V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 80-89

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 80-89

   Alle disse Tanker gik igjennem mit Hoved, medens jeg ravede om for at finde en Smule Lys, og da jeg havde faaet dette tændt, trykket hendes Øine til og foldet hendes Hænder over Brystet, beredte jeg mig til at forlade Værelset. Da hørte jeg paany den samme sagte Jamren, den samme klynkende Lyd, og medens jeg lyttede efter i Døren, faldt mit Blik paa et Brev, der laae paa Bordet. Det var Udskrift til den ene af disse lykkelige Tilbedere, en ung, riig Mand, som jeg havde noget tilfældigt Bekjendtskab til, og som vist ikke vilde sove saa trygt den Nat, som han rimeligviis gjorde, hvis han havde været Vidne til Det, jeg havde seet. Haandskriften var den samme som Udskriften paa Brevet til mig, og under Adressen stod: »Bedes hurtigt besørget«. Jeg stak det til mig og vilde forlade Værelset, da jeg paany hørte den klynkende Lyd, men dennegang saa skarp og tydelig, at jeg ikke kunde tage feil deraf. Jeg havde hidtil troet, at det var Katten. Nu forekom det mig, at det var Skriget af et Barn. Hurtigt nærmede jeg mig til det usle Leie, slog Tæppet tilside, og ved Siden af den udtærede, liigblege Moder bevægede et lille, smukt og buttet Barn sig i Halmen og stirrede paa Lyset med et Par store, forundrede Øine. Lempeligt tog jeg den Spæde, svøbte den godt ind i det lasede Tæppe, som Moderen ikke behøvede, og tilfreds med dog at have reddet eet Liv, vandrede jeg varsomt ned ad de skumle Trapper og afleverede min kostbare Byrde paa den første Politistation, for at det derfra kunde besørges ud paa Stiftelsen.
   Paa Christianshavns Apothek traf jeg hendes Fader, der med stor Taalmodighed sad og ventede paa de Medicamenter, som Apotheket neppe kunde skaffe tilveie paa Grund af den store Tilstrømning. Jeg fortalte ham i faa Ord Alt; han rystede paa Hovedet og græd. Jeg havde ikke Hjerte til at følge min første Plan og lade ham besørge det Brev, som jeg bar hos mig. Veiret var i Begreb med at sagtnes, Natteluften var bleven kølig og frisk, jeg selv trængte til legemlig Bevægelse ovenpaa de Rystelser, jeg havde gjennemgaaet, og besluttede selv at besørge Brevet efter dets Adresse til Bredgade. Desuden havde jeg nok Lyst til at ringe denne rige Herre op af hans søde Søvn og fortælle ham, hvad jeg havde seet, hvis han ikke allerede var flygtet, hvad der var det Rimeligste. Ved Porten holdt en Vogn. En Kudsk og en Tjener stod i dæmpet Samtale, og en tredie tittede igjennem den halvaabne Port ud til dem.
   »Er det Lægen?« spurgte Den, der stod i Porten. »Jeg er bange for, at det er forsilde.«
   »Aa, jeg kommer vel tidsnok,« svarede jeg harmfuld.
   »Tidsnok!« gjentog den Anden forbauset. »Veed De ikke, at Herren er nær ved at døe?«
   »Nemesis!« tænkte jeg ved mig selv, og sagde kort: »Hvor er han?«
   Tjeneren lukkede Porten op og førte mig ind i en lav Sidebygning tilvenstre, opad en Steentrappe, gjennem en Corridor, gjennem to eller tre rigt udstyrede Værelser og lod mig staae udenfor, medens han forsvandt bag et tykt Forhæng for at melde mig.
   Neppe vendte han tilbage, og neppe var jeg færdig med den Tale, som jeg havde forberedt mig paa at holde, hvis Patienten kunde taale at høre den, før Forhænget reves tilside, og en ung Mand styrtede ud i den heftigste Sindsbevægelse.
