| Index
| -1
| +1 |
Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 220-229
ANDEN DEEL
Da Obeliskens lange Skygge som en uhyre Pegepind streifede hen over Monte Pincio, hvor den syntes at forlænge sig i det Uendelige, samledes vi atter under hans ærværdige Hieroglypher for at lytte til Fontanernes Rislen, indsuge den kjølige Aftenluft og gjøre Forsøg paa at kryddre den ved Hjælp af de pavelige Cigarer, der heldigt have løst den Opgave at forvandle Kirsebær- og Kaalblade til Tobak.
»Har De Documenterne med?« spurgte den Gamle, idet han proppede et lille Quantum indsmuglet Kanaster i sin fordringsløse Lazzaronpibe. »Jeg har sørget for Cerini, en Ting, som De naturligviis har glemt.«
Med disse Ord lagde han en vældig Pakke Voxstabel paa Fodstykket af Løven og opfordrede mig til at tage Plads paa denne. Jeg adlød, trak Manuscriptet frem, men inden jeg begyndte, tiltalte jeg Forsamlingen med følgende Ord:
»Naar jeg for et saa udvalgt Publicum vover at fremkomme med Noget, der kun har eet Skridt til Trykkeriet, og som derfor ikke bærer den jevne Fortællings Præg, maae det være mig tilladt lidt nærmere at motivere et saa dristigt Skridt. Navnet Henry Vernon, der paa en saa forunderlig Maade er kommet til at spille en Hovedrolle i denne Dags Begivenheder, troede jeg kun existerede som et sørgeligt Minde om et ulykkeligt Liv, overført i og behandlet af en Digters Phantasie. Jeg antog, at dette Navn kun stod paa en Gravsteen og i det Manuscript, som jeg her holder i Haanden, og De vil derfor kunne dømme om min Overraskelse, da det idag fra tre Sider træder mig levende imøde paa Grænsen mellem Rom og Campagna Romana. Naar nu til Slutning denne Aften helliges til Navnet »Vernon«, saa maae De ikke til dette Navn knytte overspændte Forestillinger, hvortil Bjørcks Fortælling maaskee kunde berettige Dem; heller ikke maae De vente Dem nogen ridderlig Romanhelt, der paa sin høibenede Rosinante farer i Gabet paa tusinde Ulykker, og dog slipper heelskindet fra dem alle. Da en begavet Kunstner her i Rom led af Hjemvee, som forhindrede ham i at arbeide, helbredede en af hans Venner ham ved at male lille Grønnegade, Regn- og Løverdagsstykke med Taage, Slud, drivende Tagrender og Trappetøse i klapprende Trætøfler ifærd med at skrubbe mørke og snavsede Opgange under Melodien: »Her er Aal! Store, levende Aal, Aal og Godt!« - Ligesom ham skal jeg tillade mig at fremstille et Billede; ikke fra Grønnegade, men dog fra det Grønne; ikke i Slud og Regn, men i Lys og Solskin; ikke for at dæmpe Hjemveen, men maaskee for at fremkalde den hos Enkelte, der dog ikke ville tage Skade deraf, thi Hjemvee er en sund Sygdom. Førte Aabye Dem gjennem Nødens og Armodens dunkle Boliger, fører jeg Dem derimod til det sommerlige Frederiksdal og til den vinterlige Marmorkirke, Kjøbenhavns Colosseum. Førte Aabye Dem ind, halvt i Livets, halvt i Aandernes Verden, saa lader jeg et Billede af det daglige Liv med dets Sorger og Bekymringer drage Dem forbi. Dog, det er ikke mig, som gjør dette; thi dertil er min Pen for svag, og Muserne have negtet mig deres Gaver. Jeg staaer kun som en Mægler imellem Dem og Fortællingens Forfatter, som jeg omtalte under mit af Skjebnen afbrudte Skriftemaal i Ponte Molle. Hvad han den Dag fortalte mig i Skyggen af Dyrehavens Bøge, har han senere digterisk bearbeidet, og det er hans Manuscript, som jeg holder her i min Haand, og som han for nyligt sendte mig til Gjennemsyn fra Neapel. Dette har jeg Ret til at meddele Dem, thi han bad mig udtrykkeligt at læse det for mine Venner i Rom for at høre deres Mening. Naar jeg altsaa gjør dette, beder jeg Dem alle, men særligt Dem, o Berthelsen, at være skaansom mod en ung Forfatters første Værk, en Forfatter, der af puur Beskedenhed lader sit Arbeide fare til Rom, inden han lader det trykke i Kjøbenhavn. Forstyr altsaa ikke hans Ro, heller ikke min, medens jeg læser:
