V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 320-329

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 320-329

[nyt afsnit]
   Solen, som den næste Dag reiste sig over Frederiksdals skovkransede Bakker og forvandlede de lette Morgentaager til glimrende Dug, var saa klar og straalende, som en dansk Junisol overhovedet formaaer at være. Dens Straaler spillede hen over Træernes lysegrønne Løv, kastede Glanslys ind under Stammerne, forgyldte Pile- og Ellebuskene langs med Aaen, forvandlede Dugdraaberne i Edderkoppernes Spind til tindrende Diamanter og fore saa videre for at bringe Hilsen og Godmorgen til Alle. Dens klare Lys brød frem over Marmorkirken og bestræbte sig for i enkelte, listende Straaler at udspeide, hvad der gik for sig i Henrys Soveværelse indenfor de tæt sammentrukne Damaskes Gardiner. En tittede ind i Froms Kvistkammer og syntes at skinne dobbelt saa klart af Glæde over dets fredelige Hyggelighed. En anden belyste den store Krostue i Frederiksdal og drog de væltede Punscheboller, de sønderbrudte Glas, den tilsølede Dug og de omstyrtede, ituslagne Meubler som lige saa mange Vidner paa Nattens Vederstyggelighed frem af den Atmosphære af Punschedamp og Tobak, hvori de vare indhyllede. Derfra fore dens Straaler hen over Furesøens smaatoppede Bølger, listede sig igjennem Skoven, og brød gjennem de dugslagne Vinduer ind i Grosserer Grams Havestue, uden at lade sig genere af Etatsraadstitelen og den nye Værdighed; thi Solen, den største Philanthrop og Kosmopolit, lider ikke af Fornemhedens Utilgjængelighed, om den end af og til kan have nogle Drivere af Skyer i sit Forgemak.
   I den hyggelige Havestue, hvor man havde en viid Udsigt ned til Aasevang, og over Furesøens blanke Vande kunde see Eremitagen i det Fjerne, var en Deel af de Personer forsamlede, som havde grebet saa forstyrrende ind i Nattens Begivenheder. Etatsraaden gik op og ned ad Gulvet med et Ansigt, der tydede paa, at en huslig Orcan allerede saa tidligt paa Morgenen var faret gjennem et Hjem, hvor Alt var fredeligt og hyggeligt, undtagen naar Huusherren var i daarligt Humeur. Ved Vinduet tilhøire camperede Etatsraadens Hjælpetropper i Form af hans Svigerinde, en høi, statelig Dame med skarpe Træk og en ikke ubetydelig Fortid bag sig, dækket med tvivlsom Sikkerhed af de Forskansninger, som forlorne Tænder, Sidekrøller og lignende Attraper søge at sætte mod den fremstormende Tid. Om hendes smalle Læber spillede endnu et hoverende Seierssmiil, og hendes mørkegraae Øine vandrede bag Strikketøiet fra Harriet til Etatsraadinden, der sad ved det andet Vindue og stirrede ud i den morgenbelyste Have gjennem en lille klar Plet, som hun med sit Lommetørklæde havde frembragt paa den duggede Rude. Ogsaa hun var noget tilaars, og hendes mørke Haar viste allerede hist og her enkelte af tidens Sølvstænk; men ligesom hun ikke søgte at dække det ved Toilettets mangfoldige Kunster, saaledes var der over hendes blege Ansigt og fine Skikkelse udbredt et vist veemodigt Udtryk, som mindede om en for hurtig Afblomstring af tidligere Skjønhed. Denne havde imidlertid været af en saadan Natur, at den ikke lod sig udslette af Aarene, men snarere traadte frem med disse i en ædlere, om end forandret Form. Ved det runde Bord midt i Havestuen, stod Harriet ifærd med at tørre Theetøiet af. Hun bar, trods Morgenen, sin sædvanlige høihalsede, sorte Kjole; men hendes Kinder syntes idag næsten endnu hvidere end den smalle, glat nedfaldende Krave, der dækkede hendes Hals. Som hun der stod, belyst af Morgenskjæret fra Haven, saae hun mere ud som en Sorgens Genius, end som en ung, toogtyveaarig Pige, og hendes Øine havde ganske mod Sædvane faaet farlige Rivaler i de Steenkulsperler, som blinkede paa hendes Bryst. Der var over hele hendes Holdning udbredt en vis Usikkerhed, en vis mat Nedslagenhed, der yttrede sig i den mindste af hendes Bevægelser. Hun forrettede Dagens Morgengjerning med en mechanisk, næsten automatagtig Ro. Det var, som om hendes Hænder arbeidede ubevidst, som om hun vel havde Syn for Alt, hvad der foregik, men kun paa samme Maade, som Søvngjængeren, hvis hele aandelige Liv er concentreret i hans indre Jeg. Da hun havde tørret den sidste Kop af, lod hun sit Blik tankeløst glide ud gjennem den aabne Havestuedør, derpaa ringede hun paa Pigen og vendte sig mod Døren i Baggrunden.