   »Doctor Aabye, er det Dem!« raabte han. »Jeg troede det var Etatsraad Trier, efter hvem vi have sendt Bud.«
   Jeg studsede; thi jeg gjenkjendte paa Stemmen en ung, juridisk Candidat, som jeg tidt havde truffet i Selskabslivet, og som jeg syntes godt om paa Grund af hans fredelige, ærlige Væsen, og som jeg mindst havde ventet at skulle træffe her, under saadanne Omgivelser og paa denne Tid af Natten.
   »Er det Cholera?« spurgte jeg.
   »Nei, nei,« sagde han med et Udtryk af den dybeste Bevægelse og trak mig hen til Vinduet, »det er en fortvivlet Omstændighed, en ulykkelig Begivenhed, og jeg er Skyld i det Hele.«
   »Hvad er det da?« spurgte jeg forundret.
   »En Ulykke,« svarede han i den største Forvirring. »Jeg vil betroe Dem Alt; men De maa love mig at fortie Sagen. Bild Dem ind, at her er skeet et Vaadeskud. Et Vaadeskud, seer De, den Form maa det gives. Det er en Duel, det dreier sig om; han er saaret, jeg troer livsfarligt. Jeg forvinder det aldrig! Det er Altsammen min Skyld.«
   Han syntes ganske at have tabt Besindelsen. Jeg saae maaskee ligesaa forvirret paa ham; thi en Duel under en Choleraepidemie og for et Mandfolks Skyld havde jeg ikke ventet at opleve.
   »En Duel!« udbrød jeg.
   »Ak, ja,« svarede han; »vi ere i dette Øieblik komne med en Fiskerbaad fra Hveen. Uveiret har opholdt os, og vi maatte vente efter Vogn fra Bellevue. Jeg havde skrevet et Digt! O, det var et fortvivlet Indfald - det kan koste hans Liv.«
   Jeg saae paa ham og troede næsten, at han var gal. Slaaes for en Æressag, det lader jeg gaae. Slaaes for et Fruentimmer - naa! Lad det passere; men slaaes for et Digt? - det var Mere, end jeg kunde begribe. Imidlertid var der ingen Tid at spilde. Jeg havde ganske glemt »Tordenskyen«, og min veludarbeidede Tordentale; jeg var atter Læge og parat til at hjælpe.
   Da jeg traadte ind i Soveværelset, saae jeg en bleg og tilsyneladende livløs ung Mand ligge udstrakt paa en Seng. En gammel Mulatinde sad jamrende ved hans Side og holdt hans blege, hvide Haand imellem sine sortebrune Hænder, medens hun uafbrudt vedblev at gjentage: »Slemme Folk skyde Massa! Massa død, Massa død, Massa død! Mig døe med stakkels Massa!«
   Med stor Besvær fik vi hende fjernet; hun syntes ganske forstenet i sin Sorg og vilde først neppe tillade mig at undersøge Saaret. Saavidt jeg kunde skjønne, havde Kuglen, der var trængt igjennem tæt ved den venstre Side af Brystbenet, slaaet an mod femte Ribbeen, var gledet rundt og gaaet ud tæt under Rygsøilen, uden at jeg dog kunde angive, om denne var beskadiget eller ikke.
   »Er der Haab?« spurgte den unge Jurist, der med spændt Forventning havde fulgt Undersøgelsen.
   »Jeg veed ikke,« svarede jeg, »thi - -«
   I dette Øieblik lød den mægtige Klokke fra S. Pietro. Rungende og dirrende klang gjennem Luften dens tolv alvorlige Slag, som, inden Vibrationstonerne endnu havde tabt sig, besvaredes fra S. Maria Maggiore, fra S. Carlo al Corso og de øvrige utallige Kirker, snart i høiere, snart i dybere Toner, men ingen saa mægtige, som den førstes.