»Holmgreens Manuscript«
Naar man fra Frederiksdals uanseelige, ja endog lidt forfaldne Kro gaaer over Møllebroen og følger Stien tilhøire, kommer man ind i den saakaldte Nørreskov, der her paa sin østlige Side begrænses af Furesø ved mægtige Banker, der i steilt Fald skyde sig ned imod Søens steenbelagte, med Elle og Rør bevoxede Bred. Man gaaer igjennem en Skov af unge, for det Meste af Vinden forpiinte og noget forkrøblede Bøge, hvorimellem enkelte gigantiske Træer rage op ligesom Kæmper fra en svunden Tid, medens talrige svampbevoxede Stubbe af et anseeligt Omfang tyde paa, at Skoven har havt Charakteer af en mægtig Høiskov, inden den kom under den nyere Tids forstmæssige, men vandalske Hænder. Naar man saaledes en Tid har vandret mellem disse forkrøblede og forknytte Bøgestammer, der staae saa tæt, at de paa mange Steder lukke sig over Gangstien og udbrede et mystisk Halvmørke, overraskes man pludselig ved, naar man stiger over en lav Stente, at befinde sig i en Skov af en ganske anden Charakteer. Høie, mægtige Bøge med slanke Stammer og kuppelformige Kroner reise sig stolt iveiret. Skovbunden, der før var tæt bedækket med bruunlige Blade, hvor kun gule Svampe og enkelte Mosser tittede frem, er nu afløst af et bølgende Græstæppe, der om Foraaret er rigt gjennemvævet af Anemoner, Primulaer og Violer. Terrainet, der før, skjøndt høit, var temmelig jevnt, bliver nu bakket og gjennemskaaret af Kløfter, i hvis Bund talrige Kildevæld sende deres sladdrende Bølger ned mod Furesøens Vande. Dette Sted, der er saa eiendommeligt ved Jordbundens Formation, ved sin mærkværdige Skovvæxt, der ligesom former det Hele til een stor Løvsal, hvorfra man har de skjønneste Udsigter til Furesøen og Dronninggaard, kaldes Aasevang. Hvorfra det har sit Navn, ved jeg ikke; dog skulde jeg næsten formode, at de mange mod Søen parallelt nedløbende smaae Bakkekamme eller Aase have bidraget til at give Stedet dets Betegnelse.
Det var en Dag i Midten af Juni, en af disse lyse, skyfrie Foraarsdage, hvor Himlen, befriet fra Vinterens Taage, synes dobbelt klar, de nysudsprungne Bøge dobbelt lysegrønne, og Luften saa luun og lind, som om Sydens Luft var faret hen over vore Sletter, at to Mænd under ivrig Samtale vandrede frem og tilbage i en af de brede Gange i Aasevangen. Den ene var en høi, blond Mand med et temmeligt stort, noget fyldigt og maaskee vel rødmusset Ansigt, der tilhørte en herkulisk og velproportioneret Figur, hvis bløde, afrundede Linier syntes at tyde hen paa et fremtidigt nærmere Bekjendtskab med Banting. Den anden var næsten et Hoved lavere, en smekker, slank og smidig Figur med Bevægelser, der havde noget Snigende og ligesom Katteagtigt ved sig. Hans Ydre var langtfra tiltrækkende. Det kulsorte Haar og den matte olivengule Teint røbede allerede ved første Øiekast Udlændingen; men selv en opmærksom Iagttager maatte være i Tvivl om hans egentlige Hjemstavn og Fødeland; thi medens de sorte, spillende Øine tydede hen paa Sydboen, syntes de stærkt fremstaaende Kindbeen og den uformelige Mund at være udsprungne af slavisk Herkomst, medens den krogede Næse, i Forbindelse med hans livlige Gestus, bragte Tanken til at vandre til Judæa og Samaria.
