V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 310-319

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 310-319

   »Men plager Fanden Dig, Henry?« raabte Brandt, der vedblev at holde fast paa ham. »Du vil da ikke fordærve Stemningen ved at løbe Din Vei? Sukkeret kan jeg saagu ikke give Dig igjen, med mindre Du vil presse hele den italienske Citron. Han aad det jo i sig, medens Du var ifærd med Anvisningen. Naar Du ikke er gnaven, fordi Du har tabt, saa veed jeg Pokker ikke, hvad Du hyler for; thi Pigebørnene har Du da seet før. Hvad siger Du om den Smaa derhenne, som Boldt forgjeves søger at bedaare? Se, hvor mildt hun skæver hen til Dig! Hun tager sig forbandet godt ud i den lyserøde Mousselinskjole. Ikke sandt, Henry, hun ligner den smaa Laura Petersen?«
   »Laura!« udraabte Henry, idet han foer hen til hende og heftigt greb hende ved Armen. »Hvorledes kommer Du her?«
   »Hoho!« mumlede Brandt ved sig selv med et uhyggeligt Smiil. »Der fik Kanariefuglen Hampefrø; saa bliver den nok paa Liimpinden Resten af Natten. - Dette her er ganske andægtigt, ikke sandt?« henvendte han sig til Signor Vittorio, som udmattet var sunket ned paa en Sopha, med Josephine paa sit Skjød. »Det vækker en høiere Stemning, som From siger, og giver ligesom Lyst til at see, hvorledes en Flaske Champagne tager sig ud indvendig.«
   »Ganz prächtig!« stønnede Vittorio. »Per Baccho, ganz prächtig! Das ist was ganz Locales-! Hier wollen wir den ganzen Nacht hindurch bummeln.«
   »Javel Gamle!« svarede Brandt leende. »Det vil vi. Localet egner sig ganske dertil. Dansehal her og Recreationsværelser ovenpaa. Ohøi, Boldt! Flyt de smaa Sophaer hen til Bordet, og lad Confecten komme ind.«
   Ligesom Boldt vilde til at udføre Ordren, aabnedes Døren, og tre nye Personer traadte ind til Selskabets Forundring og Brandts usigelige Moro. Den Ene var en vissen, vindøiet Person med et hørguult Haar, et mikroskopisk Fipskjæg og med en Næse, der bestandig græd over en saa betydelig Misvæxt. Under Armen bar han en Clarinet fra det forrige Aarhundrede. Den Anden saae ud, som om han havde lidt et Tryk af den ublide Skjebne, og maaskee var det ved denne Leilighed, at Skuldrene vare gaaede op over hans Hoved, Brystet ned i hans Mave, der til Gjengjeld, i vild Fortvivlelse havde søgt Ophold paa hans Ryg, hvor den dannede en »Præmiepukkel,« som Brandt udtrykte sig. Denne kunde imidlertid tildeels tages af, og viste sig da under Skikkelse af en anseelig Lirekasse, hvis glat slidte Haandtag vidnede baade om Alder og om Eierens stræbsomme Vindskibelighed. Den Tredie ragede som en Gigant op over sine Colleger. Hans svære, joviale Ansigt straalede med en Rødme som den opgaaende Morgensols, og det sorte Plaster over det venstre Øie syntes at antyde, at han havde sat dette Pant i et eller andet Mimerstelt paa Dyrehavsbakken. Det andet var i en uafladelig Bevægelse, og stirrede snart ned mod et Par hullede Støvler, snart op paa en afgnedet Filtehat, der ligesom Eierens andre Beklædningsstykker syntes at længes stærkt efter Renaissanceperioden. I den høire Haand holdt han Sanggudens olympiske Plekter, der gav sig tilkjende som en afbrudt og med Allunskind omvunden Thyrsus; fra den venstre dinglede et Par af de Cymbler, som Korybanterne slog paa Kreta, og paa Ryggen bar han Diogenes Tønde, lukket for begge Ender med et mægtigt Kalveskind.