   »Der brast Norges Rige af din Haand, Herre min!« raabte Berthelsen triumpherende. »Det er udlagt: Verner har tabt sit Væddemaal - Klokken er Tolv!«
   Der laae noget Uhyggeligt i Berthelsens skrigende Stemme. Vi havde Alle ved Aabyes Fortælling glemt Verner, ja næsten glemt Stedet, hvor vi befandt os. Det var den første Aften, vi skulde vende tilbage fra vor gamle Obelisk Een mindre i Følge, og det uden at vide, hvor denne Ene befandt sig. Vi besluttede at vente en halv Time, saa en heel. Vi hørte Klokken slaae halv Et, derpaa Et, saa halv To. Vi speidede efter den lille Portlaage, lyttede efter enhver Lyd; men Laagen lukkedes ikke op, og kun Minerva-Uglerne paa Trinità de' Monti afbrød Nattens Stilhed med deres forunderlige monotone, ligesom sukkende Skrig, der lod sig høre i regelmæssige Mellemrum. Endeligt skiltes vi ad; de Fleste lagde Veien ad Corso. Aabye, den gamle Kunstner og jeg vandrede langsomt hjem ad Babuino.
   »Der er endnu eet Haab tilbage,« sagde den Gamle efter en Pause. »Han kan være gaaet ud til Ponte Molle, men har paa Tilbageveien rimeligviis faaet Lyst til at jage lidt Skræk i Blodet paa Berthelsen og os Andre, som tvivlede om hans Mod og Manddom. I dette Tilfælde er han formodentlig gaaet ind ad Porta Pia, eller Porta Salara, og vi ville da finde ham i Via Sistina i Deres Logis.«
   »Man kan mærke,« sagde Aabye hovedrystende, »at De ikke kjender Henrik Verner. Det er den braveste og fortræffeligste Fyr i Danmark; men hvad han een Gang har sat sig i Hovedet, det fører han igjennem, om han saa skulde gaae i Ilden derfor. Jeg har en Vinteraften efter et Bal seet ham redde en Dreng, der var gaaet gjennem Isen paa Peblingesøen, meest, troer jeg, fordi en Matros sagde, at Ingen kunde bjerge ham, og jeg veed, at han paa Skagens Odde er svømmet igjennem Brændingen for at redde sin Puddelhund, der var reven bort af Strømmen. Han viger ikke fra det Maal, han een Gang har sat sig.«
   Vi stod ved Aabyes og Verners fælles Logis. Der brændte endnu Lys i et enkelt Vindue, og da vore Fodtrin gjenlød i den stille Gade, saae vi Madam Rubicondis velbekjendte Ansigt titte ud igjennem Vinduet.
   »Sta Signor Enrico in letto?« raabte Aabye op.
   »Non Signor! Signor Enrico non è revenuto ancora. Ah Madonna mia, che accidente!«
   »Der kan De see,« sagde Aabye, idet han vendte sig imod os.
   Den gamle Kunstner trak paa Skulderen. »Det bliver i det heldigste Tilfælde,« sagde han, »en Spøg paa et Par hundrede Scudi, og De vil rimeligviis imorgen faae Underretning derom; men kan han sætte Livet paa Spil for en Puddelhund, saa kan han vel sagtens betale et Par hundrede Daler for det. Mere synes han jo ikke at vurdere det til.«
   Der laae som sædvanligt noget Satirisk, næsten Bittert i den gamle Kunstners Ord. Dog trykkede han Aabyes Haand med mere Varme og lettede lidt mere paa den spidspullede Hat, end han pleiede, idet han forlod os.
   »Han har Ret,« sagde Aabye sukkende, idet han saae efter ham, »det er en Drengestreg, Verner har gjort, men der hører dog Mands Mod og Hjerte til den. Gud maa vide, naar han løber Hornene af sig? Den fordømte Berthelsen, at han netop skulde tage Verner paa hans falske point d'honneur; den er dog endnu hans svage Side.«
   Der kunde Intet svares hertil. Jeg trykkede Aabyes Haand og lovede varmt at yde ham al den Bistand, jeg med mit Kjendskab til de romerske Forhold kunde give. Derpaa vandrede jeg ene til mit Logis, og snart efter vævede Drømmene et Slør, der skjulte baade Pont neuf, Obelisken og den unge Danske paa den eensomme Campagne.

   Den næste Morgen var, som sædvanligt, solklar og skyfri. Paa Monte Pincio traf jeg Aabye; han saa noget mat og modfalden ud og havde aabenbart ikke sovet meget den Nat. Jeg trøstede ham saa godt, jeg kunde, og vi besluttede at nyde vort Morgenmaaltid i Café Greco.
   Som sædvanligt vare de smaae Borde stærkt besatte baade i den ydre og indre Stue, og vi foretrak derfor Pladsen udenfor Huset i den livlige Via de' Condotti. Tæt ved os sad en lille Gruppe af Franskmænd, og medens Aabye og jeg i Taushed nøde vor Café nero og dampede af de pavelige Scelti, lyttede vi til de livlige Røster, der klang omkring os. Det var franske Soldater, som her tog deres Morgenforfriskning, og uagtet de kun bare den Meniges Uniform, var det af hele deres Maade at føre sig paa, let at see, at der laae Officeersspirer i dem; vi havde maaskee vordende Marschaller for os. Talen var om Briganterne og om den Usikkerhed, hvori de satte selv Roms nærmeste Omegn. Jeg hørte flere Gange Navnet Leon de Ville blive nævnet, og paa nærmere Efterspørgsel erfarede jeg, at Gendarmens Fremstilling var fuldkommen rigtig. Leon de Ville var Lieutnant ved Occupationscorpset i Rom og var igaaraftes efter Sædvane redet ud ad Via Flaminia, men var ikke senere vendt tilbage. Der var allerede samme Aften gjort Melding herom til den franske General, som havde ladet et Par stærke Patrouiller gjennemsøge Terrainet, men uden det ringeste Resultat. Man havde ikke i Omegnen hørt Skud eller sporet nogen Bevægelse, men hans Hest var funden herreløs, græssende paa en Eng. Selv var han sporløst forsvundet, og de franske Soldater beklagede i ham Tabet af en tapper og elskværdig Officeer. En af dem hørte til hans Compagnie og var uudtømmelig i Lovtaler over ham.
   Nu begyndte Sagen at blive alvorlig. Kunde Briganterne forgribe sig paa en Officeer af selve Occupationscorpset, uden at dette kunde opdages, hvormeget lettere kunde dette da ikke skee med en ung og ubekjendt Dansk, som den mægtige galliske Ørn ikke tog under sine Vinger. Aabye besluttede strax at gaae til Konsulen for at melde det Passerede, og vi aftalte at mødes i Via di Gallinaccio, i vort sædvanlige Trattorie.
   Da jeg kom derned henimod Klokken To, var Skandinavernes lange Bord næsten fuldstændigt besat. Alessio vimsede om med sin sædvanlige Geskjeftighed, og »Evangelisten« havde travlt med at byde Cigarer, thi Maaltidet var næsten endt. Mit Blik gled søgende hen over Bordet, men overalt traf det kun spørgende Øine, Aabye var der ikke. Jeg satte mig ned og begyndte i Taushed mit Maaltid. Ingen af de Andre spurgte, det var som om en trykkende Scirocco hvilede over os Alle. Pludseligt aabnedes Døren, og Aabye styrtede ind; det var paa hans glade Ansigt let at see, at han bragte gode Efterretninger. Uden at sige et Ord ilede han hen til Bordet, og idet han kastede Hat og Frakke hen paa en Bænk, fremtog han af sin Brystlomme et Papir, som han triumpherende lagde paa Bordet. Dets Format og guldkantede Snit røbede, at det var udrevet af en Tegnebog. Jeg greb det og læste Følgende:

»Berthelsen har vunden sit Væddemaal! Vær ubekymret for mig; jeg møder iaften ved Obelisken.