Henne i Græsset, halvt lænet op til en af de anseelige Bøge, sad en lille Pige, hvis livlige, lyse Øine vare fæstede paa en alvorlig, stor, plettet Hønsehund, hvis Hals hun var ifærd med at pryde med sit lyserøde Livbaand. Hendes Opmærksomhed var deelt mellem den tause Hund, der betragtede hende med et Blik, som om den snart ønskede at blive fri for disse Narrestreger, og de to Herrer, som endnu bestandig vandrede frem og tilbage ad den brede Skovgang. Hver Gang de gik forbi hende, tilkastede Agent Gram, saaledes hed den blonde Mand, hende et Blik fuldt af Faderstolthed og Kjærlighed, medens den Anden syntes at være saa dybt inde i Conversationen, at han aldeles ikke agtede hverken hendes eller Hundens Nærværelse.
»Veed Du af, Nero,« sagde den Lille, »at Du er en tosset Een? Nu har jeg hundrede Gange fortalt Dig, at jeg hedder Clara, og at vi skal have Lammesteg til Middag, og dog seer Du lige tvær og kjedelig ud. Hører Du?«
Hunden logrede med Halen og strakte sig kjælent henad Græsset imod den Lille, idet den lagde sin store Forlab paa hendes hvide Kjole.
»Ja, det hjælper Dig ikke,« vedblev hun, »at Du nu gjør Dig god igjen, ligesom Henry, naar han har faaet Harriet til at græde. Du er ikke alene tvær og kjedelig, men ogsaa ækel og styg, ligesom han, Fader taler med. Forstaaer Du?«
Nero syntes at være frygtelig kjed af det Hele, thi den gabede saa høit som en Hund formaaer det, og lagde derpaa Hovedet i sin Herskerindes Skjød.
»Hvor Du er uopdragen,« sagde den Lille, idet hun forgjeves søgte at støde Hunden fra sig. »Du gaber uden at holde Poten for Munden ligesom den ækle Italiener, der blev ved at hænge over Moder og mig igaaraftes, fordi han troede, at Harriet vilde komme ned fra sit Kammer. Veed Du af, at hun havde Hovedpine? Det faaer hun bestandigt, naar Hr. d'Acorda kommer, thi han lugter af Moskus, og det kan Harriet ikke taale. Og saa er Du lige saa ondskabsfuld som han; thi han fik Harriet til at græde en heel Formiddag, saa hun slet ikke kunde lege med mig, og lidt efter kom Moder ned og talte med hende, og saa græd de begge to; men Fader skjændte og sagde til Harriet, at hun skulde kjøre ud med den ækle Italiener i hans lille Vogn, uden at Moder var med. Men saa var det, at Du bed Trine i hendes Been, fordi hun vilde tage Dine Been fra Dig, og saa var det, at Fader tog d'Acordas Ridepisk og pryglede Dig saa forfærdeligt, at Du krøb heelt ind under Sophaen, og saa græd jeg med alle de Andre.«
»Hvad er det, Du sidder og snakker med Nero om?« spurgte Agenten, idet han venligt lod sin Haand glide igjennem Barnets guldgule Lokker. »Han forstaaer Dig jo ikke.«
»Nero forstaaer nu Alt, hvad jeg siger,« sagde den Lille freidigt og løftede sit blomstrende Barneansigt op imod Faderen. »Han bliver klogere med hver Dag, der gaaer, og jeg fortæller ham hver Aften min Dagbog, for at han skal huske paa det, indtil jeg bliver saa stor som Harriet og kan skrive det med rigtigt Blæk paa et Stykke Papir.«
»Hvor er Harriet?« spurgte Agenten og klappede Barnet paa Hovedet. »Har Du ikke seet Noget til hende?«
