. »Fordi Livet er et tomt, et usandt, et skuffende Gjøglebillede! Fordi Ingen er sig selv, men kun den Maske, hvormed han løber om i Verden! Fordi denne Maske antages at være saa sand, at man dømmes ene efter den! Fordi der kun findes Nid og Bagtalelse, Kummer og Elendighed i dette Liv! Fordi,« endte han med skjælvende Stemme, »fordi - O Frederik, jeg er mere end ulykkelig!«
   »Vær nu rolig, Henry,« sagde Frederik i en Tone, som om han passede paa et Barn. »Det kan ikke hjælpe, at Du sænker Dig ned i Bitterhedens Malstrømme. Du er ikke mere ulykkelig, end Tusinder have været, og for Den, der kan arbeide, er Fattigdommen ikke den tungeste Lod her i Livet.«
   »Ak, det er ikke det, jeg tænker paa,« sagde Henry. »Der er Kvaler, som ere tusinde Gange tungere end det. - Kan Du tænke Dig,« spurgte han efter en Pause, »hvad det vil sige at maatte foragte sin Moder?«
   »Nei,« svarede Frederik smerteligt, »det kan jeg ikke - jeg, der har havt en Moder, som jeg elskede og agtede over Alt i Verden.«
   »Saa tænk,« sagde Henry med lav Stemme, »hvor høit Du har stillet den Kvinde, som har baaret Dig under sit Hjerte, som har elsket Dig med al den Ømhed, der kun kan nedlægges i en Moders Bryst - og tænk Dig saa, at du Mødte en Fremmed, som skamskjændede Din Moders Minde, uden at Du turde forsvare hende, uden at Du kunde angribe ham - fordi han havde Ret.«
   Frederik greb Henrys Haand og trykkede den uden at svare Noget dertil.
   »Føler Du saa min Ulykke?« spurgte Henry. »Alt det Andet er Intet imod dette. Det piner og jager mig fra Sted til Sted. Kom, lad os gaae! Jeg har ingen Ro paa mig.«
   Frederik vogtede sig vel for ved Modsigelse at vække Henrys Irritabilitet, der efter de indtrufne Begivenheder havde antaget en sygelig Charakteer. Han greb sin Hat, og begge Venner begav sig i al Taushed paa Veien til Esplanaden. Det var den skjønneste Juliaften, man kunde ønske sig. Lindetræerne blomstrede og udsendte deres Duft. Luften var blikstille, reen og varm, Sivene speilede sig i Castelsgravens rolige Vand, og fra deres tætte Skjul lød Tonerne af de smaa, kvikke Rørsangere, som uophørligt gjentog deres bløde Melodier. Der var en skærende Contrast imellem dette idylliske Naturliv og den hede, solbeskinnede, dødsdømte Stad, der laae bagved dem. Frederik gjorde en Bemærkning herom, hvortil Henry kun svarede med et Eenstavelsesord uden at lægge Mærke til de sørgeklædte Damer, der gik forbi, og de mange Ligtog, som langsomt bevægede sig ud ad Østerport for at naae Holmens Kirkegaard. Atter tilbagelagdes et Stykke Vei i dyb Taushed fra begge Sider. De to Venner naaede Søerne og pludseligt udbrød Henry med en Hentydning til Stedet:
   »Paa den Bænk var det, jeg traf Laura. - Hm, det er næsten en Skjæbnens Ironi, at de fleste Selvmordere ende ved Kjærlighedsstien.«
   Frederik iagttog ham skarpt og spurgte: »Veed Du Noget om hende?«
   »Nei, intet Andet,« svarede Henry, »end at hun vil ende her eller et Sted, der maaskee er endnu værre. Hun er løbet bort fra Forpagter Poulsens. Det stod der i det første Brev.«
   Lidt efter sagde Henry paany: »Veed Du af, Frederik, at der skal gjøres Indførsel hos mig paa Onsdag? Det stod i Stævningen, som blev bragt mig imorges.«
   From greb hans Arm og sagde bekymret: »Jeg har nok anet det, siden jeg vik at vide, at d'Acorda havde solgt sin Fordring.«
   »Indførsel,« sagde Henry efter en længere Pause. »Det burde hellere hedde Udførsel. Det vilde Brandt kalde det.«
   Det Bittre og Skurrile, der laae bagved Skjemten, smertede Frederik næsten mere, end Sagen selv. Han skyndte sig med at sige:
   »Du kan jo komme hjem til mig den Dag, Forretningen skal skee.«
   »Tak,« sagde Henry, »men jeg troer, jeg vil søge en anden Bolig. Etatsraad Gram har viseligt benyttet sin Fordeel ved ikke at have nogen Contract med mig, og jeg har som en sær Naade faaet Lov til at blive boende til Maanedens Udgang. Det stod i det andet Brev.«
   From svarede ikke, skjøndt han deelte Henrys Indignation.