   »Voilà, Messieurs,« raabte Brandt, »de berømte Cabinetstykker fra Kirsten Piil! Alle tre lige saa gode som een Dreyschock! Han med Trommen er Ole Skeie, tidligere Helbefaren - der er derfor endnu lidt seilende ved ham. Han med Pukkelen er Rasmus Vold, første Opfinder af et give Lirekasserne Horn - han har været slem i sine unge Dage. Han med Clarinetten er den verdensberømte Niels Styr, hæderlig bekjendt ved at have fundet Loven for Ballonernes Styring. Han har faaet dem til at gaae rundt istedetfor at gaae tilveirs og er i den Anledning blevet tilkjendt Medaillen, »Litteris et Artibus« fra Sverig. Hei, Musikantere, spil op! - »Musik, Musik! Den store chinesiske Tromme!« som Keiseren saa rigtigt bemærkede, da han bad Vorherre om en rolig Død.«
   De tre Virtuoser begyndte en rasende Musik, der dog neppe var tilstrækkelig til at overdøve det larmende Selskabs Latter og de høje Forfærdelseshvin, som Damerne udstødte, naar en Champagneprop uventet knaldede af, eller en Haand greb feil af Confecten. Stemningen, der før havde været »gemytlig«, som Brandt kaldte det, begyndte nu at blive bacchantisk. Stole, Borde og Sophaer blev rykkede tilside, og snart hvirvledes baade Løst og Fast afsted i Takt efter det øredøvende Orchester.
   »Hvor er Hr. Vernon?« spurgte d'Acorda, som midt i al denne Tummel var den Eneste, paa hvem Vinen ikke havde gjort sin Indflydelse gjeldende. »Han er da ikke gaaet?«
   »Død og Pine!« raabte Brandt, hvis stirrende Øine gjorde et sidste Forsøg paa at oplede ham. »Hvor er Henry, og hvor er den lille Laura? Det er et forbandet kjønt Pigebarn. De ere vist ude at kikke Stjerner sammen.«
   »Er det ikke hans Hat og Stok?« spurgte d'Acorda urolig. »Jeg synes, jeg skulde kjende dem.«
   »Jo, Du har ganske Ret,« lallede Brandt, hvis Sandser omtaagedes mere og mere. »Det er hans Stok, og Du har en gevaltig Hat. Vi er jo Dus, ikke sandt? Det var jo Dig, jeg drak Dus med, og ikke den tykke Vittorio? Lad Henry gaae Fanden ivold, og lad os faae to Knækbeinere, inden vi gaae hjem! Jeg er saa rusten i Halsen.«
   »Undskyld mig et Øieblik,« sagde d'Acorda. »Jeg vil ud og see efter dem.«
   »Ja, gjør kun det, Gamle!« bemærkede Brandt, der forgjeves bestræbte sig for at reise sig. »Og sæt saa nogle nye Hængsler i den Chatolklap, Du har hængende under Næsen, for Du seer egenlig gruelig gal ud. Og se saa efter, om Du med det Samme kan faae fat paa en Droske til mig. Det kunde vist gjøre godt, om jeg moverede mig lidt.«
   d'Acorda, som ikke lod sig genere af Brandts pludselige Fortrolighed, ilede ud i Corridoren, hvor han blev staaende et Øieblik uvis og lyttende. Tilvenstre førte Døren ind til Kjøkkenet og Fadeburet, hvorfra han hørte den raslende Larm af Tallerkener og Kjøkkentøi, der var i idelig Bevægelse. Tilhøire førte en Trappe op til Gjesteværelserne, og en Dør ind til nogle mindre Værelser, der undertiden leies ud til Folk fra Hovedstaden. Denne Dør stod paaklem, og det forekom ham, at han derindefra hørte en dæmpet, hviskende Samtale. Han skød sagte Døren op, tittede ind, og skjelnede trods Mørket de utydelige Omrids af to Personer, der sad i Sophaen. Lige saa lydløst, som han havde aabnet Døren, skød han den til igjen. Derpaa greb han sin Kappe, som hang i Corridoren, hyllede sig i den paa italiensk Maneer, saa at kun Panden og Øinene vare frie, og begav sig med ilsomme Skridt ned mod Møllebroen, hvor han tabte sig i Mørket.
   d'Acordas skarpe Blik havde ikke bedraget ham. Det var virkeligt Henry og Laura der sad i den lille Stue, hvis Vinduer vendte ud til Veien. Ingen havde bemærket den lette Italieners katteagtige Fjed, og det var ikke hans Blik, der havde fremkaldt den Taushed, som nu herskede i Stuen.