                        Din Verner.«

   »Det er noget kort,« sagde Aabye, medens den lille Seddel vandrede fra Haand til Haand, »men det er til Gjengjæld jo ogsaa godt. Jeg tænker, at vi faae den nærmere Forklaring iaften.«
   Det var med lettet Sind, at Aabye og jeg henimod Solnedgang vandrede henover det deilige Monte Pincio. Vi havde lyttet til den franske Regimentsmusik, beundret de prægtige Eqvipager og endnu mere de deilige Romerinder, som foer os forbi paa deres Corsofart, og stod nu ved Belvederen, hvor Girandolaen afbrændes ved Paaskefesten, og hvor der haves en af de videste Udsigter over Rom. Solen var ifærd med at gaae ned. Pinierne paa Monte Mario og i Villa Doria Pamfili tegnede sig skarpt mod den mørkeblaae Aftenhimmel, og langs med Høiderne paa den anden Side af Tiberen funklede Horisonten i alle Overgange fra Blegguult til det dybeste Orangerøde. Nede paa Pladsen saae vi allerede Skandinaverne forsamle sig. Vi kunde tydeligt see Berthelsen staae og demonstrere, aabenbart holdende et længere Foredrag, der af og til afbrødes af Latter og Tilraab fra de Omstaaendes Side. Paa Marmorløven henimod os sad den gamle Kunstner; hans kraftige Skikkelse og stærkt udprægede Ansigt tog sig ypperligt ud imod de monumentale Omgivelser.
   »Lad os gaae derned!« sagde jeg. »Iaften skal den Gamle fortælle os Noget. Han fortæller ypperligt, naar man kan faae ham paa Gled, men han er ligesom de store Virtuoser, der kun spille for en udvalgt Kreds og bedst, naar man rører ved deres ømme Side.«
   »Og hvilken er hans corde sensible?« spurgte Aabye.
   »Den mest menneskelige og en, vi Alle have tilfælles - Forfængelighed eller rettere Stolthed. Hos ham yttrer den sig i et brændende Had til Alt, hvad man kalder Aviscritik, og det er ikke saa sært, thi han har døiet meget, inden han formaaede at hævde sin Stilling. Han læser aldrig en Avis, og hans egen Critik indskrænker sig næsten altid til de to Sætninger: »Det er godt« eller »Det er skidt.« Mere behøves efter hans Formening ikke.«
   »Saa er han jo selv den skarpeste Critiker af Alle,« sagde Aabye smilende. »Han bruger jo Fuldkugler, hvor de Andre skyde med Hagl.«
   »Ganske sikkert! Han slaaer ihjel, hvor de Andre kun snærte, men hans Dom er til Gjengjæld sikker og oprigtig, fordi den er udsprungen af Følelsens Umiddelbarhed, hvorimod den Hagl af umoden Bedømmelse og af Critik paa anden og tredie Haand, som findes i vore Journaler, snarere matter end dræber, hyppigere lammer end opflammer. Ham skader den ikke længere; han læser ikke »dette Vrøvl fra Kjøbenhavn«, som han kalder det.«
   Min Gisning forholdt sig fuldkommen rigtigt. Da vi nærmede os Gruppen, gjorde Berthelsen det sidste, svage Forsøg paa at hævde en af sine sædvanlige paradoxe Paastande, nemlig den, at enhver Critik er berettiget; men paa hans Holdning kunde man tydeligt see, at han havde lidt et Nederlag, »seilet i Sænk«, som den svenske Maler Bjørk udtrykte sig, idet vi gik forbi. Den gamle Kunstner sad endnu paa Marmorløven, hvorfra han som en Konge overskuede Forsamlingen. Med sin ene Haand glattede han paa sit mægtige graae Skjæg, medens der om hans Læber spillede et ironisk Smiil, som om han endnu havde en fuld Ladning tilovers, dersom den Slagne ikke vilde rømme Valdpladsen.
