V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 90-99

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 90-99

   »Kan De klare den Udskrift, faaer De tillige Navnet paa den sidstankomne Fremmede at vide?« Jeg tog det, og læste efter megen Gransken, thi det var svært oversaaet med Poststempler: »Til Gutten Malm, Rom«. Det var en underlig Udskrift, kort i al sin Utydelighed og utydelig netop ved sin Korthed. Vor brave Consul var noget fortvivlet over dette Brev, som hans Tjener havde bragt fra Dør til Dør hos samtlige Skandinaver uden at kunne erholde nogen Oplysning om, hvem denne gaadefulde Malm var. Heller ikke jeg formaaede at bringe anden Klarhed i denne Sag, end hvad Brevet udviste, nemlig at det bar Christianias Poststempel og maatte være adresseret til en Skandinav, der rimeligvis endnu ikke var ankommet.
   Medens vi endnu talte herom, bankede det paa Døren, og paa Consulens lydelige »Kom ind« fulgte en Skikkelse, der var ligesaa mærkelig som den korte Udskrift paa Brevet. Det var en ung, temmelig høi Mand, klædt næsten fuldstændigt i Thelemarkernes Dragt, med hvid, ulden Kofte, Knæbeenklæder og Læderbelte om Livet. Han havde et rigt, mørkebruunt Haar, der var strøget glat tilbage og i naturlige Krøller faldt ham ned imod Skuldrene, en mægtig, bred Pande, en temmelig stor og noget krummet Næse, der tilligemed de stærke, fastsluttende Linier omkring Munden gav ham et Udtryk af Kraft og Bestemthed. Det mærkeligste, og hvad der strax slog mig ved ham, var hans Øine, som stod i en stærk Modsætning til hans brunette Hudfarve og næsten sortebrune Haar. De vare store, mørkeblaae, glansfulde og dog rolige i deres Udtryk, men der foer ligesom et Lyn fra dem, da de mødte Brevet, som jeg endnu holdt i Haanden. Han blev staaende beskedent lige indenfor Døren og dreiede næsten keitet paa den grove Filthat, som han holdt i Haanden.
   »Er der Brev til mig?« spurgte han i Thelemarkernes eiendommelige Dialekt.
   »Tør jeg spørge om Deres ærede Navn?« spurgte Consulen forekommende.
   »Olaf Malm.«
   »Vær saa god, det er nyligt ankommet.«
   »Tak!«
   Consulen og jeg brast begge i Latter, da Døren lukkede sig. Der var noget saa kort og dog saa bestemt ved den hele lille Scene, at den paa en vis Maade tiltalte mig, medens jeg paa den anden Side maatte indrømme, at Replikerne vare faldne noget vel korte for en Fremmed, der ellers pleier at søge saa mange Oplysninger, naar han for første Gang sætter Foden paa romersk Grund. Jeg har imidlertid altid godt kunnet lide dem, der vare Lidt i Ord; thi jeg har tidt gjort den Erfaring, at de da vare Mere i Gjerning, og desuden havde den hele mægtige og djærve Skikkelse gjort et stærkt Indtryk paa mig. Jeg besluttede at gjøre denne Ædelfalk til Studium for den kommende Vinter, og Leiligheden lod ikke ret længe vente paa sig.
   Jeg havde netop den Vinter modtaget min første større Bestilling, og maatte derfor ombytte mit tidligere, tarvelige Studie med et, der var lysere og rummeligere. Jeg vidste, at der i Nærheden af Piazza Barberini var et Studie tilleie, som jeg længe havde ønsket mig, men som hidtil langt havde overskredet mine pecuniaire Kræfter. En skønne Morgenstund vandrede jeg derop for at tale med Eiermanden, Signor Diegi, og accordere om Leien. Jeg kunde imidlertid have sparet mig min Umage. Studiet var leiet ud allerede for otte Dage siden til en Nordmand, hvis Navn den ulykkelige Italiener forgjæves bestræbte sig for at udtale. Jeg haabede dog at kunne komme til en mindelig Overeenskomst med den nysankomne Leier, der maatte være en betydelig Kunstner, siden han strax havde Raad til at leie et af de dyrere Studier i Rom. Jeg gik ned, aabnede Klinken paa Studiets Dør, og hvad skildrer min Forbauselse, da jeg i dets Eier traf den tause Kunstner fra Consulen, Olaf Malm.