   »Hvor skal Du nu hen?« spurgte Etatsraaden gnaven, standsende i sin Vandring og betragtende hende skarpt.
   »Op,« svarede Harriet med en Stemme saa mat og klangløs, som kom den fra en Syg.
   »Op, og op, og altid op!« vridsede Etatsraaden. »Hvad Fanden bestiller Du der oppe den hele Dag?«
   Harriet svarede ikke. Hun saae ud, som om der slet ikke blev talt til hende, og Etatsraaden vedblev med stigende Heftighed:
   »Naa, svar mig! Hvorfor staaer Du og stirrer paa mig? Du seer jo ud, som om Du gik i Søvne, skjøndt Gud skal vide, Du kom seent nok op. Naa, hvad bestiller Du der oppe?«
   »Ingenting,« svarede Harriet og saae mod Jorden.
   »Naa, saa det er for Ingenting at bestille,« vedblev Etatsraaden, »at Du bestandig kryber op i det Hul? Det vil jeg ikke vide Noget af, det kan jeg sige Dig. Her er nok at tage vare, og hvis det er for at frie Dig derfor, at Du gaaer omkring med det dumme, dorske, dvaske Ansigt, saa tager Du feil. Skal den Maskine blive staaende paa Bordet til Middag?«
   »Gram!« hviskede en blid Stemme fra det ene Vindue.
   »Søde Christian!« lød det fra det andet. »Husk dog for Guds Skyld paa, hvad Doctor Jensen har sagt. Maskinen er for tung, og Harriet maa ikke overanstrenge sig. Hun er nerveus, søde Christian; det var jeg ogsaa i hendes Alder. Hun har det ligesom min stakkels Kunigunde; men kunde Du blot faae hende til at begynde med vaade Lagener og Torskelevertran, saa skal Du see, hvor hun kommer sig. Der er noget Scrophuleust ved det Hele - det har jeg altid sagt.«
   »Aa, der er noget Skrueløst ved det Hele!« raabte Etatsraaden. »Baade ved hende og alle Nutidens unge Piger - det har jeg altid sagt. Hvad hjælper Jern og alt det andet sure Krammeri, som Lægerne tylle i dem, indtil de gaae omkring som forstoppede Dampmaskiner? Det er jo ynkeligt at see, hvorledes de gaae og pibe. Frisk Luft, Motion, Øllebrød om Aftenen og i Seng Klokken Syv - saa fik Piben en anden Lyd.«
   »Gud, søde Harriet, mit velsignede Barn!« raabte Justitsraadinden. »Trænger Du til Motion, saa lad os gaae en Tour sammen; Veiret er jo saa himmelsk. Jeg har fundet saadant et yndigt Sted nede ved Søen, hvor der staaer saadan en sød Mosbænk under et høit Bøgetræ, ganske som jeg læste det forleden Dag i »Emilie Bardun.« Der skal jeg læse for Dig saadan nogle nydelige Digte, som Candidat Poulsen laante mig forleden. De ere komne ud under Titelen: »Blomstrende Hyldekviste« af Victor Emmanuel; men jeg troer nok, at han selv har skrevet dem, thi han blev ganske forlegen, da de Andre roste dem.«