»Hun er ude at seile med Henry,« svarede den Lille, »men jeg maatte ikke komme med. De gik ned til Baaden, da vi havde spist til Middag, og jeg trak Nero med i en Snor, fordi jeg vilde ud at seile, og saa skulde Nero svømme bagefter; men saa sagde Henry, at Nero let kunde blive forkjølet, fordi Vandet var saa koldt, og Harriet sagde til mig, at jeg ikke kunde komme ud at seile, naar jeg intet Shavl havde. Og saa gav Henry mig en Honningkage, som han havde kjøbt hos Konen i Frederiksdal, for at jeg skulde gaae hjem igjen og ikke sige til Nogen, at de vare gaaede ud at seile.«
»Hm!« sagde Agenten, hvis venlige Ansigtstræk pludseligt forandredes. »Gaa nu hjem, Clara, Duggen begynder allerede at falde. Siig saa til Moder, at jeg kommer om et Quarteers Tid, og at hun maae have lidt tidligere Thee, fordi jeg iaften skal til Byen tilligemed Hr. d'Acorda, og bed med det Samme Hans om at spænde for Klokken halv Ni. Kan Du nu huske det?«
Clara fjernede sig, og Nero dansede gjøende foran hende, som om den blot havde ventet paa dette Øieblik. Agenten vendte sig om og smilede tilfreds ved Synet af den lette, livlige Skikkelse, hvis hvide Kjole og flagrende Lokker snart skjultes og snart kom frem imellem Stammerne, der belystes af den rødmende Aftensol. Derpaa lagde han atter Hænderne paa Ryggen og vendte sig mod sin Gjæst, der var ivrigt beskæftiget med at opføre forskjellige Talstørrelser i sin Noticebog.
»De antager altsaa,« sagde Agenten, idet de paany fortsatte deres Vandring, »at man maae vente en Baisse paa østerrigske Fonds i næste Uge. Mener De, at man bør realisere imorgen eller vente et Par Dage og see det an?«
»Jeg har allerede sagt Dem min Mening,« svarede den Anden, »realiseer strax, à tout prix. Det nye Laan vil blive aabnet i næste Uge, og de østerrigske Fonds ville naturligviis falde end yderligere.«
»Og De vedbliver bestandigt at holde fast paa,« spurgte Agenten noget usikker, »at den frigjorte Capital bør sættes i italienske Jernbaner? Det forekommer mig -«
»Per Baccho!« afbrød den Anden ham med en utaalmodig Gebærde. »Jeg har jo forklaret Dem hele Planen og sat Dem ind i Situationen til en Fuldkommenhed, som De ikke kunde vente hos nogen Anden end hos mig, der er saa vel inde i begge Selskabers Affairer og selv med hele min Formue indestaaer for Foretagendet. Har jeg nogensinde før raadet Dem feil, Hr. Agent?«
»Nei, misforstaa mig ikke,« sagde Agenten ivrigt, »jeg har den fuldeste Tillid til Dem. Nei, jeg mener blot, at naar man med hele sin realisable Formue gaaer ind paa et Foretagende, saa ønsker man -«
»Javist, javist,« afbrød den Anden, idet han med Sydboens hele Livlighed næsten gesticulerede med hele Figuren, »jeg forstaaer saa godt, at De frygter for, at Foretagendet skal mislykkes, men De glemmer bestandigt vor gjensidige Stilling. Jeg indestaaer for Foretagendet med hele min Formue, og De omtrent med ni Tiendedele af Deres. De veed, at jeg elsker Deres Steddatter og haaber at erholde hendes Samtykke, ligesom jeg har Deres; troer De da, at jeg vilde frie til en Pige, hvis Formue hang mellem Himmel og Jord? Troer De, at jeg vilde give min Haand til en Dame, hvis Fader kunde være ruineret i Løbet af et Par Uger?«