   Han var alene i Studiet. Dette var, som de romerske Studier pleie at være, et stort, fiirkantet Rum med nøgne Vægge og med et stort Vindue, der vendte ud til en udenfor liggende Have. I det ene Hjørne laa en mægtig Bunke Leer, midt paa Gulvet stod en tom Cavaletto af gigantisk Størrelse; en Scorpion var naglet fast paa Havedøren, et Crucifix paa den Dør, der førte ind til hans Opholdsværelse - det var hele dets Prydelse. I Muren under Vinduet vare to eller tre Steen udtagne, saa at en Solstribe faldt ind i det halvdunkle Studie og dannede en enkelt, skarpt begrændset Lysplet paa Gulvet. Under Vinduet havde Malm med Kul tegnet et selsomt Søuhyre, halvt Delphin, halvt Drage, og maget det saaledes, at Lyshullet i Muren var Uhyrets ene Øie. Selv stod han midt i Studiet og var ved min Indtrædelse beskjæftiget paa en ganske eiendommelig Maade. I sin høire, udstrakte Haand holdt han nemlig en af de løsrevne Muursteen, og idet han med sikkert Øie maalte Afstanden, slyngede han den som en Discus med en mærkværdig Færdighed igjennem Muurhullet, saa at den forsvandt i Haven. Han var saa beskjæftiget med denne Leg, at han fik Tid til at sende de to Steen efter den første, inden han opdagede min Indtrædelse. Hans Sikkerhed i at kaste, og den Plastik, der var i hans Holdning under denne betydningsløse Leg, var saa mærkværdig, at jeg uvilkaarligt udbrød: »De har nok studeret Discuskasteren?«
   »Discuskasteren?« gjentog han nølende. »Jeg veed ikke, hvem det er.«
   »Det er en bekjendt Statue fra Vaticanet. De Gamle kastede tilmaals paa samme Maade som De. Kun brugte de ikke en Muursteen, men en rund Skive, som de kaldte Discus.«
   »Det var da morsomt,« udbrød han fornøiet, »saa de Gamle spillede altsaa Kav?«
   »Ja, hvad er det?« spurgte nu jeg.
   »Hvad, De kjender ikke Kav?« spurgte han forundret. »Nu skal De see!«
   Med disse Ord foer han ud ad Havedøren og kom et Øieblik efter tilbage med hele Favnen fuld af Muursteen. I en Haandevending havde han i det ene Hjørne af Studiet bygget en Pyramide, og idet han gik tilbage til det modsatte Hjørne, greb han et vægtigt Stykke af en gammel Marmorblok, aabenbart en Levning fra Studiets tidligere Eiermand. Den tunge Steen fløi som en Boldt fra hans Haand gjennem Studiets hele Længde og traf med en hvinende Lyd Pyramiden, der splintredes i hundrede Stykker.
   »Det kalder man Kav,« sagde han alvorlig, »men jeg spiller det helst i Haven, for Ruderne ere saa dyre.«
   Jeg blev mere og mere forundret. Jeg havde ventet i et saadant Studie at træffe en eller anden bekjendt Kunstner, omringet af Skizzer, færdige og halvtudførte Arbeider, og istedet herfor fandt jeg en Bondegut, der snarere syntes at have valgt Studiet til Legeplads end til Arbeide. Jeg var derfor overbeviist om, at mit Forslag vilde lykkes, og meddeelte ham det med faa Ord.