   »Ja, det troer jeg s'gu nok,« sagde Etatsraaden; »det gaaer ham vist sjeldent paa. - Gaa Du kun en Tour med Harriet, Vilhelmine, det skal Du have Tak for; men lad det Digterjank blive liggende, hvor det ligger. Det er s'gu dog bestandigt den samme Snak om Maaneskin, Skoveensomhed og evig Kjærlighed, som kun tjener til at gjøre de unge Piger skruegale i Hovedet og bringe dem fra al menneskelig Sands og Samling.«
   »Ih, Du Alstyrende! Søde Christian, hvor kan Du dog sige saadant Noget?« udraabte Justitsraadinden, idet hun med megen Behændighed draperede sig med sit Shavl og skruede en Paddehat fast paa sit Hoved. »Poulsens Digte - thi jeg kan jo gjerne sige det, de ere virkeligt af Poulsen - ere noget af det Nydeligste, der i lang Tid er blevet leveret. Hans »Maaneskinsstemning ved Søen« og »Den knækkede Staalorm« har jeg, ved Gud, grædt over, hver evigste Gang jeg læste dem. Kom nu, søde Harriet, og tag en Parapluie med; thi min Parasol tabte jeg igaaraftes af bare Forskrækkelse, og det øser jo ned her i Frederiksdal, naar man mindst venter det. Mændene ere altid saa prosaiske, men vi, vi forstaae det. - Vil Du nu bare see den Haand, søde Harriet! Er det ikke rædsomt, saa Myggene bide herude? Og saa fortalte den ækle Hr. Vernon mig forleden Dag, at de komme fra Vandet, som om han troede, jeg ikke vidste, at de leve i Luften. Men det ligner ham, det Skarn!«
   Med disse Ord forsvandt Justitsraadinden gjennem Havedøren, medførende Harriet og sin Sypose, hvori hun havde anbragt sit Strikketøi og Victor Emmanuels lyriske Digte. Etatsraaden saae et Øjeblik efter dem, og da de vare forsvundne i Skoven, vendte han sig mod sin Kone og sagde:
   »Vil Du virkeligt endnu forsvare Henry?«
   »Lad os ikke tale mere derom,« svarede hun sagte. »Den Beretning, som Vilhelmine gav tilbedste, er det mig umuligt at troe. Jeg var desværre ikke selv med igaaraftes og kan ikke bedømme, om Sagen virkeligt forholder sig saaledes, som Vilhelmine fortalte den.«
   »Desværre?« gjentog Etatsraaden noget heftig. »Jeg kan forsikkre Dig, Du har al Anledning til at sige desbedre. Henrys Opførsel har været mig vel løs i de senere Aar; men først igaar fik jeg Vished om, at han er en Laban.«
   »Du bedømmer ham sikkert for haardt,« sagde Etatsraadinden, og hendes blege Ansigt farvedes af en svag Rødme. »Henry er letsindig og vistnok ogsaa kommet i daarligt Selskab, men fordærvet er han ikke.«
   »Hm,« sagde Etatsraaden, idet han gik hen og trommede paa Ruden, »jeg fortryder dog, at jeg har optaget ham i vort Huus.«
   »Da har det dog bestandig været Dig, som tidligere tog ham i Forsvar og gjorde Dit for at drage ham hertil.«
   »Ja, det var dengang,« sagde Etatsraaden roligt, »men Meget har forandret sig siden den Tid.«
   »Hvilket?« spurgte hun.
   »Aa,« svarede han gnavent, »for det Første Henry selv. Han var dengang stille og alvorlig, men nu render han om værre, end den værste Hans Kvast. Dengang kjendte jeg hans Formuesomstændigheder eller, rettere sagt, jeg bildte mig ind, at jeg kjendte dem; nu veed jeg, oprigtigt talt, hverken ud eller ind. Han kan lige saa gjerne være Millionair som Stodder, det jeg kan skjønne. Og nu hans Opførsel imod Harriet? Det ene Aar gjør han Cour til hende og sætter Pigebarnet Fluer i Hovedet, det andet Aar veed han neppe, om han gider see til hende. Den ene Dag seiler han bort med hende og bliver ude til langt ud paa Aftenen, den anden Dag render han Grassat med Fruentimmer fra Kjøbenhavn og løber sin Vei istedetfor at hjælpe hende. Nei, han er ikke god mere, ikke for fire Skilling.«
   Efterat have udtalt denne motiverede Betænkning, lænede Etatsraaden sig tilbage til Havestuedøren, tændte en Cigar og pustede den ene Røgsky efter den anden ud i den morgenfriske Luft.
   »Det er dog mærkeligt,« sagde han efter en længere Pause, »hvor den Vedbend Dag for Dag taber sig, efter at den er flyttet bort fra Platanen, som den før snoede sig op ad. Ole maa have skaaret for meget af Rødderne bort, dengang han flyttede den. Kom, skal Du see, Emmily, den er næsten vissen.«
   Hun reiste sig op, gik hen til ham og lagde sin Arm i hans.
   »Gram!« spurgte hun blidt. »Hvorfor troer Du, at Harriet har været saa syg?«
   »Det veed jeg s'gu ikke,« svarede han, idet han blev ved at stirre paa den halvvisne Vedbend.
   »Gram!« fortsatte hun frygtsomt. »Du har Medlidenhed med en Plante, der visner, fordi den bliver reven løs fra det Træ, der gav den Skygge og Støtte. Troer Du ikke, at noget Lignende kan hænde os Mennesker?«
   »Jo, maaskee,« svarede han mut, »skjøndt vi da ikke ere skabte som saadant et Hængetræ.«
   »Ja, saaledes vil maaskee Platanen tale,« sagde hun dæmpet. »Den gaaer ikke ud.«
   Han vilde svare og kom derved til at see ned paa hende. Hendes Øine vare fulde af Taarer, hendes Læber dirrede, og han følte, at hendes Arm rystede under hans.
   »Emmily!« udbrød han forundret! »Hvad feiler Dig? Har Du Feber?«
   »Nei,« svarede hun og saae bønligt op paa ham. »Lad mig tale et Øieblik med Dig, som i gamle Dage. Lov at høre et Øieblik paa mig uden at blive heftig. Jeg har en Sag at betroe Dig, som længe har ligget mig paa Hjerte.«
   »Hm,« svarede han, idet han kastede Cigaren fra sig, »hvad er det da?«
   »Gram,« sagde hun, »vilde Du blive meget bedrøvet, om Harriet døde?«
   »Hvad behager?« udbrød han forskrækket. »Hvor vil Du hen med Det? Har Doctor Jensen været her igaar?«
   »Nei,« svarede hun, »han veed slet ikke, hvoraf Harriet lider, og vil aldrig kunne helbrede hende. - Hør mig, Gram!« vedblev hun, idet hun lagde Armen op om hans Hals. »Du maa ikke blive vred over Det, jeg nu fortæller Dig. Harriet har i mange Aar elsket Henry, og han, trods al sin Forvildelse, ogsaa hende. For nogle Dage siden har han friet til hende, og hun har givet ham sit Løfte.«
   »Raser hun!« raabte Etatsraaden, snappende efter Veiret og neppe i Stand til at faae Ordene frem. »Hvorledes tør hun understaae sig? - -«
   »Gram,« sagde hans Kone blidt, »hør mig til Ende, førend Du dømmer Harriet. Hun har betroet mig Alt den samme Aften og bedet mig tale med Dig derom. Henry er - -«.
   »Henry er en Nar, en Vindbeutel, en Don Juan og en Ødeland!« raabte Etatsraaden rasende, idet han ledsagede hver af disse Titler med et Slag paa Havestuedøren, der fik Vinduerne til at klirre. »Han faaer aldrig i Evighed mit Samtykke! Aldrig!«
   Fru Gram satte sig roligt hen ved Vinduet, medens Etatsraaden med lange Skridt vedblev at vandre Stuen op og ned, som en Bjørn i sit Buur. Lidt efter lidt sagtnedes hans Gang, han fik igjen Hænderne i deres vante Stilling bag paa Ryggen, og idet han pludseligt standsede foran sin Kone, spurgte han:
   »Veed Du, hvad Dag det er imorgen?«
   »Ja,« svarede hun dæmpet, »det er Henrys Fødselsdag.«
   »Netop,« svarede Etatsraaden, »hans femogtyveaarige Fødselsdag. Han bliver da myndig og kan foretage sig, hvad han vil, med sin Formue.«
   Hun saae spørgende op paa ham uden at svare, og Etatsraaden vedblev:
   »Veed Du, hvilke Efterretninger jeg denne Gang har modtaget om Henry?«
   »Nei,« svarede hun sagte. »Du fortæller mig jo aldrig Noget. Hvad har Du faaet at vide?«
   »Ikke en Døit, ikke en Tøddel, ikke en Trevl!« raabte Etatsraaden med stigende Betoning. »Det er første Gang, at Remisserne ere udeblevne, som jeg ellers punktligt har modtaget fra Huset Jackson & Watt i San Jago de la Vega, ofte een eller to Maaneder i Forveien. Er det ikke besynderligt?«
   »Kunne de ikke komme endnu?« spurgte hun.
   »Jo, maaskee,« svarede han. »Jeg har givet Ordre til, at den vestindiske Post, dersom den kommer, skal bringes herud; men Klokken er allerede ti, og Posten burde været kommen igaar Aftes. Det er neppe rimeligt, at der er noget Brev til mig.«
   »Siig mig,« spurgte hun, idet hun paany reiste sig op, »har Henry ingen Capital? Jeg har bestandig troet, at det var Renterne af hans Capital, som Du udbetalte ham.«
   »Capital!« gjentog Etatsraaden haanligt. »Ikke saa meget som bag paa min Haand. Jeg har maaskee selv givet Anledning til dette Rygte paa Grund af nogle falske Efterretninger, som jeg fik det første Aar, men dersom Du eller Harriet have troet paa det, ere I artigt løbne med Liimstangen.«
   »Troer Du ikke, Gram,« spurgte hun med usikker Stemme, »at Henry har lagt Noget op i de Aar, hvori Du har havt hans Affairer? Han kan da umuligt have brugt alle de Penge?«
   »Lagt op?« spurgte Etatsraaden spydigt. »Nu vil Du vel ovenikjøbet gjøre ham til Øconom. Seer Henry ud som en Sparebøsse, eller troer Du, at han har mindste Begreb om, hvad en Sparekasse er for en Anstalt? Naar man kommer saa let til sine Penge som han, faae de ogsaa lette Fødder at gaae paa. Hvad han ikke har anvendt til Commers og Lystighed, til Laanevenner og Fruentimmer, det er gaaet Fanden ivold til Kolber, Digler, Retorter og hvad alt dette Krammeri nu hedder. Det er jo rene Capitaler, han har sat i sit chemiske Roderi.«
   »Men Gram,« vedblev hun igjen med den samme usikkre, lidt frygtsomme Stemme, »selv om Henry slet Intet eier, og selv om Udbetalingerne fra det vestindiske Handelshuus skulde høre op, saa er han dog en dygtig Polytechniker, der vil kunne finde sit Udkomme overalt, naar han blot vil arbeide. Jeg tror ikke, at Harriet kan udholde at skilles fra ham. Der maa handles varligt med hende, Gram. Du veed ikke, hvor fiin og skrøbelig hun er. Lidt Formue har Harriet efter sin Fader - og lidt kunde Du maaskee give dem?« lagde hun tøvende til.
   »Nei, Gu' min Salighed, om jeg gjør!« raabte han heftig. »Troer Du, jeg vil gaae omkring som en levende Assurancepolice for min Svigersøn? Naar man, som jeg, gjennem Slid og Slæb suurt har lagt hver Skilling tilside, saa faaer man først Begreb om, hvad Penge betyde. Capital er opsparet Arbeide; opsparet Arbeide er Dage af Ens Liv. Det er ligefrem Ens Hjerteblod, det gjelder om, og jeg giver s'gu ikke mit Hjerteblod hen til den Første den Bedste.«
   »Nei,« svarede hun sagtmodigt, men lidt bittert. »Harriet er jo ikke Din Datter.«
   »Aa Passiar!« svarede han ærgerlig. »Skal vi nu igjen have den gamle Historie paa Tapetet? Jeg holder s'gu lige saa meget af Harriet som af Clara, og stræber at være eens mod Begge og dele Alt saa lige, som vi Mennesker formaae. Det er for Harriets egen Skyld, at jeg negter mit Samtykke til dette Parti. At vi ikke vide, hvem Henry er, at vi ikke kjende hans Formuesomstændigheder, det lader jeg endda gaae; men at han holder et Fruentimmer ude i Søllerød og betaler Kost og Logis for denne Nyboderstøs, det er, min Salighed, at drive Spillet for vidt.«
   »Det har Henry aldrig gjort,« svarede hun bestemt.
   »Ikke det?« raabte Etatsraaden triumpherende. »Ja, I Fruentimmer troe nu altid at have saa fine Næser. Hvad siger Du da til denne Pakke Breve, som han har skrevet hende til for ikke over et Aar siden? Og hvad mener Du om denne Qvittering af nyeste Dato, hvori Forpagter Hansen tilstaaer at have modtaget hundrede Rigsdaler for det første Qvartal? Han prutter ikke, den kjære Henry.«
   Med disse Ord lagde Etatsraaden de omtalte Documenter paa sin Kones Sybord, idet han vedblev:
   »Jeg vilde ikke ud med denne Historie imorges, hverken for Harriets eller min Svigerindes Skyld; men det forklarer det noget besynderlige Træf, som Du kalder det, at vi netop skulde træffe Henry alene med denne Laura Petersen ved Nattetid i et Værelse, hvor der, Gud hjælpe mig, ikke var mere Lys end bag paa min Haand.«
   Etatsraadinden aabnede et af Brevene og læste et Par Øieblikke deri. Derpaa lagde hun det fra sig med en smertelig Bevægelse og hviskede sagte:
   »Du har Ret, Gram. Stakkels, stakkels Harriet!«
   »Ja, ikke sandt,« sagde Etatsraaden, »det er pænt? - Saa, nu flæber hun med!« tilføiede han, da hun med Tørklædet for Ansigtet gik ind i sit Værelse. »Fanden forstaae sig paa Fruentimmer! De ere ligesom artesiske Brønde; man maae slaae en Prop i dem for at faae dem til at holde op. Pokker maa vide, hvor d'Acorda er kommet efter de Breve; men han har spillet sine Kort fiint, og jeg maa være ham taknemlig derfor. - Det er nok forresten ligesaa godt at komme til Byen strax, thi her vanker nok ikke mange glade Ansigter idag. Det ender vel med, at de gaae op Allesammen.«
   Efter at have trøstet sig med denne Ægtestandsmonolog, tændte Etatsraaden sig en frisk Cigar, og vilde lige til at forlade Værelset, da Tjeneren i det Samme traadte ind og meldte: »To Breve til Hr. Etatsraaden!«
   »Læg dem ud i Sidelommen i Vognen, og lad Peter strax spænde for. Jeg læser dem underveis.«
   »Hr. Etatsraaden maa undskylde, men Budet, der bragte dem, bad, om Hr. Etatsraaden vilde læse dem strax.«
   »Godt, svarede han. »Du kan gaae, Søren; men lad Vognen være her om fem Minutter.«
   Neppe havde Etatsraaden seet Udskrifterne paa Brevene, førend hans Ansigt forandredes i en ganske mærkelig Grad. Han aabnede hurtigt det første og læste det mumlende for sig selv, idet hans Ansigtstræk gjennemløb alle Grader fra Opmærksomhed til den høieste Forbauselse. »Det var s'gu godt, vi fik det klaret,« sagde han halvt høit.
   Derpaa greb han det andet; men neppe havde han aabnet det, før hans forbausede Ansigt blev liigblegt med et Udtryk af den frygteligste Spænding. Han lænede sig tilbage mod Dørstolpen for ikke at falde, idet han med famlende Haand søgte efter sit Lommetørklæde for at aftørre den Sved, der perlede paa hans Pande. Saaledes blev han staaende et Par Minutter. Derpaa foer han hen til sin Kones Skrivebord og skrev et Par Ord paa et Blad Papir, som han forseglede omhyggeligt. Idet han reiste sig op, traadte han hen foran det ovale Speil i Baggrunden af Havestuen og betragtede sit Ansigt opmærksomt. Først da han havde overtydet sig om, at der ingen mærkelig Forandring mere var at opdage, vendte han sig om og gik rask ud ad Døren, overladende Henrys Breve og Quitteringer til deres Skjæbne.

-----

De samme Solstraaler, der havde belyst Harriets sorgfulde Ansigt, og været de eneste Vidner til Etatsraadens pludselige Rædsel, straalede med samme Glans hen over den melancholske Marmorkirke, over det myldrende Liv i Bredgade, hvor Beaumonden allerede begyndte sin sædvanlige Tour til Langelinie, og spillede paa Henrys endnu tilhyllede Vinduer, hvor den vilde Viin vuggede sig i Solglansen. Alt som Solen steg, forandrede de deres Plads, snart tittende nysgjerrigt paa de Malerier, som dækkede Væggen, snart brydende sig i den matbroncerede Lysekrones Prismer for ligesom i lunefuldt Spil at rivalisere med de Farver, som Kunstnerens Haand havde frembragt. Solen steg høiere og høiere. Ude i Byen herskede Livets Uro og Forvirring, men endnu vedblev Persiennerne i Henrys Soveværelse at være nedrullede, og de blinkende Solstraaler kastede paaskraa en klar Solstribe gjennem Rummet, hvori man saae Støv-Atomerne hvirvle sig som Verdenskloder i det Smaa.
Henry selv laae fuldt paaklædt paa Sengen. Hans elegante Dragt var forrevet og tilsmudset, hans Søvn urolig, og hans Aandedræt kort. Den, som for en sex Aar tilbage havde seet den overgivne Student med de bløde Træk og det livlige, ungdomsfriske Ansigt, vilde neppe have gjenkjendt den Samme i Ham, der nu i Uroens og Ængstelsens Drømmeland laae udstrakt paa Leiet. Det var de samme Træk, men mere skarpe og indfaldne; det var de samme Læber, men smallere og tættere sammenknebne end forhen. Maaskee var det disse Tanker, om end uklare, der gik gjennem gamle Marys sløve Hoved, medens hun med et Blik, fuldt af Uro og Bekymring, betragtede sin kjære Massa Henry, der denne Nat var kommet saa seent, saa usædvanligt seent hjem. Gamle Mary førte i dette Øieblik en svær Kamp imellem Pligt og Tilbøielighed. Hun vidste, det stred mod Respecten at vække ham; men hver Gang hun saae ham kaste sig uroligt frem og tilbage, hver Gang hans Hænder knyttede sig, og hver Gang Musklerne i hans Ansigt vibrerede saa stærkt, at det saae ud, som om han forgjeves bestræbte sig for at vaagne, bøiede hun sig dybere ned over ham og [s330] hviskede hans Navn blødt og kjærligt, men dog ikke høit nok til at vække ham. Pludseligt slog han Øinene op med et Skrig, der fik hans Amme til at fare forfærdet tilbage, og idet han med begge Hænder strøg Haaret tilside fra Panden reiste han sig overende og lod sit forvildede Blik løbe om i Stuen.

Vilhelm Bergsøe Homepage