   »Det Vrøvl og saa Brændenelder,« sagde han, »de groe prægtigt tilsammen. Man kan kaste Snavs paa begge, de voxe kun frodigere derved. Dersom Nelderne kunde see, hvormange Blomster de have kvalt, saa kneiste de ikke saa høit, og det Samme kunde hænde, dersom den slette Critik havde nogen Anelse om, hvormange Værker den har ødelagt.«
   »Det sande Talent baner sig altid Vei,« raabte Berthelsen; »selv om det saa skal gaae igjennem Torn og Tidsel!«
   »Atter en Paradox! Atter en af disse falske Triumpher, som man forsøger paa at spille ud, skjøndt man veed, at Enhver kan stikke dem. Det sande Talent, siger De? Det mægtige, eller med andre Ord, Geniet er det, som altid baner sig Vei, saa sandt som Egen groer igjennem, selv om der staaer nok saa mange Nelder iveien. Men et Talent kan godt være sandt, fordi det er ringe i sin Begyndelse, og det er netop i denne Periode, at Nelderne gjøre Ulykke. Det er desuden saa let at være Nelde og saa svært at sætte Blomst, at man ikke kan undre sig over, at de Fleste vælge det Lette.«
   »Har De da kjendt,« spurgte Berthelsen i en svagere Tone, »noget virkeligt, eller med andre Ord, noget sandt Talent, som den slette Critik har ødelagt?«
   Den gamle Kunstners Ansigt antog et halvt alvorligt, halvt sørgmodigt Udtryk.
   »Det er vanskeligt,« sagde han tankefuld, »at sige, hvad der ødelægger et Menneske. Det er aldrig den enkelte Orm, der ødelægger Træet, og vel heller aldrig Critiken alene, som ødelægger Kunstneren. Men den ubillige, slette eller ligefrem fjendtlige Critik, og det er naturligviis kun den, hvorom der her er Tale, kan gjøre det svært for den enkelte Kunstner at groe igjennem, og en enkelt Orm kan begnave et Træ saaledes, at der kun behøves et Vindstød for at knække det. Oprigtigt talt troer jeg ikke, at jeg kjender nogen Kunstner, som Bladluus-Critiken alene har fældet, og det viser heldigviis, hvor magtesløs den er. Men jeg kjender To, som den har øvet en skadelig Virkning paa. Den Ene kuedes længe i sin Udvikling, inden han kom i Væxt; den Anden gik det som Træet, der knækkedes af Vinden.«
   »Og vilde det være ubeskedent,« spurgte Berthelsen, »at spørge om Navnene paa disse to Gevæxter?«
   »Nei, ingenlunde,« svarede den gamle Kunstner stolt, idet han med Selvfølelse rettede sig iveiret. »Den Første er mig selv; den Anden var - Malm.«
   »Jeg har ikke den Ære at kjende det Navn,« svarede Berthelsen noget betuttet; han havde aabenbart ikke ventet dette Svar.
   »Det er ganske naturligt. Hvorledes skulde ogsaa De, som alt i Deres to og tyvende Aar er Referent, Recensent og Correspondent in artibus vide, hvad der skeete her i Rom for tredive Aar tilbage? Hvorledes skulde De kjende et Navn, som De ikke vil finde hverken i Conversationslexiconet eller i Fortegnelsen over nordiske Kunstnere?«
   Berthelsen taug. Ogsaa han havde sin corde sensible, og det var hans Alder. Desuden var det aabenbart, at det korte Navn Malm i høi Grad confunderede Berthelsen, der troede at være inde i de sidste halvhundrede Aars Kunsthistorie. Der opstod en af hine haardnakkede og piinlige Pauser, under hvilken den danske Folketro lader en Engel gaae igjennem Stuen, medens man snarere skulde troe, at en ondskabsfuld Dæmon morede sig med at lade alle Munde gaae i Baglaas. Mere for at bryde denne Taushed, end fordi jeg ventede, at den gamle, ordknappe Kunstner vilde meddele Noget, der øiensynligt laae hans eget indre Sjæleliv saa nært, opfordrede jeg ham til at fortælle Malms Historie.