   »Veed Du,« spurgte denne igjen efter en Taushed, »hvad der stod i det tredie?«
   »Nei,« svarede From, »men hvorfor vil Du pine Dig selv ved bestandigt at oprive Saarene? Du maa bestræbe Dig for at give Dine Tanker en anden Retning.«
   »Ja, jeg har ogsaa tænkt derpaa,« svarede Henry, »men der skal et stærkt Pust dertil. Man blæser ikke saa let de Fandens Tanker af Hovedet, som Fnug af Fandens Melkebøtte. Iøvrigt stod der kun, at jeg var en Bedrager, som havde tilbageholdt fremmed Eiendom.«
   »Maleriet?« spurgte From.
   »Ja,« svarede Henry kort.
   »Det er forunderligt,« sagde Frederik, »hvor vanskeligt det har været mig at faae det Billede ud af Hovedet, siden Du første Gang viste mig det. Selv nu, da det ikke existerer, seer jeg det saa levende for mig; men lige fra den første Dag har jeg bestandigt havt en Anelse om, at Din ulovlige Tilbageholdelse af Portraitet vilde blive straffet paa en eller anden Maade.«
   »Ulovlig Tilbageholdelse!« udraabte Henry heftig. »Hvo har Ret til at berøve mig min Moder? Hvor findes den Lov, som forbyder en Moder at see sit eneste Barn, det hun elsker høiest i Verden? Og naar hun nu, tvunget af denne Tyran, maa bøie sig for hans Villie, Lune eller hvad Du vil kalde det, saa skulde jeg vel som en anden af hans Slaver kysse den Pisk, han svang imod mig, og ydmygt sende Den det døde Billede, som har berøvet mig den dyreste Virkelighed. Ikke sandt, det er Din Mening, Frederik?«
   »Nei,« svarede From, »det er det ikke. Du kjendte Intet til ham paa den Tid, da Din Moder sendte Dig Maleriet. Du havde kun Din Moders Ord at rette Dig efter, men som sædvanligt fulgte Du Din egen Villie, ikke hendes, der var saa tydeligt udtalt. »Ær Din Fader og Din Moder, paa det at det maa gaae Dig vel, og Du maa leve længe i Landet« - det Bud glemte Du, Henry.«
   »Ær Din Moder?« gjentog Henry med Taarer i Øinene. »O, min Gud, Frederik, hvor kan Du nænne at sige det til mig? Jeg kan jo ikke ære hende, som jeg før satte saa uendeligt høit. Jeg kan ikke ære en Kvinde, der sælger sin Kjærlighed, selv om det er min Moder.«
   Frederik standsede og lagde sin Haand paa Henrys Skulder.
   »Tilgiv mig,« sagde han med bevæget Stemme, »jeg vidste ikke, at det var saaledes fat. Du har vel berørt det for mig før; men, oprigtigt talt, troede jeg, at Du i Din sygelige Stemning overdrev Sagen og gjorde Myggen til en Elephant. For at skaane Dig har jeg under hele Din Sygdom ikke villet berøre dette Punkt, skjøndt jeg antog Din Handling med Billedet for overilet.«
   »Overilet?« gjentog Henry. »Ak ja, Frederik, maaskee var det overilet af mig; dog kan jeg endnu i dette Øieblik ikke ret fortryde det. Kom, lad os hvile os lidt paa denne Bænk - jeg troer, at jeg begynder at blive træt - saa skal jeg fortælle Dig Alt.«
   From adlød, og begge Vennerne sad et Øieblik hensunkne i Taushed, Henry fortabt i Sorg, Frederik betragtende de tomme Rustvogne, der fra Kirkegaarden vendte tilbage til Byen for at modtage nye Offre. Søen laae blank som et Speil, Himlen var klar og skyfri; men dog vare kun faa Mennesker at see, og disse vare mere beskjæftigede med Dødens Gjerning end med Livets. Der hvilte over det Hele en Gravstemning, som deeltes af Alle, alene med Undtagelse af Henry.
   »Se!« sagde Frederik pludseligt, idet han pegede paa en Rustvogn, der vendte tilbage. »Er det ikke Saabye, der sidder hos Ligvognskusken?«
   Henry saae sløvt i den angivne Retning og svarede kort: »Jo det er.«
   »Saa maa han have mistet Nogen,« bemærkede Frederik. »Han er jo Reservechirurg paa Almindeligt Hospital.«
   »Hans Fader er død igaar,« svarede Henry. »Det hørte jeg imorges.«
   Der blev igjen en Pause, som Henry benyttede til at ridse i Sandet med sin Stok. From sad med Hagen støttet i sin Haand og saae paa denne tankeløse Leeg. Endeligt gjorde Henry Vold paa sig selv og sagde hviskende til Frederik:
   »Jeg brændte Billedet, fordi jeg fulgte en øieblikkelig Indskydelse, der ligesom tvang mig dertil. I det første Brev fra min Stedfader meddeelte han mig ganske kort min Moders Død og lod mig vide, at han ikke længere vilde sørge for en Person, der havde begaaet en Handling, som var en Gentleman uværdig, selv om denne Person var hans Stedsøn. Dette var omtrent Indholdet, og det korte Brev syntes at være skrevet i en heftig, opbrusende Stemning. Det andet Brev, som var meget længere, hidrørte fra Sir Charles Vernon, min Stedfaders Broder. Det var koldt og særdeles formelt. Han tilmeldte mig deri min Stedfaders, Sir Henrys Død, og undlod ikke at opregne alle de Goder, som denne havde viist mig, skjøndt jeg som Bastard naturligviis ingen Fordring kunde gjøre derpaa. Som sin egen private Mening meddeelte han mig, at han aldeles ikke kunde forstaae sin Broder, eftersom der maatte mere end Sir Henrys sære Luner til at ægte et Fruentimmer, som, forført af sin Elsker, havde forlovet sig med en Anden for jordisk Fordeels Skyld, og som endeligt, efter at være skilt fra denne Forlovede, havde giftet sig med en Tredie, hvis Luner og Tilbøieligheder, hun havde vidst at benytte. Han kunde derfor godt forstaae, at Sir Henry lod mig opdrage blandt Fremmede, ligesom han ansaae det for en Selvfølge, at Lady Vernon aldrig omtalte denne Skandale til Nogen, ikke engang til sin Mand, som hun jo blot kunde fornærme derved. Naar nu Lady Vernon, trods den med Sir Henry indgaaede Forpligtelse, ikke alene bestandigt bar denne Søn i sine Tanker og bestandigt pinte Sir Henry med sin Sorg og sin Snakken derom, saa maatte han tilstaae, at han aldeles ikke kunde begribe, hvorfor ikke Sir Henry havde hævet en Mesalliance med en Person, der til sine øvrige Laster havde føiet den i flere Aar at skjule det Bedrageri, som jeg havde begaaet ved at tilbageholde det Billede, som hun havde havt den Frækhed at sende mig. Under saadanne Omstændigheder var der naturligviis aldeles ingen Grund til længere at lade mig tilflyde en Understøttelse, hvortil jeg i saa høi Grad havde gjort mig uværdig. Han vilde saameget mindre gjøre dette, som han mellem sin afdøde Broders Papirer havde fundet en Skrivelse, der aldeles gik i samme Retning, og som han derfor tilstillede mig. Endelig var der i en Efterskrift ganske kort tilføiet, at han efter Sir Henrys Ønske sendte mig en Pakke Breve, som vare fundne i min Moders Gjemmer, og som hun i sin hysteriske Sorg havde moret sig med at skrive til mig. Sir Henry havde maaskee feilet ved at give sit Samtykke til, at disse skandaleuse Breve kom ud i Verden; men lige saa lidt som Sir Henry havde vægret sig ved at opfylde sin afdøde Hustrues Ønske, lige saa lidt vilde han afslaae sin Broders Begjæring, og heri maatte jeg see den eneste Grund til, at jeg overhovedet modtog en Hemmelighed, som han haabede, jeg vilde bevare til min Død.«
   »Og nu Brevene?« spurgte From.
   »Desværre,« svarede Henry, »det var kun altfor sandt, hvad Sir Charles skrev. Alle mine stolte Drømme, alle de deilige Billeder, jeg havde dannet mig om hende, maatte forsvinde.«
   »Vare alle Brevene stilede til Dig?« spurgte Frederik.
   »Alle,« svarede Henry sørgmodigt. »Hun havde ingen anden Glæde i sit sørgelige Fangenskab end den at skrive til mig; ingen anden Sorg, end at disse Breve ikke skulde naae til mig. Paa sit Dødsleie havde hun tryglet Sir Henry derom, og han havde givet efter. Det var en Slags Dagbog, hun sendte mig, skreven i de Timer, hvor Sorg og Længsel meest nagede hende. Det var Selvbekjendelser, fulde af Anger og Sønderknuselse, af fortvivlende Uro, af nagende Sorg og pinlige Selvbebreidelser, kort sagt, det var en Sjæl, der klagede over et forspildt Livs Elendighed. O, Frederik, jeg, som havde udmalet mig hende ung og skjøn, kun betynget af en let tilgivelig Brøde, rig og lykkelig i sit Liv, stadigt ventende paa mig, hvem hun engang vilde komme og hente, naar hendes Prøvelsers Tid var omme! Jeg, der havde bygget mig de deiligste Luftcasteller og smykket dem med de stolteste Forhaabninger! - Du veed ikke, hvor dette har gjennemrystet mig. Død! - Død! - klinger det bestandigt omkring mig. Alt, hvad jeg har elsket, er dødt. Hvor jeg seer hen, træffer jeg kun Dødens Billede. Luften er forpestet, Livet forgiftet. Det er ikke længere Sandheden, Lyset og Livet, der herske, men Løgnen, Mørket og Døden. Jeg kan ikke holde det ret længe ud; jeg trænger til at høre op med den uvirksomme Ro, til at styrte mig ind i Noget, der kan faae Smerterne til at døves og glemmes. Jeg trænger til at drukne min Sorg i Et eller Andet, var det saa kun den Livets Bærme, der er tilbage.«