   Laura sad eller rettere laae i Hjørnet af Sophaen med sit smukke Hoved hvilende paa sin høire Arm, der hang ud over Ryglænet. Hun hulkede, og var i en saa stærk Sindsbevægelse, at hun neppe var tilgjængelig for de Ord, som Henry tilhviskede hende. Han havde lagt sin Arm om hendes Liv, og medens han saaledes sad bøiet over hende, syntes hans blussende Kinder og hans Stilling mere at tyde paa en Elsker end paa en Ven og Raadgiver. Laura vedblev at hulke, og Henry, der selv følte sine Argumenters Svaghed og det Farlige i Situationen, gik hen til Vinduet og trommede paa Ruden, medens han saae ud i den bælgmørke Nat.
   Han følte sig uhyggelig tilmode ved de Contraster, som i dette Øieblik brød sig omkring ham. Hist ude den tause Nat i al dens Stilhed og Fred - ikke en Stjerne paa den skyslørede Himmel. Der inde de støiende Raab, den vilde Latter og den øredøvende Musik. Hist ude - ikkun en Fjerdingvei fra det Sted, hvor han stod - hendes fredelige Kammer med de duftende Blomster, det gammeldags Fortepiano, Skrivebordet med hendes Pult og Bibelen opslaaet derpaa. Her inde Krostuen med dens fugtige Mure, dens eiendommelige Atmosphære, en Blanding af indeklemt Luft, Punschedamp og gammel Tobaksrøg, dens gamle, halvforslidte Møbler, dens klamme Uhyggelighed, og fremfor alt Laura, om hvem han følte, at hun vilde gaae til Grunde, hvis ikke han reddede hende paa sit Livs og sin Lykkes Bekostning. Han væmmedes i dette Øieblik ved sig selv, ved al den Usselhed, som omgav ham, og da Brandts hæse, lallende Stemme hørtes ude i Corridoren for at lade Kusken spænde for, svor han ved sig selv, at dette skulde være sidste Gang. Han nærmede sig Laura, der laae sammensunket paa Sophaen, greb hendes Haand og sagde med Fasthed:
   »Laura! Endnu for denne Gang vil jeg see gjennem Fingre med Dig, fordi Dine Veninder have narret Dig herud; men saa sandt jeg lever, det bliver den sidste Gang.«
   Hun hævede Hovedet i Veiret, skjulte det i begge sine Hænder og sagde hulkende: »O, Henry, hvor kan Du være saa grusom!«
   »Jeg er ikke grusom,« svarede han, idet han paany tog Plads ved hendes Side, »og de Folk, hos hvilke jeg har faaet Dig anbragt, ere det heller ikke; men Du er grusom mod Dig selv. Tænk paa, hvad Enden vil blive, naar jeg forlader Dig.«
   »Ja, men Du forlader mig ikke!« raabte hun fortvivlet, idet hun foer op og kastede sig om hans Hals. »Vel, Henry? Du kan, Du maa ikke forlade mig! O, siig det blot een eneste Gang, blot een eneste Gang: »Jeg vil ikke forlade Dig, jeg vil ikke give Dig hen til Skjændsel og Vanære«.«
