V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 330-339

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 330-339

   »Hvor er jeg? Hvad vil Du?« raabte han forvirret, da gamle Mary nærmede sig ham.
   »Det være mig, det være gamle Mary!« udbrød hun ganske forskrækket og lagde Haanden paa hans Skulder. »Kjære Massa Henry være meget bleg - Massa Henry vistnok være syg.«
   »Vist ikke, Mary,« svarede han, idet han satte sig paa Sengekanten og bestræbte sig for at samle sine Tanker. »Gaa blot! Jeg trænger til at være ene.«
   Gamle Mary adlød og forlod hovedrystende Stuen.
   Henry blev siddende, hvor han sad, stirrende hen for sig, og forgjeves bestræbende sig for at udrede, hvad der var Drøm, og hvad der var Virkelighed af Nattens forvirrede Syner. Den ene Tankebølge efter den anden rullede hen over ham, det ene Billede efter det andet dukkede frem af dette oprørte Tankehav; men alle tørnede de tilbage fra den Klippe, der tyngede paa hans Sind, og hver ny Reflexion formede sig til det samme klagende Suk: »Det er umuligt! Hun sender Dig ikke en Tanke mere.«
   Han reiste sig op og skiftede Dragt. Selv denne dagligdags Gjerning forekom ham som et Arbeide, der var besværligt at udføre. Han kaldte paa gamle Mary og lod hende bringe Theen ind, men allerede den første Mundfuld var ham en Væmmelse. Det var, som om hans Strube blev snøret sammen, blot ved Berøringen af det materielle Stof. Han trak et af de svære Gardiner tilside. Det fulde Dagslys foer som en skinnende Strøm ind i hans Stue, blendede hans Øine og smertede i hans Hoved. Han vilde trække det til igjen, da hans Blik faldt paa en gammel Radering, »Kain og Abel,« der laae paa hans Bord, en Radering, som han ofte havde ønsket til sin Samling, og som han havde bedet Frederik at skaffe sig paa en eller anden Auction. From maatte altsaa have været hos ham seent den foregaaende Aften, efter at han havde forladt ham ved Hjortholm. Han greb Raderingen og lod sit Blik tankeløst glide hen over den. Han vidste, at Frederik engang i et halvt Aar havde knappet af paa Livets første Nødvendigheder for at kunne sammenspare den Sum, som dette sjeldne Blad kostede, og det forekom ham nu modbydeligt, at han ved et Pennestrøg kunde sætte sig i Besiddelse af, hvad der for en Anden havde været et halvt Aars Opgave.
   »Egoist!« mumlede han ved sig selv. »Billedet passer for mig. Kain var den første Egoist paa Jorden.«
   Han lagde Bladet fra sig med et Udtryk af Sløvhed, men greb det igjen for at læse Aarstallet, og hans Blik faldt derved paa den latinske Indskrift forneden. Han stirrede paa den og læste Følgende:
   »Og Kain sagde til Jehova: Min Brøde er større, end jeg kan bære den. Se, Du har idag fordrevet mig fra Landets Overflade, og for Dit Aasyn maa jeg skjule mig, og jeg vil være omvankende og flygtende paa Jorden: og det vil skee: Hver, som finder mig, vil slaae mig ihjel.«
   Næsten med et Slags Rædsel skød han Bladet fra sig og lagde det omvendt paa Bordet. Hans Øie faldt derved paa en Indskrift paa Bagsiden af Bladet, skreven med Rødkridt af en fast, øvet Haand, med snørklede Damasenere. Han vilde ikke læse den og kunde dog ikke faae sit Blik fra den. Han vandrede Stuen et Par Gange op og ned, men hver Gang han gik forbi Bordet, stirrede de røde Bogstaver paa ham med samme uimodstaaelige Kraft, som man tillægger Skrifttegnene i »Cyprianus«. Utaalmodig greb han Bladet, stirrede paa den halvt udslettede Munkeskrift, og skjøndt Bogstaverne dansede for hans Øine, læste han Følgende:
   »Hvi er Dit Aasyn nedslaget? Er det ei saa, at naar Du gjør Godt, da er der Opløftelse i Dig? Men hvis Du ikke gjør Godt, da ligger Synden for Døren. Til Dig er dens Attraa, og Du skal herske over den.«
   »Du skal herske over den!« gjentog han sagte. »Betvang Kain da Synden? Han myrdede jo Abel. Bort med det Nonsens, jeg gider ikke see det!«
   Han greb en Svovlstik, tændte Bladet, og kastede det ind i Kaminen. Det krummede og vred sig som i Dødskamp, alt eftersom Luen angreb det; Kains Ansigt syntes at grine til ham i den flakkende Belysning. Endeligt blev det kulsort, og kun enkelte Stjerner glimtede som det sidste Liv hos en Døende hist og her frem af Papiret.