Agenten studsede et Øieblik over den cyniske Ligefremhed, hvormed den Fremmede støttede Foretagendets Rentabilitet; men da han saae, at d'Acorda med den ligegyldigste Mine af Verden afmeiede det ene Skud efter det andet paa en Hybenrose, som stod ved Veien, trængte han det Svar tilbage, som alt svævede ham paa Læberne og sagde blot:
»Altsaa paa Onsdag?«
»Onsdag Middag,« gjentog d'Acorda, idet han paany fik Noticebogen frem, »Klokken halv To, om De saa behager, og femhundrede Actier, ikke sandt?«
»Jo,« svarede Agenten, snappende efter Veiret som Een, der kommer op efter en alvorlig Dukkert, »fem - femhundrede Actier.«
»Meget vel,« svarede d'Acorda, der noterede paany, »De gjør en brillant Forretning.«
»Ja,« stammede Agenten, »hvis blot ikke Englænderne komme vort Project i Forkjøbet og faae Concession af den italienske Regjering paa deres Linie, som unegteligt vil frembyde større Fordele.«
»Større Fordele?« gjentog d'Acorda med en haanlig Latter. »Større Fordele? Ja, for Publicum ubetinget, men ikke for Entrepreneurerne. Desuden kan jeg forsikkre Dem om, de faae ikke denne Concession; Stemningen hos Regjeringen er ikke for England. De Liberale skraale op i Bladene og ville ikke staae under engelsk Indflydelse i nogensomhelst Retning, uagtet en stor Deel af dem mere eller mindre leve af at flaae reisende Englændere. Apropos om disse Englændere, det forekommer mig, at denne Sir Henry, som jeg har truffet i Deres Huus, har en temmelig stor Indflydelse der. Det forekommer mig, at han ligesom gjør et vist Indtryk paa Miss Harriet, ligesom Deres elskværdige Frue synes afgjort indtaget for ham.«
»Aa, kald ham ikke Sir,« svarede Agenten ærgerlig, »og hende ikke Miss; det bruge vi her i Landet kun til Katte. Vel er min Kone Englænderinde, og Henry, som slet ikke er andet end Polytechniker, er vistnok ogsaa af engelsk Oprindelse, men derfor have vi dog ikke indført engelsk Skik og Brug i mit Huus.«
»De siger om Sir Henry,« frittede d'Acorda, uden i mindste Maade at bekymre sig om Rettelsen, »at han maaskee er af engelsk Oprindelse. Det klinger noget mærkeligt om en ung Mand, som nu, efter hvad Deres Frue har fortalt mig, i en fire eller fem Aar har været stadig Gjæst i Deres Huus; og jeg kan ikke undlade at bemærke, at det virkelig af og til forekommer mig, som om der var mere end et begyndende Forhold mellem Deres elskværdige Datter og ham.«
En pludselig Tanke foer gjennem Agentens Hoved, en af disse Tanker, der liste sig ind i Sjælen ad Mistroens og Mistankens Bagtrapper. Det var Tanken om, at d'Acorda muligt vilde bedrage ham i en Handelsspeculation og allerede anlagde de første Miner, for senere at kunne sprænge den paatænkte Forbindelse i Luften. Agenten overveiede [s230] et Øieblik de fælles Garantier imod hverandre, og da han efter Regnestykkets Opgjørelse fandt dem betryggende, svarede han smilende:
Vilhelm Bergsøe Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek