V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 340-349

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 340-349

   d'Acorda kastede endnu et sidste Blik hen over den opstillede Slagorden, og lagde sig derpaa tilbage i Sophahjørnet, hvorfra han et Øieblik i Taushed betragtede Henrys ingenlunde sikkre Ansigt.
   »Jeg skal altsaa tillade mig,« begyndte han, »paa Etatsraad Grams Vegne at ordne nogle Smaasager, inden han imorgen afgaaer til Milano.« - Her holdt d'Acorda inde, fortabende sig i Nydelsen af Henrys forbausede Ansigt.
   »Til Milano?« gjentog denne forvirret.
   »Ja,« svarede d'Acorda, gyngende sin lakerede Støvlespids op og ned. »Det gjør mig ondt i nogen Tid at skulle berøve Dem den Gramske Families behagelige Selskab.«
   Henry foer op af stolen, som om han var blevet bidt af en Hugorm.
   »Familien?« gjentog han stammende.
   »Ja, Familien,« svarede d'Acorda spodsk. »Et lille Vinterophold i Italien er ingen ubehagelig Ting, og Miss Harriet vil især have overordenlig godt deraf. - Gjør Dem ingen Uleilighed for min Skyld - vi tale bedre siddende.«
   Henry satte sig med et underligt sløvt Udtryk i sit Ansigt, og d'Acorda vedblev:
   »Efter denne lille Indledning kunne vi maaskee gaae over til nogle Forretningssager, som Etatsraad Gram har bedet mig om at besørge, da han havde adskillige Smaaærinder at varetage den sidste Dag før Afreisen, hvilket jeg haaber De undskylder?«
   Henry formaaede kun at svare med et Nik. Han havde en Følelse af, at denne Mand vilde knuse ham langsomt, Led for Led.
   »Jeg har altsaa først,« fortsatte d'Acorda, drøvtyggende hvert Ord, og skydende sin store Underkjæbe frem og tilbage, »et Brev til Dem fra Etatsraaden - rimeligviis kun en Afskedshilsen - tilligemed dette Brev fra Forpagter Poulsen. Vær saa god!«
   Henry greb de to Breve og stak dem mechanisk i Brystlommen.
   »Dersom De ikke ønsker at læse dem strax,« sagde d'Acorda, hvis Stemme blev mere og mere skærende, »kunne vi maaskee gaae over til det Øvrige, angaaende Deres Forbindelse med Huset Jackson & Watt. Jeg skal her paa Etatsraadens Vegne overlevere Dem denne lille Pakke tilligemed to, medfølgende Breve, der rimeligviis forklare dens Indhold. Vær saa god!«
   Henrys Haand rystede, da han modtog den lille, i Voxdug emballerede Pakke, og det var ham neppe muligt at putte den i Brystlommen efter at have læst dens Udskrift. Han var liigbleg, og hans Stemme havde en ganske hæs Klang, da han fremførte de faa Ord:
   »Er De færdig?«
   »Ja,« svarede d'Acorda med et meget forbindtligt Smiil, »med Deres Affairer. De undskylder maaskee, siden vi just ere sammen i Forretningsanliggender, at jeg bringer nogle af mine egne paa Bane.«
   Henry nikkede og fæstede med ængstelig Opmærksomhed sit Blik paa d'Acordas Øine, der vare rettede saa skarpt og ubøieligt paa ham, at han fik et Indtryk af, at han stirrede ind i to skarpt ladte Pistolløb. Dog lyttede han med spændt Opmærksomhed. Det var dog muligt, at der i hans Ord kunde findes et enkelt Punkt, hvortil han kunde fæste det Damoklessværd, som han følte hænge truende over sit Hoved.
   »Jeg haaber,« fortsatte d'Acorda, medens han fremtog et nyt Document, »at De anerkjender Gyldigheden af denne Fordring, som jeg har ladet afskrive paa Stemplet Papir i lovmæssig Form, og at De ikke vil negte den Deres Underskrift?«
   Med disse Ord skød han Papiret over til Henry og dyppede en Pen, som han rakte ham.
   »Disse Formalia ere overflødige,« svarede Henry med et svagt Forsøg paa at samle Resterne af sin Stolthed. »Beløbet fra hiin Aften kan udbetales Dem strax, men jeg har forresten Intet imod at underskrive.«
   »Som De vil,« svarede d'Acorda med et ondskabsfuldt Blik. »Jeg negter ikke, at det vilde være mig særdeles behageligt at faae det nævnte Beløb udbetalt strax, da jeg derved undgaaer at lægge Sagen i Trediemands Haand.«
   »Trediemand?« gjentog Henry fornærmet. »Jeg pleier ikke at lade min Spillegjeld betale ved Procurator. Vil De vente et Øieblik, skal jeg hæve Beløbet.«
   Med disse Ord begav han sig ind i Contoret, hvor han fandt gamle Ibsen færdig med sine Forretninger og stirrende ud ad Vinduet med et aandsfraværende Udtryk. Han foer op som af Drømme ved Henrys Tiltale: men neppe havde han hørt Beløbet, før hans Ansigt antog et halvt ærgerligt, halvt tragisk Udtryk, medens han virrede med sit gamle Hoved.
   »Hvad behager!« udbrød Henry. »Er der skeet Noget? Huset er da ikke gaaet fallit?«
   »Fallit?« gjentog Ibsen. »Huset Jackson & Watt fallit? Grundmuur, Henry, reen Grundmuur, god for ethvert Beløb! Nei, det er det ikke.«
   »Hvad er der da iveien?« raabte Henry, der følte den kolde Sved perle frem paa sin Pande.
   »Vexlerne ere udeblevne,« svarede den gamle Mand med blød Stemme. »Jeg er bange for, kjære Henry, at De ikke seer flere fra den Kant.«
   Henry taug og lod Hovedet synke ned paa sit Bryst. Det forekom ham, at Gulvet bølgede under ham.
   »Jeg har tabt disse Penge til ham derinde,« sagde han med lav Stemme.
   »Til Hr. d'Acorda!« udbrød Ibsen høit, idet han krampagtigt knyttede Haanden. - »Gud forlade Dem Deres Synd, Henry,« tilføiede han med sagtere Stemme; »men De har handlet med Deres Penge, som det var Skidt, reverenter talt, ret som De kunde fiske Guldkorn i hver en Rendesteen i Kjøbenhavn. Ja, det hjælper ikke, at De seer paa mig! Jeg kan forsvare mine Ord baade for Forligelsescommissionen og Hof- og Stadsretten, hvis galt skulde være. De har handlet som en gal Mand! Sextusinde Daler tabt til den Slyngel! Trehundrede Daler aarlig Rente smidt lige ud ad Vinduet! Gud fri og frelse os!«
   »De maa skaffe mig de Penge, Ibsen,« sagde Henry med en Stemme, som han forgjeves søgte at give Fasthed. »Jeg gider ikke skylde den Karl Noget. De maa føre Summen à conto som sædvanligt.«
   Det var en forunderlig Blanding af comisk Fortvivlelse og dyb Medlidenhed, der ved disse Ord spillede hen over den gamle Bogholders Ansigt.
   »Hør, Henry,« sagde han, idet han lagde Haanden paa hans Skulder, »De er i visse Maader et prægtigt Menneske, og fremfor Alt en ærlig Karl; men Forretningsmand er De, min Salighed, ikke. Naar man har Noget i Ryggen, - De forstaaer mig nok - saa er det en anden Sag. Men naar man som De - Gud forlade mig, at jeg næsten siger en Vittighed i saa traurigt et Øieblik - har været saa ryggesløs og sat sig i saa bundløs Gjeld, saa kan jeg ikke fortænke Deres Formynder i, at han slaaer Spunshullet til for det Første. Dersom De troer, at en Riscontro er det samme som en Spillebog, saa tager De forbandet Feil, min Fa'er.«
   »Jeg har mine Effecter,« sagde Henry stolt, »foruden de Summer, jeg har laant mine Venner; det maa være tilstrækkeligt til at garantere Beløbet. I ethvert Tilfælde kan Etatsraaden jo tage op af Capitalen.«
   »Capital!« raabte Ibsen. »Er De gal, Henry? Der er jo ikke mere Capital end bag paa min Haand.«
   »Ingen Capital!« gjentog Henry forfærdet. »Det er umuligt, Ibsen! Hvor skulde ellers Renten komme fra?«
   »Renten?« gjentog den gamle Bogholder med et Udtryk, som om han aldeles opgav at bringe Orden i Henrys finantsielle Begreber. »Der er jo ingen Tale om Renter. Jeg kjender ikke Deres Familie og kan saaledes ikke give nogen Forklaring af Forholdene: men vi have hvert Aar modtaget Vexler fra Huset Jackson & Watt, til hvem Beløbet maa være indbetalt af en Person, der nu, hvad enten han er død eller fallit, har standset sine Indbetalinger. Det er hele Sagen, Hr. Vernon.«
   Der laae noget underligt Fremmedt i denne Anvendelse af Efternavnet istedetfor det fortrolige »Henry«, som Ibsen ellers altid brugte. Han følte, at Stillingen var fortvivlet; men dog forekom det ham næsten end mere ydmygende at maatte erkjende det for d'Acorda og bede ham om Henstand. Han aabnede Døren og traadte ind. d'Acorda sad endnu i Sophaen med det ligegyldigste Ansigt af Verden og pattede paa det Rævehoved, hvori Haandtaget paa hans Stok endte. Men under denne Ligegyldighedens Maske glimtede der en saa ondskabsfuld Glæde og en saa hoverende Haan, at det forekom Henry en heel Vellyst at expedere ham ud ad en kortere Vei, end den, som Trapperne frembød. d'Acorda syntes ikke at lægge Mærke til det truende Udtryk i Henrys Ansigt, men skød med ypperlig forstilt Mine Forskrivningen over til ham, som om han ventede Valuta.
   Henry blev blodrød i Ansigtet og fremstammede nogle Ord, som han neppe selv kunde høre; men d'Acorda reiste sig op, bøiede den lette Rørstok heelt sammen som en Ring, lod den svippe iveiret lige for Næsen af ham og sagde, idet han passerede forbi:
   »Altsaa ved Procurator? Ganske som De behager. Det bliver en Smule dyrere. Farvel, Hr. Vernon, hils Deres Forældre!«
   Denne bittre Hentydning bragte Henry ganske ud af sig selv. Han greb den tunge Brevpresser, som laae paa Etatsraadens Pult, og vilde have slynget den efter d'Acordas Hoved, dersom ikke hans Arm i samme Øieblik var bleven standset af den gamle Bogholder.
   »Raser De, Henry!« raabte Ibsen, medens d'Acorda behændigt forsvandt bag Døren. »De kunde jo have slaaet ham ihjel.«
   »O, jeg kunde knuse ham!« raabte Henry ude af sig selv af Forbittrelse. »Jeg hader ham værre end Pesten! Jeg kunde dræbe ham, naar det skulde være!«
   »Troer De, jeg hader ham mindre?« spurgte den gamle Bogholder, idet han paany ledte Henry hen til Vinduet. »Men man maa tage varligt paa Vei, naar man vil skære Halen af den Onde. - Her er skeet løierlige Ting i de sidste Dage,« tilføiede han sagtere, »løierlige Ting.«
   »Ved De, hvorfor Etatsraad Gram reiser bort?« spurgte Henry bekymret.
   »Etatsraad Gram har været en rig Mand,« svarede Ibsen med et Suk. »En rig Mand, en arbeidsom Mand og en fornuftig Mand, der aldrig roede længere ud, end han kunde svømme tilbage.«
   »Og nu?« spurgte Henry.
   »Nu er han gal,« sagde Ibsen med usædvanligt Eftertryk, »daarekistegal. Kan De forstaae, hvorledes en Mand kan sælge østerrigske Papirer, naar Cursen er 481/2? - - Naa, det er sandt; det forstaaer De Dem jo ikke paa. Men kan De fatte, hvorledes en Mand kan sætte Liv og Lykke paa et eneste Udtræk, naar han har hundrede Chancer imod sig?«
   »Jo, det kan jeg dog nok forstaae,« svarede Henry grublende. »Man kunde jo have Lykken med sig.«
   »Ja, tænkte jeg det ikke nok!« raabte Ibsen med comisk Fortvivlelse. »Det var s'gu ogsaa Noget at spørge saadan en Spillefugl som Dem om. Have Lykken med sig, det hører der s'gu Lykke til; og naar man har den, kan man fange Harer ved Tromme. Nei, Lykken, min Fa'er, har et skrøbeligt Ankerfald, og derfor vender hun, Pinedød, ofte om. Der kan komme den Dag, hvor han ikke kan betale sin egen Snustobak. Glipper alt Andet, saa glipper ikke Stoddergang; den er han ikke vant til, saalidt som De.«
   Med disse Ord foer den heftige, gamle Mand hen til sin Contorstol og skruede sig iveiret med en saadan Hastighed, at den knagede under ham. Henry vilde til at gjøre nogle Spørgsmaal, da Døren i det Samme aabnedes, og Harriets blege Ansigt tittede ind. Han strakte Armene ud imod hende, men Døren lukkedes i det Samme, og hendes lette Trin forsvandt paa Trappen. Ganske ude af sig selv styrtede han efter hende, og kom netop tidsnok til at see hende forsvinde gjennem Indgangsdøren ovenpaa. I et Spring var han inde i Dagligstuen, forglemmende Alting, beredt til at trodse Alt, naar han blot endnu en Gang kunde komme til at høre Lyden af hendes Stemme. Dagligstuen var fuld af Kasser og Meubler, der stode i den vildeste Uorden; de lange Gardiner flagrede for Vinden, Halm og Maatter laae adspredte paa Gulvet - Alt havde en Flyttedags udprægede Uhyggelighed. Harriet var flygtet for ham gjennem Entreen og Dagligstuen. Nu stod hun med usikker Holdning halvt skjult af den Portière, der dannede Skillevæggen mellem Dagligstuen og hendes Moders Cabinet.
   »Harriet!« raabte Henry, idet han styrtede frem imod hende og forsøgte at gribe hendes Haand.
   Hun gjorde en sky Bevægelse, medens hun med et underligt Nakkekast vendte Hovedet bort fra ham og ængsteligt stirrede ind i Moderens Værelse.
   »Harriet!« raabte han og greb hendes afværgende Haand, som han førte til sine brændende Læber. »Kan Du tilgive mig? Hvis ikke, da siig mig blot Farvel. Hører Du, Harriet, blot Farvel.«
   »Farvel!« stammede hun og trak hurtigt Haanden til sig. »Henry, Farvel!«
   Det mørkegrønne Fløiel lukkede sig efter hende og dæmpede Lyden af en lille Pakke, der var gleden ud af hendes Haand. Henry aabnede den. Det var hans Ring, hans Guldslangering, der glimtede ham imøde. Bedøvet vaklede han hen over Gulvet; selv i dette Afskedens Øieblik havde han baaret Forsoningens Mulighed dybt i sin Sjæl. Som en drukken Mand ravede han ned ad Trappen, famlede ud ad Porten og naaede Torvet, der sittrede i Junisolens Belysning. Brostenene dansede for hans Øine, Vogntummelen skurrede i hans Ører, og uden at agte paa de Forbigaaendes Tilraab og Skjeldsord, tumlede han ned ad Bredgade, indtil han naaede sin Bolig, hvor han indelukkede sig paa sit Værelse uden at bryde sig om gamle Marys bekymrede Udtalelser. Først da han sad ved sit Skrivebord, drog han Veiret frit. Taarerne styrtede ud af hans Øine; det havde været ham den pinligste Kval at tilbageholde dem saa længe. Han greb paany den lille Pakke, som han havde modtaget af Harriet, og lagde taus Ringen fra sig paa Bordet. Derpaa aabnede han langsomt et lille rosenrødt Papir, som havde ligget ved Siden af Ringen. Det var det Digt, som han hiin Aften havde givet Harriet paa hendes Kammer. Han rystedes ved sin egen Propheti, da han læste Slutningsversene:

   Ak, vidste Du, hvor jeg har syndet, 
   Og hvor min Brøde er stor, 
   Du talte ikke saa milde, 
   Saa sødt bevægede Ord. 
   
   Ak, vidste Du, hvor jeg har levet 
   Saa gudsbespotteligt vildt, 
   Da saae ei Dit fromme Øie 
   Paa mig saa inderligt mildt. 
   
   Da vendte Du bort Dit Hoved 
   Og lod mig med Smerte gaae; 
   Kun Dig og min Angers Fylde 
   Har jeg at lide paa.

   Han gjennemlæste endnu en Gang de to sidste Linier i denne bittre Selvanklage. Derved faldt hans Blik paa den nederste Rand af Papiret, hvor en Linie, skreven med rystende Haand, tiltrak sig hans Opmærksomhed. Der stod kun: »Jeg sender Dig Din Ring tilbage. Du valgte dens Sindbillede godt.«
   Han følte, at Alt var forbi. Sagte aabnede han det lille Reliqvieskriin, og lod Harriets Brev tilligemed Slangeringen glide ned deri. Han lænede sig en Stund tilbage paa Stolen og stirrede ud i det tomme Rum, uden at det var ham muligt at fastholde nogen anden Tanke, end den, der laae i de ideligt tilbagevendende Ord: »Forskudt, forsmaaet!«
   Mange Timer sad han saaledes, ligesom forstenet, og mærkede Intet, hverken til Tummelen paa Gaden eller til Dagen, som svandt. Først da Kragerne begyndte at flokke sig om den forfaldne Ruin, vaktes han op af sin lethargiske Tilstand og undrede sig over, at det kunde være saa seent paa Dagen. Han forsøgte at samle, hvad der var foregaaet i hans Indre; men det var, som om en tung Vægt lagde sig over hans Pande og nedtrykkede ethvert Billede, som han forsøgte at fremkalde for sit indre Syn. Selv Billedet af Harriet var uklart og taaget. Det syntes at vige længere og længere bort, jo mere han forsøgte paa at lade det blive levende i sig. Han reiste sig op. Det forekom ham at han frøs, og dog brændte hans Kinder som i Feberhede. Der var ikke Ro eller Hvile paa noget Punkt i hans Sind, og dog var enhver Bevægelse ham smertefuld. Han traadte hen foran sit Skrivebord og skød Feltet, der dækkede hans Moders Billede, tilside. Hun stirrede ned paa ham i al sin ungdommelige Skjønhed og Ynde. En enkelt Solstraale, en af de sidste, der legede med Ampelisrankerne, skød sig hen over hendes Ansigt, spillede paa det brogede Skærf, og belyste den lille, grimme Polichinel, der med sin krumme, røde Næse og sine to Pukler grinede i Solglansen. Billedet tog sig forunderligt levende ud i denne stærke Sidebelysning. Det var, som spillede Livet i disse klare Øine, som om Blodets varme Strøm rullede under Carnationens Overgange, som om det kun ventede paa det magiske Ord for at træde ud af sin Ramme. Længe blev han staaende foran det og betragtede det med veemodig Glæde, indtil det sidste Solglimt var forsvundet.