   »Nei,« svarede han, »dette Studie er ikke at faae tilleie. Det er det største jeg har kunnet finde, og endda er det næsten for lille til det Arbeide, jeg har for.«
   »Vilde det være ubeskedent af mig,« spurgte jeg lidt ærgerlig, »at spørge Dem, hvad De da agter at fremstille, siden De har valgt saa stort et Rum?«
   »Nei,« svarede han, og atter lyste dette Lyn eller snarere dette Nordlysblink fra hans mørkeblaae Øine. »Jeg vil fremstille Giganterne, der storme Olympen.«
   »Død og Pine!« svarede jeg. »Ja, saa maae De have Plads. Naar De skal stable Pelion oven paa Ossa, saa bliver det et Spørgsmaal, om her er høit nok til Loftet.«
   Han lod aldeles ikke til at mærke min Spot. Tvertimod maalte han Afstanden med et betænkeligt Blik og sagde:
   »Jeg har selv tænkt derpaa; det kan maaskee blive knapt nok. Pelion og Ossa, hvad er det?«
   »Det var to Bjerge, som Giganterne taarnede ovenpaa hinanden; men endda naaede de ikke Olympen, og Zeus slyngede dem med sin Tordenkile tilbage i Dybet.«
   »To Bjerge?« sagde han tankefuld. »Det har jeg aldrig vidst.«
   »Har De da ikke seet Sculptursamlingen i Vaticanet?«
   »Nei.«
   »Heller ikke den paa Capitolium?«
   »Nei.«
   »Men den i Lateranet da?«
   »Nei, jeg har Intet seet. Jeg er først for fjorten Dage siden kommen til Rom, og jeg brugte en Uge for at finde et Studie, der var stort nok til at udføre den Plan, som jeg saa ofte har længtes efter at begynde. Men nu, efter at have talt med Dem, troer jeg, den duer ikke.«
   Han saae sig ved disse Ord sørgmodig om i det tomme Rum, og hans Ansigt havde et Udtryk som Dens, der tager Afsked med en kjær, længe næret Forhaabning. Jeg kjendte selv af Erfaring, hvad det vil sige, at blive sig sine Illusioner berøvet. Venligere stemt greb jeg hans Haand og sagde:
   »Hør, Malm, lyd nu mit Raad! De vil ikke fortryde det. Opgiv dette Studie eller behold det, ligesom De har Lyst; men gjør ikke som saa mangen nordisk Kunstner, der gik som Nar til Rom og kom som Nar tilbage. Gjør ikke som de, der blot reise hertil, fordi her er billigere at leve, og fordi man faaer bedre og mindre dyre Modeller. Husk paa, at denne Jordbund, der er som brolagt af Levninger fra Oldtiden, har seet Tusinder af Kunstnere fødes og forgaae. Husk paa, at Kunsten har en Fortid, og at vi staae paa denne Fortids Skuldre. Gjør Dem bekjendt med Antiken, studeer den, lev Dem rigtig ind i den. Besøg Vaticanet og Capitolium, Villa Albani og Villa Ludovisi. Jeg selv skal gjerne følge Dem og vise Dem omkring. Vil De som jeg, saa gaae vi strax til Capitolium og takke Guderne, fordi der er reddet saa Meget?«
   Malms Ansigt udtrykte paa een Gang Tvivl og Forundring. Det var øiensynligt, at en heel ny Forestillingskreds var vakt til Live hos ham.
   »Koster det mange Penge,« spurgte han dæmpet, »at see alt det?«
   »Penge? Ikke en Bajocco! Adgangen er fri for Alle. Capitolium er aabent til Klokken To. Hvad er Klokken nu?«
   Det sørgmodige Udtryk i Malms Ansigt gjorde Plads for straalende Glæde.
   »Jeg har ikke ret mange Penge,« sagde han sagte. »Jeg har flere Gange været ude ved Vaticanet, men jeg turde ikke gaae ind, fordi der stod en Vagt ved Døren, og jeg var bange for, at man skulde affordre mig Mere, end jeg havde Raad til.« - »Jeg har heller ikke noget Uhr,« lagde han nølende til, »men jeg kan nok sige Dem, hvad Klokken er.«
   Med disse Ord gik han hen til Vinduet og tog en Træprop ud af et Hul, som han havde boret høit oppe i Muren. En ny Solstribe faldt igjennem Studiet og ramte en lille Gradebue, som han med Kul havde tegnet paa den modsatte Væg.