   Henry søgte at frigjøre sig for de bløde Arme, der slyngede sig om hans Hals, men hun klyngede sig fastere til ham, og hendes hede Aande streifede hans Kind, idet hun hviskede: »Henry, jeg kan ikke forlade Dig, hører Du? Aldrig, aldrig, aldrig! Jeg har lagt Dig saa fast paa mit Hjerte som ingen Anden, og river Du Dig løs, saa forbløder jeg mig. Jeg bryder mig ikke om Noget mere! Jeg ønsker Intet mere! Jeg gjør ingen anden Fordring end at see Dig og høre Dig tale! O, det er grueligt at maatte sige det; men jeg troer, jeg gaaer fra Forstanden, dersom Du forlader mig. Jeg lever kun i Dig! Jeg drømmer kun om Dig! Jeg kan ikke være Dig foruden!«
   Henry forfærdedes over den lidenskabelige Heftighed, hvormed disse Ord udtaltes. Han snoede sig ud af hendes Arme, traadte et Skridt tilbage og sagde: »Laura, kom dog til Fornuft! Jeg kan ikke opfylde Dit Forlangende, det er umuligt. Jeg har jo fortalt Dig det Hele.«
   »Fortalt!« raabte hun, idet hun i Fortvivlelse vred sine Hænder. »O, hvad er det, Du har fortalt? Veed Du, hvorledes det kan skjære i Hjertet, naar man elsker uden at blive elsket igjen? Det veed Du ikke! Du kan ikke forestille Dig det! Men tænk Dig, at denne fine Dame en Dag sagde: »Du maa forlade mig! Jeg tør ikke see Dig. Jeg har elsket Dig, men nu elsker jeg en Anden, som staaer langt over Dig.« O, Henry, da vilde Du føle, hvordan det kan svie og værke i Ens Bryst, og Du vilde ikke gjøre Det, som Du nu gjør mod mig.«
   Henry bøiede sig ned over hende og sagde rørt:
   »Stakkels, stakkels Laura, det er umuligt!«
   Han følte, hvorledes hun pludseligt blev tung i hans Arme. Hovedet sank ned mod hans Skulder, og han bar hende afmægtig tilbage til Sophaen. I samme Øieblik rullede en Vogn rask forbi Kroen. Man hørte den kjøre over Møllebroen, men pludseligt standsede den med et Brag, Hestenes Hovslag buldrede mod det hule Træværk, Skrig og forvirrede Raab af forskjellige Stemmer hørtes af og til, naar de ikke overdøvedes af Larmen fra Salen. Henry foer til Vinduet og stirrede ud, men saae i det tætte Mørke kun et Par Karle, der i urolig Skyndsomhed ilede ned mod Broen med et Par Lygter. En frygtelig Rædsel greb ham. Rimeligviis vare Hestene blevne skye for den brusende Lyd af det store Møllehjul, og maaskee var det Etatsraadens Vogn, der var kjørt forbi; det kunde netop passe med Tiden. Tanken om Harriet og den Fare, hvori hun kunde være stedt, foer som et Lynglimt gjennem hans Sjæl. Han vilde styrte ud for at hjælpe og redde, men havde samme Fornemmelse som i Drømme, hvor Foden ikke kan flyttes, om det saa gjelder Livet selv. For første Gang følte han, at Kræfterne svigtede, og at Bevidstheden var nærved at forlade ham.
   Medens han saaledes halvt sandseløs stirrede ud ad Vinduet, saae han flere Skikkelser ile forbi i Mørket, og troede blandt de forvirrede Stemmer at kunne skjelne snart d'Acordas, snart Etatsraad Grams Røst. Han vilde forlade Værelset, men i samme Øieblik blev Døren til Corridoren reven op, og hurtige Trin af forskjellige Personer lød udenfor.
   »Ih, Du milde Fredsens Gud, søde Christian!« hørte han en Stemme udbryde, paa hvilken han øieblikkeligt gjenkjendte Justitsraadinde Gram, Etatsraadens Svigerinde. »Sagde jeg det ikke Altsammen igaar Aftes? Grev Hjelmkrone har selv fortalt mig, at disse Heste vare altfor unge, og at Englænderen solgte dem, fordi de havde Flyvekuller.«
   »Fanden i Vold med, hvad den Vindbeutel siger!« raabte Etatsraaden hidsig. »Hestene feile s'gu ikke mere end jeg; men de ere ikke vante til Lyden af Vandhjulet. Det var ogsaa en forbandet Idee af Kusken at kjøre her forbi istedetfor ad Bagsvær.«
   »Ja, Gud forlade ham hans Synd!« raabte Justitsraadinden igjen. »Men Du maa forlade mig; for hvad Grev Hjelmkrone siger om Heste, det er, ved den gode Gud, sandt. Dem forstaaer han sig paa.«
   »Aa, Pokker i Vold med det Hele!« raabte Etatsraaden. »Der er jo ingen Ulykke skeet. Hvad er det saa værdt at vrøvle saa meget derom?«
   »Ih, Du store Gud!« skreg Justitsraadinden med fornyet Heftighed. »Ingen Ulykke skeet? Da kalder jeg rigtignok det en Ulykke at miste sin gode Parasol og faae sin Nederdeel spoleret, ikke at tale om, at vi jo alle kunde være komne ind under Møllehjulet og malede halvt fordærvede.«
   »Aa, Passiar!« svarede Etatsraaden. »Man kommer s'gu ikke under et Møllehjul, fordi man kjører mod en Brostolpe; men I Fruentimmer troe nu strax, at hele Verden skal forgaae, fordi en Hest staaer paa Bagbenene. Det Værste bliver med at faae Vognhjulet istand. Vi faae maaskee Lov at blive her en Times Tid eller to og det bliver mindre fornøieligt. Gaa ind i den store Sal, Vilhelmine, og tag Harriet med Dig! Naa, Gud skee Lov, der kommer d'Acorda!«
   Henry lyttede med anspændt Opmærksomhed. Han kunde høre Hjertet hamre mod sit Bryst og følte Blodet suse gjennem sit Hoved. Der var blevet nogle Øieblikkes Stilhed i Salen, rimeligviis fordi man ogsaa der havde hørt, hvad der var passeret paa Landeveien. Han hørte Døren blive aabnet, men næsten ligesaa hurtigt smækket i igjen under en skraldende Latter, som dog overdøvedes af Justitsraadindens skarpe Stemme, der udbrød:
   »Ih, Gud fri og frels os, søde Christian! Hvad er det dog for en Kneipe, Du har ført os ind i? Det er jo det sjofleste Selskab, der er derinde, og den Slemme forlade mig min Synd, troer jeg ved Gud ikke, at de sidde og drikke Punsch med Fruentimmer. Hør, hvor de skraale og synge! Og i det Selskab vil Du føre Harriet ind?«
   Henry lænede sig op til Muren og hørte Harriets Stemme sige: »Lad os gaae ovenpaa, Tante, og vente til Vognen kommer.«
   »Det gaaer aldrig an, mine Damer,« klang d'Acordas skærende Røst. »Der er vasket Gulv deroppe; jeg spurgte netop Værten derom. Jeg gaaer blot ned for at see til Vognen og skal være her om et Øieblik.«
   »Saa lad os gaae herind,« sagde Etatsraaden, idet han tog i Laasen til det Værelse, hvori Henry befandt sig. »Det ene forbandede Hul er jo lige saa godt som det andet. Lad os faae noget Lys i en Fart, Mortensen! Hvad er det for et Selskab, De har herude inat? Jeg troede ikke, at De tog imod saadanne Gjester?«
   »Etatsraaden maa undskylde,« lød Vertens dybe Stemme, »men i saa knappe Tider maa man tage, hvad man kan faae. Besøget herude er taget svært af i den senere Tid; nu skulle jo Alle paa Strandveien. Hei, Julle, tag to Sterinlys og sæt dem ind i det blaae Værelse!«
   Atter knirkede Dørlaasen under Etatsraadens Haand, og Henry flygtede instinctmæssigt hen foran Laura, til hvem han hviskede: »Ikke en Lyd, hører Du?« Hun svarede ikke, og da han greb hendes Haand, var den kold som Iis.
   Ligesom Etatsraaden vilde aabne Døren, blev begge Fløidørene til Salen revne op under en frygtelig Janitscharmusik, der fra fuldt Orchester faldt af i en skrattende Solofanfare for Clarinet, og da denne var endt, hørte Henry Brandt raabe:
   »Undskyld, mine ærede Herrer og Damer, at vi ikke kunne tilbyde Dem større Kunstnydelse end Østers med Krakmandler! Resten er spiist, og vi er alle saa yndigt fulde - fulde af Glæde over at see os beærede af et saa æret - saa velnæret, vilde jeg sige - Selskabs Nærværelse som det nærværende. - Lad være at dunke mig i Ryggen, Boldt, og griin ikke ad mig, naar jeg holder Taler! Det er upassende i et Øieblik som det nærværende. - Hvad var det nu, jeg vilde sige? - I et Øieblik som det nærværende, hvor det er upassende at staae og vrøvle, saaledes som jeg gjør, vilde jeg foreslaae, nu, da Hjertets Strenge røres dybt og klinge længe, at vi faae - - at vi faaer, mener jeg - - at vi tyre en lille Basse, saadan en, som en Fader kan spille med sine Børn. - Aa, saa for Satan, Boldt! Hør op med at dreie paa Lirekasse! Selskabet kan jo ikke høre, hvad jeg selv siger.«
   »Det behøves heller ikke!« tordnede Etatsraaden. »Hvis De ikke har Deres Næse bag Døren inden et Minut, skal jeg slaae den itu paa Dem!«
   »Meget vel, Høistærede!« svarede Brandt. »Et Minut er ogsaa en Tid, som Astronomerne sige. Vel har jeg ikke den Fornøielse at kjende Dem personligt, men Deres ærede Ansigt tiltaler mig i en overordentlig Grad. De ligner complet Viinkyperen paa Vandkunsten, og skulde Deres Hjerte ligesom hans staae til varm Punsch og forlorne Skildvagter, saa værsenartig at trine nærmere! Varerne kunne strax serveres.«
   »Ih, Du milde Frelsens Gud!« skreg Justitsraadinden. »Hvor han er rude! Han er fuld, søde Christian. Forivre Dig ikke, han er ganske vist fuld.«
   »Ja, ganske vist,« vrængede Brandt, idet han traadte ud ad Døren, til hvis Stolpe han hidtil havde lænet sig. »Fuld som en Allike og drukken som en Droskekusk, hvilket forresten er Synonymer, som Levin allerede har bemærket. Fatter De det høiere Begreb i en »Donner«, min elskværdige Svingbasse? Kjender De Betydningen af en »Schnitzer«, min yndige Kjærlingetand, eller aner De Derivationen af Begrebet »Giir«, gamle Korsblomst? Veed De, hvad det vil sige, at faae en Pisk, en Hat, eller En paa Lampen? Aner De det Mystiske i at være paa Støvlerne, at pille en Kæfer eller gaae med et Skab? Kjender De Brevet til de Philippenser? Det forekommer mig i dette Øieblik, at De maaskee kunde være Forfatterinden dertil.«
   Denne Hentydning til nogle Tiltrækningspunkter i Justitsraadindens Ansigt, bragte hende saa fuldkomment ud af Fatning, at hun segnede om i Etatsraadens Arme, hvor hun under en krampagtig, hysterisk Graad udbrød:
   »Gud, søde Christian! At det skulde hændes mig, at jeg skulde torteres i Din Nærværelse af saadan en Herre! Det havde jeg, saasandt jeg er dydig, aldrig troet.«
   »Dydig!« raabte Brandt med en skraldende Latter. »Hvem Fanden forlanger, at saadan en gammel Gebisbærer skal være dydig? Man gjør kun en Dyd for en vis Aarsags Skyld; men De har maaskee ikke lidt af Omgangssyge i Deres unge Alder?«
   »Gud, Christian,« stønnede Justitsraadinden, »slaa ham dog ikke ihjel! Du er saa frygtelig hidsig, naar Du bliver vred. O, min søde Harriet, at Du skulde høre Din stakkels, gamle Tante blive saaledes maltracteret!«
   Et betydeligt Bulder, der fulgte ovenpaa disse Ord, tilkjendegav, at Brandt og hans Compagnie var kastet tilbage af den rasende Etatsraad, hvis Eder og Skjeldsord gjenlød i Corridoren, medens Brandt fornaglede Laasen og barricaderede Indgangen. Samtidigt dermed aabnedes Døren til Henrys Værelse, og den grædende Justitsraadinde sank ned paa en Stol. Henry skjælvede over hele sit Legeme, da Harriet udbrød: »Min Gud, Tante, hvor jeg blev bange for det vilde Menneske! Blot der ikke er Nogen herinde?«
   »Ih, Du milde, forbarmende Gud!« hviskede Justitsraadinden. »Hvad er det, Du siger? Skaf Lys! Lys, strax paa Minuttet! Jeg tør ikke være et Øieblik ene i Mørket.«
   Harriet vendte sig mod Døren for at skaffe Lys, men i det Samme aabnedes denne, og en Tjenestepige traadte ind med to Stager, som hun satte paa Bordet.
   »Henry!« udbrød Harriet smerteligt. »O, min Gud!«
   Han svarede ikke, men stirrede stivt hen for sig. Det forekom ham, at Lysene dansede paa Bordet, og at Harriets Stemme kom langtfra, som fra en uhyre Dybde.
   »Nei, Du milde Forbarmende!« raabte Justitsraadinden. »Nu har jeg da aldrig seet saa galt. Det er, ved den levende Gud, Hr. Vernon! Ja, jeg har nok hørt en Fugl synge derom.«
   »Henry!« klang i det Samme en mat Stemme fra Sophaen. »Hvor er Du, Henry? Hvad er der skeet? O, min Gud, jeg er saa forvirret!«
   Harriet udstødte et svagt Skrig ved Lyden af denne Stemme. Hun pressede den venstre Haand mod sit Bryst med et Udtryk, som led hun af den dødeligste Smerte, og vendte derpaa sit Hoved bort, idet hun støttede sig paa Tantens Skulder.
   »Du min Gud og Fader!« raabte denne paany. »Hvad er dog Alt dette her? Er det ikke den lille Laura Petersen fra Nyboder, som syede hos os ifjor? Hvad skal dog Alt dette betyde? Hvorledes kommer Du her?«
   Laura svarede ikke, men stirrede omkring sig med et forvildet Blik. Hun greb Henry ved Armen og sagde grædende:
   »O, Henry! Det er hende, Du har fortalt mig om! Det er hende, Du elsker!«
   Henry gjorde et Forsøg paa at tale, men det var, som om en Jernhaand sammensnørede hans Strube. Han gjorde et Skridt fremad, vaklede og vilde være faldet om, hvis ikke Laura, der i samme Øieblik reiste sig, havde grebet ham om Armen.
   »Lad os gaae, kjære Tante!« hviskede Harriet. »Lad mig komme bort herfra. Jeg er saa syg. Luften herinde er som forpestet. Jeg kan ikke taale den.«
   »Gud, min søde, velsignede Harriet, hvordan er det, Du har det?« udbrød Justitsraadinden i den høieste Forfærdelse. »Du seer jo ud, som Du skulde døe. Gud, vent et Øieblik, saa skal jeg hægte Dig op. - Nei, det er sandt, Du bruger jo de engelske Snøreliv, som ikke klemme. O, min Gud, hvordan er det, jeg staaer og tosser i det! Vent et Øieblik, mit sødeste Barn! - - O, min Gud, Hr. Vernon, hun døer, jeg er vis paa hun døer! Gud velsigne Dem for et Par Hoffmannsdraaber!«
   Henry saae hendes Billede i Speilet. Hun var liigbleg, og hendes smukke Hoved laae uden Bevægelse op imod Tantens Bryst. Hendes hvide Hætte var gledet tilbage, de sorte Lokker havde løsnet sig og faldt i vild Uorden ned om hendes Hals, hendes mørke Øine være tillukkede, hendes fine Mund halvt aaben - det saae næsten ud, som om hun sov. I dette Øieblik viste d'Acorda sig i Døren, hvor han blev staaende, idet han heftede sit stikkende Blik paa Henry med et uheldvarslende Udtryk. Det var ligesom dette Blik gav Henry fornyet Liv. Han snoede sig ud af Lauras Arm, fløi hen imod Døren med [s320] en Kraft, som bragte d'Acorda til at forsvinde i Corridoren, og styrtede som et jaget Dyr ud i den bælgmørke Nat.

Vilhelm Bergsøe Homepage