   »Lad komme, hvad der vil!« hviskede han ved sig selv. »Lad Verden tage Alt, hvad jeg eier, lad hver Grund briste under min Fod - jeg har dog Dig, min skjønne, min elskede Moder. O, var Du hos mig i dette Øieblik, hvor vilde Du ikke tale med mig, den Brødefulde, den Forskudte! Jeg kan ikke taale at høre dette Ord, ikke engang naar jeg selv udtaler det.«
   Han vandrede nogle Gange heftigt frem og tilbage i sit Værelse og standsede igjen foran Billedet, som i det begyndende Tusmørke ligesom havde skiftet Udtryk og nu, saa syntes det ham, sørgmodigt smilede ned til ham.
   »Brødefuld?« sagde han til sig selv. »Har hun været brødefuld, da lyve disse Øine, da lyver denne Mund, og der er ikke Sandhed mere paa Jorden. Din brødefulde Moder? - - Hvad er Brøde? Hvor let ligger den ikke paa Nogle, og hvor tungt kan den ikke knuge Andre til Jorden? Hvor dybt har hun ikke lidt under at have bragt mig til Verden, og dog, hvor finder man Den, der vilde løfte den første Steen? - - Og nu mig - hvor ilde har jeg ikke ødet det Liv, som hun har givet mig? Var hun her, jeg turde neppe møde hendes Blik. - Tilgiv mig!« sagde han høit og strakte Armene op imod Billedet. »Tilgiv mig, Du, som fødte mig i Nød og skamfuld Anger, Du, hvis Sorg det har været, aldrig at kunne tage mig i Favn, Du, som jeg elsker høiest og renest blandt Kvinder!«
   Han trykkede sin brændende Mund imod det kolde Lærred og brast i en heftig Graad. Aldrig havde han følt sig saa ene i Verden, aldrig havde han angret saa oprigtigt, som i dette Øieblik. Da han noget efter satte sig ved sit Skrivebord, var der ligesom kommet et Havblik efter de oprørte Bølger, der havde brudt sig mod Skjærene i hans Sjæl. Det var, som om der drog en mild Fred igjennem hans Sind, som grebes han af en dybere Strømning, hvori Sorgen over det Tabte smeltede hen i Forsagelsens og Angerens Mildhed. Han følte sig løftet og baaret op af en Stemning, som han trængte til at fastholde og besidde. Halvt ubevidst havde han faaet Blyanten i Haanden. Nu greb han et Blad Papir, og let, som Alting bliver i Inspirationens Øieblik, strømmede Rhythmerne frem under hans Haand - han følte det Sande i en Bemærkning af Frederik, »at man kan skrive sig fra sin Sorg.« Derpaa ringede han og lod gamle Mary besørge det til From, med hvem han ønskede at tale.
   I sin Spænding og Bevægelse, havde Henry neppe ændset de øvrige Brevskaber, der endnu laae udbredte paa Bordet. Han aabnede ligegyldigt det ene efter det andet, thi han følte sig saa sløvet, at det forekom ham umuligt at kunne modtage noget nyt smerteligt Indtryk. Neppe havde han imidlertid kastet et Blik i det tredie, der bar de engelske Besiddelsers Poststempel, før hans Træk paany antog Udtrykket af den høieste Sjæleuro. Han jog det igjennem, som om Liv og Død beroede paa dets Indhold, og da han havde læst det tilende, krammede han det sammen og kylede det hen i en Krog af Stuen. Hurtigt aabnede han det andet engelske Brev, der var af et længere Indhold, og greb med sittrende Hænder en Kniv, hvormed han overskar de Baand, som sammenholdt den lille Pakke.