   »Henry,« sagde Frederik blidt, »Du taler syndige Ord, fordi Dit Hjerte endnu er fuldt af Sorg og Bitterhed. Du maa ikke see disse Billeder saa mørke, som Du i Din Phantasi forestiller Dig dem. Du maa ikke med Din stærke Følelse bestandigt ruge over den Sorg, som Din Moders Breve have foraarsaget Dig. Husk, at de ere skrevne, som Du selv siger, i Angerens, i Sønderknuselsens Øieblikke, og at det derfor ikke kan være Andet, end at de bære den Stemnings Farve, hvori de ere undfangede. Det er umuligt, at hun kan være saa fordærvet, som Du nu vil indbilde Dig.«
   »Ak,« svarede Henry, »jeg vilde have fordret hele Verden til Kamp, dersom den havde vovet at krænke min Moders Minde blot ved en eneste af de Beskyldninger, der findes i Sir Charles Brev. Nu kan jeg kun tie og skjule mig, men alene disse Beskyldninger ere nok til at sønderbryde den Pietetens Helgenring, som jeg havde kastet om hendes Pande. Jeg har hendes ulykkelige Natur i mig, Frederik; det føler jeg altfor vel. Jeg har hendes Letsind, hendes Forfængelighed, hendes Egoisme. Det er sørgeligt at tænke derpaa; men jeg har faaet samme Følelse som Den, der lider af en nedarvet, uhelbredelig Sygdom. Jeg maa gaae til Grunde ligesom hun; jeg er ikke bygget til at holde mig oppe i Livets skummende Brænding; jeg føler mig gjennemrystet som et Skib, der allerede længe har hugget mod Revlen. Det er for stærke Søer, der ere gaaede over mig, Frederik! Den næste vil drive mig ind over Grunden og splintre mig som et Vrag.«
   »Henry,« sagde Frederik, idet han greb hans Haand, »lov mig ikke at give Dig hen til disse ødelæggende Tanker. Hvorfor bestandigt vende tilbage til disse sørgelige Billeder, Du, som endnu kan vente Dig saameget af Livet? Se hen til Din Fader, om hvem Du alt har fortalt mig! Du har arvet hans Inderlighed i Følelsen, hans Dygtighed til Livets Gjerning. Tag nu ogsaa i Arv hans Energi til at modstaae Livets Gjenvordigheder, hans Kraft til at kæmpe mod Fattigdommens Tryk, hans Taalmod til at bære Forsagelsens Dage.«
   »Frederik,« sagde Henry med dirrende Stemme og trykkede hans Haand krampagtigt, »veed Du af, at min Fader druknede sig i Tiberen af Fortvivlelse over min Moders Troløshed?«
   »Henry,« udbrød Frederik forfærdet, »det har Du jo ikke fortalt mig.«
   »Nei,« sagde Henry, »men nu veed Du ogsaa Alt. - Lad os gaae ud paa Kirkegaarden! Jeg har Grave nok at mindes, skjøndt ingen af dem grønnes derude.«
   »Paa Kirkegaarden!« udbrød Frederik. »Hvad tænker Du paa? Det begynder at skumre, og det skal gaae meget uhyggeligt til derude. Man siger, at Flere ere blevne levende begravede.«
   »Er Du bange?« spurgte Henry. »Saa gaaer jeg alene.«
   Frederik svarede ikke paa dette Spørgsmaal, men stak sin Arm ind under Henrys, og i dyb Taushed vandrede de to Venner videre. Da de havde gaaet et langt Stykke og nærmede sig Assistentskirkegaardens hvide Muur, spurgte Henry pludseligt:
   »Troer Du, jeg duer til at blive Præst?«
   »Præst!« gjentog Frederik med uforstilt Forbauselse. »Hvorledes falder Du paa det?«
   »Ja, det er maaskee et underligt Spørgsmaal,« sagde Henry, »og dog har jeg længe gaaet og grundet derover. Men jeg kan ikke; det føler jeg altfor vel. En Præst uden Tro er den elendigste Kjeltring, der gives, og hykle kan jeg ikke bekvemme mig til.«
   »Hvorledes falder Du paa alt Dette?« spurgte Frederik igjen.
   »Ak,« svarede Henry, »den Tanke var heller aldrig kommen indenfor mit Hoved, hvis ikke det havde været min Moders høieste Ønske, som hun bestandigt kommer tilbage til næsten i hvert af sine Breve. Hun havde i den lange Periode af sit sørgelige Samliv med Sir Henry kun to Tanker, hvorom hele hendes Liv dreiede sig. Den ene var at gjensee den Søn, der havde kostet hende saameget, og til hvem hendes Kjærlighed var bleven en Lidenskab. Den anden, at denne Søn maatte vie sig til den geistlige Stand, maatte blive Sjælesørger for, som hun udtrykker sig, at kunne afsone hendes Brøde ved at redde de Sjæle, der ere paa Fortabelsens Vei. Ak, Frederik, hvorlidet har hun kjendt mig! Hvor tungt, at hun ikke har maattet meddele sig til mig, thi hvor feilagtigt et Billede har hun ikke dannet sig om mig! Hvor gjerne vilde jeg ikke opfylde min Moders sidste Bøn, og dog, hvor umuligt! Jeg skulde være Sjælesørger, jeg, der aldrig har tænkt paa at sørge for min egen Sjæl! Jeg Præst, jeg, Skeptikeren Henry Vernon, Præst! O, det klinger som Narrens Latter, som den frysende Thomas Stemme i Kong Lear!«
   Frederik vilde svare; men det Syn, der viste sig ved Indgangen til Kirkegaarden, som de netop havde naaet, bragte ham til at forstumme. Tæt indenfor Porten stod paa begge Sider af den snorlige Gang en Række Kister eller snarere lange Kasser, slet sammenføiede af raae Brædder, paa hvis uhøvlede Sider den sorte Farve kun hang fast som et løst, graaligt Overtræk. Luften var svanger med Duften af Roser, Hyld og Jasminer, parret med en alt gjennemtrængende, raadden Stank, der ligesom brød frem af Jorden. Tilhøire indenfor Porten holdt en stor Meubelvogn med et taarnhøit Læs af tomme Kister, fastsnørede med Reeb. I nogen Afstand fra denne stod et Par Rustvogne, hvoraf man enkeltviis udtog de halvnøgne Liig for at lægge dem i Kisterne. Et Par pjaltede Karle hamrede lystigt Laagene til under modbydelig Skjemten med de halvberusede Kuske. Nogle Graverkarle gik omkring og mærkede Kisterne med Kridt, medens en stor Slagterhund af og til snusede til dem og besudlede dem paa Hundenes sædvanlige Maneer.
   Frederik gyste, idet han kastede sit Blik over disse utallige, aabne Grave, nedtrampede Bosketter og sønderbrudte Hegn, der gav et Vidnesbyrd om den Ødelæggelse, som Dødens Armee havde anrettet. Henry saae sig om med et udfordrende Blik og sagde:
   »Var man endda Læge, saa havde man Noget at kæmpe for. Hvor lavt staaer dog Chemien, naar den ikke engang kan opdage det Smitstof, som aabenbart maa gjennemtrænge Alt og bringe de organiske Stoffer i Gjæring. Hvorfor valgte jeg ikke at blive Læge? Det er den rette Sjælesørgervirksomhed. Nu har jeg Intet at leve for.«
   »Har Du glemt Harriet?« spurgte Frederik.
   »Nei,« svarede Henry, »men hun har opgivet Troen paa mig. Jeg kan slet ikke fatte den Tanke, at hun lever, og kun er død for mig, kun for mig alene. Lad os gaae op ad denne Gang, Frederik! De arbeide allerede derhenne ved Lygter. Se, hvor det glimter mellem Træerne! Jeg har Lyst til at see, hvad det er.«
   »Bliv nu her,« sagde Frederik alvorligt. »Du skal ikke see mere af dette rystende Skuespil. Din sygelige Stemning bliver kun mere exalteret derved. Hør mig nu, Henry, vær rolig og vend tilbage! Vi ville tale sammen om Harriet.«
   »Og hvad kan Du fortælle mig om hende?« spurgte Henry, der, trods Froms Anmodning, vedblev at fortsætte Veien fremad.
   »Ikke noget Nyt for Dig,« svarede From; »thi jeg har Intet hørt fra Etatsraad Grams, da jeg ikke har været hos hans Broder i de sidste otte Dage; men jeg troer, at Du tager feil af hendes Charakteer. Hun er for trofast til pludseligt at opgive et Menneske, som hun har elsket saa høit som Dig, og hun er for ædel til at bygge paa løse Udsagn og Formodninger. At hun i det første Øiebliks Sorg og Harme har sendt Dig Din Ring tilbage, kan jeg godt forstaae; men paa den anden Side forekommer det mig, efter det jeg kjender til hende, at hver Gnist af Haab endnu ikke er udslukket. Det er en Prøvelsens Tid, der vælter ind over Dig, og en saadan træffer baade det enkelte Menneske og hele Nationer. Da gjælder det at vise sin Kraft og det Malm, hvoraf man er støbt. De Daarlige bukke under og gaae tilgrunde, de Ædle reise sig igjen, luttrede i Kampen. Men vee dem, der kaste Vaabnene fra sig, selv om de skulle kæmpe imod Overmagten. De myrde sig selv efterat være viede til Undergangen.«
   »Troer Du, der er noget Haab?« spurgte Henry sagte.
   »Ja, jeg gjør,« svarede From, idet han rettede sin Skikkelse iveiret [s360] og med Overbeviisningens sikkre Blik betragtede Henry. »Jeg troer det, saa sandt der er Mening med Livet i denne Verden, saa sandt vi ikke ere mechaniske Maskiner eller chemiske Atomer, holdte sammen efter Affinitetens Love! Jeg troer, at hvert Menneske har en Opgave at løse; jeg troer, at der ligger en bestemt Idee til Grund for hvert enkelt Menneskes Liv, og at der gaaer en Styrelse igjennem det Hele, selv om vi ikke kunne forstaae den. Jeg troer, at Enhver, der ærligt stræber og arbeider, hæver sig op til et høiere Liv, ligegyldigt hvad Stilling han indtager i Samfundet; men jeg troer tillige, at Den, der enten feigt forsager i Kampen, eller trodsende den Idee, som er Grundloven i hans Inderste, kaster sig hen for Livets dæmoniske Magter, hvad enten disse nu fremtræde som Lidenskab eller som den trivelige Selvnydelsens Materialisme - om ham troer jeg, at han gaaer til Grunde, eller rettere, jeg troer, at han kastes saa langt tilbage mod sit Udspring, at han vil behøve en næsten uendelig Tid for at gjenvinde det Tabte. Overfør nu dette paa Dine Livsforhold, Henry! Jeg er vis paa, naar hun seer, at Du trofast og ærligt kæmper Dig opad, at Du forstaaer at kue de Lyster, der have revet Dig fra hende, kort sagt, naar Du i Gjerningen viser, at Din Tanke trofast hænger ved hende gjennem Forsagelsens og Prøvelsernes Aar - da vil hun paany og med inderligere Glæde end før række Dig sin Haand og løfte Dig endnu høiere opad. Hun har givet Dig sin Tro, og jeg er overbeviist om, at der for hende ligger noget Høiere i dette Udtryk, Noget, der nærmer sig det Religieuse. Kun den Kvinde, der troer, kan elske i Ordets virkelig Forstand. Vel staaer den jordiske Kjærlighed langt under den himmelske, men de have dog samme Rod, samme Udspring; thi Gnisten til den jordiske Kjærligheds hellige Ild er hentet derovenfra. Tro derfor paa hende, Henry! Tro paa Din Kjærlighed! Kun ved denne kan Du faae den høiere Tro, som Du nu savner. Lad Dig ikke skræmme, om der ogsaa skulde gaae Aar med dertil, og husk paa det gamle Ord: »Den, der troer, haster ikke.«

Vilhelm Bergsøe Homepage