   Han betragtede tankefuld de glimrende Smaastjerner og sagde ved sig selv:
   »Det kaldte man i min Barndom, at Drengene gik af Skole. Kunde man tælle til Hundrede, inden den sidste Stjerne svandt, fik man et lykkeligt Liv. - Hm, Livet er ogsaa en Skole - jeg troer, jeg vil prøve derpaa.«
   Han begyndte at tælle - først langsomt, derpaa med stigende Hurtighed, som om han med skjult Bevidsthed frygtede for, at den sidste Stjerne skulde slukkes. Da han kom til Een og Halvtreds, blussede et usædvanligt klart Glimt frem gjennem Papiret - det slukkedes, og den sorte, livløse Aske laae tilbage.
   »Altsaa ulykkelig!« mumlede han. »Eller halvt lykkelig og halvt ulykkelig. Det bliver »Meleret Parade«, som Brandt kalder det. Naa, lad gaae! Jeg frygter ikke for det. Livet er kun en Drøm. Det er heldigt, at man kan lade være at drømme, naar man vil.«
   Han vilde lukke Kamindøren til; men idet hans Blik gled hen over den sorte Aske, der havde beholdt Bladets hele Form, forekom det ham, at den røde Indskrift, saa langt fra at være forsvunden, stod skarpere end nogensinde før. Hans Interesse som Chemiker vaktes herved. Han hentede en Glasplade fra sit Laboratorium, skød den forsigtigt ind under Asken, lagde en Anden ovenpaa og bragte saaledes de forkullede Levninger næsten i uskadt Stand hen til Vinduet.
   »Noget udmærket Papir have de havt,« sagde han ved sig selv. »Dengang kjendte man ikke til Chlorblegning, Gibs eller Høvlspaaner, som nu vil faae vor Literatur til at gaae i Spaanerne inden hundrede Aar. Pokker maa vide, hvormed den gamle Klosterbroder har skrevet dette? Det staaer jo langt skarpere end før, næsten med ophøiet Skrift.«
   Han undersøgte Bladet omhyggeligt paa alle Kanter og læste tankefuld Ordene om igjen. Han studsede og vilde knapt troe sine egne Øine, thi han læste:
   »Da ligger Synden for Døren. Til Dig er dens Attraa, og den skal herske over Dig.«
   »Hvad er dette for Kogleri!« udbrød han med hemmelig Gru. »Nu give Ordene Mening. Drømmer jeg, eller er jeg i Begreb med at blive sindsforvirret? Der stod jo det Modsatte før.
   Han vedblev at stirre paa Pladen, indtil Bogstaverne næsten dansede rundt for hans Øine. Skumringen, der begyndte at bryde frem, gav Værelset et trist, uhyggeligt Anstrøg, som forøgedes ved de hæse Skrig af Kragerne, der drog hjem fra Stadens Marker og Lossepladser for at holde Nattehvile paa den øde Ruin. Han saae sig om og følte sig trykket af det Mørke og den Eensomhed, der herskede omkring ham, men han vilde ikke være det bekjendt for sig selv og vedblev trods sin hemmelige Angst at vandre op og ned ad Gulvet. Pludseligt faldt Glasskiverne klirrende til Jorden med en Lyd, der vibrerede gjennem hele Stuen. Det gav et Sæt i ham, og med et Ansigt, som ventede han en Aabenbaring, stirrede han gjennem Mørket hen imod Døren.