   Han kastede et halvt lunefuldt, halvt satirisk Blik fra sit ophøiede Sæde ned paa Berthelsen, der noget nær saae ud »som et rankigt skepp på böljan utan flagg.« Saa bøiede han sig ned mod den blinkende Straale, der fra Løvens Mund sprudlede ud i det store Basin, tog et Par Drag og fortalte derpaa følgende:


            Malms Historie

»For Den, der som jeg har seet Myrtherne paa Monte Pincio blomstre tredive Gange, stiller Rom og Livet i Rom sig ganske anderledes end for de Utallige, der lokkes ned af Viinhøsten, og som forlade os igjen, saasnart Sommersolen lokker de røde Valmuer frem over Campagnen. For Dem, mine Herrer, er Opholdet i Rom knyttet til en vis Række Personligheder, saa at De, naar De engang vender hjem, uvilkaarligt kommer til at flette disse Personligheder ind i den Krands af Minder, som De har samlet hernede. Ganske anderledes forholder det sig derimod med os, de ægte eller de gamle Romere. Vi ere blevne stationaire. Vi sidde som de gamle Østers fast paa den gamle Banke; vi betragte den som vort Hjem, og med en vis Overlegenhed see vi de unge Østers tumle sig mellem os, inden de fæste Bo paa andre Steder - Aa, De behøver ikke at rømme Dem, Berthelsen, det er ingen speciel Hentydning til Dem, og hvis De ønsker det, skal jeg gjerne forandre Billedet. - Jeg vil da sige, at Rom er et Hvilested for Nordens Trækfugle - en Vinterstation, hvor de holde Rast, inden de naae Neapel og Palermo, for atter derfra at drage tilbage til Granerne, Bøgene eller Birketræerne. Men underligt er det for os Gamle at see disse forpustede Trækfugleskarer hvert Aar forandre sig, og løierlige Fugle gives der iblandt dem. Der er alle Slags, baade Sangfugle og Guldfugle, lystige Fugle og lærde Ugler; ikke at tale om critiske Kalkuner, snaddrende Gjæs og Alt fordøiende Ænder. Men meest forunderligt er det at see, hvorledes disse Fugle ere parrede med hverandre. Galende Haner med kurrende Duer, pjuskede Hærpopper med siirlige Stillitser, sladdrende Papegøier med dybsindige Ugler og prunkende Paafugle med theologiske Flamingoer. Jeg har gjort et heelt naturhistorisk Studium over denne hidtil kun lidet kjendte Side af Livet i Rom, og har baade havt Nytte og Fornøielse deraf.
Det var altsaa et Aar henimod Slutningen af September. Jeg var vendt tilbage fra et Ophold i Bjergene og skulde nu ombytte Livet i Guds frie Natur med Civilisationen fra Norden, Bønderne og Hyrderne [s90] med Studiet af Ornithologien. Som sædvanligt gik jeg op til Consulen for at faae Listen paa de nyankomne Trækfugle at see, og for i Samtalen med ham at faae lidt nøiere at vide, om der fandtes nogle Tiltalende deriblandt - »Selskabsfugle«, som vi pleiede at kalde dem. Men Listen var usædvanlig mager det Aar; der var slet ingen Sangfugle, ikke engang saa meget som en lyrisk Lærke eller elegisk Nattergal. De Fleste vare unge, mig ubekjendte Kunstfugle, og Resten meget fornemme, meget adelige og meget kjedelige Strøgfugle med Baron- eller Geheimeraadstitel fortil og forgyldte Nøgler bagtil; det tegnede aabenbart til at blive en streng Vinter. Da jeg vilde til at gaae, greb Consulen et Brev, rakte det smilende til mig og sagde:

Vilhelm Bergsøe Homepage