   Da han havde aftaget det sidste Lærred, hvori dens Indhold omhyggeligt var indsvøbt, viste det sig at være en Række Breve, hvis forskjelligt afblegede Papir tydede paa, at de vare skrevne til forskjellige Tider i en længere Rækkefølge. Eet, hvis Convolut endnu havde holdt sin friske, blegrøde Rosenfarve, og som var forseglet med en Gemme, hvori han gjenkjendte de tre capitolinske Duer, tildrog sig strax hans Opmærksomhed. Han aabnede det, og medens han stirrede paa den fine, sammenflydende Skrift, blev hans Kinder blegere og blegere, hans Holdning mere bøiet, indtil han endeligt med et smerteligt Udraab sank tilbage i Stolen. Han reiste sig op og vandrede i pinlig Uro frem og tilbage i sit Værelse, indtil han endeligt havde overvundet sig selv saa vidt, at han kunde gjennemlæse den Række, der laae tilbage. For hvert Brev blev hans Ansigt mere smertefuldt, hans Træk mere og mere slappe. Det var, som laae der en snigende Gift skjult imellem Linierne, der lidt efter lidt sløvede hans Aand, og fra det virkelige Liv førte ham ind i en Drømmeverden, fuld af forfærdelige Syner. Hans Haand knugede krampagtigt Brevene sammen, til en eneste Haandfuld; han reiste sig op, greb Kniven og vaklede henimod Portraitet. Han standsede et Øieblik foran det, som om han gruede for den Gjerning, som han stod i Begreb med at udføre. Derpaa stødte han Kniven ind i det ene Hjørne, og udskar det med et Par raske Snit af dets prægtige Ramme. Det var ham, som om han hørte et klagende Skrig, da Kniven hvinede igjennem det udspændte Lærred, og som om der lød et Suk, da Billedet tungt faldt ned paa Gulvet. Han vendte sit Ansigt fra det, aabnede Camindøren og kastede det derind. Hurtigt greb han de Breve, som Pakken havde indeholdt, skød dem ind under Maleriet, og da de lyse Luer knitrende slog iveiret, omspændende det paa alle Kanter, kastede han sig hulkende paa Sophaen, og skjulte sit Ansigt med begge sine Hænder i en Stemning, som havde han begaaet et Mord. Her blev han liggende, opløst i den vildeste Smerte, grædende og hulkende som et Barn, indtil han følte en Haand blive lagt paa sin Skulder og hørte en mild Stemme hviske sig i Øret:
   »Henry, hvad er der hændet?«
   Han foer op og stirrede forvildet paa Frederik, der stod foran ham. Det var ham ikke muligt i dette Øieblik at gjøre sig selv Rede for, hvorledes Frederik var kommet til ham. Han havde en Fornemmelse af at være indelukket i et afskyeligt Fængsel, som det ikke var muligt for nogen menneskelig Fod at betræde.
   »Er Du syg, Henry?« spurgte From paany med sin jevne, rolige Stemme. »Du seer saa daarlig ud. Hvad er det? Kjender Du mig ikke?«
   »Jeg troer det,« sagde Henry. »Det er jo Dig - From, ikke Sandt? - Ja, hvad er der hændet?« vedblev han i en forvirret Tone. »Der er skeet saa Meget idag - - vent lidt, jeg vil huske mig om - - det staaer saa underligt taaget - - det er Breve, det er Harriet, det er - min Moder - -«
   »Saml Dig! Vær en Mand!« raabte Frederik, som med ængstelig [s350] Opmærksomhed havde fulgt Henrys afbrudte Sætninger, der udtaltes med større og større Besværlighed. Men det var for silde. Henrys Hoved bøiedes bagover, alle hans Muskler slappedes, og under Udraabet: »Moder! Skaf Lys!« styrtede han bevidstløs om paa Gulvet.

Vilhelm Bergsøe Homepage