   »Undskyld, bedste Sir, dersom jeg væltede Deres Punscheglas!« klang Brandts velbekjendte Stemme. »Jeg haaber, De har drukket det ud i Forveien. Na so? Hvorfor Fanden har Du Dine Ruder liggende paa Gulvet? Du venter maaskee Glarmesteren til dem, som jeg slog ind forleden Dag? Jeg kommer ellers kun for at spørge til Dit Befindende. Det er en Pokkers lav Barometerstand, vi have idag.«
   Det var Henry næsten en Trøst at høre en menneskelig Stemme i dette Øieblik. Han svarede derfor mere venligt, end han ellers vilde have gjort: »Hvorledes er Du kommen ind?«
   »Der er fire Miil herfra og til Mariager,« svarede Brandt, »og Vinden er Nordvest. - Jeg spurgte ellers, hvorledes Naboben behager at befinde sig.«
   »Tak, godt, - og Du?«
   »Ganske som det kan falde sig,« svarede Brandt. »Jeg ligner idag det store Schisma under Pornokratiet i Pavedømmet. Jeg lider vældigt af Ryggesløshed og agter derfor at gaae paa Tivoli iaften. Gaaer Du med.«
   »Nei,« svarede Henry, »jeg kan ikke.«
   »Ikke et lille Parti Skidtmas eller et andet barnligt Spil?« proponerede Brandt. »Det gjør overordenligt godt ovenpaa Sildesalat. Jeg har just nye Kort i Lommen.«
   »Nei, stik Du kun Dine Kort til Dig,« svarede Henry. »Jeg staaer lige i Begreb med at ride ud.«
   »Ak, Du lykkeligste af alle Dødelige,« sukkede Brandt. »Du kan ride, medens vi Andre maa trække paa Hovedvagten og paa Tivoli. Hvor skal Du hen iaften?«
   »Aa,« svarede Henry, »jeg troer, jeg rider ud til Etatsraad Grams, eller hvor det nu kan falde sig.«
   »Ja, Gud velsigne Dig,« raabte Brandt med en høi Latter, »gjør endelig det! Og hvis Du træffer den søde Justitsraadinde derude, saa formeld hende min gunstigste Respect og forklar hende, at jeg altid har havt en Svaghed for det mere Fremrykkede i Menneskelivet. Du er ellers sød, Henry, naar Du saaledes er naiv. Jeg er vis paa, at Grams er det sidste Sted, hvor Du vilde sætte Din Fod iaften, efter at Du løb fra dem igaar.«
   »Da bliver jeg dog nødt til at komme der,« svarede Henry. »Det er min Fødselsdag imorgen.«
   »Død og Pine!« raabte Brandt. »Det er lige saa godt som fem tusind Daler, med mindre Du agter at nedsætte Dig som Fluesnapper; men det er en daarlig Forretning. Skal saa det sædvanlige Knald være iovermorgen?«
   »Hverken den ene eller den anden Dag,« svarede Henry bestemt. »Jeg gaaer ikke mere paa Sold, og mindst med Dig.«
   »Saa?« spurgte Brandt langtrukkent. »Naa, saa det mener Du? Det er nok anden Deel af »Menneskeslægtens Ødelæggelse«, som Du vil begynde paa, den med det nye Liv og de gode Forsætter? Skal vi saa vædde, at Du gaaer paa Bimpel paa Onsdag? I det Mindste har Du min Invitation, dersom jeg faaer solgt Resten af Tante Lenes Lager.«
   »Passiar!« svarede Henry. »Du faaer mig ikke mere med. Jeg er kjed af det Liv. Du maa ikke sinke mig længere, Brandt. Der kommer Jens med Hesten.«
   »Naa, som Du vil,« sagde Brandt. »Tillad mig bare, at jeg giver Vulcan disse Horn, som jeg har lavet af Din Voxstabel, og pryder Psyche med en trekantet Hat, der er forfærdiget af denne Kløver Ti. See saa, det hjælper strax paa Holdningen. Du tager vel mod Gratulation imorgen? Jeg har en mageløs Present til Dig: En Marekat af papier maché, der danser paa Svinebørster, et træffende Billede paa Livets Gjenvordigheder.«
   »Tak!« svarede Henry kort. »Jeg er neppe hjemme imorgen.«
   »Naa, saa en anden Dag,« svarede Brandt, idet Henry skød ham ud ad Døren. »Rid nu forsigtigt, Henry! Knæk ikke Din dyrebare Hals, og husk paa, at Gangstien er ene for gaaende Personer.«

   Da Henry havde naaet »Triangelen«, dreiede han halvt mechanisk Hesten tilvenstre. Støien paa Strandveien var ham imod. De glade Ansigter, den levende Jubel og livlige Samtale hos den talrige Flok, der med Bøgegrene vendte hjem fra Skoven, harmonerede kun slet med den Malstrøm af Følelser, der brusede i hans Indre. Aftenen var lys og klar, ikke en Vind rørte sig. Skovene laae i den blaagraae, halvdæmrende Taage, der er saa eiendommelig for vore Sommerlandskaber, og Aftenens Fred hvilede over hver straatækket Hytte, hver Vei og hver Sti, han kom forbi. Han lagde imidlertid ikke Mærke dertil, men vedblev i skarpt Trav at ride ud ad Landeveien. Selve Bevægelsen var ham en Lettelse, der fritog ham, ligesom den Febersyge, for bestandigt at gjennemgaae den samme Række af Billeder og Tanker, for altid at vende tilbage til det Punkt, hvorfra han var gaaet ud. Næsten uden at vide det, havde han naaet Lyngby, der hvor Veien tilvenstre fører op til Bagsvær, Kollekolle og Farum. Han holdt Hesten an og stirrede ned ad denne Vei, som han kjendte saa godt, og som han saa tidt havde redet i lyse, forhaabningsfulde Drømme. Det forekom ham næsten forunderligt, at der nu i dette Øieblik kunde være Tvivl, om han skulde vælge denne Vei eller for første Gang vende tilbage, uden at have seet Gjenstanden for sin Attraa. Han vedblev at stirre ud for sig og øinede i det Fjerne en Vogn med Flyttegods, der langsomt nærmede sig. Han troede at kjende Etatsraadens Liberi i det, som Kusken bar, og jo nærmere Vognen kom, desmere overbeviste han sig om, at han ikke tog Feil. Det var ham umuligt at forklare denne Gaade, og skjøndt Uroen brændte i hans Sjæl, skammede han sig for at møde Kusken, og red endnu et lille Stykke længere op imod Byen. Men neppe var Vognen dreiet af tilhøire, for ad Lyngby Landevei at naae Kjøbenhavn, før Henry vendte sin Hest og i strakt Carriere foer ad den Vei, som Vognen nylig havde forladt.
   Da han ved Indgangen til Skoven kom til det gamle Ledvogterhuus, hvis Beboere han kjendte saa godt, og hvor han altid pleiede at have sin Hest staaende, saae han til sin Forbauselse, at en fremmed og opsadlet Hest alt havde optaget Pladsen i det meget beskedne Staldrum. Han sprang af og bandt sin Hest til Brøndvippen, forundret over, at Ingen, som forhen, kom ud for at modtage den. Huset syntes heelt uddødt. Begge Halvdørene vare lukkede, og selv de to hvidhaarede og rødmussede Smaapiger, som ellers pleiede at tumle sig foran Huset, vare forsvundne. I deres Sted laae der nogle Grankviste og afrevne Blomster, som de havde leget med. Henry betænkte sig et Øieblik; men da Mørket neppe vilde tiltage synderligt mere i de lyse Nætter, sprang han af Hesten og naaede snart den bekjendte Sti, som førte op til Agentens Have. Her steg han over Gitteret, kom useet ind i den tætte Lindeallee og naaede derfra et lille Buskads med Jasminer og Guldregn, hvorfra han, uden selv at sees, kunde oversee den Deel af Bygningen, der vendte ud til Haven. Det Syn, der her frembød sig for hans Blik, tjente kun til at forøge den Uro, som alt iforveien beherskede hans Sind. Dørene ud til Verandaen stod aabne paa viid Gab. Sophaer, Stole og Speile laae hulter til bulter i Havestuen, hvor en tre, fire Karle vare ifærd med at pakke ind og flytte ud. Dørene til de andre Værelser stod aabne. Marthe, Trine og flere af Husets Tyende vimsede frem og tilbage med Lys; overalt syntes der at herske den største Uro og Forvirring. Han listede sig tilbage og naaede, langs Udkanten af Haven op i den anden Lindeallee, hvorfra han kunde see Harriets Kammer. Det var tomt, Blomsterne vare borte, og ved Foden af det store Ferskentræ holdt en Flyttevogn, som Ledvogteren og et Par andre Folk havde travlt med at læsse. Pludseligt hørte han inde fra Gaardsrummet d'Acordas skærende Stemme, der uddeelte Befalinger, snart til Agentens Folk, snart til Pietro og Joseph, som tilligemed ham syntes at forestaae Flytningen. Henry stirrede paa det Hele, som var det et gjekkende Gjøglebillede, en ond Dæmon fremmanede for ham; men jo mere den kolde Virkelighed gik op for ham, desto mere følte han sig grebet af Øieblikkets Afmagt og vandrede paany ud i Skoven som et villieløst Bytte for tusinde Ængstelser og Tvivl. Han naaede igjen Ledvogterhuset, og hans Hest hilsede ham med en lydelig Vrinsken. Han klappede det smukke Dyr og kjælede for det under en forunderlig veemodig Følelse af, at her dog var et Væsen, som længtes efter hans Tilbagekomst. Ligesom han vilde løse den, hørte han Trin bagved sig. Det var den gamle Ledkone, som kom hjem fra Skoven med en Dragt Brænde.
   »Guds Fred og god Aften,« sagde hun til Henry, idet hun kastede Knippet fra sig.
   »Guds Fred og god Aften, Ellen!« gjentog han mechanisk, medens han satte Foden i Stigbøilen.
   »Herren har vel været oppe paa Gaarden?« spurgte den Gamle. »Det er farligt, saa travlt de har deroppe. Manden blev hentet tidligt imorges, det var neppe han fik Lov til at spise sin Davre.«
   »Saa,« svarede Henry, »har Ellen ogsaa været deroppe?«
   »Nei, Gud bedre mig, for gammel Skravl jeg er,« sagde den gamle Kone. »Jeg duer ikke længer til det Stykke Arbeide. Det er knapt nok, jeg har kunnet slæbe den Smule Pind hjem fra Skoven. Lige siden den sidste haarde Vinter har jeg havt saadan Værk over Lænderne, at jeg neppe har kunnet orke at faae Leddet op, naar Fremmedfolk kom forbi. Det vidste Frøkenen ogsaa godt, og endeel bedre er det da ogsaa blevet, siden hun kom herud og gav mig de velsignede Draaber fra England af. Gud velsigne hende derfor!«
   »Kom hun tidt ned til Dig?« spurgte Henry bevæget.
   »Jøsses ja!« svarede den gamle Kone, forundret over et saadant Spørgsmaal. »Hun kom hver Morgen, førend de Andre vare staaede op, og hver Aften, naar der ikke var Fremmede hos Agenten eller Stadsraaden, som de jo nu kalde ham.«
   »Var hun her i Morges?« spurgte Henry, der vedblev at holde sin Hest an.
   »Ih, Jøsses ja! Det var hun rigtignok,« vedblev den Gamle snakkesalig. »Hun skal jo reise bort. Hun gav mig Tøi til Tøsen der, og to Par nye Lagener, for det vidste hun, jeg trængte til. Men, Jøsses, hvor saae hun simpel ud! Hun var næsten ligesaa hvid som Lagenerne selv. Hun er ung og deilig at see til, ligesom Stadsraadens første Kone; men hun har det i Brystet, det kan man da see med et halvt Øie. - Ja, ja,« vedblev hun, da Henry gjorde en afværgende Bevægelse, »maaskee kom det ogsaa af Sorg og Bedrøvelse over at skulle bort herfra med den fremmede Herre, hvis Hest der staaer. De skal giftes sammen, sige de deroppe paa Gaarden, og reise sammen til Spanien eller Italieland eller saadant et langt Sted hen. Det maae de da ta'e Dagvognen til? Stadsraaden og Fruen tage nok ogsaa med, og Gud bedre mig for, hvad der saa skal blive af os fattige Stakler. Ledvogterhuset have vi nok ingen Ret til, naar vi blive gamle, sige de i Sogneforstanderselskabet, og saa maae vi vel paa Sognet; men Gud hjælpe os for det!«
   »Tag den, Ellen!« sagde Henry, idet han rakte hende sin Pengepung. »Den skal jeg give Dig fra Harriet; hun bad mig derom i Morges. Farvel, Ellen, lev vel, til vi sees! Nu reiser ogsaa jeg og bliver en god Stund borte.«
   Med disse Ord sporede han sin Hest og forsvandt hurtigt ad Skovveien, medens den gamle Ellen forbauset betragtede de Sedler og Sølvstykker, der tittede frem gjennem den røde Silke, og som lovede hende en snarlig Fred og hurtig Overeenskomst med Sogneforstanderskabet.
   Da Henry efter en Times voldsomt Ridt lod sin udmattede Hest Fod for Fod gaae op ad Bredgaden, mødte han udenfor Frederiks Hospital en af sine Bekjendte, en ung medicinsk Candidat, der hilste ham med det Udraab:
   »Har De hørt, Vernon, at vi have faaet Cholera? Der er død To paa en Mudderpram!«
   »Nei,« svarede Henry overrasket, »det har jeg ikke hørt. Det var den bedste Efterretning, De kunde bringe mig.«
   »Død og Pine!« raabte den Anden overrasket. »De er den Første, som tager Sagen paa den Maade. Her er ellers den største Forfærdelse rundt om i Byen.«
   »Ja, der er Intet saa ondt, uden at det jo er godt for Noget,« svarede Henry smilende, idet han hilsede til Afsked. - »Det maa være af den Grund,« tilføiede han ved sig selv, »at Etatsraad Gram tager bort over Hals og Hoved; men heldigviis er der mere end een Vei, som fører til Rom, og Cholera er jo et meget antageligt Reisepaaskud.«

   Da Henry den næste Morgen langsomt slentrede op ad Bredgade for at naae Etatsraadens Contor paa Kongens Nytorv, havde denne Tanke saaledes slaaet Rod i hans Sind, at han næsten smilte over den Frygt, som de pludselige Forberedelser paa Landstedet havde indjaget ham. Han havde imidlertid endnu ikke naaet Etatsraadens Bolig, førend adskillige Tegn bidrog til paany at vække hans Uro og Ængstelse. Vinduerne vare tilkridtede paa første Sal, Porten stod imod Sædvane aaben, og i Gaardsrummet, hvor der herskede urolig Travlhed, hilsede den gamle Gaardskarl ham paa en Maade, der var saa fremmed, at Henry studsede derved. Ikke uden en vis Uro traadte han ind i det velbekjendte Contor, hvor den gamle Bogholder Ibsen, som sædvanligt, sad paa sin høibenede Stol, rundrygget, hvidhaaret og dukkende sit blege, magre Ansigt ned i en Bunke Papirer, der idag havde et mere end almindeligt Omfang. Han lod til at have meget travlt, thi han hilsede imod Sædvane kun med et Nik, og pegede med Pennen ind i det tilstødende Værelse, hvor Etatsraaden pleiede at opholde sig, naar han ikke var beskjæftiget paa Contoret. Henry gik derind, men fandt til sin Overraskelse Ingen. Han spurgte Ibsen paany, men denne dukkede atter ned imellem Regnskaberne, og Henry maatte lade sig nøie med det meget lakoniske Svar: »Klokken Eet!« Han saae paa det forgyldte Taffeluhr - der manglede endnu en halv Time. Han tænkte paa at gaae; men Uroen og Spændingen tvang ham til at blive, idet han næsten ligesaa mechanisk som Pendulet vandrede op og ned ad det brogede Gulvtæppe, delende sin Opmærksomhed mellem Viseren, der langsomt flyttede sig, og Etatsraadens Oldefader, der stirrede ned paa ham fra Væggen med et Blik, saa koldt og forretningsmæssigt, som det sig hør og bør for en Mand fra en Tidsalder, hvor Huusherren havde Ret til at sætte sine gjenstridige Ødelande af Sønner i Spindehuset. Henrys Uro steg med hvert Minut, der gik, og den gamle Oldefader syntes at betragte dette Tidens vanartede Barn med strengere og strengere Øine, hvergang han nærmede sig ham paany. Inde i Contoret kradsede Ibsens Pen, trods Søndagens Hellighed, med en næsten maskinmæssig Hurtighed hen over Papiret. Budde kom og gik, store Pengesummer blev udbetalte - Alt, men navnlig Ibsens Ansigt, tydede paa, at noget ganske Usædvanligt maatte være igjære. I Etagen ovenover hørte han snart lette og hurtige Trin, snart tunge Gjenstande flyttes frem og tilbage under Lyden af ukjendte Stemmer. Det forekom ham, at han undertiden kunde kjende Harriets hurtige og lette Fjed imellem de Øvriges. Efter en Ventetid, der syntes ham en Evighed, forkyndte Uhrets Malmstemme, at Klokken var Eet. Neppe havde dette ene korte Slag vibreret gjennem Luften, førend han hørte Etatsraadens Vogn kjøre op for Porten. Han foer til Vinduet, og kom netop tidsnok til at see d'Acorda stige ud og gaae ind igjennem Porten, efter at have trykket Etatsraaden i Haanden og tilraabt Kusken et Par Ord, der atter hurtigt fik Vognen til at forsvinde. Medens Henry endnu grundede over Betydningen af denne Maneuvre, hørte han d'Acordas hastige Trin paa Trapperne. Døren til Contoret blev reven op, en tung Portefeuille tilkastet Ibsen, og d'Acorda ilede ind i Etatsraadens Værelse, hvor han hilsede Henry paa en Maade, der var i allerhøieste Grad nonchalant.
   »De undskylder maaskee mit Hastværk,« sagde d'Acorda med en saa særegen Betoning, at Henry følte Blodet stige sig til Hovedet, »men Tiden er kostbar idag. Etatsraad Gram har anmodet mig om at afgjøre nogle Forretningssager med Dem. Vil De være saa god at tage Plads?«
   Efter denne korte Indledning kastede d'Acorda sig i en Sopha, pegede med en Haandbevægelse paa en Stol, der stod ved det lille Bord foran ham, hvorpaa han hurtigt udbredte endeel Papirer, som han tog op af Brystlommen.
   Henry rullede en svær Fløiels Lænestol hen til Bordet, kastede sig i den og sagde med et overlegent Blik paa d'Acorda:
   »Naar De er færdig med Deres Brevskaber, er De maaskee saa god at begynde?«
   »Chi va piano, va sano; e chi va sano, va lontano,« svarede d'Acorda, der vedblev at fremtage forskjellige Brevpakker, som han omhyggeligt ordnede paa Bordet. - »Se saa,« fortsatte han, idet han betragtede Henry med et i al sin Uhyggelighed triumpherende Smiil, »nu troer jeg, vi kunne begynde.«
   [s340] »Som De vil,« svarede Henry i en noget dæmpet Tone. »Jeg staaer ganske til Deres Tjeneste.«

Vilhelm Bergsøe Homepage