   »Det er Vorherres Uhr,« sagde han smilende, »men det er min egen Opfindelse. Klokken er lidt over Et.«
   »Ja, saa bliver det for seent at gaae derop idag, og imorgen har jeg Model til den Tid, men De kan godt gaae op alene.«
   Jeg trykkede hans Haand. »Faaer jeg saa Studiet?« spurgte jeg smilende.
   »Jeg vilde gjerne; men jeg kan ikke. Jeg har nu eengang levet mig ind her, og jeg troer ikke, at jeg kunde gjøre Noget paa et andet Sted. Desuden kan jeg ikke skille mig ved mine Frøer.«
   »Deres Frøer?«
   »Ja, mine Frøer og min Have; de høre med til Studiet. Kom, saa skal jeg vise Dem begge Dele.«
   Med disse Ord trak han mig hen imod Havedøren - det var et kraftigt Tag. Udenfor var der en lille og ganske smal Gaardsplads. Derpaa kom en Hække af blomstrende Roser og Caprifolier, som snoede sig omkring et simpelt Hegn, dannet af de bekjendte romerske Rør. I Midten af dette førte en lille Laage ind til Helligdommen. Haven selv var ikke ret stor. Dens midterste Parti dannedes af en Græsplaine, i hvis Midte der var anbragt en Cisterne af Steen. Tætte Myrthehækker afgrændsede den paa begge Sider, og foran disse stode enkelte Orangetræer baade med Blomster og halvmodne Frugter. Et Par mægtige Rosentræer, fuldtunge af Blomster, stod som Blomsterpyramider i Havens bageste Hjørner, og imellem disse løb atter et høit Gitterværk, næsten skjult af Viinranker og Viinløv, hvorimellem tunge, blaalige Drueklaser tittede frem.
   »See, det er Altsammen mit,« sagde han glædestraalende, idet han beskrev en Halvcirkel med Haanden. »Er det ikke prægtigt? Jeg har Lov til at spise af det Altsammen, og her, her har jeg mine Frøer.«
   Han trak mig ind paa Græsplainen og førte mig henimod Cisternen.
   »See der,« sagde han, idet han med Haanden viste paa nogle brede Aakandeblade, »der sidder Ægteparret. Jeg har selv taget dem ude i Campagnen; de ere meget større end hjemme hos os. Nu skal De see Yngelen, det er det Morsomste af det Hele.«
   Han blottede sin senestærke Arm og jog den ned i Bassinet.
   »See, den er nu som en Fisk,« sagde han, »blot Hale og Krop. Hvem skulde troe, at der kunde blive en rigtig Frø af den? Men her er en anden, den har allerede faaet Bagbeen, og derhenne svømmer en, der næsten seer ud, som den var voxen, men den har dog noget af Halestumpen endnu. Jeg har tidt moret mig over dem i Norge; men der komme de blot om Foraaret, her lader det til, at de faaer Unger to Gange.«
   Vi gik ud af Haven og ind i det lille Rum, der tjente ham som Opholdsværelse, ved Siden af Studiet. Der stod nogle ubetydelige Skizzer af Leer. Bondekoften og en Ransel hang paa Væggen, og ved Siden af den en udskaaren Tollekniv i et bredt, metalslaaet Gehæng. Men hvad der meest tiltrak sig min Opmærksomhed, var to store Cartons, som vare anbragte hver paa sin Side af Væggen. Det første forestillede et lille Parti af et Kjær, tæt bevoxet med Rør, Dunhammere og Aakander. Paa et af den sidstes Blade sad en gigantisk Frø, vridende sine Hænder og stirrende med Rædsel og Afsky ned i Dybet. Det var aabenbart Frømoderen, thi under Bladet, saae man nede i Vandet, en Hærskare af smaa Frøunger, der svømmede omkring i deres Haletudseskikkelse og syntes at stræbe opad imod Moderen. Paa et andet Aakandeblad, tæt ved Siden af, var Frøfaderen anbragt. Han var i sin Hidsighed traadt ud paa Kanten af Bladet; man saae, at det vippede under hans Vægt, saa at han næste Øieblik ufeilbarligt maatte plumpe i Vandet. Med den ene Haand pegede han ned paa sit Afkom, der havde saa ringe Lighed med Fader og Moder, medens han med den anden gjorde en truende Gebærde henimod sin fortvivlede Ægtehalvdel. Det var et Billede, udført med uovertræffeligt Lune. Man følte, at den skuffede Fader vilde udbryde i et: »Falskhed! Dit Navn er Kvinde!« men man saae tillige, at han netop i samme Øieblik vilde styrte ned imellem sin forskrækkede Yngel, og at hans Ord vilde kvæles af Vandet. Det var Sivene og Rørene, som havde hvisket Fatter en Djævel i Øret. Det saae man paa deres malicieuse Physiognomier, og jo mere man betragtede Billedet, desto tydeligere mærkede man, at der var spillet en storartet Intrigue. Snerlerne klyngede sig elskovssmægtende, til de brede Dunhammere og pegede skadefro paa den ulykkelige Ægtemand. Aakanderne satte et halvt skjelmsk, halvt undseeligt Smiil op og lukkede deres Kroner, medens selve Kjæret, nøiere beseet, udviste et eneste stort Ansigt, grinende af skadefro Glæde.
   Paa den anden Væg var Forsoningen. De unge Frøer kravlede iland i deres nye Skikkelse, idet de flokkedes om Ægteparret, der i salig Glæde var styrtet i hinandens Arme. Vandfladen var glat og rolig og viste et eneste, godmodigt smilende Ansigt. De ondskabsfulde Snerler hang halvvisne ned med bedrøvelige Ansigter. Aakanderne strakte deres Frugtknuder heelt op af Vandet og nikkede smilende til Ægteparret, ja selv en stiv, alvorlig Stork, der var anbragt truende i Baggrunden, syntes ikke at ville forstyrre den almindelige Glæde, eller maaske ventede den blot paa, at Ungerne skulde blive lidt større.
   »Er det Deres Udkast til Giganternes Kamp?« spurgte jeg smilende. Men jeg fortrød næsten mit Spørgsmaal, thi hen over hans freidige, aabne Ansigt drog en Sky af Mismod, idet han sagde:
   »Nei, det er blot saadant Noget, jeg ridser om Aftenen naar jeg ikke har Andet at bestille.«
   Dette var mit andet Sammentræf med Malm. Jeg saae, at jeg havde truffet paa en Fugl, der ikke var saa let at blive klog paa. Der gik en rum Tid, vistnok henimod en tre Uger, hvori jeg ikke saae Noget til ham; jeg vidste, at han var fattig, og hørte ham fra alle Sider bedømme som en menneskesky Særling og undrede mig derfor ikke over, at han trak sig tilbage fra Kunstnernes Samfund.
   En Dag i October gjorde jeg en lille Afstikker til Genzano for at ryste Marmorstøvet af mig. Om Aftenen, henimod Solnedgang, vandrede jeg langs Nemisøens Bredder for at naae Ariccia, hvor jeg vilde overnatte. Det var en sjelden deilig Efteraarsaften. Løvet prangede i alle Farver, og Taagesløret, der begyndte at hæve sig op fra Søen, antog de forunderligste Former. Ved en brat Ombøining af Stien saae jeg en ung Mand sidde paa et Klippestykke, med sit Ansigt tankefuldt støttet i begge Hænder. Jeg gik nærmere, han sprang op - det var Malm. Han syntes at blive meget forlegen og undseelig ved at see mig. Et lille Kildeløb, der rislede ned mod Søen, havde han stemmet op med Steen og Leer, saa at det dannede et Fossefald i det Smaa; en omstyrtet Kav laae et halvhundrede Skridt fra ham - maaskee var det disse Adspredelsesmidler, der vakte hans Undseelse.
   »Naa,« spurgte jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham, »har De saa besøgt Vaticanet og Capitolium? Har De seet Dem rigtig om, siden vi sidst taltes ved?«
   »Ja,« svarede han rødmende, »jeg har været begge Steder mange Gange; men jeg fik kun seet to Ting, der var ikke Tid til Mere.«
   »Og hvilke vare de?« spurgte jeg forundret.
   »Den døende Fægter og Laokoonsgruppen.«
   »Og Andet har De ikke seet?«
   »Nei. Hver Gang jeg kom derop, maatte jeg standse foran dem, og naar jeg saa rigtigt havde seet paa dem, havde jeg ikke Lyst til Mere. De vare saa prægtige.«
   »Og Deres Plan med Giganterne?« sagde jeg smilende.
   »Min Plan?« gjentog han sukkende, idet han bøiede sig ned og tegnede med Fingeren i det vaade Sand. »Jeg har ingen Planer mere; jeg duer ikke til Noget. Antiken har gjort Alt; jeg er overflødig. Paa Torsdag reiser jeg hjem; jeg vilde blot see Nemi, inden jeg drog afsted.«
   Der var Noget ved hele hans Holdning og Stemme, som greb mig dybt; jeg følte, at her var noget Dygtigt, som ikke maatte gaae tilgrunde. Hvad jeg sagde, kan jeg ikke længere huske, men jeg anvendte over en Time paa at bringe ham bort fra hans fortvivlede Forehavende. Han rystede imidlertid paa Hovedet og svarede:
   »Det hjælper ikke, det nytter ikke! Jeg er kun et Barn, et voxent Barn imod de Andre. Hvad vilde jeg ogsaa hernede? Hvorfor blev jeg ikke hos min Moder og Sigrid?«
   Sigrid! - Her var en ny Traad at binde ham med, et svagt Punkt i hans Trodsigheds Rustning, det mærkede jeg paa den dæmpede Stemme, hvormed han havde udtalt dette Navn. Jeg lokkede for ham, fløitede fiint, som min Ven Bjørck vilde kalde det, og medens Aftentaagerne lagde sig hen over Søen, fik jeg hans Historie. Den rørte mig dybt i al sin Korthed. Han var født i Thelemarken af fattige Forældre. Deres Huus laae tæt nedenfor Fossen, klistret som en Svalerede til Fjeldvæggen. Hans Fader havde været Dagleier. Om Foraaret, naar Elven blev fri, fældede han Tømmer til en stor Gaard, der laae et Par Mile længere nede. I den lange Vintertid lærte han Sønnen at snitte i Træ, hvori han var en stor Mester; Tollekniven paa Malms Væg var et Minde derom. Saadan gik det til hans fjortende Aar. Da havde der været stort Sneefald, Elven steeg langt over sine Bredder og tog Svalereden med. Hans Fader druknede under Forsøget paa at redde en mindre Søster, der reves bort tilligemed ham. Moderen og Malm kom ned paa »Gaarden«, som han kaldte den. Det var et stort Savskjæreri, og her blev han anbragt som Løbedreng. Da var det en Søndag, at han fik fat i noget blødt Leer, som Elven havde afsat i Klippespalterne. Det havde han leget og trillet med, indtil det var faldet ham ind, at der maatte kunne gjøres en Bjørn deraf. Han havde vel aldrig seet en Bjørn, men oppe i Præstens Storstue hang der et gammelt Kobberstik, en Bamsejagt. Saa gjorde han da en, ganske som han havde seet den hos Præsten, medens han gik til Confirmation. Medens han var beskjæftiget hermed, kom Sigrid ned til Elven og satte sig hos ham. Hun var fager, havde store blaae Øine og lysguult Haar.
   »Giver Du mig Bjørnen din, saa giver jeg Dig et Kys,« havde hun sagt.
   Det blev givet og modtaget, og Sigrid bar Bamsen op paa Gaarden. To Dage efter blev han selv kaldet derop, og bange var han, fordi han havde kysset sin Huusbonds Datter; men der blev kun talt Godt til ham, baade af Huusbonden og den fremmede Herre, som var der fra Christiania. Han bad ham gjøre en anden Ting foruden Bjørnen, og medens Sigrid stod og saae til, formede han et Barnehoved af det vaade Leer. Det var et Englehoved, sagde den Fremmede; men det var nok meest Sigrids Træk, meente han selv. Saa kom han til Christiania, blev puffet og haanet af de Ældre. Han var et Fjols, det meente de Alle. Men Tiden gik, han fik baade første og anden Priisbelønning og endelig det store Legat til Romerreisen. Det var saa svært at skilles fra Fjeldene deroppe, saa tungt at reise uden at faae sagt Moder og Sigrid Farvel. Saa gik han paa sin Fod til Thelemarken og fik sagt Moderen Farvel; ogsaa paa Gaarden kom han, fik talt med Sigrid og Huusbonden, inden han drog afsted. Veien til Rom var bleven lang, thi han havde vandret en stor Deel af den. Endelig var han naaet til sine Længslers Maal. Barnekysset brændte endnu paa hans Læber; Sigrid havde selv givet ham Kunstnerindvielsens Daab. Nu gjaldt det at seire eller falde, vinde hende eller gaae tilgrunde. Det Sidste havde Malm ikke sagt, ja ikke engang berørt, men gjennem hele hans Historie og gjennem alle hans Planer gik hun som den røde Traad, der forbinder det Hele; det følte jeg altfor vel, skjøndt han Intet sagde.
   Efter at han havde endt sin simple Historie, blev vi begge siddende i nogle Øieblikkes Taushed. Endelig spurgte Malm sagte:
   »Troer De paa Drømme?«
   »Jeg veed det ikke, jeg har aldrig erfaret Noget derom; kun saa meget veed jeg, at hverken Holberg eller Vessel troede derpaa. Er der hændet Dem noget Mærkeligt i den Retning.«
   Malm syntes ikke meget tilbøielig til at svare; han sad nogle Øieblikke taus, ligesom fordybet i sig selv og sagde endelig:
   »Ja, jeg vil fortælle Dem det Hele; men De maae love mig, ikke at lee deraf, om De ogsaa synes, at det er barnagtigt. Jeg gik fra Nemi i Middagsstunden. Det var stille og varmt, jeg selv var træt og mistrøstig. Saa satte jeg mig ned ved det lille Væld, her løber, og bildte mig ind, at jeg var hjemme. Jeg spillede først Kav, saaledes som jeg saa tidt [s100] havde gjort som Dreng; men det vilde ikke rigtigt gaae, jeg kunde ikke træffe den. Saa stemmede jeg Vældet op her; det skulde være Fossen derhjemme. Som det saa led hen imod Aften, troer jeg nok, at jeg faldt i Søvn, men rigtigt veed jeg det ikke. Jeg havde længe siddet og seet paa de hvide Taager, der steeg op fra Søen; det var ligesom, naar Huldren leger hos os. Der kom snart een, snart en anden Skikkelse frem af taagen, men de flød sammen i hverandre igjen, og jeg kjendte dem ikke. Da skjød der sig paa eengang en Skikkelse i Veiret, tæt inde ved Land. Den var først at see paa som en hvid Røg; men jo mere den hævede sig, jo mere klarede og formede den sig. Det blev til en deilig Kvinde; hun bar en gylden Krone paa Hovedet, og ned ad Nakken flød et sneehvidt Slør, som vævet af det fineste Spindelvæv. Hun skjød sig ind imod Land; men mig tyktes, at det var Huldren, og jeg slog Korsets Tegn for mig.

Vilhelm Bergsøe Homepage